Omkring Landsbyens hvide Kirke laa Kirkegaarden som en broget Blomsterhave og udenom den Byens otte store NBøndergaarde, moderne oppyntede med Glasverandaer og Villakarnapper og herregaardsmæssige Parkanlæg. Desuden en halv Snes Smaahuse med pænt holdte Haver.

Udenfor Byen laa – som en Affaldsdynge – en Række sørgelige Rønner, der trykkede sig sammen paa begge Sider af den brede Landevej. Der fandtes omkring i Sognet flere saadanne Tilflugtssteder for den uhelbredelige Armod.

Her boede Herregaardenes NDaglejere og Arbejderne fra et stort Teglværk. Om Sommeren desuden tilflyttede NTørveskærere med deres Familjer og polske Roearbejdere.

Paa Vejen hjem fra sit Besøg paa Storeholt var Pastor Gaardbo gaaet ind i en af disse Fattigmandsreder: et lille Hus ikke meget større end et Tørvelæs. En Skov af høje Brændenælder skjulte det næsten, og det eneste Vindu, som vendte ud mod 106| Vejen, var ganske tildækket af en Hyldebusk, der rakte højt op paa det næsten Nopædte Straatag. Her boede en enlig gammel Mand, som af Befolkningen kaldtes »Hønse-Lars.«

Navnet var ikke givet ham af Kærlighed; det var et NTyvsmærke. Men skønt han ellers var en ondsindet Person, bar han det med den Taalmodighed, som lang Vane giver. Kun faa huskede længer, hvad han egenlig hed.

Den unge Præst havde mange Gange uden Held forsøgt at faa denne Mand i Tale. Skønt den Gamle var bleven Nværkbruden og ikke mere færdedes udenfor Hjemmet, havde han for det meste fundet hans Dør laaset, og ingen havde svaret, naar han bankede. Undertiden havde Gamlingen siddet udenfor paa Dørstenen og bundet Sivmaatter eller flettet Vidjekurve; men han havde aldrig været til at slaa et Ord af. Hverken sit Goddag eller sit Farvel havde Præsten faaet Svar paa. Saasnart han begyndte at tale til ham, vendte Manden sig bort og Nstrittede Tobaksspyt ud gennem sine Tandstumper. Engang havde han lettet sig i Sædet og givet Svar med Bagen.

Men nu havde Pastor Gaardbo faaet at vide, at Hønse-Lars var bleven syg og laa paa sit Yderste. Han fandt ogsaa Døren aaben – han maatte bøje Hovedet for at komme ind ad den – og straks over107|vældedes han af en Forraadnelsesstank, der fik ham til at tænke, at den Gamle vistnok laa død derinde. Han kom med Aftensolens Glød i Øjnene, og paa Grund af det overgroede Vindu var Stuen saa mørk, at han i Begyndelsen ingenting kunde se.

Endelig opdagede han Eneboeren paa Ryggen i en Halmseng. Armene laa tunge og ubevægelige paa et NUrede af Pjalter. Kinderne over Skægget var røde af Feber. Øjnene stirrede med store Pupiller.

Hønse-Lars havde al sin Tid hørt til Egnens mest berygtede NNattegængere. Baade han selv og hans afdøde Kone havde været straffet flere Gange. Det var en Forkærlighed for Fjerkræ, der havde forskaffet ham hans Øgenavn. Hans Tyvagtighed var bleven til et Mundheld, der efterhaanden var trængt langt udenfor de Egne, hvor han selv var kendt. Naar Folk savnede noget og troede sig bestjaalet, hed det gerne: »Her har nok Hønse-Lars været paa Spil.«

Den unge Præst stillede sig hen ved Sengen og talte den gamle Synder venligt til. Han sagde, at han var kommen for at tilbyde ham sin Hjælp, dersom han manglede noget eller maaske trængte til at tale med et Menneske, som han kunde betro sig til uden Frygt.

Der kom intet Svar. Den Gamle havde skubbet sig lidt op i Sengen. Hans Underkæbe gik op og 108| ned som i Krampe, og Øjnene søgte rundt i Stuens Mørke, hvor al Slags gammelt Skrammel laa ophobet. Det var, som om han i sin Hjælpeløshed saae sig om efter noget, der kunde værge ham.

