Middagsgæsterne var bedt til Klokken halv syv. Af Hensyn til Bønderne og for i det hele at give Festligheden en folkelig Karakter lød Paaklædningsordren paa NFrakke.

Den første Gæst, der kom, var Pastor Gaardbo. Han fandt til sin Skuffelse Fru Vilhelmine og Frøken Søholm ene i Dagligstuen, den sidste i vinrød Silke og Halvhandsker. NJægermesteren var endnu 268| optaget inde i Spisesalen, hvor Bordordenen for tredje Gang skulde forandres, fordi adskillige af de Indbudte i sidste Øjeblik havde sendt Afbud. Han var i den Anledning nervøst oprevet og havde maattet tage NDraaber. Han havde ikke kunnet faa oplyst, om der ved Valgudvalgets sidste Møde med Enslev var truffet nogen Bestemmelse; men han kunde af de mange Afbud forstaa, at det var kommet til et Brud.

Pastor Gaardbo kæmpede længe fortvivlet for at holde en Samtale igang. Fru Vilhelmine var meget unaadig. Hun havde straks forstaaet, hvorfor han var kommen i saa god Tid, og hun saae ogsaa nu, hvor forandret han var. Den ellers saa rolige Mand dirrede af Nervøsitet.

Præsten vidste tilsidst ikke bedre end at benytte Lejligheden til at lægge et godt Ord ind for en Plan, som han og nogle af hans Menighedsvenner i den sidste Tid havde beskæftiget sig med. Den galdt Oprettelsen af nogle Vuggestuer omkring i Sognet. Han skildrede de sørgelige Forhold, hvorunder mange Fattigfolks Smaabørn levede, naar begge Forældrene maatte gaa paa Arbejde; hvordan de undertiden laa fastsurret i Sengene hele Dagen uden at faa hverken vaadt eller tørt for ikke at komme nogen Ulykke til.

Fru Vilhelmine, der begyndte at frygte for, at det skulde ende med et Frieri til hendes NPortemonæ, lod ganske uforstaaende. Frøken Søholm derimod op269|fattede hans Fortællinger som selskabelig Underholdning og tilkendegav ham sin Anerkendelse med hyppige Udbrud.

»Hvor interessant! ... De stakkels Unger! ... Tænk, at det er Virkelighed!«

Saa opgav Pastor Gaardbo ogsaa dette Emne og tav stille. NTil al Lykke aabnedes Døren lidt efter for en ny Gæst.

Det var Redaktør Danielsen, Enslevs fynske NÆrendsvend, en yngre, rundrygget Mand med et stort Smil i et fedt skinnende Fuldmaaneansigt. Enslev plejede at sige om ham, at han saae ud, som om han var kommen til Verden gennem Smørhullet i et Fad Grød.

Han hilste paa Præsten som Katten paa Hunden. Han kom just fra en ny NKonference med sin Herre og havde her faaet tildelt den Opgave at gennemføre Jægermesterens Valg ved ethvert Middel.

Døren gik igen op. Gæsterne begyndte at fylde Stuen. Efter et Kvarterstids Forløb var Selskabet samlet, og Enslev viste sig. Man gik straks tilbords. Hædersgæsten førte Husets Frue, Jægermesteren sin Tante, mens Amtsraadsmedlem Jørgen MosegaardA skred afsted med Lorgnetten paa Næsen og Frøken Søholm under Armen.

Jyttes NKavaler var den gamle Dyrlæge, en døv Mand, der gjorde hende den Tjeneste at passe sig selv og lade hende i Fred. Lige overfor hende paa 270| en af Hæderspladserne sad Balduin Hansen som et marmorblegt Gravbillede af sig selv. Pastor Gaardbo skulde oprindelig ogsaa have haft Plads her; men da Fru Vilhelmine opdagede det, havde hun flyttet hans Navnekort hen til den anden Ende af Bordet saa langt fra Jytte som muligt.

