For fuldt besat Sal og overfyldte Tilhørerpladser aabnedes Folketingets sidste Møde før Jul. Det var d. 21. December, Kl. 8 Aften. Oppe fra Galleriet og fra Logerne var alle Kikkerter rettet mod Enslevs hvide Hoved, der for første Gang efter tre Aars Forløb 231| saaes i den Forsamling, som han i over en Menneskealder havde behersket.

Han sad paa sin gamle Plads omtrent midt i Salen og gennembladede de fremlagte Papirer.

Foruden hans Mistillidsvotum stod der paa Dagsordenen nogle Smaasager, der skulde gøres færdige, inden NTinget tog Ferie. Under deres Behandling, som ingen hørte paa, var Medlemmerne i travl Bevægelse, som om der endnu i sidste Øjeblik blev truffet vigtige Afgørelser. Selv Rektor Bohse sad ikke som ellers paa sin Plads som Tingets eneste opmærksomme Tilhører. Sammen med gamle Jørgen Højbo, Lærer Tanning og et Par andre af det tyrstrupske NPartis Ledere var han bleven kaldt til en NKonference i en af Vinduesfordybningerne. Bagefter gik Lærer Tanning rundt i Salen og hviskede Partimedlemmerne en Ordre i Øret.

Da han naaede Højskoleforstander Aleksandersen, hvis slanke Skikkelse som sædvanlig stod lænet op mod en Pille til fri Beskuelse for Damerne i Nden reserverede Loge, efterlod han et Skuffelsens Mørke i Højskolemandens mandige Træk. Det var nemlig bleven bestemt, at kun Tyrstrup selv skulde svare paa Enslevs Angreb, idet man frygtede for, at Kirkefolkets kampivrige Ordførere under en vidtløftig Debat skulde aabenbare for mange af de skjulte Brist i Partiets Sammenhold.

232| Under alt dette sad Enslev i utilnærmelig Ensomhed og bladede i sine Papirer. Ikke en eneste Gang saae han op.

Frem og tilbage langsmed Væggen gik hans Ungdomsven og Dødsfjende Gjærup med sine lange Arme bag paa Ryggen. Som en Mørkets Hævnaand gik han der og gned Fingerenderne mod hinanden. Naar han engang imellem standsede og saae ud over Salen, blev hans Brilleglas hvide i Glødelampernes Skær som blinde Øjne. Fyrretyve Aars opsamlede Had skulde endelig mættes. Fyrretyve Aars Ydmygelser og Spot skulde nu gengældes. Ingen havde i disse Dage været mere virksom end denne gulblege Mand, der engang var Enslevs mest trofaste og opofrende Ven. Hvad enten det galdt om at friste en af Fjenderne til Frafald eller at true en vankelmodig Partifælle paa Mandatet, havde han vist den samme Iver. Det var ogsaa ham, der havde ført Samuelsen og Pastor Stensballe sammen til deres første, hemmelige Forhandlinger om Overtagelsen af den nye Redaktørpost. Naar i det hele dette Folketingsmøde var bleven saa snildt forberedt, saa virkningsfuldt tilrettelagt som en Slags offentlig Henrettelse, hvor Folket ved sine NTillidsmænd skulde Ndømme en gammel NMisdæder fra Ære og Liv, var det først og fremmest Gjærups Værk.

Pludselig blev der forøget Røre i Salen. Alle Med233|lemmer skyndte sig til deres Pladser. Formandsklokken havde lydt. Behandlingen af de mange Smaasager var ført tilende paa tyve Minuter.

Efter en ganske kort Pavse rejste Formanden sig igen og oplæste det indbragte »Forslag til Beslutning«. Derpaa gav han Ordet til det ærede Medlem fra NKøbenhavns tredje Valgkres. Det var Enslev.

