IV.

Mads Vestrup sad om Aftenen hjemme paa sit kolde Tagkammer i „Hotel Vennely“ og ventede paa Kandidat Carlsen — A B D. Det var Aftalen, at Hr. Carlsen skulde komme Klokken syv; men Raadhusuret slog netop otte, og endnu havde han ikke indfundet sig.

Mads Vestrup havde følt sin Ensomhed i den store fremmede Bys Menneskevrimmel saa knugende, at han næsten længtes efter Journalistens Komme blot for igen at se et Ansigt, han kendte. Tidlig om Morgenen, før det endnu var lyst, havde han begyndt at nedskrive den Redegørelse for sin Stilling til Nutidskirken og det kristne Menighedsliv, som han havde bestemt sig til at offenliggøre i „Femte Juni“. Arbejdet var bleven fortsat og sluttet om Eftermiddagen. I Mellemtiden havde han været Byen rundt for at finde et billigt Privatlogis, og han 395| havde nu lejet sig ind hos en Skomager i Knabrostræde, hvor han fik et Værelse og Middagsmad for fyrretyve Kroner om Maaneden. Desuden havde han skrevet et langt Brev hjem til Stine med Beretning om alt, hvad han havde oplevet, siden de skiltes, og han sad nu og nynnede paa et lille Trøstevers, som engang paa hans ensomme Vandringer langt fra Hus og Hjem havde sunget sig frem hos ham i en tung Stund:

Snart med et Fadervor jeg over Skyer gaar i Himmellyset hjem til Barndomshaven!

Endelig hørtes tunge Trin paa Trappen, og lidt efter stod Hr. Carlsen i Døren, ligesom den foregaaende Dag med Hatten trykket ned i Panden og Frakkekraven opslaaet.

Skønt Mads Vestrup kom ham venligt imøde, var Modtagelsen en stor Skuffelse for den gamle Bladrotte, der saa bestemt havde ventet at finde en eller anden Forfriskning serveret. Han havde i de to sidste Timer ikke nydt noget stærkt, og hans Ansigt med de rødblaa Drankerpletter var blodløst af Spiritushunger.

Gnaven kastede han sig paa en Stol og begyndte den sædvanlige Ransagning af sine Lommer for at finde Notebogen.

„Det var altsaa det Skriftemaal, vi skulde ha', Højstærede! Og ikke altfor kort. Vi skal jo gøre Dem til en 396| stor Mand. En Martyr og Aandskæmpe — rent ud sagt. Det lyder Ordren paa.“

Mads Vestrup rakte ham en Snes beskrevne Blade og forklarede, at han havde foretrukket selv at nedskrive sine Betragtninger, skønt det var ham uvant at bruge Pennen.

Hr. Carlsen gennembladede ligegyldig Papirerne og sagde:

„Fem hundrede Linjer, tænker jeg. Jeg har talt med Chefredaktøren. Han antog, at han kunde give Dem seks Øre Linjen, sagde han. Men det skal De sgu ikke la' Dem spise af med. Han skal bare presses. De kan paa mit Ansvar udenvidere forlange det dobbelte. Det manglede bare! Skulde tolv Øre være for meget for en Aandskæmpe! En dansk Paulus?“

Men Mads Vestrup erklærede sig tilfreds med Betalingen. Han regnede ud, at det blev ikke mindre end tredive Kroner tjent paa eneste Dag! Det var langt mere, end han havde tænkt sig. Han vilde saa straks sende Stine de tyve.

„Ja ja, min Herre! Det maa De jo selv om!“ sagde A B D Carlsen og stak Papirerne til sig. „Og for nu at tale alvorligt — De har vel ikke i Sinde at sidde her hele Aftenen og kukkelure? De vil vel nok lidt med ud paa Sjussen? Jeg skal have den Ære at præsentere Dem for vor gudsvelsignede Hovedstad, Hr. Pastor!“

Han fortalte, at han selv agtede sig paa Lykønskningsvisit hos en af sine unge Venner blandt Kunstnerne, der havde faaet et Legat udbetalt, og han foreslog ham at 396| tage med. Der vilde sikkert i Dagens Anledning blive budt paa et Glas.

