95| Om Aftenen kørte Karsten From i sin eleganteste Selskabsdragt ind til NKasino, som i disse Dage var udlejet til en velgørende Forening. Der havde de foregaaende Aftener været afholdt Basar, hvortil der var knyttet forskellig Slags Underholdning. Nu i Aften skulde Festen afsluttes med en stor Symfoni-Koncert, hvorefter der fulgte en staaende NSoupé og Dans. Da NGehejmeraadinde Abildgaard var Medlem af Foreningens Bestyrelse, havde hverken hun eller Jytte kunnet undslaa sig for at deltage.

Karsten From kom saa sent, at Koncerten forlængst var begyndt, da han afleverede sit Ydertøj i Garderoben. Det skete med Forsæt. Han vilde stille Jytte paa en afgørende Prøve.

I den Anledning havde han sikret sig ikke alene en af de Pladser ved Orkestret, hvor han plejede at lade sig se ved Nslige Lejligheder, men ogsaa en Stol i Baggrunden af en Sideloge, der skulde tjene ham til skjult Observationspost. Her lod han sig lukke ind under en lille Pavse Nforan Symfoniens Scherzo.

Lyset i Kronerne var neddæmpet. Over den store Sal laa et dystert Halvmørke. Men han vidste omtrent, hvor Jytte og hendes Mor skulde sidde, og det varede heller ikke længe, før han fandt dem i sin Kikkert. De sad omtrent midtvejs paa en af de forreste Rækker i Parkettet.

Med Tilfredshed gjorde han straks den Iagttagelse, 96| at Jytte bar en splinterny, grønliggraa Dragt af delikat Farve. Dernæst saae han, at hendes Ansigt havde et alvorligt og tankefuldt Udtryk, som han ikke kendte, men som virkede interessant. I det hele nød han hende i disse Øjeblikke med en ny Lyst. Det var som at belure hende gennem et Nøglehul. Han kunde huske, at han den første Gang, han var sammen med hende, havde fundet hende lidt korthalset og Nen Tomme for lille.A Men her, hvor han saae hende halvt fra Nakken, tog hun sig mærkværdig slank ud. Det var altsaa de blødt formede, tunge Bryster, der gav hende denne ejendommelige, jomfru-moderlige Charme ... Nu lænede hun sig tilbage mod Stoleryggen, og ... Ah! Endelig! Hendes Blik søgte hen mod den Hjørneplads paa første Række, der stod tom. Han havde udtrykkeligt fortalt hende, at han skulde sidde der. Og nu gled Øjnene i. Barmen løftede sig som spændt af længselsfyldte Drømme. Galdt de Længsler ham? Eller var det bare Musikens luftige Drømmesyner? ... Han vilde give et halvt Aar af sit Liv for at vide det!

En mægtig Bifaldsstorm slog gennem Salen. Symfonien var tilende, uden at han havde hørt en Tone. I det samme blev Lyset skruet op. For ikke at blive opdaget skyndte han sig ud af Logen.

Det havde egenlig været hans Hensigt nu at vise sig paa sin Plads i Parkettet; men i Stedet for gik 97| han ned i Nden lange Promenade foran Restaurationen, og her forblev han under den sidste Del af Koncerten, skønt han Nidelig blev Nrendt paa Ærmet af forbifarende Tjenere, som havde travlt med at ordne Buffeterne. Og i disse Øjeblikke besluttede han, at han i al Ærbarhed vilde anholde om Jytte Abildgaards Haand.

Han havde rigtignok engang højtideligt svoret ikke at ville afhænde sin lykkelige Ungkarle-Frihed for mindre end Nen Million. Men han kendte dengang ikke Jytte Abildgaard, og anede ikke, at nogen enkelt Kvinde kunde faa en saa ubeskrivelig Magt over ham. Selve Ægteskabets Lænker gav hun uanede Tillokkelser. Familjelivets og det borgerlige Hjems Behageligheder fremstillede sig i disse Øjeblikke for ham i det fordelagtigste Lys. Helt uden Formue var Jytte Abildgaard jo heller ikke, og i social Henseende vilde det betyde ikke saa lidt for ham, at han blev optaget i en gammel, fornem Familje og fik en Gehejmeraadinde til Svigermor. Hvor højadeligt hans eget Blod maaske var, – han var dog kommen til Verden paa NFødselsstiftelsen og var vokset op i en Baggaard.