Enslev var i ondt Lune og skjulte det ikke. Hans mørke Blik gled stadig ned langs Gæsternes Rækker som for at undersøge, hvem der manglede. Han havde ogsaa frabedt sig Taler.

For at erstatte de Folk, der var bleven borte, saa deres Fraværelse ikke skulde blive for iøjnefaldende og Bordet ikke skæmmes af tomme Pladser, havde Værten tilsidst sendt Indbydelser ud i Flæng, og det var et højst broget Selskab, han efterhaanden havde faaet samlet til Ære for den store Mand. Blandt andre var begge Storeholts Underforvaltere og Kontoristen paa Mejeriet i sidste Øjeblik bleven pyntet op med laante Frakker for at forestille Npolitiske Tillidsmænd.

Jægermesteren følte sig som paa et gyngende Skibsdæk, og da han ikke havde sine Draaber hos sig, tog han sin Tilflugt til de Nhede Vine. Ogsaa de fleste af Gæsterne befriede sig lidt efter lidt for Stemningens Tryk ved Hjælp af den gode Mad og de mange Vinflasker. Paa adskillige Kinder blomstrede allerede de rødeste Roser.

271| Fru Bertha sad med Hænderne haabløst i Skødet. Hun syntes, det var saa sørgeligt at se Enslev i dette Selskab, hvor saa mange af Egnens bedste Mænd manglede, og hun blev grædefærdig ved at tænke paa, at han nu maatte bringe Stakler som hendes Brodersøn til Ære og Værdighed for at opretholde sin Magt. Hvor skulde dette ende? John som Rigsdagsmand. Det var en uhyggelig Farce. Saa maatte Undergangen være nær! ... Hele Dagen havde hun set den gamle Grandtantes mørke Skikkelse for sig og hørt hendes Gravrøst lyde for sit Øre. »NHævnen hører mig til.«

Jyttes døve Bordherre havde ogsaa faaet Mæle nu. Og pludselig hørte hun ham nævne Pastor Gaardbo. Han forundrede sig over, sagde han, at Præsten var kommen her iaften, da han og Enslev dog nu var Modstandere.

»Enslev har jo ligefrem undsagt ham, og det har han virkelig ogsaa haft Grund til. Det er skammeligt at komme her og skabe Uro i Kresen, saa vi maaske nu gaar hen og taber den til NHøjre. Det havde jeg rigtignok ikke troet om Pastor Gaardbo.«

Jytte sagde ingenting. Fra det Øjeblik, hun havde set Pastor Gaardbo inde i Dagligstuen, vidste hun, at det ikke var for Farbroderens Skyld han havde overvundet sig til at gaa herhen og sidde tilbords med saa mange af sine Uvenner. Hans Blik havde 272| sagt hende det. Endnu havde de dog ikke talt med hinanden. Af Frygt for Svigerindens Øjne var hun ikke gaaet hen til ham, skønt han hele Tiden havde staaet alene. Det var en Fejghed, som hun nu skammede sig over.

Hun var begyndt at forstaa, hvad det var, der foregik her. Ved Frokosten havde Enslev med tydelig Hensigt givet sig til at snakke om sin Brodersøn. Han havde talt om hans smukke Præstegaard og sagt, at han nu blot trængte til at faa sig en Kone, som svarede til Omgivelserne. »Saa vilde de politiske Nykker nok gaa af ham.« Hun havde bagefter spurgt sin Moder om, hvad Enslev havde sagt om Pastor Gaardbo ved Mødet den foregaaende Dag, og Moderen havde i Begyndelsen nødig villet ind paa Sagen.

Nu havde hun desuden iagttaget Vilhelmine, der mere og mere frækt indspandt Enslev med sin Elskværdighed. Og øjensynlig havde hun Held med sine Forførelseskunster. Enslev tøede mere og mere op, og tilsidst udbragte han hendes Skaal med et Par spøgefulde Ord.

