Storeholt laa mellem to Smaaskove ved den ene Ende af en langstrakt Sø – »Grønnevandet«. Egnen var flad; det var ikke Omgivelsernes Skønhed men Jordens Frugtbarhed, der havde bestemt Gaardens Beliggenhed. Her var man midt inde paa den rige fynske Muldslette, hvor Bønderbørnene, som der blev sagt, Nfødtes med en Sølvske i Haanden.

I henved et Hundredaar var Storeholt gaaet i Arv fra Far til Søn i den hagenske Slægt. Den nuværende Ejer, NJægermester Hagen, var Fru Berthas Brodersøn, en Mand i sine bedste Aar. Han var Broder til Professor Asmus Hagen og gift med en Datter af den bekendte københavnske NGrosserer Søholm – Kaffehandleren.

Da Vognen med Fru Bertha og Jytte kørte op for Trappen, stod Husets unge Frue der og tog imod 65| dem. Hun var en høj, meget slank Dame, yderst elegant klædt.

Jægermesteren lod sig derimod ikke se.

»Jeg tror ikke, vi skal vente paa John,« sagde den unge Frue, da hendes Gæster et Kvarterstid efter kom ned fra deres Værelser. »Vi maa hellere gaa tilbords.«

I Stedet for Jægermesteren traf Fru Bertha og Jytte en ældre Frøken Søholm, en Søster til Kaffegrossereren. Den lille vissengule, stærkt oppyntede Dame, hvis NMaal røbede hende som indfødt Københavner fra NBorgergadekvarteret, meddelte straks ved Bordet, at hun havde en Mavesygdom og led af Oppustning. I en Fløjlspose medførte hun et Apotek af Pulvere og Piller i smaa Sølvæsker, som hun med Ømhed stillede til Skue foran sin Kuvert.

»Har De prøvet en NKur i NKarlsbad?« spurgte Fru Bertha for at vise hende Deltagelse.

»Karlsbad? Jo, det har jeg vist. Jeg har da været baade i NMariebad og NSvalebach og NRønneby – min Broder har betalt for mig. Men lige meget har det hjulpet. Jeg stoler ikke en Døjt paa Lægerne. Det gør min Broder heller ikke. Det er bare Pengeafpresning, siger han. Nu har jeg haft min NSvaghed i 27 Aar, og med alt det, der er kostet paa den, er der ingenting, der har hjulpet mig. Og det allermest ærgerlige er, at akkurat som man er død, saa finder 66| naturligvis Lægerne den Medicin, der kunde have kureret En. Saadan gaar det jo for det meste.«

»Vil du virkelig ikke prøve en lille Skefuld Suppe, Tante?«

»Ikke en Draabe, Barn! Det vilde slaa mig ihjel paa Stedet.«

»Men det er Hønsekødsuppe.«

»Jeg siger Tak for mig! Det er da ogsaa noget, I godt veed allesammen, at Suppe er netop det allerværste til at Nblæse op.«

»Men skal vi da slet ikke se John idag?« spurgte Fru Bertha for at komme bort fra Emnet.

»Ja, det er rigtig kedeligt,« sagde den unge Frue. »Han fik pludselig noget at gøre. Jeg veed saamænd ikke, hvad det var. Men det var Nsagtens Forretninger. Det er jo NTerminen.«

Terminen? ... Fru Bertha tænkte sit derved og tav stille. Hun havde endnu ikke faaet December-Renterne af de Penge, hun havde staaende i Familjegaarden. Kunde det tænkes, at Brodersønnen havde følt sig trykket deraf og nu absolut vilde Nskaffe Summen tilveje inden de saaes? Det vilde ikke ligne ham; men ellers forstod hun ikke hans lidt stødende Fraværelse.

Jytte havde straks af NJægermesterindens Tone forstaaet, at Vinden blæste fra en ganske anden Kant. Den Uro i Atmosfæren, som hun havde sporet fra 67| det første hun satte Foden indenfor Døren, skrev sig Naabenbart fra en ægteskabelig Scene, som i sidste Øjeblik havde fordrevet Husets Herre. For den Slags Elektricitet i Hjemmenes Luft havde hun en særlig fint udviklet Fornemmelse.

