221| Frøken Susse Frederiksen, kaldet Folkets Glæde, og hendes Kæreste, tykke Frants Møller, sad den næste Aften ved Ottetiden i et mindre Restavrationslokale ved NVestervold. De saae begge meget medtagne ud. I mere end en Time havde de siddet tavse og stirret ud over deres tomme Glas.

Der var ikke andre i Lokalet end et Par ældre Mænd, der sad stille fordybet i Aftenbladene.

Ogsaa NOpvarteren havde slaaet sig ned i et Sofahjørne med en Avis.

Frøken Susse laa ud over Marmorbordet med Haanden under Kinden. Den store Hat sad skævt paa Hovedet, og hun skød hvert Øjeblik Skuldrene i Vejret under heftige Kuldegysninger. Trods Sminken og de sværtede Øjenbryn saae hun gammel ud. Hun havde om Formiddagen haft en skrækkelig Oplevelse, som endnu ganske lammede hende. En Politibetjent havde ved Tolvtiden ringet paa hendes Dør og udbedt sig en Samtale med hende. Han forklarede, at der samme Morgen i NSøndermarken var skaaret en hængt Mand ned, i hvis ellers tomme Lommer man havde fundet en Seddel med hendes Navn og Adresse, hvorfor man formodede, at hun maatte kende ham. Da man ikke paa anden Maade havde kunnet faa oplyst, hvem Manden var, bad man hende om at følge med til Lighuset.

222| Hun havde af Betjentens Beskrivelse straks forstaaet, at det maatte være Cajus Vang. Og hendes første Følelse var en rasende Forbitrelse mod ham for den Seddels Skyld.

Imidlertid havde hun opfattet Politibetjentens Anmodning som en Ordre, hun ikke kunde modsætte sig, og forøvrigt var hendes Sindsstemning overfor den døde hurtigt slaaet om. Hun kom til at græde, og med Graaden voksede Medfølelsen for den tidligere NVen, voksede ogsaa Angeren over hendes Medskyld i hans Ulykke og dertil en rædselsblandet Nysgerrighed efter at se hans Lig.

Hun havde kun forlangt, at hendes Forlovede, som hun netop ventede, skulde have Lov at følge med; og da Frants Møller lidt efter indfandt sig, kørte de alle tre i NDroske til Lighuset. Frants Møller Nfik dog ondt allerede af Lugten i Gangen og maatte gaa ud. Og da Frøken Susse, holdende Betjenten i Haanden, stod foran den uhyggeligeA Glaskiste og mødte Synet af Vennens sortblaa Lig, brast hun i sin hysteriske Krampelatter og faldt derpaa besvimet om i Betjentens Arme.

Siden havde hun og hendes Kæreste drevet planløst omkring fra Sted til Sted og strammet sig op med stærke Drikke, indtil de nu var havnet her og sad stumme, uden Energi til at rejse sig, med en instinktmæssig Frygt for deres egne Stemmer og for 223| Mørket derudenfor. Frants Møller sad med fremstrakte Ben og Hænderne i Bukselommerne, som om han sov. Men hans Indre var lysvaagent. Den skrækkelige Lighusstank havde forfulgt ham overalt. Hele Tiden saae han Cajus Vang for sig, saadan som hans Kæreste havde beskrevet ham, sort som en Neger, med udvæltende Øjne og krumme Fingre.

Foran Frøken Susse laa Dagens Numer af »Femte Juni«, som hun længe havde siddet og stirret ned i uden at læse. Men nu var det paa eengang, som om hun vaagnede. Hun havde opdaget et Portræt af Mads Vestrup i Bladet.

»Du!« sagde hun og stødte til sin Ven med Haanden. »Ham der! Det er jo Præsten, som vi traf hos Jørgen Berg, kan du huske?«

Frants Møller aabnede det ene Øje og kastede over Skuldren et sløvt Blik ned i Avisen.

