Fru Bertha sad endnu med Hænderne raadløst i Skødet efter Jyttes Bortgang, da NPigen kom ind med et Brev. Det var bragt af NMinisterpræsidentens Tjener, der havde Ordre til at vente paa Svar.

Hun tænkte, det var en Indbydelse, og blev højst forundret over at finde to beskrevne Sider med Ministerens egen Haandskrift. Endnu mere overraskedes hun af Indholdet. Tyrstrup udbad sig en Samtale med hende saa hurtigt som muligt og under fire Øjne.

»Hvad kan det dog være?«

Hun gik til sit Skrivebord, skrev hastig Svaret bag paa et Visitkort og lagde det i en Konvolut. Der stod blot: »Med Glæde til Deres Tjeneste«.

En halv Time senere holdt en NDroske udenfor Porten, og Tyrstrup steg ud.

Fru Bertha, der havde tilbragt Ventetiden i Uro og Spænding, tog selv imod ham ude i Forstuen og førte ham ind i Dagligstuen. Ved at se hans Ansigtsudtryk blev hun straks paa det rene med, at der var Nforefaldet noget alvorligt. Og hendes Uro steg, da Tyrstrup saae sig omkring og med dæmpet Stemme spurgte:

154| »Der er vel ingen Grund til at tro, at nogen hører os her?«

»Nej, – men vi kan gaa ind i NKabinettet. Der er vi i hvert Fald sikre.«

»De vil rimeligvis finde Hensigten med mit Besøg meget besynderlig,« begyndte han, da de havde taget Plads. »Jeg kommer nemlig til Dem for at bede Dem om en usædvanlig Tjeneste. Det gælder ikke mine private Forhold – som De vist kan vide – og jeg Ngør derfor Regning paa, at De i hvert Fald vil Noptage min Henvendelse uden Mistro. Sagen er den: jeg modtog for et Par Timer siden gennem Direktør Zaun en Skrivelse fra Enslev ... en Skrivelse, som vi for enhver Pris maa faa ham til at tage tilbage. Men nu ligger Forholdene jo desværre saadan i Øjeblikket, at ingen af Regeringens Medlemmer eller af vore Venner i Partiet har den Gamles Tillid. De to sidste Gange, jeg selv søgte ham, vilde han ikke modtage mig, og jeg kan – særligt ved denne Lejlighed – ikke udsætte mig for en fornyet Afvisning. I denne Nødstilstand kom jeg til at tænke paa Dem, Fru Abildgaard. De har jo altid haft en høj Stjerne hos Enslev. Jeg tror, De for Tiden er en af de faa, han har bevaret nogen venlig Følelse for. Han har vel heller ikke glemt Deres Mands store Trofasthed mod ham – og store Taalmodighed. Dem vil han derfor ikke mistænke.«

155| »De gør mig helt forvirret, Tyrstrup! Og De tager ganske fejl! Jeg har ikke den allermindste Indflydelse paa Enslev. Da jeg i Sommer traf ham paa Fyn, kaldte han mig rent ud for en Forræder.«

»Alligevel, Fru Abildgaard. Dem vil han i hvert Fald modtage. Og han vil ogsaa høre paa Dem. Og jeg beder Dem betænke, at det gælder om at afværge en Katastrofe, som kan faa uberegnelige Følger for hele Landet og dets Fremtid.«