Desuden vidste hun godt, at Kærligheden mellem Fætteren og hans Kone for den sidstes Vedkommende aldrig havde været kogende. Siden de for et Par Aar tilbage mistede en lille Søn, deres eneste Barn, var den hurtigt sunket ned mod Frysepunktet.

Efter Maaltidet gik Damerne ud i Haven, hvor Kaffebordet stod dækket under to store Kastanjer i fuld Blomstring. Frøken Søholm lod sig overtale til at drikke »Net Fingerbøl« men følte sig straks utilpas og maatte gaa ind.

Jytte, der holdt af alle Dyr, havde allerede gjort sig gode Venner med en sort Pudelhvalp. Den laa stille og fornuftig i hendes Skød. Hun prikkede den paa Næsen, legede med den, kælede for den og morede sig over dens lige urokkelige Velvære. Alt imens mærkede hun dens Varme trænge gennem hendes Klæder, følte Lungernes regelmæssige Bevægelser og det lille urolige Hjerteslag.

Pludselig rejste den sig op paa alle fire og var paa eengang bare Lytten. Den hørte Hundeglam ovre fra Avlsgaarden. Saa begyndte den at pibe, kravlede tilsidst ved egen Hjælp ned paa Jorden og sprang bort.

68| Fru Bertha og Fru Vilhelmine – Jægermesterinden – sad og talte om en Teateraffære, der havde alarmeret Sindene i København. Det interesserede ikke Jytte. Hun lagde sig tilbage i sin dybe Sejldugsstol, lidt træt efter Rejsen og lidt tung i Hovedet af den stærke Blomsterduft, der allevegnefra strømmede ind over hende. Hun lukkede Øjnene og sank hen i Halvslummer, ind til den Nblidelige Selvudslettelse, hvor NVerdensløbet synes at standse og alt er Hinsidighed og Glemsel – hendes eneste tilbageblevne Fornemmelse af Lykke. De to Damers Stemmer lød mere og mere fjernt. Men samtidig saae hun som i en Drøm Jægermesterinden, saadan som hun nylig havde Npræsideret derinde ved Bordet, formel, selskabelig korrekt indtil den Maade, hvorpaa hun behandlede Gaffel og Kniv med bløde Haandled og ubevægelige Albuer efter den engelske Spisemetode, der nu var bleven Tegnet paa sand aristokratisk Dannelse. Hun saae hendes mærkeligt lille Hoved med den Nglimrende Frisyre over en høj, stiv Herreflip; den lange NPrinsesse Marie-Profil, der var hendes Stolthed, det slebne Smil, de kolde Øjne. Det var som en Hallucination. Hun saae det Nisabellafarvede Raasilkeliv indtil hver Traad i Vævningen, den Nsvære Guldlænke om hendes venstre Haandled, hendes lange Fingre med de elegante Negle.

Som en Skygge gled pludselig hendes egne Træk 69| ind i Billedet. Hun tænkte paa, at saadan vilde hun rimeligvis selv om nogle Aar have siddet paa Favsingholm, dersom hun havde giftet sig med Torben Dihmer. En Fremmed i sin Mands Hjem, ligegyldig, kold, altid i Rustning, – og maaske ogsaa med et Barn paa Kirkegaarden. Saa forskellige hun og hendes Fætters statelige Kone end var, saa var der saa meget i Fru Vilhelmines skjulte Væsen, der tidt uhyggeligt mindede hende om hendes eget.

Nu hørte hun sin Moder sige: »Vilhelmine! Hvad er det for en Herre, der kommer gaaende dernede fra Parken?«

Hun satte sig forskrækket op. Hendes Tanke forvildede sig et Øjeblik til Karsten From. Men den Mand, der kom op gennem Havens Midtergang, var en høj og ganske kraftig Skikkelse, sortklædt, med bredskygget Straahat, flagrende Frakkeskøder og altfor korte Benklæder.

Fru Vilhelmine fik sin NStanglorgnet frem.

