X.

Jytte sad fuldt paaklædt foran Spejlet oppe i sit Kammer. Hun var en af de Brunetter, hvem alting klæder, og som derfor let bliver ligegyldige for deres Udseende. Uden mange Overvejelser havde hun af sit Klædeskab taget en broncefarvet Silkekjole med Underærmer af hvide Kniplinger, I Brystet havde hun fæstet en Naal med en Safir. løvrigt bar hun hverken Ringe eller andre Smykker.

Hun sad tilbagelænet med Hænderne i Skødet og saae ind mod sit eget Billede i Spejlet. Sad der tankefuldt hensunken med et mørkt, grublende Udtryk, som kun hun selv kendte.

Hun kunde ikke komme sig af sin Fortrydelse og Skam over den Scene, hun havde opført nede hos Moderen. Det var den gamle Angst, som igen havde besat 93| hende, — Frygten for, at den Kærlighed, hun følte for Dihmer, var Fantasteri og Selvbedrag som saa sørgeligt meget andet i denne de skønne Indbildningers Verden! Det „Ja“, som Moderen fralokkede hende, havde hun sagt med en Fornemmelse omtrent som den, hvormed man i Drømme kaster sig ud fra et svimlende højt Taarn.

Om Torben Dihmer blot kunde se helt igennem hende og ikke troede hende en Smule anderledes, end hun virkelig var! Men det var det ulykkelige, at Folk altid gjorde sig saa forkerte Forestillinger om hende, altid talte om den „kloge“ Jytte Abildgaard, den „overlegne“ Jytte Abildgaard. Og saa var hun dog saa hjælpeløst angst som en lille Pige i en Troldeskov, saa snart det galdt en Afgørelse.

Bestandig havde man fortalt hende, at hun lignede sin Mor, og det ikke alene af Ydre. Det havde ogsaa Dihmer engang sagt. Saa lidt vidste han Besked! For der var lige saa stor Forskel paa dem som paa en moden Hvedemark med Kornblomster og Valmuer og et af disse tætte, mørke Tjørnekrat, som det var uhyggeligt at se ind i. Saasnart hun selv forsøgte at trænge ind i sit Væsens Urskovs-Dyb, blev hun greben af en Slags panisk Skræk. Der var hverken Vej eller Sti derinde men fuldt af Spøgelser og vandrende Skygger. Og vilde, røde Rovdyrøjne stirrede ud fra Mørket. Og alt dette skulde Torben Dihmer kende. Hele hendes Liv skulde ligge aabent for ham, saavidt hun selv forstod det. Og saa skulde han sige hende, om han alligevel kunde holde af hende ...

94| Hys! Der lød Fodtrin dernede paa Gruset. Hun behøvede ikke at hælde sig frem for at se, hvem det var. Hun vidste det straks. Endnu før hun havde genkendt Skridtene, følte hun, at det var ham.

Der blev saa højtideligt stille indeni hende. Hun rørte sig ikke. — Nu hørte hun hans Stemme. Moderen var kommen ud for at tage imod ham. De maatte staa lige nedenfor hendes Vindu.

Hun rejste sig forsigtigt og kiggede ud bag Gardinet. Ja, der stod han! En høj, skægget Herre med en lysegraa Sommerkappe hængende løst over Selskabsdragten. En fremmed Mand. Aa ja, hvor havde han forandret sig! Godsejer Dihmer altsaa. Voila tout!

Uvilkaarlig fæstede hun sig ved de Træk i hans Ansigt, som hun aldrig havde været begejstret for: de smaa Øjne, der sad saa utilladeligt nær hinanden, den lidt firskaarne Næse og — aa! — disse milelange Kinder! Hvordan var det gaaet til, at hun havde forelsket sig i den groteske Maske? Og saa havde han ovénikøbet lagt sig alt det Skæg til!

Hun havde kun det Ønske, at hun kunde løbe sin Vej fra det hele!

Nu gik de ind, og hun hørte hans og Moderens sammenblandede Stemmer fra Stuen nedenunder. Det lød med et saa hjemligt. Saaledes havde deres Stemmer lydt for hende i Dronningens Tværgade, naar hun sad og surmulede inde paa sit eget Værelse, fordi de var bleven saa ivrige i deres Snak om Politik og alt det, som hun selv ikke havde mindste Interesse for. Saadan var hun nu 94| engang! Rigtig modbydelig ond havde hun kunnet blive. For Alvor skinsyg paa sin egen Mor. Havde man hørt saa galt før? Men saadan var hun! Og saadan skulde Torben Dihmer lære hende at kende!