»Men hvad er det da? Hvad staar der i den Skrivelse?«

»Ja – her kommer Vanskeligheden for mig. Det har jeg nemlig ikke Ret til at sige Dem. Brevet er stilet til Partistyrelsen og overbragt mig som dens Næstformand. Men jeg tør vel haabe, kære Frue, at De ikke tror mig i Stand til at misbruge et Tillidsforhold. Dersom jeg ikke var fuldkommen sikker paa, at De i et og alt vilde billige mit Standpunkt i denne Sag, var jeg naturligvis ikke kommen til Dem. Hvad jeg vil anmode Dem om, er iøvrigt kun, at De vil gaa til Enslev og paa mine Vegne bede ham om endnu engang at overveje Følgerne af ... af det Skridt, han altsaa har bestemt sig til for at kunne ramme os. Jeg maa foreløbig antage, at det er sket i en sygeligt ophidset Sindsstemning. Det er trist at maatte sige det, men Enslevs Ubeherskethed er jo paa sørgelig Maade tiltaget med Aarene, og den 156| giver sig undertiden Udslag, der faar mig til at tænke paa – hvad vistnok nu er bleven fuldt ud bevist – at der flyder nogle Draaber NNatmandsblod i hans Aarer. Men jeg kan dog alligevel vanskeligt tro, at han ikke, naar Ansvaret bliver ham helt bevidst, vil betænke sig paa at sætte Landets Ro og Velfærd paa Spil for at tilfredsstille en personlig Hævnfølelse – eller Magtsyge eller hvad det nu er, der har bevæget ham til en saa monstrøs NOverilelse.«

Fru Bertha sad med Pegefingeren under Kinden og saae modløst ud over Gulvet.

Hun havde i de senere Aar saa ofte ønsket, at hun ejede en Mands Kraft og havde Evne til at tale til Masserne. Hun vilde da raabe det ud paa alle Torve, at Tiden var af Lave og maatte bringes til Fornuft. Hun vilde kalde især paa Ungdommen for at vække den til Selvbesindelse. Ak – og nu, hvor det blot galdt om at gaa hen til en gammel Ven for at tale ham tilrette, blev hun straks saa fattig paa Mod og fuld af Nallehaande Betænkeligheder.

»Jeg veed ikke rigtig, hvad jeg skal sige til det, Tyrstrup. Mit Syn paa Enslev kender De. At det er en Ulykke baade for ham selv og for hele Landet, at han ikke faldt til Ro paa sit »Stavnsholt«, det har vi før talt om, og paa det Punkt er vi ganske enige. Men vi har Folk i Partiet, hvis Ærinde jeg ikke ønsker at gaa. Allermindst naar det gælder Enslev.«

157| »Jeg forstaar, hvem De tænker paa. Men netop disse Mænds Indflydelse vil vokse stærkt i en krigerisk Situation, saa heller ikke i den Henseende gaar De mod Deres egne Ønsker ved at paatage Dem denne Mission. Der er fra en vis Side i Partiet indkaldt til et privat Møde iaften, og jeg har maattet love at komme tilstede. Her vil jeg blive nødt til at give Oplysning om Enslevs Demonstration, dersom han ikke forinden bringes til Fornuft. Jeg maa derfor desværre bede Dem om at handle Nuden Opsættelse.«

»Et Møde? Jeg har lagt Mærke til, at Gjærup har været saa virksom i den sidste Tid. Det varsler ikke godt ... Og et privat Partimøde? Det lyder underligt. Næsten som en Sammensværgelse. Og De har lovet at komme tilstede?«

»Jeg har mine Grunde.«

Deres Øjne mødtes uvilkaarligt; hvorpaa Ministerchefen halvt undselig slog sine ned. Fru Bertha lagde sin Haand fortrolig paa hans Arm og sagde sørgmodig spøgefuldt:

»Det er virkelig godt, Tyrstrup, at jeg kender Dem saa nøje, som jeg gør. Ellers vilde vel ogsaa jeg begynde at blive Nbange for Dem. – De er en modig Mand! Man skulde næsten tro, De ikke vidste, hvad Folk mener om Dem. De gaar saa rolig omkring imellem os, som om det slet ikke var Dem, der 158| mistænktes for at være en lidt ulden Herre, en temmelig Ntvetydig Personlighed, der helst Nbærer Kappen paa begge Skuldre.«