„Det er Komponisten Jørgen Berg. De kender vel hans Kompositioner? Ikke? Har De aldrig hørt hans Navn? Ja, der har vi Skandalen igen! Og Jørgen er dog vores største nulevende musikalske Geni! Derfor sidder han ogsaa der med Kone og Barn og sulter. Han har i Sommer hamret Fingrene af sig paa et gammelt Hakkebræt ude i „Mellemhaven“ for at skaffe til Føden. De fem hundrede Kroner er for en Gangs Skyld kommen paa det rigtige Sted. Og som sagt — der vanker Skyl!“

Mads Vestrup havde af andre Grunde godt Lyst til at gøre ham Følgeskab. Han tænkte, at det vel netop var hos den Slags Mennesker, han havde Ærende for Gud. Men ogsaa for sin egen Skyld fristedes han af Opfordringen. Han havde været alene den hele lange Dag, og Udsigten til igen at komme til at sidde i en Familjestue og maaske høre et Barns Pludren overvandt hans Bondesinds Forlegenhed.

„Men gaar det an?“ spurgte han. „Jeg er jo ganske fremmed for de Folk.“

„Hvad gør det? Vi Menneskeædere ta'r det ikke højtideligt med Ceremoniellet. Og nu hører Deres Velærværdighed jo med til Sjakket! En Medarbejder ved „Femte Juni“ er forresten velkommen allevegne. Det vil De snart faa at mærke.“

Lidt efter fulgtes de to Mænd ud til Frederiksberg, hvor Komponisten boede. Havtaagen laa atter denne Aften tæt over Byen og bundfældede paa Gaderne et 397| TOLDERE OG SYNDERE fedtet Lag af Sod og Snavs. Hr. Carlsen, der skudrede af Kulde standsede pludselig foran en gammeldags Kafe, der laa i en høj Stue paa Vesterbro. Han stødte Præsten i Siden og spurgte, om han ikke trængte til lidt Centralvarme i Kroppen.

Mads Vestrup havde ventet et saadant Spørgsmaal og ogsaa forberedt sig paa Svaret. Han var ganske klar over sin Opgave overfor denne Mand.

„Dersom De tænker paa en Kop Kaffe, saa gaar jeg gerne med ind. Men Spiritus drikker jeg ikke, og jeg er ogsaa helst fri for at vise mig i Selskab med nogen, der nyder berusende Drikke.“

A B D Carlsen saae op paa ham med Forfærdelse. Hans Mund og de tunge Øjne formelig stivnede.

„Er De Afholdsmand?“

„Ja.“

„Det var Satans! De ryger ikke, og De drikker ikke ... Saa synes jeg sgu, De ogsaa godt kunde ha' ladet. Tøsebørnene være i Fred.“

Blodet løb Mads Vestrup til Hovedet af Hidsighed og Skam. Men han tog sig ydmygt i sin Vrede og gik videre uden at svare.

Carlsen, der ikke selv havde Penge til et Glas Øl engang, endsige til den koghede Romtoddy, hans Inderste skreg efter, travede ynkeligt afsted med Frakkekraven op om Ørene og gumlede paa sin tørre Tunge. Han var aldeles hjælpeløs i sin ufrivillige Nøgternhed. Hvert Øjeblik 398| gled han i det fedtede Føre, og flere Gange var han ved at falde.

399| „Lad os da — for Fanden! — i det mindste ta' en Æske,“ sagde han tilsidst i Raseri. „De har vel Penge paa Dem, Mand!“

Men Mads Vestrup var uindtagelig.

„Jeg foretrækker at gaa,“ svarede han roligt.

„Ha!!!“

Carlsen slyngede dette Raab ud i Luften med opspærret Gab og sank ned i Knæene i et Anfald af Desperation.

Den havarerede Teolog var i det hele dybt skuffet af sin Kollega og fortrød bitterlig, at han havde taget ham med. Han havde forestillet sig denne for Utugt afskedigede Præst som en Helvedhund i Renæssancestil, en pragtfuld Broder Liderlig, som delte Døgnet mellem Ølknejpen, Jomfruhuset og Bedeskamlen. Og her trak han afsted med en fedtet Bondetamp, en Gaardmissionær og Afholdstaler, som han sgu daarlig kunde være bekendt at vise sig med i ordenligt Selskab. Og den Mand skulde „Femte Juni“ tage under Armene! Det var en Skandale!

De unge Kunstnerfolk, der for nylig var bleven sat ud af deres Lejlighed, fordi de i et halvt Aar ingen Leje havde betalt, havde indrettet sig i et Maleratelier, der var overladt dem af en Ven, som for Tiden rejste i Italien. Nogle efterladte Billeder og Skitser hang endnu paa de kalkede Vægge, deriblandt to store Kulkartoner med nøgne Mænd og Kvinder i dristige Stillinger. Et mørkt og snevert Rum, skilt fra Atelieret ved et Forhæng, 400| tjente til Sovekammer for Komponistens Frue og Barn, en lille Pige paa seks Aar, mens han selv havde sit Natteleje paa en Sofa i Atelieret. Herinde blev ogsaa Maden kogt. En Trækasse med et Petroleumsapparat forestillede Køkken. Midt paa Gulvet stod et rundt Bord og nogle Kurvestole. Desuden fandtes der et Flygel, en Nodepult og et Tøjstativ. Atelieret laa i Kvistetagen, og Husets elektriske Ledninger var ikke ført derop. Paa Bordet brændte en gammeldags højfodet Petroleumslampe. Den gjorde tillige Tjeneste som Kakkelovn.

