Skønt den gamle Mands Død føltes som en Befrielse de fleste Steder i Landet, mærkedes det dog i disse Dage, særligt i København, at han havde været en Konge for sit Folk. Paa Begravelsesdagen fulgte Tusinder af Mennesker med Ministeriet og de fleste Rigsdagsmænd i Spidsen tilfods hans Kiste fra Hjemmet til en Sørgefest i Ndet kongelige Ridehus, hvorfra den senere skulde føres til NBaalet. Paa Statens Bekostning var de Gader, Ligtoget passerede, rigt smykket, og hele Byen var paa Benene trods tæt Snefald og Søle. Med fuld Honnør stedte Landets Hovedstad den sidste Høvding fra en heroisk Tid til Hvile.

Selv Byens nye, store Præsteblad vovede i disse Dage ikke at angribe hans Minde paa krænkende Maade. I en klog og behersket Artikel, som hans formodede Arving til Tronen, Pastor Stensballe, skrev 269| i Bladet under sit eget Navn, erkendtes det, at han havde ejet den store Statsmands Evne til at arbejde med Menneskemassen som en inspireret Kunstner med sit Ler. Hans Fejl havde været den, at han havde villet Nskabe Folket om i sit eget Billede i Stedet for i Guds. Trods den NViljesbrand, der var Drivkraften i hans Væsen, efterlod han af den Grund sit Land i Opløsning og Forfald. Og der føjedes til, at ogsaa hans private Liv havde været behersket af den utøjlede Ild, der fortærer, hvad der kommer i dens Nærhed.

»Derfor døde denne engang saa mægtige og forgudede Mand ensom og forladt«, sluttede Artiklen med fremhævede Typer som en NGravskrift. »Hvad der nu vil kunne samles om hans Navn, er kun Skygger«.

To Dage efter Begravelsen foranstaltede NMissionen som Demonstration en kirkelig Procession, der drog syngende gennem Byen med Musikkorps og Bannere. Der var vel langt fra saa mange Mennesker som i det Tog, der fulgte Enslev; men Antallet af Deltagere vakte alligevel Forbavselse og mange Steder alvorlig Skræk.

Særlig Opsigt gjorde Johannes Gaardbo med sin nye Korshær af unge Mænd og Kvinder, der i rask og taktfast Marche sluttede Toget. Med jublende Stemmer sang de Hærens Slagsang: