II.

Taagen laa tæt over Byen. Raadhuspladsen druknede i et Halvmørke, hvor Glødelysenes Kupler saaes som osende Lamper. Ned gennem Taagen dalede Raadhusurets højtidelige Salmetone. Dets oplyste Skive syntes at svæve frit i Luften deroppe som en bleg Maane. Inde paa Strøget, i de snævre Gader, hvor de store Butiker skabte en kunstig Dag, var der Trængsel paa Fortovene. Det var en af de Aftentimer, da Strømmen igen gaar 364| indefter, til Teatrene, Koncertsalene og Aftenselskabeligheden. De svære Omnibusheste dampede. Automobilerne gled truttende afsted med pyntede og glade Mennesker.

Paa Kongens Nytorv mødtes man igen af Mørket. Vognlygterne spejlede sig i den vaade Stenbro paa Farten ned mod Teatret, under hvis oplyste Loggia der var et Mylr som foran Flyvehullet i en Bikube.

Paa Hjørnet af Bredgade gik to Herrer forbi hinanden og hilste. Den ene af dem standsede, og der blev vekslet Haandtryk. Derpaa fulgtes de langsomt ud gennem Bredgade i lavmælet Samtale. Hvergang der nærmede sig nogen paa det samme Fortov, dæmpede de deres Stemmer yderligere eller tav helt, mens vedkommende gik dem forbi.

Den ene af Herrerne var en høj, førladen Mand med bart Ansigt, omkring de halvhundrede. De fleste Folk kendte ham aabenbart. Man vendte sig om efter ham, og mange hilste ærbødigt.

Udenfor den oplyste Rigsdagsbygning, hvor der holdtes Aftenmøde, sagde de to Herrer hinanden Farvel, og den høje forsvandt ind gennem Porten. Politibetjenten ved Indgangen og Budene i Korridorerne rettede sig med stram Honnør. Det var Tyrstrup, Ministerchefen, til hvem Enslev for et Par Aar siden i en Sygdomsperiode havde overgivet Folkestyrets Scepter.

Da han kom ind i Folketingssalen, var Mødet lige begyndt. Paa Talerstolen stod en ældre Bonde og talte for en halv Snes Medlemmer. Det var Finanslovsdebattens attende Møde, og Høsten var forlængst aftærsket. Til365|hørerbænkene oppe paa Galleriet var derimod alle tæt besatte. Uroen indenfor Regeringspartiet, den journalistiske Guerillakrig, der stadig førtes i Partiets Blade som en Efterdønning fra Sommerens store Valgkampagne, vedligeholdt Forventningen hos Folk om sensationelle Debatter. Hidtil var man dog bleven skuffet. Enslev havde endnu slet ikke vist sig i Tinget. Det forlød i Aviserne, at han igen var lidende. Et Par Gange var Byen endogsaa bleven alarmeret af falske Rygter om hans Død.

De sidste Dage havde Tilstrømningen været særlig stor paa Grund af et forestaaende Taburetskifte. Kultusministeren, en forhenværende Provinssagfører, havde maattet trække sig tilbage, officielt af Helbredshensyn, i Virkeligheden tvungen bort af Ministerchefen paa Grund af en Række utilbørlige Embedsbesættelser. Det var Spørgsmaalet om hans Efterfølger, der fyldte Sindene med Spænding. Det skulde nu vise sig, om Tyrstrup vilde indskrænke sig til at rense Administrationen for dens Enslevske Efterladenskaber, eller om han trods Valgets tvivlsomme Resultat havde Mod til et aabent Brud med sin gamle Fører.

Lidt efter lidt fyldtes Tinget. Mens den gamle Bonde vedblev at tale om en jysk Lokalbane, blev Passiaren rundt omkring i Salen saa livlig, at Formanden idelig maatte dæmpe den med sin Klokke.

Langsmed den ene Væg gik en høj, gusten Mand uroligt frem og tilbage som et indespærret Dyr. Han holdt Hænderne bag paa Ryggen og gned vanemæssigt 366| den højre Haands Fingerender mod hinanden. Det var Gjærup.

Denne Mand hørte under sædvanlige Forhold ikke til Tingets Forgrundsfigurer, men hans Navn kom regelmæssigt i Omløb, naar Morder-Englen svævede over Salen og Luften fyldtes med Rygter om Sammensværgelser og Baghold. Han var et af de ældste Medlemmer, havde været Enslevs Ungdomsven men hørte nu til hans uforsonligste Fjender indenfor Partiet.

