II.

Saa hændte det en Dag ud paa Efteraaret, at der uventet kom Fremmede til Gaarden. Vejret var uroligt, og den Syge havde haft en daarlig Nat. Endnu ved Middagstid var han ikke staaet op.

Gamle Barbara stod inde i sin Herres Opholdsstue og lagde et Par Tørv til Ilden, da hun hørte en Vogn køre ind i Slotsgaarden. Forskrækket løb hun til Vinduet. En nedslaaet Kalesje med to Herrer standsede nedenfor Herskabstrappen.

Den ene af dem kendte hun; det var Doktoren fra Randers. Men hvem var den skægløse Fremmede, der sad ved Siden af? Og hvad vilde det Menneske her?

„Er Mikkelsen bleven ren tumpet,“ udbrød hun højt, da hun saae, at begge Herrerne steg af Vognen og fulgtes op ad Trappen.

4| Helt ophidset skyndte hun sig ud i Forstuen og sagde her den Fremmede lige i Ansigtet, at han ikke kunde komme ind.

Doktoren traadte værdigt imellem. Men den Gamle stod som en Mur.

„A haar min Instruks,“ sagde hun paa et fremmedartet Jysk. „Det veed De jo aa saa møj godt, Mikkelsen.“

„Hør nu, Barbara! Denne Herre er Professor i Medicin ved Københavns Universitet ... er altsaa Læge ... og desuden en Ungdomsven af Godsejeren. Vil De gaa ind og melde, at Professor Hagen er her. De forstaar, at her er Tale om en Ordre.“

Hans Tone gjorde hende tvivlraadig. Hendes Øjne flyttede sig mistænksomt fra den ene til den anden af de to Mænd, som hun derpaa i Tavshed førte gennem Gangen ind i sin Herres Værelse, der foruden Spisestuen og et Par Sovekamre var det eneste af Husets mange Rum, der var i beboelig Stand.

„Hvad i Alverden er det for et Spøgelse, min kære Ven der har anskaffet sig?“ spurgte Professoren, da hun var gaaet. „Skal det forestille en Sygeplejerske?“

Doktoren trak paa Skuldren.

„Det er en forhenværende Vaagekone her fra Egnen. Jeg har gentagne Gange tilbudt Godsejeren at skaffe en ordenlig, hospitalsuddannet Plejerske hertil; men han vil ikke have nogen anden om sig. Det gamle enfoldige Menneske har ligefrem faaet en sær Magt over hans syge Sind. — Naa, men nu vil jeg altsaa trække mig tilbage. Jeg har, som sagt, et Par Patienter her i Nærheden. Og 5| Godsejeren sætter ikke Pris paa at se mig, naar han ikke udtrykkeligt har sendt Bud.“

Professoren — en lille blond Mand med et rødkindet Barneansigt — trykkede hans Haand.

„Jeg skal sende Dem Bud, naar jeg finder Lejligheden egnet til en Konference. Foreløbig siger jeg Dem Tak for Ledsagelsen.“

Da han var bleven alene, lod han Blikket løbe rundt i det store, mørke Værelse med det røgsværtede Loft, det revnede Tapet og de andre sørgelige Vidnesbyrd om tilstræbt Forfald og Ødelæggelse. Og han rystede paa Hovedet. Efter de nye Oplysninger, han paa Vejen havde faaet af Doktor Mikkelsen, stod det ham ganske klart, at Vennens Sindstilstand foreløbig var en større Fare for ham end hans egenlige Sygdom, og han var glad ved, at han ikke havde opsat Rejsen en eneste Dag længere. Det var aabenbart paa høje Tid, at Hjælpen kom.

Barbara vendte tilbage med den Besked fra sin Herre, at han var i Færd med at staa op og vilde komme om et Øjeblik.

„Jeg kan vel gaa ind til ham?“

„Nej, nej! Forsøg dog it' det! Han blev slemt nok altereret endda.“

Den Gamle var saa rystet, at hun knap kunde faa Ordene sagt. Alene det at høre en fremmed Røst i denne Stue, der havde været viet til Tavsheden og Døden, fyldte hende med onde Anelser.

Mens han ventede, gik Professor Hagen paa Undersøgelse omkring i Stuen og fandt mellem Bøgerne paa 12| det store Midterbord en gammel Foliant i Svinelærsbind. Det var en tysk Bearbejdelse af en Række Oldtidsværker om Lægekunsten. „Hvad Pokker er det?“ tænkte han højt, da han mellem Bogens Blade stødte paa løse Papirer med Optegnelser fra Vennens Haand.

