III.

Et Par Timer senere, efter et forsinket Frokostmaaltid, sad de to Venner igen inde i Opholdsstuen. Asmus Hagen havde foretaget en indgaaende Undersøgelse, og da han havde taget en Prøve af det nye Lægemiddel med fra København, var Kuren forsaavidt allerede begyndt.

„Husk altsaa: to Piller tre Gange daglig. Forøvrigt frisk Luft, Sol og en fornuftig Diæt. Jeg siger dig: inden der er gaaet et halvt Aar, ligner du dig selv fra gamle Dage. Om et Aar er du Rigsdagsmand, og saa er det jo kun et Tidsspørgsmaal, hvornaar du skal fremtræde som Minister og henrykke Damerne med den bekendte Trekantede under Armen og Guldgaloner ned ad Bøv19|serne. Lys, Luft — und Liebe. Med den moderne Treenigheds Velsignelse skal mine Piller nok gøre Undergerninger.“

Torben sad med Haanden under Kinden. Han var som bedøvet og vidste ikke, hvad han turde tro.

Og nu begyndte Asmus Hagen igen at tale om sin Kusine, den smukke Jytte Abildgaard.

„Du veed jo, hvordan hun er, og nu skal du høre noget mærkeligt. Mens vi andre — ærlig talt, kære Ven — just ikke havde noget stort Haab om at se dig rask igen, saa har hun hele Tiden med en forunderlig Haardnakkethed holdt paa, at du nok vilde komme dig. Det var som en fiks Ide, hun havde faaet, og nu bagefter tager den sig jo helt forbløffende ud. — Hun er i det hele et besynderligt Menneske. Gaar hun f. Eks. ikke der i al sin Pragt og Herlighed og er stadig lige uforlovet. Og det er sandelig ikke af Mangel paa Lysthavende. Jeg begriber hende ikke. Men der maa velsagtens være en bestemt, hun gaar og venter paa.“

Torben rejste sig for ikke at høre mere. Han gik hen til Kakkelovnen og rørte op i Ilden. Han taalte nu ikke flere Sindsbevægelser.

I det samme kom Barbara ind og meldte, at Pastor Vestrup var kommen.

Asmus Hagen gjorde store Øjne.

„En Præst?“ sagde han.

„Sig ham, at her er Fremmede,“ sagde Torben lidt forlegen. „Nej — det er sandt! — Du kender ham jo, Asmus! Det er Mads Vestrup.“

20| „Vestrup?“

„Ja, husker du ham ikke fra Aprilforeningen? En fattig Bondestudent her fra Egnen.“

„Vent lidt! Er det Skidtmads?“

„Ja, ja. Han har forresten forandret sig ikke saa lidt til sin Fordel. Jeg tror, det vil interessere dig at træffe ham igen. — Bed Pastor Vestrup komme ind, Barbara!“

Asmus Hagens Øjenbryn løftede sig paany i Overraskelse, da Præsten traadte ind. Det var en Mand lidt over Middelhøjde, bred over Ryggen og tung af Fedme. Han bar Briller men havde ellers ikke noget præsteligt ved sig. Han var mørk i Huden som en Bonde, var ogsaa nærmest paaklædt som en Bonde, bar en rundskødet Frakke af Dyffel og havde et Bomuldstørklæde bundet om Halsen i Stedet for Flip. Omkring Munden og ned over Hagen bredte sig en sort Skæggebund.

Hvad der dog endnu mere end Præstens Tykkelse og Klædedragt fik Professoren til at studse, var den kalkunske Selvsikkerhed, der prægede Manden, hvem han huskede fra Studenterdagene som en forkommen Stakkel med et upaalideligt Blik.

Torben forestillede, og de to Herrer hilste paa hinanden med gensidig Forbeholdenhed.

„Jeg har altsaa for nogle Timer siden passeret Deres Præstegaard,“ sagde Asmus Hagen. „Ligger den ikke straks paa højre Haand i Byen, naar man kommer fra Randers? Et gulkalket Stuehus med Stærekasser paa Gavlen og en Vindmotor, saavidt jeg husker?“

21| „Jo, det er mit Hjem,“ svarede Præsten tørt og satte sig uopfordret ned.

Mens Dagen hældede, holdt de tre forhenværende Studenterkammerater med Besvær en Slags Samtale vedlige. Især var Præsten meget ordstille. Det blev for hans Vedkommende ikke til stort mere end nogle smaa Grynt til Bekræftelse eller Benægtelse. Navnlig var han paa sin Post overfor Asmus Hagen, hvis broderede Silkevest og hele københavnske Facon fra første Øjeblik havde virket paa ham som en rød Parasol paa en Tyr. Tilsyneladende ganske fraværende, men med et aarvaagent Blik bag Brillerne, sad han tilbagelænet i Stolen og hørte paa hans Historier, mens han respektløs gned sig over sin ubarberede Hage med en skrækkelig Lyd som af Sandpapir.

