Tidligt om Morgenen var Kongen kommen til København fra sine Jagter paa Fyn, og allerede nogle Timer efter kunde man læse paa Plakaterne i Aviskontorernes Vinduer mellem Meddelelser om et Juveltyveri i Paris og en Tagbrand paa NNørrebro, at Landet havde faaet en ny NKultusminister.

Udnævnelsen gjorde ikke noget dybere Indtryk paa Københavnerne. Man standsede et Øjeblik paa Fortovet og noterede sig Nyheden, saadan som man i Travlheden opsnappede og magasinerede saa mange andre ligegyldige Efterretninger. NProvst Brobergs Navn var kun kendt af faa. Og endnu 135| færre havde foreløbig nogen Forstaaelse af, hvad Udnævnelsen betød. De fleste nøjedes med lidt ærgerlig at konstatere, at igen en Mand fra Provinsen var bleven ført frem i Forgrunden under Tyrstrups Beskyttelse.

Regeringschefen var overhovedet ikke populær i Hovedstaden. Man fandt ham kedelig. Han stod for den københavnske Bevidsthed som den klassiske Repræsentant for Sagkundskaben i dens mest afskrækkende Skikkelse, og hvor han viste sig offenlig, enten det var paa en politisk Talerstol eller ved festlige Sammenkomster eller blot i Teatret, vakte hans tunge Skikkelse med det bekymrede Ansigt næsten lidt Forlegenhed, i hvert Fald hos dem, som mindedes Partiets tidligere Førere og da navnlig Enslev i hans Velmagtsdage. Trods Enslevs syge Fod og hans Legemes Uanselighed, havde hans Fremtræden altid virket som en Fanfare. Om det saa kun galdt den ligegyldigste Skaaltale, var den bleven holdt med en Bravur, en Ødslen med Vid og Kraft og Kunst, der rev Tilhørerne med. Heller ikke Tyrstrups Privatliv var af den Art, at det kunde skabe nogen Opsigt om hans Person i en Hovedstadsbefolkning. Han levede tilbagetrukkent i et almindelig Nborgerligt Ægteskab, der efter Sigende tilmed skulde være lykkeligt og i hvert Fald aldrig havde givet Bysladderen en eneste glad Time.

136| Ved Tolvtiden kom NJægermester Hagen spaserende ned gennem Strøget, nybarberet, rødkindet og glad. Ogsaa han standsede et Øjeblik paa Fortovet for at studere Plakaterne, der var ophængt i et Aviskontors Vinduer, og da han læste om Ministerudnævnelsen, nikkede han som til officiel Bekræftelse. Udnævnelsen var bleven livlig diskuteret den foregaaende Dag i Rigsdagens Korridorer; men forøvrigt havde han lige saa lidt som de fleste andre i den Ngabende Mængde nogen Forstaaelse af dens Betydning. Han hørte endnu ikke til de indviede. Hans Mandat gav ham foreløbig kun Tilladelse til at færdes i Folketingssalen og at faa Ordet, naar en Sag var uddebateret og Medlemmerne sad i NSnapstinget.

Med Stokken bag paa Ryggen gik han langsomt videre og nød det smukke Vejr. Solen skinnede varmt, og i Træerne udenfor NHelligaandskirken gjorde Spurvene et Spektakel, som om det paany var blevet Foraar.

Paa NAmagertorv mødte han NGeneralkonsul Kolding, som kom gaaende med Hatten i Haanden og lod Solen beskinne sit maskinklippede Hoved. De kendte kun lidt til hinanden, men Generalkonsulen standsede ham og fulgte ham endogsaa et Stykke hen ad Gaden for at faa Lejlighed til at fortælle, at hans Kones Brochure »Folkenes Velfærd« nu var bleven oversat ogsaa til russisk og polsk og havde vakt 137| enorm Opsigt i alle slaviske Lande. Han udtalte sig desuden om hendes Brud med Ndet wellerske System som en Begivenhed, der turde forudsættes bekendt og drøftet af alle.

