Den følgende Formiddag sad Fru Bertha og Jytte alene under Kastanjerne hver med sit Haandarbejde. Fru Bertha strikkede, Jytte syede paa et Stramajbroderi. De var tyet derud saa tidligt paa Dagen paa Grund af den Ufred, der var i Huset. Der havde fra Morgenstunden været et Rykind af Folk fra Egnen, der paa Vejen til og fra Enslevs 248| Modtagelsesværelse forvildede sig i Stuerne eller slog sig ned der for at vente.

Ogsaa Balduin Hansen havde været der. Han og Enslev havde haft en timelang Samtale, og da han kom ud derfra havde han været kridhvid i Ansigtet og haft Graad i Øjnene. For Tiden var Vælgerforeningens Bestyrelse derinde for at træffe Afgørelse om Møller Jensens Efterfølger.

Fru Bertha var urolig. Strikkepindene arbejdede ujævnt. Der havde den foregaaende Aften været noget grumt i Enslevs Blik, som ikke huede hende. Hvad havde han for? Hun kendte Udtrykket fra gamle Dage, naar han havde haft Modgang. »Enslev blodtørster« plejede hendes Mand at sige, og de havde altid begge to følt sig ængstet af det. Hans Tale ved Skovfesten fandt hun ogsaa besynderlig Nuoverlagt. Hun forstod ikke, hvad der var hans Hensigt med denne voldsomme NUdæskning.

»Tror du, John bliver Rigsdagsmand?« spurgte Jytte, som om hun havde gættet hendes Tanker.

»Nej, det kan jeg ikke tro. Det vil jeg ikke tro kan være Meningen.«

»Jeg tror det. Lagde du ikke Mærke til, at Onkel Tyge og Vilhelmine iaftes spaserede længe sammen herude i Haven? Hun var aldeles Nkokliko i Ansigtet, da hun kom tilbage, og styrtede straks ind til Telefonen. Jeg hørte, hun ringede sin Far op. Idag 249| har hun da ogsaa en Mine paa, som om John allerede var Minister. Du skal se, lille Mor, du bliver ikke den sidste NGehejmeraadinde i Familjen. Det skal virkelig more mig, dersom Johns standhaftigeA Tro paa hans »lykkelige Stjerne« ikke bliver gjort til Skamme.«

Mens hun sagde dette, bredte hun sit Broderi ud paa Bordet og betragtede det med Hovedet paa Siden. Det var ikke noget Hverdagssyn at se hende med et Haandarbejde, og Fru Bertha havde da ogsaa gjort sig sine Tanker derom. Broderiet var iøvrigt ikke hendes eget. Hun havde fundet det inde hos den syge NPige. Det var bestemt til en Fødselsdagsgave, og Oline havde været bedrøvet over, at det paa Grund af hendes Sygdom ikke kunde blive færdigt til rette Tid. Jytte vilde nu overraske hende ved at sy, hvad der manglede.

»Det er saamænd slet ikke saa ilde,« sagde hun. »HavdeA det blot haft en anden Bund, kunde det være blevet hel pænt.«

»Nu mangler du ikke saa meget.«

»Jeg skal jo ogsaa være færdig med det idag. Senest imorgen Formiddag.«

»Du mener, fordi vi skal rejse. Jeg havde ellers tænkt at spørge dig, om vi alligevel ikke skal blive lidt endnu. Forholdet mellem John og Vilhelmine er jo nu meget bedre.«

250| Jytte svarede uden Betænkning, endogsaa med nogen Opfarenhed, at hun absolut holdt paa, de skulde blive ved deres Bestemmelse og rejse.

»Ja ja – som du vil,« sagde Fru Bertha, og nu tav de igen nogen Tid begge to.

