Et Par Dage senere – en mørk, regnfuld Dag med Vind af Sydost – fik Jytte om Eftermiddagen Besøg af sin Fætter Asmus. Han havde nylig mødt hende paa Gaden og var bleven foruroliget af hendes Udseende. Det glædede ham derfor nu at træffe hende beskæftiget med sit Barne-Udstyr, og det saa meget mere, som han ikke var helt sikker paa, hvordan hun vilde modtage den Efterretning, han kom for at bringe.

»Har du nylig hørt fra din Veninde paa Favsingholm?« spurgte han, efter at han forgæves havde søgt at interessere hende for Byens Nyt.

»Ja, det er ikke saa længe siden. Hun skrev til mig i Anledning af Mors Død.«

»Og alt stod godt til derovre?«

»Det tror jeg nok.«

»Du har maaske ikke set, at der har været en større NIldløs paa Favsingholm?«

»Ildløs? ... Nej!«

»Det stod i Bladene igaar. Der er brændt en Kostald og et Svinehus. Man mener, at Ilden er paasat. Din Venindes Mand – Naturdoktoren – har 203| nok ikke gjort sig populær heller der. Han og Dihmer skal paa forskellig Maade have udæsket Befolkningen med deres Idealsamfund.«

»Saa hører jeg nok fra Meta igen en af Dagene. For saa har hun da noget at fortælle om,« sagde Jytte lidt spotsk.

Efter et Ophold fortsatte Asmus:

»Du husker maaske, at jeg ogsaa har en Korrespondent derovre – Dihmers tidligere Huslæge. Ham har jeg telefoneret med baade igaar og idag. Det anede mig nemlig, at den Ildebrandshistorie vilde faa alvorligere Følger for Dihmer end et Par nedbrændte Længer. Og min Formodning har desværre bekræftet sig.«

»Hvordan? Bekræftet sig?« sagde Jytte – hun sad med en Sytraad mellem Hænderne og snoede den nervøst.

»Hans Tilstand er aabenbart meget alvorlig. Choket har været hans nedbrudte Konstitution for stærkt. Folk med den Slags Sygdomme er som de frønnede Træer, der kan se ret modstandsdygtige ud men falder for et Vindstød. De Meddelelser, min Randersdoktor har indhentet fra Favsingholm idag, lyder ret mistrøstende. Man maa vistnok være forberedt paa, at det bliver Døden denne Gang. Men jeg har min Samvittighed fri. Han var advaret.«

Ved Ordet Døden gik der en Skælven gennem 204| Jytte. Asmus Hagen saae det og tav et Øjeblik. Men han var netop kommen her for med Varsomhed at forberede hende paa, hvad hun dog snart vilde faa tudet i Ørene af andre. Han fortsatte derfor:

»Det er trist nok at tænke paa; og man vil rimeligvis komme til at høre Folk udlægge og forklare Begivenheden paa den sædvanlige overfladiske Maade. Sagen er naturligvis den, at der altid har været et sygt Punkt i Dihmers Hjerne, en NRugeplet for den Forrykthed, som i de senere Aar mere og mere har udviklet sig hos ham.«

Sytraaden løb stadig rundt mellem Jyttes Fingre.

»Tænker du ikke paa at tage derover?« spurgte hun uden at have hørt, hvad han sagde. »Det skulde du gøre Asmus!«

Professoren rystede paa Hovedet.

»Det vilde ikke nytte noget. Det er for sent. Maaske kunde han endnu en Gang komme paa Benene; men det vilde i hvert Fald kun blive en Opblussen som NLysepraasens, før den slukkes. Jeg tvivler ogsaa stærkt om, at jeg vilde være velkommen. Det er jo bleven en Slags religiøs Ide hos ham, at man skal give sig hen til sin Skæbne med Inderlighed, hvor ond den saa er. Knytte sig til den »som en Brud til sin Brudgom« – det Udtryk mindes jeg, han brugte ved vor sidste Samtale. 205| Og det maa desværre indrømmes ham, at han har gjort Alvor af sin Forelskelse og bekræftet Troen med sine Gerninger.«

Jytte var igen bleven fraværende. Da Fætteren lidt efter gik, fulgte hun ham mekanisk ud.