Hun stod igen ved Spejlet. Paa Toiletbordet laa tre mørkerøde Roser, som hun havde plukket i Haven, mens Moderen var heroppe og klæde sig om. Der havde foresvævet hende noget om at overrække ham den ene ved Ankomsten og selv bære de to ved Brystet. Hun begreb det ikke længer! Med et Par muntre Ord kunde hun maaske have gjort, det, — det romantisk højtidelige laa nu engang ikke for hende!

Hun stod et Øjeblik med Blomsterne i Haanden og fik igen sit triste, grublende Udtryk.

Ja — tænkte hun. Det var maaske hendes egenlige og afgørende Ulykke, at hun aldrig fandt Ord for, hvad der dybest inde bevægede hende. Derfor var hun bleven saa ensom i -Livet trods alle sine mange Bekendtskaber. Hun var i saa Henseende skabt som den forheksede Prinsesse i Eventyret. Hver Gang hun aabnede Munden, sprang der en Skruptudse ud af den.

Fru Bertha og Torben Dihmer var igen gaaet ud i Haven. Fru Bertha vilde vise ham den smukke Udsigt, inden Solen sank ned bag de genuesiske Højder. Men Torbens Tanker var inde i Villaen. Hver Lyd derindefra fik ham til at spidse Øre, og jo længere det varede, inden Jytte lod sig se, desto mere nervøs og fraværende blev han.

95| For at have et Usaarlighedsbælte i Beredskab havde han paa Vejen derhen tænkt meget paa to Damer, som han havde lært at kende i Wiesbaden: en ung, svensk Enkebaronesse v. Piaten, en hjorteagtig Skikkelse paa høje Ben, og en tysk Kunstnerinde Frøken Steinbach, der nu var i Miinchen. Især den sidste havde vist ham megen Venlighed og endogsaa indbudt ham til at deltage i en privat Selskabsrejse Jorden rundt, som nogle af hendes Venner havde planlagt. Hun var en mørkladen Skønhed med Øjne som et Par Tvillingkirsebær, livlig og godmodig.

Han sagde nu til sig selv: „Hvad vil du egenlig her? Jorden vrimler af skønne Kvinder, og mere end een har rakt sine Arme ud imod dig. Hvorfor da netop denne lille hemmelighedsfulde danske Pige, som allerede et Par Gange har ydmyget dig?“

I det samme hørte han hende komme ud paa Loggiaen. Et Øjeblik stod hun smilende paa det nederste Trappetrin i Skæret af den synkende Sol og holdt en Haand skyggende op for Øjnene. Den broncebrune Silkekjole lyste i den dybe Aftenbrand som flydende Guld.

Med en munter Hilsen gik hun ham imøde, sagde Goddag og Velkommen og „Hvor det er rart at se Dem igen“, og slap hurtigt hans Haand.

Torben havde bøjet sig for hende i Tavshed. Han var endnu ikke rigtig i Stand til at samle sig.

„Mor har nok skyndt sig med at vise Dem vore Herligheder,“ sagde hun. „Bor vi ikke rart?“

„Jo — prægtigt! Det er en virkelig overordenlig Udsigt.“

96| „Og det var mig, der opdagede Stedet ... Er det ikke sandt, Mor?“

Ved at se Moderens forundrede og misbilligende Mine mærkede hun nu selv, at hendes Tone skurrede.

Igen en Skruptudse! — tænkte hun og blev stille.

De gik tilbage til Stuen, hvor Samtalen ret hurtigt stivnede i en almindelig Konversation. Fru Bertha udspurgte Torben om Wiesbaden og hans Kur, og han fortalte derom, hvad han kunde finde paa at sige uden at slippe sine egne Tanker. Jytte sad for sig selv henne i en Gyngestol og vendte for det meste Ansigtet den anden Vej for ikke at møde hans Blik, der hele Tiden — det mærkede hun godt — var paa Jagt efter hendes. Hun havde en besynderlig svævende Fornemmelse af sig selv. Tankerne galoperede gennem hendes Hoved, omtrent som naar hun paa et Bal havde nippet lidt rigeligt til Champagnen. Hjærtet slog vildt.

