Ogsaa denne Dag opholdt Jytte sig mest i sin egen Stue for at undgaa Moderens Spørgsmaal. Trods Regnvejret havde hun om Formiddagen spaseret med Karsten From paa de sædvanlige Steder, og de havde begge to været meget lykkelige. Han havde holdt Paraplyen over hende, og hun havde tilsidst taget ham under Armen, mens de som andre forlovede snart spøgte og lo, snart talte fornuftigt om deres 133| forandrede Forhold og den fælles Fremtid. Og han havde denne Gang fulgt hende ikke alene til Porten, men helt op til den første Trappeafsats, hvor de tog Afsked uden mange Ord men med des flere Kys.

De var bleven enige om at offenliggøre Forlovelsen, saasnart Jytte havde talt med sin Mor; men endnu om Eftermiddagen havde hun ikke faaet Mod til en Tilstaaelse. Hun sad i Armstolen og hvilede Hovedet tungt i sin Haand.

Dagen havde været fuld af Lykke, men hun gjorde sig ingen Illusioner. Hun sagde til sig selv, at det vilde være Daarskab at vente livslang Troskab af en Mand med Karstens Karakter og hans Livsvaner; og hun var forberedt paa sin Lod. Den mørke Anelse, der havde hvilet truende over hendes Liv fra det syttende Aar, at naar hun gav sig hen til Kærligheden, viede hun sig samtidig til Ulykken og Døden – den gik nu sin Opfyldelse imøde. Ogsaa hun vilde en Dag efter en lang eller kort Lykkerus sidde som en forpjusket Høne og skjule sin Skam med velopdragne Miner. Eller hun vilde sørge sig tildøde i Ly af en trodsig Latter som stakkels Kitty. Men det vilde ikke være bleven anderledes, om det havde været en anden Mand end Karsten, hun havde forelsket sig i. Ikke engang, om det havde været Torben Dihmer. Det var saa bare bleven hende selv, der havde nedkaldt Ulykken over dem med sit umulige Sind. Nu 134| førte hun i det mindste ingen andre med i Undergangen.

Ak, Torben Dihmer! Nok var han den eneste af hendes forrige NVenner, som hun stadig ikke kunde tænke paa uden med et lille Smertestik i Hjertet. Og dog saae hun nu klarere end nogensinde, at hun aldrig havde elsket ham. I sin tidligste Ungdom havde hun sværmet for hans mandige Skikkelse. Hans smukke, klokkedybe Stemme havde vakt hendes første, stærke Kærlighedsdrømme. Siden havde hun i mange, lange Nætter ligget og grædt i sin Hovedpude, fordi hun alligevel ikke holdt saa meget af ham, som hun gerne vilde. Aldrig havde hun ved hans Side følt sig bjergtagen som nu. Aldrig følt sig viljeløs omspændt af den mørke, vilde Trolddom, som Kærligheden var.

Mørket faldt paa, mens hun sad der i sin Stol og lod de triste Tanker krese som Aadselfugle over sin Lykke. Nede fra Gaden lød Sporvognenes Kimen, og Genskinnet af Lysene derude flimrede uroligt som Lygtemænd henad Loft og Vægge.

Pludselig løftede hun Hovedet fra Haanden. Hun hørte Moderen komme ind i Dagligstuen og tænde den røde Skærmlampe.

»Stakkels lille Mor, som endnu ingenting veed!«

Lidt efter rejste hun sig langsomt, og gik derind. Moderen sad paa sin Sofaplads bag Lampen, mod 135| Sædvane med ledige Hænder, næsten som om hun havde siddet der og ventet paa hende og hendes Ulykkesbudskab. Da Jytte gled ned ved Siden af hende, vendte hun ogsaa sit stivnede Ansigt om imod hende med et Udtryk, som viste, at hun var forberedt paa alt.