I Forstuen tænkte hun et Øjeblik paa at bede ham om at ringe hende op, dersom han yderligere skulde høre noget fra Favsingholm. Men før hun kunde faa sig til at sige det, var han gaaet.

Bagefter stod hun længe i Karnappens Blomsterhave, hvor hun i denne Tid saa ofte havde staaet med sine mørke Tanker og stirret over paa Grønningens halvnøgne Træer. Da hun hørte Karsten stikke Nøglen i Forstuedøren, jog det igennem hende. Først vilde hun trække sig ind i Soveværelset; men hun tog sig sammen og satte sig hen i en Stol.

»Du sidder i Mørke.«

»Ja. Skal vi tænde?«

»Ikke for min Skyld,« sagde Karsten, som havde sine Grunde til at foretrække den dunkle Belysning. »Her er netop hyggeligt. Har her været nogen?«

»Asmus har været her.«

»Naa! Havde din Fætter noget særligt paa Hjerte, eller var det maaske paa Professionens Vegne, han kom her?«

Jytte fik ingen Lejlighed til at svare. Karsten blev i det samme kaldt til Telefonen, der stod i Spise206|stuen. Da han kom tilbage, var hun gaaet ind i Soveværelset.

Efter Middagen, da de sad ved Kaffen, kom Karsten pludselig i Tanker om, at han skulde have et Møde med Anton Bjerreby i Anledning af sit Billede og straks maatte gaa. Det var Jytte lidt paafaldende; men hun var glad ved igen at blive alene.

Uden at tænde andet Lys end NAmplen i Karnappen sad hun Resten af Aftenen i en af de store Lænestole foran den aabne Ovndør og krøb sammen i sit søgræsgrønne Sjal. Om Natten kunde hun ikke sove. Og i Mørket vaagnede den gamle Tvivl og spøgede omkring hende som selve hendes Livs onde Dæmon. Havde hun alligevel elsket Dihmer? Havde hendes Mor haft Ret, da hun sagde, at hun havde besnakket sig selv til at Nmistvivle om sin Kærlighed, fordi den var kysk og stille?

I Løbet af Natten fik Trangen til at se ham ganske Magten over hende. Trods sin stakkels Tilstand vilde hun straks rejse til Favsingholm. Hun havde jo Metas Indbydelse. Skulde Dihmer virkelig dø, vilde det være hende en Pine ikke at have sagt ham Farvel. De maatte ikke skilles uforsonede. Og kunde hun blot komme til at tale med ham, vilde hun trygle ham om at tage mod Fornuft.

Af Frygt for, hvad Folk kunde finde paa at sige, vilde Karsten vel nok modsætte sig Rejsen. Men 207| det var hende ligegyldigt. Havde han overhovedet nogen Ret til at føle sig krænket?

Idet hun gjorde sig dette Spørgsmaal, faldt det hende ind, at hun ikke havde hørt ham komme hjem. Hun Ndrejede op for Lyset og saae, at Klokken var næsten fire.

Et Kvarterstid senere standsede en Automobil nedenfor, og lidt efter hørte hun ham lukke sig ind. Det skete næsten lydløst. Kun fordi hun forinden havde aabnet Døren fra Dagligstuen ud til Gangen, kunde hun høre ham. Med tyveagtig Forsigtighed hængte han Frakkebøjlen paa Knagen og listede ind til sig selv.

Hun havde aldrig før kunnet faa sig til at holde Politiforhør. Hun var for stolt til at ville røbe sin Skinsyge, og samtidig frygtede hun Tilstaaelsen af den Sandhed, hun anede. Men nu vilde hun vide Besked. Det var blevet hende Nom at gøre at faa Klarhed. I et Nu var hun oppe af Sengen og tog sin Slobrok paa. Et Øjeblik efter stod hun i Døren til hans Stue.

Hans Bestyrtelse over at se hende, og endnu mere hans Udseende, det uordnede Haar og det løse Slips, var hende straks Beviser nok. Som ved et Lyn blev hendes Øjne revet op, og hun saae ham paany i al hans Jammerlighed, afklædt for den sidste Rest af hendes Forelskelses Barmhjertighedskaabe – den 208| samme frække Abe, som i sin Tid havde vakt hendes forudanende Angst.

Han forsøgte et Smil.

