[79]| II

[81]| Aarets Mørketid var nu inde. Dag og Nat drog et endeløst Tog af vandtunge Skyer hen over Landet. Et Par Uger igennem dryssede Regnen ned. I de københavnske Forretningskvarterer, mellem de høje Huse, brændte der Lys i Butiker og Kontorer det meste af Dagen. Byen var som nedsænket paa Bunden af et grumset Hav, hvorigennem Solen skimtedes som en søvnig Maane.

Men i Gadernes tjæresorte Søle, under de udspændte Paraplyer, i Sporvogne og tilstænkede NDrosker, i hele den store Mennesketue rumsterede Livet lige ufortrødent. Der var et Mylr paa NStrøget, en Trængsel i Butikerne, en Travlhed i Kontorerne, som om alle femhundrede Tusinde Københavnere var sat i Bevægelse for at finde en Knappenaal.

Jytte Abildgaard havde i den sidste Tid Nforlagt sine daglige Formiddagsture fra NLangelinje til Stierne omkring NSøerne. Her var hun mindre udsat for at møde Bekendte, og hun ønskede foreløbig ikke, at for mange saae hende sammen med Karsten From, der Nregelmæssigt ledsagede hende. Det Forsøg, hun havde gjort paa at indføre den udskregne Maler i 82| sit Hjem, var faldet saa uheldigt ud, at hun skammede sig over det. Hendes Mor havde ikke sagt et Ord til ham, og Karsten From havde da heller ikke gentaget Besøget eller nogensinde hentydet til det, hvad hun var ham taknemlig for.

Trods Jyttes mange tidligere Venskabsforhold til Mænd var det første Gang, hun havde indladt sig paa egenlige Stævnemøder. Hun var derfor ikke saa lidt nervøs, og dette mørke, regnfulde Vejr, der gjorde Spaserestierne tomme, kom hende godt tilpas. Under Paraply og i Gummifrakke følte hun sig ogsaa tryggere.

Karsten From var paa sin Vis heller ikke fri for Nervøsitet. Han, som havde været saa lykkeligt sikker paa endelig at have hende i sine Garn, mærkede til sin Ærgrelse, at han ingen Vegne kom med hende. Hun var ham for klog, for overlegen. Undertiden kunde hun se paa ham med et Blik, der gav ham en uhyggelig Fornemmelse af at være gennemsigtig. Og – hvad der var det værste – under alt dette voksede hans egen Forelskelse paa en Maade, der gjorde ham urolig.

En Dag begyndte han lidt maliciøst at drille hende med hendes Utilnærmelighed. Han talte igen om sin to Aar gamle »Forløbelse« overfor hende og paastod, at det var den, hun stadig ikke kunde tilgive ham.

»Endnu i Nden anden Verden vil jeg mindes de Øjne, De den Aften sendte mig. Det var Unaade 83| paa Livstid. Jeg havde ikke været sammen med Dem mere end to Gange, og alligevel dristede jeg mig til at aabne mit fulde Hjerte for Dem. Det var en Overtrædelse af Paragraf 3788 i NKonveniensens Lovbog, som vore Damer allesammen kan udenad paa deres allerkæreste Fingre. Jeg arme Djævel!«

»Skal vi ikke tale om noget andet?A« sagde Jytte. »Fortæl mig hellere, hvordan De morede Dem i Teatret i Aftes. Stykket gjorde jo Lykke.«

»Jeg var der ikke.«

»Var De der ikke? Og det var en Premiere!«

»Jeg vidste jo, at De ikke kom. Hvad skulde jeg der saa?«

»NPassiar! ... Hvorfor var De der ikke?«

»Fordi jeg sad hjemme hos mig selv og kukkelurede. Men De kan ikke gætte, hvad jeg tog mig for.«

»Saa spar mig Ulejligheden og fortæl mig det.«

»Jeg sad saamænd og læste i Biblen. Det var meget stemningsfuldt og højtideligt.«

