138| XIV.

Klokken var tre om Natten, og Fru Bertha laa i dyb Søvn, da hun vaagnede ved at høre Jyttes Stemme. Endnu før hun fik sig helt besindet, forstod hun paa Tonen, at der var sket noget alvorligt. Jytte stod ved Siden af Sengen i sin Natdragt og bad om Lov til at komme lidt ned hos hende. Hun kunde slet ikke sove, sagde hun.

Døren til hendes Kammer stod aaben, og Lyset brændte derinde.

Jytte krøb ned i Sengen og lagde sig tænderklaprende ind til Moderen som et Barn, der er blevet bange i Mørke. Fru Bertha havde i første Øjeblik troet, at hun var syg. De havde om Aftenen som sædvanlig spist nede paa Hotellet, men da Jytte følte sig utilpas, var de gaaet hjem straks efter Kaffen. Nu forstod hun paa Jyttes Væsen, at der var andet paafærde. Da hun havde faaet dækket godt til omkring hende, spurgte hun, hvad der var i Vejen.

„Jeg kan næsten ikke sige det, Mor! ... Det er altfor forfærdeligt!“

„Prøv nu paa at samle dig lidt! Er det noget med Dihmer?“

„ja.“

„Har han friet til dig?“

„Ja.“

„Men hvad har du da svaret ham?“

„Aa, jeg veed ikke. Men du maa sige det til ham, Mor, at jeg ikke kan holde saa meget af ham, som jeg gerne vilde. Vil du gøre det? Jeg kan ikke selv.“

138| „Hvad er dog dette for noget, Jytte? Da jeg forleden spurgte dig, svarede du jo helt anderledes.“

„Jeg vidste det ikke dengang. Men nu veed jeg det. Med fuldkommen Sikkerhed veed jeg, at jeg ikke holder nok af ham og aldrig vil komme til det. — Du maa faa ham til at rejse, Mor. Naar d u siger det til ham, saa tror han det.“

Hun havde løftet Hovedet og slaaet Armene om Moderens Hals som en druknende.

„Saa er det altsaa alligevel ham — den anden, du holder af?“

Jytte tav hertil. Hun ønskede, at Moderen skulde tro det. Og forresten var hun saa fortumlet af Nattens Tanker, at hun i Øjeblikket ikke selv vidste, om Bekendtskabet med Hr. v. Auen ikke virkelig havde nogen Skyld.

„Hvad skal der dog blive af dig, Jytte?“

„Tror du ikke, jeg tidt har spurgt mig selv om det? Men saadan er jeg nu engang, og jeg bliver aldrig anderledes.“

„Og dersom du nu alligevel tog fejl af dine Følelser for Dihmer? Og dersom det saa, naar det gaar op for dig, er blevet for silde. Hvad saa?“

Jytte laa en Tid uden at svare.

„Saa vilde det alligevel være bedst, som det nu er,“ sagde hun. „Baade for ham og for mig. — Og vi trækker saa heller ingen andre med ned i Ulykken.“

„Aa, Jytte — som du dog snakker! Der er jo ikke sund Mening i, hvad du siger. Jeg tror slet ikke paa, at du ikke 140| holder af Dihmer. Jeg har da Øjne i Hovedet! Det er blot noget, du vil bilde dig selv ind. Eller ogsaa forstaar du ikke dine egne Følelser.“

„Forstaar! Forstaar, lille Mor! Hvem kan forstaa alt det, der foregaar inden i et Menneske? Det bliver kun til Ulykke, naar man begynder at tænke over sig selv.“

„Saa skulde du ikke gøre det.“

„Ja — kunde jeg blot lade være! Jeg kommer saa ofte til at tænke paa noget, jeg drømte engang som Barn. Jeg husker endnu saa tydeligt, at jeg famlede omkring i en stor, mørk Sal og prøvede alle mulige Døre; men de var allesammen laaste, og jeg kunde ingen Steder komme ud. Saadan synes jeg tidt, at Livet er.“

Fru Bertha tav stille. Hun var bleven klar over, at det foreløbig galdt om at bringe hende ud af hendes hjælpeløse Tilstand, dersom hun ikke skulde miste sin Forstand.

