[125]| III

[127]| Om Natten mellem Klokken Et og Tre havde Jægermester Hagen og hans Broder Professoren en meget alvorlig Samtale for lukkede Døre inde i Jægermesterens Stue, mens alle andre i Huset sov. Det var nær kommet til et Brud. Jægermesteren følte sig krænket, fordi Broderen forlangte at se hans Bøger. Han rejste sig op, slog i Bordet og erklærede med Taarer i Øjnene, at naar ikke engang hans egen Familje havde Tillid til ham, vilde han hellere give Afkald paa enhver Hjælp og gøre en Ende paa den Forfølgelse han fra alle Sider var Genstand for ved at skyde sig en Kugle gennem Hovedet.

Det kom dog tilsidst til Forlig; men Fuglene var oppe, og det blev næsten højlys Dag, før Brødrene skiltes.

Nu skinnede Solen fredeligt ind over Valpladsen, hvor blot en blaalig Tobakstaage endnu drev om i Luften som en Mindelse om Nattens Skærmydsel. Døren var aaben til de øvrige Opholdsværelser, og ogsaa her stod Morgensolen ind i brede Strimer.

Et Par Piger gik og gjorde rent derinde, aabnede 128| Vinduer, rystede Tæpper ud og fyldte Solstrømmene med Støv.

Naar alle Dørene stod aabne, gjorde den lange Flugt af Værelser med de kostbare Møbler, gamle Porcelæner og store Malerier et festligt og overordenlig velhavende Indtryk. Kun ganske enkelte Mennesker foruden Jægermesteren vidste noget om, at alle Herlighederne var pantsat til en københavnsk Antikvitetshandler. De fleste af Møblerne og alle Kunstskattene stammede fra Oldefaderen, den gamle Konferensraad, der havde bragt dem hjem fra sine mange Rejser omkring i Evropa. Han havde været Direktør for Øresundstolden paa en Tid, da den som en eventyrlig Kværn malede Guld op fra Havets Bund baade til Statskassen og adskillige private Lommer. Han havde her paa Storeholt indrettet sig en Sommerbolig, og der gik endnu Sagn paa Egnen om hans fyrstelige Rejser i firspændige Vogne til og fra København eller Hamburg. For at komme hurtigt afsted skiftede han Heste hver Time og lod sig om Aftenen føre af Forridere med Fakler.

Under hans Sønnesøn – Professorens og Jægermesterens Fader – fik Kreditforeningen sit første Pant i Storeholt. Vejen til Fandens Pengekiste var saaledes allerede betraadt, da Jægermesteren overtog Gaarden; og nu var Regnskabsdagen forkyndt. Avktionshammeren laa rede.

129| Endnu engang var dog Terminen lykkeligt omsejlet. Jægermesteren sov med aaben Mund indtil højt op paa Formiddagen uden at lade sig vække hverken af Solen eller af de fede fynske Fluer endsige af Arbejdsklokken ovre i Avlsgaarden. Til Morgenmaaltidet mødte heller ikke Professoren. Husets fire Damer drak Teen alene.

Bagefter fulgtes Fru Bertha og Jytte ind til Landsbyen for at se til en gammel Kone, der for over 40 Aar siden havde tjent paa Storeholt. Det var altid Fru Berthas første Besøg, naar hun opholdt sig i sit gamle Hjem.

Moder og Datter gik paa Skyggesiden af den poppelhegnede Vej hver med sine Tanker og uden at tale. Jytte var uoplagt efter en hvileløs, drømmefyldt Søvn. Sommerens pludselige og overdaadige Fremvælden havde gjort hendes Blod uroligt.

Hun mindedes nu, at hun ogsaa havde drømt om sin gamle Ven Professor Ole Knudsen, som var død for et Par Aar siden. Hun havde mødt ham i Bredgade. Den halvblinde Mand kom paa sin forsigtige Maade gaaende langsmed Husrækken, ærefrygtsfuldt hilst af næsten hvert andet Menneske, og blottede selv ærbødigt sit fine graa Tænkerhoved endogsaa for den yngste Student. Bagefter havde hun siddet i hans Arbejdsværelse og igen følt dets hjerteskærende Uhygge. Sammen med sin Moder havde hun 130| søgt at bringe en Smule Orden i Bogstabler og Billedmapper, og hun havde ogsaa som i gamle Dage bistaaet den hjælpeløse Mand med Korrekturlæsning. Da de gik, havde han med gammeldags Ridderlighed kysset dem begge paa Haanden.

Hun havde undertiden spurgt sig selv, om ikke denne elskelige gamle Herre havde været hendes eneste virkelige Kærlighed. I hvert Fald syntes det hende nu, at han alene havde kunnet faa hende til at glemme sig selv. Eller var ogsaa det en Indbildning?

De havde nu naaet Landsbyen. Den gamle Kone boede i et lille Hus, der laa midt i Byen bag et Stengærde. Da de nærmede sig Stedet, saae de en høj, frakkeklædt Mand komme ud derfra. Det var Pastor Gaardbo. Jytte kendte ham straks, Fru Bertha derimod først, da Præsten kom forbi og hilste.

