Klokken to om Eftermiddagen forlod NJægermesteren allerede Rigsdagen for at tage hen til Karsten From, som nu var begyndt paa den endelige Udførelse af hans Portræt. Opholdet i Rigsdagen kedede ham i disse Dage. Tilskuergalleriet var næsten tomt. I Nden reserverede Loge havde der idag overhovedet ikke været andre Damer end den gamle NHugaf i Skørter, Frøken Evaldsen. Publikum var bleven 244| klar over, at Forhandlingerne i Salen foreløbig kun var Skærmbrædt for Aktiviteten i Korridorerne og Udvalgsværelserne, hvor den store Partikamp forberedtes og Stemmehvervningen fandt Sted.

Jægermesteren havde selv været Genstand for flere Overtalelsesforsøg fra den tyrstrupske Fraktions Side; men skønt dette i og for sig smigrede ham, havde han harmfuldt afvist dem. Endnu idag havde Gjærup personlig søgt ham for at friste ham til et Frafald med Løftet om en Plads i det vigtige Udvalg for NHusmandsloven. Da Gjærup tilsidst truede ham paa hans Valgkres, havde han sagt Manden lige op i Ansigtet, at han vilde blæse ham et Stykke, og det ikke med Munden. Han havde en Gang for alle besluttet ikke at blande sig ind i Partikævlet for at kunne bevare Hovedet klart. I urokket Tro paa sin lykkelige Stjerne, med det NGladsyn, som var hans – Gudskelov endnu ubeskaarne! – Fædernearv, der havde hjulpet ham Nfrelst gennem mange bitre Skuffelser, vilde han som hidtil se Fremtiden imøde med Tillidsfuldhed og Ro.

Trods det stormfulde Vejr, og skønt Vejen ud til Karsten From ikke var ganske kort, bestemte han sig til at gaa. Han havde spist temmelig tungt til Frokost og trængte til at røre sig. Paavirket af Fordøjelsens Besværligheder kom han til at tænke paa, at det vistnok vilde være heldigt for ham, om han 245| gjorde Alvor af at ride sig en Tur hver Dag. Han havde ogsaa mærket, at Byluften gjorde ham noget Nsvær. Skønt hans nye NFlipper var et Numer større end de gamle, generede de ham allerede. Blodet steg ham let til Hovedet, og han sov i den sidste Tid uroligt.

Han havde for nogle Dage siden foreslaaet Vilhelmine, at de skulde ride sammen; men hun var saa ophængt, Stakkel, og kunde i Øjeblikket ikke afse Tid. Han vilde nu forsøge at faa sin Kusine til at gøre ham Selskab. Jytte var jo i gamle Dage en ganske flot Rytterske. Det var dengang hun var saa meget sammen med denne svenske Baron Cederlund eller hvad det var, han hed ...

Til sin Forundring traf han Karsten From i det ypperste Lune. Han udspurgte ham om Grunden; men Vennen var meget hemmelighedsfuld og vilde ingenting sige.

Karsten From var nemlig lige kommen hjem fra Langelinje, hvor han havde mødt Jytte og spaseret med hende i den friske Blæst. Han havde endogsaa faaet Lov til at følge hende helt ind til Hjørnet af Dronningens Tværgade. Han var selv meget overrasket derover og næsten lidt fortumlet ved paa eengang at føle sig saa nær ved Maalet. Endnu for 24 Timer siden havde han troet at maatte endelig opgive denne dristige Erobring. Nu levede han i en 246| Feber som den passionerede Jæger, der omsider har faaet et ædelt Stykke Vildt Nindringet og Nstaar paa Post med Blodet bankende af Forventning.

Jægermesteren, der endnu under Seancen følte sig besværet af sin Frokost, begyndte at blive alvorligt ængstet. Han spurgte sig selv, om han maaske alligevel skulde forsøge med den nathalie-koldingske Kurmetode. Han vilde grumme nødig gøre indgribende Forandringer i sine Livsvaner; men et Par kolde Fodbade og disse besynderlige Aandedrætsøvelser var jo dog til at overkomme. Han vilde saa yderligere føje en daglig Ridetime til Kuren.

Da han en Timestid efter gik bort fra Karsten From, stod han op i en Sporvogn ved NØsterbros Station for at køre ud til sin Ven Frandsen, der skulde anbefale ham en Ridestald.