Det mørknede i Stuen. De talte om Generalkonsul Kolding og hans Kone, om Promenadekoncerterne og lidt om hjemlige Forhold.

Torben følte Luften i Stuen tung. Han havde ikke været forberedt paa at træffe baade Jytte og hendes Mor saa uforandrede. Det var, som om han i en Drøm blev ført trefire Aar tilbage i Tiden. Spøgelseagtigt genoplevede han de svundne Dage i Dronningens Tværgade og mærkede med stigende Hede i Blodet, hvordan den gamle, ulykkelige Forelskelse igen begyndte at indspinde ham i sin Nessusskjorte.

Nu lød Gongong'en nede paa Hotellet.

97| — „Ja,A saa maa vi gaa,„“ sagde Fru Bertha, der havde haft Besværet med at holde Samtalen i Gang. „Du bringer mig nok mit Slag, Jytte.“

I den følgende Time sad de i Hotellets Spejlsal sammen med et Par hundrede andre festklædte Mennesker af alle Nationaliteter i et Lyshav fra fire mægtige Loftskroner. Der blev spist ved smaa blomstersmykkede Borde, saaledes at hver Familje havde sit Bord og sin Tjener. Etablissementets tusindøjede Chef ledede selv Serveringen. Til dæmpet Musik af et skjult Orkester frembåres en Række Kunstværker af Mad, der kælede baade for Øjet og Ganen: en ravgul Suppe med smaa rubinrøde og smaragdgrønne Boller, en Postej i Form af en fuldrigget middelalderlig Galej, et Taarn af Fiskerygge opmuret i Mayonnaise, med Sirater af kogte Krebs og Citronskiver, ialt en halv Snes Retter, hvoraf Damerne for det meste lod sig nøje med den Forsmag, som Synet gav.

Fru Bertha og Jytte sad med deres Gæst i et af Salens Hjørner. Da Chefen paa sin Runde kom der forbi og saae, at der mod Sædvane stod Champagne paa deres Bord, bukkede han anerkendende. Den værdige Herre, der selv var flere Gange Millionær, forudsatte høfligt, at alle hans Gæster ligeledes var det, men ønskede til Gengæld ogsaa, at de viste det i Gerning.

Til Trods for Champagnen og Feststemningen i Salen var Torben stadig lige tung at underholde, og det pinte ham selv at mærke det. Fru Bertha var tilsidst nær ved at tabe Taalmodigheden. Asmus Hagen havde ganske vist forberedt hende paa, at Vennen var bleven lidt sær. Men 98| hvad var det for en Bussemandsmine? Hun kendte ham slet ikke igen.

Paa Jytte havde Torben Dihmers tavse Væsen derimod en ganske modsat Virkning. Det gjorde hende selv stille. Skønt han ogsaa for hende var bleven en anden end før, følte hun ham ikke længer som en Fremmed, og denne selskabelige Ubehjælpsomhed hos den tidligere saa verdensvante Mand fik al hendes gamle Ømhed for ham til at vaagne. Hun fandt desuden, at han var bleven smukkere. Alt dette krusede Skæg klædte ham virkelig. Hun syntes, at han lignede en græsk Gud.

Mens hendes Mor og han igen begyndte at tale om Wiesbaden, sad hun og saae ud i Salen uden at følge Samtalen. Alligevel var hun ikke uopmærksom. Men det var kun selve Stemmen, hun lyttede efter, denne klokkedybe Mandsrøst, der allerede i hendes halvvoksne Alder — deres anden Sommer paa Storeholt — havde gjort et stærkt Indtryk paa hende og vakt hendes Undseelse. Hun huskede det nok! ... Forresten havde ogsaa den forandret sig ikke saa lidt. Der var kommen noget sprødt i Klangen. Man kunde høre paa den, syntes hun, hvordan han i disse Aar havde lidt i Tavshed.

Efter Bordet samledes Gæsterne ude i den store hall, der optog hele Bygningens Midterparti og dækkedes af en mægtig Glaskuppel. Her præsenteredes Toiletterne. De eleganteste og mest nedringede af Damerne anbragte sig gavmildt i de brede Kurvestole midt paa Gulvet, hvor Herrerne gik rundt med Monoclen i Øjet og bedømte de udstillede Byster som Kendere.

