Zaun, der allerede havde naaet Skt. Annæ Plads, fløj i dette Øjeblik forbi den edderspændte Portner og stormede op ad Trappen. Først da han stod foran Enslevs Dør og allerede havde ringet paa, kom han til Besindelse. Indtil dette Øjeblik havde han været saa opfyldt af selve sin Mission, at Betydningen af de Navne og Tal, han krampagtigt fastholdt i Hovedet, ikke var naaet ind til hans Bevidsthed, endsige gaaet op for hans Fantasi, som i det hele var den Evne hos den lille rastløse Mand, der arbejdede besværligst. Nu slog det ned i ham, hvad det var for et Rædselsbudskab, han bragte; og han følte sig ganske lammet ved Tanken om, hvad Enslev vilde sige.

Lille Jensen lukkede selv op.

»Herren er i sit Arbejdsværelse,« sagde hun.

Da Zaun stod ved Døren og hørte Lyden af Enslevs Stok derinde, trykkede han Haanden mod sit Hjerte for at samle Mod. Saa bankede han paa og 245| klemte sig ind. Enslev var standset midt i Stuen med løftet Hoved, og Zaun saae straks, at han var forberedt paa alt. Der var over hans Holdning en Majestæt som Ørkenløvens, naar den har hørt Riffelens Knald fra Bagholdet og mærket Kuglen i Hjertet men endnu staar oprejst.

»Naa?« sagde han.

Men Zauns Sindsbevægelse tog nu fuldstændig Magten fra ham. Overvældet af Sorg og Skam over Forræderiet mod den Mand, der i hans Øjne næsten var mere end et Menneske, sank han ned paa en Stol ved Døren og skjulte Ansigtet i sin Haand.

Der blev et Øjebliks Stilhed. Saa gik Enslev ham nærmere.

»Hvad gaar der af Dem, Zaun? Jeg er dog ingen gammel NKælling, der ikke taaler at høre Sandheden. Jeg lover Dem højtideligt, at jeg ikke skal slaa Dem ihjel, dersom De blot kan melde om ti retfærdige i NGomorrha.«

»Tolv!« udbrød Zaun og løftede sit fortvivlede Ansigt.

»Tolv?A ... Naa ja! NSaa mange havde ogsaa Kristus. Jeg vil tage det som et godt Varsel!« sagde Enslev med en Overgivenhed, der gik Zaun gennem Marv og Ben. »Lad mig høre ... Hvem var det?«

Navnene paa de trofaste blev nævnt. Nogle af dem var Folk, som paa en eller anden Maade var 246| bleven afhængige af Enslev, havde laant Penge af ham, eller havde faaet deres borgerlige Ære anbragt hos ham som en Slags Pant.

»Skete der ellers noget? Var der Demonstrationer af nogen Art?«

»Jeg veed ikke ... Jeg tog jo straks bort. Men jeg mærkede ikke noget.«

»Ja ja. Gaa nu, Zaun! ... Og sig derude, at jeg ikke vil forstyrres,« føjede han til, da han hørte det ringe.

Det var Frk. Evaldsen og Anton Bjerreby. Ogsaa de havde skyndt sig hertil for at bringe Underretning. Zaun standsede dem i Forværelset, og de satte sig alle tre modfaldne ind i NBibliotekskabinettet.

I Løbet af den følgende halve Time, mens Enslev stadig opholdt sig for lukkede Døre i sin Arbejdsstue, samledes i den store Modtagelsessal og det tilstødende Bibliotek henved et halvt Hundrede politiske Venner, et broget Selskab af Rigsdagsmænd, Provinsredaktører og Folk af alle Rangklasser lige fra NEtatsraader og Universitetsprofessorer ned til tykke Møller, der netop havde opnaaet en længe attraaet Ansættelse ved »Femte Juni«, efter at Samuelsen havde lokket flere af Bladets kvikkeste Penne med sig over til det nye Blad.

Ogsaa Professor Bendix havde indfundet sig, mest 247| dog i sin Egenskab af Husets Læge. Den lille brunøjede Mand gik urolig omkring. Han var bekymret for sin Patient paa Grund af den voldsomme Kraftanspændelse, han i denne Tid stadig bød sig selv trods alle hans Formaninger.

Pludselig stod Enslev i Døren, og alle blev tavse. Han havde staaet der et Øjeblik uden at blive bemærket, og Synet af denne opskræmte og raadløse Skare fyldte ham med Lede og Foragt. Men han Ngjorde Vold paa sit Ansigt, smilte, og gik med hurtige Skridt rundt i Salen og hilste paa »sine Kondolanter«, som han lidt spydigt kaldte dem.

