Husets Gæster og Fru Vilhelmine sad allerede ved Bordet og var begyndt paa den varme Ret, da NJægermesteren viste sig. Han undskyldte sig med Travlhed; men hans Øjne var endnu ganske røde og Ndumme af Søvn. Han havde sit alvorligste Ansigt paa. Navnlig overfor Broderen var han højtideligt tilknappet. Asmus skulde mærke, at han havde tilføjet ham en Krænkelse, der sent vilde glemmes. Høflig, men strengt formel.

Efter at have drukket et Glas Portvin til det kolde Bord blev han dog livligere, og ved Kaffen begyndte han at vrøvle.

Asmus havde paa sin ene Side den gamle Frøken Søholm, som han ikke gad tale med; paa hans anden Side sad Jytte, der viste sig ganske utilgængelig.

Jytte havde haft noget mod sin Fætter lige siden hun første Gang saae ham nævnt i en Avis som 138| »den bekendte Kvindelæge«. Hun udholdt navnlig ikke Synet af hans Hænder med de skamløst nedklippede Negle. Nu havde hun desuden set ham og Moderen sidde sammen nede i Haven og mistænkte dem straks for at have snakket om hende.

Frøken Søholm rørte under hele Maaltidet ikke Maden. Hun blandede et Pulver ud i et Glas Vand og snakkede over Bordet til sin Broderdatter om de forskellige NBadesteder, hun havde besøgt, og om de Læger herhjemme og i Udlandet, som hun havde raadspurgt, altsammen i det Haab at gøre sig interessant for Professoren med sin Sygdom. Tilsidst vendte hun sig til ham selv og bad ham om at sige hende ganske aabenhjertigt, hvad han mente om den ny Petroleumskur.

»Har ikke den Ære at kende den,« sagde han.

Men nu blev Jægermesteren ondskabsfuld. For at sætte sin Broder i Forlegenhed paastod han, at han havde læst om den Kur i videnskabelige Tidsskrifter. Saavidt han mindedes havde nogle af Evropas betydeligste Lægeavtoriteter udtalt sig om den med største Anerkendelse.

Professorens staalblaa Øjne sendte ham en skærpet Pil over Bordet.

»Hvad er det for en Kur?« spurgte Fru Bertha, der begyndte at blive interesseret.

»Jo, det var nu i Foraaret,« forklarede Frøken 139| Søholm, »jeg rejste hjem fra min NKur i Svalebach og kom saa til at køre i Kupe med et ungt Ægtepar. Det var Nordmænd, tror jeg nok, men alligevel rigtig nette og behagelige Mennesker begge to. Vi kom saa til at tale om min NSvaghed, og saa spør Hr. Akselsen mig – for de hed Akselsen, husker jeg nu – saa spør han mig, om jeg har prøvet en Petroleumskur. Han havde selv lige været saa forfærdelig syg, sagde han, og opgivet af Lægerne. Men saa havde en Ven af ham givet ham det Raad, at han i seks Uger skulde drikke Nen halv Pot Petroleum om Dagen – et Likørglas ad Gangen – og nu var han bleven fuldstændig rask og havde været paa Bryllupsrejse med sin Kone.«

Fru Vilhelmine, der mærkede Forlegenheden brede sig omkring Bordet, skyndte sig at sige:

»Du kan tro, lille Tante, at den Herre har bildt dig noget ind.«

»Bildt mig noget ind? Jeg har da Øjne i Ho’edet! Og jeg siger dig, han var bleven fuldkommen rask, var helt Nrødmusset og saa sund og frisk, som om han aldrig havde fejlet noget. Næ, kom ikke med den, Vilhelmine! Men en halv Pot om Dagen – det er rigtignok meget. Tror Professoren ikke, at man kunde nøjes med noget mindre?«

»Jeg veed det ikke; men jeg vil anbefale Dem at raadspørge en Dyrlæge.«

140| Hans Tone krænkede hende. Hun blev rødblaa i Ansigtet og vilde svare; men Fru Vilhelmine Nforekom det ved at sige »Velbekomme«.

