55| Den første Del af Natten gik hen uden Forstyrrelse; men ved Totiden foer Frøken Evaldsen op, fordi hun hørte Enslev ringe. I sin Ængstelse skyndte hun sig ind til ham som hun var, kastede blot det uldne Sengetæppe omkring sig som et Sjal for at skjule de uordnede Klæder.

Enslev havde selv drejet op for den lille Natlampe, der brændte over Hovedgærdet under en rød Skærm. Da han saae hende, blev han saa forbavset og desuden saa ubehagelig berørt af Synet, at han satte sig op i Sengen og modtog hende med et højt Raab af Vrede. Skønt han hurtigt forstod Sammenhængen og i Virkeligheden ogsaa var rørt over hendes Opofrelse, kunde han dog ikke lade være med at overøse hende med Grovheder.

Men vant, som hun var, til hans Hensynsløshed satte hun sig rolig ned paa Sengekanten.

»Det nytter ikke, du skænder! Jeg kunde ikke lade dig ligge her alene. Du ser jo ogsaa, at Jensen slet ikke kommer. Om hun Nogsaa hører dig ringe, varer det jo altid en Evighed, inden hun kan stable sig paa Benene.«

»Jeg skal have mig frabedt, at du begynder at regere med Jensen. Jeg vil overhovedet ikke vide noget af din Kommanderen her i Huset. Og hvad er det for et modbydeligt Hospitalstæppe, du har 56| draperet dig med? Du har altsaa ovenikøbet siddet og frosset. Lad mig føle dine Hænder ... Ja, de er jo som Isknolde!«

»NSnak om en Ting! ... Hvad var det saa, du vilde? Du har da ikke igen faaet Smerter?«

»Nej! NHvor kommer du paa det?«

»Hvorfor ringede du da?«

»Jeg er tørstig. Skænk mig lidt Vand,« sagde han.

Han vilde ikke tilstaa, at han var vaagnet op af en urolig Søvn med uhyggelige Drømme og havde følt sig modløs i sin Ensomhed. Da han med to-tre store Skvulp havde tømt Vandglasset og rakte hende det tilbage, sagde han blot:

»Jeg vil ikke mere have den Morfin. Det Djævelskab gør mig forstyrret i Hovedet.«

Han lagde sig træt tilbage paa Puden og lukkede Øjnene. Men han beholdt NVenindens Haand, og saaledes blev han liggende nogen Tid uden at tale.

Det var i saadanne kraftesløse Øjeblikke hans eget Ønske, at han snart maatte dø. Han plejede at sige, at han vidste, der sad et Par Blod-Patroner paa Lur omkring i hans Legeme, og han haabede, at en af dem snart vilde skynde sig med at tage Sigte paa hans Hjerte, saa det hele var forbi i Løbet af tolv Sekunder. Han frygtede ikke Døden; han ræddedes kun for at skulle hentæres langsomt og blive det afmægtige Vidne til Forræderiets og Hyk57|leriets Sejrsgang gennem Landet, at skulle høre sin Tids store Befrielsesværk smædet uden at være i Stand til at røre en Haand til Forsvar. Og han gjorde sig ingen Illusioner. Han vidste, hvor det hele bar hen. Vidste ogsaa, hvordan han selv blev bedømt af den unge Slægt, for hvis Fremtid han dog havde ofret al sin Kraft og sin egen NMenneskelykke.

»Det er Ndumt at blive gammel,« sagde han. »Ingen skulde frivilligt opleve sin Alderdom. Det burde være en Straf, som Staten idømte Forbrydere. Livet er en ubarmhjertig NArbejdsherre. Naar vi er bleven Ngraa i dets Tjeneste, sættes vi paa Porten med et Spark. Og saa raffineret er den gode Gud i sin Grusomhed mod os, at han opsparer alt det tungeste og bitreste i Livet til den trætte og svage Alderdom. Bare saadan en lille Ting – jeg laa netop og tænkte paa den, da du kom – mens alt andet i os ældes og forgaar, bliver vores Erindringer med Alderen mere og mere ungdommelige. Vi glemmer, hvad der skete idag eller igaar, men husker alt det gamle, der ikke hører Tiden til og ikke længer forstaas af nogen og gør os latterlige. Saadan lønner Livet sine trofaste!«

I det samme aabnedes Døren, og lille Jensens Gnom-Skikkelse kom tilsyne, forneden klædt i et grøntærnet Sjal, foroven i sin hvide Natdragt.