»Vi udgiver jo nu vort eget Blad, og det kan absolut ikke vare længe, før min Kones Principper vil blive anerkendt af alle som Ndet forløsende Ord. De wellerske Øvelser med deres Overanstrengelse af Muskelvævet og Karsystemet har sikkert gjort umaadelig Skade. For vi skal jo dog ikke allesammen uddannes til Atleter. »NLys og Luft« har min Kone sat som Motto paa Bladet, og dermed er i Grunden alting sagt. En Tilbagevenden til Elementerne – kun ad den Vej løses det store Velfærdsproblem: Kraft, Sundhed, Livsglæde og Harmoni for den hele Menneskehed ved de simpleste og naturligste Midler.«

Det viste sig, at Generalkonsulen »tilfældigvis« havde et Par Numre af Bladet hos sig, og han bad Jægermesteren om at modtage dem til Fordeling mellem sine Venner. Bladet, der var trykt paa Nsvært Velin, hed »NMorgenrøde«, og dets Forside var prydet med et stort Billede af NGeneralkonsulinden. Den lille, højskuldrede Dame var fremstillet i en Slags græsk Gevandt og i en tænksom Stilling med et profetisk henrevet Udtryk og dertil i en Belysning, som om der ovenfra faldt et himmelsk 138| Straaleskær ned over hendes Ansigt og de blottede Skuldre.

Jægermesteren, der havde ondt ved at bevare Alvoren, lovede at interessere sig for Bladet og standsede nu for at blive den gale Mand kvit. Men Kæmpen lagde sin Nvægtige Haand paa hans Skulder og begyndte midt i Mylret af Spaserende at holde et Foredrag om »den nye Menneskeart« som forhaabenlig skulde afløse vor Tids Nvanbyrdige Slægt.

»Jeg veed jo selv af Erfaring, hvor det er, Skoen trykker. Før jeg lærte min Kone at kende og blev ført ind paa en fornuftig Levevis var jeg et ynkværdigt Vrag, der altid følte mig syg og var saa nedtrykt, at jeg bestandig var til Plage for mine Omgivelser. Nu vaagner jeg hver Morgen saa frisk i Sindet som en Fugl i den grønne Skov. Jeg har i to Aar ikke haft saa meget som Snue engang.«

Jægermesteren, der erindrede Generalkonsulen fra hans Ungkarledage som en glad Sjæl, hvis massive Skikkelse altid lyste af Sundhed, svarede ingenting af Frygt for at røbe sine humoristiske Tanker.

»Jeg vil oprigtig anbefale Dem at gøre et Forsøg, Jægermester Hagen. Det er jo dog ikke noget stort Offer. Højst tretten-fjorten Minutter daglig. Morgen og Aften et fire Minutters koldt Fodbad. Et Par Gange i Løbet af Dagen Aandedrætsøvelser med paafølgende Ben- og Armstrækninger. Det er i Virke139|ligheden det hele. Andet er det ikke. Men Virkningen, kære!«

Jægermesteren takkede for Oplysningen men forsikrede, at han befandt sig overordenlig vel uden Anvendelse af nogetsomhelst regulerende System i sin Livsførelse.

Men da rystede Generalkonsulen overbærende paa sit maskinklippede NSamson-Hoved.

»Undskyld, at jeg siger Dem det, Jægermester Hagen – men saadan tænkte ogsaa jeg, inden jeg lærte, hvad det vil sige, at Sjæl og Legeme fungerer sundt og normalt. Jeg vilde ønske, at De blot i en eneste Time kunde føle mit sjælelige og legemlige Velbefindende. De vilde da straks imorgen begynde med min Kones System. Appetiten vaagner, Søvnen bliver dyb og drømmeløs, Pulsslaget fuldt og kraftigt som paa en Tyveaarig. Og De skulde se en Afføring!« raabte han ganske højt, saa Folk vendte sig forskrækkede om og stirrede.