Man saae ham rejse sig fra sin Plads, og det var i samme Nu, som om han var den eneste levende i hele Salen, saa lydløst stille blev der. Alle Øjne fulgte ham paa hans hurtige Gang hen til Talerstolen. Man hørte de dumpe Stød af Stokken mod Gulvtæppet, og i den store Stilhed føltes Lyden lidt uhyggelig, som om den var et Varsel. Men nu stod han deroppe med tilbagekastet Hoved og lod sit mørkt flammende Blik langsomt glide hen over Forsamlingen, flytte sig ligesom søgende fra Sted til Sted og derpaa løfte sig op til Loger og Galleri – saadan som han havde haft for Skik, saa langt nogen kunde huske tilbage.

Det slog i disse Øjeblikke mange, hvor stærkt hans lille blyfarvede Ansigt med dets Indramning af uldhvidt Haar og Skæg var blevet mærket af den Draabe NTaterblod, der for mere end hundrede Aar siden havde forvildet sig ind i hans Slægt. Der var baade Vildskab og Snuhed og mistænksom Frygt i dette Blik, hvormed han ligesom kastede et 234| Garn ud over alle sine Tilhørere for straks at fange dem ind under sin Personligheds Magt.

Han begyndte sin Tale med næsten uhørlig Stemme, hvad der hos flere af dem, der var fortrolige med hans Virkemidler, vakte en Anelse om, at han ved denne Lejlighed underfundigt vilde spille med Dæmper paa Strengene. Det skabte nogen Ængstelse hist og her i det tyrstrupske Parti, hvor man trods alt ikke var ganske tryg. Det var før set, at Enslev havde vendt Stemningen i en Forsamling ved en Overlistelse. Skulde tilmed Tyrstrup være uheldig med sin Forsvarstale – hvad man desværre maatte regne med – kunde Resultatet af Afstemningen let blive usikkert. Og det var ikke tilstrækkeligt, at Enslevs Forslag slet og ret forkastedes. Det maatte ske paa en saa afgørende Maade, at den sidste Rest af Magt blev slaaet den gamle NVoldsmand ud af Haanden.

»Dersom jeg i dette Øjeblik,« sagde han, »da mit lange, politiske Liv nærmer sig sin Afslutning – og maaske staar jeg paa denne Talerstol for sidste Gang – dersom jeg nu skulde samle i et enkelt Ord, hvad jeg kunde ønske at efterlade som Summen af mine Erfaringer ... efterlade som en politisk Arv til dem, for hvem Frihedens Navn endnu er et helligt Navn; til dem, som ikke har glemt, at Trældommens Dage, at NTræhesten og NNaadigherrens 235| Hundepisk, ikke er Drøm og Digt, og som forstaar, at Friheden endnu kun er som et diende Barn i Verden, der Dag og Nat maa værnes og værges – – da maatte dette Ord lyde, som det har lydt de hundrede Gange før fra erfarne Statsmænds Læber: Vogt paa Herrerne i de lange Kjoler!«

Trods hans fuldkommen rolige Tone gik der pludselig en bølgende Bevægelse gennem Salen. Oppe i Galleriet raabte en kraftig Stemme: »Bravo!« Da Formanden i den Anledning Nrørte Klokken og formanede Tilhørerne til Tavshed, gjorde Enslev et Ophold, hvorunder han paa sin hastige Maade nedsvælgede et Glas Vand i et Par Slurke.

Først da der igen var bleven fuldkommen Ro, fortsatte han:

»Der er to store Onder, der har hærget Menneskeheden fra Tidernes første Begyndelse. Det er Tyranni og Overtro. Kampen mod disse to ødelæggende Magter udgør den hele Verdenshistorie. Hvor de virker hver for sig, kan de være frygtelige nok; men det er dog først, naar de optræder samlede, at de bliver den Ulykke, der lægger Verden øde for Menneskene. Men paa en saadan Overenskomst mellem Tyranni og frygtsom Overtro hviler ethvert organiseret Kirkesamfund. I alle Lande og alle Tider var da ogsaa Kirken, Moskeen og Synagogen Despotiets sikreste Forbundsfælle, NVoldsherredømmets 236| faste Borg, dets Tilflugtssted og Skalkeskjul i Modgangens Dage. – Hvorledes har nu vor Regering vogtet paa denne skjulte Fare?«