Samtidig med, at han stod af ved Stoppestedet i umiddelbar Nærhed af Nden store Kaserne, hvor Vennen boede, standsede en NAutomobil udenfor Gadedøren, og en Dame steg ud. Og han blev saa overrasket ved at se, at det var hans Kone, at han blev staaende og nær var bleven overkørt af en Vogn.

Forresten huskede han nu godt, at han om Morgenen igen havde læst Ordet »Østerbros Væveskole« paa hendes NMemorandum. Denne Skole havde altsaa sine Lokaler et Sted i det samme Hus, hvor Frandsen boede oppe paa femte Sal. Det var blot 247| besynderligt, at Vilhelmine aldrig havde talt om det. Men maaske vidste hun ikke af det.

Han vilde skynde sig hen til hende; men hun havde allerede betalt Kusken og var med et paafaldende Hastværk forsvundet ind ad Gadedøren. Han havde desuden set, at hun i Forbifarten gav en af Klokkeknapperne ved Siden af Døren et lille Tryk.

I det samme flammede Mistroen op i ham. Langsmed Muren gik han derhen med Blodet sydende for Ørene og vovede sig dog næsten ikke ind. Stille aabnede han Døren og blev staaende indenfor og lyttedeA. Vilhelmines enlige Trin lød ned til ham gennem NTrappegabet. Hun var næppe kommen højere end til anden Sal, og her standsede hun.

»Gud være lovet!« udbrød han ved sig selv og vilde just i sin Glæde raabe til hende, da han i det samme hørte hende gaa videre opefter.

Endnu forsøgte han at snakke sig selv til Rolighed. »Maaske er det overhovedet slet ikke Vilhelmine. Der kan dog vel være andre Damer i København, der har en blaa Fløjlshat med sort Fjer. Maaske er det en af hendes Søstre eller en anden, der ligner hende ...«

Hun var nu Nsikkert naaet til fjerde Sal, og hans Hjerte hamrede, saa han maatte holde sig til Trappens Rækværk. Standsede hun ikke? Nej – den ensformige Lyd af hendes lette Trin hørte ikke op. 248| Og nu aabnedes en Dør deroppe, uden at hun havde ringet, og han hørte Frandsens Nvalne Stemme. Et Øjeblik efter lukkedes Døren igen, og alt var stille.

Som et vildt Dyr sprang han op ad Trappen. Men midtvejs standsede han med et voldsomt Ryk og gjorde et nyt Forsøg paa at besinde sig. Han sagde til sig selv, at nu galdt det om at være rolig og ikke at gøre sig latterlig. Frem for alt ingen kompromitterende Skandale.

En gammel, venlig Dame i Vinterkaabe og Sommerhat kom ud af sin Dør lige foran ham. Da hun saae den velklædte Herre staa der med glødende Øjne og holde sig til Rækværket, spurgte hun forskrækket, om han var bleven syg. Han forklarede, at det var Aandenød paa Grund af Trapperne.

»Ja, de er slemme her i Huset«, sagde hun og gik videre.

Da hun var kommen et Par Trapper ned, listede han sig sagte opefter med lange Skridt som en Abe, der gaar tilvejrs i et Træ. Udenfor Vennens Dør stod han et Øjeblik og lyttede, idet han lagde Øret ned til Brevspalten. Han kunde tydeligt høre dem tale derinde, indtil en tung Arbejdsvogn nede paa Gaden fyldte Trappegabet med sin Larm.

»Nu rolig, John! ... Blot rolig!« formanede han sig selv, da der atter var bleven stille.

249| Med skælvende Haand trykkede han paa Klokkeknappen.

Da der ikke straks blev aabnet, satte han igen Fingeren paa Knappen, dennegang fast bestemt paa ikke at slippe den, før der blev lukket op. Efter Forløbet af en Snes Sekunder gav han sig desuden til at dundre paa Døren af alle Kræfter og raabte:

»Luk op! Det er mig! ... Jeg veed, du er derinde, Vilhelmine! I lukker øjeblikkelig op, Neller jeg henter Politiet.«

Da stadig ingen aabnede, og alt var tyst inde bag Døren, begyndte han i Desperation at bearbejde den med sin Stok, indtil denne splintredes. Saa sparkede han til Fyldingen og rykkede i Laasen, mens han blev ved at skrige, at han vilde hente Politiet, dersom de ikke straks lukkede op.