Naar han en sjælden Gang tiltalte Asmus Hagen, var det slet og ret med Navn. Overhovedet gjorde han sig Umage for at vise Ligegyldighed for hans tidlig vundne Berømmelse, som han i Virkeligheden heller ikke paa nogen Maade misundte ham. Hvad betød sligt i Evigheden? Hvordan saae en saadan lille, lapset Professor ud i Guds Øjne?

Da Torben tilsidst fortalte ham om Anledningen til Vennens Besøg og om den mirakuløse Helbredelse, der var stillet ham i Udsigt, tænkte han først, at det skulde være en Slags Vittighed, maaske et Forsøg paa at have ham til Bedste. Hans Blik flyttede sig med Mistro fra den ene til den anden, og da det gik op for ham, at det virkelig var Alvor, vogtede han sig vel for at ytre 22| allermindste Forbavselse. Der havde været noget i den Maade, hvorpaa denne Videnskabens nye Sejr over Døden blev forkyndt, som krænkede ham og nu fik ham til at vise sig i fuld Ornat.

Han svarede, at for Gud var naturligvis intet umuligt. Derfor havde vi Mennesker altid Lov til at haabe. Hans Miskundhed var det jo, der udrettede det altsammen.

Asmus Hagen forstod, at der blev tilkastet ham en Hanske; men han fandt det ikke Umagen værd at tage den op. Den tungbugede Præst, som sad der med de rødblaa Hænder foldede over Brystet og Fødderne i de klodsede Ankelsko væltet om paa Siden, gjorde udelukkende et komisk Indtryk paa den pertentlige lille Professor.

Men Præsten fortsatte. Han sagde, at det jo kun var dumme og selvopblæste Mennesker, der kunde tro, at et kemisk Præparat ejede nogen livsopholdende Magt i sig selv. Det var at sætte sig paa samme aahdelige Standpunkt som Negere og Hottentotter, der tilbad „Aanderne“ i en Kampesten eller et Stykke Træ.

Asmus Hagen trommede med Fingrene paa Vesten og svarede:

„Jeg vil foreslaa Dem at gøre et Forsøg, Pastor Vestrup. F. Eks. med en Spiseskefuld amerikansk Olje. Med Fare for at blive beskyldt for negeragtig Overtro forsikrer jeg Dem, at Virkningen vil være ganske uafhængig af nogen Troesbekendelse. Paa en Kristen, en Muhamedaner eller en Hedning garanterer jeg det samme Resultat.“

Da Mads Vestrup gav et hvast Svar, lod Asmus Hagen 22| sig irritere, og de to Kamphaner røg sammen i en Dispyt om Videnskabens Anmasselser og Lægens Ansvar.

Torben sank herunder tilbage til sine egne Tanker, glad ved at kunne være uforstyrret en lille Tid. Men Tankerne var bleven svimle som løsslupne Duer, der sidder og trykker sig paa Taget omkring det aabnede Slag — lysblændede, raadvilde og forskræmte.

Halvt som i Drøm hørte han de andres Stemmer.

„Jeg vil spørge Dem,“ sagde Mads Vestrup til Professoren. „Hvad hjælper det at gøre Legemet friskt, dersom Sjælen sygner hen og Hjertet forhærdes? Hvordan faar en Læge i det hele Mod til at bruge sin Kunst, naar han ikke føler sig som Guds ydmyge Redskab? Han handler jo saa rent i Blinde. Dersom de Herrer Læger kunde følge deres Patienters Livsløb lige til Enden, ja udover Døden til Dommen, vilde de vistnok i flere Tilfælde have Grund til at fortryde det „Mirakel“, de har gjort paa dem.“

„Jeg finder det ørkesløst at fortsætte Diskussionen,“ sagde Asmus Hagen. „Maa jeg blot minde Dem om, at efter Biblen optraadte Kristus selv som Læge. Han genopvakte endda døde Folk, hvad vi andre dog ikke befatter os med. Med hans Opfattelse af Tilværelsen finder jeg det forresten ogsaa meget inkonsekvent af ham. Der er f. Eks. Historien om Jairi Datter. Naar man anser denne Verden for en Jammerdal, synes det mig en besynderlig Barmhjertighedsgerning at lade et lykkeligt hjempermitteret Menneske leve op igen til Elendigheden.“

Mads Vestrup hørte paa dette med dirrende Mund. 23| Blodet sang i hans Øre. Han maatte slaa Øjnene ned for at betvinge sit Sind.