»Det er sandt, Jytte – jeg hører tilfældigt, at Meta var her igaar. Det har du slet ikke fortalt mig.«

»Nej, det har jeg vist heller ikke.«

»Havde hun noget særligt paa Hjerte?«

»Hvorfor mener du?«

»Aa, jeg veed saamænd ikke. Jeg tror, jeg saae hendes Mand ved Mødet. Han har da sikkert nok været der. – – Pastor Gaardbo var en af Talerne, veed du maaske.«

»Ja. Han gjorde nok ingen Lykke.«

»Hvem har sagt det?«

»Vilhelmine fortalte, at Folk tilsidst ikke vilde høre ham.«

»Snak! Der var ganske vist nogle Spektakelmagere. Men det kan jo ikke undgaaes ved et saadant Møde, hvor der kommer alle Slags Folk. Pastor Gaardbo talte baade smukt og djærvt, synes jeg. Og det var vist den almindelige Mening.«

Saa har hun altsaa igen løjet! – tænkte Jytte, og hun skammede sig over, at hun straks havde troet paa Svigerindens ondskabsfulde Opspind. Hun havde 251| endogsaa af den Grund ligget vaagen det meste af Natten. Det var gaaet hende saa taabeligt nær, at han havde lidt et Nederlag.

»Du skal se, det bliver ogsaa nok Pastor Gaardbo og hverken Balduin Hansen eller John, der kommer til at gaa af med Sejren ved Valget her«, sagde Fru Bertha. »Det har jeg en Anelse om.«

»Pastor Gaardbo? NHvor falder du paa det? Det er jo ikke engang sikkert, at han Nstiller sig.«

»Jo, det gør han nok. Men det bliver ikke med Enslevs gode Vilje, og derfor er det ikke værd, vi snakker til ham om det.«

»Men hvordan kan han saa blive valgt?«

»Han hjælper sig selv – tænker jeg. Og han er en frygtløs Mand.«

Jytte, der havde set halvt forskrækket op, bøjede sig igen over sit Broderi. Hun vilde ikke spørge om mere.

»Der var ogsaa en anden Præst, der talte ved Mødet igaar,« sagde Fru Bertha efter en ny, længere Pavse. »En meget mærkelig Person.«

»Var det ham, der blev talt saa meget om iaftes ved Bordet?A«

»Ja. Han var et højst mærkværdigt Menneske. Han gjorde vist i Grunden Indtryk paa Folk.«

»Du synes maaske, han talte bedre end Pastor Gaardbo?«

252| »Aa du, de var saa ganske forskellige, saa de lader sig slet ikke sammenligne. Den Pastor Vestrup er vist lidt forstyrret i Hovedet. Meget af, hvad han sagde, var baade dumt og plat. Men der var alligevel en Del, som jeg godt forstod. Jeg vilde ønske, du havde hørt ham. Men han havde rigtignok et Udseende, som man kunde blive bange for.«

Fru Bertha havde lagt Hænderne med Strikketøjet ned i sit Skød og saae hen for sig i Tanker. Da vaktes hun op af Frøken Søholms Fløjteskalaer, der trængte ud til dem oppe fra hendes Vindu.

»Nu begynder hun virkelig igen. John har dog udtrykkeligt forbudt hende at øve sig, saalænge Enslev er her.«

»Aa – hun er vist sindssyg!« sagde Jytte, der havde samlet sine Sager sammen og nu rejste sig.

»Gaar du?«

»Ja, jeg kommer til at tænke paa, at jeg har lovet John at hjælpe ham med Bordpynten. Vilhelmine er jo saa hemmelighedsfuldt optaget idag. Gud veed, hvad det er, hun har for.«

Paa Vejen ind mødte hun Enslev. Han stod paa Verandatrappen med sin brede Hat i Haanden og var faldet i Tanker. Han saae saa bøs ud, at hun helst var gaaet udenom ham; men han standsede hende ved at række Haanden frem. Og straks for253|andredes hans Udtryk, og Skælmen kom frem under de mørke Buskebryn.

»Du altid flygtende NDiana! ... Dig har jeg jo næsten ikke set. Vil du love mig at sørge for, at jeg faar dig ved Siden af mig ved Frokostbordet? Der kan du ikke rende fra mig. Og jeg vil dog nok høre lidt om, hvad for Skarnsstreger du har bedrevet, siden vi sidst saaes.«

»Jeg faar vist ikke Lov til at nyde saa stor en Ære, Onkel Tyge.«

»Det er en Ordre – forstaar du! Hvor er din Mor?«

»Hun sidder derhenne under Træerne.«

»Godt! Paa Gensyn!«

Han stavrede med lidt Besvær ned ad Trappen, og Jytte vovede ikke at tilbyde ham sin Arm. Hun vidste, at intet kunde Nopirre ham mere, end at Folk lod ham mærke, at de tænkte paa hans Alder eller hans svage Fod.

