En Solskinsdag i Begyndelsen af Januar kørte Jytte og hendes Kæreste i en elegant Vogn til Raadhuset. Da de en halv Time efter kom ud derfra, var de gifte. De var begge meget lykkelige. I det smukke Vejr kørte de ud til NFrederiksberg Have, hvor de spiste Frokost. Den næste Dag skulde de rejse til Italien og indtil videre bo i Gargnano, en lille By ved Gardasøen, som Jytte paa sin første Italiensrejse havde forelsket sig i og allerede dengang udset sig til Kærlighedsskjul i sine Hvedebrødsdage.

254| De havde iøvrigt lejet en beskeden 4 Værelsers Lejlighed i NGrønningen og ogsaa købt noget NUdstyr; men da de vilde være borte hele Vinteren, havde de ikke indrettet sig med nogen Husholdning. Den altfor Nkundskabsrige Frk. Svendsen havde Karsten From skilt sig af med sammen med adskilligt andet ubekvemt, der hørte hans Fortid til.

De havde begge to været lige utaalmodige efter at faa alting ordnet til Bryllup. For Jyttes Vedkommende skyldtes det især Forholdet til Moderen, der gjorde hende hver Dag i Hjemmet til en Plage og samtidig knyttede hende endnu fastere til hendes NVen. Men ogsaa den mere og mindre nærgaaende Forargelse eller Medynk, der vistes hende af de fleste af hendes Bekendte, havde gjort hende Tilværelsen i Byen uudholdelig. Og saa var der desuden det hele politiske Røre, som baade hun og Karsten var ganske udenfor, denne ufattelige Ophidselse, der havde forfulgt hende Livet igennem og allerede i Barneaarene faaet hende til at føle sig forladt.

Endnu en anden Grund havde hun til at længes bort. En Grund, hun ikke havde betroet nogen, heller ikke Karsten. Skønt hun med Bestemthed vidste, at Torben Dihmer var rejst fra Byen, saae hun ham stadig allevegne; og selv om hun altid hurtigt overbevistes om sin Fejltagelse, satte det hende dog i daarligt Humør.

255| I Forholdet til Moderen var der forresten i den sidste Tid sket en Forandring. Juleaften havde Karsten været hos dem, og Moderen havde ved den Lejlighed for første Gang rigtig talt med ham. Da han var gaaet, gik hun en lille Tid op og ned ad Gulvet i Tavshed, standsede tilsidst bagved hendes Stol, lagde sine Hænder om hendes Hoved og kyssede hende – ogsaa for første Gang efter Forlovelsen. I sin Glæde slog Jytte Armene om hendes Hals, og de græd begge længe.

Nu havde hun og Karsten til Gengæld føjet Moderen i hendes Ønske om at samle Husets nærmeste Venner idag til en Middag i Hjemmet. Det havde ellers været deres Mening at holde Bryllup uden alle Festligheder og rejse bort straks efter Vielsen. Men et saadant NLønbryllup var Fru Berthas gammeldags Følelse imod. Der var ialt indbudt en halv Snes Mennesker. Ogsaa Tyrstrup vilde komme.

Efter Frokosten gik de ind i NZoologisk Have for at se paa Elefantungen. Bagefter spaserede de en Tur i NSøndermarken, og i Mørkningen kørte de tilbage til Dronningens Tværgade, hvor Fru Bertha ventede dem til Eftermiddagste. Her skiltes de saa for sidste Gang. Med et stille, skælvende Haandtryk.

Klokken syv kom Bryllupsgæsterne. Jytte var i hvid, nedringet Silkekjole og saae dejlig ud. Hendes 256| Brudgom fulgte hende, hvor hun gik og stod, med et Udtryk som en guddommelig besat.

Omtrent paa samme Tid standsede en NDroske udenfor det Hus i Grønningen, hvor de nygiftes Lejlighed var, og en høj Dame i kostbart Pelsværk steg ud. Det var Fru Merck. Fra Gaden kom man lige ind paa Trappegangen. Uden at blive set af nogen gik hun op i Huset. Da hun naaede tredje Sal, standsede hun foran en Dør uden Navneplade.

»Her maa det være,« tænkte hun og ringede paa.

