38| Paa Storeholt havde NGrosserer Søholm nu i en Ugestid fejret Familjens Ophøjelse i Godsejerstanden i Overensstemmelse med det forud lagte Program uden Hensyn til den indtrufne Familjekatastrofe. Der var holdt et Par Middagsselskaber, og Husets nye Svigersøn, den tyske NUlanofficer og Friherre, havde ved sin Nærværelse bødet paa Virkningen af Skandalen med NJægermesteren. Den indespærrede Ægtemand blev overhovedet ikke mere nævnet der i Huset. Han betragtedes allerede som en, der var Familjen uvedkommende. Fru Vilhelmine var bleven tilbage i København for med sin praktiske Sans at arbejde paa en Skilsmisse, der i enhver Henseende kunde holde hende skadesløs.

Friherre v. Biebermarck havde vist sig at være en stilfærdig Mand, der indtog alle med sin overordenlige Høflighed. Saaledes vakte det Henrykkelse, at han allerede efter et Par Dages Forløb havde lært sig at sige »Tak« og »Velbekomme« paa Dansk.

De indbudte Middagsgæster var omtrent de samme Bank- og Forretningsmænd fra Odense, som ogsaa Jægermesteren til sin Ulykke havde staaet i Forbindelse med og ofte set ved sit Bord. En Samling livlige, Nmadkære Provinsherrer, der lignede hinanden som Bollerne paa en Suppe. Om dem alle galdt det, at de kom dertil med store Forventninger men 39| drog skuffede bort. Grosserer Søholm havde selv ingen Forstand paa Bordets finere Glæder, og om han ogsaa havde haft det, Nkunde det aldrig faldet ham ind at ofre mere paa sine Gæster, end de var værd for ham. Ogsaa et Middagsselskab var for denne Mand en Forretning, der skulde betale sig.

Paa Festprogrammet var desuden et Par større Klapjagter, og i nogle Dage lød en livlig Knalden rundt om i Skovene. Da imidlertid de færreste af de deltagende Herrer var virkelige Jægere, blev Resultatet væsenlig til Glæde for Rævene og Aadselfuglene, som bagefter Ngjorde sig tilgode med det skamskudte Vildt, der laa og forblødte omkring i Tykningerne.

Paa en af disse Dage kom Doktor Gaardbo kørende gennem Strige Skov og passerede en Lysning netop som der hørtes en hidsig Plaffen ledsaget af Hornsignaler. Til den ene Side af Landevejen var en Rydning med fritstaaende Birke og Elletræer. Til den anden Side laa et Pur af mandshøje NRisbøge.

Pludselig bremsede han Vognen haardt ved Synet af et Nfantastisk Væsen, der et halvt hundrede Meter forude kom frem fra det rustrøde Buskads og humpede tungt over Vejen, hvorfra det paa hovedkulds Maade tumlede ned ad Skraaningen paa den anden Side.

Da han naaede hen til Stedet, saae han en tyk 40| Blodstribe tværs over Vejen, og et Stykke inde i Rydningen laa bag en mosgroet Træstub en hvæsende Raabuk med Halsen strakt henad Jorden. I samme Øjeblik lød Hornet igen inde i Højskoven. NDer blev blæst af.

Doktoren var staaet af Vognen; men idet han nærmede sig det saarede Dyr, løftede det Hovedet for igen at flygte. Støttet paa Knæene og med den lamme Bagkrop slæbende efter sig gjorde den et Par gyselige Hop, mens Blodet spyede ud af et Saar i Lysken. I det samme hørtes Stemmer ude paa Vejen. Det var et Par af Jagtherrerne, der trak bort fra deres Post nu, da NSaaten var sluttet.

Den ene – en høj og elegant ung Mand med Nindsnøret Talje – var Grosserer Søholms friherrelige Svigersøn; den anden, der i sin graagrønne Jagtdragt mindede om en Tyrolersanger, var den tykke Bankdirektør Frederiksen fra Odense. Ved at se et tomt NKøreværk staa der midt paa Vejen og snurre, standsede begge Herrerne af Overraskelse og saae sig om efter Ejermanden. Og endnu større blev deres Forbavselse, da den ophidsede Doktor kom springende paa sin Klumpfod og – uden at give sig Tid til Forklaring – rev Bøssen ud af Haanden paa Bankdirektøren og løb bort med den.

Der faldt et Skud. Det gav Genskrald rundt om 41| i Skoven, og Doktoren vendte tilbage med den rygende Bøsse i Haanden.

