323| IX.

Den følgende Formiddag sad Fru Bertha og Jytte alene ude under Kastanjerne i Haven. De var tyet herud saa tidlig paa Grund af Uroen i Huset. Der var et uafbrudt Rykind af Folk, der vilde tale med Enslev. Ogsaa Balduin Hansen havde været der. Han var kommen ud fra Modtagelsesværelset med marmorblegt Ansigt og et forstyrret Udtryk. I Øjeblikket var Vælgerforeningens Formand og nogle andre Bestyrelsesmedlemmer samlede derinde for at træffe Afgørelse om Møller Jensens Efterfølger.

Fru Bertha havde taget et Strikketøj med sig for at berolige sit Sind. Der havde den foregaaende Aften været noget grumt i Enslevs Blik. Hvad havde han for? Hun kendte Udtrykket fra gamle Dage, naar han havde haft Modgang. „Enslev blodtørster,“ plejede hendes Mand at sige. Hans Tale den foregaaende Dag fandt hun ogsaa besynderlig uoverlagt. Hun forstod ikke, hvad der kunde være hans Hensigt med den grove Udæskning.

„Tror du, John bliver Rigsdagsmand?“ spurgte Jytte, der ogsaa havde taget et Haandarbejde med.

„Nej, det kan jeg ikke tro. Det vil jeg ikke tro.“

„Saa tror jeg det for os begge. Vilhelmine har da ogsaa en Mine paa idag, som om John allerede var Minister. Du skal se, lille Mor, du bliver ikke den sidste Gehejmeraadinde i Familjen.“

„Aa, Passiar! Det kan Enslev ikke gøre. Nej, jeg har 324| en Anelse om, at det snarere bliver Pastor Gaardbo, der kommer til at gaa af med Sejren.“

„Pastor Gaardbo? Hvor falder du paa det? Det er jo ikke engang afgjort, at han vil stille sig.“

„Jo, det gør han saamænd nok. Efter hvad der foregik igaar, maa han næsten gøre det, synes jeg. Men det bliver ikke med Enslevs gode Vilje.“

„Hvordan kan han saa blive valgt?“

„Jeg tænker, han hjælper sig selv. Han viste sig ved Mødet som en frygtløs Mand.“

„Men han gjorde da slet ikke nogen Lykke.“

„Hvem har sagt det?“

„John fortalte, at Folk ikke vilde høre ham tilsidst. Det blev jo næsten til Skandale.“

„Snak! Der var ganske vist nogle Spektakelmagere. Men det kan ikke undgaaes ved den Slags Møder. Pastor Gaardbo talte baade smukt og djærvt, synes jeg. Og det var vist den almindelige Mening.“

Jytte, der havde set op, bøjede sig igen ned over sit Broderi og blev lidt rød. Saa meget Pastor Gaardbo til Tider var hende imod — og hun kunde i enkelte Øjeblikke næsten hade ham — var hun alligevel Moderen taknemlig for de Ord. Hun ærgrede sig nu kun over, at hun straks havde troet paa Fætterens ondskabsfulde Opspind om ham, hvad der endogsaa havde kostet hende et Par Timer af hendes Nattesøvn. Det var gaaet hende saa taabeligt nær, at han havde lidt et Nederlag.

For nu ikke at høre mere rullede hun sit Sytøj sammen og gik ind.

324| Paa Vejen mødte hun Enslev. Han stod paa Verandatrappen og saae saa bøs ud, at hun helst havde undgaaet ham, saa gode Venner de ellers var. Men da han opdagede hende, lyste det lidt op i hans Ansigt. Han løftede de mørke Buskebryn og strakte Haanden frem.

„Du altid flygtende Diana! ... Dig har jeg næsten ikke set. Vil du sørge for, at du faar Plads ved Siden af mig ved Frokostbordet! Saa skal du skrifte for mig.“

„Jeg faar vist ikke Lov til at nyde saa stor en Ære.“

„Det er en Ordre — forstaar du! Jeg vil høre, hvad for Skarnsstreger du har begaaet siden sidst. — Hvor er din Mor?“

„Hun sidder derhenne.“

„Godt! Paa Gensyn altsaa!“

Han kom med lidt Besvær ned ad Trappen. Jytte vovede ikke at tilbyde sin Hjælp. Intet opirrede den gamle Mand mere, end at Folk lod sig mærke med, at de tænkte paa hans Alder eller hans svage Fod.

