Fra Herregaarden var der imidlertid bleven sendt Bud efter en anden Læge, en elskværdig Mand, der beredvilligt føjede sig efter Patientens Ønske og skaffede ham Ro. I sin Glæde over den gode, nye 53| Kunde var han endda saa gavmild med Morfinen, at Hr. Søholm sov til højt op paa Formiddagen, som om han aldrig skulde vaagne mere.

Tilbagerejsen til København maatte alligevel opsættes. Paa Morfinrusen fulgte et ret alvorligt Ildebefindende, og midt om Natten kom hele Huset igen paa Benene, og Lægen blev i Huj og Hast hentet, fordi Hr. Søholm efter en heftig Opkastning havde faaet et NAfmagtsanfald. Med uforstyrrelig Sindsro gav Doktoren ham nu et oplivende Middel, og var ogsaa denne Gang saa rundhaandet med Medicinen, at Patienten efter et Par Timers Forløb rejste sig med et Brag op i Sengen og forlangte noget at spise.

»En Bøf med Løg, Rasmussen! Jeg er sulten som en Liggehøne. Sig i Køkkenet, at de skal rubbe sig!«

Endnu sad Dødsangsten ham dog i Kroppen, og da han op ad Formiddagen paany fik et Besvimelsesanfald og følte den kolde Sved paa Panden, lod han sende Vogn efter Præsten for at blive Nberettet. Det var længe, siden han sidst havde været til Alters. I København kunde han daarligt afse Tid dertil for Forretningen; men da han nu var nødt til at blive her en Dag endnu, vilde han benytte Lejligheden til at faa sig Nassureret for alle Tilfælde.

Først da Vognen var kørt, fik Damerne at høre af Tjenestefolkene, at Præsten hed Gaardbo og var 54| en Bror til Distriktslægen. Der blev i den Anledning stor Forskrækkelse. I et Krigsraad, hvori ogsaa Hr. v. Biebermarck deltog, enedes man om at fortie Navnet for den Syge, der endnu blev aldeles rasende, saasnart Distriktslægen kom paa Tale.

Da Præsten traadte ind i Sygeværelset, følte Hr. Søholm sig straks meget tiltalt af den høje, smukke Mand. Synet af Ornatet og siden af den lille NSølvkalk og Oblattallerkenen, som Præsten tog frem af sin sorte Haandtaske, stemte ham uvilkaarlig højtidelig. Det eneste Vidne til den hellige Handling var Tjener Rasmussen, hvem Damerne havde givet Ordre til at føre Præsten op uden først at vise ham ind i Stuerne. Han havde desuden faaet Besked om at blive deroppe for at gaa NGrossereren tilhaande under NNadvernydelsen, og han havde nu stillet sig ved Fodenden af Sengen med en Serviet over Armen, som om det galdt en Servering.

Under Skriftetalen viste Hr. Søholm sig meget bevæget, og under Nydelsen af Brødet og Vinen havde hans Ansigt et enfoldig frygtsomt Udtryk, der viste, at hans Grebethed var oprigtig. Efter Tildelingen af Syndsforladelsen trykkede han ogsaa taknemlig Præstens Haand.

»Værsgo’ og sit ned, Hr. Pastor!« sagde han, endnu med Bevægelse i Stemmen, mens han i Tanker tørrede sig om Munden med Servietten, som Rasmussen 55| i sin Tjenstivrighed havde udbredt under hans Hage. »Det har glædet mig at gøre Deres Bekendtskab. Gud være lovet, De hører da ikke til disseherre Helvedprædikanter, der skræmmer Livet af Folk og selv lever som de værste Bukke. Som nu f. Eks. ham, der forleden talte i København ... ham »den jyske Vandrepræst«, som Enslevs Blad skriver saa meget om. Den Slags skulde ikke ha’ Lov at eksistere. Præsterne skal tale mildt og trøstende til deres Tilhørere. Det er nu min Mening. Sorger og Bekymringer har vi nok af paa Hverdagene. Har jeg ikke Ret?«

Pastor Gaardbo havde i sin Præstegerning lært sig den Kunst at kunne være tavs og Nbie paa den belejlige Stund. Hr. Søholm fortsatte derefter med ufortrøden Selvfølelse:

»Jeg veed ikke, Hr. Pastor, om De maaske ligefrem kan gøre Fordring paa et Vederlag. Men det er ogsaa ligemeget. Jeg skal i hvert Fald tillade mig at sende Dem et Gratiale. Det har De velsagtens ikke noget imod.«

Pastor Gaardbo svarede nu i temmelig bestemt Tone, at alene Gud havde Krav paa hans Taknemlighed, og at han burde samle alle sine Tanker i Bøn til den Almægtige.