100| Der var Folk fra mange Lande, og hver Nation havde sine Manerer; men det voldsomme elektriske Lys paasatte dem alle den samme Dødningemaske. Der var tunge Børsmænd fra Berlin og Wien og nervetrætte amerikanske Fabriksdirektører, der døsede i de dybe Stole, udslukte og livløse som frakoblede Maskiner. Og der var et Par af disse landløbende unge Levemænd, der om Dagen gjorde Vejene usikre med deres tordnende Biler og om Aftenen udbredte Nervøsitet paa Hotellerne med deres Fruer eller Elskerinder i dristig Halvnøgenhed, illumineret af Diamanter. Men der var ogsaa Velhavere af den gamle Skole og jævne Pølsefabrikanter med deres Koner, der sad henne ved Væggene og stille udsvedte Bordets Glæder. Der var desuden en armenisk Præst, en hinduisk Plantageejer fra Ceylon og to af Himlens Sønner, der vakte Opsigt med deres pragtfulde Silkekaaber.

Ved den ene af Salens Længdevægge stod en Forhøjning, hvor der hver Aften optraadte en Række Artister til Gæsternes Underholdning ved Kaffen og Tobakken. Programmet bød denne Dag paa en Negerkomiker, neapolitanske Dansere, et Tyrolerkor og et Tintamaresque-Teater. Til Indledning gjorde Hotellets Orkester Honnør med et fejende Musikstykke.

Torben havde ledsaget sine Damer hen til en af Sofaerne ved Væggen.

Mellem saa mange af den store Verdens Luksuskvinder tog den danske Ministerenke og hendes Datter sig beskedne ud. Men hvor de viste sig, vakte deres smukke Skikkelser dog altid Opmærksomhed og efterlod et Køl101|vand af interesseret Hvisken og Spørgen. Nu fremkaldte Torbens Opdukken forøget Nysgerrighed, og for at faa oplyst, hvem han var, kom Hr. Oberverwaltungsgerichtsrat v. Auen hen til dem og lod sig forestille.

Imidlertid blev Torben bortført af sin Ven, Generalkonsulen, der absolut vilde præsentere ham for sin Kone. Hun sad i en af Sofaerne ved den modsatte Væg og viste sig at være en lille korthalset Dame i en Slags græsk Gevandt og med Næseklemmer.

„Jeg ønsker Dem velkommen til Sollandet,“ sagde hun paa en Maade, som om hun var Værtinde der. „Ja, Godsejeren ser ud til at kunne trænge til at faa den kære Sol til Ven. Men det gør vi jo alle.“

I det samme blev der Bevægelse omkring i Salen. Alle saae hen mod den store, forgyldte Trappe, der i det ene Hjørne førte op til Hotellets Bel-Etage. En lille, gammel Dame med emaljeret Ansigt og ungdommeligt brune Lokker bevægede sig langsomt ned ad Trinene ved en Sygeplejerskes Arm. En Kammerjomfru bar hendes æblegrønne Fløjlsslæb, og bagefter fulgte en Tjener med en ganske lillebitte Hund, der sad med løftet Hoved i en udpolstret Kurv og saae sig dannet omkring.

Dette pyntede Lig, der tilhørte et af de regerende Fyrstehuse, spiste af Etikettehensyn paa sine egne Værelser men mødte regelmæssig til Variete-Underholdningen. Med Besvær kom den høje Dame til Sæde i en Lænestol midt for Scenen, fik Kurven med Hunden anbragt paa sit. Skød og gav derpaa en kort Kur, inden Forestillingen begyndte.

102| Der blev nu ringet paa en Klokke. Den første Artist stod — dybt bukkende — paa Forhøjningen. Det var en hæslig lille Dverg-Mulat i Kjole, hvid Silkevest, Laksko og hvide Handsker. En Abe i dress.

Torben havde grebet Lejligheden til at trække sig bort fra Generalkonsulinden, der var begyndt paa et Foredrag om Menneskeslægtens Genoprejsning ved det Wellerske System. Men paa Vejen tilbage til sine Damer blev han standset af Direktør Zaun, der ønskede en Samtale med ham om de politiske Forhold derhjemme.