»NHvor faldt De paa det?«

»Jo, det er ganske simpelt. De har saa tidt ladet mig høre for mine daarlige Vaner, ikke sandt? Og jeg har nu bestemt mig til en grundig Omregulering af mit Liv. Forleden gik jeg saa hen og hørte denne jyske Dommedagsprædikant, der for Tiden optræder her i Byen. De har vist nok læst om ham i »NFemte Juni«. Mads et eller andet hedder han. Det er en 84| Præst! Han præker om Helvede og den evige Ild, saa man sidder og faar Gaasekød over hele Kroppen. Det er noget andet end at høre en af vore egne gejstlige Veltalere N utan svafvel och fosfor. Han titulerer udenvidere sine Tilhører for Børn af Djævelen, og man gaar hjem med en rædselsfuld Fornemmelse af, at der er vokset baade Horn og Hale ud paa En. Ham maa De endelig høre.«

»Det var altsaa derfor, De sad hjemme i Aftes og læste i Biblen.«

»Ja. Men forresten har jeg altid haft et hemmeligt Sværmeri for den ærværdige Bog. Den har forkortet mig mangen søvnløs Nat. Der er saa mange underholdende Fortællinger i den. F. Eks. den om NBathseba. Har De nogensinde læst den Historie med tilbørlig Andagt og Opmærksomhed?«

Jytte var nu klar over, at det hele var Opspind. I det samme huskede hun ogsaa, at hun i Aviserne havde set ham nævnt sammen med de andre kendte Folk, der havde overværet Aftenens Premiere. Men hun lod som ingenting. Hun var vant til disse Historier, som han søgte at binde hende paa Ærmet af lutter Fornøjelse ved at mystificere.

»Jeg tror, jeg vil opgive Dem idag,« sagde hun. »Naar De er i det Lune, er det umuligt at faa et fornuftigt Ord ud af Dem.«

»Jeg beklager det – men De har vistnok Ret. 85| Trods alle Dommedagspræster – og henrivende kvindelige Moralprædikanter – tager jeg mig den Frihed at vandre gennem Jammerdalen med et uforskammet Smil. Dersom De engang forsøgte det samme, kære Frøken, vilde De gøre den glædelige Opdagelse, at Verden forandrer Udseende. Paradiset florerer endnu lige morgenfrisk omkring os. Det gælder blot om at forstaa den gamle, forglemte Visdom, at Livet er skabt til Nydelse. N Memento vivere. Det Ord burde afløse det nuværende NKonfirmationsløfte.«

»Igaar var De af en anden Mening.«

»Igaar. Om Forladelse! Hvad sagde jeg igaar?«

»De sagde, at Arbejde var det eneste, der gjorde Livet til at udholde. Derfor vilde De begynde paa et stort, nyt Billede, som De ventede Dem meget af. Har De allerede glemt det?«

»Et Billede –?«

»Ja. De talte om, at det skulde ikke være noget bestilt Portræt men en fri Komposition med mange Figurer.«

»Har jeg virkelig sagt det? ... Ja, naar NVinden gaar til Sønden, henfalder jeg undertiden i melankolske Stemninger. Talte jeg ogsaa om mine NSujetter?«

»Nej.«

»Bryder De Dem om at høre dem? Jeg har nemlig to.«

86| »Er det ene maaske NSardanapal?«

»Ja, SardanapalA omgivet af sit Harem. Et yppigt østerlandsk Orgie –.«

»Tak, det har De engang beskrevet for mig,« skyndte Jytte sig at sige. »Og det andet?«

»Det andet? Lad mig se. Jo, det er altsaa Fru Bathseba og hendes kongelige Elsker i Fakkelbelysning. Ogsaa et ganske malerisk Motiv, ikke sandt? Det skulde være en Kærlighedens NApoteose. Jeg har tænkt, man skulde se dem omfavne hinanden i Lidenskabens højeste Ekstase.«

»Nu begynder jeg at forstaa,« sagde Jytte, igen hurtigt afbrydende. »Det var altsaa derfor, De sad hjemme og studerede Biblen. Nej, det er sandt, De gjorde det jo ikke! ... Ja, nu veed jeg snart hverken ud eller ind mere,« endte hun og blev virkelig lidt forvirret.

