201| Mellem de mange tusinde Telefonsamtaler, der kryssedes over København denne Aften i Anledning af Enslevs NUdæskning, førtes nogle mellem NJægermester Hagens Svigerfar, NGrosserer Søholm, og forskellige politisk interesserede Folk af hans Bekendtskab, som Grossereren ringede op for at høre deres Mening om Affæren.

»Ja saa! ... Naa! ... Stemmerne paa Landet maaske; ja det kan jo være! ... Jeg kender ikke noget til de Dele; jeg er Forretningsmand og har aldrig Nraget mig ind i det politiske ... Hvad siger De? Min Svigersøns Standpunkt. Ja, det kender jeg heller ikke noget til. Blander mig ikke i det. Men De mener altsaa, at Enslev er færdig ... Ogsaa syg? Ja, det er han jo. Men der maa vel næsten komme et nyt Valg nu? ... Hvad siger De? ... Ja ja, nu faar vi se! ... Godnat!«

Grossereren lagde Telefonen men tog den lidt efter igen og ringede sin Svigersøn op.

Der var ingen, der svarede.

Han ringede utaalmodigt flere Gange; men gennem Telefonen kom der ingen anden Lyd end denne stille, uhyggelige NKogen, der er Tavshedens og Mørkets Stemme.

»Naturligvis! ... Ingen hjemme!«

Han lettede sin Kæmpekrop og greb uvillig Pennen. 202| Under megen Snusen gennem Næsen og Smæld med Læberne og al den øvrige Musik, der var nødvendig, naar denne forhenværende Pakhuskarl skulde udtrykke sig skriftlig paa anden Maade end i de vedtægtsmæssige Handelstalemaader, kom der følgende Skrivelse til Verden:

Jeg venter Dem og Vilhelmine her til Frokost imorgen. Det er jo Søn- & Helligdag. Vi har ikke set noget til jer saa længe. Vi spiser Klokken tolv præcis.

Han trykkede paa en Knap under Bordpladen, og næsten som automatisk skød Døren til Gangen sig ind i Muren, og en uniformeret og friseret Dreng kom tilsyne i Aabningen i militær Retstilling.

»Grossereren kaldte!«

»Bring det Brev hen i Postkassen. Og saa kan du gaa hjem.« – –

Grosserer Søholm havde sit Kontor ved NVestervold. Hans Privatbolig – en nybygget, palæagtig Villa – laa i Ndet fornemme Kvarter foran Østerbro. Hver Søgnedags Morgen Klokken otte kørte han hjemmefra i sin elefantgraa Kæmpeautomobil, og indtil han ved Sekstiden vendte tilbage repræsenteredes Familjen af hans to endnu ugifte Døtre, Frøknerne Cecilie og 203| Constance, samt af hans Søster, den gamle Frøken Søholm, der under Broderens Fraværelse var Husets egenlige Herskerinde.

Grossererens Kone levede ganske vist endnu men blev kun halvvejs regnet med til Familjen. Som en fattig Slægtning, der Nspiste Naadsensbrød i Huset, havde hun sit faste NStade inde i Spisestuen, hvor hun fik Lov at sidde ved et af Vinduerne med noget Strikketøj. Men naar der kom NVisiter, blev hun puttet ind i et Soveværelse. Den forhenværende Grønthandlerske, der var syv Aar ældre end sin Mand, havde tidligt vist sig ganske uimodtagelig for selskabelig Politur, og Aarene havde ikke virket udviklende paa hendes Aandsevner i det hele taget. Hun sad ved sit Vindu med et sky Udtryk i Øjnene og spiste kun med ved Bordet, naar der ikke var NFremmede.

For Frøknerne Cecilie og Constance, hendes Døtre, var hun udelukkende deres Fars Kone. Og for Frøken Søholm var hun et NHuskors, som det trods 30 Aars ihærdig Stræben endnu ikke var lykkedes hende at plage Livet af.