»Kære, ... er du oppe!«

»Hvor kommer du fra?« spurgte hun.

»Men Jytte dog! Du veed jo godt, jeg har været sammen med Bjerreby.«

»Du lyver!«

»Nej hør, Jytte ... nu er du igen hysterisk! Kom nu ind,« sagde han og nærmede sig hende med udbredte Arme. »Saa sætter vi os pænt og dannet ned og faar os en beroligende NPassiar.«

»Rør mig ikke! Du kommer fra din Elskerinde. Det nytter dig ikke, at du nægter det. Jeg veed Besked om dit lave og fejge Hykleri. Rør mig ikke, siger jeg! Eller jeg Nringer hele Huset op!«

»Nu skal du være fornuftig, Jytte! Luk dog i det mindste Døren og kom ind.«

»Jeg vil ikke høre noget ... ikke vide noget! Imorgen, naar du har sovet ud, vil jeg maaske tale med dig.«

Hele den sidste Del af Natten gik Jytte frem og tilbage i sit Soveværelse for laasede Døre. Karsten bankede et Par Gange paa og bønfaldt hende om at maatte forklare sig; men hun lukkede ikke op. Hun havde kun det Ønske, at hun i det hele kunde blive fri for at se ham mere. Hun vilde endnu samme 209| Dag flytte hjem til Moderens Lejlighed, der stod urørt efter hende.

Hun var iøvrigt selv forundret over sin frygtelige Ophidselse, da hun dog fra første Færd havde forudset, hvad der nu var sket. Men det var ogsaa mere hele hans Ynkelighed, hun følte sig nedværdiget af, end hans Utroskab. Hans NLetfærdighed kunde hun maaske have tilgivet ham, som hun havde baaret over med hans brutale Skinsyge og de andre Svagheder, ikke hans Falskhed, ikke dette usle Hykleri. Og med det Menneske havde hun et Barn! Hun, hvem den bedste og ridderligste af alle Mænd ikke havde været god nok, var faldet i Armene paa dette skamløse Kryb! Hvordan var det gaaet til? ... Aa, hun vidste det endelig nok! Glimtvis var Forstaaelsen gaaet op for hende, naar hun i den senere Tid havde tænkt tilbage paa deres Forhold fra dets første Begyndelse. Han havde baaret sig ad Nligesom Jernbanerøveren, der bedøver sit Offer, før han udplyndrer det. Med al Slags velberegnet Underholdning havde han dysset hendes Aarvaagenhed i Søvn for at kunne overliste hende. Trods de mange advarende Eksempler, hun havde haft for Øje, trods Venindernes Skæbne, der havde skærpet hendes Mistro, og trods de Ord, som hendes kloge Mor saa ofte lod falde, at i Forholdet til Kvinder var de fleste Mænd NLejlighedstyve, – hun var som de andre gaaet sin 210| Undergang imøde med tilbundne Øjne. Det var gaaet hende som Barnet, der havde forvildet sig i Skoven og af Skræk styrtede sig dybere og dybere ind i Vildmørket for tilsidst at blive Ulvens Bytte.

Da hun endelig lagde sig hen paa Sengen, var hun en Besvimelse nær af Udmattelse ... Aa, havde dog bare hendes lille Mor endnu levet! Saa havde hun nu vidst, hvor hun skulde skjule sig med sin Skam. Til Meta kunde hun ikke komme efter det, som her var sket. Det maatte i hvert Fald vente indtil efter Skilsmissen, naar hendes Forhold i det hele var blevet ordnede. Men var det saa blot ikke for sent!

Klokken henved ti sad hun foran Spejlet og redte sig, da Karsten atter frygtsomt bankede paa. Hun lukkede ikke op. Svarede ham heller ikke.

Lidt efter hørte hun ham tage bort.

Saa snart han var gaaet, gik hun ind til Telefonen og ringede Asmus Hagen op for at høre, om han havde faaet nye Efterretninger fra Favsingholm. Hun traf ham ikke hjemme. Heller ikke paa hans Klinik kunde hun faa fat i ham. Han var bleven kaldt ud til en vanskelig Fødsel, blev der sagt.