»Gamle Bodil er da ikke syg?« spurgte hun og standsede et Øjeblik.

»Nej – alt staar vel til. Hun sidder kun lovlig meget alene i denne Tid, da alle har saa travlt i Marken. Hun vil sikkert blive glad for Deres Besøg.«

Præsten hilste igen, og Damerne gik ind i Huset.

I en Armstol ved Kakkelovnen sad det gamle Menneske, der allerede havde været tilaars dengang Fru Bertha var Barn. Nu var hun næsten 90. Trods Sommersolen var der Ild i Ovnen. I hendes Skød 131| laa en lille hæklet Muffe, som hun varmede Hænderne i.

Hendes blege Øjne vandrede en Tid uforstaaende og lidt forskræmte frem og tilbage mellem Moder og Datter. Læberne mimrede.

»De kender vel nok min Datter,« raabte Fru Bertha hende ind i Øret. »Hun har saa tidt besøgt Dem. Det husker De jo nok.«

»Naa – det er saa Frøken Bertha?«

»Nej, det er mig, der er Bertha. Og det er min Datter. Jytte hedder hun. Saa veed De nok Besked, ikke sandt?«

»Ja ... Men Konferensraaden har Vorherre gemt nu. Han fik rigtignok en skøn Begravelse.«

»Ja, men det er over 60 Aar siden, lille Bodil. Det var meget før min Tid. – Men lad mig nu høre, hvordan har De det? De havde nok Besøg af Præsten. Vi mødte ham.«

Den Gamle nikkede og saae hen paa et Glas med friske Markblomster, der stod paa Bordet.

»Han kom med dem der,« sagde hun glad og fortalte saa godt som hun med sin lamme Tunge kunde, at Pastor Gaardbo hver Dag sad lidt hos hende og altid havde Blomster med for at ogsaa hun skulde mærke, at det var Sommer.

»Ja, han er vist en god Mand,« raabte Fru Bertha. »Det ser han ogsaa ud til.«

132| »Pastor Melby – han var ogsaa en god Mand. Han er død nu. Han kumfermerte mig paa mine Forældres Bryllupsdag. Det var den 7de April.«

Jytte havde sat sig hen paa en Stol ved Vinduet for at underholde sig med en Kat, der laa og solede sig i Karmen. Men da hun hørte Pastor Gaardbo nævne, blev hun opmærksom. Og hvad den Gamle her berettede, forbavsede hende næsten endnu mere, end hvad Svigerinden den foregaaende Dag havde fortalt om ham. Denne sjeldne Opofrelse passede ikke til de Forestillinger, hun havde om en Præst.

Hun saae hen til Blomsterglasset paa Bordet og tænkte paa, om Pastor Gaardbo virkelig havde besluttet at være sin Forlovede tro ogsaa i Døden. En saadan Heroisme lignede absolut ikke nogen af de Præster, hun nu og da havde truffet i det københavnske Selskabsliv. Det havde været førladne Middagsherrer med et ubehagelig faderligt Væsen eller ogsaa rene Taaber med udslukte Hjerner.

Hun sad lidt i sine egne Tanker men hørte saa Moderen sige Farvel. Kort efter var de paa Hjemvejen.

Ved Tilbagekomsten til Storeholt fandt de Professoren i Haven. Han sad alene paa et af Verandaens Trappetrin og fodrede en Flok Spurve. Jytte gik straks op paa sit Værelse. Fru Bertha derimod sagde til sin Brodersøn:

133| »Har du Tid, saa vil jeg gerne tale lidt med dig. Men lad os komme lidt længere bort fra de mange aabne Vinduer og Døre.«

De fulgtes ned gennem Haven, indtil de naaede en Bænk, der stod i Skygge.

»Sig mig ganske aabent, Asmus, – hvad er det, der foregaar her? Det kan jo ikke være for din Fornøjelse, du gør denne Hastværksrejse.«

»Nej – det veed Himlen! Men jeg vil helst ikke snakke om det. Lad mig blot sige dig, Tante, at dersom John skulde forsøge at laane Penge af dig, maa du absolut sige nej.«

»Staar det saa galt til?«

»Jeg tror, vi gør bedst i at forberede os paa det værste. Hvad du og andre af Familjen har staaende her i Gaarden, er jo heldigvis sikret. Men alle senere Prioriteter for ikke at tale om den løse Gæld er efter min Formening redningsløst tabt – klattet bort.«

»Men hvor kan da John gaa her og være saa forhaabningsfuld? Og nu vil han ovenikøbet forsøge sig som Politiker. Jeg tror, han i den Henseende venter sig en Del af, at Enslev kommer hertil.«

»John er et Fæ. Jeg mener, som sagt, vi skal være forberedt paa, at Storeholt i den allernærmeste Tid gaar til Tvangsauktion. Det er et grimt Ord. Men vi kan jo lige saa godt se Sandheden i Øjnene.«