De to unge Damer var begge høje, slanke Skikkelser, der lignede deres Søster Fru Vilhelmine, saa Folk tidt tog fejl af dem paa Gaden. De gik ligesom hun meget elegant klædt og var den meste Tid af Dagen optaget af deres Garderobe og Frisyre. 204| Alle tre havde de faaet deres Opdragelse i en tysk NPension, og den yngste af dem, Frøken Constance, var nylig vendt hjem fra et Besøg dernede som forlovet. Hendes Kæreste, en statelig NUhlanofficer og Friherre, ventedes til Byen i den nærmeste Fremtid. Baade Grossereren og hendes Søster var meget tilfredse med Partiet. Den tilkommende Friherreindetitel var for dem et Vederlag for den fejlslagne Spekulation, som Vilhelmines Giftermaal foreløbig havde været. Om Moderens Mening var der overhovedet ikke bleven spurgt.

Frøken Cecilie var endnu uforlovet. Og dog var hun efter alles Mening den smukkeste af de tre smukke Søstre og derfor ogsaa den, der havde haft de fleste Tilbud. Men ved den megen uforsigtige Omgang med sit eget Spejlbillede havde hun levet sig ind i den Forestilling, at hun var Jordens skønneste Kvinde, og hun fandt af den Grund ingen Mand fornem nok eller smuk nok eller rig nok til at blive lyksaliggjort af hende. Hun gik omkring med et livstræt Udtryk, ligesom besværet af sin overordenlige Dejlighed, og samtidig saa utilnærmelig og stolt, som om hun viste sine Medmennesker en uhørt Naade blot ved at nedlade sig til at eksistere. Hun var da ogsaa bleven Faderens Yndlingsdatter, der havde forskaffet ham den Tilfredsstillelse at kunne sende en Række Friere af Byens bedste Familjer ud af Døren med et Spark.

205| Jægermesteren og hans Kone mødte begge to til Familjens Søndagsfrokost den næste Dag, og Fru Vilhelmine, hvem den datterlige Respekt for Faderen stadig sad i Blodet, naaede trods sin NOptagethed akkurat dertil i rette Tid. Hendes Mand derimod, der havde været til en Seance hos Karsten From, lod med Forsæt vente paa sig næsten et Kvarter.

Han havde aldrig ladet sig imponere af sin Svigerfaders Millioner. Al gammel, nedkæmpet NPatricierfølelse skød sig ubetvingelig op i den Ndemokratiske Folketingsmand overfor denne æselsskrydende NKong Midas med den opsvulmede Brydernakke og de vældige Hænder. For ham var og blev han aldrig andet end en Pakhuskarl, der havde haft Held med sig.

Der var derfor ogsaa en Tid, da de ikke taalte at se hinanden. Naar det overhovedet var kommen til Forhandling mellem dem angaaende Storeholt og tilsidst ogsaa til fornyet personlig Omgang, skyldtes det udelukkende den uheldige Stilling, Jægermesteren om Sommeren under sine Valgforberedelser havde bragt sig i, da han saae sig nødsaget til at give Svigerfaderen Sikkerhed for et Laan i det samme Indbo, som han i Forvejen havde pantsat til en københavnsk Antikvitetshandler. Ikke længe efter kunde han mærke, at begge Laangiverne begyndte at fatte Mistanke, og for at undgaa Vrøvl, havde 206| han saa bestemt sig til ved et Salg at skaffe sig Kontanter til en Afvikling af Affæren.

Svigerfaderens Prokurist, Hr. Svendsen, der var Husets sædvanlige Søndagsgæst, irriterede ogsaa Jægermesteren. Det var en yngre, ubehageligt smilende Mand, der i hans Nærværelse stod med Hænderne i Lommerne og vuggede sig paa sine lange Ben, som om han befandt sig paa et gyngende Skibsdæk. Han havde altid fundet ham Nimpertinent og skabagtig og fræk. En Type paa de moderne Kontorlømler og Kassebedrøvere, som daglig paa Kafeerne og i Teatrene opbragte ham ved deres udannede og støjende Optræden.

Ved Bordet optraadte Frøken Søholm ganske som Værtinde. Paa Grund af Jægermesterens og Hr. Svendsens Nærværelse var Grossererens Kone bleven puttet i Seng under det Paaskud, at hun ikke befandt sig vel.

