Hen paa Eftermiddagen, efter at Professoren var rejst, kom en Rytter ridende ind i Gaarden. En yngre Herre med et lille studset Overskæg, høj Silkehat, stram Figurfrakke og lange, drapfarvede Benklæder. Baade Mand og Hest nøjagtig kopieret efter den sidste engelske Modejournal.

Han blev holdende nedenfor Trappen med Haanden i Siden, indtil der langt om længe viste sig en Staldkarl. Da han af Stuepigen fik at vide, at Damerne opholdt sig i Haven, gik han derud uden at lade sig melde.

De fire Damer sad henne under Kastanjerne ved en Kop Te. Da Jytte saae den elegant kostymerede Herre komme ned ad Verandatrappen, sprang hendes Blik rent uvilkaarlig hen paa Fru Vilhelmine. Og 146| skønt Svigerinden ikke røbede nogen større Sindsbevægelse, tænkte hun straks: »Her kommer NAmant’en!«

»Hr. NSkovtaksator Frandsen –,« forestillede Fru Vilhelmine.

NJægermesteren, der efter sin Broders Afrejse havde trukket sig tilbage med den Undskyldning, at han havde travlt i sit Laboratorium, laa udstrakt paa Sofaen i sin Stue med et Slumretæppe over sig og sov trygt. Et Vindu stod aabent til Haven, og Damernes NPassiar havde hele Tiden lydt ind til ham fra det fjerne. En Flok Raager, der gjorde Spektakkel oppe i en Trætop, havde heller ikke forstyrret ham, og det store Rabalder af en Fejespaan, som en af NPigerne tabte udenfor paa Gangen, havde blot faaet ham til at kradse sig i Nakken og skære en Grimace i Søvne.

Lyden af den fremmede Herres Stemme vækkede ham derimod øjeblikkeligt. Han smed Tæppet af sig, Nsatte sig overende og stirrede ud i Luften med de søvnrøde Øjne vidt opspilede.

»Frandsen!« hviskede han hen for sig.

Da han lidt efter stod foran NPillespejlet for at ordne sin Paaklædning, forfærdedes han over sit Udseende. »Detteher ender galt!« tænkte han. »Jeg gør en Ulykke paa den elendige Karl! Jeg skyder ham ned! Gode Gud – de Øjne! Jeg ligner jo en gal Tyr!«

147| Han satte sig ned paa en Stol for roligt at overveje, hvad han skulde gøre. Det galdt først og fremmest om ikke at blive latterlig. Skulde han Nudfordre Frandsen? De to havde i sin Tid studeret sammen paa NLandbohøjskolen, og Frandsen, som var Søn af en københavnsk Skotøjsfabrikant, havde dengang følt sig meget beæret af Venskabet. Nu var den Skomagerdreng bleven overlegen. Red omkring paa Egnen og agerede engelsk Lord.

Hvad der næsten opbragte ham allermest var, at han selv havde anbefalet Vennen til Grev Rabenfeldt, da Greven engang havde talt om, at han vilde have sine Skove takserede. Nu høstede han Lønnen for sin Venskabstjeneste! ... Hvad skulde han gøre? Dersom han kastede Frandsen paa Porten, vilde Følgen jo bare blive, at Folkesnakken Næreskændede hans Hustru, og at han selv blev stillet i Gabestokken. Men netop i Øjeblikket maatte en Familjeskandale for enhver Pris undgaaes. Den mindste Skygge paa hans NHusliv kunde forspilde ham alle Fremtidsmuligheder. Indtil Valget var ovre, maatte han af Hensyn til den offenlige Mening bide Skammen i sig og lade, som om han ingenting saae. Siden kunde han altid skaffe sig Oprejsning.

Han stillede sig igen hen foran Spejlet og formanede sig selv til Rolighed. Han bandt sit Slips, der var gaaet op, og eftergik med en Lommekam Skil148|ningen i sit glatte Haar, der ligeledes var kommen i Uorden under Søvnen. Han lovede sig selv at være fuldkommen behersket. Selv Vilhelmine skulde ikke kunne mærke noget paa ham. Overfor Frandsen vilde han vise sig ganske uforandret. Under et Skin af Velvilje skulde han plukke den forlorne Fornemhed af ham og gøre ham uhjælpeligt til Latter for de andre.

Med en nytændt Cigar i Munden kom han lidt efter langsomt ned ad Verandatrappen i sin hvide Laboratoriekittel.

