189| Nogle Timer senere, da Taagen og Mørket atter havde nedsænket København som i en underjordisk Eventyrverden, og da Menneskestrømmen paany gik fra NBroerne ind mod Teatrene og Byens mange andre Forlystelsessteder, samledes det af Gjærup foranstaltede politiske NVelfærdsudvalg i et ældre Hus i NKronprinsensgade, et forhenværende Foreningshus, som nu var omdannet til et smaaborgerligt Selskabslokale.

Da Sammenkomsten var ganske privat, og Resultatet af Forhandlingerne foreløbig skulde hemmeligholdes, havde man foretrukket dette Mødested fremfor Byens mere kendte Samlingslokaler, hvor det altid var vanskeligere at sikre sig imod at blive beluret af Pressens lange Æselsøren.

Gjærup havde indfundet sig en halv Time før Mødetiden for at efterse, at alt var i Orden efter Aftalen. Han kendte personlig Værten, som oftere havde stillet sine Lokaler til Raadighed for den Slags hemmelige Sammenkomster, hvori Gjærup var den ledende Aand, og som af den Grund nylig var bleven belønnet med en NKammerraadstitel. Han vidste, hvad Slags Sikkerhedsforanstaltninger der krævedes, og Gjærup ytrede da ogsaa sin Tilfredshed med Ordningen.

Midt i en Sal, der optog det meste af Huset, var 190| der anbragt et langt Bord med Stole omkring. Men ogsaa de tilstødende Rum paa begge Sider var forbeholdt Mødets Deltagere, og til deres Betjening var der udset et Par af Forretningens ældste Folk, for hvis Tavshed Kammerraaden Ngik i Borgen.

Men et Uheld var i sidste Øjeblik indtruffet. En Kortslutning havde gennembrændt den elektriske Hovedledning. Hele Huset maatte oplyses med, hvad man i Hast havde kunnet skrabe sammen, lige fra Sølvkandelabre til gamle Petroleumslamper og NCyclelygter. Navnlig inde i Salen forslog denne Nødhjælp ikke stort, og Kammerraaden var meget ulykkelig.

Gjærup derimod gjorde ikke noget Væsen af Sagen. Disse gammeldags Lamper og uroligt brændende Lys i Nsvære NArmstager, der pludseligt igen var kommen til Ære og Værdighed, lagde en Fortidsstemning over Salen, der i Øjeblikket svarede til noget i hans bevægede og kæmpende Sind.

Han og Enslev havde været Venner i Ungdommen. De kom begge ude fra Landet, og i de fattige Studenterdage havde de holdt broderligt sammen. Ved hint nu historisk berømte NSold i Studenterforeningen, da Enslev ud paa Natten sprang op paa en Stol og under frygtelig Tumult holdt sin første politiske Oprørstale, havde Gjærup med sin Person dækket Vennen mod Overlast af nogle halvfulde og ophidsede 191| unge Mennesker, der vilde rive ham ned af Stolen og slaa ham ihjel. Ogsaa siden hørte han en Tid til Enslevs modigste og mest uegennyttige Vaabendragere. Men deres Livsskæbner var bleven meget forskellige. Skønt Gjærup var et skarpsindigt Hoved med en ualmindelig juridisk Viden, som Partiet ofte havde gjort Brug af, var han bestandig bleven holdt nede i en politisk Skyggetilværelse og gjort til en halvt latterlig, halvt Ntvetydig Person af Partiets egen Presse, hvad han ikke uden Grund tilskrev Enslevs Indflydelse. Fra det Øjeblik de to Venner mødtes i Rigsdagssalen, havde Enslev udelukkende set Pedanten i ham og været klar over Faren ved hans Medarbejderskab. Da han desuden med sin mistænksomme Natur straks mente at opdage Forsøg paa Snigløb fra Gjærups Side, havde han ikke Ntaget i Betænkning at uskadeliggøre ham.

Men nu følte Gjærup sig overbevist om, at Hævnens store Time endelig var kommen for ham.

Efter at Kammerraaden bukkende havde forladt ham, og før nogen af de indbudne endnu var kommen, gik han i en halv Snes Minuter i Ensomhed op og ned i Salen med Hænderne paa Ryggen. Fingerenderne paa den højre Haand havde travlt, og i sin forhaabningsfulde Spænding smilte han som en Dødning og tænkte undertiden højt.

