Om Aftenen, netop som Raadhusuret slog otte, indfandt Journalist, cand. theol. A B D Carlsen sig efter Bestemmelsen i »Hotel Vennely« for at træffe nærmere Aftale med Mads Vestrup. Den afsatte Præst var hjemme og modtog ham med en Venlighed, der stod i en paafaldende Modsætning til hans Væsen overfor ham den foregaaende Aften.

Mads Vestrup havde følt sin Ensomhed i den store Bys Menneskevrimmel saa knugende, at han næsten havde længtes efter Journalistens Komme blot for igen at se et Ansigt, han kendte. Desuden havde han om Morgenen læst i Aviserne om sin Dødsfjendes, NProvst Brobergs, sandsynlige Udnævnelse til NKultusminister, og denne Efterretning rejste et Stormvejr i hans Sind, der havde nedslaaet hans sidste Betænkeligheder ved Makkerskabet med den fritænkerske Avis. Naar den Mand, der i hans Øjne var selve Satans Ypperstepræst i Landet, blev anbragt i NKirkens Højsæde, var NForargelsens NFylde naaet, og Herrens forraadte Menighed havde da ingen anden Udvej end at søge Ly hos Hedninger.

Til Trods for Præstens overraskende venlige Haand67|tryk blev Gensynet en stor Skuffelse for A B D Carlsen. Naar han var mødt saa præcis paa Klokkeslaget, var det fordi han havde ventet, at der var gjort Anstalter til Servering af en eller anden Forfriskning. Han havde af samme Grund ikke nydt noget stærkt i de sidste Timer, og hans Ansigt med de store Bylder var ganske blodløst af Spiritushunger.

»Jeg kommer alene. Vore Tegnere var allesammen optaget i Aften,« sagde han gnavent, efter at han med Blikket havde ransaget ogsaa Stuens Kroge og forvisset sig om, at der ikke noget Sted var Nforstukket Flasker. »Men det var altsaa det Skriftemaal. Har De faaet det skrevet?«

Mads Vestrup tog fra Bordskuffen en Snes beskrevne Blade. Det var en Redegørelse for hans Stilling til Nutidskirken og det kristne Menighedsliv. Han havde begyndt Udarbejdelsen tidlig om Morgenen, længe før det var lyst, og havde fortsat den om Eftermiddagen, da han var kommen tilbage fra en Rundtur i Byen.

Journalisten bladede ligegyldig i Manuskriptet og stak det i Lommen med de Ord:

»Fem Hundrede Linjer, antager jeg. Jeg har talt med Chefredaktøren. Han haabede at kunne give otte Øre Linjen, sagde han. Det vil sige, at De faar Nfem. Vi sætter den saa i Kroniken den Dag, De 68| taler første Gang. De har nok bestemt Dem for Elysium-Salen. Værten ringede mig op. Han fortalte mig, at De havde været hos ham. Jeg lovede at skaffe fuldt Hus.«

Da Forretningerne saaledes var bragt i Orden, og efter at A B D Carlsen en Tid havde siddet modfalden og gumlet paa sin tørre Tunge, spurgte han Præsten, hvor han havde i Sinde at Nslaa sineA Sjusser i sig i Aften. Han selv agtede sig ud til en af sine unge Venner blandt Kunstnerne for at Nlykønske til et Legat, han lige havde faaet. Det var Komponisten Jørgen Berg. Havde han ikke Lyst til at drive med? Jørgen Berg var sgu en briljant Fyr, som han vilde have Fornøjelse af at lære at kende. Og der vankede nok en lille Forfriskning i Dagens Anledning. Han var ingen NGnauser.

»De kender vel hans Kompositioner? Ikke? Har De aldrig hørt hans Navn? Ja, der har vi det igen! Og Jørgen Berg er dog vores største nulevende musikalske Geni! NDerfor sidder han ogsaa og sulter med sin Familje paa et Tagkammer. Jeg veed tilfældigvis bestemt, at de har maattet Nsætte deres Tøj ud i den sidste Tid for at faa Mad. Saa de 500 Kr. er for engangs Skyld kommen paa det rigtige Sted. Konen sidder og syr Hattepynt, og i Sommer har han selv spillet Klaver i »NMellemhaven«. Det er lige haardt nok for en af de benaadede.«

69| Denne Beretning om en nødlidende Familje gjorde et stærkt Indtryk paa Mads Vestrup og bragte hans Tanker i Drift. De var igen ved Hjemmet, hos Stine og Børnene og de 40 Kroner, han havde efterladt derovre. Hvorlænge vilde de kunne holde Sulten fra Døren? ... Han havde om Formiddagen været Byen rundt for at finde et billigt Privatlogi, og nu havde han lejet sig ind hos en Skomager i NKnabrostræde for 45 Kroner om Maaneden med Kosten. Alligevel vilde der jo i bedste Fald gaa et Par Uger, før han kunde sende Stine nogen Hjælp, og han vidste, at hun ikke selv med Døden for Øjnene vilde klage.

