[139]| III

[141]| Mørket voksede, og Regnen varede ved. En Dag i Begyndelsen af December faldt den første Sne. Den hvirvlede ned fra en sodet Himmel og smeltede øjeblikkelig i Gadernes Søle. Men ovenpaa de udspændte Paraplyer, paa Hatteskygger og i Damekjolernes Folder blev de hvide Dun liggende, og mere behøvedes ikke for at sætte Folk i godt Humør. NFra Kongens Nytorv til Raadhuspladsen udfoldede der sig i den lille halve Time, Vejret varede, den lystigste Karnevalsstemning.

Alle var med eet bleven Børn. Man raabte højt til hinanden over Gaden, lo til Folk, man slet ikke kendte. Og de, der var bleven stærkest tildænget, følte dette som en personlig Begunstigelse og bar deres Snevams med stolt fornøjet Mine.

Umiddelbart før Sneen begyndte at falde, havde Mads Vestrup forladt sin lille Stue i NKnabrostræde for at besøge Frøken Susse Frederiksen, Varietesangerinden, der endnu laa paa Hospitalet efter sit Selvmordsforsøg. Hvid fra Pulden af sin Nforhistoriske Kasket til de Ntommehøje Støvlesaaler kom han gaaende over Nytorv og vakte overalt megen Opsigt.

142| Den jyske Vækkelsesprædikant var hurtigt bleven en kendt Figur i de københavnske Gader. Man havde maattet indrømme »Femte Juni«, at han var en Seværdighed. Baade ved sit Udseende og sin landlige Klædedragt tildrog han sig Opmærksomhed. Overalt i Byen talte man om den afsatte Præst. Hans besynderlige Udtalelser drøftedes ved Kaffen og Cigaren efter alle københavnske Middagsselskaber. Navnlig blev Folk interesserede, da det forlød, at flere yngre Kunstnere og Forfattere havde ladet sig paavirke af hans Forkyndelse og Nerklæret sig for en Tilbagevenden til Kristendommen. Der taltes om flere opsigtvækkende Omvendelser. Stor Sensation havde det saaledes vakt, at den unge, ekscentriske Digter Harald Bohse, en Søn af Rektoren, i et Interview havde udtalt sig til Gunst for Troen paa en Nlevende Gud. Flere ansete Familjer var i den Anledning begyndt at holde en NMissionstidende ved Siden af »Femte Juni« og et af Byens humoristiske Ugeblade.

Henne i »NLysesaksen« var der uhyggeligt tomt de Aftener, da Mads Vestrup holdt sine Møder. Ved det store Hjørnebord, der var forbeholdt Kunstnerkresen, sad kun tykke Møller og strøg sig sløvt ned over sin NNapoleonslok. Men ogsaa ham havde de sidste Tider iøvrigt forandret. Hans Skikkelse var bleven endnu mere svampet, Hudfarven endnu mere 143| gusten, de smalle Øjne ophovnede som af megen Graad eller megen Whisky. Vennernes Frafald, NTidens hele Vanart forargede ham og havde gjort ham til Pessimist. I sin Ensomhed, forladt af Jørgen Berg, Karl May og de andre, som han plejede at laane Penge af, skilt ogsaa fra Susse Frederiksen, hos hvem han det sidste halve Aar havde haft NTilhold, desuden opsagt fra sin Plads ved Bladet paa Grund af sin Dovenskab, nød han sig selv som en tragisk Skikkelse, Københavns sidste Bohême.

Ganske upaavirket af Mads Vestrups Dommedagspræken var dog heller ikke han. Ud paa Natten, efter Lukketid, naar han var bleven ene med sin sidste Sjus, Nudviklede han for Tjener Hansen og den andægtige Piccolo en dyster Livsfilosofi, der bevægede ham selv stærkt.

»Livet er kun Smerte, Hansen!« sagde han med Haanden om sit Glas. »NDet bedste er, slet ikke at være født. Vi kommer til Verden under Lidelser, og vi dør under Lidelser. Og efter Døden? Hvad er Evigheden? Mørke, – Hansen! Evig Nat og Tavshed. Har De tænkt paa det?« –

Mads Vestrup selv gik under alt dette modløs omkring, knuget af den samme Ensomhedsfølelse, der i hans Studentertid havde hvilet saa tungt paa ham i den store, fremmede By. Ligesom dengang vaagnede der hver Dag paany en mørk og fjendtlig Stem144|ning hos ham overfor den Nstundesløse og opjagede Storstadsvrimmel, der i hans Øjne jaskede Livet hen som en dum Fastelavnsspøg. Om det saa var denne uskyldige Munterhed i Anledning af Snevejret, vakte den hans Forargelse. Saadan noget Pjankeri! Hvad kunde man stille op med den Slags Mennesker?