»Se se – Frandsen! Du her!« sagde han, da han naaede Selskabet. »Og i Ridekostyme! ... Har Rabenfeldt igen laant dig en Hest?«

»Laant? Du veed jo meget godt, at jeg udtrykkeligt har betinget mig en Ridehest. Greven kendte forresten i Forvejen min Passion. Det sagde han mig netop igaar.«

»Ja, det var mig, der fortalte ham, at du vilde sætte Pris paa at komme til at ride engang imellem. Skal du være hjemme med Hesten til nogen bestemt Tid?«

Vennen vilde først ikke svare paa Fornærmelsen men fik saa et lykkeligt Indfald og sagde:

»Jeg tænker, at Barnepigen kommer og henter mig.«

Fru Vilhelmine, der havde siddet og ærgret sig over sin Mands Tone, lo hjertelig anerkendende af 149| Hr. Frandsens flotte NRipost. Ogsaa Frøken Søholm skogrede op af Tilfredshed.

Blodet foer Jægermesteren til Hovedet; men af Angst for at komme til at røbe sig, lo han med de andre og raabte endogsaa:

»Bravo, Frandsen!«

Hr. Frandsen, der selv var forbavset over sit Vid, takkede smigret for Bifaldet med en NBøjning.

»Vi sad netop og talte om at benytte det gode Vejr til en Udflugt, John,« sagde nu Fru Bertha. »Din Kone foreslog en Køretur til Follebro for at se den Udgravning, som der har staaet saa meget om i Bladene.«

»Jeg tror, det vil interessere vore Gæster,« mente Fru Vilhelmine. »Vi har jo forresten selv talt om den Tur længe. Hr. Frandsen har lovet at være Vejviser. Han veed, hvor Udgravningen ligger.«

»Du husker nok ikke paa,« sagde Jægermesteren, »at Landaueren er i Odense med min Bror. Og Charabancen er desværre hos Smeden.«

»Er den der endnu? ... Saa maa vi tage NJagtvognen.«

»Der er jo kun Plads til fire.«

»Det er ogsaa nok, naar du selv er Kusk. Jeg foretrækker Ndog at ride.«

»Det kan du ikke, Vilhelmine.«

»Hvorfor?«

150| »Du veed jo nok, at Kora er bleven halt.«

»Herregud, saa tager jeg den røde NKørehest, den har jeg redet før. Gør nu ikke saa mange Ophævelser!«

»Hvad siger du, Tante? Tror du den Udgravning har den fjerneste Interesse?«

»Det veed jeg ikke. Men Køreturen kan jo i hvert Fald være meget underholdende. Der er saa smukt derovre ved Follebro.«

Jægermesteren vendte sig tavs om og gik tilbage for at give Ordre til Stalden.

Lidt efter brød Damerne op for at gøre sig i Stand.

Da Fru Vilhelmine kom ind i sit Soveværelse, stod hendes Mand derinde. Han havde ventet paa hende, og hans Udseende forskrækkede hende. Med Hænderne bag paa Ryggen kom han hen imod hende. Hans uhyggelige Blik trængte hende op mod Væggen, og hun raabte i sin Angst:

»Hvad vil du mig? Herinde har du ikke noget at gøre!«

»Du vil ride sammen med Frandsen?« sagde han. »Godt! ... Men dersom I understaar jer til at gaa paa Eventyr, saa bliver du endnu i Aften jaget ud af Gaarden med denneher!«

Han løftede en sammenrullet NHundesvøbe, som han havde holdt skjult bag Ryggen.

»Er du gal? Er du rent forrykt? Vil du øjeblik151|kelig gaa din Vej! Ellers ringer jeg paa Pigerne, saa hele Huset hører det!«

»Det vilde blot have til Følge, at du kom paa Porten lige med det samme. Men du holder dig nok i Skindet. Du forstaar vist, at det er Alvor dennegang.«

Han gik ind til sig selv.

»Sjover!« slyngede hun efter ham; og saasnart han var gaaet, foer hun hen og laasede Døren imellem dem. Saa gav hun sig til at le – en høj, tøseagtig Latter, der fik Jægermesteren til at fare sammen. Hvad var det? ... I en pludselig Angst for, at hun virkelig morede sig over ham og fandt ham komisk, stod han nogle Øjeblikke raadvild, hvorpaa han besvarede hendes Latter med en overgiven Fløjten. Mens Taarerne stod ham i Øjnene af Ophidselse og vanvittig Forelskelse, gik han omkring i Kammeret og fløjtede Melodien til: »NHer har vi den igen, den gamle Vagtparade!«

Et Kvarterstid efter var Familjen og dens Gæster paa Vej til Follebro.