»Naturligvis, Hr. Pastor! Misforstaa mig ikke. Jeg glemmer sandelig ikke, hvad jeg skylder min Frelser. 56| Vær vis paa det! Men jeg har dog gjort Dem Ulejlighed, ikke sandt? Deres Tale har De vel ogsaa maattet tænke lidt over. Kort sagt, min Herre – De har skænket mig Religionens Trøst, og jeg vil gerne have Lov til at vise Dem en lille Opmærksomhed.«

Præsten takkede, men gentog – og denne Gang med stor Bestemthed – at han personlig ikke havde gjort sig fortjent til Paaskønnelse og derfor heller ikke ønskede at modtage nogen saadan.

»Men dersom De alvorligt føler Trang til at takke Gud med en Offergave – og det er jo kun naturligt og paaskønnelsesværdigt – saa vil jeg bede Dem om at betænke det Menighedsarbejde, der gøres her i Sognet for at fremme Herrens Sag, – det trænger haardt til Understøttelse. Jeg skal nævne f. Eks. vor Fattigpleje og vore Vuggestuer. Det vilde naturligvis have stor Betydning – og det paa mere end een Maade – om vi kunde Ngøre Regning paa, at »Storeholts« nye Ejer vilde vise vort Arbejde Interesse og yde det sin Støtte.«

Samtalen havde her faaet en Vending, der ikke var Hr. Søholm behagelig. Han indskrænkede sig derfor til at takke for Oplysningen, som han lovede at erindre. Hvorefter han gik over til at tale om sin Sygdom og de Lidelser, han havde gennemgaaet.

»Allerbedst som jeg sidder og snakker med min 57| Svigersøn, jager der et rasende Sting ned gennem mit højre Ben – her paa Undersiden af Laaret. Der er ingen, der gør sig Forestilling om den Smerte. Det er akkurat som man kan tænke sig, at et Lyn slaar ned i et Træ og svier Barken af paa den ene Side. Den første Gang, jeg havde Sygdommen, troede jeg sgu virkelig, at Huden var flaaet af mig og det hele sad i blodige Laser. Og vil De saa tænke Dem, at da jeg sender Bud efter Doktor, saa kommer dette Asen til en Distriktslæge og nægter lige ud at hjælpe mig. De kender ham vel? Gaardbo hedder han. Et rent Umenneske! Her ligger jeg og pines, og saa sidder han og vrøvler om Hyldete og Taalmodighed og vil ikke give mig en Indsprøjtning. Nægter rent ud at gøre sin Pligt. Men Manden maa velsagtens have været fuld. Det er da den eneste Forklaring.«

Præsten vendte forlegen sine Øjne bort og svarede ikke noget.

»Men den NBjørn skal blive ham dyr, kan han tro. Den Slags byder man ikke mig. Saasnart jeg kommer til København, sender jeg en Klage ind til Myndighederne. Om det saa skal være, gaar jeg personlig op til Ministeren og forlanger Fyren afsat for Pligtforsømmelse. For det er en Skandale, at den Sort Individer sidder i Embede. Men der er ingen Disciplin og Orden her i Landet. Det skulde være i Tysk58|land! N Heraus mit dem Kerl! Det siger ogsaa min Svigersøn.«

»Hr. Søholm!« sagde Præsten, der under denne truende Tale flere Gange havde skiftet Farve. »Vi bad før i vor Bøn: NForlad os vor Skyld, som vi forlade vore Skyldnere. Det Løfte, De her gav Gud, kan De dog ikke allerede have glemt? Jeg forsikrer Dem, at Gud i hvert Fald ikke har glemt det. Hvad Uret der end kan være begaaet imod Dem, saa er det Deres Pligt at tilgive. I et Øjeblik som dette maa De ikke tænke paa at bringe et Menneske i Ulykke.«

Denne præstelige Formaning gjorde for saa vidt sin Virkning paa Hr. Søholm, som hans Ansigt igen fik det samme enfoldigt fromme og lydige Udtryk, det havde haft under NKommunionen. Men saasnart Præsten tav, var han igen den samme.

