Jytte havde allerede forinden rejst sig og var gaaet ind. Det var blevet som en Vane hos hende at fortrække, saasnart man begyndte at politisere omkring hende. Det vakte saa mange triste Minder, og 81| det ikke alene fra hendes Moders og Torben Dihmers timelange Samtaler i NDronningens Tværgade. De strakte sig gennem hele hendes Liv, helt tilbage til Barndomshjemmet paa Samsø, hvor hun saa tidt havde følt sig tilovers og glemt, naar Distriktslægen og Præsten eller andre kom i Besøg og Diskussionen blev saa kampvarm, at endogsaa hendes Moder kunde give sig til at banke i Bordet af Iver.

Hun var gaaet op paa sit Værelse for at pakke ud. Øverst i Kufferten laa hendes NSkrivemappe mellem nogle Noder, og da hun aabnede den, faldt der et Blad Papir ud, der vakte hendes Forskrækkelse.

Det viste sig at være den kasserede Begyndelse til et Brev, som hun straks efter Hjemkomsten til København havde skrevet til Torben Dihmer for at forklare sig for ham. Hun havde følt, at han mellem alle Mennesker dog var den eneste, der maaske vilde kunne forstaa hende.

Rødmen steg hende helt op i Panden, mens hun læste:

»Ikke et Menneske i Verden kan hjælpe mig, ikke engang Mor. Men til Dem vil jeg forsøge at skrive, og De skal nu vide alt, hvad jeg selv veed. Det var jo saadan, at jeg syntes om Dem og holdt af at tale med Dem allerede før jeg var rigtig voksen. Ikke saa meget som senere maaske, men alligevel ikke saa lidt.«

82| Mere stod der ikke. Hun havde ikke kunnet komme videre ad den Vej. Men bag paa Bladet fandtes øverst oppe et Par Linjer, der tilhørte Brevets Slutning og Naabenbart var kommen til at staa der af en Fejltagelse, idet hun ikke straks havde set, at Papiret i Forvejen var beskrevet. Der stod:

»Det er uhyggeligt at sidde saadan og skrive et helt Brev om sig selv, især da, naar det netop er dette Selv, som piner En Dag og Nat.«

Hendes Aabenhjertighed forfærdede hende nu. Men til alt Held var Brevet aldrig blevet afsendt. For det første havde det været saa umaadelig svært for hende at skrive det. Hun havde i de Dage været saa forpint, at hun maatte bruge de stærkeste Midler for at faa Søvn. Og saa var det gaaet hende med dette Forsøg paa en Selvforklaring som saa mange Gange før: jo alvorligere hun prøvede at udforske sit eget Indre, desto mørkere og uvejsommere blev det. Brevet havde undertiden ligget flere Dage i hendes Skuffe uden at hun var i Stand til at fortsætte det. Mange Gange tænkte hun paa helt at opgive det og bare skrive et Par Ord til ham paa sit NKort, f. Eks.: »Kære Ven! Som alle andre Mennesker ser De en ganske anden i mig end den, jeg er. Dersom De virkelig kendte mig, vilde De ikke bryde Dem om mig. Lev vel!«

Saa var det, hun en Dag paa Gaden mødte en 83| Veninde, der lige var kommen hjem fra en Udenlandsrejse med sin Mand. Veninden betroede hende, at de havde truffet Dihmer i intimt Selskab med en høj og meget smuk Dame, der talte tysk. Af hendes Beskrivelse forstod hun, at det var den NMünchner-Kunstnerinde, han et Par Gange havde omtalt som et af sine Bekendtskaber fra NWiesbaden. Da hun kom hjem, lod hun straks sit Brev gaa i Kakkelovnen, foranstaltede en højtidelig NBaalfærd for sin tolv Sider lange Bekendelse, som hun nu maatte le af.