Der havde hele Eftermiddagen været et Rykind af gratulerende Venner, og Luften var graa af Tobakstaage. Et Par halvtømte Whiskyflasker og nogle Sodavandssifoner stod endnu paa Bordet. I Øjeblikket var kun tykke Frants Møller der. Den tohundredpundige Forfatter, der havde gjort sit Navn bekendt ved et Par Teaterfiaskoer, som der endnu gik Ry af, sad dybt nedsunken i en af Kurvestolene og betragtede med smalle Øjne Husets Frue, der havde Plads paa den anden Side af Bordet. Hun var en blond, syvogtyveaarig Dame af stor Skønhed men lidt tung og søvnig af Væsen, ligesom besværet af sine yppige Legemsformer. Eftermiddagens mange Gæster og den megen Klinken og Skaalen havde yderligere gjort hende utidig. Hun sad i en skødesløs Stilling med Haanden under Hovedet og holdt hvert Øjeblik Haanden op for Munden for at kunne gabe rigtig ud.

Komponisten var falden i Tanker henne paa Taburetten foran Flyglet. Han var en knokkelstærk Mand 401| med en mægtig Kunstnermanke, der bølgede omkring et blegt, sammenbidt Ansigt.

Samtalen var gaaet istaa. Men nu ringede det, og samtidig blev der trommet vældigt paa Døren, der fra Atelieret førte umiddelbart ud til Trappegangen.

Det var Garlsens velbekendte Maade at melde sit Komme paa.

„Det er A B D,“ sagde de alle tre, og Fru Maja skottede med Bekymring til Whiskyflaskerne, mens hendes Mand gik hen og lukkede op.

At en vildfremmed Person dukkede frem bag Carlsens Ryg, vakte ingen Forundring. Man var vant til, at A B D slæbte alle Slags underlige Fyre med sig op fra Gaden, og naar de ikke var altfor slemme i Tøjet, blev de i Almindelighed ogsaa modtaget uden Protester og fik Del i den Beskyttelse, som den gamle Reporter overalt nød i de unge Kunstnerkrese. Nu blev Mads Vestrup tilmed forestillet som „Femte Juni“s nye teologiske Medarbejder, og da Bladet allerede om Morgenen havde haft en lille Artikel om ham, kendte baade Jørgen Berg og Frants Møller hans Navn og hilste ham velkommen til København.

„Tag Dem et Glas, Hr. Pastor!“ sagde Komponisten. „Og du, A B D! Stik paa Varerne!“

Men Carlsen, hvem det blotte Syn af Flaskerne havde oplivet, løftede advarende Pegefingeren og udbrød:

„Stille, Jørgen! ... Stille! Du veed ikke, at det er en Apostel, jeg kommer med. Pastor Vestrup er Antispiritusiast! Vi skal forsage Alkoholdjævlen og alle hans Ger402|ninger og holde os til de mere kødelige Nydelser.“

Mads Vestrup forholdt sig tavs. Han havde faaet Øje paa Væggenes store Kartoner, og Billedernes Skamløshed gjorde ham hed i Kinderne. „Hvad mon det er for en Røverrede, jeg her er bleven ført ind i?“ tænkte han ved sig selv. Ogsaa Fru Majas Person syntes ham tvetydig og fik ham til at være paa sin Post.

Han var næppe kommen til Sæde, før Klokken, der sad over Døren, atter ringede, og denne Gang med vedholdende Voldsomhed.

„Det er vistnok Susse,“ sagde Frants Møller fra Dybet af sin Kurvestol. „Vi aftalte at mødes her.“

Jørgen Berg lukkede op.

En yngre, hvidsminket Dame med en teglstensrød Paryk smuttede forpustet ind, som om hun var bleven forfulgt. Efter at have smækket Døren hurtigt i blev hun staaende derhenne og lyttede, mens hun i Tavshed vinkede rundt til dem alle med Haanden:

„Vil I sige mig, Børnlille ... Har I Politiet gaaende her i Huset?“ spurgte hun tilsidst.