»Nu skal du faa din Dom, Tyge! ... Dit knejsende 192| Hovmod staar for Fald! ... Og faar jeg dig først ned fra den Æresplads, du har skændet, skal der ikke være Naade for dig, før jeg har dit stolte Hoved under min Hæl!«

Men nu begyndte Folk at komme. Den første var den unge Højskoleforstander Aleksandersen i sin lange, stramt tilknappede Frakke med de udpolstrede Skuldre, – blond, lysblaaøjet og smuk. Ved Synet af det lange Bord med dets mange mærkelige Belysningsgenstande udbredte han sine Arme og sagde med karakterfast Stemme nogle hjertelige Ord, mens hans Skygge tegnede sig paa Væggen bagved ham som en uhyre Sprællemand.

Nøjagtig paa Klokkeslaget kom Rektor Bohse sammen med Jørgen Højbo og Lærer Tanning. Og fra nu af gik Døren uafbrudt. En for en eller et Par Stykker i Følge blev Folk lukket ind af Tjenere, der med Lys i Haanden havde ledsaget dem op ad den halvmørke Trappe, hvor kun et Par Cyclelygter brændte.

Der samledes tilsidst henved et halvt Hundrede Mænd, hvoraf Størsteparten var NLovgivere. Resten bestod af bekendte Partifæller udenfor den aktive Politik, et Par Universitetsprofessorer, nogle Præster og Redaktører, om hvem det vidstes, at ogsaa de efterhaanden havde taget Afstand fra Enslev og hans Presse. De var bleven indbudte, for at de med deres 193| ansete Navne kunde forøge Betydningen af den Protestadresse, som det var Gjærups Hensigt at faa vedtaget til senere Offenliggørelse paa et belejligt Tidspunkt.

Stemningen var gennemgaaende meget alvorlig. »Femte Juni« havde igen i sit Aftennummer angrebet Regeringen skaanselsløst i en Artikel, der var spækket med Mistænkeliggørelse. Bladet gik fra Haand til Haand, og flere af de ældre Rigsdagsbønder rystede tavs paa Hovedet. Disse Enslevs Nfordums Kampfæller gik med tungt Hjerte til dette Opgør med deres gamle Fører og skottede misfornøjet til de unge Folk, der som Højskoleforstander Aleksandersen ikke kunde skjule deres Glæde ved Udsigten til at faa dette sidste Afgudsbillede fra en skummel Fortid styrtet i Grus.

De fleste af Ministrene havde indfundet sig efter Indbydelse, deriblandt selve Dagens Mand, NProvst Broberg, der samme Dag var kommen hertil fra Jylland. Den lille graamankede Prælat gik smilende omkring i Salen, trykkede Folk i Haanden og modtog Lykønskninger.

Tilsidst manglede kun Tyrstrup. Da man havde ventet paa ham nogen Tid, begyndte det Rygte at brede sig, at han overhovedet ikke vilde komme. Og det var karakteristisk for den Mistillid, man nærede til NMinisterchefen indenfor hans eget Parti, at Rygtet straks fandt Tiltro.

194| »Han tør ikke for den Gamle!« sagde Aleksandersen saa højt, at alle i Salen vendte sig om.

Gjærup og Lærer Tanning stak Hovederne sammen henne i et Hjørne og syntes raadvilde. Der begyndte at røre sig nogen Utaalmodighed i Forsamlingen. Kun Provst Broberg, der vedvarende følte sig som Centrum for Opmærksomheden, gik lige værdig omkring og trykkede Folk i Haanden.

Men nu aabnedes Døren af selve Kammerraaden, og Tyrstrup viste sig. Hans ualmindeligt alvorlige og bekymringsfulde Ansigtsudtryk bragte Samtalen til at standse overalt i Salen. Lærer Tanning førte ham til hans Plads ved den øverste Bordende, hvorefter alle satte sig i Tavshed.

Den gamle Jørgen Højbo indledede med en kort Redegørelse for Hensigten med Mødet og gav derpaa Ordet til Rektor Bohse, hvem det paa Forslag af Gjærup var bleven overdraget at føre Hovedslaget mod Enslev. Gjærup selv veg ved saadanne Lejligheder gerne i sidste Øjeblik tilbage paa Grund af Anfægtelser. Med al sin vilde Hævngerrighed var han et følsomt Menneske, der nok kunde være med til at slibe Vaabnene men helst overlod selve Blodsudgydelsen til andre.

