VII.

Da Mads Vestrup paa Hjemvejen naaede op gennem Skoven og atter havde Landet liggende aabent for sig under en flyvende Skyhimmel, standsede han et Øjeblik med Kasketten i Haanden for at svale sit brændende Hoved.

Han saae sig omkring. Og da han ingen Mennesker opdagede i Nærheden, skraaede han ind over en Mark, idet han tog Retning efter en Udflyttergaard, der laa ensomt oppe paa en Bakke. Det var Jørgen Stauns Gaard.

Hans Hjerte slog tungt og uroligt. Idet han nærmede sig Gaarden, steg en Flok Duer op fra Stuehusets Tag, vendte sig i Luften med et Blink som en viftende Dug og slog sig ned paa en Mark et Stykke borte. Synet virkede paa ham som en Advarsel og fik ham til at standse et Øjeblik.

I Porten mødte han Gaardsdrengen.

58| „Er Jørgen Staun hjemme?“ spurgte han.

Nej, han var just kørt til Randers, fortalte Drengen.

„Naa, er han det,“ sagde han blot, men tænkte ved sig selv, at det var sært nok.

Stuehuset var en lav Bindingsværksbygning med to Indgange. Han gik hen mod den, der førte ind til Bryggerset og Aftægtsstuen. Da han stod i Fremmerset og mødte en Duft af Haarolie, tænkte han, at Oleane eller Pigen nylig maatte være gaaet der igennem. Indenfor den lukkede Bryggersdør tilvenstre hørte han Lyden af en Vandøse.

Idet han vendte sig til den modsatte Dør, der gik ind til den gamle Kones Stue, aabnedes den anden paa Klem, og Oleane stak Hovedet frem. Hun var i Færd med at klæde sig om. Haaret hang hende ned over Skuldrene.

„Ja, gaa du kun ind. A kommer straks,“ sagde hun.

Mads Vestrup bankede paa og kom ind i en lysfattig, tilsyneladende tom Stue, der hilste ham velkommen ved et hakkende Bornholmerur.

Forhænget til en Alkove blev ført til Side, og et indbundet Hoved kom tilsyne. Det var Aftægtskonen paa Gaarden, Jørgen Stauns Mor. Den gamle Kone havde været sengebunden i de sidste ti Aar. Det var et Maveonde, hun led af, hvad man ogsaa nok kunde mærke paa Luften i Stuen.

„Er det Præsten?“ spurgte hun og lagde en lang, gul Benhaand skyggende over Øjnene.

„Ja,“ sagde han og stillede sin Kæp hen i Krogen med 59| Kasketten ovenpaa. Saa satte han sig paa en Stol ved hendes Seng.

„Jørgen er nok taget til Staden.“

Ja, han maatte da ind til Doktoren med Pigen, som skulde have en bolden Finger snittet. Og saa vilde han med det samme snakke til ham om sit Bryst. Han var saa plaget i denne Tid.

Saa var Oleane altsaa alene hjemme — tænkte Mads Vestrup i ny Uro og mindedes Dueflokkens Advarsel.

„Ja, lad os saa bede sammen, Mette!“

Et Kvarterstid efter, da han havde sluttet Andagten med at synge en Salme for den Gamle, kom Oleane ind og hilste paa ham med et kraftigt Haandtryk. Hun var ikke alene stor af Skikkelse som en Mand; der var ogsaa en karleagtig Raskhed over alle hendes Bevægelser.

Hun satte sig paa Hug foran Kakkelovnen for at stikke et Par Tørv til Ilden. Som en Jættekvinde sad hun der i Skæret fra de sammenragede Gløder og hvilede Armene paa de stærke Laar, der svulmede under Kjolen. Bagefter rystede hun sine Skørter med et mægtigt Spektakel, tog et Strikketøj og satte sig hen paa Bænken under Vinduet, idet hun skødesløst kastede det ene Ben over det andet, saa en mørkerød Strømpe saaes næsten op til Knæet.

Mads Vestrup vendte Ansigtet den anden Vej; men han kunde hele Tiden mærke de frittende Øjekast, hun sendte ham over sine Strikkepinde. Derfor maatte han idelig have sit Lommetørklæde frem og tørre Sveden af Pan61|den, denne kolde Sved, der sprang ham ud af Kroppen ved den mindste Sindsbevægelse.

