XVI.

Hen paa Eftermiddagen tog Fru Bertha igen Hat og Sjal paa for at gaa til Byen. Jytte havde sagt hende, at hun havde skrevet til Dihmer, og hun vilde ikke lade ham rejse, uden at hun havde faaet sagt ham Farvel.

Hun satte sig ind i en af Droskerne paa Holdepladsen foran Hotel-Indkørselen, og en halv Snes Minutter efter holdt hun udenfor hans Pensionat, der laa i den anden Ende af Byen.

Hun traf ham hjemme. For kun en halv Time siden var han kommen tilbage fra en Udflugt og havde da fundet Jyttes Brev. Han gik endnu aldeles fortumlet og ophidset frem og tilbage paa Gulvet og vilde først ikke modtage hende.

„Dihmer,“ sagde hun, da hun var kommen til Sæde i hans Stue. „Jeg veed, Jytte har skrevet til Dem, at hun ikke kan blive Deres. Jeg kender ikke, hvad der i disse Dage er foregaaet mellem Dem og hende; men jeg tænker mig, at hun har givet Dem et letsindigt Løfte, som hun altsaa nu er bleven nødt til at tage tilbage. Jeg vil antage, det maa være gaaet op for hende, at hun holder af en anden. Jeg forstaar, at De maa 157| dømme hende haardt, og hun fortjener heller ikke andet. Det er tungt nok for en Moder at maatte sige det, men jeg tror, De skal være glad for, Dihmer, at Jytte ikke bliver Deres. Da hun var Barn, syntes jeg tidt, hun var saa mærkeligt voksen og udviklet af sin Alder, nu synes jeg snarere, det er omvendt. Men jeg kan ikke blive klog paa hende, og jeg veed ikke, hvad der skal blive af hende. — Men sig mig nu, Dihmer, hvad vil De selv?“

„Jeg?“ sagde Torben, vakt op af sine Tanker. Han sad ret op og ned med Hænderne knuget saa fast om Stolens Armstykker, at Knoerne var hvide. „Aa — jeg finder mig vel tilrette. Min Indbildning har jo ikke faaet Tid til at sætte sig synderlig fast hos mig.“

„Nej — De har Ret. Og naar De nu kommer hjem til Deres mange Venner, der har ventet Dem med saa megen Længsel, vil De snart glemme denne Skuffelse — det tror jeg sikkert. Foreløbig vender De altsaa tilbage til Deres kære Favsingholm.“

Torben rystede afgjort paa Hovedet.

„Ikke? Men jeg forstod paa Dem igaar —.“

„Idag er ikke igaar, Fru Abildgaard. EnsomhedA har jeg haft nok af. Men Verden er jo stor, og jeg synes virkelig at trænge til at blive rigtig vaagen.“

„Ja ja. De vil rejse ... det vil sikkert være godt for Dem. Nye Oplevelser, friske Indtryk ... ja ja, det er vist netop, hvad De behøver. De talte den første Aften lidt om en Rejse Jorden rundt, som De kunde komme til at foretage i godt Selskab. Den Rejse skulde De gøre 157| Alvor af, Dihmer. Naar De saa kommer tilbage, vil De have faaet et andet Syn paa Tiden og den store Udvikling omkring i Verden, — det er jeg overbevist om. Direktør Zaun vil ikke næste Gang forgæves banke paa Deres Dør. Tror De ikke ogsaa selv det?“

Torben svarede ikke, og da Fru Bertha nu mærkede, at hun var til Besvær, rejste hun sig. Ved Afskeden kunde hun ikke lade være med at klappe hans Kind. Det skar hende i Hjertet at se, hvor haardt Slaget havde ramt ham.

Torben fulgte hende ud. Saasnart hun var gaaet, ringede han paa Tjeneren.

„Jeg rejser iaften. Vil De sørge for, at der bliver ringet til Bureauet efter en Billet til München. Sovevogn. — Har De ikke forstaaet mig?“

„Fuldkommen, min Pierre!“ svarede Tjeneren, der var falden i Forbavselse over hans forandrede Udseende.

Jytte stod paa denne Tid ved Vinduet oppe i sit Kammer og ventede i Uro paa Moderens Tilbagekomst. Hun vidste, hvor hun var gaaet hen. Moderen havde selv sagt hende det.

Det var begyndt at mørkne. Aftenskyggen laa allerede over Haven, hvor kun Toppen af et stort Kastanietræ endnu lyste i Solskæret. Himlen ude over Havet flammede.

Hun gik engang imellem omkring i Værelset og gav sig noget at bestille, men vendte stadig tilbage til sin 158| Udkigspost. Paa hendes Kommode laa Torbens Orchideer. Hun vidste ikke, hvad hun skulde gøre ved dem, kunde ikke faa sig til at sætte dem i Vand og lod dem derfor ligge.

Hun frøs og følte sig utilpas. Ensomheden og det voksende Mørke ængstede hende. Ogsaa det usædvanligt voldsomme Himmelskær over Havet foruroligede hende som et ondt Varsel.

Endelig saae hun Moderen komme op gennem Haven. Ved Synet af hendes langsomme og ligesom vaklende Gang udbrød hun uvilkaarligt:

„Stakkels Mor!“

Saa trak hun sig sky bort fra Vinduet, satte sig tungt ned i en Stol og trykkede Panden mod dens Ryg.

Kunde hun have handlet anderledes? Ikke for sin egen Skyld ... heller ikke for Torben Dihmers, men for sin Mors Skyld ... hun, som holdt tusinde Gange mere af hende, end hun fortjente?

Nej — nu vilde hun ikke tænke mere. Hun var træt, dødtræt af sig selv. Hun ønskede nu blot at sove, sove — synke tilbage til sin tusindaarige Tornerosesøvn uden nogensinde at vækkes mere eller have andre Drømme end de luftige, som Musiken skabte.

Ja, nu skulde hun igen have det godt hos sit Klaver!