13| Ude paa den brede Hovedlandevej rullede Distriktslæge Gaardbo ad Hjemmet til. Hans lille træskoformede NKøreværk kastede en umaadelig Lyskegle foran sig og viste som en NTroldlygte en glidende Række dagklare Billeder af Landevejen med dens afbladede Popler, dens Skærvebunker og Vejpytter. Taagen var dreven bort. Aftenen var lys og mild og stille. Men i rasende Fart jog nogle mørke Skyer henunder Stjernehimlen som Røg fra en Verdensbrand et Sted langt borte.

Da Doktoren kørte forbi Landsbyen, havde han vendt Blikket ned mod Præstegaarden og set Lys i Broderens Vinduer. Og hans Tanker var endnu hos ham. Derfor saae han uvilkaarligt flere Gange op efter N Kassiopeia, der var det Stjernebillede, de som Drenge mest havde elsket. Det var jo her, NTyge Brahes forsvundne Stjerne havde straalet, og de drømte dengang begge to om at blive store Astronomer, der ligesom deres berømte Landsmand opdagede nye Stjerner og Kometer. I de koldeste Vinteraftener stod de ude i Sneen og stirrede sig højtideligt svimle, mens de studerede den blinkende Klodevrimmel ved Hjælp af et Stjernekort; og det var Johannes, der var den allerivrigste. Han udfandt nye Billeder og gav mange af de smaa Stjerner Navne, idet han efterhaanden Nopkaldte hele Familjen. Men en Dag havde deres Far forbudt dem disse Himmel14|studier med de Ord, at »det var den Slags Ting, man for sin Sjælefreds Skyld helst ikke skulde Nbefatte sig med,« – Ord, som den gode Johannes nu i Tide og Utide gjorde til sine.

Ude bag det store flade Land i Øst saaes en Lysning. Det var Maanen, der var i Færd med at kravle op over Synskresen. Men nu lukkedes Udsigten af Skovene ved Storeholt, og lidt efter kom selve Herregaarden tilsyne for Enden af Alleen, straalende af Lys fra Kælder til Kvist.

»Se se! Det nye Herskab er nok arriveret!« sagde han højt til sig selv.

Den store, hvide Hovedbygning havde i de sidste Maaneder været et øde Hus, der om Aftenen virkede lidt uhyggeligt med sine mange mørke Vinduer. Om Dagen derimod havde al Slags Haandværkerlarm lydt ud derfra. Gaardens nye Ejer, NGrosserer Søholm, havde sat stor Kraft ind paa at bringe den forsømte Bedrift paa Fode. Ladebygningen havde faaet nyt Tag, Staldene en fuldtallig Besætning. Og der var bleven talt meget om en vældig NMotorplov, som daglig samlede nysgerrige Tilskuere.

»Nu skal jeg fortælle dig en Nyhed,« udbrød Doktoren, da han var kommen hjem og stod i Dagligstuen, hvor hans Kone sad ved sin Symaskine. »Kaffekongen er ankommen til Storeholt med hele sit Hof. Der var Lys i alle Vinduerne.«

15| »Naa,« svarede hun fraværende, idet hun søgte efter noget paa Bordet.

Fru Meta Ngik paa faldende Fod. Hun ventede sin Nedkomst en af Dagene og var i den Anledning hvileløst optaget af at Nbeskikke sit Hus. Hun syntes, at der endnu var saa meget at ordne og aftale, før hun med god Samvittighed kunde overgive sig til Barseltidens Pleje. Hun, som ellers var saa fattet, følte sig denne Gang mere ængstet og ogsaa mere legemligt besværet end under noget tidligere Svangerskab. Hun forstod ikke Grunden, men tænkte paa, om det kunde være disse tunge Efteraarsdage, der voldte hende Uro. Hun havde født sine andre Børn om Sommeren og i det tidlige Foraar. Dette voksende Vintermørke og Synet af de evigt faldende Blade havde gjort hende modløs.

Doktoren tog en Stol og satte sig ved Siden af hende.

»Naa, lille Mutter, hvordan gaar det saa?« spurgte han og strøg hende varsomt over Armen.

»Jeg har en Overraskelse til dig,« sagde hun.