Øjeblikket var uheldigt valgt. Torben havde netop opdaget, at v. Auen under hans Fraværelse havde taget Plads paa en Stol ved Siden af Jytte og konverserede hende ivrig. Det generede ham saa meget mere, som han mente at kunne genkende den latterligt udseende Mand som en af Jyttes Kavalerer fra om Formiddagen.

„Jeg har desuden en frisk Hilsen at bringe Dem fra en fælles Bekendt,“ sagde Direktør Zaun. „Det er Professor Asmus Hagen. Han er min Læge. Det var Professoren, der meddelte mig, at jeg sandsynligvis vilde træffe Dem her. I Aprilforeningens Dage havde jeg oftere den Fornøjelse at være sammen baade med Dem og Professoren.“

I stadigt Haab om Genkendelse havde Direktøren taget sin Guldlorgnet af og præsenteret Torben sit nøgne Ansigt. Og virkelig dukkede der et Øjeblik et flygtigt Erindringsbillede frem i Baggrunden af Torbens Bevidsthed. Han saae for sig Aprilforeningens lavloftede, røgfyldte Sal med en hujende og mjavende Forsamling foran Taler102|stolen, hvor denne lille sortskæggede Mand stod og gestikulerede lidenskabeligt.

Direktør Zaun blev ved at tale, skønt der et Par Gange var bleven tysset paa ham af Folk i Nærheden. Nu vendte en tyk, skaldet Herre med Svinetryne sig forbitret om og krævede Tavshed.

Ingen af dem havde lagt Mærke til, at der var bleven ganske stille i Salen. Den sortgraa Artist, hvis Specialitet det var at efterligne Dyrelyde, agerede i Øjeblikket en Mand paa Fluefangst. Livagtig eftergjorde han en sorgløst omkringflyvende Spyflues Summen, og da han havde indfanget det indbildte Dyr, hørte man dets vrede Kogen i hans lukkede Haand og derpaa dets hvislende Kamp for Befrielse, idet han trak det frem ved den ene Vinge. Tilsidst traadte han Fantomet ihjel under Spidsen af sin besløjfede Laksko, og da man hørte det lille fugtige Svivit, hvormed Dyret opgav Aanden, jublede Salen, og Herren med Svinetrynen klappede som en rasende.

I Stedet for at søge tilbage til sit Selskab var Torben gaaet ind i Læseværelserne, hvor der i Øjeblikket var ganske tomt. Han kastede sig i en af de store Læderstole og gav sig hen i sin mismodige Stemning.

Han sad der med den samme Fornemmelse, han saa ofte havde haft i Wiesbaden, at han plagedes af et Mareridt og ikke kunde vaagne. Han følte alting saa uvirkeligt, som om alt dette med hans Helbredelse var en Indbildning og han selv død for længe siden og ført ned i Underverdenen — nedstyrtet til de Fordømtes Rige for her at pines af Erindringen om sin upaaskønnede Fred og Lykke 103| i Sygestuen paa Favsingholm. Og nu havde han tilmed faaet en ulykkelig Forelskelses hele Latterlighed at slæbe om med. Denne forkomne Ungdomskærlighed slog atter ud i hans Organisme som Giften fra et gammelt Saar. Mens Jytte sad derinde sammen med sin tyske Ven og aabenbart befandt sig rigtig som hjemme i Skyggeriget, sad han her og sukkede som den forsmaaede Ferdinand i en Operette. Det var Resultatet af den kloge Asmus' Trolddomskunster! Sin Ligskjorte havde han faaet ombyttet med en Narrekappe. Hvad var der vundet? ...

Inde i Salen var Negeren bleven afløst af nogle sortsmudsede Dansere, der skreg og sparkede omkring sig til Akkompagnement af Kastagnetter og Tamburiner. Mændene figurerede i Svømmebukser og aabenstaaende Skjorter, Damerne med et kort Silkeskørt over fede Ben i kødfarvet Trikot. Det kaldtes paa Programmet for neapolitansk Folkedans.

Jytte begyndte at blive ængstelig paa Grund af Torbens Forsvinden. Hun havde holdt Øje med ham, baade da han blev forestillet for Generalkonsulinden, og siden, da han stod og talte med Direktør Zaun. Hun havde overhovedet slet ikke hørt paa Hr. v. Auens mange Elskværdigheder og ikke engang gjort sig videre Umage for at skjule sin Aandsfraværenhed.