Under Begyndelsen af Maaltidet, mens de andre tilfredsstillede deres første Sult, var det ogsaa Frøken Søholm, der paatog sig Underholdningen. Selv levede hun – som hun udtryksfuldt fremkvidrede – af »Lys og Luft«. Hun havde for nogen Tid siden i en Sporvogn faaet overrakt et Numer af NGeneralkonsulinde Koldings Forkyndelsesskrift »Morgenrøde«, og efter at have studeret det i Enerum og under mange Anfægtelser et Par Dage, havde hun erklæret sig for 207| overbevist, havde afsvoret sin gamle Tro paa Fløjtespillet og Petroleumskuren og var gaaet ind til Genfødelsen ved de kolde Fodbade og de nathalie-koldingske Aandedrætsøvelser. Da imidlertid disse sidste skulde foretages i Træk fra aabne Vinduer og helst gentages hver anden Time, var Resultatet for de fleste andre af Husbeboerne bleven en alvorlig Snue. Der var derfor tilsidst nedlagt Forbud mod dem, i hvilken Anledning der for Tiden herskede en ret alvorlig Krigstilstand i Familjen.

Grosserer Søholm, der med Servieten under Hagen havde faaet afgnavet sit Koteletben, førte nu Samtalen ind paa sin forestaaende Rejse til Storeholt, hvor han agtede at opholde sig en Ugestid for personlig at tilse de store Restaureringsarbejder, der allerede var paabegyndt derovre. Det var Meningen, at hans nye Svigersøn, den tyske Uhlanofficer, samtidig skulde tilbringe nogle Dage derovre; og han talte om at foranstalte et Par Jagter for ham og om at anskaffe en ny Baad til Fisketure paa NGrønnevandet.

Samtalen faldt Jægermesteren lidt for Brystet. Ikke saameget fordi han ikke selv blev indbudt til at deltage i Turen, hvad han dog aldrig havde taget imod. Men saa henrykt han end var over at være sluppet heldigt af med Storeholt og alle Bryderierne derovre, følte han det dog endnu sært at høre en anden omtale hans gamle Hjem som sin Ejendom. 208| Han saae et Par Gange over paa sin Kone, der imidlertid sad rank som et Lys og spiste paa sin korrekte Maade med fastklemte Albuer og bløde Haandled, som om Samtalen ikke vedkom hende.

»Aa ja,« tænkte han et Øjeblik med bevæget Sind. »Vilhelmine kan naturligvis ikke føle det paa samme Maade som jeg. Men lille Kaj ligger dog begravet derovre.«

Det kom ham derfor vel tilpas, at Frøken Søholm nu bortledte Opmærksomheden, idet den lille Dame Nfik ondt og maatte forlade Bordet. Det var igen en Demonstration. Frøknerne Cecilie og Constance havde for en Timestid siden inde i Dagligstuen overrasket Tanten i Udøvelsen af sin Lungegymnastik foran vidt aabne Vinduer. Det var straks blevet meldt til Faderen, og der havde været en stor Scene.

NAfmagtsanfaldet kom derfor ikke overraskende. Og det vakte ingen større Sindsbevægelse, da den lille, Nhalsstarrige Dame ved NPigens Arm vaklede bort med Haanden over Øjnene, – stille og klageløs som den, der lider for sin Tros Skyld.

Efter Bordet bød Grossereren sin Svigersøn ind i sit Ntyrkisk udstyrede Rygekabinet til en NHavanna, mens Hr. Svendsen blev i Dagligstuen hos Damerne.

»Værsgo’ og sæt Dem!« sagde Hr. Søholm, efter at han selv havde lagt sig i Divanen.

Jægermesteren gav sig derfor til at spasere op 209| og ned ad det mosbløde Gulvtæppe med Tommelfingrene hægtede i Ærmegabene, som om han befandt sig ene med sig selv i sin egen Stue.

»Vil De ikke ta’e Plads?«

»Tak – jeg trænger til at strække Benene lidt.«

Inde i Dagligstuen begyndte en Grammofon at skratte. Det blev til en Nwagnersk Arie, som Operaens populære Heltetenor, Nationens Øjesten, fortolkede med en Tyrs Stemmekraft.

Hr. Søholm trykkede paa en Knap i Divanen. Døren ud til Gangen skød sig ind i Væggen, og den uniformerede og friserede Dreng viste sig i Nprøjsisk Retstilling med udstrakte Langfingre nedad Buksesømmene.