»En Overraskelse?«

»Ja, et Brev. Se her!«

Med en munter Hemmelighedsfuldhed, som Doktoren ikke kunde tyde, trak hun en stor Konvolut frem under Syæsken. Men i det samme betænkte 16| hun sig og lagde den til Side, idet hendes Ansigt igen blev alvorligt.

»Først en anden Ting, Povl! Jeg maa have snakket lidt ordenlig med dig. Ingen veed jo, hvornaar det næste Gang kan ske.«

Hun lagde sig tilbage i sin Armstol, »Rugepladsen«, som hendes Mand kaldte dette Husets eneste bekvemme Sæde, der var anskaffet udtrykkeligt af Hensyn til hende.

»Vil du sige mig, Povl – tænker du slet ikke paa at komme til en Forstaaelse med din Bror?«

»Med Johannes? Det har vi jo talt om. Nu vil vi ikke igen ind paa den gamle Historie.«

»Jo, Povl, det maa vi nu alligevel. Jeg faar ikke rigtig Ro paa mig, før I er bleven Venner igen. Det er dog altfor taabeligt, som I to har haft det med hinanden nu i hele to Maaneder.«

»Ja ja! – Hvad er det for et Brev, siger du?«

»Nej, nu skal du høre paa mig,« sagde hun, idet hun tog den Haand, hvormed han rakte efter Brevet, og holdt den fast i sit Skød. »Du synes naturligvis, at du paa din Side har strakt dig vidt, fordi du skrev til ham dengang og gjorde en Undskyldning.«

»Ja.«

»Jamen, husk dog paa, Povl, hvor meningsløst du saarede ham.«A

17| »Det var hans egen Skyld. Han var den udæskende Part – det veed du.«

»Du sagde dog selv, dengang du kom hjem, at du skammede dig over din Opførsel.«

»Naa ja, jeg blev hidsig. Den Skavank har jeg nu engang, og det veed Johannes bedst. Som Drenge – ogsaa som Studenter – røg vi saamænd tidt i Totterne paa hinanden og var dog lige gode Venner for det. Men Johannes er ikke længer den, han var i gamle Dage – det er Sagen!«

»Han mener vel, at I begge to skulde være vokset fra ligefremme Haandgribeligheder; og det har han da kun Ret i.«

»Men hvorfor har han ikke svaret paa mit Brev? Jeg foreslog, at vi skulde glemme den dumme Historie og tage hver sin Halvpart af Skylden. Du læste det jo selv. Nu er der gaaet to Maaneder, og jeg har ikke hørt et Ord fra ham. Hvad kalder du det?«

»Det har naturligvis ogsaa undret mig. Men jeg tror alligevel ikke, at Johannes gaar og bærer Nag. Det vilde da heller ikke ligne ham.«

»Du kender ham ikke, Meta.«

»Nej, det siger du jo. Men hvorfor tager du ikke en Dag ind til ham og rækker ham Haanden til Forlig?A Det er dog vist bare det, han venter paa. Havde du gjort det straks, saa havde det hele været 18| Nklappet og klart for længe siden. Men I er to lige store Børn begge to. Der er ingen af jer, der kan faa sig selv til at gøre det første Skridt. Og saa kan I dog slet ikke undvære hinanden. Tror du ikke, jeg har kunnet mærke paa dig, hvor du savner Johannes?A Du veed vist ikke selv, lille Povl, hvordan dit Humør har været i den sidste Tid. Og jeg er sikker paa, at Johannes har det akkurat paa samme Maade.«

Doktoren, der var gaaet ud paa Gulvet, standsede og rystede mismodigt paa Hovedet.