»Naa – ham! Ja, han holder nok Foredrag i Aften herhenne i Elysium.«

»I Aften? Hør, der maa vi da hen! Vi har jo ogsaa lovet ham det. Og det kan da altid være lige saa underholdende som at sidde her og hænge.«

De kævledes en Tid om det. Frants Møller var meget uvillig, men Resultatet blev, at de samlede sig sammen til at gaa derhen. Ude paa den mørke Gade tog Frøken Susse Vennen under Armen og 224| trykkede sig ind til ham, mens hun paany gennemrystedes af Kulde, saa Tænderne huggede mod hinanden.

Paa Vejen op ad den snevre Trappe til den Ntarvelige Dansesalon, som laa i en Bagbygning ovenover en Hestestald og nogle NMaterialboder, mødte de A B D, der var Nfor Nedgaaende. Skønt det endnu var tidlig paa Aftenen, var han saa beruset, at han hikkede.

»Storartet Sukces!« brølte han, da han genkendte dem, og svingede med NNæseklemmeren. »Der er smadderfuldt!«

Det sidste var nu rigtigt nok. »Femte Juni«s Artikler om »Den jyske Vandrepræst«, navnlig Bladets Oplysninger om NKultusminister Brobergs Forhold til hans Embedsafsættelse, havde allerede skabt Røre om Mads Vestrups Navn. Salen, der rummede fire-fem hundrede Mennesker, var opfyldt indtil den sidste Siddeplads i Vindueskarmene af »Femte Juni«s meget brogede Publikum. Der sad hulkindede Studenter og Kontorister Side om Side med trivelige Sagførere og et Par af Børsens yngre Matadorer. Jævne Borgermadammer bredte sig paa Bænk sammen med unge Modedamer, der mødte med Teaterkikkert og Konfektpose. Der var ogsaa mange af Kvarterets Smaahaandværkere og andre Arbejdere, og alle var de kommen her af Nysgerrighed, for at se SamuelsensA 225| sidste Nbarnumske Fænomen: en hellig Mand, der var smidt ud af sin Præstegaard paa Grund af Usædelighed.

Ogsaa to af Hovedstadens unge Gejstlige havde indfundet sig. De sad forputtet henne i en Krog som et Par Detektiver. Nu og da rejste den ene sig halvt op og kastede et spejdende Blik omkring i Salen.

Til Trods for, at Mads Vestrup allerede havde vist sig paa Tribunen, hvor Musiken ellers havde Plads, var der stadig en Del Uro mellem Folk. Mange af dem kendte kun politiske Møder med deres Halløj, og den gamle Dansebule egnede sig ikke til paa Forhaand at vække Andagten. Nogle var ogsaa bare kommen for at se, hvordan den mærkværdige Præst saae ud, og disse søgte nu igen mod Udgangen, fordrevet af den skrækkelige Luft i den lavloftede Sal. En Mand rejste sig midt i Forsamlingen og raabte, at man skulde lukke Vinduerne op. En anden vakte forstaaende Munterhed ved at anbefale »at dreje om for Gassen«.

Frøken Susse og hendes Kæreste havde efterhaanden arbejdet sig gennem Trængslen ved Døren og tilsidst faaet Siddepladser paa en af Sidebænkene langsmed Væggen. De havde undervejs opdaget flere af deres Bekendte. Ikke langt fra dem sad Jørgen Berg og Fru Maja, – den sidste endnu med »den 226| gamle Bør«, som hendes Mand ikke havde villet se hende med mere. Noget længere tilbage saaes Karl Mays lodne Hoved med Hagen hvilende paa Stokkeknappen, og ved Siden af ham sad Lejf Knudsen, der havde faaet Skitsebog og Blyant frem. Hans lange Ansigt med det lillebitte Overskæg under den store Næse smilte barnligt, som om han just havde faaet Ideen til en ondskabsfuld Karikatur af »Vandrepræsten«.