Men nu havde Jægermesteren ogsaa nok af ham og tog en hastig Afsked.

Stakkels Mand! – tænkte han. Saadan skulde det altsaa ende med ham! Han havde hørt, at han spenderede store Summer paa Udbredelsen af sin Kones forrykte Ideer. Nu i Sommer, efter at hans Far var død, havde han endogsaa solgt den gamle, ansete Kornforretning til et Aktieselskab for helt at ofre 140| sig for Menneskehedens Fremtidslykke ved det nathaliekoldingske System.

Han var kommen ind i Østergade og havde just hilst paa en Kollega fra Rigsdagen, da han fangede et Glimt af en smuk, mørkhaaret Dame, der kørte forbi i en flot Privat-Automobil og selv var meget kostbart udstyret. Ansigtet syntes ham underlig bekendt. Det forekom ham ogsaa, at Damen i Forbifarten havde set paa ham med en lille Studsen. Men da han ikke kunde komme paa, hvem hun var, glemte han hende hurtigt for Gadens mange andre Ansigter.

Han var paa Vej til sin Tante i Dronningens Tværgade. Selv boede han i en af Nde nye Ejendomme ved Langebro, hvor han havde indrettet sig i en herskabelig 2den Sals Lejlighed og Nførte et stort og gæstfrit Hus. Ved at sælge Storeholt var han ikke alene bleven befriet for al sin Gæld; han var desuden kommen i Besiddelse af N30 Tusinde i Kontanter, og hele Livet laa for ham i et gyldent Morgenskær. Naar han paa Sengen aabnede det friske Nummer af »Femte Juni« og stødte paa sit eget Navn; eller naar han i et Referat af en Teaterforestilling eller en Basar læste om »den fortryllende Jægermesterinde Hagen« tilligemed en Beskrivelse af hendes NToilette, var det endnu altsammen som en Drøm for ham. I Sammenligning hermed var det ganske betydningsløst, at et NHøjreblad, som 141| ingen læste, i et Rigsdagsreferat engang havde forsøgt at være morsom paa hans Bekostning og kaldt ham »Manden med den skrækkelige Kastratstemme«.

Ogsaa hans Billede havde flere Gange været i Bladet. Redaktør Samuelsen, hvem han undertiden besøgte paa Redaktionskontoret, havde den sidste Gang med en egen Mine udbedt sig Oplysninger om hans landøkonomiske Laboratorieforsøg, og han havde da givet ham en Redegørelse for sine Undersøgelser af de sygelige Tilstande hos N Solanum tuberosum. Den havde Dagen efter staaet i Bladet tilligemed hans Portræt, og han havde siden bestandig været omtalt der som »NKartoffelskimmelens energiske Bekæmper«.

Alt dette havde naturligvis sin Hensigt, som han godt forstod. Med Tryghed kunde han lade Tiden gaa. Uden Bekymringer af nogen Art, befriet som han var for alle Nsmaalige Tryk, alle ydmygende Forhold, ventede han nu paa den Dag, da Nden røde Lakaj vilde vise sig paa hans Trapper. Med Taknemlighed vendte han derfor ofte sine Tanker til Portrætet af sin berømte Oldefar, den gamle NGehejmeraad og Ekscellence med det kloge og myndige Statsmandsblik, hvis ansvarsfulde og for Fædrelandet saa velsignelsesrige Virksomhed var et Slægtsminde, som fra hans tidligste Aar havde ansporet ham til Efterfølgelse.

142| I Dronningens Tværgade traf han sin Tante alene i Dagligstuen, hvad han ikke var saa glad for. Hun paa sin Side ytrede nu heller ingen stor Glæde ved at se ham.

Hun sad i Sofaen med sit lange Strikketøj, som i den senere Tid mere og mere havde afløst den Avis, man ellers gerne saae hende med. Det var daarligt nok, at hun kunde overvinde sig til at spørge sin Brodersøn om hans eget og hans Kones Befindende. Hun kunde ikke tilgive ham Salget af Storeholt. Siden hendes Slægts gamle Gaard var kommen i fremmed Eje, saa hun ikke længer kunde sige »hjemme paa Storeholt«, følte hun det, som om hendes kæreste Tanker og lykkeligste Minder var bleven husvilde her i Verden.