Karsten From, der havde gaaet og spejdet i hendes Ansigt efter et Svaghedstegn, fandt Øjeblikket gunstigt for et nyt Angrebsforsøg. Men først gjorde han en Standsning i sin Forfølgelse ligesom Høgen, der et Nu hviler paa Vingerne, før den styrter sig over den Nafmattede Due.

»Forresten«, sagde han, »Bathseba har jeg opgivet. Emnet er lidt banalt, ikke sandt? Og Sardanapal bryder jeg mig i Grunden heller ikke om. Det Billede vilde ogsaa kræve saa mange kostbare Modeller. 87| – Næ, min egenlige Drøm er at komme til at male en NDiana.«

»En hvad for noget?«

»En Diana. Skovdybdernes evige Jomfru og hendes Møde med den stakkels NAktæon. Det Billede er ligefrem blevet min fikse Ide. Men hvor skal jeg finde en passende Model til den stolte og grusomme Dame? Til hendes løvbrune Øjne med det hemmelighedsfulde Mørke i Blikket. Til hendes uransagelige Smil?«

Han rykkede hende nærmere og sænkede Stemmen fortroligt.

»Jeg veed kun een, der har de Øjne. Men jeg tør ikke nævne Navnet. Jeg er bange for igen at blive straffet med et af disse unaadige Blikke ... saa livsfarlige for en letsindig Aktæon.«

»Saa gør De jo bedst i at lade være,« svarede Jytte tørt, men trak sig dog bort fra ham og var ogsaa bleven lidt bleg.

Karsten From forstod, at han igen havde forfejlet Maalet. Trods en øjensynlig Opblussen af hendes Følelse var hendes Sikkerhed ikke rokket. Det var igen en Forbi’er.

Ærgrelsen gjorde ham tavs. I nogen Tid gik de med Nen Alens Afstand imellem sig og sagde ingenting, mens Regnen trommede paa deres Paraplyer.

Men Jytte vilde nu vide, om der var mindste Alvor i hans kunstneriske Planer. Hun spurgte til et Ar88|bejde, han for nogen Tid siden havde talt om. Et Motiv fra NFællederne. Det var med Billeder af den Art, at han i sin Ungdom havde vakt saa store Forhaabninger i Kunstnerverdenen. Netop derfor mindede hun ham om det.

Han viste megen Ulyst til at svare hende.

»Fællederne?« vrængede han. »Der græsser jo nu Karl May og Konsorter ... Hvorfra veed De forresten, at det var mig, der fra først af opdagede dem?«

»Jeg har jo fortalt Dem, at jeg i Sommer lærte en Del af Deres Kolleger at kende paa Skagen. De ønskede allesammen, at De vilde vende tilbage til Friluftsmaleriet. De talte i høje Toner om Deres Billeder fra den Tid.«

Hun stoppede op, forskrækket ved at se Forandringen i hans Ansigt.

»Jeg er Dem naturligvis dybt taknemlig, allerkæreste Frøken, fordi De ogsaa tager Dem saa interesseret af min kunstneriske Forbedring. Jeg tror dog, jeg bør fraraade Dem at hente Deres velmente Raad hos mine Misundere.«

Han sagde det med sit sædvanlige, ironiske Narresmil. Men hans Ansigt var blevet graat, Blikket næsten ondt.

Jytte havde længe anet, at han hemmeligt led under sine Kunstbrødres Ringeagt; men dette Udbruds skæ89|rende Bitterhed kom hende alligevel overraskende, og hun fortrød, hvad hun havde sagt.

Et Øjeblik efter skiltes de. De var kommen tilbage til NØsterbro. Da Regnen stadig blev stærkere, og der netop viste sig en Sporvogn, bestemte Jytte sig til at køre hjem.

Karsten From var ved Afskeden fornærmet.

»Man har altsaa virkelig den sjeldne Fornøjelse at se Dem ved Festen iaften,« sagde han.