Og saa skulde hun alligevel møde den engang igen i denne forglemte Brevlap! ... Og at det skulde ske netop idag, da hun havde været saa Npinligt forfulgt af Erindringen om ham. Her paa Storeholt saaes de jo første Gang, og det var vel ogsaa nok her, de havde haft de bedste og fredeligste Timer med hinanden. Allerede paa Vejen fra Stationen, da hun i Vognen saae det første Glimt af den store, hvide Gaard, der spejlede sig i »Grønnevandets« Flade, overvældedes hun af Minderne. »N Ille terrarum mihi præter omnes angulus ridet.« Disse Ord, som hun huskede fra sin Studenterlæsning, var kommen hende i Tankerne i det Øjeblik. Maaske havde Indtrykket været saa stærkt paa Grund af det forudgaaende Sammentræf med Karsten From og det Ubehag og den underlige Angst, det havde efterladt 84| hos hende. Den Tryghed, hun altid havde følt i Torben Dihmers Selskab, den fuldkomne Sikkerhed for, at han ikke vilde skuffe hendes Tillidsfuldhed, ikke misforstaa hendes Overgivenhed selv i dens kaadeste Øjeblikke, hans Haandtryks Ridderlighed, hans Øjnes Varme og Stemmens Mørke – hun havde genfølt det altsammen ved Synet af disse store grønne Marker og den blaa Sø, hvor Kærlighedslivet første Gang undseligt vaagnede hos hende en Sommeraften ved hans Side. – Var det maaske netop dette, der blev Ulykken?

Lige meget. Hvad enten hun i dette blinde Spil om sin egen og en andens Lykke havde Ngrebet fejl eller ikke – og det Spørgsmaal vilde hun aldrig i Evighed faa udgrundet – saa var nu Terningekastet gjort og kunde ikke gøres om. Hun havde nu kun at haabe paa, at Dihmer ret snart vilde gifte sig og Nunder Pavkers og Trompeters Lyd hjemføre en livsglad Frue til sit kære Favsingholm.

Hun havde revet Brevlappen i mange Stumper, som hun nu puttede i Kakkelovnen. For en Sikkerheds Skyld tændte hun ogsaa Ild i dem.

I det samme blev der banket paa hendes Dør. En af NPigerne bragte den Besked, at der var kommen en Dame, som gerne vilde hilse paa hende.

»En Dame?«

Jytte begreb det ikke. Hun kendte jo ingen her.

85| »Det er vistnok Doktorfruen,« forklarede Pigen.

»Det maa være en Misforstaaelse,« – tænkte Jytte; men hun lovede at komme ned.

Ved et af de fire høje Vinduer i Havestuen sad Fru Vilhelmine paa den ene Side af et Marmorbord, hvor der stod en Blomsterskaal. Paa den anden Side sad en landlig paaklædt Dame med en rød NBøllehat paa Hovedet. En køn lille Pige paa 6-7 Aar stod trykket op mod hendes Kjole og saae sig med sky Forundring omkring i den store, fornemme Stue med de forgyldte Møbler og de vævede Billed-Tapeter.

Da Jytte kom ind, rejste NJægermesterinden sig. Med en lidt skødesløs Undskyldning til den fremmede Dame for sine »huslige Pligter« forlod hun Stuen under en Nlydelig Raslen af sit NSilkeundertøj.

Ogsaa den fremmede Dame havde rejst sig, og hun gik nu Jytte imøde med et bredt Smil i sit friske, solrøde Ansigt. Hun var omtrent paa Jyttes Alder, var ikke køn men havde et Par gode, Ntrohjertige Øjne.

»Kender du mig ikke?« sagde hun.

I det samme foer der et Lysglimt over Jyttes raadvilde Træk.

»Meta! ... Er det dig!«

Hun tog først begge hendes Hænder; men da hun 86| rigtig havde genkendt Veninden, slog hun Armene omkring hende med et heftigt Glædesudbrud.

»Det er dig! Det er virkelig dig! ... Men jeg forstaar ikke et Muk. Hvordan kommer du paa disse Kanter?«

»Jeg bor her!«

»Bor du her?«

»Ja, vidste du ikke det? Vi flyttede hertil i Efteraaret. Min Mand har faaet Distriktslægeembedet i Jerve. Det er Nen Milsvej herfra. Det gode Vejr fristede mig idag til at følge med min Mand i Praksis. Han har en Patient her paa Gaarden, og da jeg saa hørte, at du var kommen, maatte jeg dog hilse paa dig.«

»Men kære! Og jeg, som stadig har tænkt mig dig siddende derovre paa Jyllands Heder ... i det lille morsomme Hus, du engang sendte mig et Billede af. Stumpen her er altsaa din ældste.«

Jytte satte sig paa Hug foran den lille Pige, der ikke havde sluppet sin Moders Kjole.

»Og du har fire af den Slags!«

»Ja.«

Hun tog det betuttede Barn ind til sig og kyssede det paa begge Kinderne.

