Der var nu begyndt at komme Fart i Valgagitationen omkring i Kresen. Mens den ulykkelige NJægermester stadig sad gemt i en Hospitalscelle som videnskabeligt Objekt for en Professor og hans kittelklædte Lærlingestab, og efter at hans Bo var erklæret fallit og Nde indledende Skridt til en Skilsmisse foretaget underhaanden i Forventning om en Attest for hans Uhelbredelighed, blev nu ogsaa den Nfolkekaarne Mands Scepter berøvet ham, dette dyrebare Klenodie, hvis Besiddelse han havde betalt med den sidste Rest af sit Fædrenegods. Plukket for alt lige til Troen paa sin lykkelige Stjerne sad han grædende i sit Indelukke, fortumlet som efter et Jordskælv, der havde styrtet Verden i Grus.

Det enslevske NVenstre opstillede Lærer Balduin Hansen, der nu fik Oprejsning for Tilsidesættelsen ved Sommervalget. Aften efter Aften skreg han sig hæs i Krostuernes Tobakstaage, og hans politiske 66| Bersærkergang henrev Meningsfællerne til mægtige Ovationer. Skønt Pastor Gaardbo heller ikke sparede sig men frygtløs traadte op imod ham ved alle hans Møder, kunde det undertiden se ud, som om Stemningen for Balduin voksede, og navnlig var dette Tilfældet, da Enslevs fynske Avis en Dag kunde oplyse og dokumentere, at det gamle NHøjre, hvis galdebitre Glæde det var blevet at puste til Krigsflammen i det overmægtige NFolkeparti, havde udstedt hemmelig Ordre til at kaste Stemmerne paa Præsten.

En Dag midt under Kampen viste Distriktslægen sig igen i Præstegaarden. Han stod som altid ganske udenfor det almene Røre. Om sit politiske Standpunkt plejede han til NMenigmands Forargelse at erklære, at han med Glæde solgte sin Stemmeret for en Sukkerkringle til hvert af sine Børn.

Da han heller ikke ved dette Besøg traf Broderen hjemme, efterlod han igen en lille Skrivelse. »Jeg har faaet en Patient her i din Nærhed. Kommer Ndesaarsag forbi imorgen Eftermiddag ved Firetiden. I Tillid til det gamle Ord, at alle gode Gange er tre, kigger jeg da herind.«

Den næste Dag noget før den opgivne Tid gik Præsten hjemmefra. Han nøjedes med at lade sin Husholderske bringe Broderen en Hilsen.

Paa flere Valgmøder havde hans Modstandere søgt at bringe ham i Klemme ved at benytte sig af Be67|folkningens Uvilje mod hans Bror, og netop i disse Dage havde Ophidselsen været særlig levende i Anledning af Affæren paa Storeholt. Der cirkulerede endog en NAdresse paa Egnen, stilet til Medicinalmyndighederne, med Anmodning om at lade Distriktslægens Forhold undersøge og bedømme. NGrosserer Søholm havde ganske vist holdt sit Ord og for eget Vedkommende opgivet at føre Klage; men baade han og den sidst tilkaldte Læge havde sørget for, at Historien blev bekendt, og det var heller ikke blevet fortiet, hvis Indflydelse det skyldtes, at Hr. Søholm havde ladet Naade gaa for Ret.

Ved Møderne blev der nu stadig stillet nærgaaende Spørgsmaal til Præsten om hans Syn paa Broderens mærkelige Lægevirksomhed og NEmbedsstyre. Han havde hidtil vægret sig ved at svare. Men da ogsaa flere af hans egne Tilhængere ytrede ganske stærk Misfornøjelse med hans Tavshed, var han forberedt paa, at Forholdene før eller senere vilde aftvinge ham den aabenhjertige Tilstaaelse, som han forøvrigt længe havde været sin Gud skyldig.

Samme Aften talte han i en stor Vælgerforsamling, hvor ogsaa Balduin Hansen var tilstede sammen med en Garde af sine værste Spektakelmagere. Igen ved denne Lejlighed ironiserede en af Talerne under mægtigt Bifald over hans »Harmonika-Samvittighed«, der ikke tillod ham at staa i Parti med politiske 68| Meningsfæller, naar de ikke præcis delte ogsaa hans religiøse Anskuelser, hvorimod han saa Ndejligt kunde gaa i Forbøn hos de Store for en Slægtning, der Ngjorde Halløj baade med al religiøs og politisk Overbevisning og ikke engang lod sine Børn døbe.