58| »Herren ringede!«

De havde begge to saa ganske glemt hende, at Frøken Evaldsen nær var bleven forskrækket og derpaa kom til at le. Men Enslev rejste sig igen i Sengen og modtog hende med et Uvejr af Skældsord, fordi hun havde ladet vente paa sig.

Lille Jensen undskyldte sig ikke. Hun tog tavs mod sin Herres Grovheder uden at fortrække en Mine. Det var denne uforstyrrelige NSelvtilfredshed, der gjorde hende til et saa uerstatteligt Klenodie i dette Hus, hvor Enslevs Vredesbyger altid hurtigt forjog det øvrige Tyende, mens de drøjeste Beskyldninger gled af hende som Regn af en Skildpadde. Og naar Enslev havde raset ud, blev de straks igen de bedste Venner.

»Gaa Deres Vej! Naar jeg skal kime hele Huset ned, før De kan høre det, har jeg ingen Brug for Dem. Vent lidt! Vil De ringe paa en Vogn til Frøkenen ... Jo!« sagde han, da hans Veninde bønfaldende lagde Haanden paa hans Arm for at forhindre det. »Jeg vil ikke vide af den Nattevaagen. Jeg har det godt nu og vil sove.«

Da Automobilen lidt efter holdt udenfor og Frøken Evaldsen kom ind med Overtøjet paa for at sige Farvel, trak han hende ned til sig og kyssede hende paa Kinden. Men derpaa stødte han hende fra sig og bød hende gaa. Det var hans sædvanlige Maade. Han 59| havde aldrig helt overvundet Bondens Forlegenhed ved at vise sine Følelser. Han var i sit Forhold til Kvinder snart kejtet, snart altfor aaben og ligefrem – aldrig helt naturlig.

Paa Vejen hjem, da Frøken Evaldsen kørte over NHøjbro Plads, hvor »Femte Juni« havde sit Palæ, saae hun, at der var Lys i flere af Redaktionslokalets Vinduer. Hun lod Vognen holde, idet hun tænkte, at hun maaske endnu kunde træffe Redaktør Samuelsen og personlig bringe ham Enslevs Besked. Hun kunde saa ogsaa høre, om der var noget nyt.

Paa den halvmørke Trappe mødte hun Redaktionssekretæren.

Han hilste hende lidt betuttet men uden Forbavselse. Det var ikke noget ualmindeligt at se Enslevs gamle Kæreste dukke op her paa alle Tider af Døgnet; og da hun især viste sig, naar der var Uro i Luften, kaldtes hun i det redaktionelle NTyvesprog for »Stormvarslet«.

»Veed De, om Samuelsen er gaaet?« spurgte hun.

»Jeg tror det ikke. For lidt siden var Redaktøren i hvert Fald ovre i Sætteriet. Men Bladet er gaaet i Trykken, Frøken, saa det er i yderste Øjeblik, dersom der er noget, der skal – –.«

»Nej, der er ingenting. Men vil De gøre mig den Tjeneste at se efter, om Samuelsen endnu er her.«

Redaktøren stod ved sit Skrivebord med Over60|frakken paa i Færd med at gennemløbe de sidste NHandelstelegrammer. Han var en fedladen og rødmosset Mand i Fyrrerne, skallet indtil Nakkebenet men til Gengæld med et stort, omhyggeligt friseret Fuldskæg. Da Døren gled op, og Redaktionssekretæren meldte Frøken Evaldsen, slog han af Ærgrelse en Krølle paa Næsen; men da Frøkenen selv viste sig, var han lutter Smil, og med sødladen Elskværdighed bød han hende Plads i Sofaen.

Frøken Evaldsen overbragte den Besked, hun havde til ham, og spurgte derpaa, om der var noget nyt fra Rigsdagen.