Præsten blev roligt staaende.

»I har det ikke godt her, Lars Oven! Dersom I vil give mig Lov til det, skal jeg sørge for, at I herefter bliver bedre plejet. Jeg vil for Fremtiden selv komme her hver Dag og gaa jer tilhaande. Der kan vel altid være et og andet, som jeg kan hjælpe med. Dersom I er bange om Natten, eller dersom I ikke kan sove, saa skal jeg ogsaa gerne sidde her og læse lidt for jer. Saa gaar Tiden saa godt. Der er en Bog, der hedder Biblen, den er der mange smukke Historier i. Den skal jeg tage med.«

Han havde ladet Døren staa aaben ud til det Fri for ikke at kvæles af Stanken, og nu hørte han hastige Træskotrin udenfor. Et stort, Nrødhovedet Kvindemenneske med Nopkiltret Skørt dukkede frem i Døraabningen. Det var en Nabokone, der fik Betaling af Sognet for at passe den Gamle under hans Sygdom. Hun havde ligget nede ved Bækken og skyllet Tøj, da hun til sin Forskrækkelse saae Præsten gaa herind. Nu stod hun der i Døren og smilte med en daarlig Samvittigheds sleske Smil, mens hun tørrede Fingrene i sit Sækkelærreds Forklæde.

109| Pastor Gaardbo gik hen til hende og gjorde hende Bebrejdelser for hendes Forsømmelighed. Da begyndte Konen at skralde op for at retfærdiggøre sig. Lars var virkelig saa umanerlig stridig. Han vilde ikke have Vand i sit Ansigt og Ngjorde sig uren i Sengen som en Patteunge.

Præsten bad hende tie og skammede hende ud for hendes Mangel paa Menneskekærlighed.

»Imorgen kommer jeg igen,« sagde han. »Saa vil jeg se en rengjort Stue, saa man kan fornemme, at det er et Menneske Nskabt i Guds Billede, der har sin Bolig her. De kan i Aften komme hen i Præstegaarden, saa skal De faa et Sæt Lagner og et Par Skjorter udleveret hos Frøken Martinsen. Naar jeg saa kommer her imorgen, skal vi hjælpes ad med at løfte Lars op, saa der kan blive skiftet under ham og lagt frisk Halm i Sengen.«

Han vendte tilbage til den Syge og nikkede Farvel.

Hønse-Lars var stadig lige stum. Mistroisk flyttede han Øjnene frem og tilbage mellem Præsten og Konen for at komme under Vejr med, hvad det var for NKæltringstreger, man havde for med ham.

Rygtet om Præstens Besøg havde imidlertid gaaet sin Rundgang gennem alle Rønnerne. Folk var kommen frem i Dørene; og herfra blev de nu Vidne til, hvordan den gejstlige Mand, da han kom ud fra den gamle Hønsetyv, pludselig kastede Frakken, tog 110| en Tollekniv op af Lommen og Ngav sig ilav med at snitte Grene af den store Hyldebusk, der groede vildt op over Hyttens eneste Vindu.

Aftensolen lyste paa Muren; men ikke et Glimt af den naaede ind til den Syge gennem de tætte Løvmasser. Der skulde gode Kræfter til for at bryde gennem Fletværket; men Pastor Gaardbo var fra sin Faders Hjem vant til at tage fat i al Slags Arbejde.

Inde i Sengen laa den Gamle aldeles ubevægelig af Forundring. Kun de feberstore Pupiller flyttede sig. Mens Gren efter Gren faldt derudenfor og Lyset i Stuen voksede, søgte hans Øjne uroligt hen til Konen, der – Nopbygget af Præstens Eksempel – straks havde givet sig ilav med at rydde op. Da tilsidst selve Solen brød ind i Rummet, hviskede han med sin hæse Stemme:

»Det er en sær Mand – han.«

»Ja, det er en Guds Mand!« forsikrede Konen højt. Hun havde faaet fat i en Spand Vand og en Kost og skruppede løs paa Gulvets aargamle Smuds. Og i sin opløftede Stemning grebes hun af en uimodstaaelig Trang til at vise Præsten derude, at hun ikke havde glemt sin Konfirmationslærdom. Mens Vandet pjaskede omkring hende, jodlede hun op paa sit Fynsk:

111| Stor og blodrød sank Solen ned bag Strige Skov, og Kirkeklokken begyndte at ringe, da Pastor Gaardbo forlod Hønse-Lars’ Hus og gik hjem til Ensomheden i sin tomme Præstegaard.

