Et Par Dage efter, at Bladene havde bragt Meddelelse om Karsten Froms og Jytte Abildgaards Forlovelse, søgte Professor Asmus Hagen sin hjemvendte Ven paa det NHotel ved Kongens Nytorv, hvor Vennen boede. Han havde ikke set noget til ham i flere Dage og var længselsfuld efter at erfare, hvad Virkning Efterretningen havde gjort paa ham.

Da han stod af Sporvognen, saae han, at der var Trængsel omkring Avismanden paa Holdepladsen, og lidt efter stod han selv med et Ekstranumer af »Femte Juni« i Haanden. Det indeholdt Ordlyden af et »Forslag til Beslutning«, som Enslev samme 220| Dag havde indsendt til Folketingets Formand. I voldsomme Ord udtalte det Mistillid til Ministeriet og stillede Kravet om dets øjeblikkelige Fjernelse.

Asmus Hagen stak Papiret i Lommen, og skraade over Torvet hen mod Hotellet.

Torben Dihmer var hjemme. Han stod foran en aaben Kuffert og lagde nogle Bøger ned.

»Hvad betyder det? Skal du rejse?«

»Ja, det veed du jo! Dersom du ikke var kommen, havde jeg gjort dig et Besøg engang i Aften. Nu vil jeg hjem til Favsingholm.«

Asmus Hagen tog Avisen op af Lommen.

»Læs her! Kan det ikke holde dig tilbage?«

»Hvorfor mener du?« spurgte Torben, da han havde gennemløbet Meddelelsen.

»Lykkes det Enslev at skaffe sig blot en nogenlunde præsentabel Minoritet, faar vi Nsikkert nye Valg inden otte Dage.«

»Du har maaske Ret. Men jeg er ganske uinteresseret. Den hele Hanekamp er for mig ikke en Bønne værd.«

»Altsaa stadig lige umulig! ... Hvornaar rejser du?«

»Imorgen. – Men sæt dig nu ned og tag dig en Cigaret og lad os tale om noget andet.«

»Lad mig endnu blot sige om den forestaaende Afgørelse, som altsaa efter din Mening ikke er en Bønne værd, – Enslev er det sidste, skrøbelige Bol221|værk mod den Nmiddelalderlige Syndflod, som nu truer os. Rimeligvis bilder Tyrstrup sig ind, at naar han først faar bundet Munden paa Enslev, skal han snart faa Krammet paa sine nuværende Hjælpere. Han er en godmodig og enfoldig Trækokse, der ikke selv veed, hvem der kører ham. Men han skal nok faa det at mærke! Der er kommen en Musetravlhed over Præsteskabet, der tyder paa store Forberedelser.«

»Naa ja. Vi kommer maaske til at opleve en Kostymeforandring. Andet bliver det dog ikke. Indvendig ser den Slags Folk allesammen ens ud. Med eller uden NMøllesten om Halsen er de lige store Narre eller lige frygtelige Ødelæggere.«

Asmus Hagen, der havde slaaet sig ned i Sofaen, var overrasket over at finde sin Ven saa rolig, næsten oprømt. Men der var samtidig noget i hans Udseende, der ængstede ham. Skønt Torben Dihmer stod ved Vinduet med Ryggen til Lyset, slog det ham, hvor hans Ansigt havde forandret sig de sidste Dage.

»Sig mig, Torben – du glemmer da ikke at tage dine Piller regelmæssigt? Du veed, det er aldeles nødvendigt, at du ikke forsømmer det.«

Vennens Spørgsmaal satte Torben Dihmer i Forlegenhed. Han stod lænet til Karmen og saae ned paa sine Fødder. Pludselig løftede han Hovedet som den, der tager en Beslutning. Og han satte 222| sig stille hen ved Siden af Asmus Hagen og lagde Armen om hans Skulder.