»Grossereren kaldte!«

»Luk der!« befalede han og viste paa Døren ind til Dagligstuen.

Da han nu var bleven helt alene med sin Svigersøn, gav han sig til at tale om det »politiske Halløj«, som alle Morgenbladene jo var fulde af; og han spurgte ham, hvordan han havde tænkt at stille sig til den forandrede Situation.

»Stille mig?« sagde Jægermesteren og standsede. »For mig er der absolut ingen Forandring sket. Min Plads er nu som før ved Enslevs højre Side.«

»Da er det en meget skidt Plads nu. Det er min bestemte Mening, at Enslev er færdig. Stemningen 210| ude omkring paa Landet er imod ham. Stol De paa mig! Han er ogsaa en syg Mand. – Næ, den Plads skal De meget hellere gi’ op med det samme. Den faar De ingen Fornøjelse af. Og det vilde jo være rart, om De snart kunde faa fat i den rigtige Ende derhenne paa Rigsdagen.«

Det kunde ikke falde Jægermesteren ind at indlade sig i nogen politisk Debat med sin Svigerfar. Han forstod desuden den foragtelige Mening af hans Tale og fandt den ikke værdig til et Svar.

»Jeg er ikke tilfals,« sagde han blot.

»Hvad har De da tænkt at leve af for Fremtiden?« spurgte Hr. Søholm efter en længere Pavse, hvorunder han i Tankerne havde gjort sin Svigersøns Bo op og udleveret det til Skifteretten.

Jægermesteren standsede igen.

»Hvad mener De med det?«

»Jeg mener sgu, at det er Deres Pligt snart at tænke lidt alvorligt paa Deres og Vilhelmines Fremtid. De N30 Tusind, De fik udbetalt, kan jo ikke holde længe med den Husholdning, I fører. Og naar de er væk – hvad saa? Hos mig faar I ikke en Øre.«

Han fortalte ikke, at han egenlig havde haft i Sinde at vove et halvthundrede Tusinde paa ham i Haab om engang at kunne se sin Datter som Ministerfrue. Men den Spekulation havde han nu opgivet. Storeholt havde saamænd været ham dyr nok, 211| – tænkte han ved sig selv. Naar det blev sagt, at han havde tjent Nsvært paa den Handel, var det noget Snak. Dersom han solgte Gaarden igen, som den nu var, vilde han i det højeste kunne have en Snes Tusinde for sin Risiko.

Jægermesteren var bleven blodsprængt i Ansigtet af Raseri. »Jeg vil ikke vide af Deres Uforskammetheder,« sagde han. »Har jeg bedt Dem om Penge? Har Vilhelmine? ... Jeg skal have mig frabedt, at De blander Dem i mine Ting.«

Hr. Søholm slog Benene ned fra Divanen og rejste sig. Ogsaa han var bleven hidsig nu. Det ene Ord tog det andet, og det kom til et af disse øredøvende Skænderier, som i gamle Dage var den regelmæssige Afslutning paa deres Samtaler. Den store Børsmatador med den opsvulmede Brydernakke og den lille korthalsede Jægermester stod overfor hinanden med Hænderne i Siden som et Par Skoledrenge, og det var Jægermesteren, der var den groveste i Munden. Naar Blodet løb ham til Hovedet, gik han fra Sans og Samling, saa han var lige ved at ryge i Maven paa Svigerfaderen. Og hans totale Respektløshed imponerede denne, der var vant til at se Folk krybe for hans Penge.

Det endte med, at Jægermesteren skød Døren til Dagligstuen tilside og raabte ind:

212| »Vilhelmine! Nu gaar vi! ... For nu trænger jeg til frisk Luft!«

Virkningen var dog lidt flov for ham, fordi hans Kone allerede var gaaet. Hun havde forklaret, at hun skulde til et Tilsynsmøde i en Væveskole paa Østerbro. I hendes Sted var det Teaterhelten, der svarede ham gennem Grammofonens Tragt:

Da han kom ned paa Gaden, smilte han tilfreds. Det havde ligefrem gjort godt engang igen at faa Luft overfor det store dumme Bæst, som Svigerfaderen i hans Øjne var. Men nu trængte han til at tale med et fornuftigt Menneske, og han bestemte sig til at gaa hen i Dronningens Tværgade. Han ventede at træffe Jytte alene, da han vidste, at hans Tante hver Søndag Eftermiddag gik ud paa Kirkegaarden for at se til sin Mands og sin Søns Grave.

