IX.

Storeholt laa mellem to Smaaskove ved den ene Ende af en langstrakt Sø, „Grønnevandet“. Egnen var flad; det var ikke Omgivelsernes Skønhed men Jordens Frugt203| barhed, der havde bestemt Gaardens Beliggenhed. Her var man midt inde paa den rige fynske Muldslette, hvor Bønderbørnene, som der blev sagt, fødtes med en Sølvske i Haanden.

I hundrede Aar var Storeholt gaaet i Arv fra Far til Søn i den Hagenske Slægt. Den nuværende Ejer, Jægermester Hagen, var Fru Berthas Nevø, Broder til Professor Asmus Hagen og gift med en Datter af den bekendte københavnske Grosserer Søholm — Kaffehandleren.

Da Vognen med Fru Bertha og Jytte kørte op for Trappen, stod Husets unge Frue der og tog imod dem. Hun var en høj, slank Dame, yderst elegant klædt. Jægermesteren lod sig derimod ikke se. „Jeg tror ikke, vi skal vente paa John,“ sagde den unge Frue, da hendes Gæster et Kvarterstid efter kom ned fra deres Værelser. „Vi maa hellere gaa tilbords.“

I Stedet for Jægermesteren traf Fru Bertha og Jytte en ældre Frøken Søholm, en Søster til Kaffegrossereren. Den lille vissengule, stærkt oppyntede Dame, hvis Maal røbede hende som indfødt Københavner fra Borgergadekvarteret, meddelte straks ved Bordet, at hun havde en Mavesygdom og led af Oppustning. I en Fløjlspose medførte hun et Apotek af Pulvere og Piller i smaa Sølvæsker, som hun med Ømhed stillede foran sin Kuvert.

„Har De prøvet en Kur i Karlsbad?“ spurgte Fru Bertha for at vise hende Deltagelse.

„Karlsbad? Jo, det har jeg vist. Jeg har saamænd været baade i Mariebad og Svalebach og Rønneby — min Bror har betalt for mig. Men lige meget har det hjulpet. Jeg 205| stoler ikke en Døjt paa Lægerne. Det gør min Bror heller ikke. Det er bare Pengeafpresning, siger han. Nu har jeg haft min Svaghed i 27 Aar, og med alt det, der er kostet paa den, har det ingenting hjulpet.“

„Vil du virkelig ikke prøve en lille Skefuld Suppe, Tante?“

„Ikke en Draabe, Barn! Det vilde slaa mig ihjel paa Stedet.“

„Men det er Hønsekødsuppe.“

„Jeg siger Tak for mig! Det er da ogsaa noget, I godt veed allesammen, at Suppe er netop det allerværste til at blæse op.“

„Men skal vi da slet ikke se John idag?“ spurgte Fru Bertha for at komme bort fra Emnet.

„Ja, det er rigtig kedeligt,“ sagde den unge Frue. „Han fik pludselig noget at gøre. Jeg veed saamænd ikke, hvad det var. Men det er vel sagtens Forretninger. Det er jo Terminen.“

Terminen? ... Fru Bertha tav stille men tænkte sit derved. Hun havde endnu ikke faaet December-Renterne af de Penge, hun havde staaende i Familjegaarden. Kunde det tænkes, at Brodersønnen havde følt sig trykket deraf og absolut vilde skaffe Summen tilveje, inden de saaes? — Det vilde ikke ligne ham; men ellers forstod hun ikke hans lidt stødende Fraværelse.

Jytte derimod havde straks af Jægermesterindens Tone forstaaet, fra hvilken Kant Vinden blæste. Hun vidste, at Kærligheden mellem Fætteren og hans Kone, der for den sidstes Vedkommende aldrig havde været kogende, 206| nu var paa Frysepunktet, siden de for et Par Aar tilbage mistede en lille Søn, deres eneste Barn.

Efter Maaltidet gik Damerne ud i Haven, hvor Kaffebordet stod dækket under to store Kastanjer i fuld Blomstring. Frøken Søholm følte sig dog straks utilpas og maatte gaa ind.