»Jeg vil være fuldt oprigtig mod dig. Det skylder jeg dig. Du har gjort saa meget for mig, og naar jeg nu tilstaar dig Sandheden, vil du vist finde mig skammelig utaknemlig. Men det faar saa være! Fra den Dag for godt et Aar siden, da du kom over til mig paa Favsingholm – i det mindste fra den Dag, jeg rejste hjemmefra som helbredet – har jeg ført en Skintilværelse, som jeg maa befries for. Du forstaar det vist ikke, men saadan forholder det sig. Man sidder ikke tre lange Aar og venter paa at Nblive færget over til den anden Bred uden at faa Mærker af det. Paa mine fysiske Organer har dine Piller gjort Underværker. Jeg er bleven rørig og stærk som før. Men mit Sind – mit hele Følelsesliv – har du ikke kunnet give den gamle Robusthed tilbage; og i den Henseende vil ikke Alverdens Kemikalier kunne hjælpe noget. Med mine 85 Kilo gaar jeg omkring i denne Verden som et lidt uhyggeligt Gespenst, baade for mig selv og jer andre; en Emeritus, dit forhenværende Medmenneske, Asmus, der er ude af Stand til længer at føle synderligt ved det hele.«

»Vil du med alt det sige, at du ikke længer tager dine Piller? For i saa Fald vil jeg lade dig vide –.«

»Jeg veed det. Du behøver ikke at fortælle mig, 223| hvad Følgerne vil blive. Men ser du, jeg er kommen til den Overbevisning, at man ikke skal forsøge paa at stride mod sin Skæbne. For det nytter dog ikke noget. Der gøres ikke Mirakler her i Verden. Heller ikke af Videnskaben.«

»Jeg spørger dig endnu en Gang: er det din Mening, at du vil gøre en Ulykke paa dig selv? At du er begyndt at negligere dit Helbred, har jeg allerede set paa dig. For det Tilfælde, at det er din Hensigt at fortsætte paa den Maade, skal jeg minde dig om den Forfatning, jeg fandt dig i, da jeg kom over til dig paa Favsingholm.«

Torben Dihmer, der havde sluppet Vennens Skulder og nu sad foroverbøjet og betragtede sine Hænder, tøvede længe med Svaret.

»Jeg siger dig jo, at jeg har forliget mig med min Skæbne. Den er nu engang min, og jeg kan ikke længer forestille mig mit Liv uden den. Vi to er viet til hinanden, og – som Formularen lyder – Nhvad Gud har sammenføjet, skal Mennesker ikke adskille. Det kommer der kun Skuffelse og Ufred ud af. Det er, hvad jeg nu har lært.«

»Jeg vil ikke filosofere med dig,« sagde Asmus Hagen. »Dertil synes Sagen mig – ærlig talt – for alvorlig. Men jeg vil gøre dig et Spørgsmaal, Torben. Og nu maa du ikke Ntage mig det fortrydeligt, at jeg taler saa ligefrem til dig om et For224|hold, som jeg ellers ikke skulde have berørt. Synes du, det er dig rigtig værdigt at lade dig slaa saa vanvittigt ud af din Bane for en eneste Kærlighedsskuffelses Skyld? Min Kusine er ganske vist en højst indtagende Dame, og jeg, som har kendt jeres tidligere Forhold, forstaar naturligvis din Bitterhed. Men der findes dog Gudskelov andre indtagende – og mindre vægelsindede – Kvinder i Verden end Jytte; og om du vil gifte dig – hvad jeg i høj Grad vil anbefale dig – behøver du jo ikke at være bange for, at du ikke med Lethed vil finde Erstatning.«

Torben Dihmer sad stadig i den samme Stilling og saae paa sine Hænder. Ved Lyden af Jyttes Navn dirrede det i hans Kinder.

»Det er noget nyt at møde dig som Advokat for Ægtestanden. I gamle Dage havde vi, som du maaske husker, adskillige varme Dispyter om den Ting. Nu kommer dine Rekommandationer for mit Vedkommende N post festum. Og hvad specielt din Kusine angaar, saa vil jeg gerne – siden du nu har taget dig den Frihed at trække den gamle Historie frem igen – saa vil jeg gerne en Gang for alle have det sagt, at jeg betragter det som en NLykke ogsaa for mig, at vort sidste Møde forløb, som det gjorde. Det er altsaa ikke af den Grund, jeg har ladet mig »drive ud af min Bane« – som du siger. Jeg skylder din Kusine stor Taknemlighed, fordi hun dengang 225| med sit standhaftige Vægelsind forhindrede en Ulykke. Det be’r jeg dig om ved Lejlighed at sige hende fra mig.«

Asmus Hagen bøjede sig frem fra Sofahjørnet og bankede ham smilende paa Skuldren.

