Jyllands-Ekspressen jog mod København med en halv Times Forsinkelse paa Grund af Taage over Bælterne. Den graa Oktoberdag var gledet over i en farveløs Skumring, og nu var det mørk Aften med en stjerneløs Himmel. Mens Toget dundrede frem mod den rødlige Taageplet i Horisonten, der var København, fejede Lysskæret fra Kupeerne henover vaade Pløjemarker og dryppende Hegn, ramte som et Søgelys en Bondegaards hvide Længer, der et Nu lyste dagklart i Mørket, kastede sig i næste Øjeblik over et Vogterhus og aabenbarede et Køretøj, der holdt stille foran den nedsænkede Vejbom, fløj videre over andre opblødte Marker og vandfyldte Grøfter, over drivende Hegn og en oplyst Stationsbygning, der passeredes med et langt Fløjt.

„Det var Glostrup!“ forlød det gennem de overfyldte Kupeer, hvor man nu begyndte at ryste Døsigheden af sig og samle sammen paa Rejsetøjet.

353| En sværlemmet Mand i en af de tredje Klasses Vogne havde allerede længe siddet med Paraplyen i Haanden og sin Vadsæk paa Skødet, en gammeldags Familjevadsæk af den Slags med broderede Figurer paa Siderne, som nu sjælden ses mere. Det var en Mand, der ogsaa af andre Grunde havde pirret sine Medrejsendes Nysgerrighed. Han var landsbyagtig klædt og havde et stort, vejrbrændt Ansigt, i hvis sorte Skæggebund Læberne blussede som Saarrande. Hans Vest var lukket helt op i Halsen, og denne var ombundet med et rødbroget Tørklæde i Stedet for Flip. Paa Hovedet bar han en bredpuldet Kasket med Læderskygge. Dersom ikke Klæderne havde været saa almueagtige, vilde man have antaget ham for en Skolelærer fra Landet. Bonde var han heller næppe trods sin mørke Hud. Pranger maaske? Aa ja! Men der var denne Paraply! Desuden bar Manden Briller. Og hans absolute Utilgængelighed gjorde det heller ikke sandsynligt, at han hørte hjemme paa Markedspladserne. Var han maaske Skolelærer alligevel? Eller Lægprædikant? Kolportør? ...

Nu gled Toget ind mellem Hovedbanegaardens Perroner, og alle fik travlt med at komme ud. Kun den svære Mand blev siddende, indtil de andre havde forladt Kupeen. Han havde ikke noget at haste efter. Der stod ingen og ventede ham. Han var en Fremmed.

Først da Vognen næsten var tømt, rejste han sig op.

Med Agtpaagivenhed fulgte han efter Strømmen op ad Trappen. Inde i Forhallens Lyshav stod han et Øjeblik stille af Forbavselse over det pragtfulde Rum, indtil 354| han fik et Stød i Ryggen af en Drager, der væltede sig frem belæsset med Kufferter.

Tilsidst stod han alene udenfor, mens de sidste Drosker rullede bort. Et gammelt Bybud, der nærmede sig med Haanden til Kasketten, blev afvist, og han styrede nu i Droskernes Spor ud mod „Passagen“.

Paa Hjørnet standsede han igen og saae sig omkring for at blive retvendt. Det var tolv Aar, siden han havde været i Hovedstaden, og Stationen laa dengang paa et andet Sted. Den øredøvende Færdsel af Mennesker og Vogne gjorde ham modløs. Var dette virkelig København? Han havde jo nok hørt, at Byen i de senere Aar havde forandret sig meget og var bleven en Verdensstad. Men dette travle Mylr paa Fortovene, disse lange Rækker af Sporvogne, der suste afsted som hele Jernbanetog med svovlblaa Gnister under Hjulene, denne Sværm af Røremaskiner, der fløj surrende ud og ind mellem hinanden som rødøjede Kæmpebiller, denne Larm af Tudehorn og Klemten af Klokker som paa en Markedsplads — var det virkelig København? Alle Husene var illuminerede. Over Taget af en Bygning paa den anden Side af Gaden stod der med luende Bogstaver: „Whisky er den bedste Drik“. Og se der! Endnu højere oppe blev der som af en usynlig Haand skrevet henover Himlen med Ildskrift: „Søholms Kaffe er den billigste“.

„Dette er jo Helvede!“ mumlede han.

I det samme blev han tiltalt af en ung Person, der bagfra havde nærmet sig ham, en lurvet Skikkelse med et bruskhvidt Øje under et flækket Bryn. Fyren holdt med 355| to Fingre Hatten skødesløst løftet over sit pomadiserede Hoved.

„Har Herren ikke Brug for et godt Logis?“

„Pas Dem selv!“ svarede han og gik videre ind ad Byen til.