Gadens pjaltede Børn kom af sig selv løbende og gav ham Haanden. Konerne i Dørene nikkede venligt, idet han gik forbi. Overalt blev den smukke unge Præst hilst med Tillidsfuldhed og Fortrøstning af Fattigkvarterets Befolkning.

Gennem flere Slægtled havde man paa denne Egn i Almindelighed ikke haft andet Forhold til Kirken end det som Loven og den gode Tone krævede. Den gamle Præstegaard havde i Løbet af det sidste halve Aarhundrede huset Forkyndere, som tilsammen udgjorde en Prøvesamling af de forskellige kirkelige Retninger, der indbyrdes praktiserer Kristenkærligheden omtrent som Hund og Kat. Men skønt alle disse Præster om Søndagen havde dundret godt i Prækepulten, var det ikke lykkedes dem at interessere mere end nogle enkelte for den endeløse teologiske Familjetvist.

Først ved Pastor Gaardbos stilfærdige Samaritangerning blev Menighedshuset igen et Midtpunkt for Egnens Liv. Hans yderliggaaende politiske Standpunkt vakte ganske vist adskillig Forargelse hos de fleste af Egnens smaa og store NHartkornsejere, og der hviskedes ogsaa om, at hans Forkyndelse ikke 112| var strengt Nkanonisk. Men til Gengæld var Kirken bleven Fattigmands Ven, og selv Modstanderne maatte anerkende hans Privatlivs Nevangeliske Renhed.

Klokken blev over ni, før han naaede hjem. Frøken Martinsen, hans Husholderske, var fornærmet og meddelte ham, at Aftensbordet havde staaet dækket i over en Time. Han gjorde sagtmodig en Undskyldning. Frøkenen, der var en midaldrende, robust Bondepige med rødsprængte Kinder, led af nervøse Anfald – efter sin egen Mening paa Grund af Blodmangel – og maatte skaanes for Sindsbevægelser.

Præsten spiste altid alene. Hele Opdækningen bestod af et Par tørre Skiver saltet Kød, to røgede Sild og en Osteskorpe. Han vidste ikke af, at Frøken Martinsen ude i Køkkenet for sit Helbreds Skyld havde skeletteret en kold Lammebov og tømt et Fad stuvede Grønærter. Hun var kommen der i Huset paa Anbefaling af Pastor Gaardbos afdøde Kæreste og følte det som sin Rettighed at tyrannisere ham i hendes Sted.

»Frøken Martinsen,« sagde han, da hun bragte ham Teen, »her kommer vistnok allerede i Aften en Kone, som gerne skulde have et Sæt rene Lagner og et Par Skjorter udleveret. Det er til den gamle Lars Oven – Hønse-Lars. Han ligger for Døden.«

Frøkenen erklærede kort, at det ikke lod sig gøre. 113| Alt det Linned, der tilhørte Menighedsplejen, var sendt ud til Rensning og Reparation. Det vidste Præsten vel nok.

»Saa maa vi naturligvis tage af vort eget,« sagde han lidt utaalmodig.

»Det er i Vask.«

»Altsammen?«

»Ja.«

Han betænkte sig lidt og sagde saa: »Det var slemt nok. Vi maa altsaa give Konen et Sæt af de ubrugte Lagner, der ligger i NDragkisten – De veed nok – i de to nederste Skuffer.«

Vreden steg Husholdersken til de tykke Kinder, der svulmede op af det rødeste Blod.

