Da Professor Asmus Hagen den næste Dag havde sat sig til sit Frokostbord, bragte Tjeneren ham et Visitkort.

»Det er den Herre, der var her baade igaar og iforgaars og ikke sagde sit Navn.«

Professoren saae paa Kortet og udbrød i glad Overraskelse:

»Næh ...!«

»Skal jeg vise den Herre ind?« spurgte Tjeneren.

123| I Stedet for at svare rejste Professoren sig og ilede med Servietten i Haanden ud i Forstuen. Jo, der stod han virkelig! Ved første Øjekast ganske den gamle Torben Dihmer, der bare havde lagt sig et loddent Underansigt til.

»Endelig – du Nvidtomstrejfende Odysseus! Du har virkelig sat dine Venners Taalmodighed paa Prøve! Men kom nu ind. Jeg har netop sat mig til Frokostbordet. Du har forhaabenlig ikke spist.«

»Jo – forlængst. Men jeg kan sidde med for ikke at spilde din Tid. Jeg saae paa Pladen derude, at du har Konsultation om en halv Time. Vi kan saa Npassiare, mens du spiser.«

»Et Glas Vin vil du vel nok drikke,« sagde Professoren, da de var kommen tilbords. »Jeg har en ganske let Madeira. Den kan du uden Skade tage et lille Glas af. Jeg paatager mig Ansvaret.«

»Tak. Ansvaret beholder jeg helst selv. Og jeg er ikke det mindste Nskrupuløs.«

»Det har du sikkert heller ingen Grund til, min Ven! Du ser jo ud som den Nfarnesiske Herkules,« sagde Professoren, skønt hans første Glæde over Vennens Udseende ikke havde holdt sig. Han fik bekræftet, hvad Indtrykkene af dennes Smaabreve og Kort allerede havde forberedt ham paa, at Vennen endnu ikke helt havde forvundet Følgerne af sin aarelange Indmuring paa Favsingholm, maaske heller 124| ikke af den Skuffelse, han havde lidt ved Mødet med hans Nvidtløftige Kusine. Smilet var uden Glæde. Og hans smaa Øjne, der syntes at være groet endnu tættere ind til Næseroden, var stadig ligesom duggede af Ensomhedens Melankoli.

»Lad mig nu høre! Hvornaar kom du hertil?«

»For tre Dage siden. Jeg har forresten søgt dig et Par Gange forgæves. Derfor kommer jeg paa en saa ubelejlig Tid. Men jeg vidste altsaa, at du var at træffe nu.«

»Ja, jeg slider i det! ... Men lad mig nu høre! Du maa jo have en Masse at fortælle. Jeg har mere end een Gang sendt dig en misundelig Tanke her fra Trædemøllen.«

»Lidt har jeg ganske vist set af Verden. Jeg syntes jo, at jeg havde faaet noget tilgode i saa Henseende. Og jeg har brugt mine Øjne ganske godt, tror jeg. I Amerika var jeg særlig heldig. Vor Gesandt i Washington kendte jeg fra gammel Tid. Hans Introduktioner skaffede mig et godt Indblik i Nden hele Bedrøvelighed derovre. Men nu er ogsaa min Nysgerrighed fuldt ud tilfredsstillet, og jeg er glad ved at være hjemme igen.«

»Velkommen da!« sagde Professoren og løftede sit Glas. »Jeg tror, du er kommen paa et heldigt Tidspunkt. Jeg veed ikke, hvor meget du har fulgt med Tingenes skæve Gang herhjemme; men saa 125| meget veed du dog vistnok, at vore politiske Forhold er i fuld Opløsning. Vi staar syndsynligvis foran store Begivenheder.«

»Jeg har set det. Jeg fandt danske Aviser baade i London og Berlin. Lidt desorienteret er jeg aabenbart alligevel. Hvad er det f. Eks. for en Pastor Vestrup, hvis Taler refereres saa udførligt i »Femte Juni«? Det er da ikke –.«

»Jo, det er saamænd din tykke Ven og forhenværende Sjælesørger. Det er selveste »NSkidtmads«. Kære, du veed det altsaa ikke! Han er Byens nyeste Forlystelse. Der skal være propfuldt Hus, hver Gang han optræder. Det utugtige Asen er i Færd med at blive en sand Herrens Profet for Københavnerne.«

