245| TREDJE BOG
STOREHOLT

I.

Om Natten mellem Klokken Et og Tre havde Jægermester Hagen og hans Broder Professoren en meget alvorlig Samtale for lukkede Døre inde i Jægermesterens Stue, mens alle andre i Huset sov. Det var herunder kommet til en uhyggelig Scene. Jægermesteren, der havde et opfarende Sind, følte sig krænket, fordi Broderen forlangte at se hans Bøger. Han rejste sig op, slog i Bordet og erklærede, at naar ikke engang hans egen Familje havde Tillid til ham, vilde han hellere gøre en Ende paa det hele og skyde sig en Kugle gennem Hovedet.

Det kom dog tilsidst til en Forstaaelse; men Fuglene var oppe, og det var næsten højlys Dag, før Brødrene skiltes.

Nu skinnede Solen fredeligt ind i Stuen, hvor en blaalig Tobakstaage endnu drev om i Luften som Krudtrøgen over en Valplads. Døren var aaben til Opholdsværelserne, og her stod Morgensolen ogsaa ind i brede Strimer.

247| Naar alle Dørene saaledes stod aabne, gjorde den lange Flugt af Værelser med deres kostbare Møbler, gamle Porcelæner og store Malerier et festligt og overordenlig velhavende Indtryk. De fleste af Møblerne og alle Kunstskattene stammede fra Oldefaderen, den gamle Konferensraad, der havde bragt dem hjem fra sine mange Rejser omkring i Evropa. Han havde været Direktør for Øresundstolden paa en Tid, da denne som en eventyrlig Kværn malede Guld op fra Havets Bund baade til Statskassen og til adskillige private Lommer. Han havde her paa Storeholt indrettet sig en Sommerbolig, og endnu gik der Sagn paa Egnen om hans fyrstelige Rejser i firspændige Vogne til og fra København eller Hamburg. For at komme hurtigt afsted skiftede han Heste hver anden Time og lod sig om Aftenen føre af Forridere med Fakler.

Under hans Sønnesøn — Professorens og Jægermesterens Far — fik Kreditforeningen sit første Pant i Storeholt, og efter at Jægermesteren havde overtaget Gaarden, var det eventyrlige Guld med stigende Fart rullet tilbage til Fandens Pengemølle.

Endnu engang var dog Terminen lykkeligt omsejlet. Jægermesteren sov trygt som et Barn indtil højt op paa Formiddagen uden at lade sig vække hverken af Solen eller de fede fynske Fluer, endsige af Arbejdsklokken ovre i Avlsgaarden. Til Morgenmaaltidet mødte heller ikke Professoren. Husets Damer drak Teen alene.

Bagefter fulgtes Fru Bertha og Jytte ind til Lands248|byen for at se til en gammel Kone, der for over fyrretyve Aar siden havde tjent paa Storeholt. Det var gerne Fru Berthas første Besøg, naar hun opholdt sig i det gamle Hjem.

Da de nærmede sig det lille Hus, hvor Konen boede, saae de en høj Mand komme ud derfra. Det var Pastor Gaardbo. Jytte kendte ham straks, Fru Bertha derimod først, da Præsten kom forbi og hilste.

„Gamle Bodil er da ikke syg?“ spurgte hun og standsede et Øjeblik.

„Nej — alt staar vel til. Hun vil sikkert blive glad for Deres Besøg.“

Præsten løftede igen lidt paa Hatten, og Damerne gik ind i Huset.

I en Armstol ved Kakkelovnen sad det gamle Menneske, der allerede havde været godt oppe i Aarene, dengang Fru Bertha var Barn. Nu var hun næsten halvfems. I hendes Skød laa en lille hæklet Muffe, hvori hun varmede Hænderne.

Hendes blege Øjne vandrede en Tid uforstaaende og lidt forskræmte frem og tilbage mellem Mor og Datter. Læberne mimrede.

„De kender vel nok min Datter,“ raabte Fru Bertha hende ind i Øret. „Hun har tidt besøgt Dem. Det husker De nok.“

„Naa — det er saa Frøken Bertha.“

„Nej, det er mig, der er Bertha. Og det der er min Datter. Jytte hedder hun. Saa veed De nok Besked, ikke sandt?“

249| „Ja ... Men Konferensraaden har Vorherre gemt nu. Han fik en skøn Begravelse.“

„Ja, men det er tresindstyve Aar siden, lille Bodil. Det var før min Tid. — Men lad mig nu høre, hvordan har De det? De havde nok Besøg af Præsten.“

Den Gamle nikkede og saae hen til et Glas med friske Markblomster, der stod paa Bordet.

„Han kom med dem der,“ sagde hun og fortalte saa forstaaeligt, som hun med sin lamme Tunge kunde gøre det, at Pastor Gaardbo hver Dag sad lidt hos hende og altid havde Blomster med, for at ogsaa hun skulde mærke, at det var Sommer.

