Da de var kommen ned paa Gaden, tog Frøken Susse sin NVen under Armen, og idet Mads Vestrup paa Landboeres Vis vilde gaa ud paa Kørebanen, trak hun i sin endnu ikke overstaaede Forskrækkelse ogsaa ham til sig med den anden Arm. Det skete med en Naturlighed, saa Mads Vestrup, hvor betuttet han end i første Øjeblik blev, ikke 96| kunde faa sig til at stritte imod. Den uhyggelige Oplevelse, de kom fra, den dybe Sjælenød, han havde stirret ind i, havde ogsaa rystet ham stærkt. Og saaledes fulgtes de da hen ad Fortovet, som om de allerede var gamle Bekendte.

Carlsen sjokkede bagefter og blev mere og mere tilbage under Forsøgene paa at tænde Ild i en Cigarstump. Tilsidst blev han helt borte for dem i Taagen.

Frøken Susse talte bekymret til sin Ven om, hvordan Jørgen Bergs nu vilde klare sig, da de vistnok skyldte baade hos NUrtekræmmer og Bager. Men Frants Møller trøstede hende med, at Jørgen saamænd nok havde baaret sig ad ligesom med Lotterisedlen og skrevet Nummeret op, saa han kunde faa den brændte Seddel erstattet af Banken.

»Det vilde da Nstorartet ligne ham,« sagde han, skønt han kendte Vennen altfor godt til selv at tro paa det. »Jørgen ynder jo at agere det vanvittige Geni. Navnlig naar han kan gøre det gratis.«

Men Frøken Susse følte sig ikke beroliget af hans Forsikring. Hun mente, at Jørgen Berg virkelig ikke var rigtig klog, og til Bevis herfor fortalte hun en Historie, som hun havde fra hans egen Kone, om et stort Korværk, som han engang arbejdede paa og næsten havde faaet færdigt, da Fru Maja kom til at spørge ham, hvormeget han mente at kunne tjene 97| paa det Arbejde. Han havde saa i Raseri kastet Noderne ned i sin Skuffe og aldrig rørt dem siden.

Mads Vestrup gik tavs og lyttede til hendes Fortælling, og han kunde mærke, hvormeget han allerede havde faaet tilovers for denne Jørgen Berg trods al hans Naragtighed og Vildskab. Og han blev igen grebet af broderlig Længsel efter at komme alle saadanne stakkels vildfarne og hjemløse til Hjælp i deres Nød, at bringe dem Jesu Kristi Fred og Frelse. Selv for dette dybt sunkne Pigebarn, der i sin Angst havde hægtet sig til hans Arm, havde han et godt Haab. Han fandt, at hun midt i sin Fornedrelse havde bevaret mere af den sande Menneskelighed end mangen renstrøgen Præstekone, der Nbrammede med sin Dyd. Men NKristus havde jo selv givet Eksemplet, han som færdedes kammeratligt mellem NSviregaster og Skøger. Hvor han forstod ham nu! Med sine Guddomsøjne havde den udkaarne set tværs igennem al NUterligheden ind i de bange Hjerter. Og han havde vidst, at saalænge et Menneske kunde fortvivle, var han Nbevaret for den største af alle Synder, Selvretfærdigheden, og der var endnu Haab for hans Oprejsning.

De var nu kommen ind paa NVesterbro, og det livlige Boulevardrøre under de hvide NLysballoner havde en kendelig Virkning paa Frøken Susses Sindsstemning. Hun glemte hurtigt sin Angst og traadte 98| i Funktion. Som en Svane, der efter en ubehjælpsom Gang paa Landjorden glider ud i sit Element, skød hun Brystet frem og nød sit Spejlbillede i de forbipasserende Herrers opspilede Miner. Adskillige af dem kendte hende Naabenbart af Udseende. Enkelte gjorde Tilløb til at hilse. Men forresten vakte hendes Hats Størrelse, den karmoisinrøde NJaket og de sværtede Øjenbryn almindelig Opmærksomhed blandt de spaserende.