Under almindelig Forstemthed gik Selskabet ud i Haven. Frøken Søholm var dog bleven saa angrebet, at hun straks maatte trække sig tilbage med Lommetørklædet for Munden paa Grund af sin nervøse Hikke. Lidt efter gik ogsaa Jytte ind med sin Pudelhvalp i Hælene, og Fru Vilhelmine fulgte ikke længe efter hendes Eksempel.

Omkring Bordet under de store Kastanjer sad tilsidst kun Fru Bertha, Professoren og Jægermesteren.

»Hvornaar vil du have Nforspændt?« spurgte Jægermesteren sin Broder, idet han højtideligt vejede sit NGuldkronometer i Haanden.

»I god Tid. Du maa indestaa mig for, at jeg ikke kommer for sent til Toget.«

»Om en Time altsaa,« sagde Jægermesteren, og under Foregivende af at skulle give Besked til Stalden rejste nu ogsaa han sig og gik ind.

Broderen fulgte ham med Øjnene. Blikket var mørkt af Sorg og Skam.

»Har du nylig hørt fra Torben Dihmer?« spurgte Fru Bertha efter nogen Tavshed.

»Jeg faar af og til et Par Ord fra ham paa et Prospektkort. Snart fra Asien, snart fra Amerika. Men kun en Hilsen. Han fører stadig en besynderlig 141| Nfredløs Tilværelse. Den store Selskabsrejse Jorden rundt opgav han hurtigt, som du nok veed. Jeg tror ikke, Rejsefællerne passede ham. Nu flakker han om paa egen Haand, men det synes ikke at gøre ham mere tilfreds. Jeg forstaar mig ikke paa ham.«

»Jeg vil sige dig, Asmus – siden du nu nævner det – Dihmer skuffede mig i Grunden ikke saa lidt. Du havde selv forberedt os paa, at han havde forandret sig, og jeg maa tilstaa, jeg holdt mere af ham i hans oprindelige Skikkelse. Jeg tror ogsaa, at Jytte følte sig skuffet, og det gjorde vel nok sit til, at det gik som det gik.«

»Noget ekscentrisk er han unægtelig bleven. Men det er vel kun en Overgang. Han skrev til mig sidst, at han nu vilde afvente Udfaldet af Valgene og derefter tage sin Bestemmelse. Forhaabenlig kommer han til den Tid hjem som den gamle Torben Dihmer, vi allesammen kender og holder af.«

Fru Bertha tav et Øjeblik paa sin tankefulde Maade. Saa rystede hun paa Hovedet og sagde:

»Nej, Asmus! De gode Dage kommer aldrig tilbage for nogen.«

»Du er bleven saa mistrøstig, Tante Bertha.«

»Ja ja; men det skal vi nu ikke tale om. Har jeg forresten fortalt dig, at en af vore Bekendte har set Torben Dihmer sammen med en meget elegant Dame i München?«

142| »Hvornaar?«

»Det maa have været kort Tid efter, at han forlod os i Italien. Maaske har den Dame hørt til det Rejseselskab, han saa hurtigt blev træt af.«

»Det veed jeg ingenting om.«

»Naa, det kan jo ogsaa være lige meget. Det blev Nsikkert ikke fortalt os for at glæde os, men jeg tror alligevel, det har beroliget Jytte at vide, at Dihmer saa hurtigt trøstede sig. Hun taler nu ganske ligefrem om ham. Jeg tror i Grunden ikke hun tænker meget paa ham mere. – Hvad synes du forøvrigt om Jyttes Udseende?«

»Hun var maaske lidt matøjet idag; men det behøver jo ikke at betyde noget. Det er naturligvis kun godt, at I er taget paa Landet nu, da Varmen er kommen. Det har I vist begge to trængt til.«