Mads Vestrup gjorde nu heller ikke nogen imponerende Figur. Som altid, naar han stod overfor Købstadboere, var han i Begyndelsen ufri og benovet. Der var desuden ingen Talerstol. Paa den lave Forhøjning stod blot et lille Bord. Folk, der sad paa de første Bænkerækker, kunde mellem Bordets fire Ben se hans opsmøgede Bukser og de store, landlige Ankelsko, der var graa af Gadesnavset.

Som det var hans Skik, begyndte han med en lille Historie. Det var om en ung Mand, der af Letsindighed blev Forbryder og efter en Række gruelige Misgerninger tilsidst maatte lade sit Liv paa Galgebakken udenfor sin Fødeby, hvor hans gamle Mor endnu levede. Den tidlige Morgen, da Henrettelsen skulde finde Sted, var mange hundrede nysgerrige Mennesker fra Omegnen paa Vandring derud. De stod tilsidst omkring Skafottet som en levende Ringmur, der kun var aaben til den Side, hvorfra 227| det uhyggelige Optog nærmede sig: først Politimesteren og Præsten, saa Bøddelen med hvide Handsker paa og NRakkerknægtene i Hælene, tilsidst den bagbundne og barhodede Forbryder mellem to NSluttere. Efter Dødsdommens Oplæsning blev der spurgt ham af Politimesteren, om han havde noget Ønske, som endnu kunde opfyldes. Han bad da, om han maatte se sin Mor endnu en Gang. Den gamle Kone blev saa hentet derop fra Landsbyen af en Politibetjent, og da hun var bleven ført frem for Sønnen, stod de en Tid stumme overfor hinanden og slog deres Øjne ned. Men saa gik den bagbundne Mand tættere ind til sin Mor og bøjede sit kridhvide Ansigt ned imod hende. Det tog sig for Mængden ud, som om han vilde kysse hende; men istedet bed han hendes Næse af. Og da han havde spyttet den blodige Klump fra sig, raabte han ned over hende, der var segnet om paa Jorden: »Det er min Tak, Mor, fordi du ikke revsede mig, dengang jeg var et ondt Barn! Du er den skyldige, og jeg forbander dig!« Derpaa knælede han ned for Præsten og bad om hans Velsignelse.

Den Historie – fortsatte han – havde hans egen fromme Mor engang fortalt ham, da han som Dreng havde Nforset sig og faaet en streng Straf. Den gjorde et mægtigt Indtryk paa hans Barnesind, og han havde siden ofte genfortalt den til Folk, der ikke 228| kunde blive kloge paa, hvorfor Gud havde gjort Tilværelsen hernede saa bitterlig trang for sine Børn, da han dog i sin Almagt saa let havde kunnet fri os for meget af den sønderknugende Sorg og Jammer, som et Menneskeliv nu var fuldt af. Saadanne Folk, som maaske ovenikøbet kaldte sig for Kristne, kendte slet ikke Gud og hans store Faderkærlighed. Dem ventede der en frygtelig Opvaagnen den Dag, da den store NMestermand med Leen stod for dem og sagde: Timen er kommen! De vilde da for sent forstaa, at den Herre, de havde dyrket i deres Hjerter, ikke var Gud men Djævlen.

Ja, i den Ondes Trylleverden var alting ordnet paa tilfredsstillende Maade for Menneskenes Bekvemmelighed. I hans lodne Favn havde vi det saa lunt og godt som en nøgen Fugleunge i sin Rede. Vi behøvede bare at gabe op, saa fik vi straks vore Lyster tilfredsstillede, og under Stormenes Brag, naar Satan varmede os med sin Bug, vuggedes vi ind i de herligste Drømme, de lifligste Syner. Men hvordan det nu kunde være, – rigtig glade blev vi alligevel ikke. Og hvorfor?