»Det kan jeg dog vanskeligt undgaa at mærke,« svarede han med sit trætte Smil. »Jeg ser mig jo daglig fremstillet i den Figur i de fleste Blade. Men naar det blot maa lykkes mig at bringe Landet Nfrelst over disse Tiders svære Krise, skal jeg forresten ikke beklage mig. En lidt skaansommere Bedømmelse af min Karakter og mine Evner kunde jeg dog for Sagens Skyld nok ønske mig. Det bliver under disse Forhold stadig vanskeligere for mig at styre de blodtørstige Hoveder indenfor vor egen Fraktion. Gjærup er ingenlunde den eneste, der gaar med en Kniv i Ærmet. Jeg kan godt sige, at jeg mærker den krigeriske Stemning brede sig Dag for Dag. Det er Enslevs Strige-Tale, som nu hævner sig. Men jeg tror, at vi i Øjeblikket befinder os paa et Vendepunkt. Kommer Partiet frelst gennem denne Prøvelse, vil NSamlingstanken sejre, og vi tør da haabe paa igen at gaa en rig og lykkelig Fremtid imøde.«

Han havde rejst sig og taget hendes Haand.

»Saa vil De gaa til Enslev, ikke sandt? Jeg sætter nu alt mit Haab til Dem.«

»Jeg har ingen stor Tro paa, at jeg kan udrette noget, ... men jeg tør jo ikke sige Nej. Jeg skal gøre mit bedste, det lover jeg Dem.«

159| »Tak.«

Ved Døren vendte han sig om og sagde:

»Saa maa jeg blot endnu engang have Lov til at minde om, at Sagen haster. Inden Klokken 6 skulde jeg gerne have Svaret. Jeg vil tillade mig til den Tid at sende min Tjener til Dem.«

Fru Bertha var bleven siddende. Hun var saa bevæget, at hun glemte at følge ham ud. Og nu, da han var gaaet, blev hun næsten lidt vred paa ham, fordi han havde lagt saa stort et Ansvar paa hendes Skuldre.

Men lidt efter rejste hun sig for at klæde sig paa. Forsøget maatte jo nu gøres, og der var altsaa ingen Tid at spilde.

Nede paa Gaden gik hun mod Sædvane helt inde ved Husrækken. Hun tænkte ikke over det, og da en Herre kom forbi og hilste hende, saae hun paa ham uden rigtig at vide af det og uden at genkende ham. Hun følte selv sin Sindstilstand højst forunderlig. Den mindede hende om hine fjerne Tider, da hun gik Nfrugtsommelig med sit første Barn og var besværet og modløs og ogsaa lidt skamfuld men samtidig beruset af et stort Haab.

Ved Enslevs Dør blev hun først afvist af lille NJomfru Jensen med den Besked, at Herren ikke tog imod; men da hun sendte sit Kort ind, blev hun straks Nindladt.

160| Enslev var forsøgsvis staaet op. Han sad i Slobrok med en Plæd omkring Benene henne i Solen ved Vinduet i sit Arbejdsværelse. Han havde endogsaa en af sine store, sorte Cigarer i Munden, og Røgen steg i blaalige Hvirvler op i Luften. Ved at se ham sidde der saa fredelig og slikke Solskin som en gammel Pensionist blev Fru Bertha staaende et Øjeblik forvirret af Modsætningen mellem dette Syn og hendes egne urolige Følelser. Det var saa ufatteligt, at denne lille, hvide og hjælpeløse Mand var Enslev, Tyrannen, som Venner og Fjender i en Menneskealder havde frygtet, og hvis Ja og Nej endnu i hans Alderdom ejede en Magt, der styrede Folkets Skæbne.

Han vilde rejse sig op for at tage imod hende, men hun forhindrede det og bad ham blive siddende. Hun rullede selv en Stol frem over Gulvet og satte sig overfor ham.