Jytte sad hos sin Fætter paa Kuskesædet. Fru Bertha og Frøken Søholm paa det bageste Sæde med Ryggen til dem. Fru Vilhelmine og Hr. Frandsen fulgte tilhest paa hver sin Side af Vognen.

Hr. Frandsen red en Nhjelmet og Nglasøjet Hoppe med Svanehals og en lille vims Halestump. Han 152| havde flere Gange holdt den tilbage i det Haab, at ogsaa Fru Vilhelmine vilde trække sig bort fra Vognen, saa de endelig kunde blive alene. Men han var stadig bleven skuffet. Jægermesterens Advarsel havde trods alt gjort sin Virkning paa den hovmodige Millionærdatter. NBastardkvindens vellystfulde Respekt for den korporlige Overlegenhed sad hende i Kroppen. Der manglede i Virkeligheden kun, for at hun skulde komme til at holde af sin Mand, at han engang gjorde Alvor af sin evige Trussel om »at Ntærske hende gul og grøn som en NSkærtorsdagssuppe.«

Hendes Lydighed rørte ham nu. Al hans Harme og Hævntørst vendte sig mod Vennen. For at haane ham gjorde han Løjer med, at Hr. Frandsens Hest, under sin Rytters forfængelige Lyst til at lade den Nkapriolere, hyppig afgav kraftige Vidnesbyrd om Fordøjelsesbesværligheder. Han lod ham vide, at det var en fæl gammel NVindsluger, Rabenfeldt der havde overladt ham, og gav i det hele sit Vid en Frihed, der gjorde Damerne urolige og Hr. Frandsen rasende.

I sin Ondskabsfuldhed kørte han samtidig Vognen længere og længere ud til Siden, saa Vennen trængtes ud mod Vejkanten. Fra NChausseen var de kommen ind paa en Sognevej, hvor der ikke var megen Plads. For ikke at komme ned i Grøften maatte Hr. Frand153|sen tilsidst søge om bag Vognen. Her red han slukøret ganske alene Resten af Vejen i det ophvirvlede Støv.

Denne fortsatte Triumf havde bragt Jægermesteren i godt Humør. Han underholdt sig med Jytte og Nlod Hestene strække ud. Fru Bertha, hos hvem der efterhaanden var dukket en Mistanke op, blev igen beroliget.

Efter en lille Times Kørsel naaede de Stedet med de udgravede Borgrester. Det laa paa Højden af en nøgen Aas udenfor en Skov. Der førte kun en Sti derop, og Damerne maatte staa af Vognen. Men der var ikke meget at se. En Murlevning paa Nen halv Snes Alen var bleven afdækket, – andet var der ikke.

Til Gengæld var Udsigten deroppe fra mægtig. Det halve Fyens Land rummedes indenfor den næsten ubrudte Synskres. En endeløs Frodighed, en uhyre Have, gennemskaaret paa kryds og tværs af de hegnede Veje, hvorimellem Markerne laa som grønne Plæner og Skovene som NBosketter.

Fru Bertha havde trukket sig lidt bort fra de andre for at være ene med sine Minder. Hun stod i Hat og Sjal med Hænderne paa Ryggen og stirrede ud over sin Barndomsegn, sine Drømmes Land. Og hendes Øjne strømmede over, mens Tankerne gik til den Ven, med hvem hun i Ungdommens Dage 154| havde delt sin frejdige Tro paa Livets NMiskundhed. – »Aa, Hjalmar! Nu er jeg dog bleven, hvad du troede jeg aldrig kunde blive: en gammel Kone, der græder over sig selv!«

Jægermesteren, der var bleven siddende paa Vognen, begyndte at knalde med Pisken, og straks efter steg de alle ned.

Det tog lidt Tid, inden de tre Damer igen kom tilsæde paa Vognen, og imens greb Fru Vilhelmine og Hr. Frandsen Lejligheden til at ride i Forvejen, først i Skridtgang, siden, da de andre begyndte at køre, i Trav. Jægermesteren, der øjeblikkelig var bleven urolig, Ngav sine Heste Tøjlen. Men da det ridende Par mærkede det, satte ogsaa de Farten op for at kunne bevare Afstanden.

Vejen førte ind gennem Skoven. Den gik i Nidelige Bugtninger, saa Fru Vilhelmine og hendes Kavaler hvert Øjeblik blev usynlige for de andre.