»Ja, det var ganske nødvendigt at komme bort. København virkede helt ødelæggende paa Jyttes Humør. Jeg kunde tilsidst ikke drive hende udenfor en Dør. Al den Venlighed, der vistes hende af vore Venner og Bekendte, pinte hende i den yderste Grad. Du maa dog ogsaa have mærket det, Asmus.«

»Naa ja – hun har undertiden kunnet blive lidt bitter. Men ellers sporer jeg ingen Forandring paa hende. For et Øjeblik siden løb hun jo om paa Græsplænen her og legede med en Hundehvalp som om hun endnu var atten Aar.«

143| Fru Bertha sad igen nogle Øjeblikke tavs i sin tankefulde Stilling med Hænderne i Skødet.

»I andre kender hende ikke som jeg. For Jytte er ikke som hun lader. Til dig vil jeg sige det, Asmus, for at du kan forstaa min Angst. Jeg synes, at der i Jyttes Væsen er kommen saa meget, der paa uhyggelig Maade minder mig om hendes Broder Ebbe. Der er den samme underlige Ligegyldighed for alting. Jytte vil jo nok more sig; men naar hun kommer hjem fra Teatret eller fra Sportspladserne, finder hun det altsammen saa dumt. Og hun, som engang altid sad og læste, hun aabner nu aldrig en Bog, kigger i det højeste i en NRevolverroman af den værste Slags. Kan man forstaa, at det er det samme Menneske, som hentede store videnskabelige Værker hjem fra Bibliotekerne og endnu før hun var rigtig voksen ønskede sig NSøren Kierkegaards samlede Skrifter til sin Fødselsdag? ... Saa har hun ogsaa ligesom Ebbe denne sygelige Trang til at grave sig ned i Betragtninger over sine egne og andre Menneskers Mangler .... Sine Veninder undgaar hun. Hun er bleven ligefrem menneskesky og kan være saa mistænksom ogsaa overfor mig, at jeg mangen Gang virkelig maa tro, hun er ved at miste sin Forstand. Jeg siger dig, Asmus, – Jytte er syg, hvad saa I kloge Læger mener.«

»Jeg synes, du skulde foreslaa hende at lade Pro144|fessor Baumgarten foretage en virkelig Undersøgelse engang.«

»Det faar jeg hende aldrig til. Men det er heller ikke det ... Det er ikke det, Asmus!«

»Hvad mener du?«

»Kan du huske, vi har engang talt sammen om denne »NSjælehelse«, som man hører saa meget om nu. Du kaldte den hele Bevægelse for Humbug og Kvaksalveri.«

»Har jeg gjort det, saa har jeg ikke løjet.«

»Men du maa dog indrømme, at det er mærkelige Helbredelser der fortælles om. Vi traf selv for nylig i Italien en NGeneralkonsulinde Kolding, der var bleven kureret ved en saadan sjælelig Behandling ... Jeg skal ikke nævne Navnet paa Lægen, for saa tror du mig Nsagtens slet ikke. Hun havde som ung altid været saa syg, at hun ikke troede hun kunde leve. Og nu saae hun ud som Sundheden selv, var rund og robust.«

»Jeg veed det. Jeg kender tilfældigvis lidt til den Dame. Hun var i sin Ungdom skrækkelig Nhysterisk. At hun nogensinde har været virkelig syg er en ren og skær Indbildning.«

»Det kan jo være. Men den Indbildning blev hun altsaa lykkelig befriet for. Og Resultatet er, at hun nu er gift og har fire sunde og prægtige Børn.«

»Ja, lille Tante, jeg veed det godt altsammen. Jeg 145| har længe forstaaet, at Tiden gaar svanger med Nen ny Middelalder. Folk vil igen kureres ved Haandspaalæggelse og Kirkeoblater. Men vil du følge mit enfoldige Raad, saa maa du alligevel hellere forsøge med den Petroleumskur, hun talte om derinde, den rare gamle Dame. Den vil i hvert Fald kun ødelægge de mindre Nædle Dele. – Og nu maa du undskylde mig! Jeg maa ind og pakke mine Sager sammen!«