»Saa hedder du Olga, ikke sandt? ... Nej, vent lidt, det er Hedvig! ... Du skal ikke være bange for mig. Jeg er bare saa glad for, at jeg endelig engang 87| faar dig at se! ... Men kom, Meta! Lad os sætte os! Jeg har jo hundrede Ting at spørge om.«

Jytte bøjede sig frem over Marmorbordet og stirrede paa Veninden med stadig lige frisk Forbavselse. Var denne frimodigt smilende NMatrone virkelig Meta Haagensen, den gamle Skolekammerat fra »NInstitutet«, Klassens NFuks, Meta Mæ-hæ, hvem de allesammen havde beklaget for hendes grimme Munds Skyld? Hvordan var det dog gaaet til? Ja, Munden var unægtelig den samme grovt skaarne Spalte, og de gule Prikker i Huden under Øjnene og paa Næseryggen havde snarest formeret sig. Og dog saae hun jo næsten smuk ud.

»Bliv ikke vred, Meta ... men jeg har aldrig kunnet huske dit Konenavn. Hvad er det, du hedder nu?«

»Gaardbo.«

»Gaardbo? Vent lidt! Saadan hed jo ogsaa Præsten, som var her.«

»Ja, han er min Svoger. Det var især for at komme til at bo i Nærheden af ham, at min Mand søgte Embedet her. De to Brødre har daarligt kunnet undvære hinanden. De er Tvillinger, og nu havde de saa længe været skilte.«

»Nej tænk! Er det sandt! Saa ligner din Mand vel Præsten?«

»Nej, det gør han i Grunden ikke. Men nu kan du selv se ad. Min Mand har – som sagt – en 88| Patient her og maa straks komme. Han lovede at hente mig.«

En Tid sad de to Veninder nu og talte om fælles Bekendte; men Jyttes Opmærksomhed gled efterhaanden bort fra Samtalen. Hun var bleven tankefuldt optaget af den lille Pige, der stadig gemte sig bag Moderens Stol.

Hun huskede den Dag, da Budskabet om dette Barns Fødsel naaede hende ovre fra Jylland, og det Indtryk, Begivenheden havde gjort paa hende. Af alle hendes jævnaldrende Veninder og Skolekammerater var Meta den første, der blev Moder, og hun havde ved den Lejlighed første Gang fuldt forstaaet, at ingen Lykke paa Jorden kunde Nlignes ved den at faa et Barn med den Mand, man holdt af.

»Veed du, Meta, jeg havde nær ikke kendt dig igen. Du tror maaske, jeg siger det for at være ubehagelig . Men det er langt fra.«

»Du mener dog vist, at jeg er bleven skrækkelig tyk. Jeg er virkelig tidt forfærdet over mig selv. Men det generer mig forresten ikke. Jeg gik forleden to Mil uden at blive det mindste træt. Dig kan man derimod ikke se Spor af Forandring paa. Du har rigtignok holdt dig godt. Da du før kom ind ad Døren, var det aldeles som dengang jeg sidst saae dig i Dronningens Tværgade.«

89| Jytte svarede først ikke noget. Hun lænede sig tilbage i Stolen og saae ud af Vinduet.

»Ja, jeg er den evig uforanderlige,« sagde hun saa i en Tone, der skulde være spøgende. »NHos mig er ikke Skygge af Omskiftelse – som skrevet staar.«

»Men nu har du dog forlovet dig,« sagde Veninden med et fortroligt Nik. »Eller er det endnu en Hemmelighed?«

Jytte saae paa hende med store Øjne.

»NHvor falder du paa det?«

»Er det ikke sandt? ... Saa maa du virkelig undskylde. Det blev mig sagt for aldeles bestemt. Der blev endogsaa nævnet et Navn. – Jeg er forfærdelig ked af, at jeg sagde det, Jytte. Du maa ikke være vred paa mig.«

Jytte var bleven bleg. Og Venindens Undskyldninger gjorde kun hendes Pine værre. Hun vendte Ansigtet bort, trak paa Skuldren og slog igen ind i den spøgefulde Tone.

»Det er ikke noget nyt for mig. Folk har jo altid haft travlt med at slæbe mig til Brudekareten. Efterhaanden tager jeg det temmelig roligt. Men naturligvis gør det mig ondt, at jeg stadig skal skuffe Forventningerne. Jeg maa jo aabenbart være mine Venner et Bryllup skyldig.«

Døren til Herreværelset gik i det samme op. Jægermesteren kom ind tilligemed Lægen, der havde 90| været kaldt til en af Køkkenpigerne. Jægermesteren optraadte i sin Laboratoriedragt: hvid Kittel og sort Fløjls Baret. Han var midt i et Foredrag om sine Planteundersøgelser.