Inde fra Salen lød igen Bifaldsklap, og straks derefter hørtes Drønet af det opbrydende Publikum.

Efter Programmet skulde der nu spises, og et Øjeblik efter væltede Skarer af festklædte Damer og 98| Herrer ud af alle Døre i et Kapløb mod Buffeterne. I den næste halve Time var der den lystigste Trængsel overalt.

Først efter længere Tids Søgen fandt han Jytte og hendes Mor inde i den »lille Sal«, der var omdannet til en Palmehave med sommerlige Bænke og Borde. Her var Trængslen ikke saa kompakt, Stemningen ogsaa mindre løssluppen end paa Gangene og i Restavrationen. Ved Siden af Moderen opdagede han til sin Ærgrelse Jyttes Fætter, Professor Hagen.

Forøvrigt havde han allerede ladet Giftermaalsplanerne fare. Ved at bevæge sig mellem saa mange muntre og skønne Kvinder, hvoraf de færreste gjorde nogen Hemmelighed af deres Yndigheder; ved at indsnuse den Duft af N Boudoir, der steg op fra alle disse blottede Skuldre og Barme, var han bleven sig selv igen. Det var nu hans Hensigt at forsøge Lykken med et N Coup de main. Det blev saa Knald eller Fald. Han vilde prøve at lokke Jytte i et Baghold ved Hjælp af et Trick, som en Gang tidligere havde hjulpet ham til en skøn Erobring. Kunde han blot komme saa vidt, at han en eneste Gang fik Lov til at kysse hende. Han var da sikker paa at Nhave vundet Spil. I Kyssets Kunst havde Øvelsen gjort ham til Mester. Endnu havde ingen Kvinde holdt Stand overfor ham, naar hun først var Nsignet 99| af dette for den uerfarne saa uskyldige Kærtegn og havde lært dets dystert-søde Hemmeligheder at kende.

I Overensstemmelse med sin Angrebsplan lod han en Tid, som om han ikke saae hende. Han gik omkring i Salen og hilste paa Bekendte, idet han navnlig opholdt sig i en Kres af meget lattermilde unge Damer, der vakte Opsigt ved deres støjende Munterhed.

Jytte, som inde i Teatret virkelig havde været lidt urolig over hans Udeblivelse, var nu ikke langt fra at ønske, at han ikke var kommen, eller i hvert Fald, at han ikke vilde opdage hende. Det var saa længe siden, hun havde set ham i Selskabslivet, og Synet forstemte hende. Disse orientalske NSkrabud og andre Narrefagter, hvormed han morede sit taknemlige Publikum, pinte hende især paa Grund af Moderens og Fætterens Nærværelse. Hun havde hørt, at de Nmed halve Stemmer havde vekslet nogle Bemærkninger om ham. Selve Ordene havde hun ikke kunnet opfatte; men efter Ansigtsudtrykkene at dømme var de ikke smigrende for ham.

En hvidt behandsket Herre med Ndannebrogsfarvet Skærf viste sig nu i en af de aabne Døre og klappede i Hænderne. Det var Signalet til Dansens Begyndelse, og der fulgte straks almindeligt Opbrud. Strømmen vendte tilbage til Teatret, hvor en stor Arbejdsstyrke imidlertid havde fjernet Stolerækkerne fra TilskuerpladsenA. Desuden var det skraa Gulv gjort lige ved 100| Hjælp af en Mekanisme, der skrev sig fra Nde gamle Kasinomaskeraders Tid. Allerede et Par Minutter efter fløj de første unge Par ned gennem Salen til NChampagnegaloppens Tonebrus, mens Logerne oppe og nede fyldtes af Tilskuere.