Da Taleren sluttede, udeblev den sædvanlige Meningskamp. Efter at en bragende Storm af Haandklap havde fulgt ham ned af Talerstolen, bredte der sig en ildevarslende Stilhed over Salen. Præstens Venner sad paa Gløder. Alle Øjne stod paa Stilke og var rettet mod ham i glad eller febermørk Spænding. Det var ikke til at tage fejl af, at Øjeblikket var afgørende. Han følte det selv. Det stod ham klart, at det denne Gang var hans Pligt at svare.

Han gjorde det – ikke uden Njesuitisk Snildhed – paa den Maade, at han mindede om sit Forhold til en anden Slægtning, nemlig selve Farbroderen Tyge. Han erklærede, at den enslevske Aand var den Fjende, der skulde nedkæmpes, i hvilken Skikkelse den saa aabenbarede sig; at det var Oprørets og Fornægtelsens onde Aand, der skulde fordømmes og bekriges lige skaanselsløst, enten den ytrede sig som politisk Tøjlesløshed eller som en samvittighedsløs Eksperimenteren med Medmenneskers legemlige og aandelige Sundhed. Og i denne Kamp kendte han – hvad han tidligere havde vist – hverken Personsanseelse eller Familjehensyn.

69| Meningen blev forstaaet trods Tilsløringen, og Vennernes Bifald fulgte ufortøvet. Men ogsaa blandt hans Modstandere var der flere, som var tilfreds med Svaret, selv om de følte sig forpligtet til at hyle med de andre Ulve, fordi Enslevs Navn var Ntaget forfængeligt.

Dagen efter indeholdt Egnens Blade et Referat af Mødet, hvori der ogsaa fandtes en Gengivelse af Præstens Erklæring. Hans særlige Organ »Folkebladet« aftrykte den ordret og med Nspærret Skrift.

Samme Dag, da han hen paa Eftermiddagen kom hjem til Præstegaarden fra et Sygebesøg, stod hans Broders Vogn foran Indgangsdøren. Inde i Stuen fandt han Doktoren selv, der uden at sige Goddag eller give ham Haanden traadte ham truende imøde.

»Jeg har ventet paa dig ... Jeg maa vide, hvordan det forholder sig. Anerkender du »Folkebladets« Referat af din Udtalelse igaar? Jeg tænker naturligvis paa de Ord om mig, som du har fundet det passende at bringe paa Markedet for at stille dine Vælgere tilfreds.«

Præsten, der havde været meget bleg, da han kom ind, vilde lægge sin Haand beroligende paa hans Arm. Men Doktoren unddrog sig Berøringen ved at træde et Skridt tilbage.

»Jeg forlanger et klart Svar. Ja eller Nej!«

Præsten stillede sig hen ved sin Pult. Her stod 70| han et Øjeblik tavs og alvorlig – med Ansigtet vendt imod Broderen – og saae paa ham ligesom fra det Fjerne.

»Du maa forandre din Tone, Povl, dersom vi to skal tale sammen. Naar du har læst Referatet, saa veed du, at de Ord, du taler om, blev mig aftvunget. Der var rettet saadanne Beskyldninger imod mig, at jeg nødtes til et Selvforsvar. Hvad selve Udtalelsen angaar, saa kan den jo ikke overraske dig. Dertil har vi for ofte talt om det, der skiller os.«

»Med andre Ord: for at bjerge et Par Stemmer, har du ikke betænkt dig paa at gøre min Stilling her i Egnen endnu vanskeligere, end den i Forvejen er. Og det netop nu, da man fra alle Sider rotter sig sammen imod mig!«

»Du tager fejl, Povl. Betænkt mig har jeg, og det endogsaa længe. Men jeg har Hensyn at tage, som du ikke kan ... eller ikke vil forstaa.«

»Jeg veed det! Dine højere Pligter forbyder dig at føle menneskeligt. Af Hensyn til din NMoloch maa jeg og Meta og hele Flokken derhjemme ofres. Det begynder jeg nu at forstaa.«

Han gik hen til Vinduet og blev staaende der med Ryggen til Stuen og saae ud i Haven. Og der var længe stille.