»Fy for Pokker!« sagde han lige ind i Ansigtet paa Bankdirektøren. »At De ikke skammer Dem! Et saa modbydeligt Myrderi!«

Dermed satte han sig op i sin Vogn og kørte videre, mens Hr. Frederiksen for NHonnørens Skyld gav sig til at skoggerle, skønt han indvendig kogte af Raseri.

Hr. v. Biebermarck, der under sit Ophold her i Landet oplevede saa meget utroligt, at han egenlig havde ophørt at forundre sig over noget, saae paa sin Jagtfælle med et Blik, der høfligt men ogsaa ret bestemt anmodede om Forklaring. Og Bankdirektøren fortalte nu, at Manden rimeligvis var den gale Distriktslæge i Jerve, som man hørte saa meget om.

»Han er Naabenbart lige til Daarekisten. Et saadant Menneske burde i Grunden ikke gaa løs.«

Hr. v. Biebermarck bifaldt denne sidste Bemærkning, men gav den i sit stille Sind en mere Nalmindelig Anvendelse.

Der var til om Søndagen planlagt en Familje-Udflugt til Odense med Frokost paa et af Hotellerne, hvorefter Tilbagerejsen til København skulde finde Sted om Aftenen. Imidlertid indtraf der en Begivenhed, som for første Gang bragte Forstyrrelse i Arrangementet, idet Grosserer Søholm pludselig blev syg.

42| Den nu 60-aarige Mand havde under hele Opholdet paa Storeholt været oppe Klokken seks om Morgenen. I en Paaklædning, der bestod af en gammel, snavset Overfrakke fra hans tidligere Tilværelse, Træsko, NSlagterkasket og et stort, rødt Uldtørklæde om Halsen, inspicerede han i Staldene og paa de forskellige Arbejdspladser. Bagefter havde han siddet et Par Timer ved sit Skrivebord med Telefonen for Øret, havde modtaget Meldinger fra Forretningen i København og ekspederet Ordrer til Handelshuse og Banker paa begge Sider af Atlanterhavet. Desuden havde han som oftest et Par Gange i Dagens Løb haft personlige Forhandlinger med de Haandværksmestre og Entreprenører, der forestod Gaardens Ombygning, og heller ikke overfor dem plejede han at spare sig. Saasnart det drejede sig om Penge, kom den gamle Skallesmækker fra NBorgergade op i ham, og hans Metode som Forretningsmand var altid den samme. Han var ingen Menneskekender og gjorde ingen Forskel paa Personer. Med alenlange Eder og Slag i Bordet og Haanlatter nedlarmede han alle Indsigelser og tumlede med sin Modpart, indtil han havde afpresset ham den yderste Indrømmelse.

Lørdag Aften sad han efter Middagen sammen med de Nyforlovede inde i Havesalen, hvor han gjorde sig det mageligt i en af de brede Armstole fra NKonferensraadens Tid. Uden Hensyn til sin friherre43|lige Svigersøns Nærværelse havde han lagt sine Elefantfødder op paa en Taburet, mens han røg en Cigar. Der var overhovedet ikke det Menneske i Verden, han fandt nogen Grund til at genere sig for, og han respekterede kun Folk, om hvem han med Sikkerhed vidste, at de var rigere end han selv. I Øjeblikket regnede han sig for en Mand paa Nseks Millioner, og dette lange Tal rullede paa sine tunge Nuller ud og ind gennem alle hans Tanker. Det var fra først af hans billige Kaffe, der havde givet ham Navn og skabt hans Ry som et hjemligt Handelsgeni af amerikansk Støbning. Men iøvrigt handlede han med alt, hvad der kunde svindles med, lige fra Knappenaale til sydafrikanske Guldminer og deres Menneskeskæbner.

De to Forlovede sad i en Sofa og holdt hinanden i Haanden. Af Hr. Søholms tre Døtre var Frk. Constance den, hvem Rigdommen og Lediggangen mindst havde fordærvet. Hun var ikke saa lidt af et Følelsesmenneske, og hendes Forelskelse i den statelige Officer var et oprigtigt Sværmeri for mere end Uniformen. Den smukke unge Dame, der siden sin Forlovelse havde optaget den fornemme Skik at møde til Middagen i elegant NSelskabstoilette, sad indhyllet i et stort Pelsslag paa Grund af Kulden i Stuerne. Efter at det nemlig var gaaet op for Grosserer Søholm, hvormeget Brændsel de store Rum slugte, havde 44| han fundet det unødvendigt at lægge i Kakkelovnene mere end een Gang om Dagen, og ingen havde vovet nogen Indsigelse.

