Ved Tretiden var Enslev bleven højtideligt modtaget paa Stationen af den Ndemokratiske Vælgerforenings samlede Bestyrelse, deriblandt Pastor Gaardbo. Den gamle Mand steg træt ud af Kupeen, men ved Synet af Sendemændene rettede han sig kraftigt op.

Gaardejer Peter Jensen, Bestyrelsens Formand, forestillede Deputationen, og Enslev hilste paa hver enkelt som om de var gamle Bekendte. Heller ikke overfor sin Brodersøn lod han sig mærke med, at han her saae ham for første Gang. Da han sad i Vognen, spurgte han endog, om de ikke kunde lægge Vejen til Festpladsen om ad Præstegaarden, som han ønskede at se. Det skete; og nu Nmagede han det saadan, at han blev alene med Brodersønnen 217| inde i dennes Stue, mens de andre Herrer opholdt sig i Haven. Verandadøren, der stod aaben, forlangte han at faa lukket med det Paaskud, at det trak fra den.

»Naa, saadan ser De altsaa ud!« sagde han med sit lukkede Smil, da han var kommen til Sæde midt i Sofaen. »De er Deres Mor op ad Dage! Min Bror var meget stolt af begge sine Sønner, og det havde han jo virkelig Grund til. Jeg veed, at De har vundet Dem mange Venner her paa Egnen. Og nu tænker De paa at blive Rigsdagsmand. Saadan fortæller man mig i hvert Fald.«

Den unge Præst blev lidt forvirret. Han var ikke forberedt paa denne elskværdige Overrumpling og greb til Udflugter. Spørgsmaalet laa jo ikke for, sagde han. Ingen tænkte paa at fortrænge Møller Jensen, dersom han igen Nstillede sig.

»Sæt Dem ned, kære Ven, og lad os tale lidt fornuftigt sammen,« sagde Enslev. »Jeg har paa Fornemmelsen, at De ikke rigtig har gennemtænkt den Sag. Men lad mig allerførst give Dem et praktisk Raad. Lad Dem ikke friste af et Tilbud, før De har afgjort med Dem selv, at De vil være Politiker og ikke noget andet. Tro endelig ikke, at der ingen Fare er ved at gøre et Forsøg. Valgtribunen fanger. – – Nej, afbryd mig ikke! Disse velmenende Dilettanter, som en eller anden Tilfældighed har 218| gjort til Statsmænd, er desuden som Regel ynkværdige Figurer, som bare er til Ulejlighed. Politik kræver sin Forberedelse, sine Læreaar, ganske som al anden fornuftig Virksomhed. Og Politik er i vore Dage bleven en krigerisk Profession. Den lader sig ikke forlige med nogen borgerlig Levevej, allermindst med en Præsts. Jeg veed jo nok, at det er ved at blive Mode at mistænkeliggøre os professionelle Politikere. Men det er kun Dumhedens Hævn. Vi giver dog ogsaa Folket den Garanti, at vi møder med hele vor Person som Indsats, baade vor Nøjeblikkelige Anseelse og vort politiske Eftermæle, i Modsætning til de Herrer Lejlighedspolitikere, som ingen Risiko løber. Er de uheldige med en Gæsterolle paa den store Skueplads, har de altid Privatscenen at falde tilbage paa og revanchere sig ved; den ene en Forretning, den anden en Embedsvirksomhed, den tredje en indbringende Direktørstilling. – Men hvad var det, De vilde sige?«

Pastor Gaardbo, der nu havde samlet sig, svarede roligt, at han overhovedet ikke nærede nogetsomhelst Ønske om at spille en Rolle i det offenlige Liv. Dersom han modtog Opfordringen til at stille sig ved Valget, skete det nødtvungent.

»Jeg gør det kun af pligtskyldigt Hensyn til mine Meningsfæller i Kresen. De føler sig utrygge ved 219| Tanken om, at en Mand med Balduin Hansens Anskuelser skal varetage deres Tarv i Rigsdagen.«

Udtrykket i Enslevs blyfarvede Ansigt forandredes med eet. Hans Tone ogsaa.

»Deres Meningsfæller? ... Hvordan skal det forstaaes?«

»Mine religiøse Meningsfæller. Foreløbig har henimod fire Hundrede af Kresens Vælgere erklæret, at de bliver hjemme paa Valgdagen, dersom Balduin Hansen opstilles som eneste demokratiske Kandidat. Møller Jensen derimod vil – som jeg før sagde – ingen tænke paa at fortrænge.«

Enslev tav et Øjeblik. Stokken med Guldhaandtaget – en Gave fra Folket – stod foran ham, og begge hans Hænder hvilede tungt paa den. Under de halvt nedsænkede Øjelaag mønstrede han Brodersønnen med et Nondt Sideblik.