»Ja.«

»Agter De ogsaa at deltage i Dansen?«

»Jeg veed det ikke. Maaske.«

»Altid maaske!« sagde han med en Skuldertrækning. »Ifald De bestemmer Dem til at beære Salen med Deres høje Nærværelse, tør en inferiør Person som undertegnede da gøre sig noget Haab om en Dans?«

»Maaske,« svarede hun med et Smil, idet hun fra Vogntrinet nikkede Farvel til ham.

Det var ment som et Løfte; men han opfattede baade Ord og Smil som en ny, behændig Afvisning. Og han gik bort i meget nedslaaet Stemning.

Da han kom hjem, gik han mod Sædvane ikke ind i Atelieret, men blev i sit NKabinet, hvor han slog sig ned i en Lænestol foran Kaminen. Han taalte idag ikke Synet af sine Billeder ... sit »Abekattegalleri«, som han i nedtrykte Øjeblikke selv kaldte dem.

90| »Herren er da ikke syg?« spurgte hans Husholderske forskrækket, da hun noget efter stod i Døren for at kalde ham ind til Frokosten.

»Jeg? Nej! ... Men jeg fryser. Her er koldt. Læg noget mere i her!«

Inde i Spisestuen hang et Par Udkast til de gamle Fælled-Billeder, som Jytte havde talt til ham om. De var med Flid puttet ind mellem Væggenes mange Skitser af fremmede Kunstnere paa en saadan Maade, at ingen let lagde Mærke til dem. Men i den sidste Tid havde hans egne Øjne ofte hængt ved dem, naar han sad der ved Bordet med Haanden under Hovedet og i sin Madlede smuldrede Brødet mellem Fingrene. Han havde ogsaa nogle Gange bidt Tænderne sammen og lovet sig selv at hidse sig op til en Kraftanstrengelse. Men det var blevet ved det gode Forsæt, og han vidste godt, at Forsøget paa igen at binde an med et virkeligt Kunstværk aldrig vilde blive til andet end en Krampetrækning. Under Publikums Nflove Smiger og Kvindernes Forkælelse havde hans Talent lidt Straadøden. Bare den Tanke, igen at skulle sidde ude paa en vaad Mark med alle Fælledens stinkende NBisser omkring sig, tog straks Modet fra ham.

»Havde jeg blot kendt Jytte Abildgaard for ti Aar siden!« – tænkte han bestandig i sine mismodige Timer. Men nu var det Nfor silde.A Dersom det endda 91| kunde tænkes, at hun vilde gifte sig med ham. Men i den Henseende gjorde han sig allermindst nogen Forhaabning. Erfaringen havde lært ham, at naar det galdt Kvinder af hendes Art, især de formuende, havde han lettere ved at forføre dem end at faa dem til at gifte sig med ham.

Efter Frokosten, mens han sad ved den nytændte Kaminild i sin Stue og strammede sig op med en Likør til Kaffen, skræmmedes han af en vedholdende Kimen paa Forstuedøren. Han hørte Husholdersken lukke op og derpaa en højrøstet Parlamentering derude.

Han blev bleg.

»Til Helvede! ... Fru Bathseba!«

Han var ikke kommen op af Stolen, før Fru Merck stod i Døren.

»Jeg tænkte det nok! Hvorfor nægter du dig hjemme? Kommer jeg maaske til Ulejlighed?«

»Unægtelig! Jeg venter hvert Øjeblik Oberst Mynster og hans Frue. Obersten skal sidde for mig for sidste Gang. Jeg er altsaa desværre optaget.«

Hun saae paa ham med sine mørke Øjne uden at svare. Gik derpaa forbi ham ind i Stuen og satte sig i Sofaen, hvorfra hun paany i Tavshed gennemlynede ham med sit Blik. Hun beholdt Hænderne i sin Muffe. Løftede heller ikke Sløret.

»Maa jeg be’ om en Forklaring,« sagde hun tilsidst.