Hans Bortgang foruroligede hende især, fordi hun havde paa Følelsen, at den var en Demonstration. Selskabet mishagede ham vistnok. Navnlig dette Variete-Gøgl var ham sikkert imod. Hun sad netop og overvejede, om hun ikke skulde sige til Moderen, at han 105| var gaaet. Det kunde jo ogsaa være, at han var bleven syg ...

I det samme saae hun ham komme frem i Døren ind til Læseværelserne, og skønt hans Mine var lige alvorlig, gennemstrømmedes hun af en Glæde, saa Øjnenes Glans forraadte hendes hemmelige Lykke. Hun vidste det ikke selv; men Hr. v. Auen blev nu endelig klar over Situationen, og straks gik Elskværdigheden af ham.

Da han saae Torben nærme sig, rejste han sig op, bukkede for Damerne og vendte derpaa Rivalen sin pomadiserede og skilte Nakke med hofmæssig Uforskammethed.

De kortskørtede Damer paa Tribunen og deres raa Hvin generede pludselig Jytte, fordi Torben var tilstede. Hun hviskede til Moderen, om de ikke skulde gaa.

„Dette her er ækelt,“ sagde hun. „Jeg tror heller ikke, det morer Dihmer.“

Fru Bertha nikkede.

Lidt efter rejste de sig alle tre og gik.

Udenfor var det klart, hvidt Maaneskin. Det saae ud, som laa der et tyndt Snelag over Jorden. Trods Palmer og tætte Løvtræer var Udsigten ned over Byen ganske vinterlig i dette Lys.

Det var kun Fru Bertha, der lagde Mærke til det og talte om det. Hun gik foran paa den smalle Vej, der i Slyngninger førte op til Villaen under brede Skærmpinjer. De to' andre fulgte bagefter i Tavshed.

Torben havde besluttet sig til at rejse. Han mente nu at vide saa meget, som han behøvede, og han følte det næsten som en Lettelse at have faaet Klarhed. Og 106| da der ingen Grund var til for Formens Skyld at forlænge Pinen for nogen af Parterne, vilde han tage bort allerede den næste Dag og undgaa al Forklaring.

Udenfor Gitterporten, der førte ind til Villaens Have, sagde han Godnat.

„Vil De gaa? ... Naa ja, De har Lov til at være rejsetræt,“ sagde Fru Bertha. „Sig mig, De har vist faaet nok af Hotellivet, ikke sandt? Vil De ikke glæde os med at drikke Deres Morgente her sammen med os? Vi faar den serveret ganske privat her hos os selv, og saa er her virkelig ganske hyggeligt. — — Nej, nu skal De ikke sige Nej. Paa Gensyn altsaa Klokken ni!“

Uden at vente paa hans Svar gik hun ind. Men da nu ogsaa Jytte sagde Godnat og stak Haanden ud af Aftenkaaben — ganske som hin sidste Aften udenfor Porten i Dronningens Tværgade — holdt han hende et Øjeblik tilbage.

„Jeg vil bede Dem om at sige til Deres Mor, at hun ikke skal vente mig.“

„De kommer ikke?“

„Nej ... jeg rejser.“

„Rejser? Og De er lige kommen!“

„Ja, det har været en Misforstaaelse af mig at vælge Stedet her til Rekreation. Det indser jeg godt nu. Det er for tidligt. Jeg er endnu ikke bleven tilstrækkelig akklimatiseret.“

„Men hvad er alt det for noget?“

Det kom som et Udbrud, uforvarende, angstfuldt næsten.

107| Torben lyttede. Havde han hørt rigtigt?

Han beholdt hendes Haand og saae prøvende paa hende.

„Er jeg virkelig slet ikke til Besvær? Jeg mener ... De har dog vist allerede saa mange Venner her. Maa jeg have Lov til at komme og gaa ligesom i gamle Dage?“

„Ja — naturligvis!“ sagde hun men søgte dog nu at trække Haanden til sig. „Saa kommer De altsaa imorgen.“

Han havde set hende rødme dybt i Maaneskinnet. Men for sin egen Skyld vovede han alligevel ikke at spørge om mere. Hans Tanker var bleven løbske. Af Frygt for at miste Selvbesindelsen nøjedes han med at bøje sig ned over hendes Haand og kysse den ærbødigt. „Tak,“ sagde han.

