IV.

Mads Vestrup stred sig hjemad mod den haarde Vind. En storskygget Kasket med en Knap oven i Puklen sad ham ned paa Ørene, og han støttede sig tungt til en Kæp af den Slags med Strop, som Markedsprangerne bærer paa Haandledet.

Til den ene Side laa de milevide Enge, til den anden rejste Landet sig som en Vold med stejle Lerskrænter. Paa det første Stykke fulgte Landevejen Engen men bøjede saa brat af og steg til Vejrs gennem et Skaar i Bakkerne.

26| Her kom han op i den høstlig-røde Skov. De brølende Løvmasser lukkede sig om ham som et Flammebaal.

Vejen var fedtet efter nogle Dages Regn, og trods sit voldsomme Sindsoprør havde han ikke glemt at smøge op forneden for at skaane sine Søndagsbukser. Men hans Tanker var i Himlen. Med et Nødraab fra Hjertets Dyb knælede han for sin Gud og spurgte, hvor længe han dog endnu vilde taale den aabenlyse Forhaanelse. Vilde han ikke snart komme i sin Almagts og Herligheds Vælde og nedslaa Satans triumferende Yngel, der bildte Menneskene ind, at Livet kunde forvandles til lutter fræk Nydelse, Døden til en vellystfuld Hendaanen?

Han svarede sig selv: Men lad dem kun trodse! Regnskabsdagen og det store Skriftemaal undflyer de ikke. Engang skal de vaagne op i Rædsel og erfare, at Gud lever og er deres Dommer! Da han var kommen ud af Skoven, kunde han begynde at vejre Hjemmet. Den lille Bondeby laa med sine rygende Skorstene et Stykke inde paa det aabne Land ved Foden af en lav Bakke. Vinden trykkede Røgen ned over Markerne og sendte ham et fortroligt Pust af Tørveos imøde. Den yderste Gaard med Vindfangeren paa Ladelængen var Præstegaarden, saadan som Asmus Hagens Hareøjne ganske rigtigt havde opdaget.

Efter at Mads Vestrup var kommen hjem, gik han først sin sædvanlige Runde gennem Udhusene og Stalden for at forvisse sig om, at intet var blevet forsømt under hans Fraværelse. Men mod Sædvane var han denne Dag ret aandsfraværende paa sin Vandring gennem de 28| halvmørke Rum med de tilforladelige Lugte af Hø og Klid og Dyrevarme. Rent mekanisk plukkede han op fra Gulvene, hvad han fandt paa sin Vej, hist en tabt Roe, her en Tot Hø; og da han inde i Kostalden traf Tjenestedrengen, der hjalp Pigen med Malkningen, holdt han ikke som ellers en Dundertale til dem om ikke at sløse med Guds Gaver, men gik videre uden Ord.

Han blev staaende i den aabne Stalddør, mens Aftenklokken ringede. Han tænkte paa sine egne sørgelige Vildfarelsens Aar derovre i København, hvor han var bleven Djævelens Bytte og vilde være endt som en Stakkel i mørkt Vanvid, dersom ikke Gud havde forbarmet sig over ham og ført ham hjem til hans gamle Mor. Gud glæde hendes Sjæl i Himlen! ... Derude foran Aftenrøden kunde han tydelig skælne Omridsene af to Træer, der havde skygget over det lykkelige Barndomshjem, to høje Popler, i hvis Susen han som Barn havde hørt Vorherres Stemme, naar han sad paa Trendebænken ved Vinduet og stirrede ud, mens Moderen sad ved Væven og sang sine Salmer. Inde bag den lange, hvide Kirkegaardsmur derovre laa nu den fromme Kvinde med de arbejdstrætte Hænder foldede om sin gamle Salmebog og ventede paa en salig Opstandelse.

Derude under Vesthimlens lysende Skyer kunde han ogsaa følge den pilehegnede Landevej, hvor han i seks Aar hver Søgnedags Morgen gik de tre Fjerdingvej ind til Latinskolen i Randers. I Sommerhælvten, naar Torben Dihmer boede hjemme paa Favsingholm, mødtes de undertiden og slog Følge. Torben red til Skolen paa 28| en Nordbag, mens han selv maatte gaa Turen i Træsko eller paa bare Ben for at skaane Skoene, der hang ved Tornystret og ikke maatte tages paa, før han naaede Byen. Han huskede især Torben i en mjødbrun Fløjlsdragt med lange Ridegamasjer, der en Tid havde bedaaret hans Bondehjerte. Indtil hans Mor en Dag sagde til ham: „Hvordan tror du egenlig, saadan én opstadset Knægt tager sig ud i Vorherres Øjne?“ Da slog han skamfuld Blikket ned.