„Ja, han er vist en god Mand,“ raabte Fru Bertha. „Det ser han ud til.“

„Pastor Melby — han var ogsaa en god Mand. Han er død nu. Han konfirmerte mig paa mine Forældres Bryllupsdag. Det var den 7de April.“

Jytte havde kastet et forundret Blik hen paa Blomsterglasset. Hun var meget overrasket over, hvad hun hørte her. En saadan Opofrelse overfor et gammelt Menneske svarede ikke til de Forestillinger, hun havde gjort sig om Præster efter sit Kendskab til de Eksemplarer af Racen, hun havde truffet i det københavnske Selskabsliv.

Hun kom til at mindes sin gamle Ven, Professor Ole Knudsen, der havde været saa bittert stemt mod Præsterne. Han var død for flere Aar siden, men for nylig havde hun drømt, at hun mødte ham i Bredgade. Han kom paa sin forsigtige Maade gaaende langsmed Husrækken og maatte hvert Øjeblik blotte det fine graa Tænker251|hoved, fordi næsten hvert andet Menneske ærbødigt hilste ham. Hun havde i den senere Tid igen saa ofte tænkt paa ham og hyppig ogsaa drømt om ham, og hun havde spurgt sig selv, om ikke denne elskelige gamle Herre havde været hendes eneste Kærlighed, den eneste, for hvem hun maaske havde kunnet opofre sig. — Eller var ogsaa det en Indbildning?

Nu hørte hun Moderen sige Farvel. Kort efter var de paa Hjemvejen.

Ved Tilbagekomsten til Storeholt fandt de Professoren i Haven. Han stod nedenfor Verandatrappen og fodrede en Flok Spurve. Jytte gik straks op paa sit Værelse. Fru Bertha derimod sagde til ham:

„Har du Tid, saa vil jeg gerne tale med dig. Men lad os komme lidt bort fra de mange aabne Vinduer og Døre!“

De fulgtes ned gennem Haven, indtil de naaede en Bænk, der stod i Skygge.

„Sig mig ganske aabent, Asmus, — hvad er det, der foregaar her? Det kan jo ikke være for din Fornøjelse, du gør denne Hastværksrejse.“

„Nej — det veed Himlen! Men jeg vil helst ikke snakke om det. Lad mig blot sige dig, Tante, at dersom John skulde forsøge at laane Penge af dig, maa du absolut sige Nej.“

„Staar det saa galt til?“

„Jeg tror, vi gør bedst i at forberede os paa det værste. Hvad du og andre af Familjen har staaende her i Gaarden, er jo heldigvis sikret. Men alle senere Prioriteter, 252| for ikke at tale om den løse Gæld, er efter min Formening redningsløst tabt — klattet bort.“

„Men hvor kan da John gaa her og være saa forhaabningsfuld? Og nu vil han ovenikøbet forsøge sig som Politiker. Jeg tror, han i den Henseende venter sig en Del af, at Enslev kommer hertil.“

„John er desværre kun af Skikkelse et voksent Mandfolk. Det er med ham selv som med hans Stemme. Han er aldrig kommen ud over Overgangsalderen. Jeg mener, vi maa være forberedte paa en skøn Dag at se Storeholt komme under Hammeren. Det er et grimt Ord. Men vi kan jo lige saa godt se Sandheden i Øjnene.“

„Men hans Svigerfar? Den Mand kan dog ikke se paa, at hans egen Datter og Svigersøn jages fra Hus og Hjem!“

„Det vil han dog ganske sikkert gøre. At han paa min Sagførers alvorlige Henstilling har hjulpet John over Terminen denne Gang, er rimeligvis bare sket for at vinde Tid til at arrangere sig med de øvrige Udplyndrere, som John -har indladt sig med. Han skal efter Sigende ikke gøre mindste Hemmelighed af sine Planer. Han haaber meget snart at kunne indrette sig „et Sommerpalæ“ her. Han skal endogsaa have talt til Folk om de Forandringer, han agter at gøre.“

„Aa, det er afskyeligt! Jeg vil sige dig, Asmus, havde jeg vidst det mindste om detteher —.“

„Ja, det er ikke morsomt at tænke paa, at den Tølper skal gaa her og gøre sig bred som Godsherre og kalde Storeholt for sit „Sæde“.“

„Aa, det er oprørende! Hvad. skal der saa blive af 252| John? Jeg vil ikke undskylde ham. Han har sine store, store Fejl. Men jeg tror alligevel, at der kunde være blevet noget mere af ham, dersom han havde faaet en anden Kone.“

„Det samme gælder vel egenlig Vilhelmine, dersom hun havde faaet en anden Mand,“ sagde Asmus. „Hun skulde have været gift med en stor Hestepranger og have faaet et Barn hvert andet Aar og maaske ogsaa lidt af Ridepisken engang imellem. Det har jeg forresten sagt til John.“

„Sig mig — for at tale om noget andet, Asmus — har du nylig hørt fra Dihmer?“

„Jeg faar af og til et Prospektkort fra ham med et Par Ord. Det er det hele. Forrige Gang var det fra Indien. Nu er han paa Vej til Amerika. Han fører stadig en besynderlig fredløs Tilværelse. Jeg forstaar mig ikke paa ham. Den store Selskabsrejse, du veed nok, afbrød han hurtigt; men jeg kender ikke Grunden. Nu flakker han om paa egen Haand, tilsyneladende uden derfor at være bleven mere tilfreds.“

I det samme lød Gongongen, der kaldte dem ind til Frokosten.