Var det Frygten for Døden? – Aa, Dødens Gru tænkte man sig altid saa umaadelig langt borte. Og forresten var der jo heller ikke stort at ængstes for. Fyrretyve Draaber talt op i en Ske, og vi sov saa sødeligt ind i Mørket som et Barn ved sin Mors 229| dievarme Bryst uden at vide, at vi vaagnede op til Helvedes Rædsler. – Var det da Angsten for Sygdom og Smerte? Aa nej! Ogsaa i den Henseende følte vi os temmelig beroligede. Den store Troldmand havde ladet sine smaa Undertroldmænd opfinde Pulvere og Miksturer, saa vi nu kunde faa begge vore Ben sat af uden at mærke noget. Og Børnene blev jo – i Trods mod NGuds bestemte Anordning – bragt smertefrit til Verden i en Slags NBrændevinsrus.

Men hvad var det da for en underlig Lede, der pludselig kunde snige sig ind paa os midt i vor hyggelige Livsglæde? Hvad var det for et Savn, der sugede under Hjerterødderne midt i Vellysternes Overflod?

»Der er vel nok mange af jer, som her er tilstede, der kender til den Slags Kvalme og har tænkt, at da Doktoren ikke har noget Pulver for den, saa kan den overhovedet ikke hjælpes. Men jeg skal nu prøve at gaa Forstaaelsen lidt tilhaande med et Billede fra Hverdagslivet, som I sikkert allesammen vil kendes ved. Jeg tænker paa saadan en lille Dreng eller lad os sige en lille Pige, der gaar omkring og er saa ked af alting og hverken kan le eller græde og ikke veed, hvad hun selv vil. Hun er ikke syg, og hun mangler heller ikke noget. Hun har maaske endda lige haft Fødselsdag, og rare Tanter og 230| gode Onkler har forkælet hende med Gaver, saa hun næsten gaar og vader i Legetøj. Men prøver man at trøste hende med den kostbare Dukkelise, der er stadset op som en Prinsesse, vrisser hun bare. Der er ingenting, der er hende tilpas, og hun lider selv under det. Se, en erfaren Mor kender nu straks den Tilstand, og hun veed ogsaa Raad for den. Hun lægger Barnet over sit Knæ og giver det en god Endefuld. Saa skriger den lille Pige ganske forskrækkeligt op. Hun har jo ingenting gjort, ikke slaaet noget itu, ikke løjet eller sagt uartige Ting, – hun føler sig saa gruelig forurettet. Men allerede, mens hun bagefter staar og græder med Hovedet i sin Mors Skød, falder der en forunderlig Fred og Hvile over hendes Sind. Hun hører sit lille Hjerte banke, og det er, som om hun vaagner op af en grim Drøm og kender sig selv igen.«

Han maatte her standse lidt paa Grund af fornyet Uro i Salen. Et Par unge Mennesker, der havde forstaaet, at de af Vanvare var kommen til et Vækkelsesmøde, trængte sig støjende hen mod Udgangen; og dette Opbrud blev Signalet til en almindelig Udvandring af skuffede Tilhørere. Heden i Salen var nu ogsaa hel kvælende. En Del Vinduer var bleven lukket op, men herigennem strømmede Stanken ind fra Hestestalden nedenunder og fra en Baggaards Retirader.

231| Mads Vestrup fandt sig roligt i Forstyrrelsen. Han var fra sine Friluftsmøder og Krostueforsamlinger vant til, at Folk kom og gik efter Forgodtbefindende. Han havde desuden været ganske forberedt paa, at Størsteparten af hans Tilhørere vilde gaa misfornøjet bort. Han havde læst, hvad der var bleven skrevet om ham i »Femte Juni«, og han kunde nok forstaa, at de fleste var kommen her for at faa Ørene kildrede med hvasse Ord om Kirken og dens Præstevæsen. Men netop derfor havde han valgt et ganske andet Emne. Hans Kamptaler havde ingen Ærinde til Mennesker som disse, der blot vilde tage sig dem til Indtægt i deres Oprør mod Gud.

Henne paa Bænken ved Sidevæggen havde Frøken Susse hele Tiden siddet og stirret hen paa ham med et Udtryk af forbavset Optagethed. Endogsaa nu, da han ikke talte, og da alle andres Øjne fulgte dem, der gik ud, var hendes Ansigt vendt imod ham.