Hr. Søholm underholdt sin Svigersøn med det Emne, der for ham selv var det eneste af virkelig Interesse, nemlig hans egen Person og hans Forretnings Udvikling. Ganske som andre indbildte Genier var han opfyldt af sin egen Storhed og betragtede sit Liv som det virkeliggjorte NEventyr om den fattige Dreng og Lykkens Fe. Paa sit NNeger-Tysk Nopkogte han Historien om, hvordan han allerede som en niaars Knægt havde gjort sit første Kup ved at samle tiloversblevne Høvlspaaner paa Byggepladserne og sælge dem til NMadamerne i Borgergade, hvor hans Forældre boede. Og nu sad »den snottede Unge« her i sit eget Slot og havde et Navn, der var kendt af hvert Barn i Landet.

Den høflige Hr. v. Biebermarck hørte paa hans Levnedsskildring uden med en Mine at røbe sine Tanker. Alligevel var der noget i den Maade, hvorpaa han Nideligt strøg Asken af sin Cigaret, der gjorde hans Kæreste mistænksom. Frk. Constance havde hidtil ligesom hele den øvrige Familje været altfor stolt af Faderen til at stødes af hans Væsen. Nu skottede hun lidt ængstelig op til sin fornemme Brudgom, og bag det skjulende Pelsslag flettede hendes Fingre sig nervøst i hans.

45| Paa en Gang saae hun, at Faderen var bleven bleg. Han var stoppet op midt i en Sætning og sad med sammenbidte Tænder og gned sig over det ene Ben, mens han sagte klagede sig.

Hun sprang forskrækket op.

»Er du syg, Far?«

Hendes Udbrud kaldte Søsteren og den gamle Tante til fra Dagligstuen ved Siden af. Ogsaa Friherren havde rejst sig.

Hr. Søholm var nu ganske hvid i Ansigtet og vaandede sig ynkeligt.

»Bring mig i Seng! ... Hurtigt! Kald paa Rasmussen!«

Med Støtte af Husets Tjener og ledsaget af Svigersønnen blev han ført op ad Trappen til Soveværelserne. Undervejs stønnede han højt, og pludselig genlød Huset af dyriske Smertensbrøl.

Der blev straks Ntændt op under en Vogn for at skaffe Hjælp, og da Jerve var den nærmeste By, hvor der boede en Læge, blev det Doktor Gaardbo, der hentedes.

Mens man ventede paa ham, sad de opskræmte Damer inde i Dagligstuens grelle elektriske Maskinlys og rystede af Kulde og Uhygge. Tanten, den gamle Frøken Søholm, havde indhyllet sig i et stort Sjal. Med spidsede Øren lyttede hun til Broderens ganske ubeherskede Jammerhyl, der stadig lød ned til dem gennem 46| Trappen. Døren fra Sovekammeret deroppe stod paa hans udtrykkelige Forlangende aaben ud til Gangen. Han vilde, at alle i Huset skulde høre, hvad han led.

Den gamle Dame havde sit mest forhærdede Menigheds-Ansigt paa. Midt i Uhyggen følte hun sig opløftet ved Tanken om Broderens Lidelser.

»Nu er du bleven straffet for din Vantro, lille Kresten! Hvorfor vilde du ikke lytte til mine Formaninger? Hvor mange Gange har jeg ikke tigget dig om at læse blot et eneste Numer af »NMorgenrøden«. O, havde du blot i Tide villet begynde paa de velsignede kolde Fodbade og Natalie Koldings Aandedrætsøvelser! Men du gjorde Nar af min Alvorstale, lille Kresten! Du kaldte mig et forskruet Fruentimmer og bad mig om at rejse Pokker i Vold. Nu høster du Spotterens Løn, lille Ven!«

Efter at Frøken SøholmA i Tankerne havde holdt denne Straffepræken for sin Bror, kom Friherre v. Biebermarck ned fra Patienten og blev modtaget med bekymrede Forespørgsler. For ikke at krænke Damerne bevarede han Alvoren, men bad dem samtidigt om ikke at lade sig ængste. Det var, sagde han, rimeligvis det fugtige Efteraarsvejr i Forening med Kulden i Stuerne, der havde fremkaldt et Anfald af den N Ischias, som Svigerfaderen nok tidligere en Gang havde lidt af. Naar Lægen kom, vilde en Morfindosis hurtigt skaffe ham Ro.

