[203]| IV

[205]| I det Hus ved Skt. Annæ Plads, hvor Enslev boede, var der i denne Tid en støjende Færdsel paa Trapperne af Rigsdagsfolk, Provinsredaktører og andre politiske Tillidsmænd rundt om fra Landet, der søgte den gamle Fører for at skaffe sig Klarhed over den politiske Situation, som syntes de fleste andre end Enslev selv haabløs forvirret. Den gnavne Portner, der tidligere havde haft en roligt levende Lehnsgreve boende paa sin 1ste Sal, gloede som en rasende paa disse trampende Bønder og andre tarveligt klædte Folk, der førte Gadesnavset med sig ind paa Løbetæpperne. Navnlig havde han dog set sig edderspændt paa en lille pelsklædt Herre med Guldlorgnet og Silkehat, der paa alle Tider af Dagen styrtede henrykt ind og ud af Porten med en Portefølje under Armen.

Det var Direktør Zaun.

Stemningen blandt Enslevs Venner var ellers temmelig mistrøstig. Paa Københavns Tilslutning følte man sig vel nogenlunde sikker paa Grund af »Femte Juni«s store Udbredelse og Indflydelse her. Men ude fra Landet bragte hver Dag en ny Jobspost.

206| Enslev selv – og Zaun – var tilsidst de eneste forhaabningsfulde. I sit lange Krigerliv havde han mere end en Gang hugget sig sejrrigt gennem en tilsyneladende haabløs Modstand, og han havde ikke mistet Tilliden til sine Vaaben. Desuden stolede han paa sit Navns usvækkede Magt over Folket. Han havde ikke i mange Aar følt sig saa oplagt.

En Dag i Mørkningen, efter en Arbejdstid, der var begyndt Klokken otte om Morgenen, overvældede pludselig Trætheden ham, mens han sad ved sit Skrivebord. Han lagde Cigaren fra sig, lænede sig tilbage i Armstolen og gav sig for nogle Minuter Søvnen i Vold.

Ved Vinduet sad hans gamle Veninde, Frk. Evaldsen, med en udfoldet Avis, som hun netop havde læst højt for ham. Hun gik i denne Tid helt op i Omsorgen for ham og forlod sjelden Huset før sent om Aftenen. For ikke at vække ham sad hun stille som en Mus. Til Trods for den ubekvemme Stilling, hun maatte indtage paa Grund af Avisen, rørte hun ikke et Fingerled.

Iøvrigt hændte det i den senere Tid temmeligt regelmæssigt, at Enslev saaledes, naar Mørket faldt paa, overraskedes af Søvnen; men han holdt ikke af, at hans Veninde lod sig mærke med sin Viden om denne Gammelmandssvaghed. Overhovedet skulde man i disse Dage vogte sig for enhver Hentydning 207| til hans Alder eller Svagelighed. Han kunde blive rasende, naar Folk i hans Nærværelse brugte Udtrykket »gamle Mænd« om Folk, der ikke i det mindste var halvfems.

Men nu vaagnede han. Han havde hørt det ringe.

»Det er Zaun ... Men hvorfor er her mørkt? Saa drej dog op for Lyset!«

»Nej, det er ikke Zaun,« sagde Veninden efter at have lyttet lidt. »Det er Professor Bendix.«

»Bendix? ... Hvad vil han?«

Døren aabnedes for Husets Læge, der samme Dag var kommen hjem fra sin Udenlandsrejse. En stilfærdig og forlegen lille Mand med Skæg og Briller.

»Ja, hvad vil De mig i Grunden?« sagde Enslev. »Jeg fejler ingenting. Er stærk som en Bjørn! ... Fortæl De hellere lidt om Dem selv og Deres Rejse. De har været i Italien, ikke sandt? De har været saa lykkelig at se Rom og Venedig. Det er altsammen endnu Drøm for mig. Jeg har aldrig haft Tid til at rejse. En førende Politiker er et Lands Lænkehund. Han kommer aldrig selv udenfor Porten.«