»Naa, der sidder NFru Justitia og strikker! Det er en sund Beskæftigelse, som jeg tidt kan misunde Kvinderne. Jeg var forresten engang lige ved at lade mig overtale til at lære den Kunst. Der var en gammel Dame, som paastod, at der ikke var den LyksalighedsfølelseA, man ikke kunde strikke sig til. Under alle Sorger og Bekymringer tyede hun selv til 254| NStrikkestrømpen ligesom andre til Andagtsbøger eller beroligende Pulvere. Nu kan jeg undertiden fortryde, at jeg ikke gjorde Alvor af at gaa i Lære hos hende.«

»De har jo Deres Hus og Deres Blomkaalshoveder,« sagde Fru Bertha. »Kan de ikke gøre samme Nytte? Da jeg sidst talte med Dem, fortalte De mig, at De først nu havde fundet Deres egenlige Kald. Jeg kan huske, De tilbød mig endogsaa et Væddemaal om, at jeg aldrig mere skulde se Dem paa en Talerstol. Det Væddemaal havde De altsaa tabt.«

Enslev stod med Stokken foran sig og saae en lille Tid grundende ned mod Gruset.

»Ja, jeg har alle Dage været et godtroende Fæ. Jeg bildte mig ind, at Fremtiden var saa temmelig betrygget. Jeg syntes ogsaa nok, at jeg kunde lide at leve mine sidste Aar i Slobrok og NPampusser ... og maaske skulde jeg virkelig være bleven i min Kakkelovnskrog. For jeg gør mig vist forgæves Ulejlighed. Jeg ser tydeligt, hvor det hele bærer hen ... Frihedsglæden er hos Folket en Søndagsfølelse, som tilnød kan holde sig Mandagen over. Allerede om Tirsdagen begynder de fleste at længes tilbage til NTugten og Tvangen og Ydmygelsen. Jeg maa ofte tænke paa, hvad jeg har læst om Livsfanger, der som ældre Folk slipper ud af Fængslet. De gaar Resten af deres Liv og gemmer paa en hemmelig Hjemve efter Cellen og Haandjernene.«

255| Fru Bertha sagde:

»Resultatet af Forhandlingerne med Vælgerforeningen har nok ikke været efter Ønske, kan jeg høre.«

»Resultatet? Vi er slet ikke kommen til noget Resultat. Her som alle Steder i Landet Ntuder Uglerne. Vi skal mødes igen om tre Timer, men jeg tvivler om, at der bliver Enighed. Balduin Hansen har iøvrigt med prisværdig Resignation tilbudt at trække sig tilbage til Fordel for en neutral Tredjemand, som begge Parter kan enes om; men heller ikke det Forslag har NPræstepartiet villet gaa ind paa, skønt de meget godt indser, at de ved deres Vægring giver NHøjre en Chance for at tage Kresen fra os. Det er mit Indtryk, at der af NIvrerne paa den Side direkte arbejdes for en Sprængning.«

»Præstepartiet?« sagde Fru Bertha. »Vil De fortælle mig, Enslev, hvorfor har De aldrig omtalt Deres Brodersønner for os? Jeg synes at forstaa paa Dem, at De heller ikke nu vil anerkende Pastor Gaardbo som Slægtning.«

»Har jeg maaske ikke Grund til det? ... Men det kan vi tale om en anden Gang. Jeg kom herhen, kære Fru Justitia, for at invitere Dem til en lille NPromenade i Haven. Jeg har netop nogle Minutter til min Raadighed. Hvad siger De om at lade Verden blunde en halv Time, mens vi spaserer rundt 256| og agerer Børn, der ser paa Blomsterne og nyder Solen?«