Spektaklet kaldte Husets Beboere til. Ud af en halvaaben Dør lige overfor kiggede et Par forskræmte Barneansigter frem, og snart stod Trappeafsatsen nedenunder fuld af stirrende Folk. Men Jægermesteren var nu gaaet ganske Nfra Vid og Samling og saae dem ikke. Han løb mod Døren med knyttede Hænder, sparkede og slog og raabte vilde Trusler ind gennem Brevspalten.

»Du kan vente dig, lille Frandsen! Jeg skyder dig ned som en skabet Kat og la’r dig flaa bagefter. Og du, Vilhelmine – du skal ikke faa det bedre, kan 250| du tro! Jeg skal sprætte din Nskidne Mave op paa dig, din Mær! ...«

Der var bleven kaldt paa Viceværten, og da han ikke var hjemme, havde man hentet Gadebetjenten. Han kom nu tungt op ad Trapperne.

Da Jægermesteren følte hans Haand paa sin Skulder, vendte han sig omkring og opdagede først nu de mange Tilskuere. Han blev et Øjeblik roligere, opgav sit Navn og forklarede Betjenten, at hans Hustru opholdt sig derinde hos sin NGalan. Han havde fra Gaden selv set hende gaa herop, og han havde ogsaa hørt hende blive lukket ind, hvorfor han forlangte Døren sprængt i Lovens Navn.

Betjenten rystede godmodigt paa Hovedet og sagde, at han ikke kunde gøre noget ved den Ting. Han gjorde iøvrigt selv et Forsøg med at ringe; og da der ikke blev aabnet, bad han Jægermesteren forføje sig bort.

Men Vanvidet stod nu den stakkels Mand ud af Øjnene som klar NLue. Han foer igen mod Døren for at rende den ind med sin Skulder og hamrede løs med begge Næver, mens han raabte, at han vilde brænde Huset ned over Hovederne paa dem, dersom de ikke lukkede op.

Betjenten blev nu klar over, hvad der var at gøre. Han fik en Mand til at løbe efter en Vogn og førte derpaa Jægermesteren ned ad Trappen med Magt. Men Jægermesteren sparkede omkring sig og slog til251|sidst Betjenten i Ansigtet. Med Bistand af et Par af Tilskuerne blev han derfor bundet paa Hænder og Fødder og saaledes transporteret ned til Vognen.

Under alt dette havde de to Elskende inde bag den lukkede Dør siddet i Hr. Frandsens Sofa som to Lig. De havde ikke turdet røre sig eller bare se paa hinanden, og Hr. Frandsen havde ikke været langt fra at græde. Fru Vilhelmine var den, som først kom til sig selv. Da hun hørte Betjentens Stemme, lod hun sig lukke ud ad Køkkendøren; og endnu før hendes Mand var bleven anbragt i Vognen for at køres til et Hospital, sad hun i en Sporvogn paa Vejen til sit Hjem.

Her modtog hun en Timestid senere med Fatning Politiets Meddelelse om det passerede, og havde ogsaa allerede i sit Hoved ordnet Affæren paa en saadan Maade, at hun ikke vilde blive kompromitteret. Hun ringede straks sin Far op og bad ham instruere Pressen, idet hun forklarede, at hendes Mand under hele deres Ægteskab havde gjort sig latterlig for Folk ved den urimeligste Skinsyge. Naar han havde fortalt Politiet, at han havde set hende gaa op til Hr. Frandsen, var det naturligvis en afsindig Mands Indbildning. Men forresten var hans Hang til stærke Drikke, hans økonomiske Forhold og hans Storhedsvanvid jo mere end tilstrækkeligt til at forklare, hvad der nu var sket. – –

252| Nedtrykt af Sorg og bitter Skam gik Asmus Hagen ved Ottetiden hen i Dronningens Tværgade for at meddele sin Tante og Kusine den Katastrofe, som han selv længe havde forudset. Han traf Fru Bertha alene. Jytte, der mod Sædvane havde siddet ved sit Klaver det meste af Eftermiddagen, var nu gaaet i Teatret; og skønt hun havde benægtet det, var Moderen ikke sikker paa, at hun ikke var gaaet derhen blot for igen at blive fulgt hjem af Karsten From.

Brodersønnens Ulykkesbudskab lamslog hende nu helt. Hun blev siddende stum med Hænderne i Skødet, ude af Stand til at tale. For anden Gang paa denne Dag saae hun i Tankerne den gamle Grandtante stige op af sin Grav derovre ved Storeholt og hørte hendes mørke Stemme udslynge den bibelske Trusel:

»NHævnen hører mig til!«