Paa en Plads ved den inderste af Salens halvcirkelformede Bordrækker sad en anden af Partiets Veteraner, Rektor Bohse, en lille, svært bygget Skikkelse med en sølvgraa Manke, der faldt ham ned paa Skuldrene. Den gamle Skolemand mødte hver Dag paa Klokkesiet, og mens Størsteparten af de øvrige Tingmænd drev omkring paa Gulvet med Hænderne i Bukselommerne og sjælden glemte, at de optraadte for aabent Tæppe, rørte han sig under hele Mødet ikke fra sin Plads men sad med Haanden under Kinden og rettede sine ildfulde mørke Øjne ufravendt mod Taleren.

Lænet op mod en af Salens Piller stod en slank, rødblond Mand i en stramt siddende Skødefrakke med stærkt udpolstrede Skuldre. Det var Højskoleforstander Aleksandersen, en af de nyvalgte Repræsentanter, der udtrykkeligt var sat ind i Tinget for at bekæmpe Enslevs Indflydelse. Den unge Mand stod med Armene korslagte over Brystet som et Billede paa karakterfast Mandighed og skottede omtrent hvert tredje Minut hen til Damelogen. 367| Tyrstrup havde taget Plads ved Ministerbordet, hvor han sad og bladede i nogle Papirer.

En Rigsdagstjener nærmede sig og overrakte ham et Visitkort. Da han havde læst Navnet, sad han et Øjeblik med en uglad Mine og strøg sig ned over sine barberede Kinder. Derpaa gav han Tjeneren en Besked.

Nogle Minutter efter rejste han sig og gik op ad Trappen til Ministerværelserne.

Gjærup, der paa sin Hyæne-Vandring opfangede et Glimt af alt, hvad der foregik omkring i Salen, nærmede sig Ministerbordet straks efter Tyrstrups Bortgang. Han blev staaende i nogen Afstand og skævede under Brillerne ned til Visitkortet. Da det endelig var lykkedes ham at læse Navnet, vendte han tilbage med et misfornøjet Udtryk, og Fingerenderne paa hans højre Haand gned sig i forstærket Tempo mod hinanden.

I Baggrunden af Salen sad en ældre Tingmand og skrev. Det var den landskendte Bonde Jørgen Højbo, et af Tingets mest indflydelsesrige Medlemmer. Gjærup bøjede sig ned over ham og hviskede ham et Ord i Øret. Hvorefter de fulgtes til en Konference henne i en af Vinduesfordybningerne.

Imidlertid havde Tyrstrup ført en lille sortskægget Herre med Guldlorgnet ind i sit Modtagelsesværelse. Det var Zaun.

„Jeg forstyrrer altsaa ikke?“ spurgte den lille Direktør, idet han med et skævt Smil blottede den ene Side af sit Løvegebis.

„Ikke i Øjeblikket. Tag kun Plads! Men lad mig straks 369| sige Dem, at dersom De er kommen for at tale om Ministerudnævnelsen, kan jeg ikke svare Dem. Det er et Emne, jeg ikke ser mig i Stand til at drøfte med Dem.“

Hr. Zaun, der havde sat sig paa Stolekanten, saae modfalden ned i sin Hat.

„Det er unægtelig i den Anledning, jeg er kommen.“

Der blev en Pavse.

„Vil De sige mig ganske aabent, Zaun — kommer De i Enslevs Ærinde? Jeg mener: som hans Sendemand?“

„Nej!“

„Det er altsaa ganske privat, De har søgt mig her?“

„Nej, det kan jeg heller ikke sige. Naar jeg har tilladt mig at opsøge Dem paa denne Tid, er det ... Ja, det vil sige ... Jeg mener ... De maa ikke misforstaa mig ... jeg har aldeles ikke noget Mandat ... aldeles ikke. Men jeg føler mig ikke desmindre overbevist om ... overtydet om, at jeg taler paa mange Partifællers Vegne, naar jeg udtrykker en alvorlig Bekymring i Anledning af den Meddelelse, som „Berlingske“ for i Aften bringer.“

„Hvilken Meddelelse tænker De paa?“

„Der staar, at den bekendte jyske Præst, Provst Broberg, efter sikkert Forlydende vil blive udnævnt til Kultusminister, naar Kongen iovermorgen vender tilbage fra Jagterne paa Fyn.“

Tyrstrup afbrød ham med en utaalmodig Haandbevægelse.