»Det er vel ikke for Alvor Præstens Mening?«

»NVist saa.«

»Skal en som Hønse-Lars ligge i Frøken Rosalies NBrudelagner?«

»Kan de i Grunden faa nogen smukkere Anvendelse nu? Den stakkels Lars har levet længe nok i Smudset.«

Frøken Martinsen, der havde staaet henne ved Døren med Haanden paa NLaasen, nærmede sig igen Bordet i den tydelige Hensigt at faa et af sine nervøse Anfald. Men i det samme hørtes en Bil køre ind i Gaarden med en Række Stød i Tudehornet. 114| Den Lyd gjorde hende tavs. Det var Doktor Gaardbos Signal.

»Jeg sad for lidt siden og tænkte paa dig,« sagde Præsten, da Broderen humpede ind og de var bleven alene. »Var du ikke kommen, havde du imorgen faaet mit Besøg.«

»Noget paafærde?«

»Ja ... men først du! Hvem er bleven syg her?«

»Ingen. Det er en NBarselaffære.«

»Saa er det vel Hans Andersens Kone?«

»Ja. Jeg var knap kommen hjem og havde faaet lidt i Skrutten, saa blev jeg ringet op. Du veed, det er denne NNarkose de nu allesammen tigger om. Selv den kraftigste Bondekone vil ikke længer føde sit Barn paa naturlig Vis. Og saa maa de efter min Mening næsten hellere slet ingen Børn faa. Men nu har jeg alligevel lovet at blive i Nærheden, indtil Affæren er overstaaet.«

Doktoren sagde dette mens han med Hænderne paa Ryggen bøjede sig over det dækkede Bord for at mønstre Retterne.

»Naa, det maa jeg sige!« fortsatte han saa. »Du mæsker dig sandelig! Tre skeløjede Sild – og Ost! Martinsen forkæler dig ordenlig. Hvorlænge har du i Sinde at fremture i det Vellevned? ... Alvorlig talt, Bror, dette her gaar ikke i Længden. Det Asen sulter dig jo. Du maa tage dig sammen og Nstroppe 115| hende op. Ellers kommer jeg til at gøre det paa dine Vegne, og saa veed du, at det ikke løber af uden en større hysterisk Opstandelse.«

»Derfor ønsker jeg ogsaa, at du ikke blander dig i de Ting,« sagde Præsten.

»Det agter jeg nu alligevel at gøre. Du ser allerede lovlig Napostolisk ud.«

»Vrøvl!«

»Man siger ikke Vrøvl til sin Læge, lille Far! Jeg ordinerer dig herved to blødkogte Æg til din Aftensmad. Og et Krus godt, hjemmebrygget Øl i Stedet for det Tevandspjat.«

»Sludder!« – Præsten drak ud af sin Kop og rejste sig – »Lad os gaa ind!«

Men Doktoren stillede sig i Vejen for ham og slog Hænderne i hans Skuldre. Præsten indtog leende en tilsvarende Stilling, og saadan blev de nogen Tid staaende overfor hinanden med sammenflettede Arme som et Par Drenge, der brydes.

»Siger du Sludder?«

»Ja.«

»Du vil altsaa ha’ NMuffel!«

»Hvad bilder du dig ind?«

»Flab!«

»Selv Flab!«

»Kom an!«

De rystede hinanden saa haandfast som de kunde 116| for Latter. Doktoren, der trods sin Klumpfod var stærk som en ung Stud, trængte Broderen ind mod Væggen. Men pludselig slap de hinanden med et forskrækket »Hys!« – De hørte Drønet af Frøken Martinsens Skridt ude fra Køkkengangen.

»Ind til mig!« sagde Præsten.

De gik ind i den store, trefags Havestue, der var indrettet til Studereværelse.

Som alle Præstegaardens Stuer gjorde den et halvtomt og fattigt Indtryk. En lille Petroleumslampe var stillet hen paa en højbenet Fyrretræs Pult og lyste blegt ned paa Skraalaagets grønne Klæde. Den øvrige Del af Stuen laa i Halvmørke. Paa Væggen ovenover Pulten hang et stort Kristusbillede indrammet af friskt Bøgeløv. Det var Faderens gamle NBedepult, som Sønnen holdt i Ære. Under dette Ntornekronede Kristushoved havde Jørgen Skolelærer to Gange daglig holdt Andagt med sine Børn. Her stod han i sine sidste Aar saa mangen angstfuld Nat med det skæggede Hoved begravet i Hænderne og tryglede om Fred.