„Hvorfor tror du det?“

„Jeg hørte nogen luske op ad Trappen efter mig. Kan I gætte, hvem det var? Cajus Vang! Jeg veed, at han har faaet Ansættelse hos en privat Opdager, siden han kom tilbage fra Vridsløse.“

„Saa er det sagtens dig, han snuser efter, Susse,“ sagde Jørgen Berg og lo. „Har I to ikke været go'e Venner engang?“

403| „Aa Gud — det var, dengang Vorherre var en ukonfirmeret Dreng,“ svarede hun og gik nu ind i Stuen. „Det manglede bare, at han skulde være saa fræk! ... Godaften, Maja! .Og til Lykke med de fem Hundrede! Det var noget, I kunde li'e, hva'? ... Godaften, A B D! — Og du, Bassemand! Du dejlige Unge! Godaften med dig!“

Den sidste Tiltale galdt tykke Møller, der uden at rejse sig fra sin Hvilestilling koldsindigt overlod sin berømte Person til hendes stormende Omfavnelse. Damen hørte iøvrigt ogsaa selv til Byens navnkundige. Hun var den meget yndede Varietesangerinde Susse Frederiksen, mellem Venner kaldet „Folkets Glæde“.

Først nu opdagede hun Mads Vestrup, der sad for sig selv henne i Sofaen ved Væggen. Hun kiggede en Stund overrasket paa ham, hvorpaa hun vendte sig om mod de andre med en ugenert Latter.

„Gud, hvem er det? ... Sikken en sjov Anders Tikøb!“

Jørgen Berg tog hende haardt i Armen og hviskede:

„Er du tosset, Tøs! Det er en Præst!“

„En Præst? Hvordan kommer han her?“

I det samme hørtes en svag Banken paa Døren. Det lød, som om en Tigger stod derude og vilde røre Hjerterne med sin Beskedenhed.

„Hys! Det er Cajus!“ sagde Frøken Frederiksen og blev stram om Munden. „Du lukker ham ikke ind, Jørgen!“

Komponisten var tvivlraadig. Han saae spørgende omkring paa de andre, der alle var bleven tavse. Fru Maja sad ligegyldig med begge Albuerne paa Bordet i Færd 404| med at tænde sig en Cigaret. Frants Møllers fede Haand var standset midt under Udbedringen af hans omhyggeligt arrangerede Napoleonslok, som Venindens ømme Kvælningsforsøg havde bragt i Uorden. Men A B D Carlsens Udtryk var besynderligt. Han sad tungt fremoverbøjet med Armene paa Bordet og dampede vældigt af en Cigar. Foran ham stod et allerede halvtømt Glas med Whisky. Cigaren stod tilvejrs fra den højre Mundvig. Det tilsvarende Øje holdt han lukket paa Grund af Røgen. Med det andet, der var vidt opspærret, stirrede han ufravendt over paa Sangerinden, og Blikket glødede.

Den forsagte Banken blev gentaget; men ingen brød Tavsheden. Nu lød ogsaa Klokken, og Susse Frederiksen greb krampagtig Jørgen Berg i Frakkeærmet for at forhindre, at han gik til Døren.

„Du understaar dig ikke til at lukke ham ind!“ hvi-' skede hun. „Jeg vil ikke være sammen med en Snushane, om han saa hundrede Gange har været min Ven.“

Noget efter hørte de Manden derude forsvinde langsomt ned ad Trappen.

Men nu fortrød Jørgen Berg sin Haardhjertethed og begyndte at skælde sig selv og de andre ud, skønt han slet ikke kendte Cajus Vang eller vidste andet om ham, end at han engang havde været Reporter ved „Femte Juni“ og var kommen galt afsted med en falsk Veksel.

„Vi kunde dog godt have budt ham indenfor. Hvad rager det i Grunden os, at han har siddet og klistret Papirsposer? Det var jo ikke vores Penge, han soldede op.“

404| „Nu vil vi ikke snakke mere om ham!“ erklærede Frøken Susse.

Hun satte sig hen paa Skødet af sin Ven, der havde skottet lidt mistænksomt til hende over Lorgnetten.

Men nu rejste A B D Carlsen sig vaklende op og slog i Bordet, saa Glassene dansede.

„Føj for den Lede! At du ikke skammer dig, Susse! For du er sgu den, der bedst veed, hvor de fire tusinde Krus gik hen, som Cajus sad for. Dersom du sier andet, saa vil jeg — A B D — sværge med tre Fingre i Vejret paa, at det er Løgn! De to Silkekostymer, som Cajus forærede dig, dem kan du vist ikke ha' glemt. Eller Diamant-Ørenringene og Armbaandet — hva? Og du husker vist ogsaa nok den Aften, da du blev saa svinefuld af Champagne, at du ragede Tallerkener og Glas og hele Møget ned af Bordet med Benene, saa Cajus bagefter fik en Regning paa 125 Kroner for ituslaaet Service.“

„Nu skulde du hellere ta' og holde op, lille A B D ... ellers faar du jo bare dit Krampeslag i Mellemgulvet,“ spottede Sangerinden med Armen om sin Vens Hals. Og næppe havde hun sagt det, før han virkelig blev standset af en slem Hikke og maatte sætte sig.