Jægermesteren firede stadig paa Tømmen for at indhente dem; men ved hver ny Drejning af Vejen viste det sig, at de snarest havde forøget Afstanden, og hans Ansigt blev mere og mere blodløst. Den ene af Kørehestene, der var vant til at gaa for Vogn sammen med den NFuks, som Fru Vilhelmine red, gik vældig frem med løftet Hoved. I sin Uro gav den sig tilsidst til at kalde. Den anden Hest svarede forude, og dens Raab gav Genlyd i Skoven.

155| Jytte begyndte at føle sig uhyggelig tilmode. Det skyldtes ikke saa meget selve Hændelsen. Hun havde set saa meget af den Art i sit Liv og var jo desuden forberedt. Men hun ængstedes af den vilde Kørsel, af Fætterens blege Ansigt, af Hestens urolige Kalden paa sin Mage og dennes Svar, der lød gennem Skoven som et Nødraab.

Nu blev det ogsaa Fru Bertha for Nbroget. Hun vendte sig om og sagde:

»Som du dog kører, John! Du ødelægger jo Dyrene!«

Han blev straks bange for at have røbet sig og Ntog ind paa Linerne. Men da Hesten under den højre Tømme igen rejste Hovedet med en gennemtrængende Vrinsken, kunde han alligevel ikke beherske sig.

Han løftede sig lidt fra Sædet og gav den et Par Gange af al sin Magt Piskesnærten hen ad Ryggen, saa Dyret rystede og stejlede.

»Kan du snart holde op med den Galen!«

»Men John dog! Hvad gaar der af dig!«

Det var atter Fru Bertha, der nu endelig blev klar over, hvad der gik for sig, og at Hr. Frandsen var den Forfører, som Brodersønnen havde talt til hende om.

Frøken Søholm havde Naabenbart ogsaa god Rede paa Forholdet, men hun sagde ikke noget. Ganske stille 156| sad den gamle Dame og Nskrukkede, mens de spionerende Øjne Nstod stive i Hovedet. En Tudse i Nmoareret NSilkechenille og med »NEsprit«.

Pludselig saaes Rytterparret igen forude. Det holdt stille midt paa Vejen og ventede.

»Hvor bliver I dog af!« raabte Fru Vilhelmine, da Vognen nærmede sig.

Jægermesteren blev straks igen blød om Hjertet og sagde næsten sagtmodig:

»I havde saadan et Hastværk, Vilhelmine!«

Resten af Hjemturen gik for sig i al Fredelighed. Ved Indkørslen til den brede Poppelalle, der førte op til Storeholt, sagde Hr. Frandsen Farvel og dansede afsted i en Nengelsk Galop. Det var Fru Bertha meget tilfreds med. Hun var ikke sikker paa, at hun havde kunnet dy sig for at sige denne forlorne NJunker lige op i hans Ansigt, hvad for en falsk Ven han var.

Da Vognen kørte op for Trappen, stod baade NHusjomfruen og en af Stuepigerne der for at tage imod Herskabet. Ved at se deres Miner forstod de alle straks, at der var sket noget alvorligt under deres Fraværelse.

»Hvad er der paafærde?« spurgte Jægermesteren.

Husjomfruen meddelte, at den syge Køkkenpige pludselig var bleven meget daarlig og vistnok ikke kunde leve. Doktoren havde været der kort efter, 157| at de var kørt; han havde foretaget en Undersøgelse, og det havde vist sig, at NBetændelsen i Brystet havde grebet om sig. Feberen var ogsaa stegen. Pigen var bleven meget urolig og havde bedt om at faa Præsten hentet for at blive Nberettet. Pastor Gaardbo var netop kommen og sad inde hos hende.

Damerne steg stille ned af Vognen og gik ind. Fru Vilhelmine, der var staaet af ved Stalden, kom først nu tilstede og hørte, hvad der var sket.

»Er Præsten derinde?« spurgte hun.

»Ja,« sagde Husjomfruen.A »Og jeg synes, Oline er bleven lidt roligere nu. Jeg kommer lige derinde fra.«

»Hvad er det for en Oline, der er syg?« spurgte Jytte. »Er det hende den rare, der ogsaa var her for to Aar siden? ... Tænk, det vidste jeg ikke!«

Fru Bertha var straks gaaet op til sig selv. Efter den Opdagelse, hun havde gjort paa Køreturen, taalte hun i Øjeblikket ikke at være sammen med Fru Vilhelmine. De andre Damer gik ind i Dagligstuen – ogsaa Jytte, skønt hendes Moder med et Tegn havde ladet hende forstaa, at hun gerne vilde tale med hende.