»Som De ser – De finder mig halvt i NNégligé,« sagde han. »Min Læge vil ikke tillade mig at tage mod Besøg. Med Dem har jeg altsaa gjort en Undtagelse. Det er nemlig saa sjelden, jeg har den Fornøjelse at se Dem.«

»De skal ogsaa have Tak, Enslev, fordi De lod mig komme ind. Det var meget elskværdigt af Dem. Jeg har jo hørt, at De desværre igen har været Nupasselig.«

161| »Kun en Ubetydelighed. – Men jeg maa straks anmode Dem om at tilstaa mig en Begunstigelse. Vil De tillade mig at tilsidesætte Hensynet til en Dames Nærværelse og blive ved at ryge? Denne gode Cigar havde jeg lige faaet tændt, dengang De kom, og da det er den første efter tre Dages Afholdenhed, vil De forstaa – –.«

»Der behøves ingen Undskyldning. Jeg glæder mig tværtimod over, at Tobaken smager Dem. Det et jo det sikreste Tegn paa, at De befinder Dem vel.«

»De er altfor artig, Fru Abildgaard! ... Men jeg takker Dem.«

Hans Blik og Tone gjorde Fru Bertha utryg. Hun havde undervejs forberedt sig paa, hvad hun vilde sige, men følte nu paa eengang alting vakle. For at samle sine Tanker sad hun en Tid og talte om ligegyldige Ting, indtil Enslev, der var bleven tavs, med eet afbrød hende.

»Skal jeg lette Dem Overgangen?« spurgte han.

»Hvordan mener De?«

»Jeg veed, hvorfor De er kommen her.«

»De veed det!«

»Ja. Det vil sige, jeg har gættet mig til det. Da jeg fik Deres Kort ind, var jeg straks paa det rene med, at De kom her som Ambassadrice og overordenlig Befuldmægtiget. De ser saa forbavset paa mig, men der er ingen Grund til at beundre mit 162| Skarpsyn. Tyrstrup har efterhaanden selv afsløret sin NGrævlingenatur. Og det ligner ham da ogsaa altfor godt at overtale en Dame til at gaa hans ubehagelige Ærinder.«

»Det har De ikke Lov til at sige, Enslev. Jeg veed, at Tyrstrup to Gange har søgt Dem, men De har ikke villet modtage ham.«

»Det er ganske rigtigt. Med en Fjende forhandler jeg ikke paa Tomandshaand men kun i Vidners Nærværelse og allerhelst i hele Offenlighedens Paahør. Jeg deler ikke Tyrstrups Forkærlighed for de smaa Tête-à-tête’rA og kælne Overtalelser i Sofakrogene. – Men altsaa: De er kommen her i Anledning af det Brev, jeg har sendt NKonsejlspræsidenten. Saa har han vel ogsaa meddelt Dem Brevets Indhold?«

»Nej. Det følte han sig ikke berettiget til.«

»Hvilken Finfølelse! Ja, Tyrstrup er den ædle, rettænkende Mand ud til Fingerspidserne! Selve NBravhedens Apoteose! ... Forresten veed jeg ikke, hvad den Hemmelighedsfuldhed skal til. Imorgen kan dog alle og enhver læse mit Brev i »Femte Juni«. Det meddeler iøvrigt blot, at jeg paa Grund af det mere og mindre vel maskerede politiske NBagstræv, der nu har Magten i Partiet, ønsker at frabede mig den Ære at være dets Formand.«

Fru Bertha nikkede hen for sig og sagde efter en lille Pavse:

163| »Jeg havde nok tænkt mig, at det maatte være det.«

»Ja. Og samtidig har jeg meddelt, at jeg har besluttet mig til at udtræde af Partiet.«

Det blev tilføjet let hen mellem to Drag af Cigaren; men for Fru Bertha var det, som om Himlen styrtede ned.

»Det har De ikke, Enslev! Det kan De ikke mene! Udtræde ... af det Parti, som De selv har været med til at skabe. Som man nu i en Menneskealder har givet Deres Navn!«

Enslev svarede ikke. Og for at understrege, at han var utilgængelig for Paavirkning i den Sag, lagde han sig tilbage i Stolen med sin Cigar.

