Første Juledag havde Enslev maattet gaa i Seng paa Grund af Feber. Det korte Ophold paa den aabne Altan hin Aften, da han talte til Mængden, 263| havde straks bragt ham en heftig Forkølelse. Professor Bendix fik et gyldigt Paaskud til at udsætte Operationen, som han i det hele ikke ønskede at indlade sig paa Nuden som yderste Nødhjælp. Men da han Nytaarsaften besøgte Enslev, fandt han ham betænkeligt afkræftet af Sengelejet og Feberen. Han havde desuden igen faaet Smerter, og det stod nu Lægen klart, at Øjeblikket var kommet, da han maatte gribe ind for at forhindre en altfor pinefuld Afslutning.

Samme Dag Jytte holdt Bryllup, blev Enslev om Aftenen kørt til hans store Privatklinik ved NVestre Boulevard. Det skete efter Enslevs udtrykkelige Ønske i al Stilhed. Ikke engang »Femte Juni« bragte nogen Meddelelse derom, og alle Forberedelser var truffet i største Hemmelighed. Efter Operationen blev der udstedt en beroligende Erklæring, og Klinikens Portvagt fik Ordre til at besvare alle indløbende Forespørgsler i Overensstemmelse dermed. Men Dagen efter vidste alle, at det var Døden. Og om Aftenen var der fra hele Byen en formelig Folkevandring ned til Vestre Boulevard, hvor Gaden indtil ud paa Natten var sort af Mennesker, der stod tavse og saae op mod de Vinduer, bag hvilke den gamle Stridsmand udkæmpede sin sidste Kamp.

I sine klare Øjeblikke forstod Enslev selv, at hans Liv var omme. Men paa Grund af Smerterne lod 264| Professoren ham den meste Tid ligge hen i en Morfindøs, hvorunder han til Gengæld pintes af hæslige Mareridt. Mens det for hans Omgivelser saae ud, som om han sov dybt og drømmeløst, jog der ham alle Slags uhyggelige Billeder gennem Sjælen med en Klarhed som paa et NFilmsteater. Snart var det Rækker af dybe Kældere og Trappegange fulde af al Slags modbydeligt Affald og Skrammel, snart endeløse Jernbanetog eller Dampskibe i rasende Fart og fulde af Mennesker med afskyeligt forvrængede Ansigter. Sin Ungdomselskedes blodige Hoved med Skudsaaret i Tindingen saae han stadig imellem dem, ogsaa sine Forældre og andre Folk, han havde kendt i sin Barndom. De rullede med Øjnene og skar Grimacer som mekaniske Dukker.

Den næste Dag havde Tilstanden bedret sig. Henimod Aften var han fuldt vaagen og klar, og kunde ogsaa tale lidt. Frk. Evaldsen var hos ham hele Dagen; men det var altid Bjerreby, han spurgte efter, naar der var noget, han vilde sige. Zaun vilde han ikke se, skønt den trofaste lille Mand var den første, der mødte paa Kliniken om Morgenen, og stadig kom igen i Løbet af Dagen for at tilbyde sin Tjeneste, dersom der paa nogen Maade kunde være Brug for ham.

Engang, da Enslev et Øjeblik var bleven alene med Bjerreby, sagde han:

265| »Flyt Dem nærmere herhen. Jeg kan ikke tale saa højt. – De spurgte mig for en Tid siden, om jeg var tilfreds med, hvad jeg havde faaet udrettet i Livet. Jeg vil dertil svare – og De skal lægge Mærke til mine Ord! – jeg overgiver uden Bekymring mit Livsarbejde til Historiens Dom. At det nye Folkestyre ikke forvandlede Landet til et Nlavloftet NDegnedømme – det er min Fortjeneste. Den Gerning vil Eftertiden engang regne mig til Ære. – – Men mit personlige Liv har ikke været lykkeligt,« føjede han til efter en lang Tavshed. »For Mennesker af min Art gives der ingen Lykke. Vi er Nsom de Spedalske fordømte til Isolation.«