Nu var Rektor Bohse iøvrigt ogsaa den Mand, hvis Ord vilde virke med størst Vægt omkring i Landet. Ganske vist hørte han ikke til Partiets 195| ledende Mænd. Han var i Grunden slet ikke Politiker, og hans akademiske Enfoldighed bragte ofte de rigtige gamle Rigsdagsrotter til at smile. Det var hans Karakters Uangribelighed, der havde skabt hans overordenlige Anseelse i Folket. Enslev, der til sin Forbitrelse aldrig havde kunnet faa Ram paa ham, kaldte ham for »Bæltedyret« paa Grund af denne Atmosfære af Retskaffenhed, der omgav ham som et beskyttende Panser. I Krese, hvor den hele Rigsdag karakteriseredes som et Udvalg af Nationens professionelle Røvere og NDagtyve, nævntes han gerne som den eneste retfærdige.

Rektoren talte langsomt, med en lidt selvbehagelig NBredde og i Nretoriske Vendinger, der ikke var fri for NSvulst. Men han manglede ikke Vid, og der var et harmfyldt Sinds Kraft i hans Angreb paa »Femte Juni« – »Frivolitetens og Korruptionens Hoforgan«, som han kaldte det. Under sin Omtale af Enslevs Forhold til dette Blad, vakte han et Øjeblik stærk Bevægelse i Forsamlingen ved dristigt at erklære, at mange Partifæller rundt om i Landet ikke alene med Forundring og Sorg men ogsaa med dyb Skam var Vidne til, at en af deres Førere, ja selve Partiets Æresformand gjorde sig personlig Fordel af en Bladindustri, der spekulerede i Folkets Fordærv.

Han sluttede sin timelange Tale med at sige, at ingen vilde nægte Enslev Tak og Anerkendelse for 196| hans Fortjenester som en af Grundlæggerne af det danske Folks Selvstyre. Men han havde i den senere Tid aabenbaret en sygelig og stadig mere ubehersket Ødelæggelseslyst overfor sit eget Livsværk. Frihedens sande Venner i Landet maatte nu kræve, at der stilledes ham Valget mellem at støtte Partiets Regering i dennes Arbejde for Folkets religiøse, moralske og økonomiske Genrejsning eller at vige Formandspladsen til Trods for, at den i sin Tid var tildelt ham som et livsvarigt Æressæde.

Da han satte sig ned, udløste den alvorlige Stemning sig i en dæmpet Tilslutning fra hele Forsamlingen. Og Provst Broberg, der havde Plads ved Siden af ham, trykkede hans Haand.

Det var nu Meningen, at Højskoleforstander Aleksandersen skulde have haft Ordet som Repræsentant for Ungdommen, og der hørtes ogsaa en mandig NRømning fra den Ende af Bordet, hvor han sad, da Tyrstrup til almindelig Forbavselse rejste sig ved den anden Bordende og ønskede at tale.

Foran ham stod en høj Kandelaber med flere Lys, og paa Væggen tæt bagved ham tegnede hans Skygge sig mangedoblet som en Klynge Taageskikkelser. Forsamlingen stirrede paa ham i største Spænding. Man saae det paa hans bevægede Udtryk, at han havde en vigtig Meddelelse at gøre.

»For at forhindre Fortsættelsen af en overflødig 197| Debat – som jeg under andre Forhold iøvrigt kunde have sluttet mig til – Nbetænker jeg mig ikke paa at gøre D’Herrer bekendt med Indholdet af en Skrivelse, jeg idag har modtaget fra Enslev i min Egenskab af Næstformand. Da jeg imidlertid endnu ikke har haft Lejlighed til at fremlægge den for den samlede Partistyrelse, maa jeg bede Dem alle om foreløbig at betragte min Oplysning som strengt fortrolig. Enslev meddeler, at han selv ønsker sig fritaget for alle partipolitiske Tillidshverv og ogsaa fratræder Formandsskabet.«

»Hør!« lød det i Overraskelsens Glæde fra flere af de unge. Og Højskoleforstander Aleksandersen lagde sig med korslagte Arme tilbage mod Stoleryggen, som kunde det væsenlig være ham, der havde tvunget den gamle Partityran ned fra Højsædet.

»Men desværre har jeg ogsaa en anden Meddelelse at gøre,« fortsatte Tyrstrup. »Jeg er overbevist om, at den vil vække dyb Beklagelse ikke alene i denne Forsamling men hos alle dem, for hvem Fremtidsmaalet har været en fredelig Samvirken af Folkets Kræfter til Bedste for vort fælles Fædreland. Enslev meddeler nemlig samtidigt, at han – vor mangeaarige Fører og største Kraft – udmelder sig af Partiet.«

Efter disse Ord lød der ingen Hør. I næsten et 198| Minut var der en Gravens Stilhed i den dystre Sal. Saa rejste der sig lidt efter lidt højlydte Protester fra mange Sider.