Frants Møller, der havde siddet og halvsovet, stødte nu til hende med Albuen og spurgte, om ikke ogsaa de skulde benytte Lejligheden og forsvinde. Første Gang svarede hun ham ikke, men da han gentog Spørgsmaalet, gav hun ham et Puf og hviskede forbitret:

»Saa lad mig dog være, dit Fjols!«

Efter at der igen var bleven Ro i Salen, optog Mads Vestrup sin Tales Traad nøjagtig, hvor han 232| havde sluppet den. Han sagde, at jo allerede den gamle græske Vismand NSokrates havde sagt de dybe Ord, at Smerte var Sjælens Medicin. Altsaa kunde ogsaa en Hedning forstaa, at Livet med sin strenge NTugt imødekom Menneskets allerstærkeste Trang, Selvopholdelsesdriften. Man behøvede ikke at være Kristen for at erkende, at Lidelsernes NKors var Sjælens inderste og dybeste Fornødenhed. Men kun en Kristen kunde med ydmyg Taalmodighed og Haab i Sindet bøje sig ind under Menneskelivets bitre Kaar, fordi han var bleven sig sin Syndefuldhed bevidst, og fordi hele denne Tilværelse Ni Støvets Verden for ham var en Bodsgang, en paabudt Smertens Vandring, til NLutring og Fuldkommengørelse.

»Nu veed jeg godt,« – sagde han, »at Nuforfalsket bibelsk Tale er ilde hørt i vore Dage. Og allermest gælder det da Ordet om NMennesket som født i Synd og derfor Nhjemfalden til Døden. Det Ord Synd maa jo ogsaa skurre fælt i Ørene paa dem, der har ladet sig lulle ind af Djævelens søde Vuggesange. »Gudbevares,« hører man Folk sige. »Vi tilstaar gerne, at vi Mennesker desværre ikke allesammen er saa gode, som vi burde være!« Det er i Almindelighed den yderste Indrømmelse. Ja, og saa raaber man op om Barneaarene, da Mennesket ikke engang veed, hvad Synd er, og jo alligevel dør. Den Tale om Barnealderen som en Uskyldstid, der er uberørt af Synd, 233| kan man jo endogsaa høre i vore Kirker, hvor den glæder saa mange, især naar den rigtig kurres frem med et yndigt Smil af en af Satans ornatklædte NØjentjenere. Men selv med Fare for at blive kaldt for en NHelvedespræst og Svovlprædikant vil jeg sige her, at den Slags poetiske Snak hører til Djævelens allersnedigste Paafund. Se engang rigtig paa et nyfødt Barn! Der er maaske ikke gaaet ti Minuter, siden det forlod sin Mors Liv, hvor det er blevet fostret mellem NSkarnet. Det er ikke engang svøbt endnu. Men det ligger allerede og spræller med rynket Pande og en stor, aaben Mund. Ligger der som et arrigt Troldebarn, en rigtig Skarnsunge, der skriger og sparker, indtil den faar sin Vilje. Det hele lille Menneske er foreløbig ikke andet end en ond Kødklump med en blind og hidsig Egenvilje. Tænk jer nu dette samme Menneskebarn efter et langt Livs Møje og Kval bøje sit hvide Hoved i Døden med de Ord: »NSke din Vilje, Herre!« – ja, hvem kan i Grunden saa være i Tvivl om, hvad der er Guds faderkærlige Hensigt med vort Liv hernede i Jammerens Dal, her i Helvedes Forgaard, hvor ingen kan overleve Rædslerne uden enten at forhærde sit Hjerte eller Nhenfly til det kristne Haab om Synderens naadige Hjemkaldelse til de himmelske Boliger?A