Med blottet Hoved holdt han derpaa Gitterlaagen aaben for hende, mens hun gik ind. Og uden selv at vide af det blev han staaende med Hatten i Haanden, saalænge Lyden af hendes Skridt endnu kunde høres paa den gruslagte Havegang ...

Inde i Stuen havde Fru Bertha tændt Lampen og sad allerede med en Avis. Hun saae ikke op, da Jytte kom ind, men lod, som om hun var optaget af Læsningen.

Jytte var hende taknemlig for denne Forstillelse. Hun havde godt mærket, at Moderen var lidt skuffet af Dihmer; derfor var hun bange for, at hun skulde give sig til at tale om ham.

„Jeg tror, jeg gaar i Seng med det samme,“ sagde hun og lukkede sit Klaver.

„Ja, gør du det! Det er i Virkeligheden slet ikke for tidligt.“

Oppe i sit maanelyse Kammer blev Jytte nogen Tid staaende ved det aabne Vindu. Hun hørte endnu den hule Gungreh af Torbens Skridt nede paa den fliselagte Sti mellem de høje, genlydende Havemure. Og hun tænkte: Dernede gik det Menneske, der nu raadede for hendes Liv. En fremmed Mand — ja, for det var jo i Virkeligheden en hel anden, hun var kommen til at holde af, end den Torben Dihmer, som hun i alle disse Aar havde tænkt paa med saa megen Længsel. Ham havde hun allerede næsten glemt. Det var denne underligt tavse Fremmede, hun nu elskede og vilde knytte sin Skæbne til efter blot at have været sammen med ham en eneste Aften. Saadan var hun! ... Hun kom til at tænke paa noget, som hendes Far havde sagt til hende den Dag, da hun fyldte 16 Aar. Han havde klappet hende paa Kinden og sagt, at hun jo nu var bleven en voksen Pige, som man kunde tale fornuftigt med om alvorlige Ting. Han havde saa fortalt hende den gamle græske Fabel om, hvordan Mand og Kvinde oprindelig skabtes forenede i en Helhed men siden parteredes og sendtes ud i Verden hver for sig, saa de kun kunde finde hinanden igen ved Hjælp af det Instinkt, der kaldtes Kærlighed. „Men forresten skal du ikke bryde dit Hoved for meget med den Ting,“ havde han sagt. „Hold blot dine Øjne aabne, saa du kender ham, din paradisiske Tvillingbroder, naar han engang kommer.“ Historien havde gjort et stærkt Indtryk paa hende. Det var saa lokkende at tænke paa, at der et Sted i Verden gik en „Halv108|part“ omkring og søgte efter hende for at faa hendes Fortrolighed. Alle ensomme Mænd saae hun spørgende ind i Øjnene: Er det dig? ... Siden, da hun blev ældre, var Tanken om en saadan fordringsfuld Dobbeltgænger bleven hendes Skræk. Derfor havde hun løjet for Dihmer og bedraget sig selv den Dag for fem Aar siden paa Langelinje, da han friede til hende. Og dog! Hun var jo dengang virkelig ikke helt sikker paa, at han ogsaa var den rette.

Først nu vidste hun det. I disse Øjeblikke følte hun det med næsten smertelig Voldsomhed, at hun endelig havde mødt ham, — den længselsfuldt Savnede. Tidligere kunde hun ikke lade være med at holde af Dihmer, skønt hun egenlig ikke vilde det. Nu ønskede hun at tilhøre ham; længtes efter at blive hans, helt og inderligt, med sin Sjæl og med sit Legeme. Det var ikke til at forstaa, og dog var det saadan. Det Skridt, der for blot faa Timer siden havde staaet for hende som et Dødsspring, der maatte gøres med tilbundne Øjne, ventede hun nu med Utaahnodighed. Ikke før om elleve Timer skulde hun se ham igen. Og hvad saa? ... Det hele var jo kommet ganske anderledes, end hun havde tænkt sig. Hvad havde hun i Grunden sagt? Ingenting, syntes hun. Men hun havde dog faaet ham til at blive, og det var det vigtigste.