»Nej, ikke noget særligt.«

»Heller ikke fra Aftenmødet?«

»Jeg tror det ikke. Jeg har i hvert Fald ikke hørt noget. Men Enslev er nok igen bleven Nupasselig.«

»Ja, jeg kommer netop fra ham. Det er forresten bedre nu. Men jeg vil bede Dem om, Redaktør Samuelsen, at De ikke gør noget »sensationelt« ud af dette Tilbagefald. De vil i det hele nok være saa god ikke at omtale Sagen paa en saadan Maade, at den kan vække Ængstelse hos nogen ... og maaske Forhaabninger hos andre. Da Enslev sidste Gang var syg, gik der jo ligefrem Rygter i Byen om, at han var død, og det var »Femte Juni« ikke helt uden Skyld i. Saadan noget skulde ikke gerne gentage sig.«

61| Redaktøren sagde hende ikke imod men lovede heller ikke noget. Han saae blot paa hende med sit elskværdige Smil.

»Ja, det var bare det, jeg vilde sige Dem.«

Hun havde allerede rejst sig, og Samuelsen fulgte hende til Døren.

Men pludselig bad han hende om at blive et lille Øjeblik. Han vilde saa gerne have Lov til at benytte Lejligheden til at gøre hende en fortrolig Meddelelse, sagde han.

»Hvad er det om?« spurgte hun lidt usikker.

»Vil De ikke tage Plads igen?«

»Men min Vogn holder dernede.«

»Det kan siges i nogle faa Ord.«

Mens Frøken Evaldsen gik tilbage til Sofaen, aabnede Redaktøren ind til Sideværelset for at overbevise sig om, at ikke nogen af Medarbejderne sad derinde – »for om Natten har Væggene Øren her i Huset,« sagde han – hvorpaa han satte sig overfor hende i Skrivebordsstolen.

Hr. Samuelsen, der af Udseende og Væsen mere lignede en Forretningsmand end en Journalist, var ogsaa naaet til sin Chefspost ad Kontorvejen. Han skrev aldrig selv en Linje i Bladet men instruerede og dominerede og tumlede med en Stab af Medarbejdere, hvis Værdi for Abonnementsprotokolen han nøje takserede og kontrolerede og reviderede. 62| Personlig forestod han desuden Annonceafdelingen, som han viede sin specielle Interesse. Han var bleven Bladets Leder paa et Tidspunkt, da københavnsk Bladvirksomhed fra at være en Slags NHusflid blev en Industri i stor Stil, hvor Ndet tekniske Apparat betød mere end Talentet, og som derfor krævede en praktisk uddannet Mand i Spidsen. Og Resultatet havde været glimrende. »Femte Juni«, som Enslev i sin Tid havde sat i Gang med en lille Sum Nsammenplukkede Penge og i Begyndelsen havde skrevet næsten alene, var nu et Millionforetagende, der beskæftigede flere hundrede Mennesker.

Med bekymret Mine betroede han nu Frøken Evaldsen, at der ved NMaanedsopgøret havde vist sig en ret betydelig Nedgang i Bladets Indtægter baade paa Abonnements- og Annoncekontoen. Prisen paa Papir var samtidig stegen, og Afdragene paa den nye NViktoriapresse tyngede ogsaa stærkt paa Udgiftssiden. Dersom Nedgangen vedvarede, maatte han betragte Situationen som foruroligende.

Hertil svarede Frøken Evaldsen, at efter hendes Mening – »som han jo forresten godt kendte« – var Skylden Redaktionens. NNaar man fyldte Bladet med Teatervrøvl og al Slags barnagtig Pjank om Damepynt og Fodboldskampe, kunde man ikke vente, at fornuftige Folk vilde læse det.

Samuelsen rystede smilende paa Hovedet, men 63| hans uforanderlige Elskværdighed havde faaet et Skær af Vemod.

Han beklagede, at de næppe blev helt enige om, hvad der maatte være et moderne Blads Formaal. Dersom man vilde redigere en Avis alene til Glæde for de fornuftige Mennesker i Landet, blev man nødt til samtidig at vende tilbage til NHaandpressen og NKorsbaandsforsendelsen. Tiderne havde forandret sig – desværre! Folk interesserede sig ikke længer for Politik undtagen lige under en Valgkamp. Det var ganske andre Ting, der nutildags optog og begejstrede Sindene.