Døren ud til Haven stod aaben. Aftenen var lun og stille. En Nattergal sad et Sted derude og gav sig lidenskabeligt hen i sin Musik. De to Brødre stod et Øjeblik i Døren og hørte paa dens sørgmodige Triller. Saa satte Doktoren sig overskrævs paa en NRørstol og klemte Hænderne om NRygstødet.

117| »Fortæl mig saa, Johannes – hvad siger du til Farbror Tyge?«

»Du veed det altsaa allerede.«

»Jeg kom til Storeholt lige efter, at du var gaaet. Jeg har en Patient der for Tiden. NJægermesteren fortalte mig Nyheden. Forresten hørte jeg den ogsaa bagefter af Mejeribestyreren. Saa vidt jeg forstod, havde han den fra selve Hans Almægtighed Balduin Hansen.«

»Det er troligt nok. Den telegrafiske Forespørgsel kom jo til ham som Bestyrelsens Formand. Selv fik jeg Meddelelsen i tre Linjer, som han i Middags sendte mig med et af Skolebørnene.«

»Saa faar jeg da engang mit farbroderlige Genbillede at se,« sagde Doktoren. »For I bliver vel nødt til at svare Ja og føle jer beærede?«

»I hvert Fald det første. Men sig mig, Povl – hvad mener du egenlig om Farbrors Tilstand? For ikke mange Maaneder siden forlød det med stor Bestemthed, at han var dødelig syg. Og nu rejser han rundt fra Møde til Møde og holder Kamptaler og skaber Ophidselse i Landet ganske som for 30 Aar siden.«

»Fabeldyrets sidste Krampetrækninger. Jeg har jo nok hørt, at »Femte Juni« skal have udnævnt ham til NHolger Danske den Anden. Men det er saa nemt at lade sig tiljuble af sin egen Avis. Alt det 118| Vrøvl om hans evige Ungdom er bare Politik. Han er en dødsmærket Mand. Jeg veed det med Sikkerhed. Han har sin Spøgelsetime nu, og den kan jo ikke blive Nopbyggelig.«

»Jeg tror, at Farbror Tyge ikke taaler at være uvirksom,« sagde Præsten; han stod henne ved Pulten og støttede Hovedet i sin Haand. »Selve Magten kan jo umuligt friste ham mere. Og hans Forfængelighed maa vel endelig ogsaa være bleven mættet nu. Men jeg tror og haaber, at Farbror begynder at tynges af sit Ansvar. Det er Samvittighedens Stemme, der skal overdøves af ny Krigslarm. Baade hos ham selv og de andre.«

Doktoren rystede paa Hovedet.

»En parlamentarisk Politikers Samvittighed? Det er NFablen om den store Søslange om igen. Vil du have min psykologiske Forklaring paa Farbror Tyges sidste Kraftudfoldelse? Jeg tror, den er rigtig, og den er næsten det uhyggeligste af det hele. Farbror veed, at han gaar med Døden i Kroppen, og som den Æstetiker, han inderst inde er, arrangerer han nu sin egen selvforherligende NLigbegængelse. Som en af Fortidens Høvdingeskikkelser vil han begraves i fuld Rustning. Omgivet af sine Trofaste og støttet til sit navnkundige Sværd NDyrendal – med det Tableau i Nbengalsk Belysning skal Tyge Enslevs Heltesaga slutte. Komedien skal spilles tilende, om 119| det saa skal koste Folkets Undergang! – Du veed, jeg har altid betragtet det som en Ulykke, at Farbror ikke blev sin første NBestemmelse tro og holdt sig til Digteriet. I det Fag havde hans eventyrlige Forestillinger om Livet og dets Krav kunnet udfolde sig uden at gøre større Skade. Til Uheld for os allesammen fandt han paa at tilfredsstille sin kunstneriske Fingerkløe paa levende Kød og Blod. Det har ganske sikkert været hans naive Drøm at modellere hele Nationen om i hans eget Billede ... eller rettere i det stormægtige Fantasibillede, han har gjort sig af sig selv. Og delvis er det jo virkelig lykkedes ham. Vi er paa gode Veje til at blive en latterlig Karikatur af vor Race. Faar vi ikke den unge Slægt gjort nøgtern inden Forløbet af ti Aar, er vi kaput. Det er min sikre Overbevisning.«