Hun talte lidt til ham om Ministerudnævnelsen, som Jægermesteren dog ikke ønskede at komme nærmere ind paa. Han indlod sig overhovedet ikke gerne paa nogen politisk Samtale med Tanten, der altid viste hans egen offenlige Optræden som ogsaa hans Laboratoriearbejder en krænkende Ligegyldighed. Han gav sig derfor til at fortælle om sit Møde med Generalkonsul Kolding og det Indtryk, han havde faaet af hans sørgelige Aandsforfatning.

»Men han har jo altid været meget indskrænket,« sagde han. »Og nu hører jeg, at han gaar rundt i Sporvogne og paa Kafeerne og uddeler sin Kones 143| NTraktater ligesom en NGaardmissionær. Hvor kan en dannet Mand dog gøre sig saa latterlig!«

Han var dermed kommen ind paa et af sine Yndlingstemaer. Han vilde have det fastslaaet som selskabelig Lov, at et dannet Menneske ikke i nogen Situation maatte gøre sig latterlig. Et Menneske havde ingen Ansvar for, at han var bleven født ubegavet eller kejthaandet eller var pukkelrygget, men det var hans egen Fejl, naar han ikke vogtede sig for at blive komisk.

»Og nu har han ovenikøbet skilt sig af med Forretningen. Det er jo baade til at le og græde over. At opgive det gamle, ansete Handelshus for saadan noget Pjank! Hvem kan forstaa det?«

»Bliver du her til Frokost?« afbrød Tanten ham nu paa sin ligefremme Maade.

»Ja, har Jytte ikke sagt det? Det var jo en Aftale.«

»Har I da noget for?«

»Ja, jeg foreslog, at vi bagefter skulde følges ad til Karsten From og se paa de to Udkast til mit Portræt, du nok veed. Der maa jo nu træffes en Afgørelse, og den vilde jeg gerne have Jytte til at hjælpe mig med.«

Fru Bertha havde standset sine Strikkepinde.

»Det kan ikke være rigtigt. Det kan Jytte ikke 144| have sagt Ja til. Du maa tage fejl, John! Hun har heller ikke talt et Ord om det.«

I det samme kom Jytte ind fra sit Værelse. Det laa ved Siden af Dagligstuen, og hun havde ogsaa godt hørt Fætteren komme. Men hun stod dengang midt i en Omklædning, og hun saae nu med det første Blik, at hun var kommen for sent til at forhindre, at John Nsladrede af Skole.

»Hvad er der sket? ... I ser saa højtidelige ud.«

»Sig mig,« sagde Moderen. »Det kan jo ikke være rigtigt, hvad John her fortæller, at du tænker paa at besøge Karsten From i hans Atelier? Ikke sandt – John maa have misforstaaet dig?«

Hendes Tone krænkede Jytte. Hun havde indtil dette Øjeblik ikke for Alvor tænkt paa at tage mod Froms Indbydelse, og det allermest for Moderens Skyld. Nu svarede hun:

»Men – du gode Gud! – hvorfor dog? Naar jeg kan gøre John en Tjeneste med det!«

»Ja, hvad har du egenlig imod From?« spurgte Jægermesteren. »Jeg har mærket det før, Tante Bertha, at du ikke synes om ham. Han har jo ganske vist sine Underligheder. Men en Kunstner med hans Begavelse kan nu engang ikke være noget Normalmenneske. Jeg finder endda, at From har langt mere NOptræden og Dannelse end de fleste af den Slags. Jeg er sikker paa, Tante Bertha, at der145|som du havde set ham iaftes, var du selv bleven indtaget i ham, saa fin og taktfuld var hans hele Form.«