Den Tanke at have Døden i Huset havde gjort dem alle blege. Og uvilkaarlig dæmpede de deres Stemmer under Indtrykket af den højtidelige Handling, der gik for sig helt henne i den anden Ende 158| af Bygningen. Selv Jytte, som dog aldrig havde været til Alters og knap rigtig vidste, hvad der foregik ved en saadan Lejlighed, blev greben af den mysteriøse Stemning og følte Præstens Tilstedeværelse som en Betryggelse.

Hun havde stillet sig hen ved Vinduet og saae ud i Haven, hvor Skyggerne begyndte at blive lange. Og det gik her op for hende, at Pastor Gaardbo et Par Gange havde været i hendes Tanker siden de om Morgenen mødtes udenfor gamle Bodils Hus. Ogsaa hans afdøde Forlovede havde hun tænkt paa. Hvad det maatte være for en ejendommelig Mand, der trods sin egen store Sorg begyndte Dagen med at plukke Blomster til en gammel Kones Stue. Og nu stod han derinde ved den syge Piges Seng som en trolddomsagtig Besværger af Dødens Gru.

Nu hørte hun hans Stemme. Han kom tilbage gennem den lange Række af Værelser sammen med Husjomfruen, og lidt efter stod han i Døren.

I første Øjeblik generede det hende lidt at se ham i Ornat. Hun havde altid fundet den danske Præstedragt saa latterlig. Desuden holdt han i Haanden en hæslig lille Jordemodertaske, der rimeligvis indeholdt de Nsakramentale Rekvisitter. Men samtidig gjorde den lange Troldmandskjole og den store Pibekrave hans Skikkelse endnu mere fremmedartet i disse Omgivelser. Den alvorlige unge Præst stod i den 159| herskabelige Dagligstue som en rustet Udsending fra en fjern og eventyrlig Verden.

Fru Vilhelmine rejste sig og gik ham imøde med en af sine sædvanlige selskabelige Talemaader. I nogen Tid stod de ude paa Gulvet og talte sammen om den Syges Tilstand. Og ikke alene Pastor Gaardbos Person, ogsaa hans rolige Stemme med det smukke jyske Tonefald virkede besynderligt i disse Stuer, hvor man var vant til at høre Jægermesterens Drengerøst gjalde op.

»Oline bad mig om at komme igen imorgen,« sagde han. »Det er der vel ikke noget i Vejen for?«

»Ikke det mindste.«

»Hun vil i det hele gerne have, at jeg kommer og taler lidt med hende, mens hun ligger. Foreløbig taaler hun jo ikke at anstrenges, og vi faar nu se, om det vil gaa frem eller tilbage.«

»De skal altid være velkommen, Pastor Gaardbo. Vil De ikke tage Plads? Min Mand kommer vistnok straks.«

Præsten syntes at betænke sig. Hans Blik havde et Par Gange vendt sig mod det Hjørne af Stuen, hvor Jytte opholdt sig. Men pludselig bukkede han og sagde Farvel.

Kort efter stod Jytte oppe hos sin Moder, der var i Færd med at skrive et Brev.

»Var der noget, du vilde?«

160| »Ja,« sagde Fru Bertha og lagde Pennen væk. »Du talte i Aftes om, at du havde følt dig skuffet af Storeholt og helst vilde bort herfra saa snart det lod sig gøre. Jeg vil sige dig, det er gaaet mig aldeles paa samme Maade. Jeg føler alting saa uhyggelig forandret siden sidst, og det piner mig usigeligt. Jeg kan heller ikke holde ud at se paa John og Vilhelmine, og denne Frøken Søholm er vist ikke saa dum som hun lader. Hende skal man aabenbart tage sig iagt for. Dersom du vil som jeg, saa rejser vi herfra hurtigst muligt.«

Jytte havde taget en Bog fra Bordet og stod og bladede i den.

»Hvor mener du saa, vi skulde rejse hen?«

»Vi kan jo f. Eks. tage til NFanø. Saa kan du bruge Badene der. Det vil du sikkert have godt af.«

»Men gaar det an for Johns Skyld? Det vil dog vist gøre ham ondt.«

»Aa, John har saa meget for i denne Tid. Jeg tror slet ikke han vil tænke over det.«

»Men maa vi dog ikke i det mindste vente, indtil Enslev har været her?«

»Det finder jeg ikke engang nødvendigt. Det mente du jo ogsaa selv igaar.«

Jytte huskede det godt. Hun undrede sig kun over, at det ikke var længere siden.

161| »Du kan for mig gøre ganske som du vil, lille Mor! Mig er det ligemeget,« sagde hun, lagde med et træt Udtryk Bogen bort og gik ind til sig selv.