„Naa, der sidder Fru Justitia og strikker! Det er en Beskæftigelse, jeg tidt har misundt Kvinderne. Jeg kendte engang en gammel Dame, som paastod, at der ikke var den Lyksalighedsfølelse, man ikke kunde strikke sig til. Strikkestrømpen var hendes Universalmiddel. Den tyede hun til under alle Sorger og Bekymringer ligesom andre til Andagtsbøger eller beroligende Pulvere. Kan De ikke lære mig Kunsten?“

„Jeg troede, at Deres Gaard, Deres Have, Deres Høns og Ænder kunde gøre samme Nytte? Da jeg sidst talte med Dem, fortalte De mig, at De nu helt og holdent 326| var bleven Landmand. De havde fundet Deres egenlige Livskald. De interesserede Dem kun for Kvægracer, Hønsefoder, Frugtavl og den Slags Ting, og jeg vilde aldrig mere faa Dem at se paa en Talerstol.“

Enslev stod med Stokken foran sig og betragtede hende med et lurende Blik under de sænkede Bryn.

„Synes De, at Tiden er til at gaa paa Aftægt? ... Jeg troede det ganske vist selv. Jeg bildte mig ind, at Frem-' tiden var saa temmelig betrygget. Jeg syntes jo ogsaa, jeg kunde fortjent at have mine sidste Aar for mig selv. Men det er gaaet, som det hedder med det gamle Mundheld: Naar Katten er borte o. s. v. — Dersom De vil afkøbe mig Fredsholm for en rimelig Pris, kan vi slutte Handelen med det samme.“

„Det er da ikke Deres Mening, Enslev?“

„Jo. Det hele var en Misforstaaelse. Vi Landsbybørn gemmer allesammen i vor inderste Hjertefold en Hyrdedrøm om at ende vore Dage i en fredelig Kaalhave, med Træsko paa og en Vandkande i Haanden. Og saa gaar det os for det meste som Emigranterne, der efter et langt Liv tilbragt i Hjemve vender tilbage til Fædrelandet og føler sig haabløst fremmede der.“

Han talte videre om Landlivets Søvnagtighed, om den Kedsomhedens Basilisk, der i de lange Vinteraftener anbragte sig overfor En og gabede som en Flodhest. Da Fru Bertha indvendte, at man dog altid kunde fordrive Tiden ved Læsning, protesterede han og svarede, at for et Menneske, der havde været vant til at omsætte sin Vitalitet i Handling, var Bøgerne det slettest mulige Selskab.

327| „Sæt en Krigsinvalid til at læse Slagmarkernes Historie! Han vil snart kaste Bogen fra sig af Ærgrelse over at maatte sidde der i sin Sygestol og læse om andres Bedrifter. Saa foretrækker han at underholde sig med en Æske Tinsoldater.“

Hans bitre Tone fik Fru Bertha til at spørge, om Resultatet af Forhandlingerne med Vælgerforeningens Tillidsmænd ikke havde været efter Ønske.

„Der foreligger endnu slet ikke noget Resultat. Vi skal genoptage Mødet om to Timer; men jeg tvivler næsten paa, at det vil lykkes mig at skaffe Enighed tilveje. Her som overalt i Landet tuder Uglerne. Balduin Hansen har iøvrigt med prisværdig Resignation tilbudt at trække sig tilbage til Fordel for en neutral Tredjemand, som begge Parter kan enes om. Men de Herrer af Præstepartiet vil aabenbart føre deres Krig igennem. Jeg har det bestemte Indtryk, at der arbejdes paa en Sprængning.“

„Præstepartiet?“ sagde Fru Bertha. „Vil De fortælle mig, Enslev, hvorfor har De aldrig omtalt Deres Brodersønner for os? Jeg synes at forstaa paa Dem, at De heller ikke nu vil anerkende Pastor Gaardbo som Slægtning.“

„Har jeg maaske ikke Grund til det? ... Men det skal vi ikke tale om. Jeg kom for at foreslaa Dem en lille Promenade i Haven. Jeg har en halv Snes Minutter til min Raadighed. Kan jeg overtale Dem?“