»De maa ikke sige, Hr. Pastor, at saadan en ... en NNoksagt er et Menneske. At nægte at hjælpe en, der er syg og lidende. Har man hørt Mage? ... Han skal i det hele paa alle Maader være en Nsnavs Person. Rasmussen her fortæller mig, at han Nlever som en ren Tyrk og Hedning og ikke vil lade sine Børn døbe. Det er jo forskrækkeligt! Men De siger jo, at De kender ham, Hr. Pastor. Hvordan kan De da tage en saadan Person i Forsvar?«

»Jeg forsvarer ham aldeles ikke – allermindst hans 59| Vildfarelser naturligvis. Jeg ber Dem blot om, mest for Deres egen Skyld, at De vil opgive Tanken om at anklage ham. Gengældelsens Ret tilkommer alene Gud.«

»NNaturlig! Gud bevares! Det forstaar sig! Men det maa jeg dog ha’ Lov at sige Dem, Hr. Pastor, at jeg er meget overrasket over, at en Præst i vor danske Folkekirke vil gaa i Forbøn for saadan et Umenneske, der lar sine Børn rende rundt uden Herrens Daab ligesom Negerunger og Hottentotter. Det vil jeg rent ud sige, Hr. Pastor, at det skuffer mig meget. Vil De Nlyde en erfaren Mands Raad, saa rag Dem ikke ind i Forhold, der angaar den Slags Personer.«

»Han er min Bror,« sagde Præsten stille.

»Hvad siger De? Deres ... Nej, hør nu! Han! ... Det er ikke muligt! ... Maa jeg spørge, hedder De Gaardbo?«

»Ja.«

»Det var som ...! Deres Bror! ... Men jeg har ikke sagt andet, end hvad jeg kan staa ved. Det er De Vidne paa, Rasmussen! Og forresten saa forandrer det jo heller ikke Sagen. Men det gør mig ondt for Dem, Hr. Pastor – det maa ikke være let. Og jeg vil sige, at nu forstaar jeg naturligvis bedre Deres Standpunkt. Det er jo ikke mere end rimeligt, at De gerne vil holde Haanden over en nær Slægtning, 60| om han Nogsaa er Nvanartet. Man kan ikke sige andet, end at det er et kønt Træk, der gør Dem Ære.«

Præsten, der igen var bleven brændende rød, rejste sig nu for at gaa.

I det samme faldt det Hr. Søholm ind, at Situationen lod sig udnytte til en profitabel Handel med Vorherre. Dersom han gjorde Pastor Gaardbo den Tjeneste at frafalde Sagsanlæget mod hans Bror, kunde han spare det Gratiale, han ellers mente at være bleven Kirken skyldig. NMellemregningen var Nlikvideret. Der var ingen, der længer havde noget Krav paa ham i Dagens Anledning.

»Jeg er ikke hævngerrig,« forsikrede han, da Præsten gav ham Haanden. »Og naar De mener, at det er min Kristenpligt at lade Sagen mod Distriktslægen falde, saa gør jeg det naturligvis. Guds Bud staar over alt. Det er en klar Ting! Og nu skal De have Tak, Hr. Pastor! Jeg gemmer Deres Ord i Hjertet. Vær vis paa det! Naar jeg kommer hertil næste Gang, haaber jeg at have den Fornøjelse at se Dem til en af mine Middage.«

Nede i Stuerne havde Tanten og den endnu uforlovede Frøken Cecilie i Utaalmodighed ventet paa, at Præsten skulde komme ned. Ved hans Ankomst, da Vognen kørte op for Døren, havde de staaet hver bag sit Gardin og kigget ud, og de blev begge behageligt overrasket ved Synet af den høje, smukke 61| Mand, hvem Ornatet tilmed gav et Skær af fornem Værdighed, som Pastor Gaardbo i sine daglige Klæder ikke besad. Det var desuden gaaet op for den gamle Frøken Søholm, at hun kendte ham fra sit tidligere Besøg her; hvorefter Damerne hurtigt blev enige om, at det vilde være passende at byde ham indenfor, naar han kom tilbage. Der blev givet Ordre til Køkkenet om at have en Bakke med Vin og Kager i Beredskab, og mens Frøken Cecilie forsvandt ind i sit Værelse for at Nholde Generalmønstring over sine Yndigheder i det trefløjede Spejl, gik Tanten op og ned i Stuen med Haanden eftertænksomt omkring sin lodne Hage og forberedte sig paa en Tale, hun vilde holde til Præsten. Den gamle Dame var taknemlig for enhver Lejlighed, der blev givet hende, til paany at berette sin lange Lidelseshistorie og fortælle om sin vidunderlige Frelse ved det nathalie-koldingske System. NSom en Oldenborre kastede hun sig over ethvert nyt Menneske, der kom indenfor hendes Synskres, for at forkynde »Morgenrødens« Evangelium.

Da hun nu hørte Præsten komme ned ad Trappen, gik hun derud og bød ham indenfor til en lille Forfriskning. Paa sin lidt formløse Maade svarede Pastor Gaardbo, at han ikke trængte til noget. Besøget havde af flere Grunde virket forstemmende paa ham. Han havde desuden en NSky for at gense de store 62| Stuer derinde, der gemte saa mange ydmygende Erindringer om Sommerens Forvildelse.