47| Et Øjeblik efter kom Vognen susende tilbage med Doktor Gaardbo. Tjener Rasmussen, der tog imod ham ved Foden af Trappen, førte ham efter sin Herres Ordre øjeblikkeligt op i Soveværelset.

Doktor Gaardbo havde aldrig før talt med sin Patient eller blot set ham; men han kunde paa Forhaand ikke lide Manden. Det skyldtes ikke alene Jagt-Oplevelsen forleden i Strige Skov; men han vidste om Søholms Forretning, at den væsenlig var et Agentur for udenlandske Spekulationsfirmaer, og det havde altid oprørt ham, at den Slags Personer, der brandskattede Landet som Lejesvende for fremmed Storkapital, ikke desmindre kunde sole sig i deres Medborgeres uformindskede Agtelse.

Nu fik han desuden en bestemt Fornemmelse af, at Hr. Søholm som saa mange stærke Mandfolk, der ikke er vant til at fejle noget, i høj Grad overdrev sine Lidelser. Det var knap nok, at han vilde tillade ham at foretage en ordenlig Undersøgelse. Og stadig raabte han paa Morfin, idet han fortalte, at hans københavnske Læge, da han sidst var syg, straks havde givet ham en Indsprøjtning. I det hele stillede han det Forlangende, at han blev sat i Stand til at tage tilbage til København den næste Dag, da han ikke længer kunde undværes i sin Forretning.

Doktor Gaardbo var hurtigt bleven paa det rene med, at han ikke vilde hjælpe dette Menneske til at 48| skulke sig fra sin NForpligtelse til at lide. Det var netop en af de Paastande, han havde udviklet i den Tidsskrift-Afhandling, som han nylig offenliggjorde, at naar Verden var saa fuld af samvittighedsløse Personer, havde Lægerne deres Del af Skylden. Ved bestandig at Nvære tilrede med alle Slags beroligende Midler berøvede de Menneskene den Lejlighed til højst fornøden Eftertanke og nøgtern Selverkendelse, som det naturlige Sygeleje gav dem.

»Jeg vil anbefale Dem at tage en Kop varm Hyldete med lidt Honning i. Morfin kan jeg derimod ikke give Dem. I det mindste ikke foreløbigt. Iøvrigt vil jeg tilraade Dem for Fremtiden at indføre et Fastedøgn en Gang om Ugen. Naar vi glemmer, at ogsaa vore Fordøjelsesorganer trænger til at holde Hviledag, nægter de tilsidst at arbejde.«

Hr. Søholm, der hidtil udelukkende havde været optaget af sig selv og knap lagt Mærke til, hvordan Doktoren saae ud, Nrejste sig ved disse Ord langsomt overende i Sengen. Støttet paa Armene gloede han paa den fremmede Mand som paa et Spøgelse, der pludselig var steget op af Gulvet.

»Hvad er det, De siger? ... Hvem er De? NHvor kommer De her? Er De Læge?«

»Jeg formoder, at De selv har sendt Bud efter mig.«

49| »Er De gal, Mand! Vil De ikke give mig en Indsprøjtning?«

»Nej. Det Ansvar kan jeg ikke paatage mig.«

»Ansvar? Hvad er det for Snak! Naar en Mand som Professor Bender, kongelig Hoflæge, har givet mig Morfin, tør De – en Landsbydoktor – vel ogsaa.«

»Hvad Professor Bender har ordineret, kan jeg ikke tage Hensyn til. Jeg handler efter min egen Overbevisning.«

»Nu har jeg – Fanden ta’ mig! – aldrig hørt Mage! Vil De ikke give mig en Indsprøjtning? ... Det skal De blive tvungen til, min go’e Mand! Det er Deres Pligt! Jeg har sendt Bud efter Dem for at faa Lægehjælp, ikke for at høre paa Snak. Skal jeg maaske ligge her og pines og ingen Nattesøvn faa?«

»Den NSvededrik, jeg har Nforordnet, vil nok i Løbet af Natten lindre Deres Smerter noget. Forøvrigt kan jeg kun anbefale Dem de to gode, paalidelige Lægemidler: Taalmodighed og Ro.«

Hr. Søholm satte Fingren paa Klokkeknappen i Væggen ovenover Sengen og blev ved at kime, indtil først Tjeneren og derpaa Svigersønnen og tilsidst ogsaa alle Damerne kom styrtende op ad Trappen.