Han gennemgik Ministeriets Historie for at vise, hvor svagt det havde været overfor Kirkens fornyede Forsøg paa at ophøje sig til et NOverværgeraad for Folket under Paaberaabelse af guddommelig Myndighed. Som et Eksempel nævnede han Valget af den nye NKultusminister. For første Gang siden NDemokratiets Sejr var Skole, Videnskab og Kunst igen givet ind under en NKirketjeners Formynderskab, og det var en offenlig Hemmelighed, hvilke Kræfter der havde været i Bevægelse i den Anledning. Men ogsaa Besættelsen af andre vigtige Tillidsposter omkring i Landet, og ikke mindst Regeringens – som oftest underjordiske – Virksomhed ved sidste Valg, viste klart, hvor eftergivende den var bleven overfor Kirkens anmassende Krav.

»Den nuværende Slægt har faaet Friheden i Vuggegave. Den Nskulde dog ikke glemme, hvad den har kostet af Blod og Taarer. Men først og fremmest skulde vi ikke indbilde os, at den er bleven et umisteligt Gode, da der tværtimod er al Grund til at vise den yderste Aarvaagenhed. Vi lever i en Tid, da Frihedens Dødsfjender igen begynder at rejse Hovedet over hele Verden. Rundt om i NGehejmekabinetter af forskellig Art Nlægges onde Raad op 237| imod den. Enhver, der har Øre at høre med, maa kunne fornemme det, hvordan der paany i Mørke og Skjulthed smedes Lænker for Folket og dets Sønner. Vi ser jo ogsaa, hvordan en ny Tids Poeter og Profeter frækt udsaar Mistillid til Aandsfrihedens Velsignelser og omdøber Trældom og Overtro med skønt klingende Navne. Og i en saadan Tid giver vor Regering sorgløst Landets Ve og Vel i Hænderne paa en Stand, hvis Kald og hellige Pligt det er at undergrave den vaagnende Folkevilje, at mistænkeliggøre Menneskets Liv i dets morgenfriske Kraft og Fylde til Bedste for et Fædreland hinsides Skyerne.«

Med et kort, ligesom uvejrsbelyst Udsyn over Danmarks Historie i de sidste hundrede Aar søgte han at godtgøre, at alle tidligere Forsøg fra Kirkens Side paa at tiltvinge sig Førerskabet i Landet havde været NForbud paa nationale Sammenbrud. Han nævnte NGrundtvigs kværulerende Vækkelse i Aarhundredets Begyndelse umiddelbart før NStatsbankerotten, og talte om Ndet politiske Kirkeregimente i Aarhundredets Midte, der førte til den store Krigsulykke i Treserne. Og han fortsatte efter en Pavse, hvorunder han igen havde set sig truende rundt i Salen:

»Der fortælles om forskellige gamle Borge, at der ved forestaaende Ulykker aabenbarer sig en graa238|klædt Dame, en sort Ridder eller en anden Genganger fra en svunden Tid, der varsler om Katastrofen. Vi hører ogsaa Søfolk tale om Klabautermanden, der viser sig i Rigningen eller ved Roret, naar Skibet styrer sin Undergang imøde. Saadan synes ogsaa ethvert gammelt Land, naar man læser dets Historie, at have sin varslende Skygge. Jeg tilstaar, jeg har aldrig betragtet det som nogen Tilfældighed, at der stod en Nbispeklædt Mand ved Statens Ror i Ulykkesaaret 1864. Var det i hvert Fald ikke et Symbol? Og bør det ikke være os en Advarsel?«

Skønt han hele Tiden havde vedligeholdt den beherskede, næsten spagfærdige Tone, han begyndte i, havde der flere Gange under hans Tale lydt knurrende Protester rundt om fra Salen. Adskillige af hans gamle Venner blandt Bønderne sad med et indadvendt og bedrøvet Udtryk. En skægget NMissionsmand fra Vestjylland havde foldet Hænderne og stirrede op paa ham i ophidset Forfærdelse.