Men et Øjeblik efter røg han op igen, rakte sit Glas i Vejret og forkyndte, at Cajus var en Gentleman for Gud.

„Lad ham saa være Tyv og Tugthusslave i Menneskers Øjne! Jeg agter og ærer Cajus som en god Kammerat. Han var engang min Ven, og hvad der siden kom os imellem, kan det være lige meget med. Men de store 405| Skurke derude ... Folkets Blodsugere ... de dekorerede Kæltringer og professionelle Stortyve ...“

Han vilde trods Hikken fortsætte, men Fru Maja, der havde Plads ved Siden af ham, trak ham ved Skøderne ned paa Stolen. Frøken Susse havde søgt at overdøve ham med en Skraldelatter, og hendes tykke Ven sekunderede ved at mækre som en Ged. Ogsaa Jørgen Berg fandt det nu paa Tide at stoppe Munden paa ham af Hensyn til den fremmede Gæst. De kunde allesammen godt lide den brave gamle A B D, der gjorde de unge Kunstnere mange Tjenester med sine smaa Notitser om dem i „Femte Juni“. Men naar han fik sine sentimentale Tilbagefald til Anarkist-Lyriken fra Anno 90, fandt de ham uudholdelig og standsede ham regelmæssigt med Hylen.

Under det Skænderi, som nu opstod, satte Komponisten sig hen i Sofaen hos Mads Vestrup, hvis Tilstedeværelse de andre efterhaanden næsten havde glemt. Han havde hele Tiden været ganske tavs; men bag Brillerne rørte sig de agtpaagivende Øjne.

Jørgen Berg havde for Vane at underholde Folk med sine personlige Anliggender. Han fortalte Mads Vestrup, hvad denne forøvrigt straks havde hørt paa hans Sprog, at han var Fynbo, født i Nyborgegnen. Sin kunstneriske Løbebane havde han begyndt med at spille til Dans ved Bøndergilderne i sin Hjemstavn, og han skildrede alle de Genvordigheder og Forfølgelser, han havde haft at kæmpe med paa sin Kunstnerbane, der i hans Fremstilling var et Martyrium uden Sidestykke i Musikens Historie.

406| Imidlertid havde Frøken Susse givet sig til at hviske med sin Ven for at faa noget at vide om den sære Præst og hvordan han var kommen her.

„Ih, du Fredsens ... med Bønderkonerne!“ hørte man hende sige, da Frants Møller havde fortalt, hvad han mente at vide om Mads Vestrup og Grunden til hans Afskedigelse.

Hun vendte sig interesseret om for rigtig at tage Manden i Øjesyn.

„Tænk, at han har været Præst!“ hviskede hun. „Han ser da ogsaa ud som en rigtig Tyr fra Landet a'.“

Smilende opløftede Vennen en advarende Pegefinger; men da slog hun begge Armene omkring ham og overkyssede hans tykke Ansigt.

„O, du søde, søde Fedtelam! Jeg elsker dig jo, saa jeg kunde spise dig med alle Klæ'erne paa.“

Henne i Sofaen var Jørgen Berg nu naaet til at fortælle om sit Besøg paa Legatkontoret, hvor han om Formiddagen havde faaet Pengene udbetalt.

„Bagved Skranken sad en gammel Gripomenus med blaa Briller og en rød Næse. „Hvad vil De?“ si'er han. — „Jeg er Jørgen Berg,“ si'er jeg. — „Ja, hvad vil De?“ — „Jeg er Komponisten Jørgen Berg.“ — „Ja, hvad Pokker vil De?“ — Jeg leverer ham saa Skrivelsen, som jeg havde faaet fra Bestyrelsen. — „Har De Legitimationspapirer med Dem?“ — Og jeg op med Døbeattest og Kokoppeattest og min Soldaterbog. „Er det nok?“ sa' jeg. „For ellers har jeg osse et Par gamle Bukser hjemme og en Bunke Kærestebreve.“ Saa skulde De ha' set et An407|sigt, han satte op! Han ligefrem kylede Pengene hen ad Disken af Arrigskab. En Femhundredekronerslap. De havde ikke mindre Penge — sa' han. Det skulde sagtens lyde stort!“

Han tog Seddelen ud af en gammel Tegnebog for at vise Mads Vestrup den. Saa vilde ogsaa de andre se den. Den brune Papirslap gik fra Haand til Haand, blev undersøgt paa Retten og Vrangen og holdt op for Lyset. Og et Øjeblik strøg der som et Pust fra Slaraffenland hen over dem alle.