Der blev længe stille.

»Der var engang, Enslev, da jeg forestillede mig den Tid, vi nu staar i, som en Fredens og Menneskekærlighedens Guldalder, som det vilde blive en stor Lykke at komme til at opleve. Jeg kan huske, at De selv engang i vort Hjem i en prægtig Skaaltale lykønskede mine Børn, fordi de var født til Verden under Frihedens Tegn og paa et Tidspunkt, da dansk Ungdom – som De sagde – »kunde plukke de første, modne Frugter af NKundskabens Træ i dets frie Udfoldelse«. Hvad Lykke det blev til for mine egne, skal jeg ikke komme ind paa. Men jeg maa ofte tænke paa, hvordan De vel selv 164| inderst inde dømmer om Resultatet af Udviklingen og om vore Tilstande i det hele. Det var jo dog et ganske andet Lykkeland, De i Deres Ungdoms Tro og Begejstring drømte om – og fik saa mange andre til at haabe paa.«

Enslev havde hørt paa hende med sit vildeste Mulm i Blikket.

»Tilstandene?« sagde han. »Dersom De tænker paa det fejge og lumpne Forræderi, vi nu er Vidne til, saa har De selvfølgelig Ret. Det var ikke en saadan Usselhedens Guldalder, jeg i sin Tid »drømte« om – som De saa ægte kvindeligt udtrykker Dem. Ikke i mine uhyggeligste Fantasier har jeg tænkt mig Nfromladne NMarekatte af NProvst Brobergs Kaliber som Resultatet af Udviklingen. Jeg stræbte engang efter at vække et sovende Folk og gøre det til det frieste og mandigste i Verden. Jeg vilde forsøge igen at skabe en Ungdom i dette lille Oldingeland ... Men det skal jeg forresten ikke komme nærmere ind paa. Kun vil jeg sige Dem, Fru Abildgaard, hvad jeg allermindst har troet at skulle opleve. Det er, at De, som var gift med min mangeaarige Ven og politiske Medarbejder, hvem jeg vel kun har gjort godt ... at De, hans Kone, vilde stille Dem til Disposition for mine Fjender. Og det paa et Tidspunkt, da alt fejgt og lumpent Pak i Landet rotter sig sammen imod mig. En saadan Utaknemlighed vilde 165| jeg ganske vist have forsvoret, og den er mig en bitter Skuffelse.«

Han havde under dette Udbrud kastet den halvt udrøgne Cigar hen i Askebægeret, som om den pludselig kvalmede ham.

Fru Bertha rystede benægtende paa Hovedet.

»De tager fejl, Enslev! Det vil De aldrig opleve, at jeg gaar Deres Fjenders Ærinde. Men De er bleven lidt slem til at miskende Deres Venner. Det har jeg sagt Dem før ... Mon De kan huske den Samtale, vi førte med hinanden i Sommer? Det var Dagen efter det store Strige-Møde. De lod mig dengang høre for, hvad de kaldte mit Sortsyn paa Udviklingen, og da jeg forsøgte at forklare Dem mine Ængstelser, vendte De det døve Øre til. Jeg tænkte derfor bagefter, at jeg maaske virkelig saae for mistrøstig paa vore Forhold. Men hvad jeg siden har set og oplevet, har ikke kunnet berolige mig. Jeg føler mig mere og mere overbevist om, Enslev, at vi glider hen imod en frygtelig Katastrofe. Mine private Sorger og Bekymringer skal jeg – som sagt – ikke besvære Dem med. Kun en eneste Ting maa jeg have Lov til at nævne. Vor Samtale fandt jo Sted paa Storeholt, og som De vistnok veed, er nu Gaard og Gods og alt lige til det gamle Bohave kommen paa fremmede Hænder og mit Barndomshjem er bleven lukket for mig. Det var et Salg i 166| sidste Øjeblik for at undgaa Udpantning og Tvangsauktion. Jeg lægger ikke hele Ansvaret for Miseren paa min Brodersøn. Jeg veed godt, at den begyndte allerede i min Broders Tid – og maaske tidligere.«