„Ja, meget let,“ sagde hun og trillede straks sit Strikketøj sammen.' Der var i Enslevs Holdning overfor Fru Bertha Rester 328| af et Galanteri, der skrev sig fra deres Bekendtskabs tidligste Tid, da hun og hendes Mand endnu sad ovre i Birkedommerboligen paa Samsø. Enslev var kommen derover til et Folkemøde, og det var i Virkeligheden mere den unge Frues Skønhed end hendes Mands politiske Betydning, der fik ham til at interessere sig for Birkedommerens Valg til Rigsdagen og Familjens Overflyttelse til København. Til Held for Venskabet havde Fru Bertha dog aldrig forstaaet det. Med sit Væsens friske Umiddelbarhed havde hun taget mod hans Kur uden for Alvor at mistænke ham, der allerede dengang var en Mand til-aars. Derfor var hun ogsaa nu en af de faa Damer, som han følte nogen virkelig Agtelse for. Naar han kaldte hende Fru Justitia, var det ikke blot, som Folk troede, fordi hendes Mand havde været en af hans Justitsministre. Det var en Hyldest af et Menneske, der med al sin tyranniske Viljestyrke havde meget kvindagtigt i sin Natur, der bar paa en skjult Svaghed for alt, hvad han ikke havde formaaet at undertvinge, mens han ringeagtede sine Redskaber.

De talte lidt om Skovfesten, ogsaa om Mads Vestrups Optræden, der havde gjort et ganske stærkt Indtryk paa Fru Bertha.

„Ja, den Mand kan maaske bruges!“ sagde Enslev og gav sig igen til at tale om Valget.

„Forholdene her i Kresen er typiske. For blot trefire Aar siden vilde Balduin Hansens Kandidatur have været en Selvfølge. Som Forholdene nu ligger, anser jeg den for absolut haabløs. Og veed De, hvem der modarbejder 329| ham? Tyrstrup! Jeg veed det med Sikkerhed. Han ønsker Præsten valgt. Balduin Hansen skal engang have haft en Konflikt med sine gejstlige Foresatte, og denne gamle Affære har Præstepartiet gravet op for at kunne benytte den imod ham i Valgagitationen. Derfor vil Tyrstrup ikke have ham. Det tegner Manden! Det er den nye Kurs, der skal styres! ... Men jeg har længe forstaaet det. Jeg ser ogsaa, hvor det altsammen bærer hen! Frihedsglæden er hos et Folk som det danske en Søndagsfølelse, som tilnød kan holde sig Mandagen over. Allerede om Tirsdagen begynder de fleste at længes tilbage til Tugten og Tvangen og Ydmygelsen. Jeg maa ofte tænke paa, hvad jeg har hørt om Livsfanger, der som gamle slipper ud af Fængslet. De gaar Resten af deres Liv og gemmer paa en hemmelig Hjemve efter Cellen og Haandjernene.“

„Vil De sige mig oprigtig, Enslev, er det Deres Hensigt at forsøge paa at faa min Brodersøn valgt i Stedet for Balduin Hansen?“

„Ham eller en anden fuldt paalidelig Mand, hvis Valg kan gennemføres. Balduin Hansen har jeg, ærlig talt, ikke selv brudt mig synderlig om. Han er saa fuld af vidtløftige Ideer og har saa mange Særinteresser. Og jeg sætter ikke Pris paa Politikere med Særinteresser.“

„Men jeg begriber ikke, at De kan tænke paa at faa min Brodersøn valgt. Jeg tror ikke, der er den allermindste Stemning for ham.“

„Stemningen kan komme under Valgkampagnen. Det er en Erfaring, De selv maa have gjort i sin Tid. Jeg har i Redaktør Danielsen ved „Fyns Venstre“ en meget bru331|gelig Mand. Desuden har Balduin Hansen for Sagens Skyld og af gammelt Venskab for mig lovet at arbejde for Jægermesterens Valg. Den opvarmede Talemaade om „Anarkismens Hydra“, som sandsynligvis skal være Tyrstruppernes store Valgtrumf, kan jo heller ikke blive synderlig virkningsfuld som Skræmmebillede, naar den skal anvendes paa en Godsejer og Jægermester.“

„Ja ja,“ sagde Fru Bertha. „De har velsagtens Deres Planer med det hele, og dem tier De med. Men veed De af, at min Brodersøns økonomiske Forhold er alt andet end gode?“

„Han har jo en rig Svigerfar.“

„Aa — ham! Den Hjælp, der kommer fra den Kant, frygter jeg næsten mere end noget andet. — — Enslev!“ sagde hun, da han ingenting svarede, „jeg husker, De kaldte Dem engang for Daarernes Formynder. Vær det ogsaa i dette Tilfælde! Min letsindige Brodersøn har i Forvejen tilstrækkelig høje Tanker om sig selv. Rigsdagslivet, er jeg bange for, vil føre ham endnu dybere ned i Ulykken.“

Enslev slog utaalmodigt med Hovedet og vilde ikke ind paa Sagen. Folks private Affærer interesserede ham ikke. Han havde alene truffet sin Afgørelse udfra den Betragtning, at Jægermesteren i den givne Situation var den, der bedst vilde kunne samle Kresens mange neutrale Stemmer, og som desuden ved sit blotte Navn og sin sociale Stilling vilde vække Opmærksomhed ud over Landet. De havde nu endt en Rundtur omkring den store Græs332|plæne bag i Haven. Enslev følte sig træt, og de tog Plads paa en Bænk.