Inde i Havesalen, hvor Kaffen blev anrettet, beholdt han hende ogsaa hos sig. Han satte sig i en af Sofaerne med en Cigar og anviste hende halvt bydende Pladsen ved sin Side. Og her samlede han nu om sig en Halvkres af opmærksomme Tilhørere, som han un273|derholdt med morsomme Anekdoter om sine Medarbejdere eller sine Modstandere fra NKamptiden. Ethvert Spørgsmaal om NØjeblikkets Politik afviste han derimod.

Jytte kom derind for at finde Pastor Gaardbo. Trodsen var kommen op i hende nu. Hun ønskede at række ham Haanden her for alles Øjne.

Hun traf ham ude paa Verandaen, hvor han stod i Samtale med hendes Mor, og hun kunde se det paa hans urolige Øjne, at de længe havde søgt hende. Moderen gik kort efter ind; men de blev dog ikke alene. Flere af Middagsgæsterne opholdt sig derude for Aftenkølighedens Skyld. De stod i en Gruppe henne i den modsatte Ende og var meget højrøstede. Inde i Havesalen var de elektriske Kroner og Lamper bleven tændt, og det lighvide Lys skar sig grelt ind i Havens Dæmring.

Da Jytte saae, at Pastor Gaardbo holdt sin Hat i Haanden, spurgte hun ham, om han var ved at gaa; og hun føjede straks til, at hun godt forstod, han ikke befandt sig vel i dette Selskab. Han burde slet ikke være kommen her.

»Det er ikke for Selskabets Skyld, jeg er her,« sagde han stille. »Men jeg har hørt, at De skal rejse. Imorgen allerede. Min Svigerinde har fortalt mig det. Og jeg maatte tale med Dem endnu engang. De tilgiver mig, at jeg siger det ... Men har 274| De noget imod at gaa ned i Haven? Her er saa uroligt og beklumret.«

Jytte stod længe uden at svare. Tilsidst vendte hun sig fra ham med en Hovedbøjning.

»Jeg gaar blot ind efter mit Sjal.«

Da hun var kommen tilbage og de fulgtes ned ad Trappen, mærkede hun godt, at de før saa højrøstede Herrer stak Hovederne sammen og hviskede. Men det var hende ligegyldigt. Hun havde i Øjeblikket kun een Tanke: at det Uafvendelige var over hende, og at hun for sin egen Skyld maatte have en Afslutning.

De gik omkring den store Græsplæne og videre gennem Havens brede Midt-Allé af Popler. Præsten tog igen sin Hat af. Hans Ansigt var blegt, og han tørrede sig flere Gange med sit Lommetørklæde over Panden.

For Enden af Alleen var der en aaben Pavillon med et Bord og nogle Siddepladser. Her gik de ind. Det kom ganske af sig selv. Som efter en stiltiende Aftale satte Jytte sig paa Bænken bag Bordet, Præsten paa en Stol i nogen Afstand. Han sad der foroverbøjet med Hatten mellem sine urolige Hænder.

»Frøken Abildgaard, De maa give mig Lov til at tale aabenhjertigt til Dem. Jeg har saa meget at sige Dem; jeg veed kun ikke, hvordan jeg skal faa 275| det sagt, saa jeg ikke krænker Dem. Min Svigerinde fortalte mig iaftes om sit Besøg hos Dem, og jeg kunde mærke paa hende, at De havde forskrækket hende lidt med Deres Udtalelser om forskellige Ting. Jeg sagde til hende, at man ikke skulde tage den Slags Stemningsudbrud for alvorligt, og det gjorde jeg da heller ikke selv. Jeg kender Dem jo. De bruger gerne Deres Ord som en Slags Fugleskræmseler til at holde Dem Nysgerrigheden fra Livet med. Derfor har Folk i Almindelighed en saa forkert Mening om Dem ... Fornærmer det Dem, at jeg siger det?«

Jytte rystede paa Hovedet. Hun sad bøjet frem over Bordet med Haanden under den Kind, der vendte mod ham, saa han ikke kunde se hendes Ansigtsudtryk. Med den anden Haand drejede hun paa en Majolikakrukke, der stod foran hende.