Han undersøgte derefter ogsaa de andre Bøger. Der var et stort astronomisk Værk og et Skrift om Jordmagnetisme. Desuden en fransk Oversættelse af en arabisk Sundhedslære fra Middelalderen, forfattet af en Mand, der kaldte sig „Den troldkyndige i Cordova“. Ogsaa denne var fuld af Noter.

Uvilkaarlig vendte han sig om mod Barbara, der krøb sammen foran Kakkelovnen, som om hun havde søgt Tilflugt der. Den Gamle sad med en Fjervinge og livede Ilden under Tørvene.

I det samme gik en Dør langsomt op, og Torben Dihmer viste sig i Aabningen. Han løftede besværligt Foden over Tærkslen, blev derpaa staaende, ligesom tøvende, idet han med den ene Haand støttede sig til Dørkarmen.

Saa vel forberedt Professoren var, studsede han dog ved Synet.

Som Vennen stod der i Døren, næsten ukendelig, i en falmet Slobrok af brunligt Klæde, gusten og ligesom jordslaaet, med de opsvulmede Øjne omtrent tillukkede og det visne Skæg i Tjavser, saae han ud som en Dødning, der havde rejst sig af sin Grav.

Torben Dihmer læste hans Tanker, og da Professoren nærmede sig, strakte han afværgende Piaanden ud fra sig.

13| „Du skal ikke komme mig for nær! ... Jeg stinker allerede!“

„Aa Snak! Du ser jo netop brillant ud! Du har sandelig holdt dig tappert.“

Han lagde sine Hænder paa hans Skuldre, og ved denne kammeratlige Berøring overvældedes Torben af sin Bevægelse. Han mandede sig dog hurtigt op, slap Dørkarmen og gik ind i Stuen.

Men han var ikke kommen langt, før Kræfterne svigtede ham. Han havde undset sig ved at vise sig for Vennen med sin Gammelmandskæp og begyndte at vakle. Professoren maatte gribe ham i Armen og lede ham hen til hans Lænestol ved Bordet.

I den følgende Time sad de to Ungdomsvenner og talte sammen, mens Barbara idelig gjorde sig et Ærende ind i Stuen og i stigende Uro kresede omkring sin Herre med en svag Klynken som en skinsyg Hund.

Den lille, elegant klædte Professor sad med Tommelfingrene i Ærmegabet og trommede med de andre Fingre paa sit høje Fuglebryst. For at adsprede Vennen fortalte han løst og fast om sine egne Oplevelser og bragte Hilsner fra fælles Bekendte, alt mens han i det skjulte gjorde sine Iagttagelser. Da Torben mistænksom spurgte ham, hvad der førte ham til Jylland paa denne Tid af Aaret, gav han en Historie til Bedste om, at han var bleven kaldt til en Patient i Aarhus.

„Du kunde forresten have svaret paa dine Venners Breve, saa havde du nu vidst mere om os allesammen, end jeg saadan i Hast kan fortælle. Mon du veed, at det 15| snart er to Aar, siden jeg for mit Vedkommende hørte fra dig?“

Torben nikkede.

„Jamen det er absolut højst utilstedeligt — som vor gamle Rektor sa'. Du har med andre Ord gaaet her og glemt baade dine Venner og Veninder.“

„Det har jeg naturligvis ikke. Men hvad skulde jeg skrive om? Jeg oplever jo ikke andet end at være syg, og det er i Længden ikke noget interessant eller opbyggeligt Emne for de raske. Jeg har villet, at I allesammen skulde tænke paa mig som paa en Afdød — for det er jeg jo i Virkeligheden. Det troede jeg ogsaa, I havde forstaaet.“

„Nej, hør nu, kære Ven! Du tager virkelig altfor tungt paa din Tilstand. Vistnok er du ikke rask, men —.“

„Anstreng dig ikke!“ afbrød Torben ham. „Jeg er kaput, du! Det har jeg længe vidst. — Og nu har vi talt nok om mig.“

Professoren tav et Øjeblik. Hvorpaa han igen gav sig til at snakke om København og fælles Bekendte. Ligesom tilfældigt nævnede han ogsaa sin Kusine, Jytte Abildgaard; men da han saae, hvordan den blotte Lyd af Navnet fik Vennen til at vende Øjnene bort som for et altfor pludseligt og voldsomt Lys, bøjede han hurtigt af og spurgte til hans Søvn og Appetit.