»Gid du havde Ret, Meta! Men du tager fejl. Jeg siger dig: der er Ugler i Mosen. Jeg har længe Nhørt dem skrige.«

»Hvordan mener du? Jeg forstaar dig ikke, Povl! Jeg har undertiden en Fornemmelse af, at der er noget, du ikke vil sige mig. Hvad er det?«

»Naa ja – ærlig talt, du – jeg begynder at tro, at den hele Historie er kommen min gode Johannes ganske godt tilpas. Derfor tier han. Kan du huske, hvor mærkværdig forbeholdent han i sin Tid svarede, da jeg skrev til ham, at vi vilde søge Distriktslægeembedet her i Jerve? Jeg havde ventet mig et Raab af Henrykkelse, og saa blev det til en lang og Nklam Formaning om endelig at overveje Sagen nøje, inden vi bestemte os. Jeg tænkte dengang, at han maaske var bange for, det var en Opofrelse fra vor 19| Side ... at vi vilde flytte herover for at være ham til Opmuntring efter Rosalies Død. Men jeg forstaar nu, at vi er kommen ham til Ulejlighed. NHældørerne i Sognet har naturligvis Nladet ham høre, at vore Børn ikke er døbte, og det har skadet hans Autoritet blandt Vennerne. Men Johannes gaar saa skjult med sine Følelser nu. Derfor har jeg været saa længe om at begribe det. I Virkeligheden er han mig vistnok rigtig taknemlig for det Ørefigen. Det har givet ham et kærkomment Paaskud til et aabenlyst Brud med os.«

»Aa – fy, Povl! Jeg begriber ikke, hvad der gaar af dig! Naar jeg tænker paa, hvordan du har hævet Johannes til Skyerne og ligefrem været forelsket i ham – ja, for det var du! Kan du huske, da vi var forlovede? Jeg kunde ordenlig blive skinsyg paa ham, saadan som du altid talte om ham. Jeg skulde absolut beundre ham paa enhver Maade, endogsaa før jeg nogensinde havde set ham. Husker du det?«

Doktoren var bleven staaende midt i Stuen og saae mod Gulvet med et grundende Udtryk.

»Jeg siger dig jo: Johannes er ikke længer den, han var. Siden han blev Præst og trak i denne lange NBusseronne og fik Pibekrave om Halsen, er han bleven et andet Menneske. Eller rettere sagt: han har mere og mere udviklet sig til et af disse uhyggelige Dobbeltvæsner, der ligesom sammen20|voksede Tvillinger har to selvstændige Tilværelser uden fælles Bevidsthed. Om den Slags Folk kan det med Sandhed siges, at den ene Haand ikke veed, hvad den anden gør. Den Modgang, Johannes paa forskellig Maade havde nu i Sommer, har især gjort ham uforsonlig. I Grunden tror jeg, han hader os. Men han aner ikke noget om det selv – for saa vidt er han altsaa uskyldig.«

»Du skulde virkelig skamme dig, Povl! At du kan staa og tale saadan om din egen Bror! ... Jeg vilde næsten ønske, vi aldrig var kommen hertil. For jeg synes, dette her er stygt.«

Hendes Ord gjorde ham tavs, og han skammede sig virkelig. Og da han saae, at hun lagde Haanden over Øjnene, fordi hun kom til at græde, blev han helt ulykkelig.

Han satte sig igen hen hos hende og lagde Armen om hendes Liv.

»Ja, jeg har en forbandet Kæft ... Men du kender mig dog. Jeg mener det ikke saa slemt. Den Mistro, jeg har faaet til Johannes, piner mig naturligvis. Men det var dumt af mig at snakke om det, og nu la’r vi Johannes i Fred og taler om noget andet.«

Men hans Kærtegn standsede ikke Taarerne. For at skjule dem for ham lagde hun Hovedet ned paa hans Skulder men overfaldtes i det samme af stærke Gysninger.

21| »Men – min søde Pige! Hvad er der i Vejen? Er det Barnet?«

Hun rystede paa Hovedet.

»Hvad er det da?«

»Jeg kan ikke gøre for det, Povl ... Saa snart du er borte, kommer der en saadan Angst over mig. Og jeg synes, alting er bleven saa uhyggeligt, siden du og Johannes blev Uvenner. Der gaar snart ikke en Dag, uden at Børnene spørger om, hvorfor Farbror Johannes ikke kommer. Og jeg veed ikke, hvad jeg skal svare. Du selv gaar omkring og ser ud, saa man kan blive Nbange for dig.«

»Ja, jeg er en stor Slyngel. Men nu skal jeg love dig, at jeg imorgen den Dag skal tage over til Johannes og tilbyde ham Forlig. Jeg vil sige til ham, at han for din Skyld maa glemme den Historie. Er du saa tilfreds?«

Hun løftede Hovedet og klappede hans Kind.