Fru Bertha, der ikke havde taget sine Øjne fra Jytte, sagde dertil:

»Saa Hr. From var altsaa med jer iaftes. Det har du heller ikke talt et Ord om.«

»Ikke? Saa har jeg vel ment, at det ikke interesserede dig, lille Mor!« svarede hun henne fra Vinduet, hvor hun stod og saae ned paa Gaden. »Men for nu at tale om noget andet ... Veed I rigtig af, at vi har faaet Sommer igen? Jeg kommer lige ude fra Langelinje, og der var et Mylr af Mennesker ... Jeg kan forresten hilse dig fra din Bror, John! Jeg tror, han var den eneste af dem allesammen, der ikke saae glad ud.«

»Tænk, har du ogsaa lagt Mærke til, at Asmus er bleven saa sær! Gud veed, hvad der er i Vejen med ham? Det ser da ogsaa besynderligt ud, at han har Tid til at spasere paa Langelinje midt paa Dagen. Jeg maa vistnok have min kære Broder lidt i Skole. Jeg er bange, han er ved at blive lidt forsømmelig. Talte du med ham?«

»Nej, jeg havde for travlt. Jeg skulde jo hjem til Frokost. Og jeg er forfærdelig sulten, Mor! Skal vi ikke snart spise?«

Jægermesteren rejste sig nu og sagde, at da han 146| altsaa ikke havde været ventet, vilde han ikke gøre Ulejlighed. Han skulde desuden gerne træffe en Mand henne i Rigsdagen. Saa vilde han med det samme spise Frokost der.

Fru Bertha gjorde ikke mindste Forsøg paa at overtale ham. Hun ønskede netop at blive ene med sin Datter.

»Som du vil, John!« sagde hun blot.

»Jeg kommer saa tilbage om en Timestid og henter dig, Jytte. Og det er vist rigtigst, at jeg ringer From op, saa han veed, at vi kommer.«

Jytte gjorde ingen Indvendinger. Hun sagde til sig selv, at et Afslag nu kun vilde forøge Moderens Mistanke. Og hvad Karsten From angik, saa skulde hun nok sørge for, at han ikke kom til at misforstaa hendes Besøg.

Da Jægermesteren var gaaet, sagde Fru Bertha efter nogen Tids Stilhed:

»Saa skal du altsaa igen paa Farten, Jytte. Du kom sent hjem iaftes, og nu bliver du Nsagtens borte det meste af Dagen. Jeg ser dig næsten aldrig mere.«

»Hvor du er underlig, Mor! Tidligere Nlod du mig høre, at jeg var sær, fordi jeg ikke altid kunde more mig med det samme som mine Veninder men foretrak mit Klaver. Og nu bebrejder du mig, at jeg er bleven fornøjelsessyg og aldrig har Ro paa mig. 147| I Sommer paa Skagen var du ogsaa misfornøjet med mig. Jeg var bleven for »fri«. Du er virkelig ikke let at gøre tilpas.«

»Du tager fejl, Jytte. Det er ikke det, jeg bebrejder dig, at du søger Selskab. Men naar du før sad og spillede det meste af Dagen bort, og nu næsten ikke rører Klaveret, saa har jeg vel Grund til at være lidt forbavset. En Bog aabner du jo heller ikke mere. Og disse Skuespillere og Kunstnere og Journalister, som du blandede dig saa meget imellem paa Skagen, eller de Folk, som John nu fører dig sammen med – vil du sige mig, finder du virkelig, at det er passende Selskab for dig?«

Jytte trak paa Skuldren.

»Det er Folk, der ikke tager Livet højtideligere end det fortjener. Derfor synes jeg om dem!«

Der blev en Pavse.