Klokken i Taarnet tav. Med en dyb Halslyd, der mindede om Køernes Drynen, vendte han tilbage gennem Loen og gik ind.

Da han med sin Familje sad ved Aftensmaaltidet, hvori ogsaa Husets Tjenestefolk tog Del, fortalte han om den fremmede Læges Besøg paa Herregaarden og hans Vidunderpiller, der skulde kunne gøre Godsejeren rask. „Dersom det da ikke er fræk Pral og Mundsvejr det hele“, føjede han til.

Senere sagde han:

„Hver Dag i Aaret og hver Time paa Dagen gor den kære Gud de dejligste Mirakler for os. Han lår sin klare Sol skinne over Verden, kalder nærende Korn og yndige Blomster frem af Jorden og skaber smaa levende Menneskevæsner i sine Engles Skikkelse og lægger dem i vore Arme. Men saadan noget finder Verdens Børn bare „naturligt“ og hverken Snak eller Tak værd. Saa saare derimod en snavs Doktor har lidt Held med sin Kniv eller med et Pulver, saa veed Folk ikke, hvordan vi er vendt i det, om det er os selv eller Vorherre, der styrer 29| Verden. — Men lad os nu se! Satan skal ikke for tidlig triumfere!“

De sidste Ord rungede ud over Bordet, saa det yngste Barn, en tre Aars Krøltop, i Forskrækkelse foldede Hænderne. Ogsaa de andre Børn blev betuttede. De vidste, at naar deres Far skændte, var det Guds egen frygtelige Vrede, der forkyndtes gennem hans Mund.

Maaltidet fortsattes i Tavshed. Der var ikke andet paa Bordet end et Fad bart Smørrebrød og Kander med kogt Mælk. Ikke helt for ingenting havde Mads Vestrup Ord for at være en bekymret Vogter af sin Pengepung. Han, der saae ud som en Fraadser, paabød baade sig selv og sin Husstand Spægelse som en religiøs Pligt. Det kunde ganske vist undertiden hænde ham, naar han ved Middagsbordet blev sat for en af sine Livretter som Risengrød eller Blodpølse eller Bankeflæsk med brunet Hvidkaal, at han bukkede under for sin Naturs stærke Krav og overfyldte sig. Men bagefter straffede han sig altid med en endnu strengere Selvforsagelse.

Ved Maaltidets Slutning læste et af Børnene Bordbønnen. Derefter plejede han at samle Børneflokken hyggeligt om sig inde i Dagligstuen, hvor han da gerne fortalte dem et eller andet, oftest af den hellige Historie.

Men denne Aften gik han til sin Kones og Børnenes Overraskelse straks over i sit eget Værelse paa den anden Side af Forstuen. Krøltoppen, der var løbet efter ham for at holde hans Haand, standsede med Fingren i Munden og vovede ikke at følge. Døren til Faderens Stue var 30| for alle Børnene Indgangen til et helligt Sted — bevogtet ligesom Himmerigsporten af en Kerub med et Flammesværd.

Da Præstekonen lidt efter kom ind til sin Mand med den tændte Lampe, sad han midt i den korte Voksdugssofa og røg en Pibe Tobak, som var den eneste Luksus, han tillod sig.

Fru Stine var en lille hofteskæv Kone i Fyrretyveaarsalderen, nogle Aar ældre end sin Mand. Hendes sidste Barnefødsel havde gjort hende til Krøbling. Hun var en Lærerdatter der fra Egnen og blev forlovet med Mads Vestrup, da han endnu var ung Student. Dengang var hun en rødmusset Landsbypige, af hvis Skønhed der gik Ry; men allerede før de kunde gifte sig, var hun begyndt at falme, og nu var hun afblomstret indtil Stilken.

Hun salte Lampen hen paa Skrivebordet og stod der nogen Tid og skruede paa den, som ventede hun paa, at han skulde tale til hende. Men Mads Vestrup sad indemuret i sine Tanker, — ytrede sig kun ufrivilligt med sin drynende Halslyd.

Saa listede hun et forkrøllet Brev op af Kjolelommen under sit Forklæde, lagde det fra sig paa Bordet og haltede ud igen med Haanden paa den syge Hofte.