Jytte havde allerede gjort sig gode Venner med en sort Pudelhvalp, der laa stille og fornuftig i hendes Skød. Hun prikkede den paa Næsen og morede sig over dens urokkelige Velvære.

Hendes Mor og Fru Vilhelmine — Jægermesterinden — talte om en Teateraffære, der havde alarmeret Sindene i København. Det interesserede hende ikke. Hun lagde sig tilbage i sin dybe Sejldugsstol, lidt træt efter Rejsen og lidt tung i Hovedet af den stærke Blomsterduft, der allevegne fra strømmede ind over hende. Hun lukkede Øjnene og sank hen i den Følelse af blidelig Selvudslettelse, af Hinsidighed og Glemsel, der var hendes eneste Fornemmelse af Lykke. De to Damers Stemmer lød mere og mere fjernt. Men samtidig saae hun som i en Drøm Jægermesterinden, saadan som hun nylig havde præsideret derinde ved Bordet, formel, selskabelig korrekt indtil den Maade, hvorpaa hun behandlede Gaffel og Kniv med de blødeste Haandled, de ubevægeligste Albuer. Hun saae hendes mærkeligt lille Hoved med den glimrende Frisyre over en høj, stiv Herreflip, den lange Prinsesse Marie-Profil, der var hendes Stolthed, det slebne Smil, de kolde Øjne. Det var som en Hallucination. Hun saae det isabellafarvede Raasilkeliv 207| indtil hver Traad i Vævningen, den svære Guldlænke om hendes venstre Haandled, hendes lange Fingre med de elegante Negle ...

Som en Skygge gled pludselig hendes egne Træk ind i Billedet. Hun tænkte paa, at saadan vilde hun rimeligvis selv i Løbet af nogle Aar have siddet paa Favsingholm, dersom hun havde giftet sig med Torben Dihmer. En Fremmed i sin Mands Hjem, ligegyldig, kold, altid i Rustning, — og maaske ogsaa med et Barn paa Kirkegaarden.

Nu hørte hun sin Mor sige: „Vilhelmine! Hvad er det for en Herre, der kommer gaaende dernede fra Parken?“ Hun satte sig hurtigt op. Den Tanke foer ængstende igennem hende, at det kunde være Karsten From. Men den Mand, der kom op gennem Havens Midtergang, var en høj og kraftig Skikkelse, sortklædt, med bredskygget Straahat, flagrende Frakkeskøder og altfor korte Benklæder.

Fru Vilhelmine fik sin Stanglorgnet frem. „Jeg veed virkelig ikke ... Jo, vent lidt! Det er Præsten.“

„Jeres ny Præst?“

„Naa, saa ny er han da egenlig ikke. Han har været her et Par Aar.“

Da den Fremmede kom hen i Nærheden af Damerne, blev han staaende, løftede lidt paa Hatten og gjorde en Undskyldning, fordi han var gaaet gennem Haven.

Derpaa spurgte han, om Jægermesteren var at faa i Tale.

208| „Min Mand er ikke hjemme i Øjeblikket. Men maaske er det noget, jeg kan sige ham?“

Den Fremmede kom nærmere.

„Ja Tak — dersom De vil have den Ulejlighed.“

„Er det ikke Pastor Gaardbo?“

„Jo.“

„Vil De ikke tage Plads?“

Fru Vilhelmine forestillede. Præsten løftede igen en Smule paa Hatten og satte sig.

Han var en yngre Mand med et smukt, skægløst Ansigt, der fik Karakter af et Par klare, blaa Øjne. Jytte lagde Mærke til, at hans Hænder var underligt grove, for en Præst, at Frakken var blank under Albuen, Straahatten en almindelig Halmhat, det sorte Slips tyndt som et Bændel.