Han følte det selv, at han talte mod en Mur. Han mærkede ogsaa, hvordan den Kulde, der slog op imod ham fra disse tætte Rækker af forhenværende Tilhængere, efterhaanden lammede ham. I den mere end hundredhovede Forsamling var der ikke tredive, som ikke i sin Tid havde modtaget deres politiske Daab af hans Haand; hvem han ikke som 239| Faddergave havde skænket deres Plads her i Tinget og siden ødslet sin Beskyttelse paa og delt sin Hæder med i sine Velmagtsdage. Nu viste de Hunde ham ganske aabenlyst deres Had!

Højskoleforstander Aleksandersen, der allerede et Par Gange havde vakt Opmærksomhed med dristige Afbrydelser, raabte efter hans sidste Ord: »Bagvaskelse!« – Han sendte ham et Lyn med Øjnene, men tav. Han vovede ikke at udslynge det Svar, der brændte hans Tunge. Han bed Tænderne sammen af Frygt for at slippe sin Lidenskab løs nu, da der var baade Skrig og Hulken i hans Sind.

Lidt efter sluttede han sin Tale, fordi han følte sig svimmel. Kort samlede han, hvad han havde sagt, i en Opfordring til at nedstemme Ministeriet, der skammeligt havde misbrugt Folkets Tillid og forraadt dets helligste Sag.

Fra Tilhørerne havde man under Slutningen af hans Tale ikke hørt en Lyd. Alle sad spændt optaget af at følge Røret i Salen, var lutter Øjne og Øre for ikke at Ngaa tabt af den mindste Afbrydelse. Men i samme Øjeblik, Enslev sluttede, skiftede Billedet om. Det var nu fra Rækkerne i Loger og Galleri, at der steg et Brus af Bevægelse, hvorimod Livet i Salen stivnede som ved Berøringen med en NKommandostav. Da han gik ned fra Talerstolen saae man, at han var uhyggeligt bleg.

240| Idet han paa Vejen til sin Plads passerede Stenografernes Bord snublede han lidt over en Fold i Gulvtæppet. En Stenograf, der netop havde rejst sig, greb ham ærbødigt om Armen for at støtte; men i Stedet for at takke ham, sendte han ham et forbitret Blik.

Da han var naaet tilbage til sin Plads, kom efterhaanden en fem-seks af Tingets Medlemmer hen og trykkede hans Haand. Det var alt.

Lærer Tanning hældede sig over mod Jørgen Højby, der var hans Nabo:

»Det Snigløb havde han ingen Held med,« sagde han smilende. »Han er bleven for gammel!«

»Ja, det var mat!« erklærede den anden.

Imidlertid havde Formanden ringet og givet NKonsejlspræsidenten Ordet.

Da Tyrstrup rejste sig fra Ministerbordet, saae man med Skræk, at han tog en stor Bunke Papirer med sig. Den upopulære Mand var frem for alt berygtet for sine Taler, der ogsaa var lige saa formløse og tunge som han selv. Navnlig bragte han sine Tilhørere til Fortvivlelse med samvittighedsfulde Oplæsninger af statistiske Tabelværker og lignende Dokumenter, som han i sin haardnakkede Saglighed hvert Øjeblik fordybede sig i. Nu var han tilmed øjensynlig stærkt nervøs, og hans faa Venner sad 241| som paa Naale af Frygt for, at han netop ved denne Lejlighed skulde vise sig særlig uheldig.

Da kom der noget uventet. I samme Øjeblik, han viste sig paa Talerstolen, stod Enslev op fra sin Plads og forlod Salen. Det skete paa en Maade, der udelukkede enhver Tvivl om Hensigten. Det var en overlagt Demonstration rettet mod den Mand, han især følte sig forraadt af og forfulgte med sit Had.

Der blev stor Bevægelse, navnlig da det straks efter forlød, at han var taget hjem og ikke vilde overvære Afstemningen. Men forresten virkede Demonstrationen ikke efter Hensigten. Selv paa Enslevs Venner gjorde den et forstemmende Indtryk. De indrømmede bagefter, at det var en beklagelig NForløbelse.