Da hun ved gentagen Ringning havde forvisset sig om, at der ikke blev lukket op, vendte hun sig om for at gaa ned igen. I det samme hørte hun nogen komme listende ned ad Trappen fra Kvistlejlighederne ovenover. Hun trak hurtigt sit tætte Slør ned for Ansigtet og blev staaende. Det var en ældre, Ntarvelig klædt Kone, der maatte have staaet paa Lur deroppe.

»Vilde De tale med nogen?« spurgte hun oppe paa Trappeafsatsen.

»De skulde vel ikke vide, om det er her, Hr. From bor?«

»Jo det er. Men Hr. From er ikke hjemme. Han holder Bryllup idag.«

»Men er der ingen NPige hjemme? Hvorfor bliver der ikke lukket op?«

Konen gik interesseret nogle Trin længere ned.

»Der er ingen Pige. Det er mig, der passer Lej257|ligheden. Herskabet rejser imorgen til Udlandet. – Fruen kommer maaske med en Gave?«

»Ja. Kan jeg ikke komme ind?«

»Jo, det kan De saa godt,« sagde Konen. Hun tog en Nøgle frem af sin Lomme under Forklædet.

Af Værelserne var kun Dagligstuen og Sovekammeret helt i Orden. I Spisestuen var Væggene endnu tomme. Malerier og indrammede Skitser stod paa Gulvet i flere Rækker langs Panelet. Men Indtrykket af Dagligstuen var Nfestligt. Fru Merck genkendte Gobelinerne og de lyse Mahognimøbler fra Karsten Froms Ungkarlelejlighed. Og allevegne var der Blomster, en Ødslen med kostbare Roser, som heller ikke var hende fremmed fra Fortidens Elskovsmøder.

Inde i Soveværelset Ndrejede Konen op for Lyset baade i den gyldenrøde NLoftsampel og i de smaa Lamper ved Sengene for at den fremmede Dame grundig kunde betragte, hvad hun efter hendes Mening dog væsenlig var kommen for at se. Men Fru Merck saae sig kun flygtigt omkring og gik tilbage gennem Lejligheden uden overhovedet at have sagt et eneste Ord.

Konen fulgte uforstaaende.

»Undskyld, at jeg spør’,« sagde hun, da de var kommen ud i Forstuen. »Men glemte Fruen ikke at aflevere Gaven?«

258| Fru Merck tog en NPerlemorsportemonæ ud af en indvendig Lomme i sin Pelskaabe og gav Konen en Tokrone.

»Den er til Dem selv. Og saa behøver De jo ikke at fortælle, at der har været nogen.«

»Naa – saadan. Jeg siger Fruen saa mange Tak. Her har forresten været flere, som ogsaa er kommen bare for Nysgerrighed. Mest Folk herfra Huset naturligvis.«

»Hvornaar venter De Herskabet hjem?«

»Jeg skal være nede i Døren Klokken halv elleve præcis, sa’ Herren, og bære Fruens NPakker op.«

Fru Merck, der hermed havde faaet alle de Oplysninger, hun ønskede, sagde nu Farvel. Nede paa Gaden ventede hendes Vogn, og hun kørte ind til Byen for at fuldbyrde sin Hævn.

Fem Minuter over halvelleve holdt de nygifte for Døren i den samme elegante Vogn, der om Formiddagen havde ført dem til Raadhuset. Bagefter fulgte en almindelig Droske med Jyttes Kufferter. Konen stod parat til at tage imod dem; og da alt var baaret op, blev de unge alene.

Jytte havde sat sig ned i en af de lave Lænestole i Dagligstuen. Hendes Mand tog Plads paa den ene Stolearm og bøjede sig over hende. Hun sad halvt bortvendt, med Albuen støttet paa en Pude og Haanden lagt over Øjnene. Afskeden med Mode259|ren og hele det gamle Hjem bevægede hende stærkere, end hun havde været forberedt paa. Og Karsten var pludselig igen bleven hende saa fremmed her i disse fremmede Stuer med den tunge, bedøvende Blomsterduft. Ømheden i hans Stemme og Heden i den Haand, hvormed han strøg hende ned over Armen, gjorde hende kold som Is.

»Er du ked af noget?« spurgte han.

Hun rystede paa Hovedet, men forandrede ikke Stilling.

»Saa er det altsaa mig, der generer,« sagde han lidt efter og forlod hende.

Hans Skuffelse gik hende til Hjertet.

»Karsten!« kaldte hun.

Da han vendte sig, strakte hun Haanden ud efter ham.