»Aa jo ... det vil jeg gerne.«

Der var i Enslevs Holdning overfor Fru Bertha et Galanteri, som ellers var ham ganske fremmed og forresten heller ikke klædte ham. Det skrev sig fra deres Bekendtskabs tidligste Tid, da Fru Bertha og hendes Mand endnu sad ovre i NBirkedommerboligen paa Samsø. Enslev, der allerede dengang var en af Venstres Førere, blev kaldt derover til et Folkemøde, og det var i Virkeligheden mere den unge Frues Skønhed end hendes Mands politiske Betydning, der oprindelig fik ham til at interessere sig for Birkedommerens Valg til Rigsdagen og Familjens Overflyttelse til København. Til Held for Venskabet havde Fru Bertha dog aldrig fuldt forstaaet hans Hensigter. Med sit Væsens friske Umiddelbarhed havde hun taget mod hans Nbjørneagtige Kur uden for Alvor at mistænke den allerede aldrende Mand. Derfor var hun nu en af de faa Damer fra de højere Selskabskrese, som Enslev følte nogen virkelig Agtelse for. Naar han kaldte hende Fru Justitia, var det ikke, som Folk troede, blot fordi hendes Mand havde været Justitsminister i et af hans Ministerier. –

Jytte var imidlertid gaaet ind gennem Stuerne og havde i NKabinettet foran den store Spisesal truffet 257| sin Fætter. NJægermesteren gik rastløs op og ned ad Gulvet med Hænderne i Vestens Ærmegab og talte højt med sig selv. Da han opdagede Jytte, foer han hen og greb hende i Armen.

»Jeg saae, du stod og talte med Enslev. Hvad sagde han? Talte han noget om Resultatet af Forhandlingerne? Bestyrelsen er jo gaaet. Jeg saae det jo.«

»Jeg aner ikke det mindste. Hvorfor spørger du ikke ham selv?«

»Ja, det vil jeg ogsaa gøre. Denne Spænding er ikke til at udholde. Du kan begribe, hvad denne Dag betyder for mig! Jeg vil sige dig det lige ud: Alting staar paa Spil! Lykkes det mig ikke dennegang at bryde Modstanden, er jeg en ruineret Mand. Saa har jeg ikke andet at gøre end at skyde mig en Kugle gennem Hovedet. Jeg vil ikke længer staa for alles Øjne som en Nar.«

Jytte fandt ham saa ynkværdig, at det skar hende i Hjertet.

»Hvad var det, jeg skulde hjælpe dig med?«

»Hjælpe mig med?«

»Ja, var det ikke Borddækningen?«

»Javist! ... Undskyld, jeg kan ikke samle mig! Jeg skal jo nemlig ogsaa holde en stor Tale for Enslev, og den skulde gerne høre til en af mine bedre! Jeg har derfor allerede nu maattet arrangere 258| Bordet. Vilhelmine er jo optaget. Hun sidder oppe i sin Stue sammen med sin Tante og laver denne Liste over Inventaret og Malerierne, og den haster det med. Hendes Far skal have den sendt pr. Telefon inden Klokken to.«

»Hvad er det for en Liste?«

»Ja, det er sandt! Det kan du jo ikke vide. Det er ogsaa ligemeget ... Du maa virkelig undskylde. Jeg staar og vrøvler. Det er NBrandassurancen, der har forlangt den Liste. Men nu skal du se mit Arrangement. – Ganske fikst, ikke sandt?«

De var gaaet ind i Spisesalen, der i Anledning af Dagen var bleven smykket med fire lange NGuirlander. De hang i Buer fra Midten af Loftet til hver sit Hjørne. Ogsaa paa Væggene var der Blomsterdekorationer. Efter Enslevs Ønske skulde der spises Frokost ude i Haven, saa man havde allerede kunnet begynde paa Borddækningen.

Ovenpaa Rødvinsglassene laa Navnekortene. Jytte gik langs den ene Bordside og læste: Amtsraadsmedlem J. Mosegaard. Sogneraadsformand P. Jensen. Dyrlæge Magens. Redaktør Danielsen. Pastor Gaardbo. –

Pastor Gaardbo – gentog hun for sig selv og standsede. Det kunde ikke være rigtigt! ... Han gik jo ikke i Selskab!

Indbydelserne til den improviserede Festlighed var først udgaaet den foregaaende Dag ved et ridende 259| Bud, og det var ikke engang faldet hende ind, at han kunde være indbudt.