Lidt efter sagde han:

„Jeg sendte dig forleden et Kort for at forberede dig paa min Ankomst. Har du faaet det?„“A

„Ja“

15| „Jeg skrev, som du maaske husker, at jeg kom med godt Nyt. Er du ikke det mindste nysgerrig?“

„Aa, i min Stilling er der ikke meget, der interesserer. Da Per hang i Galgen, gik Nysgerrigheden af ham — husker du nok.“

„Jeg siger dig, Torben, du er altfor mistrøstig! Jeg vil minde dig om et andet gammelt Ord: Haabet skal man aldrig slippe!“

„Det vil jeg dog netop helst. Det er jo bare en jammerlig Fejghed af mig, at jeg ikke for længe siden har gjort Ende paa Elendigheden med et Skud Krudt. Men jeg gør det ogsaa en Dag.“

De sidste Ord blev stikkende i Struben. Han bøjede sig frem og lagde Hovedet i sine Hænder for at nedkæmpe Graaden.

Men nu vilde Professoren ikke længer tie med sit glade Budskab. Han satte sig hen paa Sidestykket af Vennens Lænestol og lagde Armen om ham.

„Gamle Ven! Hør nu, hvad jeg er kommen for at sige dig! ... Du skal være ved godt Mod. Du har glemt, at vi lever i en stor Tid, hvor Videnskaben — ikke mindst min egen — gør et nyt Mirakel hver Dag. Din Sygdom er ikke længer farlig. Om et halvt Aar vil du føle dig fuldkommen sund og stærk .... Ja, du ser paa mig! Men du kan vel forstaa, at jeg ikke siger noget uoverlagt.“

Torben, der havde løftet Hovedet, sænkede det igen og klappede samtidig Vennens Haand, der laa paa hans Skulder.

17| „Jeg kender dig, Asmus! Du vil saa gerne trøste. Men lad det nu være nok! Du veed, jeg har gjort, hvad der staar i menneskelig Magt, for at blive rask. Jeg har efter dit eget Raad søgt baade Professor Hermann i Wien og Schinders i Nauheim —.“

„Ja, og gamle Kvaksalvere og Troldkarle har du af dig selv studeret,“ sagde Asmus Hagen med et Nap i hans Øre. „Du ser, jeg har allerede ransaget din Lektyre. Men nu skal du være fornuftig! Saa skal jeg fortælle dig, hvad der er sket.“

Han rejste sig, gik ud over Gulvet og gav sig til at berette.

Han havde i Eftersommeren været i Paris, sagde han, og havde der talt med den bekendte Overlæge Dr. de Béze, der efter aarelange Undersøgelser nu havde godtgjort, at flere sygelige Tilstande, som man tidligere tilskrev Forandringer i Hjertets Væv, i Virkeligheden skyldtes en Ødelæggelse af Skjoldbruskkirtlen, hvad der var langt mindre farligt for Patienten. Ganske vist var Sygdommen uhelbredelig; men dens Virkninger havde den moderne Lægevidenskab saa at sige fuldstændig ophævet, idet man ganske simpelt tilførte Legemet det manglende Kirtelsekret i kunstig Form.

„Under Stuegangen fik jeg selv Lejlighed til at undersøge flere af hans Patienter og læse Journalerne, og det slog mig straks, hvor det hele Sygdomsbillede lignede dit. Og jeg maa nu gøre dig en Tilstaaelse, kære Ven! Jeg har siden korresponderet med vor fælles Ven Schinders i Nauheim og med din Huslæge her, den vist18|nok højst fortræffelige Doktor Mikkelsen. Og nu, da jeg har set dig, betænker jeg mig ikke paa at sige, at jeg har det bedste Haab om at kunne gøre dig rask.“

Torben, der et Par Gange under Vennens Tale havde slaaet heftigt afvisende ud med Haanden, var tilsidst bleven stille.

„Men det er jo umuligt!“ sagde han tonløst. „Jeg føler det dog bedst selv. Jeg er jo allerede et halvt opløst Kadaver.“

„Snak! Der er meget mere Liv i dig, end du bilder dig ind. Men du har handlet ilde mod dig selv. Du har for tidligt gravet dig ned i Mørket, Junker Torben! Hvem skulde have tænkt det om dig? ... Men vent! Du kan endnu engang blive den lykkeligste af os allesammen!“