»Jeg veed virkelig ikke ... Jo, vent lidt. Det er vist Præsten.«

»Jeres ny Præst?«

»Naa, saa ny er han da egenlig ikke. Han har vist været her et Par Aar.«

Da den Fremmede var kommen hen i Nærheden af Damerne, blev han staaende paa Gangen, løftede 70| lidt paa Hatten og gjorde en Undskyldning, fordi han var gaaet gennem Haven.

Derpaa spurgte han, om Jægermesteren var at faa i Tale.

»Min Mand er ikke hjemme i Øjeblikket. Men maaske er det noget, jeg kan sige ham.«

Den Fremmede kom nærmere.

»Jo Tak – dersom De vil have den Ulejlighed.«

»Er det ikke Pastor Gaardbo?«

»Jo«.

»Vil De ikke tage Plads?«

Fru Vilhelmine forestillede. Præsten løftede igen lidt paa Hatten og satte sig.

Han var en yngre Mand med et smukt, skægløst Ansigt, der fik Karakter af et Par lyseblaa Øjne. Jytte lagde Mærke til, at hans Hænder var mærkeligt grove for en Præst, hans Paaklædning skødesløs. Frakken var blank under Albuen, Straahatten af billigste Sort, det sorte Slips tyndt som et Bændel.

»De veed maaske, at Deres Mand igen iaar har været saa venlig at overlade Ungdomsforeningen Festpladsen i Strige Skov til et folkeligt Møde – det er paa Onsdag otte Dage. Det har hele Tiden været Meningen, at det i Aar delvis skulde være et politisk Møde paa Grund af Valget, og vi har allerede for nogen Tid siden truffet Aftale med Jægermesteren om Rejsning af Talerstolen og Indretning af Vogn71|pladser. Men – til vor Overraskelse kan jeg vistnok sige – har vi idag faaet Meddelelse om, at Tyge Enslev ønsker at komme tilstede og tale ved Mødet.«

»Kommer Enslev!« udbrød baade Fru Bertha og Jægermesterinden. Ogsaa Jytte blev paa eengang opmærksom.

»Ja. Og af den Grund maa vi jo belave os paa en betydelig større Tilstrømning end vi er vant til. Baade her fra Egnen og andetsteds fra vil der rimeligvis komme mange interesserede Folk eller i hvert Fald nysgerrige af den Slags, som vi ikke plejer at se ved de Møder. Ogsaa den københavnske Presse vil sandsynligvis sende Repræsentanter, og de Herrer kan man vist ikke saa godt udelukke ved en saadan Lejlighed. Der maa med andre Ord ogsaa skaffes NReferentpladser. Jægermesteren har engang for alle stillet sig til vor Raadighed, hvor det gælder saadanne større Arrangementer paa Festpladsen. Jeg har derfor straks villet underrette ham.«

»Jeg skal sige det til min Mand. Han ordner det saa nok, som De vil have det. – Maa jeg ikke skænke Dem en Kop Kaffe, Pastor Gaardbo?«

»Nej Tak,« svarede Præsten uden Formaliteter.

»En Cigaret maaske?«

Hun rakte ham sit eget Etui, som hun tog fra Bordet.

72| »Nej Tak,« gentog Præsten, og da han nu havde udrettet sit Ærinde, rejste han sig med det samme, bukkede og gik hurtigt bort.

Jytte var igen bleven tankefuld. Hendes agtpaagivende Øjne havde med Forlegenhed set, at Fru Vilhelmine under hele Samtalen havde betragtet den smukke unge Præst med et aabenlyst Behag. Stykke for Stykke havde hun taget hans Person op til en nærgaaende Vurdering. Jytte havde tilsidst ikke vidst, hvor hun selv skulde gøre af sine Øjne.