Præsten svarede ikke noget hertil. Han stod i sine egne Tanker og havde ikke hørt meget af, hvad Broderen sagde. De to havde saa ofte udtalt sig for hinanden om Farbroderen, at den ene tilsidst kun hørte sine egne Tanker i den andens Ord. Det var Blodets Røst. Deres Faders Genfærd talte igennem dem uden at de selv vidste det.

Efter et Ophold sagde Præsten:

»Jeg har jo spurgt mig selv om Grunden til, at Farbror Tyge ønsker at tale netop her. Og jeg tror, jeg aner den. Balduin Hansen har nylig været i 120| København. Jeg tænker mig nu, at Telegrammet idag er Resultatet af den Rejse.«

»Hvad mener du?«

»Du veed, at Møller Jensen ligger syg paa NRigshospitalet, og det menes jo almindeligt, at han ikke kan komme sig. Skulde det Rygte bekræfte sig, saa er Hensigten med Farbrors Besøg sikkert nok den, at Balduin Hansen ved den Lejlighed skal proklameres som Kresens nye Folketingskandidat.«

Efter nogle Øjeblikkes Stilhed slog Doktoren Haanden i Stoleryggen.

»Johannes! Nu maa du skyde Hjertet op i Livet og trække dig ud af det Kompaniskab! Mølleren var slem nok i al sin Søllethed – men Balduin maa du ikke være med til at hjælpe ind i Rigsdagen. Det kan du ikke forsvare.«

»Kunde du blot sige mig, hvordan jeg skal forhindre hans Valg?«

»Dersom du ikke kan faa et andet honnet Menneske til at ofre sig, maa du selv stille dig op imod ham. Der er ikke andet for. Jeg talte forleden med Jørgen Tækkemand fra Aalehusene. Det er jo ikke nogen Hemmelighed for dig selv, at han og nogle andre for Tiden gaar rundt og agiterer for dig i Kresen. Han paastod, at de allerede havde sikret dig over fire Hundrede Stemmer.«

121| Præsten gik uroligt nogle Skridt ud over Gulvet men vendte straks igen tilbage til Pulten.

»Det er efter min Mening farligt at forsøge en Opposition netop i dette Øjeblik. Balduin Hansen har stadig mange Tilhængere i Kresen og mange personlige Venner, og nu bliver han altsaa i Partiets Navn Nkuldlyst af selve Tyge Enslev. Skulde nu ovenikøbet Resultatet blive, at hverken han eller jeg men derimod NKammerherre Rosen blev valgt, saa vilde vi blive gjort ansvarlige for Tabet af Kresen.«

»Gjorde det saa meget?«

»Ja, jeg vilde regne det for en ret stor Ulykke. Et Nederlag nu vilde maaske sinke Genrejsningsarbejdet her i Kresen for lange Tider.«

»Du gør dig Bekymringer om mange Ting, Broder Johannes,« sagde Doktoren. »Dersom NBetænksomhed er en Kardinaldyd, ender du som Sjællands Biskop. Jeg mener som saa: i det Tilfælde, at Møller Jensen dør og Balduins Kandidatur opretholdes, kan du kun gøre et af to: enten melde dig ud af Makkerskabet eller udfolde Oprørsfanen indenfor Partiet. Det første vil vel nok være det ærligste og i Øjeblikket ogsaa virkningsfuldest.«

Herpaa gav Præsten ikke noget Svar. I Stedet for gav han sig til at nævne alt, hvad der talte til Gunst for hans Medbejler til Kresen, roste Balduin Hansens Uegennyttighed og hans smukke Familjeliv.

122| »Hvad har du egenlig imod ham?« spurgte han.