Folk, der ikke kendte Mads Vestrup og alene bedømte ham efter hans Ydre, saae kun Bonden i ham. Af sine Kaldsfæller paa Egnen betragtedes han som en indskrænket og noget forstyrret Person, der ikke var til Pryd for Standen. Men ogsaa i sin egen Menighed var han til 31| Besvær paa Grund af sin gammeldags Tro, som næsten ingen delte med ham. Mange Familjer havde løst Sognebaand til Nabopræsterne, der alle i hans Øjne var smittede af Tidens Vantro. Han var en meget ensom Mand, hvem Dagenes Byrde tidlig havde ældet.

Naar han gik omkring i den daglige Tummerumme, var der noget sløvt og søvnigt Over ham. De vilde Kampdrifter i hans Blod blev holdt i Tømme af hans sygelige Bekymringer for Udkommet og af dette tunge Legeme, der voldte ham mangehaande Besværligheder. Mens de fleste af hans Kaldsfæller var geskæftigt paafærde allevegne som religiøse, politiske eller sociale Agitatorer, gik han mere og mere op i sit Landbrug og i Omsorgen for sin Familje. Trods den Selvfølelse, der kunde bruse frem hos ham overfor Folk, der vilde se ham over Hovedet, havde han i Virkeligheden meget beskedne Tanker om sig selv og Forsynets Bestemmelse med ham. Han vidste godt, at han ikke var nogen veltalende Mand og ikke besad den Art ydre Personlighed, som gjorde Indtryk paa Masserne. Og forøvrigt retfærdiggjorde han sin Mangel paa Daadskraft med den Betragtning, at en Mand med en svag Kone og fire Børn at forsørge ikke kunde være udset af Gud til ene at tage Kampen op mod Helvede.

Den Vildskab, som Oplevelsen paa Herregaarden et Øjeblik havde sluppet løs hos ham, var da ogsaa allerede ved at slaa over i en tung og mørk Nedstemthed. Han saae i Tankerne Torben Dihmer kaste Kæppen og blom32|stre op i Sundhed og Kraft som ved et virkeligt Mirakel. Han saae dette gudløse Menneske vende tilbage til Livet for at fortsætte det som en sorgløs Leg.

Ja, tænkte han, Mørkets Fyrste var en gavmild Herre at tjene! I Stedet for Død og retfærdig Straf i Helvede vinkede der ny Lyst og nye Glæder af Syndens Overflod. Havde Gud da virkelig underkastet sig? Havde Satan sejret? ...

Han søgte paany Trøst i den Tanke, at Regnskabets Time og den store Dom undgik ingen. Ogsaa de Onde havde deres Løn „borte“. Han vidste jo nok, at der var visse Halvmands-Kristne, der forkastede Tanken om et Pinested som uforenelig med Troen paa Guds Kærlighed og tænkte sig den uomvendte Synders Skæbne som en evig Udslettelse. Men det var at paalyve den Alvise et dumt og skændigt Selvforræderi. Det vilde netop ikke være Kærlighed men et rent ud djævelsk Paahit, dersom saadanne frække Spottere, der her i Kødets Verden boltrede sig i alle Laster og svælgede i Vellyst, ved Hjælp af en Læges Trolddomskunster kunde aande ud i et saligt Suk, vejres hen i Intethed som en skiden Lugt. Men saadan var det heller ikke. Nej, i deres Dødsstund vilde Helvede aabne sit Mørkegab for de ulykkelige, og der var sikkert nok beredt dem en frygtelig men retfærdig Straf.

Han rejste sig op for at hænge den udgaaede Pibe hen paa Brædtet. Paa Tilbagevejen standsede han ved Skrivebordet, da han opdagede det Brev, som hans Kone havde efterladt der. Han stod nogen Tid med det i Haan31|den og betragtede det med den molboagtige Maaben, der var ham egen, naar han overraskedes.

„Hvad er det for et Brev?“ sagde han højt.

Konvolutten, som var aabnet, bar hans Kones Navn; og baade Udskriften og selve Brevet var skrevet med fordrejet Haand.

„Hvad er det her for Kæltringestreger!“

Brevet var undertegnet „En Troende af Menigheden“ og indeholdt en Opfordring til hans Kone om at have et vaagent Øje med Jørgen Stauns Gaard paa Bakken. „Din Mand har sin Gang der, og Oleane er en Møgmær, som jo alle veed.“

Han undersøgte Frimærkets Poststempel, Konvolutten og tilsidst Vandmærket i Papiret, som han holdt op for Lampeskæret.

Og nu svulmede Halsen paa ham. Et nyt, mørkt Uvejr brød ind over hans Sind. Han slog Piaanden i Bordet, saa det rungede.