»Men saa vil jeg heller ikke selv være mistrøstig« – tænkte han og bortjog sine Bekymringer med et lille Trøstevers, som engang havde sunget sig frem hos ham i en tung Stund, og som han siden ofte havde tyet til paa sine ensomme Vandringer langt fra Hus og Hjem:

»Ta’er De saa med?« spurgte Carlsen, der havde rejst sig. »Det kan da – for Fanden! – ikke være 70| Deres Mening og sidde her og kukelure i dette hundekolde Hul.«

Mads Vestrup følte sig fristet af Opfordringen. Ensomhedens Tynge havde han baaret længe nok for idag, og hvad Hr. Carlsen her fortalte om den unge Kunstnerfamilje havde ikke alene vakt hans Medfølelse men tillige gjort ham lidt nysgerrig efter at lære den Slags Mennesker at kende.

»Men gaar det an?« spurgte han. »Jeg er jo ganske fremmed for de Folk?«

»Hvad gør det? Nu hører De dog med til Sjakket. Og vi ta’r det ikke saa nøje med Ceremoniellet. En Medarbejder ved »Femte Juni« er desuden velkommen allevegne. Det vil De snart mærke!«

Paa Vejen ud til Frederiksberg, hvor Komponisten boede, standsede Carlsen pludselig og saae op til Vinduerne i en gammeldags Kafe, der laa i en høj Stueetage. Han kneb det ene Øje til, stødte Præsten i Siden med Albuen og spurgte, om han ikke trængte til lidt Centralvarme i Kroppen.

Mads Vestrup havde ventet Spørgsmaalet og ogsaa forberedt sig paa Svaret.

»Dersom De tænker paa en Kop Kaffe, saa gaar jeg gerne med ind. Men Spiritus drikker jeg ikke, og jeg ønsker heller ikke at vise mig i Selskab med nogen, der nyder berusende Drikke.«

A B D Carlsen saae forfærdet op paa ham gennem 71| sin Lorgnet. Hans Mund og de store, tunge Øjne formelig stivnede.

»Er De Afholdsmand?«

»Ja.«

»Det var Satans! De ryger ikke, og De drikker ikke Spiritus ... Saa synes jeg sgu, De ogsaa godt kunde ha’ ladet Pigebørnene være i Fred.«

Blodet løb Mads Vestrup til Hovedet af Hidsighed og Skam. Han havde Npaa et hængende Haar svaret med en Ørefigen. Men han tog sig i sin Vrede, idet han mindedes sit Løfte om at vandre sin Nbeskikkede Vej Nmed Brædt for Panden. Og de gik videre i Tavshed.

Carlsen, der ikke selv havde Penge til et Glas Øl engang, endsige til den koghede Romtoddy, hans Inderste skreg efter, travede ynkeligt afsted med Frakkekraven op om Ørene, aldeles hjælpeløs i sin ufrivillige NNøgternhed. Havtaagen laa atter denne Aften tæt over Byen. Den bundfældede paa Gaderne et fedtet Lag af Sod og Snavs, som Folk og Heste gled i, og den stakkels A B D var hvert Øjeblik ved at falde.

»Lad os da – for Fanden! – i det mindste Nta’ en Æske,« sagde han tilsidst i Raseri. »De har vel Penge paa Dem, Mand!«

Men Mads Vestrup var Nuindtagelig.

»Jeg foretrækker at gaa,« svarede han kort.

72| »Ha!!«

Carlsen slyngede dette Raab ud i Luften med opspærret Gab og sank ned i Knæene i et Anfald af Desperation.

Den havarerede Teolog med N Laudabilis i Kirkehistorie var i det hele dybt skuffet af sin nye Kollega og fortrød nu bitterlig, at han havde taget ham med iaften. Han havde forestillet sig denne for Utugt afskedigede NIndremissions-Præst som en NHelvedhund i NRenæssancestil, en pragtfuld Broder Liderlig, som delte Døgnet mellem Ølknejpen, NJomfruhuset og Bedeskamlen. Og her trak han nu afsted med en fedtet Bondetamp, en NGaardmissionær og NAfholdstaler, som han sgu daarlig kunde være bekendt at præsentere i ordenligt Selskab. Og den Mand skulde »Femte Juni« Ntage under Armene! Det maatte jo være en Misforstaaelse. Den Gamle maatte for engangs Skyld have ladet sig tage ved Næsen ... Eller var det en af Samuelsens Rævekager?