Tilsidst stod han midt i Salen under Lysekronen og holdt en kort Tale, hvori han bad sine Venner om ikke at misunde Dagens Helte deres Triumf. Den var købt for Blodpenge, og den Mindesten, Historien engang vilde rejse over denne Sejr, blev en Skamstøtte.

»Men nu Godnat, mine Herrer! Jeg har mit Blad at passe og maa ind til mit Skrivebord.«

Paa Vejen tilbage til Arbejdsværelset vilde først Frk. Evaldsen og siden Bjerreby opholde ham. De blev begge barskt afviste. Derimod sendte hanA Bud efter Professor Bendix, der just stod med Overtøjet paa for at gaa.

Han sad tilbagekastet i sin Skrivebordsstol, da Lægen stille kom ind.

248| »De ser saa forskrækket ud, Professor Bendix. Jeg har da ikke paa min Samvittighed, at De kommer for sent til et Stævnemøde? Sæt Dem ned! Jeg skal ikke opholde Dem længe. – Som De maaske husker, er det nu snart to Aar, siden vi havde vor sidste, indgaaende Samtale om min Sygdom. Jeg spurgte Dem, om De troede, at en Operation kunde Nhæve Ondet eller dog hjælpe varigt paa det. De gjorde mig bekendt med deres statistiske Materiale og fraraadede Forsøget paa Grund af min Alder. Jeg er ikke bleven yngre siden dengang. Alligevel spørger jeg Dem, Professor Bendix: vil De operere mig, naar jeg fritager Dem for ethvert Ansvar? Jeg kan ikke blive ved at arbejde med denne evige Trusel hængende over Hovedet paa mig. I de sidste fire Maaneder har jeg tilbragt 27 Dage i min Seng. Og den kommende Tid vil stille Krav til mig, der Nfordrer tolv Mands Styrke. Et halvt Aarhundredes politiske Arbejde er ødelagt og skal gøres om af mig – af mig alene! Naar jeg er borte, er Folket værgeløst. Tro ikke paa Flosklen om en Folkevilje. Et Folk er altid sorgløst som et Barn. Bliver der ikke leget med det, synker det tilbage i sin Natursøvn – og vaagner op i Lænker.«

Mens han talte, var han staaet op fra Stolen. Med Støtte af Stokken gik han frem og tilbage paa et 249| lille Stykke af Gulvet, og Professor Bendix fulgte ham bekymret med sine trofaste Hundeøjne.

Tilsidst standsede han foran Lægen; og da denne derfor vilde rejse sig, lagde han Haanden paa hans Skulder og bad ham blive siddende.

»Jeg har nu gjort Dem bekendt med mit Ønske, og at jeg selv overtager Risikoen. Jeg veed, at Chancen for et heldigt Udfald i ingen Henseende har forbedret sig for mig siden sidst. Men De har jo Ord for at have en Nlykkelig Haand, Professor Bendix. Og hvem kan vide? Maaske gælder Statistiken kun for Klodrianer.«

For at undgaa at sige ham Sandheden bad Professoren om Betænkningstid. Han vilde gerne raadføre sig med Professor Hagen, der nu saa længe havde tilset ham.

»Jeg giver Dem Frist til imorgen!« sagde Enslev. »Men ikke længer! Jeg taaler alt undtagen Uvisheden. Staar jeg det ikke igennem, taber Verden ikke noget ved at blive en syg og træt Mand kvit – og jeg endnu mindre. Men kommer jeg over det ... kan De skaffe mig min fulde NRørlighed tilbage blot for to Aar ... saa skal der blive holdt Dommedag her i Landet, saa Usselryggene skal ryste i deres NSmuthuller af Skræk. – – Veed De, Professor Bendix, at jeg ikke siden min Ungdom har følt mig saa fri og glad som i Aften. De for250|staar det ikke. Jeg skal forklare Dem det. Jeg har jo Ord for at være den af alle danske Statsmænd, der har holdt de fleste Taler. Og saa har jeg i Virkeligheden været den tavseste Mand i Landet. I fyrretyve Aar har jeg tiet. Det er en Partiførers Lod at være en Mand af alles Mening. Den første Gang, jeg talte, som jeg tænkte, sprængte jeg mit Parti i Stumper og Stykker. Nu har jeg faaet min Frihed tilbage! Resten af mit Liv vil jeg være min egen Herre – –«

Han standsede, afbrudt af Hurraraab fra Pladsen udenfor.