„Nej, det her er dog for galt!“

Han rev Døren op og raabte ud gennem den mørke Forstue, hvor en smal Lysstribe røbede, at Dagligstuedøren var bleven ladet paaklem:

„Stine! Er du derinde? ... Aa, hør et Øjeblik!“

Det varede temmelig længe, inden hun kom; og det var med en utryg Skæven til Skrivebordet, at hun klemte sig ind og blev staaende henne ved Døren. Men hendes Mands Kalden havde heller ikke lydt som en bodfærdig Anraabelse. Der havde tværtimod været Dommedagsbebudelse deri.

34| „Hvad er det her for noget?“ spurgte han og rystede Brevet foran hendes Ansigt.

„Ja, hvad er det?“ sagde hun og rettede sine mørke Øjne paa ham med en dristig Anklage.

„Hold nu op med det Komedievæsen! Det er jo dig selv, der har skrevet det Brev. Nægt det it'!“

Stine Vestrup holdt Armen parat til at afbøde et Slag. Det var et Par Gange hændet, at hendes Mand i Hidsighed havde forløbet sig overfor hende.

„Jeg har ikke skrevet det,“ sagde hun og stirrede ham forhærdet ind i Øjnene.

„Du lyver! Du har jo været saa dum at ta' af Papiret til mine Tjenesteskrivelser. Og det Tøjeri ligner dig da ogsaa godt nok! Det er jo it' første Gang, du har bagvasket din egen Mand. Men at sætte sig hen og skrive den Slags Sager, det er dog noget nyt. Gjorde jeg dig din Ret, slog jeg det skidne Præk op paa Smedens Port, saa enhver kunde se, hvad Slags Menneske du er.“

Denne Trusel fik Stine Vestrups stive Nakke til at bøje sig. Klagende sank hun ned paa Kanten af en Stol med Forklædet trykket for Øjnene.

„Aa, Mads; jeg veed it' selv, hvad jeg gør i den her Tid. Jeg er saa syg — saa syg — saa syg.“

Ganske stakaandet gik Mads Vestrup frem og tilbage paa Gulvet. Han sled Brevet i mange Stykker og kastede det tilsidst i Kakkelovnen.

„Ja ja, — Stine!“ sagde han øjeblikkelig formildet. „Lad saa den Historie være glemt da, som jeg har glemt 33| og tilgivet de andre. Men nu skulde det helst være sidste Gang, du kom med den Slags.“

Skønt der snart ikke fandtes det Kvindemenneske paa Egnen, som hun ikke havde ham mistænkt for at staa i Forhold til, blev hans Vrede mod hende altid kun en Straail,d. Han følte den inderligste Medlidenhed med hende og havde desuden andre Grunde til ikke at gaa for strengt i Rette med hende.

Hvordan Stine var kommen til sin Mistanke mod Oleane, forstod han ikke. Han havde netop saa vidt muligt holdt sig borte fra Jørgen Stauns Gaard, siden hans Barndomskæreste var bleven Kone der. Men han havde mærket det før. Stine kunde blive næsten som synsk paa de Tider, da hendes Skinsyge helt besatte hende.

Den ulykkelige Kone blev ved at tørre sine rødkantede Øjne under megen Snøften. Der var noget, hun vilde sige men ikke havde Mod til at faa frem. Endelig brast det ud af hende:

„Tror du ikke, Mads, at jeg kunde faa Lov til at snakke med den Professor, der er kommen til Favsingholm? Dersom han nu kendte et Raad ogsaa for min Sygdom. Saa kunde du maaske igen blive noget glad for mig.“

Mads Vestrup standsede foran hende og svarede:

„Synes du ikke, at du har prøvet nok af den Slags, Stine? Du kan jo ikke allerede ha' glemt ham, den her omrejsende Bandagist og Markskriger forgangen Aar. Den skammelige Bedrager! Fyrretyve Kroner tog han for 36| det Bælte. Og hvad hjalp det saa? Du blev bare daarligere af at bruge det. Fyrretyve Kroner smidt paa Møddingen. Det synes jeg dog ikke, vi skulde gøre om igen.“

„Men han her er da rigtig Professor. Og rigtig Doktor. Han skal jo endda være en af de første.“

„Stine! Jeg har sagt dig det saa tidt: Der er kun een sand Læge for os stakkels Mennesker. Det er Jesus Kristus, Guds enbaarne Søn, vor Herre. Han lærte os at bære vort Kors med Taalmodighed i Haabet om den evige Fred og Glæde hisset. Der er ikke Frelse i noget andet.“