Hans Svar kom lavmælt, i brudte Sætninger. Næsten som til sig selv talte han om Tidens oprørske Selvraadighed.

„Men naar Dødens Time kommer for et stakkels Menneske, vil al selvskabt Herlighed opløse sig i Dunst. Naar Mørket lægger sig paa vore Øjenlaag, og det udtærede Legeme krummer sig i Angst og Pine — hvad hjælper saa alle Videnskabens Pulvere og Draaber? For Dødens Gru og Samvittighedens Vaande findes ingen Medicin.“

„Vi har dog nu f. Eks. Morfin,“ sagde Asmus Hagen.

Det kom som henkastet, men Pilen foer Mads Vestrup ind i Hjertet og ramte med en Kraft, saa det næsten kunde høres. Han løftede sit tunge Hoved og stirrede paa sin Modstander med et maabende Udtryk.

„Ja — Gift!“ sagde han.

„Ganske vist. Men i Videnskabens Haand har Giften forvandlet sig til en Velsignelse for Menneskeheden. I Løbet af nogle faa Øjeblikke bringer den en lidende Stakkel Fred, saa han kan sove ind i Døden saa sødeligt som et Barn ved sin Mors Bryst. Den lille Sølvsprøjte gaar sin Sejrsgang gennem Verden og jager sikkert megen usund Frygt og Mørkerædsel ud af Sindene. De har uden Tvivl ogsaa selv erfaret, at Kirkens Naademidler hos adskillige Mennesker har faaet en Konkurrent, som —“

Han fik ikke talt ud. Graa i Ansigtet tumlede Mads Vestrup op med et Grynt som en Vildorne og tog om Ryggen af en Stol. Det var hans Hensigt at slynge den i 25| Hovedet paa Spotteren; men et Raab fra den opskræmte Torben bragte ham til Besindelse. I det samme kom ogsaa Barbara ind. Saa skød han Stolen fra sig og styrtede ud af Stuen uden Farvel.

Asmus Hagen stirrede forbløffet efter ham og saae derpaa hen til Torben.

„Du er vred paa mig, gamle Ven!“ sagde han, da Barbara igen var gaaet for at følge Præsten ud.

„Han var min Gæst,“ svarede Torben.

„Javist! Det var en dum Historie! Mest for din Skyld forresten. Jeg gør dig min Undskyldning. Men Bæstet kunde have ladet være med at ægge mig op. Forresten begriber jeg ikke, at du har den uappetitlige Person gaaende her. Det er ikke sundt for dig. Hvad er han egenlig for et Menneske? Han stammer altsaa her fra Egnen?“

„Ja, hans Mor var en fattig Væverenke herinde i Nabosognet. Jeg husker hende godt. Jeg var som Barn lidt bange for hende, fordi hun gik med store Hornbriller. Maaske ogsaa, fordi jeg havde hørt, at hun kunde hele Biblen udenad.“

„Saa har han altsaa ikke sin Galskab fra Fremmede. Har du rigtig lagt Mærke til hans Øjne? Tag dig i Agt for den Slags Folk! Jeg kender dem!“

„Ja, mon du ogsaa gør det?“

„Aa, du — vi har endnu Middelalderen stikkende omkring i Krogene. Det gaar med Obskurantismen som med Væggetøj og Kakelakker. Man faar den aldrig drevet helt ud af dens Smuthuller. Havde en saadan Karl Magt som Agt, saa osede Kætterbaalene igen i alle Lande.“

26| „Jeg kan huske, Asmus, det var en staaende Talemaade hos dig i gamle Dage, at du gad se alle Præster hængt. I har da ikke start at lade hinanden høre, synes jeg.“

Asmus Hagen, der var gaaet ud over Gulvet, vendte sig om paa Hælen og iagttog Vennen med et bekymret Udtryk.

„Hvordan har det sig egenlig med dig, Torben?A ... Du plejer Omgang med Gejstligheden, studerer Mystikere og forfalder til Trolddom! Gud bevare din Forstand, min Dreng! Det var aabenbart paa høje Tid, jeg kom og ruskede dig op. Og hvad er det for en lille Kælling, der lister omkring her? Hun ser da grangivelig ud, som om hun var kommen flyvende hertil paa et Kosteskaft. Men du har nu altid ganske geheimt været et Stykke af en Drømmer, Junker Torben! — Men nu skal du gaa ind og hvile dig. Jeg kan se, at du er træt.“