»Du undrer dig maaske over den Navneseddel,« sagde Fætteren ovre fra den anden Side af Bordet. »Jeg var jo nødt til at invitere ham. Manden er i Bestyrelsen. Han har mærkværdig nok endnu ikke sendt Afbud, saa vi er ogsaa nødt til at reservere Plads til ham. – Undskyld mig forresten et Øjeblik! Jeg kommer straks. Min Mave er bleven ganske rebelsk!«

Jytte havde følt sit Hjerte standse et Øjeblik. Men nu faldt det hende ind, at Pastor Gaardbo naturligvis vilde komme her for Enslevs Skyld. Det var jo hans Farbror. Det havde hun underligt nok ikke tænkt paa. – – Det havde vel nok været bedst for dem begge to, om de havde undgaaet et nyt Møde; men hun var alligevel nu glad ved, at hun fik Lejlighed til at sige ham ordentlig Farvel.

Hun var ene i Stuen og blev ved at se paa hans Navn. Hun huskede, hvor kønt og varmt og landlig hyggeligt det havde lydt for hende den første Gang hun hørte det derude i Haven. Gaardbo. Det lød af NTøjreslag og Lærkekvidder. Men Pastor Gaardbo. Saa hørte hun straks hans Præstetone, der var hende saa meget imod. Hun kunde næsten ikke taale, at han talte til hende om sit Gudsforhold.

260| Endnu i deres sidste Samtale havde han i sin utrættelige Missionsiver været inde paa Emnet. Han havde sagt, at han ikke forstod, hvordan et alvorligt Menneske kunde leve uden Gud. For at afvise ham havde hun nævnet hans egen Broder, og han havde da svaret hende med et Ord, der oprørte hende.

»Min Broders Nhuslige Lykke fylder ham foreløbig helt,« sagde han næsten vemodig. »Den Dag, Sorgen banker paa hans Dør – og den Dag kommer jo for ethvert Menneske – da vil ogsaa han søge Hjælpen der, hvor den alene er at finde. Det er et Haab, jeg aldrig kan slippe.«

Hun kunde huske, at hun i sin Forargelse havde været lige ved at spørge ham, om hans afdøde Kæreste havde været Kristen, eller om han ogsaa kun havde holdt af hende i den bestemte Forventning, at Sorg og Lidelse eller hans egen daglige Paavirkning engang skulde gøre hende til det. Det Stueorgel, han havde anskaffet til hende, kunde jo godt tyde paa noget i den Retning.

Hun forstod ham ikke. Hvor kunde han, som var saa hjælpsom og god og kærlighedsfuld, samtidig være saa umenneskelig uforsonlig? Vidste han da ikke, at ethvert Menneske, i hvert Fald enhver Kvinde, vilde elskes for sin egen og ikke for sine Meningers, ikke for sin Tros Skyld? ... Der havde denne søvn261|løse Nat sneget sig en Mistanke ind paa hende, og hun havde ikke siden kunnet blive den kvit. Hun havde spurgt sig selv, om det var saa sikkert, at hans Forlovede var død ved et Ulykkestilfælde. Selv om hun Nogsaa havde været Kristen, var det da Nurimeligt at tænke, at hun havde taget Livet af sig i et Anfald af Skinsyge og Had til denne Gud, som altid var i hans Tanker og var ham dyrebarere end alt andet i Verden? Og havde hun ikke været det, saa maatte hun jo næsten før eller senere være bleven drevet ind i Døden af hans forbryderiske Selvretfærdighed ...

Hun hørte nogen komme og gik hurtigt videre langsmed Stolerækken.

Det var Fætteren, der kom tilbage med en Cigaret i Munden. »Jeg er kommen til at tænke paa, at vi vist alligevel godt kan stryge Præsten,« sagde han. »Det maa jo betragtes som ganske udelukket, at han kan komme her efter den NAfbankning, Enslev gav ham igaar paa Mødet. Det var en offenlig Brændemærkning, som vil mindes længe af enhver, der var saa lykkelig at overvære den.«

»Onkel Tyge?« sagde Jytte.