»Tænk, at Enslev kommer hertil!« sagde Fru Bertha. »Jeg kan næsten ikke forstaa det; men det maa jo være rigtigt, naar han siger det. Hvad var det forresten han hed, jeres ny Præst?«

»Gaardbo.«

»Ja – det er rigtigt. Jeg husker nu, jeg har set Navnet et Par Gange i Referater af politiske Møder. Er han ikke temmelig yderliggaaende?«

»Han er vist nærmest Socialist. Det er ogsaa mest de Fattige her paa Egnen, der hører ham. Han skal forresten præke saa kønt. Men vi omgaaes ikke. Han har et Par Gange været inde paa Kontoret hos John, men rigtig NVisit har han aldrig gjort. Han er lidt sær, som man ogsaa nok kan se paa ham. Han har ikke gjort Visit hos en eneste Familje og tager ikke ud i Selskaber. Han er heller ikke gift.«

»Er han allerede Enkemand?«

73| »Nej, han er saamænd Ungkarl endnu. Han var nok forlovet med en Kusine, men hun døde to Maaneder før Bryllupet, og man siger, at han nu aldrig vil gifte sig. Han er vist i det hele ikke saa lidt overspændt. Nu har han en Husholderske; men hvem hun er, og hvordan deres Forhold er, veed jeg ikke. Forresten skal Pastor Gaardbo være en Nevø af Enslev. Det har jeg da hørt.«

»Af Enslev?« sagde Fru Bertha. »Det kan ikke være rigtigt. Saa vilde Enslev have talt om ham. Det har han aldrig gjort. Pastor Gaardbo nævnede jo heller ikke noget om det.«

»Jeg veed kun, hvad der er bleven sagt. Hans Fader skal have været NDegn paa Landet et Sted ved Kolding tror jeg. Du kunde vistnok høre paa hans Udtale, at han var fra Jylland. Selv ligner han da ogsaa nok saa meget en Skolelærer som en Præst. Men forresten er han ganske smuk, naar man ser ham nærved. Han skulde bare klæde sig lidt ordenlig.«

Jyttes Tanker gik stadig paa Lur omkring Fru Vilhelmine – hendes »Svigerinde,« som hun kaldte hende. Hun anede, at hun her var kommen den skjulte Aarsag til sin Fætters ægteskabelige Ulykke paa Sporet.

Der var en Tid, da hun havde ventet sig en Del af den nye Familjeforbindelse. Fru Vilhelmines slanke, mørkblonde Skikkelse med den fornemme 74| Holdning havde hun kendt fra Gaden i mange Aar, og den syntes hende at love saa meget. At hun var en Datter af »Kaffe-Søholm« vidste hun ikke dengang. Nu havde hun længe forstaaet, at Vilhelmine temmelig koldsindigt havde giftet sig med hendes Fætter for at komme ind i en gammel anset Familje og blive Jægermesterinde. Til nogen Fortrolighed imellem dem var det aldrig kommet. Ingen af Familjen kendte hende i Grunden. Svigerinden holdt sig for sig selv, tilbragte sine bedste Timer i sit Paaklædningsværelse og forslog iøvrigt Tiden med at ride, ryge Cigaretter og læse Aviser.

»Stakkels John!« – tænkte Jytte. »Med alle sine Latterligheder er han dog for god til den Nklamme Snog!«

Nogle hæslig falske Fløjtetoner fik hende til at fare sammen. De kom ud gennem et aabenstaaende Vindu ovre i Hovedfløjen.

»Hvad er dog det? Hvem spiller Fløjte her?«

Fru Vilhelmine kom til at le. En overraskende naturlig Latter.

»Det er Tante. Hun har læst i et af sine Sundhedsblade, at Fløjtespil skal være godt for Fordøjelsen, og nu øver hun sig en halv Time mellem hvert Maaltid. Det er rædsomt at høre paa; men saalænge hun tror, det kan hjælpe hende, er det ikke saa godt at forbyde hende det.«

75| »Hvad fejler i Grunden din Tante?« spurgte Fru Bertha.

»Ikke det mindste. Hun har et Jernhelbred, siger Far. Han mener, hun vil overleve os allesammen og blive hundrede Aar.«

I dette Øjeblik hørtes Jægermesterens ejendommelige Drengestemme larme inde i Stuerne. Man hørte ham give en af NPigerne Besked angaaende et Telegram, han ventede.

»Bring mig det straks, naar det kommer,« gentog han flere Gange.