„Som sagt: det drejer sig her om en Regeringshandling, som jeg ikke kan indlade mig paa at diskutere med Dem. Naturligvis tvivler jeg ikke om Deres gode Hensigt. 370| Dertil har De i for mange Aar vist Partiet en sjælden og ganske uegennyttig Interesse. Men — Direktør Zaun — jeg maa en Gang for alle paa det bestemteste protestere mod disse gentagne Forsøg paa at paanøde Ministeriet Deres politiske Raad. De maa dog selv kunne indse, at det ikke gaar an ... ja at det er ganske upassende.“

Direktør Zaun saae atter ned i sin Hat og sagde:

„Som De maaske endnu erindrer, modtog jeg engang et meget venligt Brev fra Dem. De takkede mig for en Henstilling, jeg havde tilladt mig ... det var i Anledning af Lovforslaget om den udvidede Kødkontrol. De var endogsaa saa elskværdig at sige mig, at mine Meddelelser om Indretningen af de argentinske Slagterier paa flere Punkter havde haft afgørende Indflydelse paa Forslagets endelige Affattelse. Jeg har derfor troet ... jeg indrømmer, det er meget dristigt ... men jeg har altsaa ment ... havde altsaa haab et at have en lille Smule Berettigelse til at henvende mig personlig til Dem i denne Sag, der ligger saa mange af Partiet overordenlig stærkt paa Sinde.“

Tyrstrup sad træt tilbagelænet og førte igen sin massive Haand nedover Ansigtet, mens han holdt Øjnene lukkede.

„Hvad har De i Grunden imod Provst Broberg?“ spurgte han derpaa. „De maa jo kunne huske ham fra den Tid, han sad i Folketinget. Han var altid en trofast Partifælle og en af Tingets livligste Talere.“

„Undskyld! Provstens Person har jeg ikke indladt mig 370| paa at bedømme. Jeg vilde blot gerne ... vilde kun tillade mig at gøre opmærksom paa, at Provst Broberg var en af dem, der ved sidste Valg traadte aabenlyst op mod Enslev. I sin Valgkres bekæmpede han Enslevs Kandidat til Fordel for Hr. Højskoleforstander Aleksandersen, som jo ogsaa blev valgt.“

„Det var Svar paa Enslevs Udæskning til Kirken i hans Valgtale i Strige Skov. At jeg selv fandt den Tale baade ubillig og i høj Grad ubetimelig, har jeg gentagne Gange offenlig udtalt. Jeg er ogsaa ganske overbevist om, at Provst Brobergs Udnævnelse gennemgaaende vil blive hilst med Tilfredshed af Befolkningen. Han er jo ikke alene en paalidelig Demokrat. Han hører ogsaa som Præst til vore mest frisindede. At Enslev vil misbillige Udnævnelsen og maaske opfatte den som en personlig Krænkelse, er jeg forberedt paa. Men vi har efterhaanden maattet opgive at værge os mod den Gamles Mistænksomhed. Hvad vi end gør, ser han jo et Forræderi deri. Og vi kan dog ikke forsvare af den Grund ingenting at udrette. Det er tvingende nødvendigt, dersom ikke det hele skal styrte sammen over Hovedet paa os, at vi nu samler alle gode og sunde Kræfter i Folket og skaffer dem Arbejdsro. Vi har haft Ufred nok. Hvordan vi i økonomisk Henseende sidder i det, behøver De og jeg ikke at diskutere. En af vore ledende Bankmænd talte for et Øjeblik siden alt andet end forhaabningsfuldt til mig om Udsigterne for vort nye Statslaan, og det kan jo desværre ikke fragaaes, at vor Kredit som overhovedet vor Anseelse i Udlandet er synkende.“

371| Direktør Zaun saae til Siden og trak Munden op til Øret med sit forlegne Rovdyrsmil.

„Jeg tillod mig engang at sende Dem et Udkast til en Finansplan.“

„Javist! Jeg husker det!“

„Og et Forslag til en Toldreform.“

„Ja — ogsaa det! Men det vilde betyde mere, Direktør Zaun, dersom De og jeg i Forening kunde lære det danske Folk at sætte Tæring efter Næring og rette Pynten efter Mønten. I det hele taget har vi vistnok overdrevet Tilliden til ydre Foranstaltningers Nytte. Vi maa se at blive enige om, at det er indefra, vor hele Misere skal ophjælpes, og til en saadan Genrejsning af Nationens Kraft behøver vi ogsaa Kirkens Bistand ... behøver vi maaske ganske særlig Kirkens Bistand. Aldeles bortset fra, hvordan vi personlig stiller os til det religiøse Spørgsmaal, bliver vi nødt til at indrømme Religionens Betydning for den overvejende Del af Befolkningen. Og Sagen er jo dog saa alvorlig, at enhver god dansk Borger — altsaa ogsaa De, Direktør Zaun — maa kunne ofre nogle private Meninger og personlige Sympatier eller Antipatier for det Heles Vel.“

Hr. Zaun vilde sige noget men opgav det sorn med en heroisk Beslutning. Og samtidig rejste han sig med et Sæt, som om han slyngedes i Vejret af en Fjeder i Stolesædet.

„Jeg skal ikke gøre noget yderligere Forsøg paa at forsvare mit Standpunkt. Det vilde kun opholde Dem. Jeg beder undskylde, at jeg har gjort Ulejlighed.“

373|„Alt forladt!“ svarede Ministeren.