„Ja!“ sagde Jørgen. „Det er sært at tænke paa, at for saadan en Lap halvsnavset Papir kan jeg gøre en Rejse til Rom og høre en Messe i Peterskirken og rejse tilbage over Paris og London. Det er dog en Oplevelse! Men forresten ... Skidt være med de fnattede Skillinger! Det vigtigste er, at D'Hrr. Professorer og Konferensrødder altsaa nu har været n ø d t til at give mig Legatet. En musikalsk Haleneger som Professor Martens har maattet krybe til Korset og anerkende mit Talent. Det betyder dog noget — ikke sandt? Pengene kunde det endelig være lige meget med!“

„Skab dig nu ikke, Jørgen!“ sagde hans Kone. „Hvormange Gange har du ikke allerede haft den Seddel oppe, bare for at se paa den? Men det manglede ogsaa blot, at vi ikke skulde være glade for Pengene.“

„Har jeg sagt det? Det er dejligt at føle sig som Millionær engang,“ sagde han og slog sig paa Brystlommen, hvor Seddelen igen var bleven forvaret. „Det første, vi skal købe, Maja — veed du, hvad det er? En ny Hat til 408| dig! Jeg vil ikke længer se dig med den gamle Bør! Men alligevel ... Hovedsagen for mig er, at jeg nu har tvunget de gamle Pukkelkameler til at anerkende mig. Jeg kunde endogsaa ønske, jeg havde haft Raad til at smide dem de fem Hundrede i Synet igen og sige: Tak, mine Herrer! Jeg har opnaaet, hvad jeg vilde. Pengene skænker jeg Dem! Adjø!“

„Pyh!“ sagde Fru Maja haanligt. „I Kunstnere har altid saa meget af Munden. Og saa er der dog ingen, der er mere efter Penge. I skulde meget hellere tie stille med alt det Sludder om Idealet og jeres Kunstnerære og hvad det altsammen hedder. For der er sgu ikke et Menneske i Verden, der tror et Suk paa det.“

Jørgen Berg stod ude paa Gulvet med løftet Manke. Hænderne var stukket ned i Jakkelommerne. Det varede lidt, inden han svarede. Smilet var gledet fra hans Ansigt. Der sad i Stedet to dybe Rynker mellem Brynene.

„Gælder dine smukke Bemærkninger ogsaa mig? For i saa Fald vil jeg minde dig om, hvem det var, der for nogen Tid siden lavede en større Scene, fordi jeg bestemt nægtede at slide Professorernes Trapper i Anledning af Legatet. Eller var det maaske mig, der absolut vilde have Sivertsen nedrakket i „Femte Juni“, fordi han ogsaa var mellem Ansøgerne? Du kan jo spørge A B D. Han sidder ved Siden af dig.“

Fru Maja svarede ikke noget. Hun lagde blot Hovedet ned i Haanden og trak paa sine smukke Skuldre.

„Det er da heller ikke saa længe, siden du fik et andet Bevis paa, at jeg ikke er nogen Pengesnob.“

410| „Mener du det med Lotterisedlen? Nej, lille Jørgen, det har jeg sagt dig, den faar du mig ikke til at hoppe paa! Helt skrupskør er du da heldigvis endnu ikke bleven.“

Nu blev de andre nysgerrige. Hvad var det med den Seddel? Spillede de i Lotteriet? Havde de vundet noget? — spurgte de i Munden paa hinanden.

„Maja!“ sagde Jørgen Berg advarende. „Du siger ikke noget! Det er en Familjehemmelighed, lille Børn!“

„Nej, nu har du selv begyndt, saa kan de andre lige saa godt faa det at vide,“ sagde Maja og fortalte, at Jørgen forleden Dag var bleven rasende, fordi hun havde købt et halvt Lod i Klasselotteriet.

„Og kan I gætte hvorfor? Han var bange for — sagde han — at vi skulde gaa hen og vinde den store Gevinst!“

„Aa — sikke noget!“ sagde Frøken Susse. „Det kan du da begribe var Løjer, Maja!“

„Ja, men jeg siger dig, det skulde gælde for Alvor. I kan jo selv høre ham ad. Han gik saamænd endogsaa hen og rev Lotterisedlen i tusinde Stykker og puttede den i Kakkelovnen. Er det nu ikke Skaberi, maa jeg spørge?“

Nu saae de alle op paa Jørgen med store Spørgsmaalstegn i Øjnene. Han var kommen tilbage til Bordet for at forklare sig.