»Det samme som du!« sagde Doktoren. »Han er et NPjat. Læste du Referatet af den Tale, han forleden holdt i Jerve? Lyksalighedens Rige var paa Trapperne – lød det profetisk. Der manglede nu kun et Par Smaating, som Lovgivningsmagten nok skulde faa Bugt med inden Fastelavn. Jeg tvivler ikke om, at Manden er i god Tro; men det gør ham i mine Øjne ikke mindre ondartet. Disse tossegode Fantaster er netop de allerfarligste.«

Præsten strøg sig med Haanden nedover sit skægløse Ansigt og sagde:

»I visse Punkter er han dog din Meningsfælle, Povl.«

Det kom som henkastet; men Tonen var nedstemt, og han fortsatte ikke.

Men Doktoren forstod ham straks og rejste sig med fortrydelig Mine. Han vidste, at Balduin Hansen i sin Tid havde haft et Sammenstød med Broderens Forgænger i Embedet, NProvst Vollerup, der havde anklaget ham for fritænkerisk Agitation i Skolen.

Han gik hen i den aabne Havedør og blev staaende der med Ryggen til Stuen uden at sige noget. Lidt efter kom Broderen hen til ham og lagde bagfra Hænderne paa hans Skuldre.

»Povl! Du maa kunne forstaa, hvor det piner 123| mig, at du, der af alle Mennesker staar mig nærmest, – at netop du –.«

Doktoren vendte sig om og afbrød ham i Vrede.

»Du bryder vor Aftale, Johannes! Det er nu anden Gang!«

»Hvor kan jeg tie med, hvad jeg hver eneste Dag tænker paa? Du maa ikke blive vred; men – –«

Der blev i det samme banket paa Døren af en Nvægtig Haand. Frøken Martinsen stak Overkroppen ind for at bringe den Besked, at der var kommen Bud til Doktoren fra Madam Hansen, Jordemoderen. Hans Andersens Kone havde lige nu faaet en rask Dreng og alting var som det skulde være.

»Det er godt! Vil De sige, at jeg kommer over og ser paa Knægten.«

Da Døren igen var lukket, vendte Doktoren sig mod sin Broder og rakte ham forsonlig Haanden.

»Lad det være sidste Gang, Johannes, at vi strides om Ting, som vi dog aldrig bliver enige om. Det er spildte Kræfter! Skal vi to for Alvor udrette noget her, maa vi forliges. Kan du huske, da vi var Drenge?A Da talte vi altid om, at vi blot skulde holde sammen, saa vilde vi erobre et Kongerige. Det Løfte maa vi indfri – med den nødvendige Reduktion. Forglem det ikke, naar nu Jørgen Tækkemand og de andre gode Mænd en Dag møder hos dig med deres Vælgerliste. Og gid saa de Ord maa 124| ringe for dine Øren baade Dag og Nat lige til Valgene: »Balduin skal ødelægges!« ... Godnat, Johannes!«

Præsten fulgte sin Broder ud. Han gik tavs ved Siden af ham og holdt kærligt Armen om hans Skulder.

»Hils Meta og Børnene!« sagde han fra Trappen, da Doktoren sad i Vognen. »Jeg ser snart over til jer.«

Da han kom tilbage til sin Stue, gik han hen til Pulten, og her blev han længe staaende i Bøn. Som sin Far, den gamle Jørgen Skolelærer, stod han under det tornekronede Kristushoved med Ansigtet i sine Hænder og bad for sin Broder. Ude i den sommernatslyse Have slog Nattergalen sine sørgmodige Triller.

Paa samme Tid sad Doktor Gaardbo i en elektrisk oplyst Bondestue med en lille nøgen, rødblaa Menneskeunge mellem Hænderne. I en moderne Jernseng med blanke Messingkugler og Gesvejsning laa den udmattede Moder. Det blege Ansigt var vendt imod ham. Trods sin dybe Afkræftelse vilde hun ikke slippe sit Barn afsyne.

»Var det saa alligevel ikke godt, at De fik Lov til selv at være tilstede ved Ankomsten,« sagde Doktoren. »Det er et drøjt Stykke Arbejde. Men det lønner sig!«