Hr. Zaun blev endnu staaende et Øjeblik, som om han ventede paa noget. Saa bukkede han stift og foer mod Døren.

Tyrstrup vendte tilbage til Folketingssalen, hvor den gamle Bondemand endnu stod paa Katederet og talte til Stenograferne og Rektor Bohse. I Vinduesfordybningen holdt Gjærup stadig Jørgen Højbo fast tilligemed et andet af Tingets kendte Medlemmer, Lærer Tanning, som i Mellemtiden var bleven tilkaldt for at deltage i den fortrolige Raadslagning.

Gjærup havde meddelt sine Venner, hvad han vidste om Grunden til, at Tyrstrup havde forladt Salen, og hans Meddelelse foruroligede, fordi det var dem bekendt, at Direktør Zaun i Øjeblikket var Løbebud for Enslev, og fordi ingen af dem havde Tillid til Ministerchefens Standhaftighed. Navnlig var Gjærup syg af Ængstelse for, at Tyrstrup alligevel i sidste Øjeblik skulde gøre Enslev Indrømmelser i Ministerspørgsmaalet.

Da Tyrstrup nu gik dem forbi paa Vej til Ministerbordet, standsede de ham og udbad sig en Samtale.

„Vi staar og taler om den Notits, som „Femte Juni“ havde idag om Provst Broberg,“ sagde Jørgen Højbo. „Der nævnes ganske vist ikke noget Navn. Det vover de sig dog ikke til. Men der er godt nok sørget for, at vi ikke skal tage fejl af Manden. Og det er jo nemt at forstaa, hvad der er Hensigten med at kaste Skarn paa Broberg lige i dette Øjeblik.“

374| „Hvad er det for en Notits?“

„Har De ikke set den?“

Gjærup trak et omhyggeligt sammenlagt Eksemplar af „Femte Juni“ op af sin Brystlomme. Tyrstrup tog det tøvende. Han var helst fri for at læse Bladet. Han kendte disse smaa ondartede Meddelelser, underskrevne med et eller andet af Bladets sædvanlige Medarbejder-Mærker, men tydelig inspireret af Redaktøren og bestilt af Enslev selv, der desværre ikke skyede noget Middel, heller ikke Bagvaskelsen, naar det galdt om at komme en Modstander tillivs.

„En i disse Dage i Anledning af Ministerskiftet paany omtalt Præst,“ begyndte den lille Petit-Artikel, der i en lystig Tone berettede om, hvorlunde denne Guds Mand nylig havde været særdeles virksom for at faa en af Præsterne i sit Provsti, den nu i Jylland og Fyn meget skattede Vækkelsesprædikant Mads Vestrup, fradømt Kjole og Krave, skønt Provsten ofte selv viste besøgende Kvinder af de yngre Aargange sin faderlige Velvilje paa en Maade, der kunde misforstaaes.

Da Tyrstrup gav Bladet tilbage, var hans Ansigt meget alvorligt.

„Det er sandelig ikke for tidligt, at der bliver sat en Stopper for den Slags skammelige Skriverier,“ sagde Jørgen Højbo, der var en gammel Bondemand med et Par luende Øjne.

Lærer Tanning sagde: „Gjærup mener, at vi foreløbig rent privat skal indkalde Repræsentanter for de forskellige Partiafskygninger til et Møde for i det hele 374| at drøfte den politiske Situation og „Femte Juni“s Forhold til den.“

Jørgen Højbo oplyste, at han havde givet Tanken sin Tilslutning, og Gjærup erklærede det for paatrængende nødvendigt, at Mødet blev bragt i Stand hurtigst muligt. „Femte Juni“ var jo endnu i manges Øjne Partiets Hovedorgan, fordi Enslevs Navn stod paa det. Men hvilken Dom skulde Eftertiden fælde over et Parti, der tillod; at selve dets Æresformand skovlede Penge ind fra en Avis, som paa den gemeneste Maade forfulgte Partiets bedste Mænd?

Tyrstrup indvendte her imod, at det var Samuelsen, der var Bladets Redaktør og ansvarlig for dets Indhold, ikke Enslev.

„Men Enslev er „Femte Juni“s Udgiver,“ svarede de andre. Og Lærer Tanning fortsatte: „Trods alle vore Henstillinger er Bladets Tone bleven den samme. Nu maa der gøres en Ende paa Forargelsen. Jeg siger det lige ud: det er uanstændigt, at den Mand endnu sidder som Partiets Formand, og mit private Forslag skal være det, at han ved Aarsmødet i November udenvidere nedstemmes.“

Skønt det Ønske, der her blev udtalt i Hidsighed, temmelig nøje svarede til, hvad de andre tænkte i Stilhed, efterfulgtes Ordene af forlegen Tavshed, og Gjærup saae sig forsigtigt omkring for at overbevise sig om, at ingen andre havde hørt noget.