„Nu skulde du prøve paa, om du ikke kunde falde lidt til Ro,“ sagde hun, da hun mærkede, at Jytte var begyndt at blive varm. „Du kan jo blive her.“

„Ja, maa jeg! Saa tror jeg næsten, jeg kan sove.“

Hun skubbede sig tilrette ved Moderens Side. En lille Tid laa hun derpaa og talte om sine gifte Veninder, om deres ulykkelige Ægteskaber og adskilligt andet af det, der havde beskæftiget hende de sidste Dage. Men lidt efter lidt sløredes Stemmen, Sætningerne blev usammenhængende, og tilsidst sov hun ind med Hovedet paa Moderens Skulder.

140| Men for Fru Bertha blev der ingen Søvn den Nat. I Tankerne tyede hun til sin afdøde Mand, som hun endnu bestandig vendte sig til i Nødens Time. „Aa, Hjalmar! Hvad Skyld har vi her — du og jeg?“ Her laa hun med det sidste af deres Børn i sine Arme og mærkede, hvordan ogsaa det var i Færd med uhjælpeligt at glide fra hende — at føres bort af den samme vilde, mørke Strøm, der hvirvlede de andre ned i Døden.

Der havde altid været saa meget hos Jytte, der paa ængstende Maade mindede hende om hendes to Sønner, saa forskellige de iøvrigt alle tre havde været. Som Barn havde hun mest lignet Arvid. Hun havde haft hans aabne, paagaaende Væsen, hans stormende Lunefuldhed. Men med Aarene havde det vejragtige i hendes Sind faaet en mere skjult og snigende Karakter som hos Ebbe. Hun maatte ofte tænke paa, om Jytte ikke selv havde følt det og maaske til Tider været ængstet af denne Lighed med sin ulykkelige Broder. Det havde været hende paafaldende, at hun sjelden nævnede ham og ikke nogensinde havde spurgt om Grunden til hans Selvmord. Da hun engang selv vilde fortælle hende lidt derom, havde hun holdt Hænderne op for Ørene og sagt, at hun ingenting vilde høre, absolut ingenting vilde vide. Aldrig skulde hun glemme 'Rædselen i hendes Ansigt i det Øjeblik! ...

En Kirkeklokke nede i Byen begyndte at ringe. Hun vidste, at Klokken saa var fem, — Morgenandagtens Time for hver rettroende Katolik. Dernede rejste nu andre Søvnløse sig af deres Senge og søgte med deres Angst 141| ind i Bønnen, — bortmanede Nattens onde Aander foran en lille Oljeflamme og et Mariabillede. En saadan Tilflugt havde hun aldrig kendt, og derfor heller ikke hendes Børn. Hun havde saa sikkert stolet paa, at hendes Kærlighed skulde kunne beskytte dem, hendes Opofrelser værne dem for Farer — tusind Gange bedre end nogen trolddomsagtig Besværgelse.

I det samme hørte hun en dyb Stemme tale til hende fra Mørket.

„Du skal saa med Taarer, vil du høste med Glæde.“

Og lidt efter:

„Der staar skrevet: Dine Synder skal hjemsøges paa dine Børn.“

Hun saae Skikkelsen for sig bag sine lukkede Øjenlaag: En høj, knokkelstærk Kvinde helt klædt i sort, — et Minde fra hendes Barndom paa Storeholt, en gammel Grandtante, som spiste Naadsensbrød der paa Gaarden og havde været alles Skræk. Naar hun selv og hendes Broder hændelsesvis stødte paa hende under deres Leg i Parken, eller bare de saae hende staa ved sit Vindu, forputtede de sig som for en Aand fra Graven. Hun tilhørte en pietistisk Sekt og sad ved Maaltiderne med en Bønnebog ved Siden af sig, som hun af og til læste i. Under Pavserne i Samtalen oplod hun tidt sin grove Stemme og sendte et eller andet mørkt Bibelord ud over Bordet som en Indsigelse mod den sorgløse Verdslighed omkring hende. Længe efter, at den gamle Dame selv var død, gik hendes mange bibelske Sentenser uhyggeligt igen i Familjens Erindring. I Livets tunge 142| Øjeblikke havde de regelmæssigt lydt ogsaa for hende som et Galder, der varslede ondt.