I Forstuen meddelte Pigen ham, at der var Besøg. Han gik dog ind, og fandt en stor, fyldig, ganske smuk men ikke længer ung Dame med en kostbar Blaaræv hængende ned over Armene.

Hun var ham ganske fremmed; men idet de saae hinanden, kom de uvilkaarligt begge to til at le. Damen – der blev forestillet som Fru Merck – var nemlig den Juvelerfrue, hvis Portræt han havde set i Karsten Froms Atelier, og hun paa sin Side gen213|kendte hans Ansigt fra det samme Sted. Det gik tillige op for Jægermesteren, at det var hende, han den foregaaende Dag havde set et Glimt af paa Østergade, mens hun foer forbi i en flot Automobil.

Jytte holdt sig ganske udenfor Munterheden. Hun sad og betragtede sin egen Lillefinger for at undgaa at se paa Fru Merck, af hvem hun altid havde følt sig inderlig frastødt paa Grund af hendes støjende og frivole Væsen.

»Saa var det sikkert Deres N Auto, som holdt her udenfor, Fru Merck?A« sagde Jægermesteren og Nfikserede hende lidt.

»Ja vist! Og Tak, fordi De mindede mig om det. NHvor kunde De forresten vide det?«

»Jeg havde vist den Glæde at se Dem igaar paa Østergade – ikke sandt?«

»Aa – det tror jeg virkelig ogsaa!«

Hun havde nu faaet sit Ræveskind lagt tilrette paa Skuldrene. Efter et lille Ophold, hvorunder hun knipsede et Par Fnug af sig, spurgte hun, om man heller ikke skulde have den Fornøjelse at se ham ved Karsten Froms N Soirée den næste Fredag. Hun hørte til sin Overraskelse, at hans Kusine ikke havde modtaget nogen Indbydelse.

»From har bedt mig om at komme,« svarede han. »OgA jeg haaber ogsaa, jeg skal kunne indfinde mig, skønt Rigsdagsarbejdet naturligvis lægger stærktA Be214|slag paa mig i denne Tid. Den politiske Situation er jo meget alvorlig. Man veed aldrig, hvad Øjeblik man kan blive kaldt til NKonferencer af afgørende Betydning.«

»Naa ja – skulde De blive forhindret, Ngaar De vist ikke tabt af saa meget,« sagde Fru Merck. »Der er ikke længer saa morsomt hos From. Det kan jo være godt nok med alle hans Tricks; men man kan jo ogsaa faa for meget af Hr. Bajads.«

»Tonen er vist noget vel fri hos ham?«

Fru Merck lagde Hovedet tilbage med en uciviliseret Latter, mens hun knappede en Knap i sine Handsker.

»Aa ja, saamænd! Der sker jo undertiden paa Hjemturen nogle smaa Forvekslinger mellem Parrene. Menneskene er jo ikke altid saa dydige, som de burde være.«

Hun rejste sig nu og sagde Farvel, og Jytte maatte overvinde sig til at følge hende ud i Forstuen. Da hun kom tilbage, stod Fætteren smilende midt paa Gulvet med Hænderne i Lommerne og rystede paa Hovedet.

»Hvad er hun for en Dame? I kender hende altsaa.«

»Nej, det gør vi egenlig ikke. Men hun har en Søster i Avstralien, som engang var min Veninde. Hun kom for at bringe mig en Hilsen fra hende.«

215| Jytte forstod godt, at den Hilsen kun havde været et Paaskud, som rimeligvis endda var opfundet. Fru Merck maatte paa en eller anden Maade have faaet Underretning om hendes Besøg hos Karsten From og var aabenbart straks bleven mistænksom. Jytte vidste ikke, at Karsten From den foregaaende Dag for hendes Skyld havde sendt sin NVeninde et pludseligt Afbud, der bragte hende i Raseri og siden havde givet Anledning til en frygtelig Scene imellem dem. Dog anede hun noget saadant, saasnart hun havde forstaaet, at Fru Merck var kommen her paa Spioneri.