»Ja, det er altsaa en gammel Historie,« sagde Enslev utaalmodig. »Jeg veed ikke, hvorfor De fortæller mig alt dette.«

»Aa jo, for jeg synes, at denne triste Historie om en gammel Slægtsgaard, der i mere end hundrede Aar har været en Familjes Hjem og noget af en Helligdom for den, og som nu ved letsindig Sorgløshed og Sløseri er kommen i Hænderne paa en Person som NGrosserer Søholm – jeg synes, at denne sørgelige Historie er som et Sindbillede paa vor hele selvforskyldte Elendighed. Tro mig, Enslev – der er rundt om i Landet mange, der i disse Tider har den samme knugende Følelse af Hjemløshed som jeg ... mange, der sidder og fryser af Uhygge ved Tanken om, hvad Fremtiden vil bringe os.«

»Hvem er da denne Søholm?« spurgte Enslev for at komme bort fra Emnet ved at vise hende Deltagelse – han saae, at hun havde faaet Taarer i Øjnene og var ved at overmandes af sin Sindsbevægelse. »Er han ikke Kaffehandler? Og er han ikke Deres Brodersøns Svigerfar?«

»Han kalder sig Grosserer ja – men er jo som de fleste i Virkeligheden kun Agent for udenlandske 167| Spekulationsforretninger. Det er et ganske samvittighedsløst Menneske, der ikke har andet Formaal end at tjene Penge. De talte før om Ungdommen og hvad De havde ventet Dem af den. Men vil De sige mig, hvordan skal den unge Slægt kunne vækkes til Ansvarsfølelse, naar Personer af den Slags faar Lov til at gaa uantastede omkring og endogsaa hædres af Samfundet, ja stilles frem som Forbilleder for de unge?A Er det underligt, at Haabløshed og en dræbende Ligegyldighed breder sig som en smitsom Sygdom netop blandt de ærligste og bedste af dem? ... Og der er kun een herhjemme, der har Magt til at hjælpe her ... en eneste, der maaske endnu kan vække Folket til Selvbesindelse og afværge en national Ulykke.«

»Og det er altsaa Tyrstrup!« sagde Enslev med Bitterhed.

»Nej – det er Dem, Enslev! De er den eneste her i Landet, hvis Ord alle lytter til. Den eneste, hvis Tale naar ud til hele Folket med virkelig Myndighed og Styrke. Tyrstrup veed godt selv, at han ikke magter Opgaven alene ... Og naar De gaar imod ham, hvor skal han da søge sine Forbundsfæller? ... Men dersom De blot vilde, Enslev, saa kunde De med et Pennestrøg gøre en Ende paa meget af den vilde Lovløshed, der nu triumferer rundt om i vort Samfund ... f. Eks. i vor Presse ... 168| og allermest i Deres egen Avis! Ja, jeg maa sige det, som jeg mener. De har der et Medansvar, som jeg ikke forstaar, De vil blive ved at bære.«

»Aa, den dumme Snak! I tyve Aar har jeg maattet høre den! Men den gør ingen Indtryk paa mig. Jeg veed, hvad jeg foretager mig. Jeg kender det danske Frisind. Der lumrer omkring i Krogene saa mange lyssky Bakterier efter Fortidens aandelige Sygdomme. Paa dem virker »Femte Juni«s ungdommeligeA Respektløshed som en gavnlig Desinfektion. Den har blot – som det nu viser sig – ikke været kraftig nok.«