»Da skal den politiske Interesse sandelig nok blive vakt nu!« brød det ud af Frøken Evaldsen. »Vent De blot!«

Samuelsen betragtede hende et Øjeblik; hvorpaa han nikkede som Tegn paa Forstaaelse. Men Smilet i hans rødmossede Ansigt blegnede langsomt, mens han betænksomt strøg sig nedover Skægget med sin sort behaarede Haand. Og der blev en længere Pavse.

»Det var altsaa dette, jeg gerne vilde opnaa hos Dem, Frøken Evaldsen, at De underhaanden – ved en passende Lejlighed – forberedte Enslev paa, at Regnskabet for indeværende Kvartal rimeligvis vil stille sig betydelig mindre gunstigt for ham, end han nu i en Aarrække har været vant til. Jeg vilde 64| nødig, at den ubehagelige Meddelelse kom ham altfor overraskende. Kunde det desuden lykkes mig at overtale Dem til at støtte et Forslag om i Øjeblikket at dæmpe Tonen i vore politiske Artikler en Smule, saa tror jeg, at det ikke alene vilde være til Gavn for Bladet men ogsaa skabe Tilfredshed i store Dele af vor Læsekres. Jeg kan oplyse – hvad der nemlig nu er godtgjort ved Kvartalsskiftet – at Enslevs Strige-Tale, som vi jo bragte i et stenografisk Referat, har kostet os over 600 faste Abonnenter ude omkring paa Landet. Og man maa jo ikke glemme, at hvad der gaar tabt for os, kommer de andre tilgode. Jeg veed med fuld Sikkerhed, at flere af de moderate Blade har haft en enestaaende Fremgang siden i Sommer. Der er ingen Tvivl om, at Publikums Gehør nu er ved at vende sig mod de blidere Røster. »Folkebladet« f. Eks. har efter Sigende allerede faaet over to tusinde nye Abonnenter paa sit kirkelige Søndagstillæg. Det er dog et Vink, ikke sandt? ... Og »Femte Juni«’s Stilling maa ikke for nogen Pris rokkes i det danske Folks Bevidsthed. Paa det Punkt er vi vistnok ganske enige, Frøken Evaldsen. Sine Traditioner tro skal Bladet staa som det grundmurede Fyrtaarn midt i Brændingen ... Lysbringeren i alle Dagens Diskussioner og Konflikter. Ikke sandt – saaledes ønsker vi det alle?«

65| »Ja ja, Hr. Samuelsen – iovermorgen faar De jo Lejlighed til selv at udvikle Deres Anskuelser for Enslev,« svarede Frøken Evaldsen og rejste sig.

Der var en god Del Ringeagt i hendes Tone. Hun vidste, at Hr. Samuelsen var betydelig mindre veltalende, naar han stod overfor Enslev, og uden Modsigelse lystrede enhver Ordre fra den Kant.

Nogen Uro havde han alligevel vakt hos hende, og da hun atter sad i Vognen, lovede hun sig selv, at hun endnu en Gang vilde advare sin NVen mod dette Menneske, der havde forstaaet at suge sig fast i hans Yndest. At »Femte Juni« under hans Styrelse var bleven et saa indbringende Foretagende, havde naturligvis gjort sit dertil. Enslev havde vænnet sig til at bruge mange Penge. Hans Hjælpsomhed mod politiske Venner, der var kommen i NTrang, var grænseløs, og de fire-fem Provinsaviser, han ejede, krævede aarligt store Tilskud. Herigennem havde Samuelsen faaet en vis Magt over ham, som han sikkert paa en eller anden Maade misbrugte til egen Fordel. Hun havde ikke mindste Tillid til den Mand. Alene Synet af hans lodne Hænder virkede uhyggeligt paa hende. Det blev ogsaa sagt, at han skulde være en af Byens værste NSodomiter, hvad jo let kunde komme Enslev til Skade, dersom det blev almindelig bekendt. Og der var i Forvejen Farer nok, der lurede. Hans Fjender voksede baade i Tal 66| og i Magt, og hun syntes, at Fremtiden for hver Dag saae mere mørk og truende ud.