Saa vendte han sig med et Ryk og sagde:

»Johannes! Kan du huske en Dag for fjorten-71|femten Aar siden – det var i vor første Studentertid – vi sad oppe paa NSkamlingsbanken i et dejligt Sommervejr og saae ned mod Grænsen. Vi talte om Danmarks truede Fremtid, og tilsidst gav vi hinanden højtideligt Haanden. Det husker du vistnok. Vi tilsvor hinanden, at vi vilde holde sammen i ondt og godt som ærlige NFostbrødre. For vi havde jo – som vi sagde – blandet Blod allerede i Mors Liv. Det var den samme Dag, da du paa Hjemvejen betroede mig, at du var forelsket i Rosalie. Og nu stod du igaar og skamskændede mig for en Forsamling af al Slags Nsammenløbet Rak og Pak! – Hvad er det, du vil opnaa? Hvorfor slaar du Haanden af os? Lad mig høre det engang! Er det for det tossede Rigsdagsmandats Skyld?«

»For Guds Riges Skyld, Povl!«

»Guds Rige? Er det den Samling Nhalvfjantede Individer, som du kalder dine Venner? Er det et Sludrehoved som Søren Tækkemand og en gammel NDrukkendidrik som Kresten Fiol?«

»Hvor De Ord ligner dig! Ja, saadan er du, Povl! Du vil ikke tilstaa, hvad du dog hver Dag er Vidne til, at der vokser en ny Menneskeslægt frem, genfødt og lutret i Troen paa Nden opstandne Frelser. For det passer ikke med din selvopfundne Visdom. Paa Trods af klare og levende Vidnesbyrd fra alle Jordens Lande benægter du for dig selv, at en ny 72| Dag er brudt frem over Verden. Den forjættede Dag med Lys og Fred og Glæde for alle Folkeslag.«

»Hvor er denne nye Menneskeslægt? Hvordan ser den ud? Dersom du har Ret, skal jeg være den ivrigste til at hylde den. Men endnu har jeg ikke kunnet opdrive noget Eksemplar af Racen. Bogstaveligt talt ikke eet. Derimod kunde jeg nævne flere nedslaaende Eksempler paa Genfødelser, der i mine Øjne absolut ikke har bevirket nogen Forædling. Tværtimod.«

Præsten, der følte den personlige Brod i disse sidste Ord, sagde nu:

»Jeg tror, Povl, det er frugtesløst at fortsætte. Vi kan ikke tale sammen. Vi maa hellere skilles.«

»Det tror jeg selv. Jeg har dog endnu et Spørgsmaal at gøre dig, Johannes. Naar du – saa ganske Nupaakaldet – har blandet dig i min Affære med Grosserer Søholm, saa gaar jeg naturligvis ud fra, at du har gjort det udelukkende af Hensyn til mit Bedste. Derfor skal jeg ogsaa tilgive dig. Ikke sandt, Johannes? Du kan med Haanden paa Hjertet forsikre, at du ikke har haft andre Bevæggrunde?«

»Du ser paa mig, som om du tvivlede,« svarede Præsten. »Og paa en vis Maade kan du virkelig have Grund til det. Vore Meninger om, hvad der tjener til dit Bedste, er saa dybt forskellige. Og jeg har heller ikke ventet, du skulde anerkende min Bi73|læggelse af den Strid. Allermindst, at du skulde paaskønne den og sige mig Tak. Dertil kender jeg dig for godt.«

»Vil du dermed sige, at ogsaa denne broderlige Handling skal bedømmes efter de højere Hensyn, du før talte om, og som jeg altsaa efter din Mening ikke kan eller vil forstaa?«

»Jeg maa bede dig holde op med den Forhørstone. Den vil jeg ikke finde mig i. Jeg har i den Sag handlet efter min bedste Overbevisning.«

»Du lyver! Saadan staar man kun og skifter Farve, naar man har en daarlig Samvittighed. Det er dit forhenværende bedre Jeg, der anklager dig, Johannes! ... Men jeg har længe anet, hvad jeg nu veed. Du er bleven en daarlig Bror. Og det er din Gud, der har fordærvet dig.«

»Nu skal du gaa!« raabte Præsten dødbleg og viste mod Døren. »Jeg vil ikke mere have dig i min Stue.«

»Du kan være rolig – jeg er her ogsaa for sidste Gang. Men jeg har endnu et Ord at sige dig. Du er en syg Mand, Johannes. Det er din eneste Undskyldning. Du ser ikke selv de Ulykker, du gør i din Forrykthed. Men vær du glad, at jeg ikke kender den Art »højere Hensyn«, der tvinger mig til at handle mod min naturlige Følelse. For i saa 74| Fald stod du ikke der med den Nstoragtige Helgenmine, lille Johannes!«

»Skal det være en Trusel?«

»En Advarsel skal det være. Jeg har længe haft Mistanke til dig. Tiere, end du selv aner, røbede du dit Had til mig. Nu har jeg undsagt dig. Og du skal vide, at jeg har Vaaben, du ikke kender. Mod dem er du nu advaret.«