For at blive Synet kvit slog hun Øjnene op. Dagen var begyndt at gry. Varsomt tog hun sin Arm bort under Jytte, der sukkede lidt i Søvne men sov videre. Kort efter stod hun op.

Da hun var paaklædt og kom ud paa Loggiaen, steg Solen netop op over Kystlinjen i Vest og farvede Himlen inde over Landet med sit lyseste Blaa. De yderste Bjergpynter svømmede skyggeagtigt paa Vandet som Slakker paa en Ildflod. Længere ude var Havet endnu skjult af Nattetaager.

„Igen en dejlig Dag for dem, som faar Sind til at glæde sig over den,“ tænkte hun og mindedes de mange herlige Sommermorgener, hun havde oplevet sammen med sin Mand, især paa Samsø, hvor de saa ofte i det tidlige Gry gik ned til Stranden og saae Fiskerbaadene stryge hjemad fra Anholt med Sol i deres Sejl. Hvorfor skulde vi Mennesker dog tilbagebetale Livets gode Gaver med saa blodige Renter? Men det var godt, at i det mindste Hjalmar blev forskaanet for at opleve Enden paa deres Sommerlykke og fik Lov til at dø i Troen paa, at hvad der var saaet i den reneste Glæde, ikke kunde forgaa i Sorg og Skam. — Hun maatte denne Morgen drikke sin Te alene. Hen paa Formiddagen, da Jytte endnu sov, tog hun Hat og Sjal paa for at gaa ned til Byen.

Hendes Sind var blevet mere fortrøstningsfuldt. Naar Jytte nu fik sovet rigtig ud, tænkte hun, vilde hun nok 143| komme til sig selv igen. Det var umuligt andet. Hvad der var hændet denne skrækkelige Nat, kunde kun være den sidste, svære Krise, som hun maatte igennem for at faa Tro til sig selv og sin Lykke. Jytte var med al sin Uberegnelighed en fornuftig, ja i Grunden en besynderlig nøgtern Pige. Og hun havde jo dog endnu ikke mistet sin Forstand!

Nu vilde hun gaa ned paa Apoteket og købe nogle nervestyrkende Piller. Det var Jern og Lecitin, Jytte trængte til. Det havde deres Læge i København ogsaa altid sagt.

Da hun stod paa Trappen, saae hun Torben komme op gennem Haven.

„De skal maaske gaa?“ spurgte han, da han havde hilst.

„Ja — men sæt Dem alligevel ind et Øjeblik. Saa kan vi bagefter følges ad. Jytte maa desværre holde sig i Sengen idag. Hun var lidt anstrengt igaar efter Turen, og jeg vil nu ordinere hende en Dags fuldstændig Hvile.“

Torbens dybe Skuffelse mildnedes noget, da det gik op for ham, at Jyttes underlige Afsked den foregaaende Dag her fik sin ganske naturlige Forklaring. Hun havde været træt, havde følt sig utilpas — andet var det altsaa ikke.

„Hvad har De oplevet siden sidst?“ spurgte Fru Bertha, da de sad inde i Stuen.

„Siden sidst? ... Jo, en Nyhed kan jeg virkelig bringe. Da jeg gik herfra igaar, mødte jeg Direktør Zaun. Han 144| mente at vide fra paalidelig Kilde, at Folketinget skal opløses og nye Valg udskrives engang i Avgust.“

„Ja, det Valg har jo spøget længe. Jeg talte forresten selv med ham igaar. Han har i Kommission at tilbyde Dem en Kres, ikke sandt?“

„Jo, men jeg har bestemt mig til at afslaa Tilbudet. Jeg har foreløbig tabt al Lyst til at lade mig engagere som offenlig Personlighed.“

Fru Bertha, der havde siddet med bortvendt Ansigt, blev først nu helt nærværende. „Hvorfor?“ spurgte hun.