„De veed maaske, at Deres Mand igen iaar har været saa venlig at overlade Ungdomsforeningen Festpladsen i Strige Skov til et folkeligt Møde — det er paa Onsdag otte Dage. Det har jo hele Tiden været Meningen, at det iaar paa Grund af Valget delvis skulde være et politisk Møde, og jeg har for nogen Tid siden truffet Aftale med Jægermesteren om Bejsning af Talerstol og Indretning af Vognpladser. Men — til vor Overraskelse — har vi nu lige faaet Meddelelse om, at Enslev ønsker at komme tilstede og tale ved Mødet.“

„Kommer Enslev!“ udbrød Fru Bertha og Jægermesterinden paa en Gang.

„Ja. Og af den Grund maa vi belave os paa en betydelig større Tilstrømning, end vi er vant til. Baade her 209| fra Egnen og andetsteds fra vil der rimeligvis komme mange interesserede Folk eller i hvert Fald en Del nysgerrige af den Slags, som vi ikke plejer at se ved vore Møder. Ogsaa den københavnske Presse vil sandsynligvis sende Repræsentanter. Der maa med andre Ord skaffes Referentpladser. Jægermesteren har en Gang for alle stillet sig til vor Raadighed, hvor det gælder den Slags større Arrangementer paa Festpladsen. Jeg har derfor straks villet underrette ham.“

„Jeg skal sige det til min Mand. Han ordner det saa nok, som De vil have det. — Maa jeg ikke skænke Dem en Kop Kaffe, Pastor Gaardbo?“

„Nej Tak,“ svarede Præsten uden Formaliteter. „En Cigaret maaske?“

Hun rakte ham sit eget Guld-Etui, som laa paa Bordet.

„Nej Tak,“ gentog Præsten. „Jeg ryger ikke.“ — Og da han nu havde udrettet sit Ærinde, rejste han sig med det samme, bukkede og gik hurtigt bort.

Jytte var bleven tankefuld. Hendes agtpaagivende Blik havde lagt Mærke til det aabenlyse Behag, hvormed Fru Vilhelmine under hele Samtalen havde betragtet den smukke unge Præst. Stykke for Stykke havde hun taget hans Person op til en nærgaaende Vurdering. I sin Forlegenhed havde Jytte tilsidst ikke vidst, hvor hun skulde gøre af sine egne Øjne.

„Tænk, at Enslev kommer hertil!“ sagde Fru Bertha. „Jeg kan næsten ikke forstaa det; men det maa jo være rigtigt, naar han siger det. Hvad var det forresten, han hed, jeres ny Præst?“

210| „Gaardbo.“

„Ja — det er rigtigt. Jeg husker, jeg har set Navnet et Par Gange i Referater af politiske Møder. Er han ikke temmelig yderliggaaende?“

„Han er vist nærmest Socialist. Det er ogsaa mest de Fattige her paa Egnen, der hører ham. Han skal forresten præke ganske kønt. Men vi omgaaes ikke. Han har et Par Gange været inde paa Kontoret hos John, men rigtig Visit har han aldrig gjort. Han er lidt sær, — som man ogsaa nok kan se paa ham. Han har overhovedet ikke gjort Visit hos en eneste Familje og tager ikke ud i Selskaber. Han er heller ikke gift.“

„Er han allerede Enkemand?“

„Nej, han er saamænd Ungkarl endnu. Han var nok forlovet med en Kusine, som døde to Maaneder før Brylluppet. Forresten skal Pastor Gaardbo være en Nevø af Enslev.“

„Af Enslev?“ sagde Fru Bertha. „Det kan vist ikke være rigtigt. Det har Enslev aldrig talt om. Pastor Gaardbo nævnede jo heller ikke noget.“

„Jeg veed kun, hvad der er bleven sagt. Hans Far skal have været Degn paa Landet et Sted ved Kolding, tror jeg. Du kunde vist ogsaa nok høre paa hans Udtale, at han er fra Jylland. Og han ligner jo ogsaa nok saa meget en Skolelærer som en Præst. Han skulde klæde sig lidt ordenlig.“

Jyttes Tanker gik stadig paa Lur omkring Fru Vilhelmine. Der var en Tid, da hun havde ventet sig en 210| Del af denne „Svigerinde“ — som hun kaldte hende. Fru Vilhelmines slanke Skikkelse med den fornemme Holdning havde hun kendt fra Gaden i mange Aar, og den syntes hende at love saa meget. At hun var en Datter af „Kaffe-Søholm“, vidste hun ikke dengang. Nu havde hun længst forstaaet, at Vilhelmine temmelig koldsindigt havde giftet sig med hendes Fætter for at komme ind i en anset Familje og blive Jægermesterinde.