Lidt efter kom han ned ad Verandatrappen: en lille korthalset Mand i et lysegraat Jakkesæt. Det var en korpulent Udgave af hans berømte Broder Professoren. De samme runde, røde Barnekinder, det samme glatte, lysegule Haar. Det var ogsaa de samme smaa rastløse Øjne men rigtignok uden Broderens Kraft og Kløgt i Blikket. De havde her i Jægermesterens pluskæbede Ansigt nærmest et enfoldigt Udtryk.

Da han havde hilst paa Nde Fremmede og gjort Undskyldning, fordi han ikke havde været tilstede ved Ankomsten, vendte han sig om mod sin Kone. Og i det samme forandredes baade hans Mine og Tone.

»Du sørger vel for, at jeg faar Mad.«

»Der er givet Pigerne Ordre,« svarede hun ud i Luften uden at se paa ham.

76| Lidt efter rejste hun sig alligevel og gik ind.

»Har du haft Forretninger, John?« spurgte Fru Bertha, som nu ogsaa havde vejret Krudtlugten.

Jægermesteren, der i det skjulte havde fulgt sin Kone med Øjnene, var endnu lidt adspredt.

»Ja, jeg maatte nødvendig hen og ordne en Sag. Jeg er jo bleven valgt til Formand for Amtets Ungtyre-Skue. Det er en meget ansvarsfuld og betroet Post, men den skaffer En en Masse Bryderier paa Halsen. Og jeg var virkelig tilstrækkelig ophængt i Forvejen. Veed du, Tante, at jeg i denne Tid arbejder fire­fem Timer daglig i mit Laboratorium? Det er Udryddelsen af NKartoffelskimmelen, der beskæftiger mig nu, og jeg tror virkelig, at det skal lykkes mig at finde Midlet. Det lyder som et Eventyr; men det er sandt, jeg har det allerbedste Haab. Og er Opgaven løst – af mig eller en anden – vil det jo betyde intet mindre end en Revolution i alle Landes Økonomi. Aner du, Tante, hvormange Millioner Kroners Tab det drejer sig om pr. Aar alene for Danmarks Vedkommende?«

»Fortæl mig det en anden Gang, John. Veed du, at her for lidt siden var en Herre, som spurgte efter dig?«

»Ja, Pastor Gaardbo. Jeg har talt med ham. Vi mødtes i Alleen. Han har jo fortalt jer Nyheden. At Enslev kommer hertil. Det bliver en stor Dag for Egnen.«

77| »Jeg forstaar det ikke,« sagde Fru Bertha. »Jeg troede, den kære Mand nu var falden til Ro. Da jeg sidst var sammen med ham, vilde han absolut ikke snakke om andet end sine Høns og sine Blomkaalshoveder og sin Kattekilling. Saa er han jo ogsaa syg.«

»Det mærker man skam ikke. Læste du hans Grundlovstale? Den var da glimrende. Blot den Vending om »NReaktionens fedtpuklede Kameler, der er bleven vildfarende i deres Ørken« – du kan tro, den har bidt, hvor den skulde! ... Det er selvfølgelig Valget, der har kaldt ham frem. Som der forleden saa smukt og rigtigt stod i »NFemte Juni«: han har siddet ude paa sit Landsted ved NFuresøen som en anden NHolger Danske og ladet Skægget gro ned i Bordet, indtil han saae, at Friheden igen var i Fare. Jeg sagde det ogsaa til Pastor Gaardbo, at jeg synes vi skulde modtage ham festligt med en Æreport og et Musikkorps – eller noget af den Slags. Dersom man opfordrer mig, skal jeg gerne holde Velkomsttalen. Jeg tænker ogsaa, at jeg vil tilbyde at beværte de fremmede Journalister.«

»Hvad sagde Præsten til dit Forslag? Det forekom mig, at han var lidt forbeholden.«