Fru Bertha havde gjort et Tilløb til at svare men opgivet det som frugtesløst. Hver Gang hun i den senere Tid havde forsøgt at tale alvorligt til Jytte om hendes Forhold, var hun bleven forfærdet over hendes Ligegyldighed. Selv de alvorligste Paamindelser om ikke at udsætte sit Rygte var hun bleven ganske uimodtagelig for. Ja det var næsten, som om hun følte en Tilfredsstillelse ved at vide sig miskendt af mange af Husets Venner. Hvad der under deres Besøg paa Storeholt var foregaaet mel148|lem hende og Pastor Gaardbo, vidste hun ikke; men netop fordi Jytte aldrig nævnede ham eller overhovedet nogensinde omtalte dette Sommerophold følte hun sig mere og mere sikker paa, at Erindringen derom rummede hendes Livs første alvorlige Ydmygelse.

»Veed du af, Jytte, at den Mand, som du altsaa nu vil besøge, har Ord for at være en af Københavns værste Skørtejægere? Det er nu blevet mig fortalt fra flere Sider, saa jeg har nogen Grund til at tro, at det forholder sig rigtigt.«

»Jeg tror ogsaa, jeg har hørt det,« sagde Jytte henne fra Vinduet. »Men hvorfor fortæller du mig det forresten? At jeg tager hen til en Maler sammen med min Fætter for at se hans Portræt – hvad har det med Mandens Fruentimmerhistorier at gøre?«

»Aa jo – lidt dog maaske. Men du synes altsaa ganske at have glemt, hvad du dog engang – meget opbragt – kaldte for hans Bølleoverfald paa aaben Gade.«

»Det har vi jo talt om før, Mor,« svarede Jytte utaalmodigt. »Jeg har sagt dig, at jeg vistnok misforstod Meningen. Det skulde ikke tages saa alvorligt. Men du tror naturligvis, at jeg er forelsket i Karsten From. Det er jo det sædvanlige. Men naar jeg nu paa Ære og Samvittighed forsikrer dig, at jeg kun gaar derhen, fordi jeg gerne gør John den 149| Tjeneste, saa vil du dog maaske tro mig. Hvad NPer og Povl behager at mene, bryder jeg mig virkelig Nikke det bitterste om.«

»Du behøver ikke at tage saadan paa Vej,« sagde Moderen og saae alvorligt paa hende.

Jytte gik nu bort fra Vinduet for at gaa ind i sit Værelse. Men da lagde Moderen Strikketøjet ned i Skødet og bad hende blive.

»Jytte,« sagde hun. »Du bryder dig ikke om, hvad Per og Povl tænker, siger du. Men maaske tager du dog endnu en Smule Hensyn til, hvad din Mor mener. Og jeg beder dig om, at du vil blive hjemme fra det Besøg og sende John Afbud.«

»Hvorfor?«

»Naar du ikke selv forstaar det, nytter det vist ikke, at jeg vil forklare mig. Men altsaa: jeg ønsker – ja, jeg forlanger, at du ikke gaar derhen. Ja du ser paa mig, men det er min Mening. Jeg forbyder dig at tage hen til Karsten From. Nu skal det have en Ende med den Leg!«

Jytte kom ikke til at svare. NPigen aabnede i det samme Døren til Spisestuen og meldte, at der var rettet an.

Under Maaltidet talte Moder og Datter kun saa meget sammen, som det var nødvendigt af Hensyn til Pigens Nærværelse. Og da de havde spist, gik Jytte straks ind til sig selv.

150| Hun satte sig i sin store Armstol og tog en Bog fra Bordet for at blive sine Tanker kvit men lagde den straks igen og lænede Hovedet tilbage med lukkede Øjne. Hun følte sig saa inderlig træt af det hele, havde kun det eneste Ønske at kunne sove sig bort fra den hele Tilværelse. De Politiøjne, som hun i saa mange Aar havde lidt under blandt Fremmede, dem skulde hun nu forfølges af ogsaa her i sit Hjem. Hendes egen Mor skulde sidde og vogte paa hendes Ansigt, skulde gaa paa Lur for at overraske hendes hemmelige Tanker, som var hun en NMisdæder, der bar paa en frygtelig Hemmelighed ... Og hvad var hendes Forbrydelse? At hun satte Pris paa Mænds Selskab men ikke havde haft det Held at finde den NSjælens »Tvillingbroder«, som hendes Far dengang paa hendes 16-AarsA Fødselsdag saa kønt havde paalagt hende at søge efter i den store Menneskevrimmel. Af den Grund var hun bleven stillet under Offenlighedens Kontrol som en Gadetøs. Det gode Selskab Nfordrede hende bundet til NSkampælen som et Eksempel til Skræk og Advarsel ...