Ogsaa af en anden Aarsag vendte Stemningen i Salen og paa Tilhørerpladserne sig til Gunst for Tyrstrup. Netop fordi han aldeles ikke gjorde Forsøg paa at kappes med Enslev i Veltalenhedens Kunst og i det hele forsmaaede enhver Udsmykning, virkede han i Øjeblikket til manges Overraskelse baade ved sit Ord og sin tilforladelige Personlighed med en egen overbevisende Magt. Dertil kom, at han paa Grund af Enslevs Bortgang talte ganske kort. Helt slap man vel ikke for Tabelværkerne; men hele Talen varede knap et Kvarter.

For første Gang i sin Ministertid havde Tyrstrup 242| en Succes. Baade da han udtalte, at han havde følt det som sin politiske Opgave at skaffe Folket Ro til en højst fornøden Selvbesindelse, idet vi i den sidste Menneskealder baade aandeligt og materielt havde levet over Evne og taget Forskud paa Nationens Kraft, og da han sluttede med at sige, at just fordi den almindelige Verdenssituation gav berettiget Aarsag til Ængstelse for et lille Folk som det danske, vilde han anse det for ensbetydende med en Dødsdom over Landet, dersom dette nu paany førtes ud i oprivende Borgerkampe, lød der livligt Bifald.

Saasnart han var gaaet ned, meddelte Formanden, at der var indkommen Begæring om Afslutning. Lidt efter begyndte Stemmegivningen, der paa Forlangende af Ndet ministerielle Parti foretoges ved Navneopraab.

Enslevs Mistillidsvotum var formet saaledes, at man med sit Nej tiltraadte det, med sit Ja forkastede det. De fleste Medlemmer blev paa deres Pladser, og der sporedes i Begyndelsen trods alt en Del Nervøsitet for de Overraskelser, Afstemningen kunde bringe. Men da det viste sig, at NSocialdemokraterne, hvis Lod i Vægtskaalen Regeringspartiet mest havde frygtet, holdt sig udenfor Striden og svarede »Stemmer ikke«, varede det ikke længe, før Resultatet klart kunde forudses.

Under dyb Stilhed fortsattes Opraabene. Sindene 243| var højtideligt Nbetagne, omtrent som naar man Nytaarsnat Klokken tolv hører Uret Nfalde til Slag og med Øjnene følger Viserens Gang i Aarets sidste Minuter.

»Ja – Ja – Ja – Ja – Nej.«

Det lød næsten som et hørligt Tik-Tak af det store NTaarnværk, der afmaaler Historiens Gang, og som om lidt ved Tingets Formand vilde lade udraabe, at en Tidsalder var gaaet under, en NStorm­ og Sværdtid afmægtig sunket i sin Grav.

Efter at endnu en halv Snes Minuter var forløbet, rejste Formanden sig for at meddele Resultatet. Og det viste sig, at Enslevs Nederlag var endnu mere afgørende end ventet. Kun tolv Medlemmer havde fulgt den Mand, der endnu for faa Aar siden havde været Landets næsten enevældige Herre.

I Baggrunden af den reserverede Tilhørerloge stod Zaun paa Spring med Haanden bag Øret. Der var bleven ham det Hverv betroet at bringe Enslev mundtlig Efterretning om Udfaldet; og næppe var Tallene nævnt, før han styrtede ned ad Trapperne og ud paa Gaden, hvor en NDroske ventede.

Oppe i det Hjørne af Galleriet, hvorfra der tidligere havde lydt en kraftig Mandsrøst, begyndte der Spektakler. Der blev raabt »Leve Enslev!« »Ned med Præsterne!« – Men i det samme rejste gamle Rektor Bohse sig nede i Salen og udbragte med 244| Graad i Stemmen et Leve for Konge og Fædreland. I de Hurraer, der fulgte, druknede Revolutionen paaA Galleriet; og blandt de mange andre bevægede var der virkelig dem, som i disse Øjeblikke syntes at høre NDommedagsklokken lyde over NEvighedens Vande og forkynde NGudemørkets Ophør.