Et Par Timer efter gentog hun Opringningen begge Steder, men med det samme Resultat. Det faldt hende da ind at sætte sig i Forbindelse med den Læge i Randers, som Asmus havde talt om. Ved 211| at se efter i Telefonbogen kom hun paa hans Navn, og ringede saa NStatstelefonen op.

I Løbet af den halve Time, hun maatte vente, ringede det en Gang stærkt paa Forstuedøren. Det var Pastor Gaardbos bondeagtigt vedholdende Kimen. Hun kendte den straks, men maatte dog samle sig, før det rigtig vilde gaa op for hende, hvem det var. Nu huskede hun ogsaa, at hun havde ventet ham. Men som alt, hvad der laa forud for Asmus Hagens Besøg den foregaaende Dag og Nattens Oplevelser, var han allerede bleven en Erindring, der hørte en drømmefjern Fortid til.

Da NPigen kom gennem Stuen for at gaa ud og lukke op, sagde hun til hende:

»Jeg er ikke hjemme for nogen ... absolut ikke for nogen, hvem det saa er.«

Hun hørte godt, at der blev snakket længe derude i Forstuen; men hun interesserede sig ikke for at høre efter, spurgte heller ikke Pigen ud, da Præsten var gaaet.

Kort efter ringede Telefonen.

»Er det Doktor Mikkelsen?«

En kvindelig Stemme svarede: »Doktoren er kørt ud ... Men det er jo København, jeg taler med ... Saa er det vel sagtens fra Professor Hagen?«

Jytte svarede ja.

»Saa har jeg en Besked at bringe fra Doktoren. 212| Jeg skulde sige, at Godsejer Dihmer døde i Aftes Klokken ni.«

Jytte lagde Hørerøret ned, men hun blev staaende ved Bordet, og hørte stadig den fremmede Skrattestemme gentage inde fra Mørket: »Godsejer Dihmer døde i Aftes Klokken ni.«

Saa gik hun ind i sit Soveværelse og faldt i Hulken paa Sengekanten.

»Hvad har jeg gjort!«

Men snart efter blev hun stille og priste sin døde Ven lykkelig. Nu havde han stridt Livets onde Strid tilende. Han var Nudløst af denne frygtelige Verden, hvor alt var Bedrag undtagen Skuffelsen, alt Blændværk undtagen Savnet og Sorgen. Hun saae ham for sig, stivnet i Døden, hvid og kold og stille som hendes Mor havde været det. Hun saae den stærke, brede Pande, de lukkede Øjne, den skønne Mund, som hun en eneste Gang havde kysset.

Det Øjeblik vilde hun altid mindes som et NEvighedsglimt. Men det var godt, at det blev ved dette ene lynsnare Kærlighedsmøde. Nu var han bleven skaanet for alt det onde, som Menneskene gjorde hinanden, naar de troede at elske. Nu kunde hun tænke paa ham uden Anger, kunde bære Sorg for ham i sit Hjerte uden at Nblues.

Han viste sig atter for hende, saadan som hun havde set ham den Aften for snart to Aar siden paa 213| det italienske Hotel, da han midt under den hæslige Varieteforestilling kom frem i Døren og saae paa hende med et stort, forundret Blik. Allerede dengang en forklaret Skikkelse. Allerede dengang saa langt paa Vej til en lykkeligere Verden, at hun ikke havde haft Mod til at holde ham tilbage. Havde han dog ikke forstaaet det?

Selv skulde hun maaske endnu i mange Aar henslæbe et Skyggeliv som Mor for et stakkels Væsen, der vilde komme til Verden som et Minde om hendes Skam, et NPant paa hendes Fornedrelse. Af Angst for Døden vilde hun blive ved at klamre sig til Livets Rædsler. Og alle vilde med Forundring spørge hende, hvorfor hun ikke var glad. – –

Samme mørke Eftermiddag henimod Aften blev Torben Dihmer i Stilhed ført bort til Favsing Kirkegaard. Ligtoget kørte gennem Skoven, og forrest red fire Karle med brændende Fakler. Kun et sort Klæde dækkede Kisten. Saadan havde han selv bestemt det. De ældste af Gaardens Folk bar ham ned i den murede Gravhvælving, hvis Nedgang i Dagens Løb var bleven afdækket. To Dage senere lukkedes den rustne Jerndør, og Hvælvingen kastedes til.