Det var nu ikke udelukkende, fordi han ikke havde undt sig Tid dertil, at Enslev aldrig havde været udenfor Landegrænsen. Han havde ingensinde følt stærk Trang til at lære noget andet Land eller Folk at kende end det danske. Og selv sine Landsmænd interesserede han sig i Grunden først for, naar de var 208| bleven Vælgere. Men ogsaa af en anden Aarsag havde han altid holdt sig ved Hjemmet. Med sin mistænksomme Natur, sin aarvaagne Frygt for Forræderi og Baghold, havde han aldrig vovet at slippe hverken Fjender eller Venner af Syne. Han havde taget Lære af, hvad han i sin Tid havde oplevet med en af sine Medbejlere til Førerskabet i Partiet, der under et seks Ugers Kurophold i Karlsbad havde mistet næsten hele sin Indflydelse i Partistyrelsen. Ved hvilken Lejlighed han heller ikke selv havde været helt uvirksom.

Professor Bendix var en omstændelig Fortæller, og Enslev tabte hurtigt Taalmodigheden. Midt under Beskrivelsen af en pompøs Messe i Peterskirken afbrød han ham med Spørgsmaalet om, hvad han mente om de Besværinger, der fra Befolkningens Side var rejst mod en Distriktslæge paa Fyen.

»De er jo Formand for Medicinalraadet og faar altsaa Sagen til Bedømmelse. Hvad tror De, der kommer ud af den?«

Professor Bendix kendte endnu ikke noget til Sagen, og Enslev satte ham med et Par Ord ind i, hvad det drejede sig om.

»Manden er lidt katolsk – saadan maa man vist nærmest opfatte Forholdet. Men det er jo endelig ingen Forbrydelse. Og denne gamle Munkesnak, at vi Mennesker frivilligt skal lade os martre, er aaben209|bart i Færd med at komme paa Moden igen. Det er det samme Vaas, der kolporteres her i Byen af den forløbne Præst, vi en Tid havde bissende i »Femte Juni«. Det skal betragtes som en stor Naade af Forsynet at blive ristet over en sagte Ild og kærtegnet med gloende Tænger. En saadan Kur skal virke til vor moralske Forbedring. Kan De begribe, Professor Bendix, hvorfra Folk faar det lammefromme Sind? Naar jeg har mine Stensmerter, føler jeg Lyst til at styrte ud paa Gaden med en Køkkenkniv og skære Halsen over paa alle mine Medmennesker.«

Professorens store brune Øjne var bleven endnu større bag de tykke Brilleglas. Han forstod ikke, hvor Enslev vilde hen med sin Tale, som der tydeligt stak en Hensigt i.

»Jeg har – som sagt – endnu ikke haft Lejlighed til at gøre mig bekendt med Sagen. Og hvad den omtalte Præst angaar –«

»Ja, han er lige til Tugthuset. Først gaar den Kanalje hos os i to Maaneder og lader sig fede op, og bagefter sælger han sin Fromhed til vore Fjender. Saadan er de Karle! ... Hvad Distriktslæge Gaardbo angaar, saa er han min Nevø. Jeg nævner det kun, for at De kan forstaa, hvorfor jeg oprindelig interesserede mig for Affæren. Det har forøvrigt nu vist sig, at det ogsaa her er Præstepartiet, der har været ude paa Rov. Det vil sikkert blive nødvendigt at 210| undersøge det Forhold nøjere, før der fældes en Dom.«

Professoren forstod Vinket og slog sine Øjne ned. Han svarede, at han ved første Lejlighed skulde sætte sig ind i Sagen, »der jo desværre synes ret alvorlig.«

»I det hele taget, Professor Bendix – De har sikkert gjort den samme Erfaring som jeg, at naar man begynder at rode op i en tvivlsom Affære, finder man altid en Præst paa Bunden af den. Skulde jeg bebrejde mig noget i mit politiske Liv, saa var det fremfor alt det, at jeg ikke paa et langt tidligere Tidspunkt har rejst den Kamp, jeg nu staar i.«

Han forklarede, hvorledes et afgørende Brydetag med Kirken før eller senere blev uundgaaeligt i ethvert demokratisk styret Land. Mistænksomheden overfor Præsteskabet kunde derfor aldrig blive vaagen nok. Som man i Familjer, hvor der var en upaalidelig Kat i Huset, altid, naar der mærkedes en ilde Lugt i Stuen eller der var drukken af Fløden, straks spurgte: »Hvor er Mons?« Eller som hin franske Forhørsdommer ufravigeligt gjorde sig selv det Spørgsmaal: »Où est la femme?« Saadan skulde man overfor enhver Gemenhed i det offenlige Liv altid spørge: »Hvor er Præsten?«

I dette Øjeblik aabnedes Døren, og en Herre gled 211| uanmeldt ind. En slank Skikkelse paa et halvt Hundrede Aar med regelmæssigt smukke men udslukte Ansigtstræk. Fra Hovedskilningen, som delte det graanende Haar ogsaa i Nakken, og ned til Lakstøvlerne var han den elegante Verdensmand.