»Du er saa god ... Og nu skal du faa dit Brev.«

Det var en aaben Konvolut med et Hefte af et bekendt københavnsk Maanedsskrift. Doktoren havde heri faaet optaget et Afsnit af sin »Levelære,« som han stadig arbejdede med, og da det var første Gang, han overhovedet fik noget trykt, havde Heftet været ventet her i Huset med Spænding.

»Til Lykke!« sagde hun og kyssede ham. »Jeg 22| har naturligvis ikke kunnet dy mig for at kigge i det. Det ser rigtig pænt ud.«

Hun rejste sig for at pakke sine Sysager sammen og gik lidt efter i Seng. Doktoren havde aabnet Heftet, men saa snart hun var gaaet, lukkede han det igen. Han var foreløbig for optaget af det Løfte, han havde givet hende. Dette Genmøde med Broderen beskæftigede hans Tanker, saa han ikke kunde læse.

Han mindedes den Sommerdag i deres Studentertid, da Johannes rejste til England. Sammen med et Par andre teologiske Studenter var han bleven valgt til at repræsentere danske Akademikere ved et stort kristeligt Verdensstævne derovre. Han havde fulgt ham ombord paa Skibet, og han kunde endnu se ham staa med sit brede Smil ved Rælingen og svinge sin hvide Hue, mens den store, grimme Kuldamper forsvandt ud gennem Sejlløbet.

Han havde ofte tænkt paa, at han ved den Lejlighed i Grunden havde set Johannes for sidste Gang. Da han kom tilbage, var han en anden. Han, der havde kunnet virke lidt barnagtig med sin overstadige Livlighed, var bleven indesluttet og alvorlig. Han, som havde været saa ubefæstet i Troen, at han flere Gange tænkte paa at opgive det teologiske Studium og slaa sig paa Sprogvidenskaben, var nu bleven klippefast i sin Beslutning om at blive Præst. I en fortrolig Samtale fortalte han siden, at han havde 23| ladet sig optage i Net internationalt Broderskab, en Korshær, der havde sat sig til Opgave at erobre hele Verden for Kristus inden en Menneskealder. Kort Tid efter var det ogsaa, at han fremtraadte som Taler ved et politisk Studentermøde og til almindelig Forbløffelse sluttede med at Nbekende Troen.

»Og stakkels Rosalie!« tænkte han, idet han mindedes sin Broders afdøde Kæreste. »For hende blev Forvandlingen til Skæbne. Hendes glade Øjne saae fra den Tid altid ud, som om de lige havde grædt.«

Døren til Soveværelset blev igen aabnet. I sin hvide Natdragt stod Fru Meta derhenne og støttede sig med Haanden til Karmen. Hun var meget bleg og pressede Øjne og Mund fast sammen.

Doktoren sprang op.

»Er det Barnet alligevel?«

Hun nikkede.

Han kom hen til hende med udbredte Arme, og hun lagde sig ind til hans Bryst som et frysende Barn, mens han varsomt omfavnede hende.

»Du kære, kære –« sagde han og strøg hende over Haaret. »Du lille Stakkel!«

Da Smerten var ovre, rettede hun sig op, tog hans Hoved mellem sine Hænder og kyssede hans Mund.

»Min søde Mand! Nu faar du Fred for mig en lille Tid. Jeg veed godt, jeg har været dig til Plage. Men nu skal det nok blive bedre. Jeg forstaar ikke, 24| hvordan det kan være; men jeg er helt rolig nu. Føl en Gang mit Hjerte. – Men gaa nu ud og væk NPigerne. Vi maa jo have Børnene flyttet, og –.«

Hun maatte igen standse for at undertrykke en Stønnen. Med en ny Kuldegysning sank hun ind til ham og greb krampagtig om hans Arm.

»Kom – du maa lægge dig!« sagde han.

Idet hun med Hovedet paa hans Skulder lededes hen til Sengen, hvor en Ngammeldags Natlampe brændte, hviskede hun til ham halvt bevidstløs af Smerte:

»Jeg lover dig, jeg skal nok være tapper!«