»Det var iøvrigt pudsigt, at hun skulde give sig til at tale om Froms store Aftenselskab paa Fredag,« sagde Fætteren. »Jeg kommer nemlig lige fra ham, og han sagde selv akkurat det samme om det. Han troede ikke, det blev morsomt, og han havde allermest Lyst til at aflyse det, sagde han. Men der er allerede engageret et NZigøjnerorkester, og Maden og Betjeningen er jo ogsaa bestilt. Jeg tror endda, han har gjort særlig store Anstalter dennegang.«

»Hvorfor er han da bange for, at det ikke skal blive vellykket?« spurgte Jytte henne fra Vinduet, hvor hun sad med Haanden under Kinden og saae ned paa Gaden, som om hun kun var halvvejs nærværende.

»Fordi han ser alting gennem sværtet Glas i disse 216| Dage. Han er i et skrækkeligt Humør. – Kan du slet ikke gætte Grunden?«

Jytte drejede Hovedet.

»Jeg? ... Hvad mener du?«

»Jeg burde maaske ikke sige det, Jytte; men jeg tror, han har haft et lille bitte Haab om at kunne faa Lov til at invitere dig med til Festen. Det er vist netop af den Grund, han har gjort sig særlige Anstrengelser dennegang. Han har ikke direkte spurgt mig, kun forhørt sig om min Mening. Men efter det, du forleden fortalte mig, har jeg jo ikke været i Tvivl om, hvordan du vilde stille dig, og det sagde jeg ham ogsaa idag. Jeg kunde mærke, at han blev meget modfalden. I flere Minuter sagde han ikke et Ord. Og ... ja, siden jeg nu har sagt saa meget, Jytte, saa kan jeg lige saa godt fortælle hele Sandheden. Han er rasende – aldeles vanvittig forelsket i dig.«

»Aa – Vrøvl!« sagde Jytte og vendte sig igen mod Vinduet, men hendes Ansigt blussede.

»Jeg veed det bedre, lille Kusine! For han har selv betroet mig det. Han maa i det hele bestandig tale om dig. Og han var idag saa underlig, at jeg i Grunden ikke var rigtig glad ved at gaa fra ham.«

»Aa – maa jeg være fri!« sagde Jytte og rejste sig nu.

Hun havde hørt sin Mor komme, og for ikke at 217| træffe hende gik hun hastigt forbi ham og ind til sig selv.

Inde i sit Værelse satte hun sig ned i sin Armstol med Haanden for Øjnene. Det var dog kun et Nu. Saa rettede hun sig op og kaldte sig selv barnagtig. Herregud, hun havde dog før været en Smule forelsket i et kønt Mandfolkeansigt uden at dø af det! Men det harmede hende, at Karsten From kunde kaste sig hen til et Kvindemenneske som denne Fru Merck, der gjorde sig til af at have haft flere Elskere end NKejserinde Katharina den Anden. At dog ingen kunde sige ham, hvor uværdigt det var!

Hvad John havde fortalt hende om hans »vanvittige Forelskelse«, troede hun ikke det mindste paa. Det var vist aldrig saa alvorligt med ham. Naar hun tænkte paa det Udtryk, hans Ansigt havde haft, da hun igaar sagde Farvel til ham, kunde hun næsten tvivle om, at han overhovedet brød sig det mindste om hende. – Og nu hans Brev?

Hun havde om Morgenen faaet et paatrængende Brev fra ham, hvor Ordene var Nsat paa Skruer for at tilsløre Meningen. Han skrev, at han havde kunnet mærke, hun endnu ikke havde tilgivet ham hans gamle Forløbelse overfor hende. Han »bønfaldt« hende derfor om at unde ham en Samtale, for at han kunde faa Lejlighed til at forklare sig. Fra hendes Fætter vidste han, at hun spaserede paa 218| Langelinje mellem Elleve og Tolv, og han vilde nu være saa dristig en Dag at møde hende der. Dersom hun da besvarede hans Hilsen, tog han det som Tegn paa, at han turde standse hende.

Et slet og ret Stævnemøde altsaa!