»Hvad er det?«

Ved Løbesedler fra Bladene var Resultatet af Rigsdagsmødet allerede ført ud over Byen som af en Hvirvelvind; og nu havde en fælles Indskydelse samlet nogle hundrede Mennesker nedenfor Enslevs Vinduer for at bringe ham en Hyldest som Protest mod Afstemningen.

»Leve Enslev! ... Ned med Tyrstrup! ... Hurra! Hurra! Hurra!«

Han lyttede. Denne Lyd, som han saa længe havde maattet undvære, denne hans Alderdoms Livmusik, som han midt i sin Menneskeforagt bestandig tørstede efter, forvandlede ham med et. Hans Øjne blev milde, hans Smil lyste.

Bjerreby stak i det samme Hovedet ind ad Døren.

251| »De bliver vist nødt til at vise Dem, Enslev. De Folk derude vil absolut se Dem.«

Fra Modtagelsessalen gik en Dør ud til en Altan. Salen var tom nu. Lysekronen derinde var allerede slukket, men blev nu atter tændt. Opildnet af de ufortrødne Hurraraab vilde Enslev gaa ud paa Altanen som han gik og stod. Da Frk. Evaldsen kom løbende med hans Pels, skød han hende utaalmodigt til Side. Bjerreby maatte stille sig i Vejen for ham og overtale ham som et Barn for at faa ham til at tage Pelsen paa.

Da Dørfløjene sloges tilside, og Mængden derude fik Øje paa hans Skikkelse i det udstrømmende Lys, brød en Jubel løs under den stjerneklare Frosthimmel. Hele Pladsen foran Huset var nu sort af Mennesker. Fra de tilstødende Gader strømmede Folk til. Der svingedes med Hatte og viftedes med Lommetørklæder. Hist og her hørtes dog ogsaa Pift i Fingre og Gadedørsnøgler, og et Sted midt i Folkemassen begyndte der et Slagsmaal.

»Enslev leve! ... Ned med Tyrstrup! ... Ned med de sorte Præster!«

Han løftede Haanden; og da man forstod, at han var begyndt at tale, blev der i samme Nu saa stille, at hans svage Stemme kunde høres over hele Pladsen.

»Ja, ned med alt, hvad der vil skygge for Solen! 252| Ned med de Mørkets Magter, der nu rotter sig sammen for at standse det frie, selvraadige Menneskes Sejrsgang over Verden! Ned med det lyssky Troldtøj, der paany vralter frem fra alle underjordiske Kroge! Ned med det Alvorsfolk, der bag Bekymringens Maske skjuler sit Had og mætter sin Skadefryd! Den NNiddingsdaad, der er fuldført i Aften, kalder paa alle dem, der endnu finder det værd at kæmpe og lide for Retten til at leve under Frimands Kaar. Jeg stoler paa Ungdommen! Den vil ikke lade sig Nbedrage for Livet! Ikke lade dets Blomster besudle, dets Frugter forgifte af Afmagtens og Misundelsens Sneglespyt! ... Denne skønne Jord under Stjernehimlen er vor. Vi elsker den som vor Mor og anerkender ingen fremmed NVoldsherres Ret. Vi vil værne dens Ukrænkelighed under Ansvar for de ufødte Slægter! ... Et Leve for Friheden! Et Leve for Danmark! Et Leve for Frihedens Danmark!«

Fulgt af nye Hurraraab og et Par Fløjters Skingren vendte han tilbage til sin Arbejdsstue. Her havde Professor Bendix hele Tiden staaet ved Siden af sin Stol og ventet paa ham.

Enslev rakte ham Haanden. Hans Ansigt dirrede af mørk Uro.

»Imorgen altsaa bringer De mig Besked. Men det vil jeg sige Dem. Dersom De vægrer Dem, henven253|der jeg mig til en anden. De hører jo ... der er endnu Liv i Folket!«

Uden at svare noget herpaa spurgte Professoren, om han ikke skulde skrive ham et Sovepulver op.

»Efter denne meget anstrengende Dag vilde det for alle Tilfældes Skyld være heldigt, om De fik hvilet godt ud.«

»Det faar jeg tidsnok. En Mand i min Stilling, Professor Bendix, maa vænne sig til at undvære Søvn. Ellers strækker Livet ikke til. Og jeg har ogsaa i den Henseende haft en Natvægters Kaar her i Landet. Godnat!« –

Først Klokken fire om Morgenen slukkedes Lyset over Enslevs Arbejdsbord.