Men den anden fulgte efter og var straks igen paa Siden af ham.

„Undskyld! Jeg kan anbefale Dem et majet fint Logis ... hos en Dame ... majet proper. Lige her i Nærheden.“

„Dersom De ikke skrubber af, slaar jeg Dem fordærvet!“ raabte han nu ude af sig selv og løftede Paraplyen til Slag.

Folk standsede. Der skulde til at samle sig Opløb, da Fyren med eet var som forsvunden i Jorden. Ja, dette er virkelig Helvede! — gentog han for sig selv, idet han med rystende Lemmer fortsatte sin Vej. Og her skulde han leve i Vintermørkets lange, lange Maaneder skilt fra sine kære! ... Ja ja! Saadan var det Guds Vilje!

Han naaede Raadhuspladsen og gik ned mod Vartov, hvis røde Mure han paa Frastand genkendte med en lille Fornemmelse af tryg og hjemlig Glæde. Han søgte ind i det afsides Kvarter af gamle Huse, der ligger uforstyrret bag denne ærværdige Stiftelse som et Stykke hengemt Fortid, I disse stille, folketomme Smøger, hvor kun et Par fattige Lygter lyste, og hvor gamle Haandværksfolk stod tavse i Gadedørene og røg deres Piber efter Fyraften, faldt hans Sind til Ro. Her mødte han en Rest af det provinsielle København, han var fortrolig med.

356| DE D ØDES RIGE

Han fandt ogsaa snart det Hotel, han søgte. Det hed „Vennely“ og kaldtes et kristeligt Gæstehjem. I Forstuen, hvorfra en Dør med Kighul gik ind til Kontoret, viste der sig en yngre, frakkeklædt Herre, der bød ham velkommen med en evangelisk Hilsen.

„Kan jeg faa et Værelse hos Dem?“

Evangelisten ringede paa en Klokke. Hotellets Faktotum — en gammel Husnisse med langt Skæg og Briller — dukkede frem og bad ham kort om at følge med. Oppe paa tredje Sal blev han vist ind i et Værelse, der ligesom hele Trappen lugtede af Ostekælder.

„Hvad er Prisen?“ spurgte han.

Svaret kom først efter lang Tøven og samvittighedsfuld Fingren i det store Skæg.

„To Kroner,“ sagde den Gamle tilsidst, som var det med megen Betænkelighed og kun af Kristenkærlighed, at han overlod ham Værelset til den Pris.

„Har De ingen billigere?“

„Billigere?“

Den Gamle skævede til ham over Brillekanten og syntes atter at raadføre sig med sit Inderste.

„Vi har et Par Loftsværelser til en Krone,“ sagde han. „Men Varmerørene gaar ikke derop. Og der er heller ingen Kakkelovn.“

„Det kan være det samme. Lad mig se dem!“

Han blev ført op til et Kammer med kalkede Vægge og et skraat Tagvindu. Langs den ene Side stod en umalet Træseng. Midt paa Gulvet stod et Bord og to Træ357|stole, ved den anden Væg et rustent Jernstativ med Vaskeindretning.

„Jeg tager dette her!“ sagde han straks, skønt der var saa koldt deroppe, at det dampede af hans Mund. „Og saa er De nok saa god at sørge for, at jeg faar lidt Aftensmad bragt herop. Fire Stykker bart Smørrebrød og en halv Flaske Hvidtøl. Men vil De sige i Køkkenet, at det skal være tykt Brød.“

Gubben bekiggede hans Paaklædning.

„De kan ellers godt spise nede i Restaurationen.“

„Nej, jeg ønsker at faa Maden bragt herop. Og uden nogen Ekstrabetaling. Det staar i Deres Annoncer.“

„Ja ja. Godt Ord igen, go'e Mand! Det maa De naturligvis selv om. — Hvad er Navnet?“

„Pastor Vestrup. Hvirring Strandhuse.“

Den Gamle stirrede.

„Er De Præst? ... Men vil Hr. Pastoren saa dog ikke hellere ha' Værelset nedenunder. Jeg tror nok, at De kan faa det for halvanden Krone. Jeg skal gaa ned og spørge Bestyreren.“

„Nej, jeg bliver her! Og Prisen er altsaa en Krone uden Ekstrabetalinger af nogen Art.“

„Ganske som Pastoren ønsker det,“ sagde den Gamle, der var bleven lutter Ydmyghed.

„Og saa var det fire Stykker bart og en halv Flaske Hvidtøl.“

„Jeg skal lige med det samme give Pigen Besked.“

„Og saa husker De nok — tykt Brød!“

357| Saasnart Mads Vestrup var bleven alene, gik hans Tanker hjem til Konen og Børnene, som han for ikke mere end otteni Timer siden havde haft omkring sig. De havde allesammen fulgt ham til Stationen, og fra Toget havde han set et sidste Glimt af de kære, da de allerede var paa Hjemvejen. Hvornaar skulde han se dem igen?