Paa Mads Vestrup havde Lyset og de mange Mennesker en ganske modsat Virkning. Han gik forlegen med Øjnene mod Jorden og holdt kun Stand for ikke at Nforspilde den stakkels Piges Tillid. Han kunde ikke lade være med at tænke paa, hvad for et Ansigt Stine vilde sætte op, dersom hun Nkunde set ham i dette Optog.

Frøken Susse havde nu ogsaa overfor ham forandret sit Væsen paa betænkelig Maade. Hun blev mere og mere paagaaende i sine Tilnærmelser, knugede tidt i Hemmelighed hans Arm og begyndte endog at sige du til ham, som hun plejede at gøre, naar en Mand faldt i hendes Smag. Engang, da hun havde knebet ham i Armen og forgæves ventet paa et Svar, bøjede hun sig frem og kiggede ham op i hans bortvendte Ansigt.

»Hvad er du egenlig for en Rullepølse? For det er naturligvis Løgn, at du er Præst. Er du Landmand?«

99| Mads Vestrup svarede roligt, at han virkelig var Præst.

»Er det sandt? Og du kunde ikke lade Konerne være i Fred, hva’? Sikken Gavtyv! Du er vist Nen rigtig Svend! Hvorlænge har du været her i Byen?«

»Jeg kom igaar.«

»Aa Herregud, saa er du jo uskyldig som et nyfødt Lam! Veed du, at jeg har Engagement fra den første hos Folle Pip? Du skal da ud og høre mig? Jeg har faaet et nyt Kostyme af NPapegøjesilke. N120 Kroner, Nmin Far! Du kan tro, det har Nstrøget sig! ... Saa lover du at komme, ikke sandt?«

Mads Vestrup gik udenom. Han sagde:

»Nu kan De jo først komme hen og høre mig en Aften. For jeg skal nemlig ogsaa optræde her i Byen i den nærmeste Fremtid.«

»Hvor er det?«

»Det er i Elysium. Jeg skal holde et Par Foredrag der.«

»Elysium. Gud, der har jeg selv sunget engang! Hvad skal De snakke om? Det er da ikke Opbyggelse med Lysbilleder og den Slags?«

»Nu kan De jo se ad.«

De var naaet ind paa Raadhuspladsen, og Mads Vestrup standsede for at sige Godnat. I det samme stødte Frants Møller til sin NVeninde med Albuen og sagde:

100| »Saae du, hvem der gik der?«

»Hvor?«

En ung Dame og to elegant klædte Herrer havde passeret dem i nogen Afstand. De kom fra NTeatret i Jernbanegade og styrede over mod NHotel Bristol.

»Hvem var det?« spurgte Frøken Susse.

»Det var jo NGreven af Monte Christo.«

»Hvad siger du? Var det Karsten From? Jeg kendte ham ikke.«

»Han har ogsaa taget Overskægget af. Det klær ham forresten. Han ser ikke slet saa affektert ud.«

»Kendte du Damen?«

»Ja, det var Frøken Abildgaard. Jytte Abildgaard. En Datter af Ministeren, der døde Nforleden Aar. Hun skal nok være noget løs paa Traaden.«

»Naa, Vorherre være med ham!« sagde hun med et Skuldertræk men fulgte dog med lange Øjne sin gamle Kæreste, den populære Portrætmaler, indtil han sammen med sin Dame og den anden Ledsager, en lille korthalset Herre med høj Silkehat, forsvandt ind gennem Bristol-Restavrantens Drejedør.

»Lover De saa at komme hen og høre mig en Aften?« spurgte Mads Vestrup, der imidlertid havde staaet med hendes Haand i sin for at sige Farvel.

»Ja – ikke sandt, Frantsemand? – det kan vi vist godt sige Ja til. Jeg har nok Lyst til at høre, hvad den Herre kan ha’ og fortælle. Det er vist 101| noget Nmed Sauce paa. Adjø, Hr. Pastor! Ha’ det rart!«

Hun vinkede til ham med Haanden, da han gik bort, og drev derpaa videre ved sin Vens Arm ind igennem Strøget.