„Jeg tænker paa at gifte mig. Jeg troede forresten, De vidste det. Og jeg har, oprigtig talt, opfattet Deres Venlighed imod mig som et stiltiende Samtykke.“

„Det har De heller ikke taget fejl i, Dihmer! Men har De talt med Jytte?“

„Ja — og jeg har Grund til at tro, at heller ikke Deres Datter har taget mig mine dristige Hensigter altfor ilde op.“

Fru Bertha vendte sig atter bort og nikkede.

„Det gør hun sikkert ikke! Det er jeg ganske overbevist om!“ sagde hun — mere som en Forsikring til sig selv end til ham.

„Under disse Forhold kan De vist tænke Dem, at jeg ikke er begærlig efter at tumle ud i en Valgkamp med Udsigt til at komme til at tilbringe Hvedebrødsdagene paa Krostuemøder.“

„Det forstaar jeg ikke rigtigt, kære Ven. De behøver jo ikke at gifte Dem netop under Valget. Der er vist 145| denne Gang ualmindelig gode Chancer for unge Mænd, som har Føreremner i sig. Er det ikke værdt at tage under Overvejelse? Naar det dog ikke er Deres Hensigt at leve Deres Liv som Privatmand — og De tænker vel ikke paa for Fremtiden helt og holdent at ofre Dem for Deres huslige Lykke —.“

„Det vilde jeg i Grunden helst. Det er gaaet op for mig, at jeg har en Del tilgode hos Livet paa den Konto. Naar det kommer til Stykket, er det maaske ogsaa den bedste Maade at gavne Samfundet paa.“

„Hør, Dihmer, hvad er det med Dem? Det kan jo ikke være Deres Mening, hvad De sidder her og siger.“

„Da taler jeg virkelig i fuldeste Alvor.“

„Hvad er der da sket?“

„Aa — ikke andet, end hvad der vel stundom hænder et Menneske ved et Eftersyn af sin indre Forfatning. Man gør den Opdagelse, at man i flere Henseender er en ganske anden, end man har gaaet og bildt sig ind. Alle de smaabitte daglige Lagforskydninger, som vi ikke har lagt Mærke til, fremkalder en hovedkulds Sammenstyrtning i vore tilvante Forestillinger — ofte jo ved en komisk ringe Foranledning. Det er som med de Bjergskred, man læser om, hvor en hel Fjeldvæg pludselig ramler sammen, fordi en Mand nede i Dalen har sendt et Skud efter en Krage.“

„Og den Kragejæger har altsaa Hr. Zaun i dette Tilfælde været?“

„Det kan De godt sige. Den lille utrættelige Nervemaskine har ogsaa været lidt af en Oplevelse for mig. 146| Han gjorde mig forresten bekendt med det nye Partiprogram, som jeg jo gerne skulde kunne underskrive, dersom jeg stillede mig. Og det vilde ikke falde mig ganske let.“

„Hvorfor?“

„Ja, det kan jeg ikke saadan forklare. Og det er ogsaa en af Grundene til, at jeg har faaet Frygt for Valgtribunen og Krostuemøderne, hvor man maa kunne klare for sig med smurt Mundlær. De veed vist, at jeg hjemme paa min Gaard har oprettet et Asyl for gamle og syge Mennesker — „et Mønsterhjem“ er det blevet kaldt, fordi der virkelig ikke er bleven sparet paa noget, hvad Indretning og ydre Udstyr angaar. Der er imidlertid ikke kommet andet end Ufred og Spektakel ud af den hele Historie, og jeg forstaar nu godt Grunden. Jeg har baaret mig ad som en Mand, der har inviteret til Fest men glemt at sørge for Musik. Derfor er det hele mislykkedes.“

„Hvad mener De med Musik?“

„Aa — en eneste besværgende Trommehvirvel bare, mens der ofres til den store Waw-Waw i Skovene. Uden en Smule Trolddom gør man ikke Vildmænd lykkelige. Og — oprigtig talt — jeg venter mig af samme Grund en lignende stor Skuffelse af det Mønsterland, som velmenende Politikere og Sociologer sammen med vore Teknikere har saa travlt med at bygge op overalt i hele Verden. Det er jo muligt, at jeg ser for mørkt paa Forholdene; men jeg synes, at Livet mere og mere former sig som en vild Kehraus til stumt Orkester. Og kender 147| De et mere uhyggeligt Syn? Det er, som om man ser de Døde danse paa deres egne Grave — dømte til at forsvinde ned i Jorden med en Kolbøtte ved det første Hanegal.“

Fru Bertha havde et Par Gange set op paa ham med et bekymret Blik. Da Torben mærkede hendes Tavshed, blev han bange for at have krænket hende med sine Ord og skyndte sig at slutte.