»Ja, det er en sær Mand. Gud veed, om han er rigtig paalidelig. Vi er politiske Meningsfæller, men vi omgaaes ikke. Indbyder man ham til en Middag, 78| finder han altid paa Undskyldninger. Det er ikke som med gamle NProvst Vollerup. Kan du huske? Han kom ganske af sig selv, naar han vidste, her var NMiddagsfremmede. Og han og jeg var dog dødelige Modstandere baade paa det politiske og sociale Omraade for ikke at tale om det kirkelige.«

»Sig mig, John, det kan da ikke være rigtigt, hvad din Kone fortæller, at Pastor Gaardbo er af Enslevs Familje?«

»Jo, det er rigtigt nok. Men det er ogsaa en af Mandens Besynderligheder, at han aldrig taler om det. Han har endogsaa engang paa det bestemteste erklæret overfor mig, at det ikke er Enslev, der har skaffet ham Embedet her. Men jeg maa nok spørge, hvordan han ellers har faaet det i den Alder.«

»Men hvordan er da Familjeskabet?«

»Jo, Pastor Gaardbos Far hed Sørensen og var Skolelærer i en By, der hedder Gaardbo. Og du veed jo nok, at Enslev egenlig ogsaa hedder Sørensen. Han tog Navn efter sin Fødeby, da han kom til København som Student, og jeg har læst et Sted, at han dengang vakte megen Uvilje i Hjemmet med det Navneskifte.«

»Vil det altsaa sige, John, at Pastor Gaardbo er Enslevs Brodersøn?«

»Akkurat. Men Pæren er rigtignok i dette Tilfælde falden temmelig langt fra Hesten. Jeg tilstaar ærligt, 79| jeg sætter ikke Pris paa Manden. Men ude blandt Smaafolk har han faaet stor Indflydelse. Det skulde slet ikke undre mig, om der fra den Side blev gjort et Forsøg paa at stille ham op som NFolketingskandidat, dersom gamle Møller Jensen virkelig skulde være saa syg, at han maa trække sig tilbage. Jeg veed, at der allerede er en Agitation igang. Men du vil vist indrømme mig, Tante Bertha, at der er andre frisindede Mænd her paa Egnen, der har baade ældre og mere berettigede Krav paa at komme i Betragtning.«

»Du tænker vel ikke paa dig selv, John?«

»Naa ja – hvorfor ikke?«

»Jeg troede, den Sag var afgjort. Er det ikke bleven bestemt, at Balduin Hansen skal være Møller Jensens Efterfølger?«

Jægermesteren vendte hende Ryggen med en Grimace.

»Altid denne Skolelærer! ... Ja, misforstaa mig ikke!« sagde han og vendte sig paany. »Jeg anerkender fuldt ud det store Arbejde, Balduin Hansen har gjort for Folkeoplysningen her. Alene det, at han stiftede Foredragsforeningen, har Krav paa alles Anerkendelse. Jeg sætter personlig Pris paa Manden og har nogle Gange set ham ved mit Bord. Jeg mener dog, at han ved flere Lejligheder har vovet sig noget for langt ud og blandt andet vist sig lovlig 80| stejl overfor sine NForesatte. Hans Affære med Provst Vollerup kunde jeg med min bedste Vilje ikke billige. Jeg hader selv al Tvang, og ethvert Overgreb af Myndighederne bringer mig i Raseri; men jeg forlanger en dannet Tone ogsaa af en Skolelærer. Og vil du sige mig, Tante Bertha, finder du i Grunden ikke, at vi i Forvejen har Lærere nok i NTinget? Bønder og NHusmænd er der heller ingen Mangel paa. Men hvor er Intelligensen? Hvor er det frie Overblik? Hvad er det f. Eks. for Landbrugsministre, vi har haft? Har du tænkt paa det, Tante? Naar Enslev kommer, siger jeg ham det Nlige op i Øjnene, at vi kan ikke være de Folk bekendt. – –«

»Hys!«

Fru Bertha afbrød ham og lagde Haanden paa hans Arm. Stupigen var paa Vej hen til dem fra Verandatrappen. Hun meldte nu, at der var rettet an.

»Saa maa du undskylde, kære Tante! Jeg er ved at forkomme af Sult! – – Stadig ingen Telegram?« spurgte han Pigen i Forbigaaende.

»Nej!«