»Men jeg forstaar ikke. NHvor kan »Femte Juni« –?«

»Jeg siger dig: vi er for Øjeblikket ude i det vildeste Anarki. Tyrstrup har allieret sig med Præsteskabet, og som Modtræk stiller nu Enslev denne udstødte Syndebuk frem for Folket med en Martyrglorie om Hornene. Forresten er Manden jo virkelig noget af en Oprører. Med en Ignorants Heltemod gaar han løs baade paa Bisper og NProvster og slaar sine tidligere Embedsbrødre Biblen i Synet. Og – som sagt – Virkningen er forbavsende. Enslev har her igen vist sit taktiske Mesterskab. Mandens Succes skal for Alvor have vakt Uro i NPræstepartiet. – Forresten ventes der et Generalopgør i 126| Rigsdagen i den nærmeste Fremtid. Saa faar vi rimeligvis nye Valg – og et gunstigere Øjeblik til at træde frem paa Skuepladsen kan du ikke faa. Jeg vil sige dig: vi er mange, der har ventet paa dig. Du kommer hjem med friske Erfaringer fra begge Sider af Atlanterhavet, og vi trænger Naabenbart først og fremmest til nye Impulser. Disse Bønder og Skolelærere og andre politiske Dilettanter, som vi nu regeres af, har bragt det folkelige Selvstyre i Miskredit. Enslev kan der ikke regnes med. Han er udslidt. Jeg siger det med saa stor Bestemthed, fordi jeg tilser ham i denne Tid, mens Professor Bendix er bortrejst. Dersom du vil love mig at tie stille med det, kan jeg betro dig, at han ikke lever Vinteren over. Tyrstrup er der ingen, der har Tillid til. Han er og bliver upopulær. Overalt ventes der paa den nye Mand, den virkelige Statsmand, der igen kan bringe den krængede Samfundsskude paa ret Køl.«

Torben Dihmer, der sad tilbagelænet med Armene oppe paa Bordet og Hænderne omkring sit Glas, sagde efter en lille Pavse:

»Den Dag vil hverken du eller jeg komme til at opleve, Asmus!«

»Hvad vil du sige med det?«

»Jeg tror – for at blive i dit Billede – at vi befinder os paa en Dødssejler, som en skøn Dag gaar 127| tilbunds med os allesammen. Og det kan ingen menneskelig Magt forhindre. Jeg finder det i Grunden ganske rimeligt, at Tyrstrup nu lader Kirkens Mænd komme til. Naar I Læger har maattet opgive en Patient, overlader I ham jo ogsaa villigt til Præsternes Trøst og det øvrige Begravelsesvæsen.«

»Det lyder lidt uhyggeligt. Vil du ikke uden alle Billeder forklare, hvad du mener?«

»Aa nej! Jeg er helst fri! Det er – som du siger – ikke noget hyggeligt Emne. Og idag har du heller ikke Tid til at høre paa mig. Men en Ting vil jeg dog spørge dig om. Jeg har tilfældigt hørt om den Ulykke, der har ramt din Bror. Det forholder sig vel rigtigt?«

»Ja – desværre! Det forholder sig rigtigt.«

»Og Storeholt er blevet solgt?«

»Ja. Han har mistet alt. Lige til sit Rigsdagsmandat.«

»Veed du hvad, Asmus! Det undrer mig lidt, at du efter den Oplevelse kan være saa ivrig for ogsaa at faa mig ned i Politikens Heksegryde.«

»Nej hør nu! Du vil da ikke sammenligne dig med en Nar som John?«

»Hvorfor ikke? Vi har dog rimeligvis haft den samme naragtige Mirakeltro paa Lovgivningsmagtens Velsignelser. Vi har delt den Indbildning, at der 128| ad den Vej kan udrettes det allermindste for den stakkels Menneskehed.«

»Den Tro har du altsaa ikke mere selv?«

Torben Dihmer rystede paa Hovedet med sit glædeløse Smil.

»Nej. Det lader sig ikke gøre at fabrikere Menneskelykke paa Maskine. Det hele højtidelige Apparat med Rigsdag og Statsraad er blevet en Latterlighed i mine Øjne.«

»Vil du med alt det sige, at du har opgivet Politiken?«

»Ja – absolut.«

Der blev en lang Pavse.

»Hvilke andre Planer har du da?« spurgte Professoren. »For noget har du jo for. Det antydede du i hvert Fald i dit sidste Brev.«

»Jeg har jo min Gaard. Derovre faar jeg foreløbig nok at gøre. Siden min Fars Død har den været vanrøgtet. Og skulde jeg tale om det Udbytte, jeg bringer hjem fra min Rejse, saa maatte det vist først og fremmest være, at jeg nu – Nligesom Jeppe – er bleven mig bevidst som »en Bonde og en Bondes Søn«. Der var en Aften i New York, da jeg var helt syg af Længsel efter igen at føle min egen Jord under Fødderne. Men det forstaar du vist ikke.«

»Aa jo! Lidt af det samme har jeg ogsaa kendt. Men det kan jo ikke være din Mening at begrave 129| dig paa Favsingholm for al Evighed. Det har du da vist faaet nok af.«

