VI.

Mads Vestrup kom et Par Dage efter ude fra sin Roemark i en smudsig Lærredsjakke og Træsko, da han midt paa Landsbyens Gade mødte sin Nabopræst og Foresatte, den bekendte Provst Broberg, der kom kørende sammen med sin Kone i en nedslaaet Kalesjevogn. Den yndede Prædikant og Folketaler var en lille, graamanket Mand, og Provstinden lignede ham som en Tvillingsøster. Han sad tilbagelænet i Vognhjørnet og dampede mægtigt af en Cigar. Hun sad tilbagelænet i det andet Hjørne og stak en lille rød Næse i Sky.

Mads Vestrup gryntede ærgerlig, da han i Frastand genkendte Køretøjet. Han havde ingen Agtelse for sin navnkundige Kaldsbroder, som hørte til de saakaldte liberale Teologer, der næsten var ham i endnu højere Grad til Forargelse end de rene Fornægtere. Han ønskede kun at kunne slippe uantastet forbi.

50| Det ægteskabelige Tvillingsmil i Provstens og Provstindens Ansigter forsvandt, saasnart de opdagede Mads Vestrup, og gjorde Plads for stramme Miner.

Alligevel lod Provsten holde.

Til yderligere Ulykke begyndte han straks at tale om Godsejeren paa Favsingholm og de Rygter, der gik om hans mærkværdige Helbredelse. Vidste man noget nærmere? Var det sandt, at han havde været paa Herregaarden? Havde han set Dihmer?

For ikke i Hidsighed at komme til at sige noget uovervejet tav Mads Vestrup bomstille. Han stod med nedadvendte Øjne, fordi han ikke taalte Synet af denne løvemankede Abekat, denne æresyge Judas, der havde forraadt sin Frelser for Popularitetens Blodpenge og pyntet Kristi strenge Lære op med Flitter og Stads i Tidens letfærdige Aand.

Da Provsten stadig intet Svar fik, gav han Kusken et Tegn, og Vognen kørte videre.

„Det Menneske er snart moden til Daarekisten,“ sagde han. „Han burde i Grunden ikke have Lov til at sidde i Embede ... Og som han dog ser ud i Klæderne!“

„Ja, veed du,“ sagde Provstinden. „Straks jeg saae ham, troede jeg, det var vores egen Kromand, der kom.“

En henrykt Latter foer ud af Provsten sammen med en Røgsky.

„Du har Ret, Ville! Jeg har ikke tænkt paa det, men Ligheden er virkelig slaaende. Virkelig slaaende. Men hvad skal vi gøre ved ham?“

„I har saa mange Reskripter og Forordninger. Staar 51| der ikke et Sted, at en Præst skal barbere sig i det mindste to Gange om Ugen?“

„Aa, du er slem, Ville! Du er slem! .. Men jeg skal love dig at henstille Sagen til hans Betænkning ved min næste Visitats.“

Mads Vestrup var imidlertid kommen hjem til Præstegaarden, hvor Stine modtog ham med den Besked, at der under hans Fraværelse havde været et ridende Bud fra Favsingholm. Dihmer vilde gerne tale med ham.

„Hvad kan det være?“ — tænkte han og gik ind til sig selv. „Jeg bliver vel nødt til at gaa derud en Dag, skønt det vist ikke kan være Præsten, han har haft Bud efter.“

Den følgende Dag var en Søndag. Mads Vestrup holdt som sædvanlig Gudstjeneste i en næsten mennesketom Kirke. Ogsaa Stine var bleven hjemme under det Paaskud, at hun ikke var rask.

Da han første Gang vendte sig for Alteret, saae han, at Oleane Staun var der. Hun sad alene i en af de lukkede Stole tæt under Prækestolen. Hendes rundryggede Mand sad ovre i det tilsvarende Stade paa Mandssiden og hostede med et sammenlagt Lommetørklæde trykket for Munden.

Efter Gudstjenesten, da Kirkegængerne, som Skikken var, forsamlede sig udenfor Vaabenhuset for at tage ham i Haanden, inden de gik, stod Oleane lidt afvejen med Ryggen til og bandt et Støvlebaand. Først da de andre trak sig bort og hendes Mand ogsaa var gaaet for at hente deres Vogn, kom hun hen og gav Haanden.

52| Hun var høj og havde en frodig Skikkelse, men var ellers slet ikke smuk. Som ung Pige havde hun faaet Næsebenet knust ved i Kaadhed at springe ned fra et Høstænge. I de gulgraa Øjne brændte en urolig Flamme. Hun og Mads Vestrup var Byesbørn og sagde derfor du til hinanden. Der havde i Opvæksten været lidt Kæresteri imellem dem paa Landsbyungdommens frie Vis, og nu havde Livet igen ført dem sammen. For et Par Aar siden var Oleane kommen til Sognet som Jørgen Stauns Kone, og dette Genmøde havde vist sig farligt for dem begge.

Hun spurgte lidt spydigt, om han havde taget Vejen med sig, da han sidst var hos dem, eller om han havde glemt, hvor Bakkegaarden laa.