»Det maa ikke ske!« sagde en gammel Bonde ophidset.

»Det er jo Forræderi!« raabte Lærer Tanning, og hans Ord blev gentaget af flere.

Gjærup sad med Albuen paa Knæet og Haanden omkring Hagen. Aldeles lamslaaet stirrede han gennem Brillerne hen paa Tyrstrup – med Øjne saa runde og mørke som en Natfugls. Han havde dennegang været saa sikker paa sin Sejr. Og nu havde Enslev igen ved en lynsnar Manøvre slaaet ham Vaabnet ud af Haanden.

Tyrstrup føjede til, at de – undertiden miskendte – Bestræbelser, der fra flere Sider var gjort for at afværge denne triste Katastrofe, altsaa ikke var bleven kronede med Held. Han havde dog det Haab, at Sammenholdet i Partiet skulde vise sig stærkt nok til at modstaa ogsaa denne svære Rystelse, og han bad tilsidst alle de Tilstedeværende om at Ntilsige ham og det øvrige Ministerium deres virksomme Støtte i den bitre og sørgelige Kamp, der Nsikkert forestod.

Som Svar herpaa sprang Lærer Tanning op og raabte i heftig Bevægelse:

»Danmark leve!«

199| Alle rejste sig. Med løftede Hænder og for manges Vedkommende med bævende Læber blev der svaret med tre taktfaste Hurraer.

Kort efter opløstes Forsamlingen. De fleste af Deltagerne gik bort i en nedslaaet Stemning; og da Gjærup som den sidste tog Afsked med Værten, sagde han ham ind i Øret:

»Vi kommer snart igen!«

Paa Vejen hjem gennem Smaagaderne fik Gjærup iøvrigt hele sit morderiske Haab tilbage. Efter at Forskrækkelsen Nhavde sat sig, følte han sig mere og mere overbevist om, at Enslevs Demonstration kun vilde skaffe ham en kort Galgenfrist og siden gøre hans Fald endnu dybere, hans Ydmygelse endnu forsmædeligere. Dersom ikke Døden forinden forbarmede sig over ham, skulde han ikke undslippe dennegang. Retfærdigheden havde endelig indhentet den store Forbryder. Han, hvis hele Liv havde været et Oprør mod Lov og Orden, skulde komme til at ende sine Dage som en fredløs Mand. Den uovervindelige Sejrherre skulde Nfalde paa sine egne Gerninger, skulde tilsidst dø som en stakkels Flygtning, hvem ingen vilde kendes ved. – –

Ude omkring i Hovedgaderne sporedes allerede et stærkt Røre. »Femte Juni« havde udsendt en Løbeseddel med Meddelelse om Enslevs Krigserklæring, 200| og Folk søgte hen til Avisredaktionernes Vinduer for at læse de ophængte Plakater.

Ud paa Aftenen voksede Bevægelsen i Byen næsten som paa en Valgdag. Især var der Trængsel paa Højbro Plads udenfor »Femte Juni«s store Bygning. Hurraraab og »Leve Enslev« lød nu og da op mod den halvrunde Hjørnealtan, hvor den gamle Fører saa ofte paa de store Valgaftener havde vist sig for Mængden og ladet sig hylde.

Nu sad Redaktør Samuelsen deroppe bag de oplyste Vinduer i sort Fortvivlelse. Han var om Eftermiddagen gaaet til Sammenkomsten med Enslev fast bestemt paa at gøre ham alvorlige NForestillinger. Og saa var Resultatet blevet, at han efter en Avdiens paa to Minuter hjembragte Ordre til at udsende Løbeseddel om denne Ulykke, der sikkert vilde koste Bladet flere tusinde Provinsabonnenter. Hans store Planer til et særligt Søndagsnumer, til et illustreret Onsdagstillæg for Børn, til en Sportstidende og et humoristisk Følgeblad med kolorerede Billeder – alle disse moderne Ideer, som hans Hjerne tumlede med, og som i Løbet af et halvt Aar vilde kunne nedslagte enhver Konkurrence – igen uhjælpeligt strandet paa en halvgal Oldings urimelige Stædighed!