Det var dette Øjeblik, Karsten From havde afventet for at nærme sig Jytte. Som om han først nu opdagede hende, skred han hen imod hende med sine lange, katteagtige Skridt, standsede ærbødigt i nogen Afstand og rykkede derpaa tøvende nærmere.

Jytte havde ikke glemt sit Løfte; og paa Grund af Moderens og Fætterens Holdning, der havde vakt hendes Trods, var hun ogsaa fast bestemt paa at indfri det. Hun havde i flere Aar ikke sat sine Fødder paa et Dansegulv, fordi hun følte sig for gammel til den Fornøjelse. Derfor var hun ogsaa klar over, hvad det betød for hende nu at vise sig i Salen med Karsten From. Hun havde tilbragt Eftermiddagen i en nervøst urolig Stemning, der havde mindet hende om hendes allerførste Ungdom med dens Balfebere paa indtil 40 Grader. Forestillingen om de mange opspilede Øjne omkring i Logerne og om den Hvisken og Tisken, der vilde følge hende under Dansen, havde ikke sluppet hende et Øjeblik. Men den Skjulthed, hvori hun især for Moderens Skyld havde bevaret sit Forhold til Karsten 101| From, var efterhaanden bleven hende utaalelig. Saa maatte det hellere udleveres til Sladderen.

Hun fortrød kun, at hun ikke havde forberedt sin Mor; og da hun nu besvarede Karsten Froms Buk ved at rejse sig, var det ogsaa med et Par vildt forfærdede Øjne, Fru Bertha saae paa hende. I sin Angst greb hun hende endog i Kjolen som for at holde hende tilbage.

»Men Barn! ... Du vil da ikke danse?«

»Jeg har Lyst til engang at prøve, om jeg skulde have glemt det. Men bliv endelig siddende, Mor! Jeg er her igen om et Øjeblik, og saa tager vi vel hjem, ikke sandt?«

Karsten From selv var ikke mindre overrasket. Han havde været ganske sikker paa et Afslag og kun benyttet Inklinationen som Paaskud for at opnaa Forbindelse med hende.

»Jeg er ganske fortumlet af Henrykkelse!« sagde han paa Vejen til Balsalen. »NDrømmer jeg eller er jeg vaagen? Er det virkelig sandt, at Frøken Jytte Abildgaard vil gøre mig den Ære at danse med mig?«

»Jeg har jo lovet det.«

»Jeg troede ikke, det var Deres Alvor. De skulde vide, hvor jeg har været fortvivlet. Jeg vovede ikke at tro paa saa stor en Lykke.«

En af Balinspektørerne standsede dem ved Indgangen til Salen og paabød dem at vente til næste 102| Dans, da Gulvet i Øjeblikket var aldeles overfyldt. De tog saa Plads ved Væggen, hvor en Del af Teatrets Stolerækker var anbragte, og for at kunne sidde nogenlunde ubemærkede, valgte de nogle ledige Pladser inde under Balkonen.

Efter sin Sædvane begyndte Karsten From med at komplimentere hende for hendes Dragt men stoppede ængstelig op, da han saae, at hans Smiger krænkede hende. Han glemte bestandig, at hun ikke var som andre. Derfor havde han saa ofte taget Nfejlt Sigte. Endnu for ikke saa længe siden havde han troet, at det var Koketteri, naar hun var saa Novermodig ligegyldig for sit Ydre og Nforsmaaede ethvert Toilettefif, f. Eks. den NPariserhæl under Skoene, der vilde have erstattet hende den manglende Tomme i Højden. Nu kendte han Sfinksen bedre. Hun var for stolt til at ville behage. For kysk til at ville friste med sin Skønhed. I hendes dristige Øjekast, der tog sig ud som en underfundig Opfordring til Fortrolighed, var der ingen Beregning. Hendes rige Smil, der var saa spotsk, men ogsaa saa fuldt af Sødme, var ikke det indstuderede Komediespil, som saa mange troede. Alt dette æggende og hemmelighedsfulde i hendes Væsen var en ganske ubevidst Udstraaling af hendes inderste, Nlønlige Natur. Af den altid lige uudgrundelige Kvindesjæl.