„Tænk nu bare ikke paa os!“ havde Stine sagt til ham ved Afskeden. „De fyrretyve Kroner rækker langt. Og nu har .jeg jo ogsaa min Strikkemaskine.“

Tre usigeligt lykkelige Uger havde han tilbragt hjemme hos Familjen i det lille Fiskerhus ved Havet, hvor den havde boet til Leje det sidste halve Aar, mens han selv havde været paa Vandring. Store Dele af Jylland og Fyn havde han i Sommerens Løb gennemvandret paa sin Fod i al Slags Vejr. Men da Efteraarskulden kom og forhindrede Friluftsmøder, var han bleveii nødt til at holde op med at præke, fordi hans forhenværende Embedsbrødre havde faaet lukket Forsamlingshusene for ham. Han var da vendt hjem i den Tanke at ernære sig Vinteren over ved at flette Sivmaatter og binde Koste og forøvrigt være til Hjælp for Stine, der havde faaet Arbejde med Strikning for en Handlende i Vejle.

Men nu for en halv Snes Dage siden havde han faaet et besynderligt Brev fra Redaktionen af „Femte Juni“, der opfordrede ham til at komme til København og tilsagde ham Bladets Støtte i hans Kamp mod Løgnens Kirke. Efter Samraad med Stine havde han taget mod Tilbudet, hvori de begge saae et Vink fraoven, ja en Befaling. Det var ham ikke forundt at falde til Hvile. Han 358| skulde atter binde op om sine Lænder for at drage til selve Antikristens Tronsæde, hvorfra Fordærvelsen havde bredt sig ud over Landet. At Opfordringen kom fra et Blad som „Femte Juni“, hvis Aand de godt kendte, foruroligede dem ikke. Gud gik sine egne, skjulte Veje, og Kristus selv havde taget mod Gæstfrihed af Toldere og Syndere.

I de sidste Dage havde Stine haft travlt med at udstyre ham til Rejsen, saa han kunde vise sig i Hovedstaden uden at blive skammet ud. Hun havde egenhændig syet ham et Par nye Vadmelsbukser, og inde i Vejle havde hun hos en Marskandiser købt en næsten ubrugt Frakke til meget billig Pris. Og nu til Morgen havde hun klippet ham og vasket hans Krop, saadan som hans salig Mor havde gjort det den første Gang, han skulde ud i Verden. Ja, hvor havde det kære lille Menneske været utrættelig i sin Omsorg for ham! Hvor havde hun, den svage Stakkel, været heltemodig tapper under al deres Ulykke! Aldrig kom der mindste Klage fra hende. Aldrig tænkte hun heller mere paa disse Draaber og Bandager, som hun til ingen Verdens Nytte havde plaget sig med i Favsing Præstegaard, ganske som han selv dengang havde gaaet og pylret med sin Samvittighed og tyllet sig med den hellige Skrift, som om den var en undergørende Medicin, et aandeligt Afføringsmiddel, der kunde drive Syndigheden ud af et stakkels Menneske!

Der blev banket paa Døren. En Pige kom ind med Maden paa en Bakke.

Hun bragte desuden den Besked, at en Journalist fra 360|„Femte Juni“ havde ringet til Hotellet og spurgt efter ham. Hun skulde nu spørge fra Bestyreren, om Præsten vilde tale med Journalisten, naar han kom.

Mads Vestrup vendte sig bort og svarede Ja.

Han havde akkurat faaet spist sin Mad, da der igen blev banket; og før han fik sagt Komind, stod der et Menneske i Døren.

Det var en lille, halvgammel Mand med opslaaet Frakkekrave og Hatten ned over Øjnene. Af hans Ansigt saaes kun en blaarød Næse og et pjusket Overskæg.

„Mit Navn er Carlsen — A B D,“ sagde han og tog først nu Hatten af. „Og det er altsaa Pastor Vestergaard, jeg har den Ære at hilse paa.“

„Vestrup hedder jeg.“

„Undskyld, min Herre! Det er desværre en af mine hundredeogsytten menneskelige Svagheder, at jeg forveksler Navne.“

Hr. Carlsen, med hvem der som en usynlig Ledsager var fulgt en kraftig Spiritusduft, tog uden Opfordring Plads paa den nærmeste Stol og slog sin Overfrakke tilside.

„Var det fra Dem, jeg fik det Brev for nogen Tid siden?“ spurgte Mads Vestrup.