»Jeg har set rigtigt – ikke sandt? Den Frøken Jytte Abildgaard, som Verden kender, er ikke den virkelige, ikke den sande? Det har jeg anet fra den første Gang, jeg saae Deres Øjne. Jeg maa have Lov til at sige Dem det ... Det var den Morgen, jeg mødte Dem og Deres Mor udenfor gamle Bodils Hus, om De husker det. Der var i Deres Blik en stum Sørgmodighed, der fik mig til at tænke paa en NStorfugl i Fangenskab. Ja, nu synes De maaske, at jeg forsøger paa at smigre Dem; men saadan var 276| mit første Indtryk af Dem, og jeg er ikke kommen bort fra det siden. Men De veed det selv, Frøken Abildgaard, at De ikke hører hjemme i den Verden, man har spærret Dem inde i. Det har jeg mange Gange mærket paa Dem. Og det var jo ogsaa ganske umuligt, at De med Deres fribaarne Natur kunde finde Dem tilrette i det Selskab, som De her og andetsteds færdes i. Men det skal jeg ikke tale om igen. Nu skal De altsaa rejse herfra, og jeg skal ikke længer have den Glæde at se Dem og tale med Dem. Jeg kommer vel ogsaa i den nærmeste Fremtid til at omtumles som en Kastebold i dette Valgrøre, som jeg halvt mod min egen Vilje er kommen ind i. Men forinden vi skilles, vil De da i fuld Oprigtighed svare mig paa et Spørgsmaal? Naar jeg næste Gang kommer til København – enten det nu bliver som Rigsdagsmand eller som Privatperson – vil De da give mig Lov til at forny Bekendtskabet? Maa jeg gøre Dem og Deres Mor et Besøg?«

Da Jytte ikke svarede, rejste Præsten sig. Stille bøjede han sig frem over Bordet, idet han med Armene støttede sig paa Pladen.

»Jeg er kommen til at holde saa umaadelig meget af Dem,« sagde han. »Jeg har været bange for at sige det ... vi har jo kendt hinanden saa kort. Men nu er Ordet sagt. Hvad jeg for ti Dage siden vilde 277| have troet umuligt, er sket. Den Morgen udenfor gamle Bodils Hus vaktes der et nyt, stort Haab i mig ... af Dem! Nu maa De sige mig, om jeg skulde have tiet.«A

»Pastor Gaardbo! Har De glemt, at jeg ikke er Kristen?«

»Nej, det har jeg ikke, kære Frøken! Dertil har De for ofte og for kraftigt mindet mig om det. Men – saa underligt det maaske kan lyde – det Nmistrøster mig ikke. Hvordan skulde De i Grunden være bleven det? Der er jo aldrig nogen, der har talt til Dem om Gud. Ikke engang da De var Barn. Men jeg veed, at De i Deres Inderste bærer paa en Længsel, som De endnu ikke selv forstaar. Deres Øjne og al Deres Tale har vidnet om et Savn, som De fornægter. Dersom jeg ikke vidste det saa sikkert, havde jeg aldrig talt til Dem, som jeg her har gjort.«

Jytte havde løftet Hovedet op fra sin Haand. Hun havde ogsaa et kort Nu set ham op i Øjnene, mens han talte. Nu sad hun igen med bøjet Hoved og havde begge Hænderne omkring Majolikakrukken.