»Vil De sige mig,« begyndte han i en anden Tone. 103| »Hvad er det, jeg har forsyndet mig med i Aften? Jeg saae det straks paa Dem derinde i Salen, at De var misfornøjet med mig. Jeg har glædet mig saa ubeskriveligt til at se Dem – og saa sad De derinde med denne vrede lille Rynke mellem Brynene, som jeg kender saa godt. Og den gør mig saa modløs. Har jeg gjort noget galt? Vil De ikke fortælle mig det?«

»Naar De endelig vil vide det, saa begriber jeg ikke, at De har Lyst til at gaa omkring og agere Bajads for alle de Mennesker. Det klæder Dem efter min Mening slet ikke. Og jeg veed jo nu, at De kan være helt naturlig.«

Karsten From tog – ligesom forlegen – Blikket til sig og tav en lille Tid.

»Naturligvis – De har som altid Ret. Men De maa ikke skænde paa mig. Jeg er nu engang ikke anderledes, og jeg kan ikke forandre mig. Dersom jeg kom ind i en Selskabssal og vilde prøve paa at være mig selv, ... jeg vilde føle det, som om jeg ingen Klæder havde paa Kroppen, og det er en usigelig flov Fornemmelse. Men forresten ... hvad gør De selv, kære Frøken? Hvad gør alle vore beklagelsesværdige Medskabninger? Spiller vi ikke allesammen Komedie for hinanden af Blufærdighed? Der er ingen, der vil være bekendt at vise sig for sine Medmennesker som Vorherre har skabt ham. NHvad siger ikke 104| den vise Salomo? Ingen Mand blotter sig – undtagen for den Elskede. NEr Livet andet end en stor Maskerade? De, allerkæreste Frøken, har nu Nformummet Dem som Vestalinde og tillader ingen at kigge Dem under Sløret. Fortræffeligt! Jeg indser ogsaa meget godt, at jeg selv kunde have anlagt en fordelagtigere Maskering. For min borgerlige Anseelses Skyld vilde det naturligvis have været klogere, om jeg f. Eks. havde kostymeret mig som Alvorsmand med et bekymret Professorblik under NBulehatten. Men det troede jeg forresten, vi var temmelig rørende enige om, at den hele Redelighed ikke er værd at tage N au sérieux. Saa meget troede jeg virkelig at have kigget mig til gennem Sløret. Skulde jeg have taget fejl?«

Jytte svarede ham ikke, fordi hun i sit Inderste var nødt til at give ham Ret. Men Karsten From havde nu sin Snare i Beredskab og fortsatte:

»Næ – først naarA man kommer væk fra sine egne Ravnekrogsforhold, vover man sig til at lade Masken falde. Men saa er det ogsaa en velsignet Fornemmelse. Veed De noget dejligere end at køre ned gennem Strøget i en fremmed By, hvor ikke et Menneske kender En? Eller at sidde paa Fortovet udenfor en stor Kafe og se lutter nye Ansigter passere forbi? F. Eks. i Paris. Borte fra al Bysladder og Spionage. Helst naturligvis sammen med en god 105| Ven eller Veninde. Ensomheden er skrækkelig. Men der er saa faa, der forstaar at indrette sig lidt fornuftigt her i Verden.«

Heller ikke hertil svarede Jytte noget. Hun holdt igen ikke rigtig af hans Tone. Og for nu at komme bort fra Emnet gav hun sig til at tale om Koncerten og spurgte ham, hvorfor han ikke havde overværet den. Hertil svarede han, at han ikke havde haft Mod til det.

»Mod? ... Hvad vil det sige?«

»Jeg vidste jo, at De var tilstede.«

»Naa – og hvad saa?«

»Jeg var bange for at gøre stor Skandale.«

Hun saae paa ham.