„De talte før om mine Hensigter. Ja, dem har jo Alverden travlt med for Tiden. Som om jeg kan have andre Formaal end dem, jeg altid har vedkendt mig! Mærkværdig nok spørger man ikke om, hvad Mening Tyrstrup har med bag Partiets Ryg at alliere sig med den upaalideligste af alle Forbundsfæller. Hvordan kan det være? Jeg skal sige Dem det. Han gaar Folkets hemmelige Ærinde. Han forbereder det Skridt, som adskillige endnu trykker sig ved selv at tage — Gaasegangen til Canossa. Han forstaar det vistnok ikke selv. Han fabler om at etablere et Jovialitetens Tusindaarsrige, hvor Menneskene gaar omkring med hinanden om Halsen. Men det er ingen Beroligelse for mig, at han selv tror paa sine daarlige og forræderske Hjælpere. Med sin forunderlige Sorgløshed taler han om, at jeg ser Spøgelser ved højlys Dag. Og det er ogsaa netop det, jeg gør! De Bødler, vi kneblede for en Menneskealder siden, de spøger nu i Sønner og Sønnesønner og lurer paa Hævn! Fordi Tyrstrup ikke ser det — skal jeg da gøre mig blind? Skal jeg se ligegyldigt paa, at de møjsomt vundne Resultater af to Generationers Kamp igen saa letsindigt sættes paa Spil?“

„Resultaterne?“ sagde Fru Bertha efter en Pavse. „Er det ikke netop dem, der virker skræmmende?“

„Hvad mener De?“

„Aa — jeg synes tidt selv, at det hele ser saa haabløst ud. Det er jo altsammen blevet ganske anderledes, end vi engang troede.“

333| Enslev havde vendt sig imod hende med et hvast Blik. Han holdt begge sine Ørneklør om Stokkens Haandtag. Saadan sad han længe uden at sige noget, mens et dybt Mørke lagde sig over hans Ansigt.

„Vi Mennesker har en kort Hukommelse. Fortiden ligger altid for os i en falsk Belysning. Derfor miskender vi Øjeblikket. Det kan maaske være en Lykke for den enkelte, at vi har saa let ved at glemme svundne Lidelser og fornægte Savnene, naar de først er stillet. For Samfundet, for Menneskeheden er det en uhyre Ulykke. En Politiker har derfor først og fremmest den Opgave at være sit Folks altid vaagne Hukommelse, og det er paa det Punkt, at Tyrstrup allermest forsynder sig. Vor Tids unge har faaet Friheden i Vuggegave. Af den Grund anses den for en selvfølgelig -og ufortabelig Ting. De begriber ikke engang, at der kan være noget at vogte. Og i et saadant Øjeblik lister Tyrstrup den ene præsteklædte Forræder efter den anden ind i repræsentative Stillinger. Udleverer Vaaben til vor argeste Fjende! ... Skulde jeg bebrejde mig noget i mit politiske Liv, saa var det først og fremmest det, at jeg ikke langt tidligere har forstaaet Nødvendigheden af et afgørende Nappetag med Kirken. Jeg trøstede mig med, at det skulde lykkes os at udsulte den umættelige Snylter, der har tæret paa Folkets Kraft og formørket dets Liv i et Aartusinde. Vi har jo allesammen følt os beroligede ved at se, hvordan den lange Bændelorm efterhaanden selv kvitterede nogle afdøde Led. Vi bildte os ind, at nu laa Uhyret i sine sidste Krampetrækninger, og saa betød det bare, at en ny Yngel 333| var avlet inde i Mørket. Vi faar ikke Fred, før vi knuser Slangens Hoved. Vil Tyrstrup heller ikke denne Gang forstaa mig, skal vi slaas!“

Fru Bertha lagde bønfaldende sin Haand paa hans Arm.

„Enslev! De har i Deres Liv vundet saa mange straalende Sejre, der vil mindes med Taknemlighed, saa længe Danmark staar. Hvorfor vil De begynde en ny, endeløs Strid og udsætte Dem for at komme til at opleve Deres første Nederlag? Husk, De er ikke ung længer!“

Han havde atter vendt sig mod hende.

„De trøster godt!“ sagde han med et forbitret Øjekast.

Og pludselig rejste han sig og gik bort uden Hilsen.