„Ja vel! A B D Carlsen. Det var efter Ordre fra Chefredaktøren, at jeg skrev til Dem. Forresten veed De maaske, at det er selveste Gamlefar, der har ønsket, at vi skal præsentere Dem for det københavnske Publikum.“

„Hvem er det, De taler om?“

„Har De ikke truffet Enslev ved et Møde i Sommer? 361| Det er i hvert Fald ham, der vil have Dem lanceret, min Herre! Jeg veed det med Sikkerhed. Vi er jo ude efter Hjælpetropper.“

Mads Vestrup, hvem Mandens tølperagtige Optræden i det første Øjeblik havde ophidset, var nu bleven roligere. Han betragtede med Medynk det svulne Ansigt, der var fuldt af røde Drankerpletter paa Næse og Kinder mellem Overskægget og de tunge Øjne. Og han sagde til sig selv, at ogsaa dette stakkels vildfarne Menneske var en af dem, til hvem han skulde bringe Jesu Kristi Budskab om Fred og Frelse.

„De skrev til mig, at De var Bladets teologiske Medarbejder. Hvordan skal det forstaaes?“

„Jeg vikarierer for Dr. Svendsen. Han studerer i Tyskland for Tiden. Mit Fag er ellers Varieteerne og andre Forlystelser — A B D. Saa er De med, ikke sandt?“

„Men jeg kan jo ikke huske fejl. De underskrev Dem cand. theol.“

„Det er jeg sgu ogsaa, min kære Herre! Kandidat med Laud — om jeg maa be'! Havde det ikke været saa uheldigt, at Barnetroen røg i Lyset ved den megen Omgang med Bøgernes Bog, saa kunde A B D nu ha' siddet og haft det rart i en Præstegaard og dyrket sine hundredeogsytten smaa menneskelige Svagheder med Kalot og Merskummer.“

„Saa har De aldrig tænkt paa at blive Præst?“

„Nu maa De ikke fornærme mig! Veed De, hvad min afdøde Kone sagde, dengang vi gik hen og giftede os paa det, man kalder uvisse Indtægter? Heller Madam 363| paa en offenlig Retirade end Præstekone, sagde hun. — Man havde jo sine Idealer, Højstærede! Vi bildte os i de Tider ind, at vi Mennesker har Raad til at holde Æresfølelse. Gud hjælpe os, min Herre! Det er en kostbar Fornøjelse at staldfodre den Slags Luksusdyr. Det var min Kones sidste Ord, inden hun døde. — Naa, men det var jo ikke netop det, vi skulde tale om,“ afbrød han sig selv og gav sig til at søge i sine Lommer efter Notebogen. „Vi skulde jo gerne have et Interview.“

Med Forbavselse havde Mads Vestrup set, at der fra den forhutlede Drukkenbolts Øjne rullede to store Taarer, og han kom atter til at tænke paa Frelseren, der havde færdedes mellem Sviregaster og Skøger, ja havde foretrukket deres Selskab for farisæiske Præsters. Hvor han forstod det! Ja, han havde vidst det, den gudkaarne, at saalænge et Menneske ikke var forhærdet i Selvretfærdighed men kunde fortvivle, var der endnu Haab om hans Oprejsning.

Hr. Carlsen fandt omsider Notebogen nede i Foret af Jakken, men nu gjorde han den Opdagelse, at ogsaa Fyldepennen var bleven væk for ham, og han maatte paany begynde en omstændelig Ransagning af sin Person. Imidlertid erklærede Mads Vestrup, at han ønskede Samtalen udsat til den næste Dag. Han vilde da i Mellemtiden tænke over, hvad der af hans Privatliv kunde vedkomme Offenligheden, og maaske foretrak han selv at udarbejde en Redegørelse for sin Stilling til Kirken og det kristne Menighedsliv.

„Ja — Død og Pine! — det vilde naturligvis gøre sig 364| allerbedst. Vi sætter den saa i Kroniken samme Dag, De taler første Gang. Har De forresten bestemt Dem for noget Lokale? — Naa ja, der er jo f. Eks. det gamle „Deigtrug“. Det har før været brugt til Opbyggelsesmøder af Frelserhæren. Og saa er der „Elysium“. Der er offenligt Bal de tre Aftener om Ugen; men ellers er det vistnok ledigt. De maa godt sige, at „Femte Juni“ støtter Dem — det er Anbefaling nok. I „Elysium“ kender jeg Værten. De kan sige ham, at han kan træffe mig i Telefonen mellem 5 og 7.“

Hr. Carlsen rejste sig nu, satte Hatten paa og begyndte for tredje Gang med begge Hænder en Jagt gennem alle sine Lommer.

„Aa hør ... De har vel ikke en lidt god Cigar hos Dem? Jeg ser, jeg har glemt mit Futteral.“

„Nej, jeg har lagt af at ryge.“

„Det var sgu kedeligt! — Naa! Altsaa paa Gensyn imorgen, Højstærede!“