„Bedstemoer klager hver Dag over det, at du it mer kommer og holder Andagt med hende. Hun kan være rigtig saa vred paa dig. Hvorfor kommer du it? Nu er det over en Maaned siden.“

Mads Vestrup saae forbi hende ud i Luften for ikke at indfanges af hendes Øjne.

„Vil du sige til den Gamle, at jeg kommer imorgen. Har hun virkelig ventet mig?“

„Ja, hver evige Dag. Det er nu igen ret ringe med hende.“

„Ja ja. Altsaa imorgen.“

Degnen kom ud af Kirken og laaste. Han havde staaet indenfor og lyttet. Alligevel lod han overrasket, sagde „Undskyld“ og gik uden om dem i en stor Bue.

Mads Vestrup kaldte ham tilbage, sagde Farvel til 53| Oleane og fulgtes med ham ind gennem Byen for ikke at faa lavet nogen Sladder af dette Møde.

Den følgende Dag straks efter Middag klædte han sig om og begav sig paa Vej til Favsingholm.

Han viste sig paa Herregaarden med en meget uselskabejlig Mine. Selv efter at Torben havde gjort ham en uforbeholden Undskyldning for det kedelige Optrin under hans sidste Besøg, forblev han lige utilgængelig. Da Torben saaledes sendte Barbara ud med en Ordre til Husjomfruen om at servere Te, erklærede han med brysk Bestemthed, at der for hans Skyld ikke skulde gøres Anstalter. Han ønskede ikke at nyde noget.

Saa opgav Torben at stille ham tilfreds og gik uden Formaliteter over til at forklare ham den Sag, for hvis Skyld han havde sendt ham Bud.

Han havde tænkt paa, sagde han, at Egnen savnede et tidssvarende Alderdomsasyl, og det var nu hans Mening at oprette et saadant og give det Plads her paa Favsingholm i den tidligere Godsforvalterbolig, som stod tom. Den praktiske Ledelse af Hjemmet skulde forestaaes af hans Inspektør i Forening med en Økonom. Men han mente, at Offenligheden havde en Ret til at kontrollere en saadan Stiftelse, ligesom det jo ogsaa maatte være betroede Folk fra Egnen, som tog Bestemmelse om, hvem der skulde optages i den.

„Det er navnlig i den Henseende, jeg haaber at kunne gøre Regning paa Deres Bistand, Pastor Vestrup. Der sidder jo rundt om saa mange gamle Stakler, som er ret hjælpeløse, og De kender dem sikkert bedre end de 54| fleste. Jeg tænker paa saadanne Folk som Kæppe-Jørgen og den lamme Sidsel Øvre, som jeg begge kan huske fra Barn. Selv forbeholder jeg mig foreløbig kun een Plads — men rigtignok en Æresplads — til Barbara nemlig, min trofaste Plejerske.“

Mads Vestrup havde i Begyndelsen hørt paa ham med sin mest forbavsede Maaben. Han tog sig dog hurtig i sin Overraskelse og sad nu med tillukket Mine og strøg sig om Hagen med denne ulidelige Lyd af Sandpapir.

„De agter med andre Ord at forlade Favsingholm for bestandig?“ sagde han, da Torben sluttede.

„Nej, det har jeg ikke sagt. Men Lægerne vil have mig til et sydligere Klima ... til Italien rimeligvis. Allerede om nogle Maaneder mener Professor Hagen, jeg kan rejse. Det lyder jo for mig som et Eventyr, at jeg virkelig skal gense det vidunderlige Land ... skal sidde og sole mig ved Middelhavet og maaske gøre Hjemrejsen over Paris. Det havde jeg unægtelig ikke drømt om.“

„De maa altsaa være ganske sikker paa, at Professor Hagen ikke har lovet Dem mere, end han kan staa ved,“ sagde Mads Vestrup og skævede ud til Siden med det hvide ud af Øjnene som en nikket Tyr.

Hans Tone faldt Torben for Brystet; men for ikke igen at risikere en Forstyrrelse af deres Forhold svarede han med en godmodig Spøg:

„Synes De ikke, Pastor Vestrup, at jeg allerede har faaet en bedre Kulør? Da jeg imorges saae mig i Spejlet, blev jeg helt forelsket i mig selv.“

„Oprigtig talt, jeg ser ingen Forandring.“

55| „Ja ja; jeg kan nu alligevel mærke et lille Fremskridt hver Dag. Jeg har derfor foreløbig ingen Grund til at tvivle om, at Virkningen af Kuren skal svare til Forventningerne. Og jeg har nu altsaa følt Trang til at vise min Taknemlighed.“

Mads Vestrup saae op med et stort Blik.

„Taknemlighed?“ sagde han. „Det forstaar jeg ikke. Mod hvem?“

„Hør, Pastor Vestrup, lad os nu ikke igen komme ind paa det intrikate Spørgsmaal. Det har jo vist sig, at det ikke fører til noget.“

„Aa nej, det gør det vel ikke. Men saa foretrækker jeg ogsaa at lade Dem vide med det samme, at jeg hverken vil eller kan have med den Sag at bestille.“

Der blev en Pavse.