Det ringede, og lidt efter hørte hun Fætterens Stemme inde i Dagligstuen. Hun rejste sig dog ikke straks men sad og tænkte paa, at Moderen i hvert Fald havde opnaaet, at hun nu selv havde tabt Lysten til det Atelierbesøg.

»Dersom Mor ikke var kommen med det fornær151|melige Forbud, kunde jeg udmærket godt have føjet hende i at blive hjemme. Men nu har hun selv gjort det umuligt. Mor maa forstaa, at jeg ikke vil lade mig gøre umyndig.«

Jægermesteren stod inde i Dagligstuen med Overtøjet paa. Han fortalte Fru Bertha, at han havde truffet Direktør Zaun paa Gaden, og tilføjede hemmelighedsfuldt, at de havde haft en meget interessant politisk Samtale. At han dog ikke havde forsømt at spise en kraftig Frokost røbede de blanke Øjne og Blusset paa hans Kinder.

»Kære Tante Bertha!« sagde han derpaa i en halvt medlidende Tone, da det heller ikke dennegang var lykkedes ham at gøre hende nysgerrig. »Du vil dog vel ikke sidde og kukelure i det velsignede Vejr hele Dagen? Det er en Varme, forsikrer jeg dig, saa man ganske stille gaar og græder med hele Kroppen som paa en Sommerdag. Og vi skriver idag den 28de Oktober. Kan du forresten huske, Tante, hvad jeg forudsagde allerede i Sommer, da vi havde den stærke Varme. Det var netop en af de Dage, da du og Jytte var paa Storeholt – –«.

Men ved at høre dette Navn løftede Fru Bertha paa eengang Øjnene fra sine Strikkepinde og Nfaldt ham hastig i Talen.

»Du vilde gøre mig en Tjeneste, John, ved ikke at nævne Storeholt i mine Stuer. Det undrer mig 152| forresten, at du ikke selv føler det mindste ved det.«

Jægermesteren stirrede i første Øjeblik aldeles uforstaaende paa hende, og da det endelig gik op for ham, at det var Alvor, anstillede han sig dybt krænket, fik sit højtideligste Ansigt paa og sagde:

»Ganske som du behager, Tante Bertha!«

Høflig, tilknappet, strengt formel.

I det samme kom Jytte ind fuldt paaklædt i Hat og Overtøj. Hun undgik at se paa Moderen, sagde blot, idet hun hurtigt gik gennem Stuen:

»Ja, saa gaar vi altsaa, John!«

Fru Bertha fulgte hende fra Sofaen med et stort, raadløst Blik. Hun lagde slet ikke Mærke til, at Jægermesteren tog en høflig, tilknappet, strengt formel Afsked uden at give hende Haanden.

»Hvad gaar der af din Mor i denne Tid?« spurgte han Jytte, da de fulgtes ned ad Trappen. »Hun er bleven saa Npatetisk.«

Jytte, der allerede var begyndt at faa lidt Samvittighedsnag, tog Moderen i Forsvar. Man maatte huske paa, hvad hun i de senere Aar havde gaaet igennem. Ebbes Død forvandt hun aldrig.

»Skal vi køre, eller foretrækker du at gaa?« spurgte Fætteren, da de var kommen ned paa Gaden.

»Jeg vil helst køre. Saa kan vi hurtigere være tilbage. Og – ikke sandt, John? – vi Ngør det kort 153| af. Jeg vil ikke lade Mor sidde for længe alene idag.«