»Undskyld! Men er det ikke noget, du sidder og forsøger paa at bilde dig selv ind? Indrøm i det mindste, at du ikke havde lagt Vejen til Favsingholm over København, dersom Jytte ikke havde været her.«

Torben blev stærkt rød.

»Naa – og hvad saa?«

»Du havde altsaa et Ærinde.«

»Hvor vil du hen med alt det?«

»Jo, ser du, det har Betydning for mig at vide det. Dine forrykte Selvmordsplaner ... ja, det nytter ikke, du vil protestere. Jeg kalder dem nu saadan! ... Dem havde du altsaa ikke, da du kom hertil. Dem har du udklækket under Indtrykket af, hvad du har oplevet i disse Dage. Der er da lykkeligvis Haab om, at de ikke sidder fastere hos dig, end at du kan bringes til Fornuft.«

»Du tager igen fejl, Asmus! Den Beslutning, jeg har fattet, skal du ikke gøre noget Forsøg paa at faa mig bort fra. Det vil være spildt Ulejlighed. Den er saa gammel hos mig som min Overbevisning om, at vi Mennesker først faar Fred i Sjælen, naar 226| vi holder op med at ville Nfuske den store Verdensmester i Haandværket og ligesom daarlige Skuespillere forvrænge og forfladige den Rolle, vi har faaet tildelt i hans Drama.«

»Hvorfor kom du da hertil?«

»Naar du absolut skal vide det – saa havde jeg ganske rigtig et Ærinde her. Jeg kan ikke gaa i Detailler. Saa meget vil jeg blot sige, at siden jeg nu har set din Kusine og hendes Kæreste sammen et Par Gange, er jeg befriet for min sidste Tvivl om min Overflødighed her. At Hr. Karsten From næppe kan være det Ideal af en Mandsperson, som din Kusine saa ihærdigt har eftersøgt, forandrer ikke noget i mit Syn paa Sagen. Som du forleden meget rigtig sagde: Kærligheden suspenderer Fornuften. Det er sikkert netop dens Bestemmelse.«

Asmus Hagen havde igen lænet sig tilbage i Sofahjørnet. Han betragtede en Tid sin Ven i Tavshed.

»Torben! Vil du – for gammelt Venskabs Skyld – gøre mig en Tjeneste?«

»Lad mig først høre, hvad det gælder.«

»Lov mig at blive her endnu i fjorten Dage. Og opsøg saa dine gamle Venner, kast dig ud i Selskabslivet, prøv i det hele igen at komme i et fornuftigt Forhold til Tilværelsen – og du skal se, hvordan alle dine »Spøgelsefornemmelser« vil forsvinde. Gør i det mindste et Forsøg!«

227| »Du har misforstaaet mig, Asmus! Jeg har ikke Nbeklaget mig. Det skal du heller ikke gøre. Jeg misunder jer ikke jeres Glæder. Jeg har mine egne – som jeg altsaa nu vender tilbage til. Du talte før om den Tilstand, du traf mig i, da du kom til Favsingholm sidste Efteraar. Den har jeg naturligvis ikke glemt; men den skræmmer mig ikke mere. Jeg tror, at jeg nu er i Stand til at skønne paa, hvad jeg dengang lærte. En saadan lang Sygdomstid gør En klog paa mange Ting, som er skjult for de sunde og geskæftige.«

»Hvad er det for Slags Lærdomme, du tænker paa?« spurgte Vennen.

»Det maa du som Læge jo vide bedre end nogen anden, at endogsaa en uhelbredelig Spedalsk kan have sin Lykkeverden. Blot det, at man opdager, hvor lidt der i Grunden skal til for at gøre Sindet glad, er jo en uvurderlig Gevinst. En Fugl, der sætter sig i Vindueskarmen, et Dun, et Støvfnug, der sejler En forbi i Solskinnet, alle disse mange smaa Oplevelser, som hver eneste Dag i Aaret er rig paa, men som vi ellers ikke giver os Tid til at glæde os over, – mere behøves der jo ikke. En saadan Sindets Nøjsomhed har kun Børn og syge Mennesker i vore forjagede Dage. Og saa er den dog Betingelsen for al virkelig Glæde.«