»Hvorfor gaar du?« spurgte hun halvt krænket, halvt bønfaldende.

Han kom tilbage, tog hendes Haand og gled ned paa Ulveskindstæppet foran hende.

»Maa jeg sidde her?«

»Ja.«

»Og lægge mit Hoved i dit Skød?«

Hun nikkede.

Han sad der ved hendes Fødder, med Nakken hvilende paa hendes ene Knæ, og saae hende ufra260|vendt op i Øjnene, mens han trykkede hendes Haand til sin Mund.

»Nu er jeg din Page, Dronning Jytte! Befal over mig! Naar du siger: »Gaa!« – saa forsvinder jeg i Luften som en Sky. Og naar du siger: »Kom!« – saa er jeg i samme Øjeblik hos dig som din ydmyge NKammerslave og forelskede Hofnar!«

Hun bøjede sig over ham, og strøg ham over Haaret.

»Saa er du nu lykkelig?«

»Uendelig! Usigelig! ... Og du?«

»Jo«, sagde hun, og deres Munde søgte hinanden til et af disse lange, dybe Kys, hvis dystert­søde Hemmeligheder nu ogsaa Jytte kendte. –

En halv Time senere kom en Mand cyklende gennem den stille Gade og standsede ved Huset. Ved Hjælp af en Lommelygte undersøgte han den lange Række Klokkeknapper ved Siden af Døren, og da han havde fundet den, der hørte til de nygiftes Lejlighed paa tredje Sal, trykkede han til.

Først da han havde ringet flere Gange, saaes der Lys i Stuerne deroppe.

Karsten From, indhyllet i sin kinesiske Silkeslobrok, aabnede et Vindu og bøjede sig ud.

»Hvad er der paafærde? Hvem er det?«

»Er det Hr. From?«

»Ja.«

261| »Her er et Ekspres-Telegram.«

Et Ekspres-Telegram! – tænkte han. Det maa jo være noget alvorligt. Hvilket Uheld! Men hvad skulde han gøre? I Natdragt kunde han dog ikke gaa ned og lukke op. Han fandt saa paa at kaste Gadedørsnøglen ned til Manden, og efter at have været inde i Sovekammeret for at berolige Jytte, stod han med Telegrammet i Haanden og fik i Hast Budet Npaa Døren.

Og saa var det ikke andet end et Lykønskningstelegram. »Hjertelig til Lykke fra mange Venner«. Han krammede Papiret sammen og Nhev det fra sig i Raseri.

Men næppe et Kvarter efter kom igen en Mand cyklende gennem Gaden, standsede ved Huset og undersøgte Klokkeknapperne ved Døren. Han maatte ringe endnu flere Gange, og tilsidst slap han ikke Knappen. Endelig blev et Vindu paa tredje Sal revet op, og Karsten From brølte ud:

»Hvad er det for et Spektakel? Hvem er det?«

»Er det Hr. From?«

»Ja.«

»Et Ekspres-Telegram.«

»Jeg bryder mig Fanden om Telegram! ... Stik det ind under Døren!«

»Det skal afleveres til Adressaten egenhændig. Og jeg skal have Kvittering.«

262| I de følgende to Timer gentoges Alarmeringen med en halv Snes Minuters Mellemrum. Da Karsten From ikke mere lod sig se, og Telegrafbudene efterhaanden samlede et helt lille Opløb udenfor Gadedøren, blev tilsidst andre af Husets Beboere vækket af Spektaklet og listede et Vindu op for at se, hvad der var paafærde.

Følgen var, at Brudeparrets Afrejse den næste Formiddag blev til lidt af en Skandale. Da Vognen holdt for Døren med Kufferterne ovenpaa NRuffet, og de nygifte kom ned ad Trappen – Jytte tæt tilsløret – stak der et grinende Tjenestepigeansigt frem af hver Dør, og fra Vinduer og Altaner fulgtes de tilvogns af mange nysgerrige Øjne.

Karsten From var skamfuld og viste et forfjamsket Væsen, skønt Jytte ikke slap hans Haand. De havde om Natten begge to hurtigt forstaaet, at de var et Offer for en ondskabsfuld Kvindehævn, og Karsten From var heller ikke i Tvivl om, hvem den hævngerrige Dame var. Ogsaa Jytte havde sine Anelser. Og mere end nogensinde var hun nu længselsfuld efter at komme herfra, langt bort baade fra sin Mands og sin egen Fortid.