Doktor Gaardbo var en tætbygget Mand af Middelhøjde, mørkskægget og med en gullig Ansigtsfarve. Jytte følte sig frygtelig skuffet af ham. Han lignede ikke sin Broder Præsten undtagen paa Øjnene. Saa havde han desuden Klumpfod, hvad hun forresten godt havde vidst. Ogsaa hans Væsen frastødte hende. Han hilste skødesløst og viste baade hende og Fætteren et ganske utilsløret Fjendskab.

»Jeg maa videre,« sagde han straks til sin Kone uden at svare paa Jægermesterens Indbydelse til at tage Plads og drikke et Glas Vin.

Jytte fandt ham højst utiltalende og beklagede sin Veninde.

Paa Vejen ud til Vognen puttede Fru Meta sin Arm ind under hendes. Jytte forstod godt, at hun vilde søge at bøde paa sin uheldige NForsnakkelse, maaske ogsaa paa sin Mands Uelskværdighed; men det fjernede hende altsammen blot endnu mere fra dem begge. Da Veninden bad hende om rigtig snart at komme og besøge hende, svarede hun ja; men ved sig selv tænkte hun, at det vist ikke blev til noget.

For at kunne fortsætte sit Foredrag fulgte ogsaa Jægermesteren Nde Fremmede ud. Nedenfor den store 91| Stentrappe stod en lille tilstøvet Bil og kogte. Det var ikke meget andet end en bred Lænestol paa tre Hjul.

Jytte blev staaende oppe paa Trappen med sin Fætter under Armen, indtil Doktorparret var kommet tilsæde og Vognen futtede afsted.

»Idiot!« vrængede Jægermesteren efter Doktoren, der havde været en meget uopmærksom Tilhører. »NFjottekarl! Elefant! NBraksnude! Bondedreng!«

Fætter John gav undertiden sine krænkede Følelser Luft paa en Nukonfirmeret Maade, der forligedes godt med hans mærkelige Drengestemme.

»Kender du ellers noget til Doktor Gaardbo?« spurgte Jytte ham, idet de fulgtes ind. »Er han en dygtig Læge?«

»Dygtig? Han er sgu slet ikke Læge. Han er en af disse Kvaksalvere, der vil kurere Folk uden Medicin. Apotekeren er rasende paa ham. Han vil klage over ham, siger han. Han er heller slet ikke anset blandt sine Kolleger. Det veed jeg fra Asmus. De kalder ham for NSeminaristen.«

»Han er jo en Broder til Præsten.«

»Ja, og de er lige Nbondevigtige begge to. De er fornemme, – forstaar du. De holder sig for gode til at tage Del i Egnens Selskabelighed. Og saa vil de allerede regere og dominere her. Men det bliver 92| der forhaabenlig sat en Stopper for. – Hvad er det, Louise? Er det Telegrammet?«

Han raabte de sidste Ord til NHusjomfruen, som kom gaaende henne i Gangen med et Stykke Papir i Haanden.

»Det er Slagteren, der er her med den Regning.«

»Naa! Han kan komme igen en anden Dag. Nu har jeg andet at tænke paa. Følg med ind i Laboratoriet, Jytte. Saa skal du se mine Kulturer.«

»En anden Gang, John! Jeg er ved at pakke ud.«

Jytte gik op paa sit Værelse. Hun blev nogen Tid staaende henne ved Vinduet og strøg sig med Haanden over Haaret. »Altsaa ogsaa her!« tænkte hun. Hendes Bryst bevægede sig endnu heftigt. Hun følte sig paany som i et Sus af isnende Gennemtræk. Venindens store forskrækkede Øjne stirrede uafbrudt paa hende.

Og hun kom til at tænke paa Karsten From, som hun nu hver Dag kunde risikere at møde her i Nærheden. Hvad der forfærdede Meta, havde aabenbart givet ham Mod til at forsøge en ny uforskammet Tilnærmelse. Og var det underligt? »Et Ntvetydigt Fruentimmer.« Saadan lød jo nu igen hendes Skudsmaal!

Hun havde haabet at finde et Fristed her paa Storeholt; men nu ønskede hun sig allerede bort herfra.