Asmus Hagen svarede efter en Pavse:

228| »Jeg har jo altid sagt dig det, at du gik med Spiren til en Drømmer og Sværmer i dig. Nu har jeg da faaet Ret – desværre.«

»Har du det? Du veed dog, at jeg selv har en ganske anden Opfattelse af min Udvikling. Jeg synes undertiden, jeg er vaagnet op af en lang, dyb Søvn og er den eneste rigtig levende her – i de Dødes Rige. Og hvorfor er du i Grunden saa forarget? Du har dog for dit eget Vedkommende holdt dig det hele Markedsspektakel forsigtig paa Afstand. Du anbefaler mig Ægteskab, men selv har du ikke giftet dig. Du vil absolut have mig ind i Politiken og kaste mig i Armene paa Selskabet, men selv er du mere end ængstelig for at blive begramset af Offenlighedens Slagternæver.«

»Jeg staar i Ambulancen. Det kan give en samvittighedsfuld Mand Beskæftigelse nok.«

Torben Dihmer faldt et Øjeblik i Tanker. Saa nikkede han.

»Det forstaar jeg,« sagde han. »Ja, Menneskeslægten er syg. Afsindig. Hvad jeg i disse ti Maaneder har været Vidne til i tre Verdensdele, har bestandig mindet mig om den uhyggelige Rastløshed, hvormed en gal Mand arbejder paa sin egen Ødelæggelse. Al denne forcerede Kraftudfoldelse, som alle Nationer er saa stolte af, denne vanvittige Produktionsfeber, en Ophoben af Varer, der ikke svarer til 229| noget naturligt Behov men maa paatvinges Menneskeheden med Magt eller Kneb – det er, det maa være et dødsdømt Samfunds sidste Krampetrækninger. – – Det er forresten sandt,« afbrød han sig selv og løftede Hovedet. »Kender du en Distriktslæge Gaardbo paa Fyn?«

»NSeminaristen?«

»Hvad mener du?«

»Saadan kaldte vi ham i sin Tid paa Hospitalet. Det er velsagtens hans taabelige Skriverier, du er kommen ud for.«

»Taabelige? Det finder jeg ikke.«

»Nej, naturligvis!« udbrød Asmus Hagen og rejste sig. »Der maatte det jo ende med dig! Ja, nu forstaar jeg, at du er Ninkurabel!«

Ude paa Gulvet fortsatte han i Forbitrelse:

»Det er virkelig oplivende! Her gaar vi Læger og Videnskabsmænd og arbejder trofast paa at gøre Tilværelsen en Smule menneskelig for vore Medskabninger ... og saa Nfaar vi Skam til Tak af en skørhovedet Kvaksalver, der hidser Folk op imod os. Og forholdsvis fornuftige Mennesker applauderer Manden og finder ham interessant. Det er nydeligt!«

Torben Dihmer rejste sig nu ogsaa. Han gik hen og lagde sine Hænder paa Vennens Skuldre.

»Vi vil ikke skilles som Uvenner! Du maa ikke tro, Asmus, at jeg er utaknemlig. Mere end nogen230|sinde veed jeg nu, hvormeget jeg skylder dig. Uden din Vennehjælp havde jeg endnu været Jordens usleste Menneske. – Men lad mig nu gøre dig et Forslag! Kom over og besøg mig paa Favsingholm, naar der er gaaet et halvt Aar. Det skal da vise sig, om jeg er bleven klogere. Til Sommer altsaa!«

»Du regner med saa store Tal. Dersom det til den Tid var Nfor silde?«

Torben Dihmer vendte sig fra ham.

»Naa ja! Saa er der et Menneske mindre i Verden. Det er det hele!«

»Det vil jeg sige dig, Torben, at Nhavde jeg Magt som Agt, saa fik du ikke Lov til at rejse. Jeg spærrede dig inde, indtil du kom til Fornuft.«

»Ja, ligesom din Bror!« sagde Torben og vendte sig igen omkring. »Jeg forstaar det! Men gaa nu, Asmus! Ellers modstaar du maaske ikke Fristelsen til at erklære mig for gal. – Og dersom du kan, saa bevar endnu lidt Venskab for mig!«