Den Opsigt, han havde vakt i Byen, og det Tilløb, som der var til hans Møder, lod han sig ikke Nskuffe af. Det kunde ikke være for at vække den Slags Spektakel, at Gud Herren havde kaldt ham hertil. Næsten daglig fik han forskruede Breve fra Folk, der udbad sig hans Haandskrift eller en Haarlok, eller som forsikrede ham, at han var en ny NMessias. Forleden havde han haft Besøg af en ung Modelaps med Sølvknap paa Stokken, der forestillede sig som Digter og med et modbydeligt urent Smil takkede ham for hans Taler. I sit Raseri havde han Nsat Fyren paa Døren. Intet nedslog ham mere end dette Paahæng, han havde faaet af Nselvstruttende Narre, der gjorde sig interessante med offenlige Erklæringer om, at de Nhøjmodigt havde taget den gamle Gud til Naade igen. Hvad var der at stille op med den Slags Folk? Selv Jørgen Berg, som han dog havde haabet noget paa, var kun bleven ham til Skuffelse. Han havde nylig haft en Samtale med ham og var kommen til den Overbevisning, at han havde været Gud nærmere, dengang han frækt trodsede 145| ham, end nu, da han indbildte sig at være bleven Kristen og dog var lige selvopfyldt og nysgerrigt optaget af, hvad Publikum mente om ham i Anledning af hans Omvendelse.

Men foruden denne glubske Lede, som han samlede i sig ved alt, hvad han saae og hørte, følte han sig ogsaa legemligt utilpas. Den vintermørke By med de endeløse Husrækker gav ham Angstfornemmelser. Hans Bondenatur vantrivedes her som i et Fængsel. Maven var daarlig. Han havde prøvet baade NPeber-Te og Sennepskorn, men lige meget hjalp det. Blodet jog ham til Hovedet ved den mindste Sindsbevægelse, og Søvnen var urolig. Derfor var ogsaa Tonen i hans Taler og Artikler stadig bleven mere mørk og tung. Det løsslupne Markedshumør, som han havde indtaget Enslev med paa Strige-Mødet, var der kun Glimt af tilbage. Samuelsens »NDomsbasun« kaldte Folk ham ikke uden Grund.

Hjemlængslen kunde til Tider overfalde ham som en virkelig Sygdom, der gav ham Feber. Dersom det ikke var, fordi han aldrig kunde Ntænke sig at være ulydig mod sin Herres Befaling, havde han for længe siden været hjemme igen i det lille Fiskerhus ved Stranden, som hans Tanker vaagede over baade om Dagen og i Nattens urolige Drømme. Han saae Stine staa ved sin Strikkemaskine, som hun holdt Hjemmet oppe med. Og hver Dag var han nær146|værende ved NMorgenandagten og hørte bevæget Børnenes Stemmer, mens de sang hans kæreste Salme:

Denne Nat havde han haft en underlig Drøm. Da han sidst var hjemme, havde Stine en Gang taget hans Præstekjole ned fra Loftet for at banke den for Støv og Mug, og Synet af hans Embedsdragt havde faaet det skjulte Saar i hans Indre til at springe op og bløde. Han, som i det forgangne Aar saa ofte i sine Taler havde kaldt Ornatet for Satans Præsteuniform, følte sig ikke vel tilpas, før Kjolen igen hang i Fred paa Loftet. Stine derimod følte ikke noget ved det. Det kunde han se alene af den Maade, hun bankede den paa. Saadan var hun nu engang. Og nu havde hun i sit sidste Brev spurgt ham, om de ikke skulde sælge Kjolen. Den var dog nu til ingen Nytte, skrev hun. Den hang deroppe under Hanebjælken som en hængt Mand og skræmmede Børnene. En Nomløbende NSjakrer havde budt hende Nfemten Kroner for den, og fire Kroner for Kraverne.

Han havde ikke kunnet nægte Tilladelsen, fordi han endnu ikke havde været i Stand til at sende hende mere end 65 Kroner. Redaktør Samuelsen Nkneb paa Honorarerne under det Paaskud, at hver 147| af hans Artikler kostede Bladet en Snes gamle Abonnenter. Heller ikke Møderne gav ham synderlig Indtægt trods de mange Mennesker, fordi Adgangsprisen var sat for lav. Værten i Elysium havde desuden sendt ham en ublu Regning for Belysning og NEkstrakontrol, og da han nægtede at betale den, havde Manden beslaglagt Entre-Indtægten for de senere Møder. Han havde nu maattet skaffe sig et andet Lokale, og det var kommet til Proces.

»Sælg Nkun Kjolen!« havde han svaret. Men i Nat havde han i Drømme set den igen og sig selv i den. Han stod foran Alteret i sin gamle Kirke, hørte igen Menighedssangen tone mildt under de hvide Hvælvinger til Lærer Jensens Orgelspil. Da han vaagnede, mærkede han, at hans Kinder var vaade. Han var bleven vækket af sin egen Hulken.