„Stakkels John!“ — tænkte hun. „Med alle sine Latterligheder er han dog for god til den klamme Snog!“

Nogle hæslige Fløjtetoner, der lød ud til dem gennem et aabenstaaende Vindu, fik hende til at fare sammen.

„Hvad er dog det? Hvem spiller Fløjte her?“

„Det er Tante. Hun har læst i et af sine Sundhedsblade, at Fløjtespil skal være godt for Fordøjelsen, og nu øver hun sig en halv Time efter hvert Maaltid. Det er rædsomt at høre paa; men naar hun tror, det kan hjælpe hende, maa man jo finde sig i det.“

I dette Øjeblik hørtes Jægermesterens besynderlige Drengestemme inde i Stuerne. Han gav en af Pigerne Besked angaaende et Telegram, han ventede.

„Bring mig det straks, naar det kommer!“

I det samme traadte han ud paa Verandatrappen: en lille korthalset Mand i et lysegraat Jakkesæt, en korpulent Udgave af hans berømte Broder Professoren, de samme runde, røde Barnekinder, det samme glatte, lysegule Haar, ogsaa de samme staalblaa Øjne men rigtignok uden Broderens Kløgt i Blikket.

Da han havde hilst og gjort Undskyldning, fordi han 211| ikke havde været tilstede ved Ankomsten, vendte han sig om mod Fru Vilhelmine.

„Du sørger vel for, at jeg faar noget at spise,“ sagde han bydende.

„Der er givet Pigerne Ordre,“ svarede hun ud i Luften uden at se paa ham.

Lidt efter rejste hun sig alligevel og gik ind. „Har du haft Forretninger, John?“ spurgte Fru Bertha, som nu ogsaa kunde mærke Tordenluften.

„Ja, jeg er jo bleven valgt til Formand for Amtets Ungtyre-Skue. Det er en meget ærefuld og betroet Post, men den skaffer mig unægtelig en Masse Bryderier paa Halsen. Og jeg var virkelig tilstrækkelig ophængt i Forvejen. Jeg har i denne Tid arbejdet flere Timer daglig i mit Laboratorium. Det er stadig Udryddelsen af Kartoffelskimmelen, der beskæftiger mig. Aner du, Tante, hvormange Millioner Kroners Tab det drejer sig om pr. Aar alene for Danmarks Vedkommende?“

„Fortæl mig det en anden Gang, John! Veed du, at her for lidt siden var en Herre, som spurgte efter dig?“

„Ja, Pastor Gaardbo. Jeg har talt med ham. Vi mødtes i Alleen. Han har jo fortalt jer Nyheden, at Enslev kommer hertil. Det bliver en stor Dag for Egnen.“

„Jeg forstaar det ikke,“ sagde Fru Bertha. „Jeg troede, den kære Mand nu var falden til Ro. Han er jo ogsaa virkelig syg.“

„Det mærker man skam ikke. Læste du hans Grundlovstale? Den var da glimrende! Men det er selvfølgelig Valget, der har kaldt ham frem. Som der forleden 212| saa smukt og rigtigt stod i „Femte Juni“: han har siddet ude paa sit Landsted ved Furesøen som en anden Holger Danske og ladet Skægget gro ned i Bordet, indtil han mærkede, at Friheden var i Fare. Jeg sagde det ogsaa til Pastor Gaardbo, at jeg synes, vi skulde modtage ham festligt med en Æreport og et Musikkorps — eller noget af den Slags. Dersom man opfordrer mig, skal jeg gerne holde Velkomsttalen.“