Da de allesammen stod i Stuen, raabte han i Raseri:

»Se paa den Mand der! Han er enten fuld eller gal! Og et saadant Menneske har I sendt mig paa 50| Halsen! ... Her ligger jeg og pines værre end en NBarselkone, og saa vil han ikke hjælpe mig! ... Men det skal De komme til at fortryde, min go’e Bondedoktor! Veed De ikke, hvem jeg er? Jeg anklager Dem for Myndighederne, og De kan være Nstødt paa, at jeg skal faa Dem klapset af! ... I er allesammen Vidner paa, at den Herre har nægtet at gøre sin Pligt. Har I forstaaet mig?«

Doktor Gaardbo, der trods Mandens Sygdom havde haft Møje med at beherske sit iltre Sind, var nu paa Vej mod Døren. Mens de skrækslagne Damer ved Synet af hans NVanførhed veg til Side for ham som for Djævlen selv, genkendte Hr. v. Biebermarck ham med Forbløffelse fra Mødet i Skoven men forstod iøvrigt ingenting, fordi Svigerfaderen havde talt Dansk. Derimod stod Tjener Rasmussen i ærbødig Afstand og kæmpede med et henrykt Smil, idet han i Aanden nød den Lykke, han vilde gøre nede i Køkkenet med at fortælle om denne gode Oplevelse.

Paa Vejen hjem var Doktor Gaardbo mismodig stemt. Han var ikke i Tvivl om, at Hr. Søholm vilde gøre Alvor af sin Trusel, og skønt Fru Metas Tilstand nu var meget bedre, tænkte han med lidt Ængstelse paa, hvad hun vilde sige til den Historie. Selve Sagsanlæget frygtede han ikke. Der var ingen, der kunde tvinge ham til at handle mod sin Samvittighed. Men Befolkningens Misfornøjelse 51| med ham vilde nu faa ny Næring, og hans emsige Nabokolleger skulde nok vide at drage sig dette til Nytte. En af dem havde allerede faaet Nfast Fod inde i selve Jerve By. Hvordan skulde han tilsidst skaffe Føden? Af sin Gage kunde han ikke leve. Det kneb allerede ikke saa lidt for ham at holde sig Smalhans fra Døren.

»Havde jeg blot ikke set den Raabuk forleden!« tænkte han. Som et Sindbillede havde det lemlæstede Dyr svævet ham for Øjnene under Samtalen med den brutale Pengemand, hvis Vandring gennem Livet sikkert havde efterladt mange blodfyldte Spor. Nu maatte han se, hvordan han kunde undskylde sig overfor Meta, der var bleven saa oplivet, da hun hørte, at der var kommen Bud efter ham fra Herregaarden. Det kære Menneske laa og gjorde sig saa mange Bebrejdelser paa Grund af de Udgifter, hun forvoldte ham med sin Sygdom.

Da han naaede hjem, gik han straks til Sovekammeret; men i Døren mødte han Vaagekonen, der ved Tegn lod ham forstaa, at han ikke skulde gaa ind. Fru Meta sov.

Af Børnene var den ældste, den lille otteaarige Hedvig, endnu oppe. Sammen med Husets to Tjenestepiger sad hun ved Bordet inde i Spisestuen og syede. Da Faderen kom ind, sprang hun hen til ham og udbrød paa sin ivrige Maade:

52| »Far – Olivia siger, at hun har kysset en Mand. Har hun vel Lov til det?«

»Ja, det kan jeg sandelig ikke dømme om. Det kommer jo an paa, hvad det var for en Mand. Dersom det nu var hendes Far?«

»Naa-aa!« sagde Barnet og vendte slukøret tilbage til Bordet, hvor Pigerne, røde i Hovederne, kluklo over deres Haandarbejde.

»Pyt! Saa var det jo bare din Far.«

»Nej.«

»Der hører du!« raabte hun triumferende. »Det var ikke hendes Far!«

»Men saa kan det jo have været Olivias Bror, ikke sandt?«

»Var det din Bror?«

»Ja.«

Tilintetgjort lagde den kloge Hedvig sit Hoved ned paa Armen; og da hendes Far nu kom hen og tog hende i Øreflippen og kaldte hende en lille Sladdertaske, som dømte saa raskt, blev hun rød helt ind i Haaret af Skamfuldhed.