Det var Anton Bjerreby, Enslevs Husven, af Folk kaldet hans Maître de plaisir. Han havde i sine unge Dage fusket lidt som dramatisk Forfatter og Journalist, havde blandt andet været Medarbejder ved »Femte Juni« i Bladets første Tid, da Enslev selv var Redaktør og skrev det næsten alene. Siden gik han over i praktisk Virksomhed, og var nu en af Cheferne for en af Byens større Vekselmæglerforretninger. Men udenfor sin travle Kontortid var han stadig den samme stilfulde Flanør, som nu i femogtyve Aar havde været Forbillede for alle Strøgets unge Lediggængere. Han havde engang været gift i fjorten Dage, men levede nu som Ungkarl, yndet af mange Kvinder, derfor en af Byens mest søgte Selskabsmænd, hvis elskværdigt paagaaende og smaadrillende Tone selv de færreste Mænd kunde modstaa.

Ogsaa Enslevs Forhold til ham var en Slags Forelskelse, hvis inderste Hemmelighed var den, at Bjerreby aldrig havde misbrugt hans Venskab og overhovedet var en af de faa, paa hvis uforanderlige Hengivenhed han stolede. Trods Aldersforskellen var Tonen mellem dem halvt kammeratlig. Bjerreby 212| var det eneste Menneske, hvis Frisprog Enslev taalte. Han gik ud og ind i hans Hus, som om han hørte til der, og naar han ikke var budt ud i Selskab, kom han gerne af sig selv til Middag.

Hans Tilsynekomst fik hurtig Professor Bendix til at rejse sig og sige Farvel. De to var ikke Venner. Enslev nød fra sin Lænestol det Buk, hvormed de hilste paa hinanden, fordi han mente at vide, at der engang havde bestaaet et Forhold mellem Bjerreby og Professorens Frue.

Kort efter blev der kaldt tilbords.

Enslevs Utaalmodighed ytrede sig aldrig stærkere end ved Maaltiderne. Spiste han alene, varede endogsaa Middagen ikke mere end et Kvarter. Til lille Jensens Fortvivlelse kunde han rejse sig efter den første Ret og lade hende staa der med Stegen og Desserten. Men naar Bjerreby var der og fortalte sine pikante Historier fra den københavnske Selskabsverden, faldt der mere Ro over ham. Bjerreby var en aabenhjertig Fortæller, og Enslev hørte paa ham med en gammel Erobrers forstaaende Glimt i Øjet.

Denne Dag forlod han dog Bordet i Utide, da Zaun havde ladet sig melde.

Den lille rastløse Direktør havde stillet sig helt og holdent til Enslevs Raadighed i denne Tid. Man saae ham indtil sent paa Natten gennemfare Byens Gader i Droske, undertiden, som det syntes, i flere 213| paa en Gang, – altid glad og smilende trods sit hovedkulds Hastværk. Han telefonerede og telegraferede og havde fortrolige Konferencer med Meningsfæller; og flere Gange i Løbet af Dagen vendte han tilbage til Enslev for at afgive Meldinger og modtage nye Ordrer.

Efter en Samtale paa fire Minuter var han borte igen. Men i det samme meldtes Redaktør Samuelsen, som Enslev selv havde sendt Bud efter.

Forholdet mellem Enslev og hans Redaktør havde i den senere Tid udviklet sig til en vedvarende Krigstilstand. I de samme Numre af Bladet, hvor Enslev paa Forsiden lod sin Pen lyne over Tyrstrup og hans kirkelige Hjælpere, kunde der f. Eks. i et Begravelsesreferat være indsmuglet en stærk Anerkendelse af en eller anden Præsts »smukke og fordomsfrie« Tale; eller man kunde finde en rosende Anmeldelse af et religiøst Skrift eller kirkeligt Foredrag.