»Jeg veed dog ikke ... Jeg kunde meget godt tænke mig at leve Resten af mit Liv derovre paa Gaarden, og det uden just at komme i Begravelsesstemning. Tværtimod. Skal jeg sige min Mening, saa tror jeg meget snarere, at jeg paa Favsingholm vil føle det, som om jeg var vendt tilbage til Solen og det virkelige Liv – fra en Rejse i de Dødes Rige. I hvert Tilfælde har jeg mangen Gang baade i Evropa og Amerika haft en Fornemmelse af at befinde mig paa et underjordisk Pinselsted, hvor Millioner af hvileløse Skygger halsede afsted paa en vild Jagt efter en indbildt Lykke. Og jeg forstaar egenlig ikke, at ikke alle føler det paa samme Maade. Jeg er fuldt overbevist om, at vi staar foran en Verdenskatastrofe. Det saakaldte civiliserede Samfund har i de sidste hundrede Aar arbejdet som en afsindig paa sin egen Undergang. – Naa, men det var altsaa det Emne, vi ikke saa gerne skulde ind paa. Og nu har jeg ogsaa snakket nok om mig selv. Lad mig nu høre lidt om dig. Hvordan har du det? Du var forleden Aften til den store Fest i NKasino.«

»Ja, jeg gik derhen et Øjeblik. Hvor veed du forresten det fra?«

»Jeg var der selv.«

»Du!«

130| »Ja. Det var den samme Aften, jeg kom hertil. Inspektøren paa Hotellet havde Billeter tilsalgs, og da jeg havde hvilet mig lidt efter Rejsen, fik jeg Lyst til at gaa derhen.«

»Men det har jeg ikke anet! Hvem talte du med?«

»Med ingen. Der var vist heller ingen, der kendte mig igen.«

»Det er rimeligt nok – med det Barbarskæg, du møder med! Og efter fire Aars Fraværelse.«

»I hvert Fald fik jeg Lov til at sidde en Timestid ganske uantastet i en Loge og se paa Dansen. Det var ganske ejendommeligt. Jeg sad der incognito og genkendte selv næsten hvert eneste Ansigt, jeg saae.«

»Hvordan var forøvrigt dit Indtryk af Selskabet?«

»Det samme som af hele Byen. Alting synes mig ganske uforandret, og dog er det saa besynderligt nyt for mig. Men det forstaar du vist heller ikke.«

Der fulgte igen en af disse dybe Pavser, der paa begge Sider skyldtes Frygten for at blive for aabenhjertig. Asmus Hagen havde hørt paa Vennen med voksende Bekymring. Det havde desuden forundret ham, at Torben af sig selv havde taget Vinkaraflen og igen fyldt sit Glas.

»Jeg saae forresten ogsaa et Glimt af din Kusine ved den Lejlighed. Hun dansede med en blond Herre, 131| som jeg ikke kendte. Du skulde ikke tilfældigt vide, hvem det var?«

»Jo. Det var Karsten From – Portrætmaleren. Men han er maaske først Nkommen i Skuddet efter din Tid.«

»Vil du for en Gangs Skyld svare paa et indiskret Spørgsmaal. Er den Herre din Kusines nye – hvad skal jeg sige – Ven? Det saae saadan ud.«

»Jeg veed ingenting. Men siden du nu har spurgt, saa vil jeg fortælle dig, at der snakkes om en Forlovelse.«

Torben Dihmer nikkede tavs. Han sad igen med Armene paa Bordet og drejede paa sit halvtømte Glas. Tilsidst sagde han:

»En Kunstner altsaa. Det havde jeg nu mindst tænkt. Han saae forresten ogsaa nok saa meget ud som en Cirkusartist. Jeg havde i Grunden ventet et anseligere Resultat af saa mange Aars samvittighedsfulde Overvejelser.«

Professoren trak paa Skuldren.

»Jeg deler i dette Tilfælde heller ikke min Kusines Smag. Hun er lidt uberegnelig. Men hvad skal man sige? Kærlighed suspenderer Fornuften. Den anerkender den simpelthen ikke. Det er vel netop Charmen ved den.«

Torben Dihmer nikkede igen.

»Du har ubetinget Ret. Paa dette ene Omraade 132| er vi moderne Forstandsmennesker lykkeligvis inkonsekvente. – Men nu kommer dine Patienter,« sagde han, da han hørte det ringe i Forstuen. »Saa vil jeg gaa.«

Han rejste sig med et besynderligt Hastværk, som var han glad ved at være bleven afbrudt.

»Vi ses igen!« – kom det ret umotiveret.

Professoren fulgte ham ud. Paa Vejen lagde han Mærke til, at Vennen trak lidt tungt paa det højre Ben.

»Du glemmer vel ikke at tage dine Piller med Regelmæssighed?« sagde han, da de stod i Forstuen. »Du husker nok, at du straks vil mærke det, dersom du i den Henseende forsømmer dig selv blot et Par Dage.«

»Jeg veed det,« svarede Torben Dihmer lidt kort og gav ham hurtigt Haanden.