»Mor!« sagde Jytte; hun tog hendes Haand og lagde den i sit Skød, og hendes Hjerte standsede et Øjeblik, da hun mærkede, hvor kold den var. »Jeg har noget at sige dig, Mor! Jeg veed, det vil bedrøve dig; men det kan der nu ikke gøres noget ved. Jeg er bleven forlovet med Karsten From.«

Fru Bertha svarede ikke. Hun blev blot ved at stirre hende ind i Øjnene.

»Tag det nu ikke saadan, lille Mor! Du ser jo, jeg selv er glad. Kys mig saa, og ønsk mig til Lykke!«

Men Fru Bertha vægrede sig.

»Et Menneske som Hr. From –«, begyndte hun; men Jytte lukkede hendes Mund med sin Haand.

»Jeg veed alt, hvad du vil sige! Tror du ikke, jeg har sagt mig det selv de hundrede Gange! Men du kender ham ikke. Han er helt anderledes, end du og alle mener. Og forresten har du engang sagt, lille Mor, at du vilde være tilfreds med enhver Svigersøn, jeg kom med, naar jeg blot var lykkelig.«

»Hvor længe, tror du, den Lykke vil vare?«

136| »NHvor kan man sige det? Vidste du det saa sikkert, da du forlovede dig med Far?«

»Ja.«

Jytte slap hendes Haand og tav.

Fru Bertha gav sig nu til at tale om Torben Dihmer. Hun spurgte hende, om hun vidste, at han var kommen til Byen. Hun havde lige mødt Asmus, der i Forbifarten havde fortalt hende det.

»Af hvad Grund fortæller du mig det netop nu?« spurgte Jytte. »Dersom du gør dig Forhaabninger, Mor, saa vil jeg sige dig, at det er til ingen Nytte.«

»Aa nej, desværre – det har jeg forstaaet. Men du skal dog vide, hvad jeg tænker derom. Jeg tror, at som du dengang paa din sygelige Maade grublede dig ud af din Kærlighed til en god og hæderlig Mand, der holdt af dig, – saadan har du nu grublet dig ind i dette Forhold til en ... en Person, som kun vil misbruge dig.«

»Jeg siger dig – du kender ham ikke,« sagde Jytte bortvendt.

»Jeg bryder mig heller ikke om det. Og jeg siger dig, mit Barn, jeg anerkender aldrig Hr. From som min Svigersøn.«

»Ja, saa maa du jo lade være, Mor!«

Jytte rejste sig. Hun gik hen til Vinduet, hvor hun blev staaende og saae ned paa Færdslen i den nu ganske aftenlige Gade. Og der blev saa underligt 137| dødsensstille i Nden gamle Stue, hvor det røde Lys spejlede sig vemodigt i Bedstefaderens tunge Mahognimøbler.

Tilsidst sagde Fru Bertha: »Jeg havde engang tre Børn. Nu har jeg kun een tilbage, Jytte! Hvor Helge fandt sit sidste Hvilested, veed ingen af os. Men Ebbe ligger Nmed Skam i sin Grav.«

Jytte vendte sig forfærdet.

»Mor dog!«

»Ja, der skal ikke stikkes noget under Stolen. Men ogsaa det skal du vide, at mest anklager jeg mig selv, fordi jeg har været en svag og daarlig Mor for dig og dine Brødre. Jeg angrer nu, at jeg ikke tvang dig til at gifte dig med Torben Dihmer, da jeg saae, at du ikke selv havde nogen Vilje. Ja, du ser paa mig; men jeg mener, hvad jeg siger. I rammeste Alvor mener jeg det. Jeg skulde dengang have taget Ansvaret paa mig; men jeg var for fejg. Nu faar jeg min Straf.«

Hun rejste sig med Besvær og gik ud. Jytte stirrede tungt efter hende.

Et Par Timer senere, da hun blev kaldt ind til Middagen, bragte NPigen hende den Besked fra Moderen, at hun var gaaet tilsengs og ikke ønskede at forstyrres. For første Gang i mange Aar spiste Jytte alene.