[55]| II

[57]| Sommeren var nu ogsaa kommen til Danmark. Den havde været længe om at finde herop dennegang. Under Drypregn og graa Taage var Skoven sprungen ud. Foraarets Fødsel gik for sig som i Dølgsmaal, ingen havde haft Glæde af det lysegrønne Under. Siden hen, mens Frugttræerne blomstrede, jog stride Hagelbyger over Landet, og Solglimtene kom og svandt under den blaasorte Himmel med en Pludselighed som Lyn.

Endelig den femte Juni, akkurat paa Grundlovsdagen, brød en frisk Nordvest Sommeren Vej og fejede Skyerne ud over Østersøen.

Man stod lige foran den store Valgkamp, og der var ikke mange af Folkepartiets Grundlovstalere, end ikke af dets Kættere, der modstod Fristelsen til at udlægge Tilfældet som et lykkeligt Varsel, et guddommeligt Tillidsvotum.

»Himlen har idag velsignet vore Vaaben!« forkyndte Tyge Enslev fra Talerstolen i Lyngebo Skov, hvor fem Tusinde Hoveder trængte sig omkring den gamle Fører. Rank og smilende stod han under det sommergrønne Løv med sit hvide Haar – den sidste 58| levende af de store Mærkesmænd, der havde ført Folkets og Frihedens Sag til Sejr. Trods sin Gigt og sine Stensmerter havde han efter et Par Aars frivillige Tilbagetrukkenhed paany kastet sig ud i Striden med al sin gamle Voldsomhed.

Den forsinkede Sommervarme forvandlede Landet som en Tryllestav. Det blev paa et Par Dage til et eventyrligt Blomsterrige. Syren og Guldregn, Tjørn og vilde Roser gjorde det fattigste Bondehus til et Paradishjem. Inde i Byerne var alle Butiksvinduerne pyntet op med Blomster. Folk kom fra Torvet med Favnen fuld af Syrener. Vognmandskusken pyntede sine Krikker med en Guldregnsklase ved Øret, og Slagtersvenden bar en Kæmpebuket hjem paa sit blodige Trug.

Jo, nu var Sommeren kommen til Landet. Paa alle Landeveje blinkede Cyklehjul. I Gaardene laa Sengklæder paa Lad, og de første nøgne Menneskelegemer viste sig paa Stranden.

Paa en af de tre-etages Storebæltsfærger, der Dag og Nat var fulde af Passagerer, sad en Dag i Middagstiden Fru Bertha og Jytte oppe paa det øverste Dæk paa Vej til Fyn, hvor de skulde tilbringe nogen Tid paa Storeholt.

De var kommen hjem fra Italien i Slutningen af April og havde paa Tilbagerejsen gjort et Ophold i Lugano. Sammen med et ungt, tysk Professorpar 59| havde Jytte gjort Udflugter omkring i Bjergene, hvad der havde oplivet hende meget. Men fra den samme Dag hun satte Foden paa hjemlig Grund, havde Jorden brændt under hende. Rygtet om, at Torben Dihmer havde besøgt dem i Italien, var naaet til København før dem, og alle Familjens Bekendte syntes at føle sig personlig krænket, fordi hun ikke havde forlovet sig med ham.

Det var den samme Hvisken og Tisken, de samme nærgaaende Øjne og uforskammede Smil, som havde mødt hende nogle Gange før i hendes Liv – bare meget værre. Selv de af hendes Veninder, der var bleven skilt et Par Gange, stirrede paa hende med himmelfaldne Miner. Aldrig havde hun følt sig saa ene og uforstaaet.

Men nu var hun flygtet og aandede befriet. I en lysegraa Rejsedragt med Gamasjestøvler og slørombunden Hat stod hun bøjet over Rælingens Fletværk og saae interesseret paa den halvtamme Maagesværm, der fulgte Skibet og blev fodret af Passagererne. Moderen sad paa Bænken ved Siden af og var falden i Tanker.

Henne paa Dækket gik en af deres Bekendte, der længe havde luret paa Lejlighed til at gøre sig bemærket af dem. Det var en yngre, blond Herre, ganske køn men meget lapset klædt. Haaret var langt i Nakken, og fortil var det arrangeret efter 60| sidste Mode i to Bukler foran Ørene. Under Næsen sad et lille lyreformigt Overskæg. Han saae ud til hvadsomhelst, kunde være Greve eller en finere Frisørsvend eller Kunstner. Han var det sidste.

Det var Portrætmaleren Karsten From, en af Københavns kendte Strøgfigurer, ogsaa som Kunstner en Mand med et stort Publikum. Hans indsmigrende Pasteller afbildede Folk ganske saadan som de saae ud i deres egne Øjne. Paa alle Foraarsudstillingerne i Charlottenborg havde han en meget beundret Væg fuld af besynderlige Amfibier: opsnørte Modedamer med ædle og aandfulde Træk, brutale Godsejerskikkelser med klare, uskyldsblaa Barneøjne, Børsspekulanter prægede af Retskaffenhed og Sjælsadel, unge Skuespillerfavoriter flot henslængte i Verdenssmertens dybeste Mørke.