Da Bjerreby indvendte, at han dog altid havde haft mange hengivne Venner og trofaste Tilhængere, slog han Øjnene vidt op med noget af den gamle Vildskab i Blikket. Saa svarede han skærende bittert, mens Øjenlaagene atter sank tungt ned:

»Ja. Og for hver oprigtig Ven tredive falske. Og hundrede hadefulde Misundere. At jeg var en lille Smule klogere end Mængden, blev min Skæbne. Fra min Ungdom har Had og smaaligt Nag fulgt mig saa trofast som min egen Skygge og forgiftet mig enhver Glæde. Det er Sandheden om det store Held, jeg skal have haft, – og som man ovenikøbet har syntes, jeg skulde være smukt taknemlig for.«

Han laa nogen Tid tavs og aandede besværet, fordi 266| han havde anstrengt sig for meget. Bjerreby rejste sig, for at han ikke skulde tale mere. Men lidt efter kaldte Enslev ham atter til sig. Det Nvar ham øjensynlig om at gøre at mildne lidt paa Indtrykket af de sidste Ord.

Han gav sig til at tale om sin Far, der ligesom hele Barndommen i det gamle, jyske Smedehjem stadig havde beskæftiget ham den senere Tid. Han havde tidligere fortalt et og andet om denne Far, der gik brummende omkring i de trange Stuer som en Bjørn i Bur. Nu meddelte han som noget, han ønskede gjort bekendt, at Faderen engang i sin Ungdom havde lidt en stor Uret, der for Livstid Nknugede den store, stærke Mand til Jorden, og at Indtrykket heraf havde været den oprindelige Tilskyndelse til hans hele politiske Virksomhed. Hvori Forurettelsen bestod, vidste han ikke. Faderen havde aldrig villet gaa nærmere ind paa Sagen, sagde han.

»Han ejede den store NLangmodighed med Livet ... den lod han ikke gaa i Arv til mig. Det har vel været godt for noget. Kun ikke for mig selv.«

Han taalte igen ikke at tale mere, og det blev omtrent hans sidste Ord. Ud paa Natten saae Sygeplejersken, der vaagede over ham, at hans Ansigt pludselig forandredes. Hun lod den vagthavende 267| Læge hente. Straks efter blev ogsaa Professor Bendix kaldt til.

Klokken seks, da Lægerne saae, at det gik mod Enden, blev der telefoneret til Frk. Evaldsen og Bjerreby. Men inden nogen af dem kom tilstede, var Dødskampen begyndt. Enslev laa med aaben Mund i en Morfindøs, der i Løbet af et Par Timer vilde glide umærkeligt over i den endelige Søvn.

I disse sidste Timer sad Bjerreby paa Sengekanten med sørgmodigt ludende Hoved. Zaun, der af sig selv var kommen og nu havde faaet Lov at slippe ind, stod bag Sengens Fodende og holdt Hatten halvt op for Ansigtet som et Gravbillede af Forfærdelse og Sorg.

Henne ved Væggen sad Frk. Evaldsen med Haanden under Hovedet. Indtil det sidste havde hun haabet paa, at hendes NVen skulde føle Trang til at række hende Haanden i et ensomt Øjeblik og mindes deres Lykkes Tid med en Tak. Men hans Tanker havde altid været andre Steder, og det var stadig Bjerreby, han spurgte efter og talte med. Han havde glemt hende, saadan som han altid glemte den Hengivenhed, han havde misbrugt, mens han havde en saa god Hukommelse for det Fjendskab, han mødte, for de Krænkelser, der gik ud over ham selv. Og dog havde hun maattet elske ham! Mod sin Vilje havde hun maattet tjene ham under alle Ydmygelser. Og 268| hun vidste, at hun indtil sin sidste Time vilde elske og tilbede hans Minde.

Paa Grund af Bjerrebys Nærværelse havde Professor Bendix kun af og til vist sig i Stuen og forøvrigt overladt det til sin Assistent at følge Pulsens og Hjerteslagets stille Hendøen. Ved Titiden blev han kaldt ind, og efter en Undersøgelse erklærede han Døden for indtraadt. Kort efter gled ogsaa den dødes Øjenlaag op.