Det var skammeligt, at hun nu for Fremtiden var nødt til at opgive sine Langelinjeture. Hvorlænge mon den Forfølgelse skulde vare? ...

Da hun et Kvarterstid senere igen kom ind i Stuen, var Fætteren gaaet. Ogsaa Moderen var borte. Hun gik da lidt omkring derinde, kiggede et Øjeblik i Avisen og kom derved til at huske paa noget, hun skulde købe den næste Dag. Hun trak en Skuffe ud i Sekretæren men havde allerede glemt, hvad det var, hun vilde søge der. Og igen gik hun uroligt og smaafrysende omkring i Stuen med noget af en Uhyggefølelse paa Grund af Ensomheden.

Det var begyndt at mørkne. Hun satte sig hen ved Vinduet og saae, at Gadelygterne allerede var tændte. Ogsaa Sporvognene, der uafbrudt kurede gennem den snevre Gade med søndagspyntede Folk, var fuldt oplyste. Og hun tænkte paa, at det var paa denne Tid, Torben Dihmer i længst forsvundne Dage plejede at komme paa Besøg. Hvor hun huskede hans Ringning! ... Altid stod han først derhenne ved Døren og saae sig lidt omkring, ligesom for at overbevise sig om, at intet var forandret, at 219| alting stod paa Plads i »den gamle Stue«, som han kaldte den paa Grund af Møblerne, der saa godt som alle stammede fra hendes Farfars solide Købmandshjem. Selv var han altid den samme. Rolig, god og hensynsfuld, ikke meget talende, alligevel altid underholdende og fuld af Skælmeri. Det elskeligste Menneske i Verden! ... Trods den Skinsyge, der undertiden kunde nage hende, naar han og Moderen kom for dybt ind paa Politik; og trods de angstfulde Grublerier, hun dengang plagede sig saa meget med – hvor havde det været en lys og fredfyldt Tid! Men det syntes hende at være sket altsammen for saa umaadelig længe siden, at tilhøre en fjern Fortid, en Guldalder i Tidernes første Morgengry. Selv deres sidste, ulyksalige Møde i Italien, som dog kun laa syv Maaneder tilbage, forekom hende at være en Oplevelse fra en hel anden Tilværelse.

Moderen var kommen ind i Stuen. Hun havde sat sig hen i Sofaen med sin NStrikkestrømpe.

Forholdet mellem Mor og Datter var endnu ikke kommen helt i Lave efter Besøget hos Karsten From. Men Jytte følte i dette Øjeblik Trang til en endelig Forsoning. Hun satte sig hen til hende og lagde indsmigrende Armen om hendes Liv.

»Er du endnu vred paa mig, Mor?«

Fru Bertha skottede først lidt mistænksomt til hende. Saa lagde hun Strikketøjet ned i Skødet, tog 220| Datterens Hoved mellem sine Hænder og saae hende ind i de brune Øjne.

»Vil du love mig blot een Ting, Jytte?«

»Lad mig først høre, hvad det er.«

»Vil du altid være ærlig imod mig? Aldrig skjule noget for mig, selv om du ogsaa veed, at det vil bedrøve mig?«

»Det lover jeg dig!« sagde Jytte efter en kort Betænkning. Og hendes Mund søgte Moderens til et bekræftende Kys.

Lidt efter ringede det, og Jytte rejste sig med store Øjne. Skønt hun sagde til sig selv, at det var en aldeles vanvittig Tanke, kunde hun ikke komme bort fra, at det var Torben Dihmers Ringning. Nu hørtes ogsaa en Herrestemme derude ... Hurtigt gik hun tilbage til Vinduet, og i sin Svimmelhed mindedes hun pludselig en Drøm, hun nylig havde haft, hvori Torben Dihmer reddede hende i en stor Fare.

Døren aabnedes for Fætteren Asmus. Den lille Professor var igen idag i daarligt Lune, gik op og ned ad Gulvet og vilde ikke sætte sig. Han spurgte, om de saae noget til hans Bror; og da han og Moderen dermed var inde paa Øjeblikkets Spænding i Rigsdagen, fik Jytte, hvad hun kaldte sin politiske Kvalme, og gik ind til sig selv.