„Hvad sagde Præsten til det Forslag? Det forekom mig, at han var lidt forbeholden.“

„Ja, det er en sær Mand. Gud veed, om han er rigtig paalidelig. Vi er politiske Meningsfæller, men vi omgaaes ikke. Indbyder man ham til en Middag, finder han altid paa Undskyldninger. Det er ikke som med gamle Provst Vollerup. Kan du huske? Han kom ganske af sig selv, naar han vidste, her var Middagsfremmede. Og han og jeg var dog dødelige Modstandere baade paa det politiske og sociale Omraade, for ikke at tale om det kirkelige.“

„Sig mig, John, det kan da ikke være rigtigt, hvad din Kone fortæller, at Pastor Gaardbo er af Enslevs Familje?“

„Jo, det er rigtigt nok. Men det er ogsaa en af Mandens Besynderligheder, at han aldrig taler om det. Han har endogsaa engang paa det bestemteste erklæret overfor mig, at det ikke er Enslev, der har skaffet ham Embedet her. Men jeg maa nok spørge, hvordan han ellers har faaet det i den Alder.“

„Men hvordan er da Familjeskabet?“

„Jo, Pastor Gaardbos Far hed Sørensen og var Skole213|lærer i en By, der hedder Gaardbo. Og du veed jo nok, at Enslev egenlig ogsaa hedder Sørensen. Han tog Navn efter sin Fødeby, da han kom til København som Student.“

„Vil det altsaa sige, John, at Pastor Gaardbo er Enslevs Brodersøn?“

„Akkurat. Men Pæren er rigtignok i dette Tilfælde falden temmelig langt fra Hesten. Jeg tilstaar ærligt, jeg sætter ikke Pris paa Manden. Men ude blandt Smaafolk har han faaet stor Indflydelse. Det skulde slet ikke undre mig, om der fra den Side blev gjort et Forsøg paa at stille ham op som Folketingskandidat, dersom gamle Møller Jensen virkelig er saa syg, at han maa trække sig tilbage. Jeg veed, at der allerede er en Agitation igang. Men du vil vist indrømme mig, Tante Bertha, at der er andre frisindede Mænd her paa Egnen, der har ældre og mere berettigede Krav paa at komme i Betragtning.“

„Du tænker vel ikke paa dig selv, John?“

„Jo — unægtelig.“

„Jeg troede, den Sag var afgjort. Er det ikke bestemt, at Balduin Hansen skal være Møller Jensens Efterfølger?“

Jægermesteren vendte hende Ryggen med en Grimace.

„Altid denne Skolelærer! ... Ja, misforstaa mig ikke! Jeg anerkender fuldt ud det store Arbejde, Balduin Hansen har gjort for Folkeoplysningen her. Jeg sætter personlig Pris paa Manden og har nogle Gange set ham ved mit Bord. Jeg mener dog, at han ved flere Lejlig215|heder har vovet sig noget for langt ud og blandt andet vist sig lovlig stejl overfor sine Foresatte. Hans Affære med Provst Vollerup kunde jeg med min bedste Vilje ikke billige. Jeg hader selv al Tvang. Ethvert Overgreb af Myndighederne bringer mig i Raseri. Men jeg forlanger en dannet Tone ogsaa af en Skolelærer. Og vil du sige mig, Tante Bertha, finder du i Grunden ikke, at vi i Forvejen har Lærere nok i Tinget? Bønder og Husmænd er der heller ingen Mangel paa. Men hvor er Intelligensen? Hvad er det f. Eks. for Landbrugsministre, vi har haft? Naar Enslev kommer, siger jeg ham det lige op i Øjnene, at vi kan ikke være de Folk bekendt.“

„Hys!“

Fru Bertha afbrød ham og lagde Haanden paa hans Arm. Stuepigen var paa Vej hen til dem fra Verandatrappen. Hun kom for at melde, at der var rettet an.

„Saa maa du undskylde, kære Tante! Jeg er ved at forkomme af Sult! — — Stadig ingen Telegram?“ spurgte han Pigen i Forbigaaende.

„Nej!“