»Men Vognen er endnu ikke kørt frem, Hr. Pastor.«

»Det gør ikke noget. Jeg foretrækker Ndog at gaa,« svarede han og trykkede i Hast hendes Haand.

Han gik i Tanker gennem Skoven uden at lægge Mærke til, at Himlen var bleven blaa nu i Middagstiden. Næsten foraarsagtig lyste den ind mellem de afbladede Træer, hvor den vinterlige Sol tegnede sine langstrakte Skygger paa den røde Skovbund.

Pludselig, da han nærmede sig Udkanten af Skoven, hvorfra Spaserestien gennem en Stente førte videre over Markerne ud til Hovedlandevejen, stansede han med et Ryk. Han havde hørt og genkendt den dybe Summen af Broderens NKøreværk, og et Øjeblik efter saae han den lille Vogn glide afsted derovre paa Landevejen, slyngende Sol ud fra sine blanke Metalbeslag.

For ikke at blive set stansede han i Skyggen af et Træ. Han havde ikke talt med sin Bror siden det Aftenbesøg, der var bleven til saa stor en Skuffelse for dem begge. Broderen havde et Par Gange skriftlig underrettet ham om sin Kones Befindende og desuden sendt ham sin Tidsskrift-Afhandling med »en broderlig Hilsen«. Alligevel havde han ikke kunnet overvinde sig til at forny Besøget.

Da han kom hjem, erfarede han til sin Overraskelse, 63| at Broderen havde været der under hans Fraværelse; og da hans Husholderske fortalte, at Distriktslægen var meget ked af ikke at træffe ham hjemme, blev han et Øjeblik stærkt bevæget.

Inde paa sit Skrivebord fandt han et Brev, som Broderen havde efterladt tilligemed nogle københavnske Aviser. Ved Synet af Brevet foer der et Glimt af det gamle Haab gennem hans Sind. Endnu med Præstekjolen paa skar han Konvoluten op og læste:

»Meta har nu i et Døgn været helt feberfri. Efter en god lang Søvn vaagnede hun i Morges med klare og lykkelige Øjne. Jeg syntes, du skulde være den første, der fik det at vide. Jeg havde gerne selv fortalt dig det. Men jeg kigger herind igen en anden Dag i den allernærmeste Fremtid og haaber da at have bedre Held.«

I en Efterskrift stod der: »Jeg vedlægger et Par Avisartikler, fordi det maaske kan interessere dig at se, hvor elskværdigt jeg bliver Nkagstrøgen, hængt og parteret i Anledning af min Afhandling.«

Mest paa Grund af denne Efterskrift rev Præsten Brevet i Stykker efter Læsningen og puttede det i Kakkelovnen. Aviserne lod han ligge urørte, og heller ikke siden aabnede han dem.

Han kendte iøvrigt det væsenligste af Artiklernes Indhold. Der havde i de lokale Blade staaet aftrykt 64| Brudstykker af den københavnske Kritik; og skønt det alene var de nedsættende Udtalelser, man præsenterede Læserne forA at latterliggøre den upopulære Mand, havde det dog ikke været svært at skønne, at selv de store Blade tog hans Ideer op til virkelig Drøftelse.

Han forstod det ikke. Han havde i sin Tid selv kunnet glæde sig over Broderens friske Iagttagelser og ofte fornøjelige Indfald. Men at nogen fandt det Umagen værd for Alvor at træde op mod hans stakkels Natur-Evangelium; at endogsaa kristelige Blade trods hans ganske aabenlyse Gudsfornægtelse omtalte Afhandlingen med en vis Respekt, var ham en Gaade, ja det forargede ham.

Derimod overraskede det ham ikke, at al denne Avissnak saa øjensynligt var steget den kære Povl til Hovedet. Ikke mindst af den Grund betragtede han det som en stor Lykke, at han havde faaet afværget Grosserer Søholms Klagemaal, som desuden let kunde have givet Anledning til, at der ved Bladenes Fremstilling af Sagen blev kastet et ufordelagtigt Skær over hans egen Beredvillighed til at bringe Hr. Søholm NKristi Blods Husvalelse. Den fornyede Blæst, som en Retssag vilde rejse om Broderens Navn, allermest det Martyrium, som han vilde opnaa ved en Domfældelse, kunde let blive en virkelig Fare for et Menneske som ham, 65| hvis Selvfølelse allerede var betænkeligt nær ved den Grænse, hvor NHøjhedsvanvidet lurede.

For det var jo desværre ikke alene ved sit Ydre, at Povl paa lidt uhyggelig Maade mindede om Farbroderen Tyge. Der var hos dem begge den samme oprørske Selvraadighed, den samme hensynsløse Forfængelighed, den samme Sandhedsfornægtelse.