„Ser I, jeg sætter, at vi virkelig vandt den store Gevinst ... eller bare et halvt hundrede Tusinde ... Ja, dersom det var ved mit Arbejde, ved min Kunst, jeg blev rig ... f. Eks. ved en Opera, der gik over alle Evropas Scener ... det var en anden Sag. Men at sejre paa Grund 411| af et fjollet Lykketræf ... ved Hjælp af en Lotterigevinst, der lige saa godt kunde være faldet i Skødet paa den første den bedste Kraftidiot ...“

Frøken Susse og A B D Carlsen afbrød ham med et Indianerhyl, og tykke Frants Møller gav sig igen til at mækre som en Ged.

„Nej hør nu, kære!“ sagde den sidste, der havde et Garn ude efter sin Vens Kone, og hos hvem desuden Synet af Femhundredkronesedlen havde vakt Misundelsens og Skadefrydens Blodtørst. „Jeg maa virkelig, give Fru Maja Ret ... den er for formidabel! At du skulde nægte at stryge et halvhundrede Tusinde til dig, bare fordi det er en Lotterigevinst ...“

„Det har jeg ikke sagt! Det er netop, fordi jeg veed, at jeg ikke har Karakterstyrke nok til at vise saa mange Penge fra mig og hellere snyder mig selv for Triumfen, at jeg ikke vil spille. Jeg ønsker ikke at faa Lykken i Foræring. Jeg skal nok selv hente den. Bare rolig!“

En ny Larm slog ham om Ørene fra alle Sider, og Fru Maja sagde:

„Der kan I selv høre! ... Jeg begriber ikke, at du gider staa og sige saadan noget. Du mener jo ikke et Ord af det.“

„Ja saa! Da har jeg dog bevist det, skulde jeg mene! Du fortalte jo selv, at jeg rev Lotterisedlen i Stykker og brændte den.“

„Naa, det gjorde nu ikke saa meget,“ sagde Fru Maja — hun sad igen med begge Albuerne paa Bordet og tændte en Cigaret — „Jeg havde jo skrevet Nummeret 412| op. Og det vidste du saamænd godt, lille Jørgen! Du skal ikke tro, du kan bilde mig andet ind.“

Hendes Mand saae en Tid paa hende i Tavshed. Hans blege Ansigt med de haarde Linjer havde faaet noget træt og haabløst i Udtrykket.

„Det vil med andre Ord sige, at du beskylder mig for at staa her og lyve og spille Komedie. Er du rigtig klar over det, Maja? Er det din Mening?“

„Nu vil vi ikke snakke mere om det,“ sagde hun. „Det er ikke længer morsomt, Jørgen!“

„Du skal svare mig!“ raabte han pludselig rasende og slog Knoen i Bordet. „Hvad I andre mener om mig, er mig knusende ligegyldigt. Men du, Maja ... du mener altsaa for fuldt Alvor, at jeg staar her og praler. Mener du det? Ja eller nej? ... Du skal svare mig!“

Fru Maja sendte ham et vredt Blik og saae forlegent omkring til de andre.

„At du ikke skammer dig, Jørgen! At staa og skabe dig saadan, mens her er Fremmede! Du skulde gaa dig en Tur. Det trænger du vist til.“

Nu begyndte ogsaa Gæsterne at føle Situationen lidt trykkende. Frøken Susse tilkastede Jørgen et Fingerkys for at formilde ham og faa ham til at tie stille. Kun Frants Møller glædede sig og gjorde sig Umage for at puste til Ilden.

„Kære!“ sagde han med sit astmatiske Mæle. „Du spilder dine Talegaver, Jørgen Berg! Tilstaa nu lige saa godt Sandheden! Hvor gider du være saa paastaaelig paa en Glædesdag som denne!“

413| „Hold din Kæft!“ bed Jørgen ham af uden at tage Øjnene bort fra sin Kone. „Der er ingen, der har spurgt om din Mening. — Men nu er jeg forresten lige glad med det hele! I maa sgu gerne grine af mig! Værsgo!“

Han drejede sig omkring paa Hælen og slentrede bort med Hænderne i Lommerne. Men et Øjeblik efter vendte han tilbage, tog igen Pengesedlen ud af Tegnebogen og rakte sin Kone den over Bordet.