„De maa ikke have forstaaet mig rigtig, Pastor Vestrup! Her er jo Tale om et ganske neutralt Anliggende. Jeg tilbyder at skaffe Sognet et haardt tiltrængt Aldersdomsasyl, et Gæstehjem, eller hvad man nu vil foretrække at kalde det —.“

„Ja mig er det lige et, hvad det bliver kaldt. Det er jo noget, De selv er Herre over. Men hvad der ikke opbygges i Gud den Almægtiges Navn og til hans Ære, det bliver der efter min Tro ingen Velsignelse ved, og det vil jeg ikke befatte mig med. Nu har jeg sagt det.“

„Det gør mig ondt — saa maa jeg altsaa henvende mig til en anden. F. Eks. til Skolelæreren ... er det ikke Hansen, han hedder? Han er jo en Forfægter af liberale 56| Anskuelser. Eller mener De, at ogsaa han maaske vil have Betænkeligheder? “

„Det skal jeg ikke videre udtale mig om. For mig maa Folk vælge mellem Himmerige og Helvede ganske efter deres egen Lyst og Smag. Jeg vil blot sige, at dersom han skulde spørge mig tilraads, vil jeg naturligvis paa det bestemteste fraraade ham at gøre sig til Antikristens aabenbare Ærendsvend her i Menigheden.“

Nu vilde Torben af med Manden.

„Jeg har altsaa ulejliget Dem til ingen Nytte,“ sagde han. „Det gør mig naturligvis ondt; men det er jo saa ikke værd at tale mere om Sagen. Det vilde kun være Tidsspilde.“

„Det mener jeg med.“ — Efter at Præsten var gaaet bort uden at have givet Haanden, sad Torben længe foroverbøjet, ligesom tynget af sine Tanker. Et gammelt, stygt Minde fra Skoletiden i Randers var gaaet ham gennem Sjælen under den sidste Del af deres Samtale.

Der havde dengang en Tid bestaaet en Slags Forbund mellem ham og Mads Vestrup. Han havde haft ondt af den klodsede og sky Bondedreng, der havde været Klassens Ugle fra den første Dag, han viste sig paa Skolen. Mads Vestrup var ikke saa lidt ældre end Kammeraterne og dertil en lemmestærk Prygl, som meget godt kunde have holdt sig sine Plageaander fra Livet; men han var en umodig Dreng, der først slog fra sig, naar han kom i Raseri. En Vinterdag paa Legepladsen hændte det, at de kom op at brydes. Det begyndte i Spøg, men da Kam57|meraterne slog Kres omkring dem og hidsede dem op med Tilraab, blev det efterhaanden Alvor. Skønt Mads Vestrup var ham overlegen baade i Kødmasse og Styrke, blev han alligevel tilsidst kastet, og nu skete der noget uhyggeligt. Da Mads hørte det Glædeshyl, hvormed Tilskuerskaren hilste Goliats Fald, blev han pludselig hvid som Sneen, de laa paa, og spyttede ham op i Ansigtet.

Hvad han havde følt udover Væmmelse og Skamfuldhed, da han bagefter stod henne ved Muren og tørrede sig med sit Lommetørklæde, mens Skolens Inspektør, der havde været Vidne til Optrinet, paa Stedet tildelte Synderen en Afstraffelse, forstod han først mange Aar efter. For hver Gang Lærerens Spanskrørsstok buldrede paa den tykke Vadmelsryg, raabte Mads Vestrup i vild Desperation, at saadan en Herregaardsdreng i Fløjlsklæder ikke var andet end det bare Skidt i Vorherres Øjne, og dette Nødraab til Himlen havde han aldrig siden glemt. Det lød paany i hans Øre, dengang de efter seks Aars Adskillelse mødtes i København som nybagte Studenter. Mads Vestrups ynkværdige Fattigdom, hans fuldkomne Hjælpeløshed i den store fremmede By og det Vanry, han var kommen i blandt nogle Grinebidere, fordi han en Aften i Aprilforeningen, da han et Øjeblik troede sig alene i Restaurationslokalet, havde ladet sig friste af nogle afskaarne Brødskorper, som var bleven levnet paa en Tallerken, — alt dette havde igen skabt en Art Forhold imellem dem, indtil Mads Vestrup pludselig en Dag forsvandt fra København for ikke mere 58| at dukke op indenfor hans Synskres, før han for tre Aar siden selv vendte tilbage til Favsingholm og fandt ham her som Præst.

Nu havde han atter følt noget af den samme Afgrundsrædsel som hin Dag i Skolegaarden i Randers. Han havde set det samme vilde Had lyse imod ham fra Dybet af hans Almuesjæl og hørt dette uhyggelige Nødskrig efter Retfærdighedens Hævn og Oprejsning, — enten hernede eller i det mindste hisset.