»Møller Jensen stiller sig ikke mere. Vi har netop faaet Underretning. Men vi har i Partistyrelsen endnu slet ikke taget Stilling til Spørgsmaalet om hans Eftermand, saa alene af den Grund er denne Vælgerprotest et overilet Skridt, som De for Deres egen Skyld burde have forhindret. – Men lad mig sige lige ud, hvorfor jeg er kommen her. Det er vistnok en almindelig Mening, at jeg er her for at understøtte Balduin Hansens Kandidatur; men saadan forholder det sig ikke. Jeg er væsenlig kommen, fordi 220| jeg som Deres nære Slægtning og – jeg kan sige – som Ven har villet advare Dem mod at begaa en Letsindighed, som kan have de alvorligste Følger for Dem. Et Mytteri Dagen før et Slag betragtes efter Krigsreglerne som Højforræderi, og hvad der forberedes her i Kresen er jo virkelig intet mindre end et aabent Oprør mod Partiledelsen. Jeg vil sige Dem, det har været os – og specielt mig – en Npinlig Overraskelse at træffe netop Dem blandt de misfornøjede, da De dog fra Partiets Side har nydt ganske store Begunstigelser.«

Pastor Gaardbo løftede Hovedet.

»Jeg?«, sagde han i lidt usikker Forbavselse.

»Ja. Det kan De jo ikke være helt uvidende om. Naar De i Deres unge Alder sidder i en selvstændig Virksomhed, er det en Anerkendelse, som Partiet har vist Dem gennem sin Regering. Eller rettere – for at sige det rent ud – det er, fordi det vidstes, at man imødekom et Ønske hos mig ved at give Dem det første Embede, De søgte.«

Præsten blev brændende rød og rejste sig heftig. Med Haanden knuget om Stoleryggen sagde han:

»Det har jeg aldrig bedt om!«

»Det veed jeg. Men De har dog næppe selv kunnet tro, at De uden særlig ministeriel Velvilje blev foretrukket for saa mange ældre og maaske mere kvalificerede Ansøgere. Saa meget mindre som Sog221|nets Beboere – om jeg husker ret – stillede sig ganske indifferente. – – Men lad det nu være! Siden vi nu engang er kommen til at tale sammen, vil jeg sige alt med det samme. Det bliver maaske baade første og sidste Gang vi mødes under fire Øjne. Jeg kaldte mig før for Deres Ven. Det var ikke – som De maaske kunde tro – bare en Talemaade. Siden De første Gang optraadte som politisk Taler – det var, ikke sandt, ved et kristeligt Studentermøde – har jeg fulgt Dem med Interesse, ja – jeg kan gerne sige det – med et stort Haab for Deres Fremtid. En ledende Politiker ser sig jo altid om blandt Ungdommen efter det Kuld af Arvtagere, der engang skal føre Udviklingen videre, og der var i Deres Ord noget, der vakte Minder hos mig om min egen politiske Jomfrutale. Den blev forresten ogsaa holdt i en Studenterforsamling, hvad De maaske veed. At De saa gik hen og blev Præst, var mig unægtelig en Skuffelse. For ornatklædte Politikere har jeg siden NMonrads Dage haft en næsten overtroisk Rædsel. Men jeg har ogsaa tænkt mig, at De en Dag vilde lægge Præstekjolen for helt at kunne vie Dem til Arbejdet for den sociale Forsorg som Politiker. I den Egenskab har De jo tilmed, kan man sige, en medfødt Ret til straks at komme frem i første Linje. Og nu vil De maaske forstaa, at jeg har villet gøre et Forsøg paa at for222|hindre Dem i at begaa en af den Art Ubesindigheder, der mærker en offenlig Personlighed for Livstid.«

Pastor Gaardbo havde ondt af den gamle Mand for hans tilsyneladende Mangel paa Forstaaelse. Samtidig rørtes han over hans Oprigtighed, som han fuldt ud troede paa. Hans Svar blev derfor kun en Gentagelse af, hvad han tidligere havde sagt, at han personlig ikke havde andet Ønske end at blive i sin Præstegaard. Han nænnede ikke at sige den gamle Mand, hvor lidt det navnlig fristede ham at blive ført ind i det offenlige Liv ved ham og maaske proklameres som hans Tronarving. Han tvivlede endogsaa om, at overhovedet nogen forstandig Mand længer vilde vedgaa Arv og Gæld i Farbroderens politiske Dødsbo. Ikke engang Balduin Hansen.

Men hvad han fortav, det læste Enslevs aarvaagne Blik i hans forlegne Mine, og i samme Nu var Dødsdommen fældet over ham. Det glimtede i den Gamles Øjne som af et Øksehug. Han vidste nu, hvad han havde villet vide. Forøvrigt lod han sig ikke mærke med noget, og lidt efter rejste han sig roligt op. Der var snarest noget brudt og dæmpet i Stemmeklangen, da han sagde:

»Jeg har nu gjort, hvad jeg ansaae for min NSkyldighed. – Vil De saa behage at lade Vognen køre frem.«