»Maaske. Men har den til Gengæld ikke ødelagt Livsspirer, som vi nu haardt maa savne? Hvor er vor Ungdom henne? Har en ung Mand i vore Dage nogen anden Tanke end hans egen Karriere – og saa Adspredelser og Fornøjelser? Hvordan skal det ende, Enslev? De lader nu, som om De ingenting ser. Men jeg tror Dem ikke. Dertil er De altfor klog. Jeg tror, at ogsaa De mangen Gang med Bekymring tænker paa, hvad Enden skal blive. Gid De da vilde glemme Fortiden og al gammel Bitterhed for vor Fremtids Skyld! Har vi ikke haft Splid og Ufred nok i dette Land? Forlig Dem med Tyrstrup! Han er ikke den, De mener. Blot De vilde tro mig! Slut Fred med alle dem, som vil det 169| gode, hvad de saa ellers tænker og tror! Gør det, Enslev! Og Eftertiden vil velsigne Deres Navn!«

Revet hen af sin Bevægelse var hun gledet ned paa Knæ foran ham, idet hun tog hans Haand mellem begge sine. Enslev følte sig et Øjeblik mod sin Vilje grebet, og da hun mærkede hans Usikkerhed, blev hun ved at klynge sig til Haabet med en bønfaldende Lidenskab, saa han tilsidst maatte tage Haanden til sig med Magt.

»Saa rejs Dem dog! ... Dette er altfor taabeligt!« sagde han. »Jeg ber Dem om at holde op. De veed jo ikke, hvad De selv siger. De tager Dem den Frihed at bryde herind for at give mig politiske Raad. De finder det passende at foreholde mig mit Ansvar, at foreskrive mig Pligter. Det gør mig ondt, at De ikke selv har kunnet indse, hvor latterlig Deres Optræden er.«

Fru Bertha havde rejst sig. Fortumlet og skamfuld stod hun ved Siden af sin Stol med Haanden paa dens Ryg og vendte sig bort. Med Fortvivlelse i Hjertet forstod hun nu, at der Nintet var at udrette, at hun vilde komme til at gaa derfra uden Haab.

Imidlertid fortsatte Enslev. Han sagde, at han selvfølgelig lige saa godt som hun vidste, at der i den snart halvhundredaarige Kamp mod Undertrykkelsen fraoven og Enfoldighedens NTvang fra170|neden kunde være Ngaaet et og andet værdifuldt i Løbet. Men hvem havde lovet hende, at Friheden skulde vindes uden Ofre? Ikke han! Det var vel overhovedet kun Kvinder, der forestillede sig en politisk Kamp som en Krig med Knappenaale. Eller troede hun, at han selv var gaaet Ram forbi? At ikke ogsaa han havde maattet lide Tab paa sin personlige Lykke? ...

Fru Bertha saae sig tilbage mod Døren og ønskede sig bort. Hun havde ogsaa hørt det ringe og frygtede for at træffe NFremmede.

»Nu maa jeg hellere gaa!« sagde hun. »Jeg gør Dem kun mere vred – og det var ikke Hensigten med mit Besøg.«

Hun rakte ham Haanden, og Enslev blev igen forsonligere stemt.

»Paa Dem er jeg ikke vred. Men det gør mig ondt, at De har ladet Dem misbruge til denne politiske NSendelse, som De ikke selv har forstaaet. De indestaar for Tyrstrup – siger De. Men hvad Vægt ligger der paa ham? Han er jo kun en NLeddedukke og Paradefigur i Hænderne paa Gjærup og den øvrige Bande, som nu i tredive Aar har ligget paa Lur for at komme mig tillivs ...«

»Tal nu ikke mere, Enslev! Jeg veed jo nu, at jeg er gaaet forgæves. – Jeg siger Dem Farvel!«

Han vilde rejse sig for at følge hende til Døren, 171| men i det samme kom lille Jensen ind med et Visitkort; og førend Enslev havde faaet NNæseklemmerne paa for at læse Navnet, var Fru Bertha gaaet ud af Værelset.

Ude i Forstuen stod Redaktør Samuelsen. Han mødte her efter NTilsigelse og var tydelig stærkt nervøs. Idet Fru Bertha passerede forbi, hilste han dog med sin mest smilende Elskværdighed.