134| »Men hans Svigerfader? Den Mand kan dog ikke se roligt paa, at hans egen Datter og Svigersøn jages fra Hus og Hjem.«

»Det vil han dog ganske sikkert gøre. John og Vilhelmine har jo Ægtepagt, og hun risikerer ingenting. Jeg har tilfældigvis lært Hr. Søholm lidt nøjere at kende. Hans Kone var for nogen Tid siden min Patient. Han var oprindelig vistnok en ganske godmodig Tamp, som der er gaaet Amerika i. Det er hans Ærgerrighed at vise sig smart. Han udtrompeter ved alle Lejligheder sin Begejstring for den amerikaniserede Jesuitermoral: »Intet er mig helligt, naar det gælder Forretning«. Det er uden Tvivl hans Hensigt at bringe Storeholt under Hammeren, saa han kan lade sig Ejendommen tilslaa som ufyldestgjort Fordringshaver. Det er jo det gængse Røverkneb. At han nu paa min alvorlige Henstilling har hjulpet John over Terminen dennegang, er sikkert nok bare sket for at vinde Tid til at arrangere sig med de øvrige Udplyndrere, som John har indladt sig med. Overfor andre skal han ikke gøre Spor af Hemmelighed af, at han haabede med Tiden at kunne indrette sig »et Sommerpalæ« her. Han skal endogsaa have talt til sin Kone om de Forandringer, han agter at gøre.«

»Aa, det er afskyeligt! Jeg vil sige dig, Asmus, 135| havde jeg vidst det mindste om detteher –. Men jeg havde jo ingen Anelse.«

»Ja, det bliver ikke morsomt at tænke paa, at den Tølper gaar her og gør sig bred som Godsherre og kalder Storeholt for sit »Sæde«.«

»Aa, det er oprørende! Jeg vil heller ikke blive her. Vi rejser igen saa snart som muligt. Jeg føler det saa uhyggeligt. Jytte ogsaa, – det har hun sagt mig. I Nat drømte jeg – – nej, det er sandt, du har ikke kendt Tante Ernestine.«

»Ernestine? Navnet har jeg hørt.«

»Aa ja, din Far har vel nok talt om hende. Hun var vor Grandtante og havde sit Ophold her paa Storeholt, da vi var Børn.«

»Var det hende, der var lidt smaatosset og altid udtrykte sig i Bibelsprog?«

»Smaatosset? Det veed jeg ikke. Hun hørte til Herrnhutterne, som man dengang sagde. Hun gik altid sortklædt, i en Slags Nonnedragt, og vi Børn havde en sand Rædsel for det gamle Menneske. Hun gik omkring her som en Aand fra Graven, syntes vi. Saa havde hun en skrækkelig Mandfolkerøst og talte ganske rigtig altid som en Præst. De Voksne lo jo af hende, naar hun kom med sine frygtelige Dommedagsprofetier; men vi Børn blev bange. Og det var altsaa det, jeg vilde fortælle dig, Asmus ... siden jeg i Aftes havde en Samtale med 136| din Broder, har jeg set Tante Ernestine for mig overalt her i Huset; og i Nat drømte jeg mærkværdig levende om hende. Hun stod ved min Seng i sin sorte Ordensdragt og sagde flere Gange højt: »Hævnen hører mig til, siger Herren!« – Nu kan du le af mig og kalde det Overtro, men sandt er det, at under alle store Ulykker i vor Familje har den gamle Grandtante vist sig baade for din Far og for mig. Din Far har selv engang fortalt mig det. Derfor vil jeg bort herfra. Jeg tror ikke paa Spøgelser – det er ikke saadan at forstaa – men jeg veed, at jeg bliver ikke det Syn kvit saa længe jeg er her.«

»Saa vil jeg absolut anbefale dig at rejse, Tante,« sagde Professoren – han havde et Par Gange under hendes Fortælling set op paa hende med et bekymret Lægeblik. »Her er jo ogsaa af andre Grunde ret uhyggeligt for Tiden. Det har jeg nok mærket.«

»Ja, Ulykkerne kommer i Flok ligesom Ravnene, – det var ogsaa et af Grandtantes Mundheld. Hvad skal der tilsidst blive af John? Jeg vil ikke undskylde ham. Han har sine store, store Fejl. Men jeg tror alligevel, at der kunde være bleven noget mere af ham, dersom han havde faaet en anden Kone.«

»Det samme gælder vel egenlig Vilhelmine,« sagde Asmus. »John har ikke været nogen Mand for hende. 137| Hun skulde have været gift med en stor Hestepranger og have faaet et Barn hvert andet Aar og maaske ogsaa lidt af Ridepisken engang imellem. Det har jeg forresten sagt til John.«

»Naa, den Kur var vel lovlig kraftig,« begyndte Fru Bertha; men i det samme lød Gongongen, der kaldte dem ind til Frokost.