Enslev opfattede det som et Drilleri af Samuelsen, der efter hans Mening paa den Maade vilde hævne sig paa ham, fordi han ikke havde faaet Lov til at udmaje Bladet med et koloreret Søndagsnumer, et Sportstillæg og den øvrige amerikanske Negerjournalistik, som det var hans Drøm at indføre her i Landet. Trods sin Mistænksomhed var det ikke faldet Enslev ind, at hans Redaktør med Overlæg forberedte en Konflikt.

214| Af den store Almenhed var Samuelsen hidtil bleven betragtet som Enslevs onde Aand, hvem det skyldtes, at »Femte Juni« mere og mere blev til Forargelse. Og Enslev havde fundet sin Regning ved at lade Vælgerfolket blive i den Tro. Denne foregivne Rolle som den store Førers dæmoniske Raadgiver havde tidligere smigret Samuelsen; men den var i den sidste Tid bleven ham til Besvær. Af en ganske bestemt Aarsag var det ham om at gøre, at Folk blev opmærksom paa, hvor dyb Uoverensstemmelsen mellem dem var, særlig paa det religiøse Omraade. Sagen var den, at han bestemt ventede Enslevs Fald og forudsaae, at »Femte Juni« med sin forældede Skikkelse hurtigt vilde blive trukket med ned i Undergangen. Efter hans Mening var det derfor nu det yderste Øjeblik for en klog Rotte at smutte fra den dødsdømte Skude.

Allerede et Par Gange tidligere havde han maattet møde her til Forklaring, og det var kommet til ret alvorlige Sammenstød. Nu havde han bestemt sig til at lade Minen springe. Efter at han nogen Tid i Tavshed havde ladet Enslev overøse ham med Grovheder, rejste han sig op og sagde med sin uforanderlige Elskværdighed, at han efter disse Udtalelser fandt det rigtigst at opsige sin Stilling ved Bladet, da han ikke kunde handle mod sin Overbevisning.

215| Enslev havde nær let højt, da han hørte Samuelsen tale om sin Overbevisning.

»For min Skyld gerne!« sagde han. »Hvornaar ønsker De at fratræde?«

»Ja, De erindrer maaske, at Opsigelsesfristen er tre Dage. Det er en Bestemmelse, De selv i sin Tid forlangte indført i vor Kontrakt. De vilde have Ret, sagde De, til at sætte mig paa Porten, naarsomhelst det passede Dem. Det Udtryk brugte De netop. Jeg anmoder altsaa om Tilladelse til at forlade Bladet iovermorgen.«

Han stak sin uldhaarede Haand indenfor Frakken og fremtog en Konvolut, som han med et ærbødigt Buk lagde paa Skrivebordet.

Enslev havde indtil dette Øjeblik opfattet hans Ord som Skryderi. Samuelsen havde et Par Gange tidligere forsøgt at sætte sin Vilje igennem ved at ymte om at »ville søge sig et taknemligere Virkefelt«. Men Synet af Konvoluten gjorde ham lidt hed om Ørene. Han vidste bedst selv, hvor meget han skyldte denne Mands Forretningsdygtighed.

Alligevel bevarede han sin Ro. »Er det Opsigelsen? Ja, ja, Samuelsen. Hos mig har enhver sin frie Vilje. Altsaa iovermorgen. Farvel!«

Han rakte ham Haanden og lod ham gaa.

Skønt Samuelsen virkelig gik, og han hørte Døren blive lukket, vilde han endnu ikke tro paa, at det 216| var Alvor. Det kunde ikke være muligt! Det lodne Asen maatte vel komme tilbage og gøre Undskyldning! ... Men nu hørte han ogsaa Forstuedøren smække i efter ham.

I samme Øjeblik var han oppe af Stolen, greb sin Stok og stolprede tilbage til Spisestuen, hvor Frk. Evaldsen og Anton Bjerreby endnu sad ved Desserten.

»Nu skal De høre nyt! Samuelsen var hos mig nu og har sagt sin Stilling op.«

»Samuelsen!«

Frk. Evaldsen kastede sig omkring paa Stolen og greb med begge Hænder om dens Ryg.