Ved et Tilfælde havde han faaet at vide, hvor Fru Bertha og Jytte skulde hen. Han havde staaet ubemærket i Nærheden af dem paa Københavns Banegaard, da de købte Billetterne. Naar han nu var saa forlegen for at komme til at hilse paa dem, var det mest, fordi han paa Professionens Vegne selv skulde tilbringe en Maanedstid paa en fynsk Herregaard, der ikke laa langt fra det hagenske Familjegods, og han frygtede for at komme til at savne Selskab.

Men nu havde de passeret Sprogø, og stadig sad 61| Gehejmeraadinden i sine egne Tanker, og Frøken Jytte vendte Ryggen til og saae paa Maagerne. Han fandt forøvrigt, at den første var bleven svært gammel. Havde ikke Datteren været saa temmelig uforandret, vilde han næppe have vidst, hvem hun var.

Han tænkte et Par Gange paa at gaa hen og forestille sig; men han havde sine Grunde til ikke at vise sig altfor paagaaende. Da gik Tilfældet ham for anden Gang tilhaande. En Konduktør dukkede op for at efterse Billetterne, og da han paa sin Rundgang kom til Fru Bertha, viste det sig, at hun havde lagt sin Haandtaske fra sig nede i Damekahytten.

»Aa Jytte,« sagde hun. »Vil du ikke gaa ned –.«

I samme Øjeblik stod Karsten From foran hende med Hatten trykket for Brystet. Med naragtig Ærbødighed udbad han sig »den store Naade« at maatte være hende til Tjeneste.

»Aa er det Dem! Goddag!« sagde hun tørt. »Jo Tak, naar De endelig vil. Det er en brun Safianstaske. Blot De vil sige det til Jomfruen.«

Jytte blev ilde tilmode ved pludselig at se en af sine forhenværende Friere skyde op af Dæksplankerne. Hun havde ikke haft Anelse om hans Tilstedeværelse. Da Maleren et Øjeblik efter kom tilbage og »ærbødigt knælende« – som han sagde – overrakte Moderen Tasken, vendte hun sig igen 62| mod Søen af Ærgrelse over at føle, at hun blev rød.

»Er De paa Vej til Skagen?« spurgte Fru Bertha ham.

»Nej – desværre – jeg skal interneres paa Bækkelund. Gemejmeraadinden kender vistnok Stedet, – Grev Rønnovs Ejendom. Det er blevet mig beskikket at afmale Greven i lakrød Kammerherreuniform. Jeg elsker den Farve; men andet har jeg vist heller ikke at glæde mig til. Det skal være en meget ensomt levende Familje.«

Fru Bertha svarede ikke noget herpaa. Hun sagde ham endnu engang Tak for hans Ulejlighed, og det paa en saadan Maade, at den belevne Kunstner var nødt til at trække sig tilbage. Jytte havde knap nok hilst ham.

Karsten From var ikke alene en kendt Maler men ogsaa en af Hovedstadens dristigste Kvindejægere, hvad dog ikke saa mange vidste. I Modsætning til de fleste andre Mænd af Faget, der aldrig kunde tie med deres Erobringer, ja for hvem det at kunne prale med dem i Grunden var Hovedsagen, var han tavs om sine Sejre og kradsede overalt Sporene til efter sig. Han saaes meget i Koncertsalene, ved Velgørenhedsbasarer og andre Steder, hvor der var Lejlighed til at gøre nye Damebekendtskaber. Hans Væsens Naragtighed, der virkede saa betryggende, 63| var et Skalkeskjul, en Paafugleham, hvori denne blonde Jupiter indsneg sig til de Skønne.

Da Færgen lagde til ved Nyborg og Folk strømmede til Landgangen, kom han igen hen til Damerne. Under det Paaskud, at der ingen Dragere var at faa, bemægtigede han sig deres Haandbagage, og trods Fru Berthas Indsigelser fulgte han dem over Landgangen som en Tjener.

Bagefter vilde han ogsaa hjælpe dem til at finde en god Plads i Toget, idet han haabede, at de vilde tilbyde ham Følgeskab, da han skulde samme Vej. Men udenfor en tom Kvindekupe standsede Fru Bertha og bad myndigt om sine Rejsesager. Begge Damerne steg op i Vognen uden at sige ham ordenlig Farvel engang. Meget slukøret søgte den galante Maler en Kupe i den anden Ende af Toget.

»Det er da en sær forskruet Person,« sagde Fru Bertha, da han var gaaet. »Og saa paatrængende. Man skulde næsten tro, han havde glemt, hvad der er passeret mellem jer.«

»Naa, det betød vist heller ikke saa meget.«

»Du kom dog temmelig opbragt hjem den Aften. Jeg kan huske, du kaldte det et Bølleoverfald paa aaben Gade.«

Jytte saae ud af Vinduet.

»Jeg tror nok, det kom mig temmelig overraskende. Jeg har forresten siden hørt, at det skal være hans 64| Princip at fri til enhver ung Dame han kommer sammen med. Han skal have sagt, at han ikke vil forspilde nogen Chance for at gøre et godt Parti. Han er i Grunden lige til Tugthuset. Men han har en smuk Sangstemme og spiller fortræffelig Guitar.«

»Aa, han maa være smaatosset. Han ser da ogsaa saadan ud.«

En fremmed Dame kom ind i Kupeen og standsede Samtalen. Lidt efter kørte Toget.