»Ja, jeg forstaar Dem nu! Det er et forædlet og forskønnet Fremtids-Billede af mig, De er kommen til at sætte Pris paa. Men De kender mig alligevel ikke rigtig, Pastor Gaardbo. Jeg forsikrer Dem, Deres gode Tro til mig vilde jeg sørgeligt skuffe. 278| Jeg misunder Dem ikke Deres Gud. Jeg kender ham ikke og bryder mig ikke om at lære ham at kende. Hans Barmhjertighed, som De taler saa meget om, har jeg aldrig mærket noget til. Dersom jeg troede paa ham, vilde jeg afsky ham.«

»Frøken Abildgaard! Nu forsynder De Dem!«

»Det gør jeg vist, men det er mig virkelig ligegyldigt,« sagde hun og rejste sig nu for at gaa. »Og De kan da ikke forlange noget Hensyn, Pastor Gaardbo! De siger, De holder af mig, og samtidig fortæller De mig, at De har det bedste Haab om min Forbedring. Dersom jeg ikke fandt det saa komisk, at jeg maa le af det, burde jeg vist føle mig fornærmet. Hvad vilde De i Grunden sige, dersom jeg gjorde Gengæld og forlangte, at De skulde afsværge Deres Tro, fordi jeg finder den barnagtig og latterlig? De vilde vist blive meget forbavset.«

»Kære Frøken! Jeg vil jo kun Deres Bedste!«

»Det tror jeg gerne, Pastor Gaardbo! Men jeg foretrækker at gaa gennem Verden med aabne Øjne og bruge min Forstand. Det giver ikke netop det lyseste eller gladeste Syn – det er sandt! Men til Gengæld spares man undertiden for at blive det tragikomiske Offer for Livets Bondefangeri. Og jeg forsikrer Dem, det har ogsaa sin Tilfredsstillelse at vide sig Nassureret mod Skuffelser. Men det har vi nu talt om saa ofte, og jeg tror ikke, det nytter at fortsætte den 279| Diskussion. Jeg vil derfor sige Dem Farvel. Og jeg ber Dem om ikke at følge mig. Jeg vil helst gaa alene. – Lev vel, Pastor Gaardbo!«

Hun sagde de sidste Ord med et Nik men uden at række ham Haanden. Og Præsten blev staaende ved Bordet og fulgte hende med store, angstfulde Øjne, som om han indtil det sidste ikke kunde tro, at hun virkelig vilde gaa.

»Frøken Abildgaard!« kaldte han endnu engang bønfaldende.

Men hun vendte sig ikke om.

Inde i Stuerne havde Fru Bertha gaaet uroligt om og søgt hende. Hun havde ikke set hende gaa ned i Haven med Præsten og forstod ikke, hvor de begge var bleven af. At de var sammen, var hun dog temmelig sikker paa. Der havde været Kærlighed i deres Haandtryk før. Det tog hun ikke fejl af. Men hun vovede alligevel ikke at give sig hen til Forhaabninger. Hun var for ofte bleven skuffet.

Da Jytte kom tilbage, stod hun i det hvide Lys nedenfor Verandatrappen og spejdede.

»Hvor kommer du dog fra, Barn? Og hvor er Pastor Gaardbo?«

»Han gik vist hjem. Vi har spaseret lidt.«

»Men hvor har I været? Du ser saa træt ud.«

»Det er jeg ogsaa. Luften er saa lummer iaften. Mon vi ikke faar Torden ... Hys! Hvad er det?«

280| Hun hørte en Violin blive stemt.

»Ja, Musikken er kommen. Sangerne fra Byen er her ogsaa. De skal vist straks begynde. Og veed du, hvem der ogsaa kommer?«

»Nej.«

»Karsten From. Kan du tænke dig! Vilhelmine fortalte mig det for lidt siden. Han lod sig præsentere for hende igaar ved Skovfesten og tilbød straks at komme her iaften med sin Guitar og underholde Gæsterne.«

»Naa, det kan jo blive ganske fornøjeligt,« sagde Jytte. »Jeg foretrækker i hvert Fald ham for denne rædselsfulde Maler-Sangforening. Det er dog en taabelig Ide af John.«

»Du skulde vist hellere gaa op og lægge dig, Jytte. Du er jo ganske kold paa dine Hænder.«

»Ja, jeg tror, jeg er kommen til at fryse lidt ... Skal vi ikke gaa ind?«