»Ja. Paa en anden Maade kan man jo nok sige, at det var en lidt uhyggelig Affære. I Betragtning af Familjeskabet, mener jeg. Men Enslev er en sand NCato, der ikke kender den Slags Hensyn, naar det 262| gælder det heles Vel. Dersom der endnu er nogen Retfærdighed til, saa er Pastor Gaardbo færdig nu som offenlig Person. Hans Lumskeri er afsløret, saa enhver kan se det. Dertil kommer saa hele hans Optrædens Ynkelighed –.«

»Tak. Det er besørget.«

»Hvad mener du?«

»Jeg siger, det er allerede besørget. Vilhelmine har paataget sig Ulejligheden ... Men du lyver naturligvis. Det er ikke sandt, hvad du fortæller der om Onkel Tyge. Ja, for engangs Skyld siger jeg det, som jeg mener det. I er lige tarvelige begge to.«

»Jytte! Hvad gaar der dog af dig? Er du bleven ren forrykt? ...«

Men hun havde vendt ham Ryggen og gik bort, op til sig selv. Paa Vejen op ad Trappen mærkede hun, at det svimlede for hende, og da hun kom ind paa sit Værelse og saae sig i Spejlet, forfærdedes hun over sit Udseende.

»Ja,« tænkte hun og trykkede begge Hænderne for Øjnene. »Det er godt, vi kommer herfra. Det er paa høje Tid.«

Fru Bertha og Enslev havde imidlertid tilendebragt deres Rundtur i Haven. De sad paa en Bænk midt i Solen bag den store Plæne, og Enslev havde igen givet sig til at tale om Politik.

»Forholdene her i Kresen er typiske. For blot 263| tre-fire Aar siden vilde Balduin Hansens Valg have været fuldkommen sikkert ... Det gør mig ondt for ham. Han har gjort et stort Arbejde, og Mandatet var jo længe lovet ham; men som Forholdene nu stiller sig, anser jeg hans Kandidatur for haabløs. Og veed De, hvem der modarbejder ham?«

»Nej.«

»Tyrstrup! Jeg veed det nu med Sikkerhed. Balduin Hansen skal engang have haft en Konflikt med sine gejstlige Foresatte, og denne gamle Affære har Præstepartiet nu gravet op for at benytte den imod ham i Valgagitationen. Derfor vil Tyrstrup ikke have ham. Det tegner Manden, som han nu er bleven! Det er den nye Kurs, der skal styres! Han vil etablere et Jovialitetens Tusindaarsrige, hvor alle Modsætninger forliges efter den gamle, prøvede Maksime: Sammenrottelse gør stærk!«

»Og nu vil De altsaa forsøge at faa min Brodersøn valgt i Stedet for?«

»Ham eller en anden! Blot en fuldt ud paalidelig Mand, hvis Valg kan gennemføres. Balduin Hansen har jeg, ærlig talt, heller ikke selv brudt mig synderlig om. Han er saa fuld af vidtløftige Ideer og har saa mange Særinteresser. Og jeg sætter ikke Pris paa Politikere med Særinteresser.«

»Men jeg begriber ikke, Enslev, hvor De kan tænke 264| paa at faa min Brodersøn valgt her. Jeg tror ikke, at der er den allermindste Stemning for ham.«

»Stemningen kan komme under Valgkampagnen. Det er en Erfaring, De selv maa have gjort i sin Tid. Og vi har i Redaktør Danielsen en Mand med megen NSlagfærdighed. Balduin Hansen har desuden lovet for Sagens Skyld og af gammelt Venskab for mig at arbejde for Deres Brodersøns Valg. Hans Kandidatur har efter min Mening ogsaa den Fordel, at den vil modvirke Faren, der truer fra Højre i den nuværende Situation. Han har vist adskillige personlige Venner i det Parti. Og man hverver sine Hjælpetropper, hvor man kan faa dem.«

Fru Bertha sad i sin tankefulde Stilling med Hænderne i Skødet og stirrede ud for sig.