92| »Du sender mig det ene Afbud efter det andet. I Telefonen kan jeg heller ikke træffe dig. Skønt jeg ringer op paa de aftalte Tider, er det din næsvise Husholderske, der svarer mig. Hvad er Meningen?«

»Kære, jeg skrev det jo. Jeg har saa meget om Ørene i disse Dage. Jeg har faaet nye Bestillinger og maa se at faa de gamle fra Haanden i en Fart.«

»Da har du dog Tid til at spasere med Frk. Abildgaard. Du skal ikke prøve paa at spille Komedie. Jeg har selv set jer. – Vil du sige mig oprigtig, skal du giftes med hende?A For i saa Fald vil jeg respektere Forholdet.«

Karsten From blev højrød op til Haaret som en Konfirmand.

»Aa, Snak! Hvor falder du paa det? Det er der ikke Spor af Tale om.«

»Naa – Tale om det er der nu. Jeg har allerede hørt flere forsikre det for ganske bestemt.«

»Paa Æresord – der er ikke det mindste om det.«

Fru Mercks Ansigt klarede op. Hun løftede nu ogsaa Sløret. Med et Smil lænede hun sig tilbage mod Sofaryggen og klappede med Haanden paa Pladsen ved sin Side.

»Sæt dig lidt herhen! Nu vil vi snakke fornuftigt. Vi er dog vel ikke Uvenner?«

Karsten From forstod Meningen, og han kendte 93| sig selv godt nok til at vide, at han inden mange Øjeblikke vilde være hendes Bytte, dersom han fulgte Indbydelsen. Og der rejste sig et formeligt Raseri i ham mod dette store, balstyrige Hundyr, som længe havde været ham til Besvær. Nu vilde han af med hende, og han bestemte sig til at gøre kort Proces.

»Naa! Hvorfor staar du der og siger ingenting? Saa kom dog herhen, Menneske!«

»Undskyld et Øjeblik!« sagde han med sammenbidte Tænder.

Han vendte sig om og gik hen og trykkede paa en Klokkeknap ved Døren.

»Men – du godeste! – hvad er det, du har for?«

»Jeg maa nødvendigvis give Frøken Svendsen en Besked.«

Da Husholdersken tumlede ind, sagde han til hende:

»Naar Oberstens kommer, vil De saa være saa god at vise dem herind.«

Frk. Svendsen saae forbavset op paa ham og derefter hoverende hen paa Damen i Sofaen.

»Det skal ske!«

»Jeg kan ikke være uhøflig mod mine Kunder,« forklarede han Fru Merck, da de igen var bleven alene. »Du maa undskylde; men det gaar ikke an at lade en Dame som NOberstinden vente i Atelieret.«

Han saae, at han var bleven forstaaet, og nød Virkningen. Hendes Ansigt var som en hvid Maske, 94| og hun mælede ikke et Ord. Mekanisk tog hun sit Lommetørklæde frem af Muffen og strøg sig over Læberne med en Bevægelse, der mindede om den, hvormed en blodtørstig Panter slikker sig om Munden.

Hvor er hun i Grunden pragtfuld! – tænkte han og blev igen lidt usikker.

Efter nogle Øjeblikkes Forløb rejste hun sig og gik mod Døren. Men paa Vejen derhen standsede hun foran ham og gav ham med flad Haand et forsvarligt Slag under Øret.

»Der har du den, min Dreng!« sagde hun og stormede afsted med en falsk Latter.

I det første Øjebliks Forbitrelse havde Karsten From nær lagt Haand paa hende. Men da hun var borte, lo ogsaa han. For han var nu ganske sikker paa, at han endelig var bleven hende kvit. »Efter den sortie kommer hun sgu ikke igen,« sagde han til sig selv. Og som befriede Fugle stormede hans Tanker tilbage til Jytte Abildgaard.

Men de vendte modløse hjem. Og da han foran Spejlet undersøgte sin Kind, hvor der sad tydelige Mærker efter fire Fingre, blussede hans Raseri op igen, og han svor paa, at han for Fremtiden vilde Nhente sine Fruentimmer fra Gaden.