Ja – for vor Saligheds Skyld! – lad os Nfly den falske Læge, den mørke Troldmand, der vil franarre os vore Byrder og bestjæle os for vore Lidelser for allerede her i Støvet at forvandle vor Graad til Glæde! Lad os Nforsage hans Trøst og med besluttet Sind gaa ind under Livets strenge Optugtelse for at modnes til Paradiset! – Ja, Herre, lad Fristeren ikke overliste os! NGiv os alle Kraft til at modstaa, Taalmodighed til at lide, Standhaftighed til at holde ud! – Amen!«

I samme Øjeblik, han sluttede, rejste Folk sig over hele Salen, – de fleste med en Følelse af Lettelse. Der havde under Slutningen af hans Tale ytret sig nogen Utaalmodighed rundt om i Forsamlingen, og idet man nu trængte sig mod Udgangen, var der adskillige, der gav deres Forargelse Luft. Andre lo højt, og en af de unge Børsherrer gjorde Lykke med den Bemærkning, at »Femte Juni« burde tiltales for falsk Varebetegnelse.

Mellem dem, der havde mindre travlt med at komme afsted, var der dog mange tavse Folk, der idet Mads Vestrup gennem en Bagdør forlod Salen, saae efter ham med et dybt forundret eller et sky Udtryk i Øjnene.

235| Jørgen Berg og Fru Maja fulgtes ud af Salen med Karl May og Lejf Knudsen, og nede paa Gaden sluttede Frants Møller og et Par andre Bekendte sig til dem. De blev enige om at gaa hen i »NLysesaksen« for at faa noget »at Nslukke efter med«.

»Ja, det var en stram Snaps!« sagde Lejf Knudsen og holdt sig paa Maven. »Den svier formelig indvendig.«

»Men hvor har du gjort af Susse?« spurgte Jørgen Berg.

Frants Møller forklarede, at hans Kæreste var bleven daarlig af Luften i Salen. Hun var nu kørt hjem med Sporvognen.

»Jeg syntes nok, hun saae saa bleg ud,« sagde Fru Maja. »Men der var jo heller ikke til at aande.«

»Det er sgu snarere Cajus, der nu slaar igen,« Nfaldt Karl May dem i Talen paa sin brøsige Maade.

»Hvad er der med Cajus?« spurgte Jørgen Berg.

»Veed du det ikke? Han har i Nat hængt sig i Søndermarken. Det staar i alle Aftenbladene.«

»Herregud! Den skikkelige Cajus! Vi kunde nu ogsaa godt ha’ gjort noget for ham. Jeg kendte ham saa lidt ... men I andre!«

»Ja, lad os nu gaa hen i Lysesaksen,« sagde Karl May. »Saa drikker vi hans Gravøl. Mere kan vi ikke gøre for ham nu.«

Henne paa Kafeen blev der snakket en Del om 236| Foredraget, som navnlig Karl May og Leif Knudsen gjorde mange Løjer med. Ikke desmindre var de alle enige om, at de trods den forpestede Luft i Lokalet vilde gaa derhen ogsaa næste Gang, naar Vandrepræsten talte. Det var dog altid lidt nyt. Jørgen Berg erklærede endogsaa, at »saadan noget havde man godt af at overvære engang imellem«. Paa Grund af de andres Vittigheder bed han sig i det hele mere og mere fast i den dystre Sindsstemning, som Mads Vestrups Selvbekendelse i Forening med Efterretning om Cajus Vangs Selvmord havde vakt hos ham.

Til de øvrige Gæsters største Forbavselse udviklede der sig efterhaanden en højrøstet religiøs Debat, hvorunder Jørgen Berg blev mere og mere hed i Hovedet. Da han tilsidst i sin Stædighed lod sig opægge til den Udtalelse, at han for sit Vedkommende fuldt og fast troede paa Helvede og en Npersonlig Djævels Eksistens, brød der et stort Spektakel løs, i hvilken Anledning Frants Møller, hvem det omsider var lykkedes at blive temmelig fuld, midt i sin Spiritusdøs begyndte at Nmækre.