»Ja ja. De har velsagtens Deres Planer, som De ikke fortæller mig. Jeg synes nu alligevel, jeg har en Forpligtelse til at sige Dem – at betro Dem, Enslev – at min Brodersøns økonomiske Stilling er stærkt truet.«

»Jeg veed det. Men det Forhold vil blive ordnet.«

»Ordnet? ... Hvordan dog det?«

»Han har jo en rig Svigerfar, som vel nok forstaar at vurdere et Rigsdagsmandat. I hvert Fald gør hans Datter det – den unge NJægermesterinde her.«

»Aa, er det dem! ... Blot min letsindige Brodersøn saa ikke kommer endnu dybere ned i Ulykken! 265| ... Enslev! Jeg kan huske, De kaldte Dem engang for NDaarernes Formynder. Vær det ogsaa i dette Tilfælde!«

Herpaa svarede han ikke. Han talte videre om Valgudsigterne og sagde:

»Og hvad nu mine omtvistede Planer angaar, saa maa jeg erindre Dem om, hvad jeg erklærede igaar paa Mødet. Jeg har ingen anden Hensigt end at hjælpe vor fælles Ven Tyrstrup til et godt, demokratisk Valg. At han i sin Uforstand og forunderlige Sorgløshed foretrækker daarlige og upaalidelige Hjælpere, kan ikke være en Rettesnor for mig. Jeg vil ikke se roligt paa, at de møjsomt vundne Resultater af to Generationers Kamp og Arbejde saa letsindigt sættes paa Spil.«

»Resultaterne?« sagde Fru Bertha. »Er det ikke netop dem, der skræmmer?«

Enslev vendte sig imod hende med et hvast Blik under de sænkede Bryn.

»Hvad mener De?«

»Aa – jeg synes tidt selv, at det hele ser saa haabløst ud. Det er jo slet ikke blevet til, hvad vi ventede.«

Enslev sad med begge Hænder paa Stokkens Guldhaandtag. Han havde igen taget Blikket til sig, og over hans Ansigt lagde der sig et dybt Mørke.

»Menneskene har en kort Hukommelse,« sagde 266| han. »Fortiden ligger altid for os i en falsk Belysning, og NØjeblikket miskendes. Det kan vistnok være en Lykke for den enkelte, at vi har saa let ved at glemme vore Lidelser og fornægte Savnene, naar de først er tilfredsstillet; men for Menneskelivet i sin Helhed er det en uhyre Ulykke. Det er maaske derfor en Politikers Nallerførste Opgave at være sit Folks altid vaagne Hukommelse. Og det er netop paa det Punkt, at Tyrstrup forsynder sig. De unge i vor Tid har faaet Friheden i Vuggegave og anser den af den Grund for en selvfølgelig og ufortabelig Ting. De har aldrig maattet undvære den; derfor skønner de ikke paa den. De har ikke erhvervet den, ikke stridt og lidt for den; derfor kender de ikke Angsten for at miste den – ja de forstaar den ikke engang og mener, at man ser Spøgelser ved højlys Dag. Men jeg bryder mig ikke om NBarnesnak! Vil Tyrstrup ikke forstaa min Advarsel dennegang, skal vi slaas! – Dersom Deres Ven Torben Dihmer ikke var gaaet hen og bleven skør i Hovedet eller hvor det nu er, saa havde jeg maaske forsøgt en Kampagne sammen med ham. Nu maa jeg se mig om efter andre Hjælpere, dersom det gøres fornødent. Kan jeg nu ved Valget skaffe mig et fuldt paalideligt Følge blot paa en Snes Mand, saa skal jeg tvinge Tyrstrup til at lægge Roret om.«

267| Fru Bertha lagde bønfaldende sin Haand paa hans Arm og sagde:

»Enslev! Gør det ikke! De har i Deres Liv vundet saa mange glimrende Sejre, som vil mindes. Hvorfor vil De udsætte Dem for at komme til at slutte med et Nederlag?«

»De Ntrøster godt! ... Men jeg lader mig ikke skræmme. Faar jeg blot tredive fuldt paalidelige Mænd ... ja bare tyve, saa skal der endnu engang tages et NNappetag om Folkets Fremtid i Danmark! ... Hvem er det, der kommer der?«

»Det er NHusjomfruen. Hun har velsagtens en Besked til Dem.«

»Redaktør Danielsen,« meldte Husjomfruen.

»Godt. Det er ham, jeg har ventet paa. Ja, saa er min Hyrdetime forbi, Fru Justitia. Vi ses vel ved Frokosten?«