»Det er da ikke sandt!«

»Hys!« – Enslev strakte Haanden ud og lyttede – »Ringede det ikke? – Nej! Ja, den Slubbert render fra sin Post midt under Kampagnen. Forlader Bladet iovermorgen. Han burde skydes! ... Jeg gad ikke spørge ham om, hvad han agter at tage sig for; men han maa jo sikkert have et Ben gravet ned et eller andet Sted. Han har hos mig haft sine femten Tusinde om Aaret foruden Procenter til mindst det samme Beløb. En saadan Stilling falder man dog ikke over paa Gaden!«

Bjerreby, der med elegante Bevægelser haandterede en Nøddeknækker og havde Tallerkenen fuld af tomme Skaller, sagde paa sin ligegyldige Facon:

217| »Jeg tror, jeg kan give Dem en interessant Oplysning.«

»De!«

»Ja. Jeg hørte igaar paa Børsen et Rygte ... som jeg, ærlig talt, ikke tog mig videre af. Dertil forekom det mig altfor usandsynligt. Men det har aabenbart alligevel været rigtigt underrettet.«

»Saa sig det da, for Pokker! ... Og hold op med det uudholdelige Spektakel der!«

Bjerreby lagde Nøddeknækkeren og sagde:

»Samuelsen skal være Chefredaktør af Præsternes nye Blad.«

Enslev slog Stokken i Gulvet foran sig og hældede sig frem.

»Samuelsen!« brølte han halvt i Latter. »Er De gal, Mand!«

Men i det næste Øjeblik gik der som et Dødens graanende Pust henover hans Ansigt, og han blev stum en Tid.

»At jeg ikke har været klogere! ... Ja, Stensballe er en dristig Mand! Det hele har været planlagt ... De Hunde!«

Han sank paany hen i sig selv, og Bjerreby fortsatte:

»Efter alt, hvad jeg kan forstaa, skal Bladet i det hele slaaes svært op. Jeg har hørt om en Aktiekapital paa en halv Million. Og Tillid til Succes’en 218| maa der være; det slutter jeg af, at Kaffe-Søholm er en af Garanterne. Den Mand vover ikke sine Penge, hvor han ikke mener at kunne gøre Regning paa Aagerrenter. Forresten skal det være Deres egen Brorsøn – den nye Folketingsmand – der har faaet ham interesseret for Bladet. Det hedder sig, at Pastor Gaardbo er bleven Pot og Pande i den Søholmske Familje. De har lært hinanden at kende paa Søholms fynske Gods. Kan han løbe af med den sidste af »Kaffesøstrene«, gør han sgu i enhver Henseende et fint Parti.«

Enslev vaagnede op af sin mørke Tankefuldhed og afbrød ham.

»Ti nu stille! Og hør, hvad jeg vil sige! Dersom Pastor Stensballe og de andre fromme Æsler bilder sig ind, at de har bragt mig i Knibe ved at underkøbe Samuelsen netop nu – saa skal de faa at se, at de har taget fejl! Jeg overtager fra iovermorgen selv Redaktionen. Det Bytte taber Bladet vist ikke ved! ... Det kommer til at gaa lidt ud over min Nattero; men det vænner man sig til. I tolv Aar havde jeg Hundevagten ved mit eget Blad. – Redaktørskiftet skal endnu i Aften meddeles Telegram-Bureauet. Og imorgen Formiddag Kl. 11 skal Redaktionssekretærerne og de faste Medarbejdere give Møde her – undtagen Samuelsen naturligvis. Jeg slaar den fede Gorilla Kortene ud af Haanden! Zaun skal jeg have 219| fat i straks. Hvor han saa er, maa han skaffes tilveje inden en Time.«

De sidste Sætninger rettede han direkte til Frk. Evaldsen, der ogsaa straks rejste sig for at udføre hans Ordrer. Hun og Bjerreby havde vekslet bekymrede Blikke over Bordet; men ingen af dem vovede nogen Indsigelse. De vidste altfor godt, hvor haabløst det under et saadant Udbrud var at ville indvirke paa ham. De havde netop siddet og talt om, at han i disse Dage paa ængstende Maade mindede om en af Uvejr forslaaet gammel Ørn, der kaster sig op imod Stormen med stedse vildere Vingeslag og ikke giver tabt, før Hjertet brister.