»Jeg forstaar ikke et Ord.«

»Jo. F. Eks. at jeg skulde springe op paa min Stol midt under Symfonien og raabe ... nej skrige ud over Teatret, at –«

Han bøjede sig ned mod hendes Øre og fuldendte med hviskende Stemme:

»At jeg elsker Dem!«

Han saae med Henrykkelse, at der slog en Varmebølge gennem hendes Sind. Hendes Hals og Kinder blussede et Øjeblik; saa blev hun langsomt bleg. Brystet løftede sig tungt. Hun forsøgte at smile med sit hemmelighedsfuldt spotske Smil. Syntes ogsaa at 106| ville sige noget, – men det blev kun til en Skuldertrækning.

Ogsaa han tav. Der kom pludselig en besynderlig Uro over ham. Det var første Gang, han havde set hendes Selvsikkerhed vakle, og Synet Nbetog ham paa en Maade, han ikke havde ventet. Den Tanke, at hun maaske virkelig for Alvor elskede ham og stolede paa ham, fik hans Mod til at synke, saa han et Øjeblik var nær ved at ønske, at han havde ladet hende i Fred. For første Gang i sit Liv var han kommen i den Situation, at han ængstedes ved sin egen Dumdristighed. Ja – Død og Helvede! – sad han ikke her og var lige paa Nippet til at faa moralske Anfægtelser? Hvad gik der af ham?

Han vilde fortsætte sit Angreb, da Musiken i det samme til hans Ærgrelse standsede, og Siddepladserne i Salen bestormedes. Med Folk paa begge Sider maatte han ændre Tone; og da Orkestret efter nogle faa Minuters Pavse satte i paany, var han nødt til at rejse sig og byde Jytte op.

Det var en af disse moderne Valse, der mindre er Dans end en Ngratiøst vuggende Gang, en smægtende Henskriden til en dæmpet Musik, der ikke hindrer en Fortsættelse af Konversationen men tværtimod virker som en Opfordring til Fortrolighed. Jytte havde under Dansen ikke en Tanke tilovers for Sladderen oppe i Logerne, som dog netop fik uhyre travlt, 107| da man opdagede hende paa Gulvet sammen med Karsten From. Ligesom i sin første Ungdom glemte hun alt for den Arm, der laa saa fortroligt om hendes Liv, for den Haand, hun følte saa ængstende nær ved sit Bryst.

»Har De set, at Hugo Martens er her?« spurgte Karsten From.

»Nej.«

»De veed nok, han er lige kommen hjem fra sine udenlandske Triumfer. Han har spillet baade for NKejser og Konger. Det fortæller han i det mindste.«

»Naa!«

»Jeg talte med ham for lidt siden inde i Restavrationen. Han er med al sin NSkvadroneren et meget elskværdigt Menneske. Jeg venter forresten ham og hans Frue til en lille Eftermiddagste hos mig paa Tirsdag.«

»Naa!«

»Der er nemlig Tale om, at jeg skal male hans Portræt. Dersom nu ikke det sørgelige var hændt Deres Fætter, NJægermesteren – jeg savner ham virkelig daglig, forsikrer jeg – saa vilde jeg have inviteret ham med. For saa kunde jeg maaske have gjort mig et lillebitte Dværgehaab om at se ogsaa Dem ved den celebre Lejlighed. Jeg tror, det vilde interessere Dem at være sammen med Hugo Martens. Han lovede mig at spille sin nye Sonate, der skal 108| være noget ganske enestaaende pragtfuldt. Det siger han i hvert Fald selv.«

»Ja, det havde unægtelig været meget morsomt.«

»Deres Mor tør jeg jo desværre ikke tænke paa at indbyde. Men i Grunden kunde vel ogsaa Hugo Martens og hans Frue være en tilstrækkelig betryggende NÆresvagt for Dem. Fru Martens er en fuldendt Dame. Og en Organist er jo halvvejs en gejstlig Herre.«

Jytte manglede ikke Lysten. Hun blev helt sørgmodig stemt, fordi hun ikke kunde sige Ja. Men da hun opfattede hans Indbydelse som Spøg, svarede hun ikke noget. Imidlertid blev han ved at trænge ind paa hende, og det i en utaalmodig og lidenskabelig Tone, der bragte hende til at studse. Det var virkelig hans Alvor!