„Men De maa endelig ikke bryde Dem om, hvad jeg siger. Jeg er lidt kaadmundet i denne Tid — jeg haaber, De tilgiver mig. Og nu skal jeg ikke plage Dem mere. De skulde jo gaa, og jeg har allerede opholdt Dem for længe. Nu tillader De, at jeg følger Dem ned til Byen.“

Han rejste sig; men Fru Bertha blev siddende og saae i Tanker ned for sig.

„Dihmer!“ sagde hun saa og rakte ham Haanden med Taarer i Øjnene. „Gør Jytte lykkelig — og jeg skal tilgive Dem, at De vil svigte os, hvor ondt det end gør mig. Vi havde netop nu saa haardt Brug for en Mand som Dem. Jeg synes, det begynder at se saa fattigt og falmet ud i vore Rækker. Men det skal vi ikke tale om nu. De maa da heller ikke tro andet, end at jeg er glad for Dem, Dihmer. Jeg veed jo, at De vil være god og overbærende mod Jytte. Og hun trænger til Overbærenhed. — Selv faar jeg nu igen en Søn for de to, jeg mistede.“

Torben bøjede sig bevæget over hendes Haand og kyssede den. —

149| Jytte laa under alt dette oppe i Sengen med Haanden over Øjnene. Hun var vaagnet ved Lyden af Torbens Stemme, havde ogsaa i nogen Tid siddet oprejst og lyttet; men Ordene var løbet sammen for hende, og hun havde maattet opgive at faa noget at vide om, hvorledes Moderen indfriede det Løfte, hun om Natten havde givet hende.

Til Gengæld søgte hun at komme paa det rene med, hvad der foregik inde i hende selv; og hun var forundret, næsten forfærdet over sin Ro. Hun følte ingen Samvittighedsnag. Tværtimod, — det var med en uendelig Befrielse, hun tænkte paa, at alt nu vilde blive sagt. De sidste Dages mange oprivende Hændelser, den Sjælenød, hun denne Nat havde været ude i, stod nu for hende som vilde Feberfantasier. Hun følte sig tilmode som en Søvngængerske, der ved et lykkeligt Tilfælde er vaagnet op netop i det Øjeblik, da hun skulde til at vandre ud over Husenes Tage for at styrte ned paa Jorden og tage en anden med sig i det dræbende Fald.

Da hun hørte, at de rejste sig dernede, tænkte hun: „Nu veed han det altsaa!“ — Lidt efter gik han. — Hun hørte nok, at Moderen fulgte ham ned gennem Haven, forundredes ogsaa lidt over det, men var i dette Øjeblik altfor optaget af at følge Lyden af hans Skridt.

Da de forsvandt — for bestandig forsvandt — løb hendes Hjerte over, og hun sendte ham i Tankerne sit ømmeste Farvel. Men ikke et Øjeblik ønskede hun at kunne kalde ham tilbage. Nu skulde han atter leve i hendes Erindring som et smukt Minde, og saa150|dan var det netop bedst. Lykkeligvis var hun jo snart en gammel Jomfru, der ikke længer vilde blive ført i Fristelse til at begaa Mord for at kunne tilfredsstille sit Hjertes blodtørstige Trang til Kærlighed. Saa fik hun maaske endelig Fred i sit Sind.

Ja — Gud ske Lov! — nu var Drømmen forbi. Hun havde faaet sin Samling tilbage. Dihmer vilde sagtens ikke saa let tilgive hende. Han vidste jo ingenting om den Fare, han havde svævet i. Men han glemte hende nok snart, som hun ogsaa selv vilde gøre sig Umage for at glemme ham og deres stakkels Kærlighedseventyr.