Da han rejste sig for at gaa, var det blevet mørkt baade ude og inde. Kun Skæret af Kakkelovnsilden lyste ud i Stuen.

Oleane lagde Strikketøjet for at følge ham ud.

„Det behøves ikke,“ sagde han. „Bliv du kun inde.“

Men hun fulgte alligevel.

Ude i Forstuen fandt han Gaardsdøren laaset. Nøglen var endogsaa taget ud.

„Her render saa mange Bisser i den her Tid,“ forklarede Oleane. „Du kan jo ogsaa ligesaa godt gaa igennem til vort.“

Mads Vestrup begyndte at ane Uraad.

„Jeg er vant til at gaa ud den samme Vej, jeg er kommen,“ sagde han bydende. „Luk op her!“

„Hys! Hys!“ hviskede hun fortroligt. „A maa snakke med dig, Mads Vestrup! Kom ind til mig!“

„Luk op her!“ gentog han og ruskede i Laasen. Han forstod nu, at han var bleven ført i et Baghold og indringet.

„Vil du it' snakke med mig, gør A en Ulykke paa mig. Nu veed du det, Mads Vestrup!“

„Det er din Præst, du taler til, Oleane ... Det skulde du tænke paa!“

„Aa, lad kun Præsten være udenfor dether! Du er vist it' helt saa hellig en Mand, som du har Ord for. Du var da it' mer end en tolv Aars Knejt, da du sad nede 62| i Sivene og kiggede, naar Møllerens Piger gik i Vandet. Husker du det?“

„Nu kommer du med Nøglen, siger jeg!“

„Ja, ja. Tvinge dig til at snakke med mig kan A jo it'. Nu skal A hente den.“

Hun gik gennem Bryggerset ind i Køkkenet, og han hørte hende ogsaa aabne Døren til Stuen, som laa bagved. Men derpaa blev alt stille. I flere Minutter stod han der i Mørket og ventede.

Det blev ham tilsidst lidt underligt. Skønt alle Dørene stod aabne, kom der ikke en Lyd derinde fra. I sin Ængstelse gik han efter hende gennem Bryggerset og . blev staaende i Døren til Køkkenet.

„Oleane ... hvor bliver du af?“ kaldte han og svedte koldt, da han ingen Svar fik. Et Par grønne Katteøjne gnistrede i Mørket henne under Vasken, hvor Affaldsspanden stod; andet var der ikke at se.

Han gik videre og stod nu i Døren ind til Stuen. Ogsaa her lyste Gløderne i Kakkelovnen og spredte en Ildvifte ud over Gulvet. En Kedel inde i Kogerummet klaprede med sit Laag. Men Oleane var ikke at se.

Han kaldte igen og blev næsten bange for Lyden af sin egen Stemme. Men netop Angsten drev ham fremad nu. Bagved var et lille Kammer, der brugtes som Skabsstue. Døren stod aaben, og her skimtede han herides Skikkelse i Mørket. Hun sad paa en af Klædekisterne og havde lagt Hovedet ned i sine Hænder.

„Hvorfor sidder du der? ...“

63| Hun rørte sig ikke, svarede ikke heller; men nu saae han, at hun græd. Hele hendes store Legeme rystede.

Han havde længe forstaaet, at hun ikke var lykkelig i sit Ægteskab med Jørgen Staun, som ingen Børn havde skaffet hende, og det gjorde et gribende Indtryk paa ham at se hende sidde der saa hjælpeløs i sin Sorg.

„Hvad er der i Vejen med dig, Oleane?“

„Du veed det jo godt, Mads Vestrup! Det skulde ha' været vos to!“

„Saadan maa du ikke snakke. Hold dig til Gud, Oleane!“

Han lagde sin Haand paa hendes Skulder for at sige hende nogle trøstende Ord; men hun misforstod Berøringen, og i samme Øjeblik følte han hendes Arme kvælende omkring sin Hals.

„Aa! A vidste det jo, Mads, at du endda holdt lidt af mig!“