Hun saae paa ham, og der var noget i hans Udtryk, der ikke huede hende.

De var netop kommen Salen rundt to Gange, og hun standsede nu og bad ham ledsage hende tilbage til den lille Sal. Paa Vejen ud gennem Gangene fortsatte han med sit Forsøg paa at overtale hende, og hun begyndte at ane Uraad. Han maatte sikkert have en eller anden Bagtanke med den Indbydelse.

Paa Grund af de mange Mennesker, de mødte, havde hun allerede sluppet hans Arm. Nu trak hun sig endnu lidt længere bort fra ham. Og pludselig 109| slog det ned i hende med Lynets Klarhed, at det hele var Opspind. Han ventede slet ikke Martens, havde rimeligvis ikke engang talt med ham. Det var altsammen Paaskud for at faa hende lokket op til sig, og hun var heller ikke i Tvivl om hans Hensigt dermed.

Hun havde for nogle Øjeblikke været lukket ind i Lykkens Rige. Nu følte hun sig styrtet hovedkulds ned i en Kloak.

For at skaffe sig Vished stillede hun en Fælde for ham. Idet hun lod, som om hun for Alvor overvejede Sagen, spurgte hun:

»Var det Mandag, De sagde?«

»Ja. Mandag Klokken fire. Jeg kan love Dem et Par virkeligt fornøjelige Timer. Martens er de prægtigste Mennesker under Solen.«

»Men De sagde før, at det var Tirsdag. Det husker jeg aldeles bestemt.«

Hun saae ikke paa ham; men Karsten From hørte det paa hendes Tone, at hans Forræderi var gennemskuet, og blev højst ulykkelig. Han forsøgte Udflugter; paastod, at det havde været Forsnakkelse, eller at hun huskede forkert. Men hun svarede ham ikke, og gik nu saa hurtigt til, at han maatte sno sig mellem de mange Nmødende Par for at kunne følge hende.

Fra den anden Ende af Gangen kom Fru Bertha 110| og Professoren gaaende imod dem. Fru Bertha var bleven urolig paa Grund af deres lange Fraværelse og vilde have været ind i Salen. Da Jytte opdagede hende, skyndte hun sig derhen.

»Du maa virkelig undskylde!« sagde hun med anstrengt Livlighed og stak sin Arm ind under Moderens. »Der var ikke til at komme frem. Gulvet var aldeles overfyldt. Men nu tager vi hjem, ikke sandt? Jeg er træt.«

»Jeg kan se det,« sagde Fru Bertha – hendes Øjne løb et Par Gange hastigt frem og tilbage mellem Datteren og hendes Kavaller –. »Du er saa bleg. Men du veed jo, at du ikke taaler at danse.«

Hun bad sin Nevø om at skaffe dem en Vogn.

Mens Professoren var borte, fulgte Karsten From Damerne til Garderoben. Fru Bertha vendte hele Tiden fyndigt Ryggen til ham. Men af den Grund saae hun ikke, hvordan han trippede ængstelig omkring Jytte og ikke fik Lov til at hjælpe hende Aftenkaaben paa. Og i sit Hastværk med at komme afsted, undgik det ligeledes hendes Opmærksomhed, at Jytte ikke sagde Farvel til ham.

Da Vognen var kørt, vendte Karsten From slukøret tilbage til Balsalen. Det var hans Hensigt at styrte sig ud i Hvirvlen for at glemme sit Nederlag. Men paa Vejen betænkte han sig og vendte om. Lidt efter stod han i Garderoben og fik sit Tøj udleveret.

111| Der var i Øjeblikket ingen Vogn at faa, og for ikke at udsætte sig for at opholdes af Bekendte, bestemte han sig til at gaa hjem. Med Frakkekraven om Ørerne skridtede han i en opreven Sindsstemning afsted gennem de maanelyse Gader.