„Du skal ha' den! Værsgo! Du kan gøre med den, hvad Fanden du vil. Jeg gider ikke se den mere. Du kan købe Hat og Muffe eller Silkekjole for den eller hundrede Natpotter — ganske som du behager! Saa tag den dog!“

Uden at røre sig saae Fru Maja stejlt paa ham med et foragteligt Blik.

„Du skulde dog tage den! Den kunde ellers let gaa op i Røg ligesom Lotterisedlen. I saa Fald vil du maaske tro, at jeg ikke er nogen Pengesnob.“

„Nap den dog fra ham, Maja!“ raabte Frøken Susse. „Det gale Menneske!“

Men Fru Maja rørte sig ikke. Hun saae ham vedblivende stift i Øjnene med et Blik fuldt af Trods og Had.

„Jeg giver dig endnu ti Sekunders Betænkningstid,“ sagde Jørgen og tog sit Ur op. „En — to — tre — fire.“

Indtil dette Øjeblik havde ingen andre end Fru Maja troet, at han vilde gøre Alvor af sin Trusel. Men nu foer de alle op med et Skrig. Jørgen havde løftet Pengesedlen op til Lampeglasset, og ved Ordet „ti“ satte han Ild i den. .Om det saa var Frants Møller, kom han i en 414| Fart paa Benene. Mads Vestrup havde grebet Jørgen i Armen, og Carlsen, saa fuld han var, stod paa vaklende Ben og blæste som en rasende op i Luften for at slukke. Men med sine Kæmpekræfter holdt Komponisten sig dem alle fra Livet, mens han hoverende løftede det flammende Papir højt i Vejret. Et Øjeblik efter flagrede det til Jorden som Aske.

Der fulgte en dump Stilhed. Saa kastede Frøken Susse sig i en Stol med en hysterisk Latter, og Carlsen, der paa en Gang var bleven ædru, fik et af sine uhyggelige Kulderystnings-Anfald. Han satte sig hjælpeløst ned med klaprende Tænder og maatte lade Vandet gaa.

Imidlertid stod Ægtefolkene overfor hinanden med det Udtryk, Mennesker faar, naar de i Lidenskab glemmer alt omkring sig og kun hører Blodets vilde Røst. To hvide Ansigter med stivnede Munde ... to Ligmasker med Øjne, der var lutter sort Pupil.

„Fik du nu Bevis?“ spurgte Jørgen tilsidst og forsøgte en Latter.

„Du tror maaske, jeg er ked af det!“ svarede hun. „Nej, du ta'r fejl! Men det ligner dig ... Bondedreng!“

„Hvad siger du! Tag dig nu ivare!“

„Bondedreng!“ skreg hun. Og før nogen kunde faa Tid til at lægge sig imellem, røg Jørgen i Haarene paa hende. Mads Vestrup greb ham igen med et kraftigt Tag i Skuldren, men det var ikke muligt at skille Mand og Kone ad. Fru Maja havde faaet fat i Jørgens ene Øre, og nu tumlede de begge mod Bordet med en saadan Kraft, at Lampen paa et hængende Haar var gaaet overende. 414| Nogle Glas væltede og rullede ned paa Gulvet, mens Indholdet flød henad Bordet.

Frants Møller stod flegmatisk med Hænderne i Lommerne og saae til; men Frøken Susse løb forvildet omkring i Stuen og raabte paa Politi.

Pludselig hørte man en Barnestemme. Ægtefolkenes lille seksaars Pige, der havde ligget og sovet inde i Sengerummet ved Siden af, var bleven vækket af Spektaklet og stod nu henne foran Forhænget i sin halvsnavsede Natkjole. Blændet af Lyset holdt hun Hænderne op for Øjnene og sagde søvndrukken:

„Hvad er'et, I laver herinde?“

Lyden af hendes Stemme skilte endelig Ægteparret ad. Fru Maja foer hen til Barnet, tog hende i Armen og førte hende med sig ind i Kammeret, idet hun trak Forhænget til bag dem.

Ogsaa Jørgen kom til sig selv. Med et skulende Udtryk saae han omkring paa de andre, og da han opdagede Mads Vestrups fremmede Skikkelse, vendte han sig skamfuld bort.

„Gaa!“ sagde han. — „Gaa allesammen!“

Mens Gæsterne tog deres Tøj paa, blev han staaende ved Bordet uden at se op og uden at tale. Han besvarede heller ikke deres Godnat.

Henne ved Døren holdt Mads Vestrup tykke Møller tilbage og spurgte sagte, om det ogsaa gik an at lade de to ophidsede Mennesker blive alene. Men Møller beroligede ham, og da de var kommen udenfor, sagde han:

„Om fem Minutter sidder de med hinanden om Halsen 416| og græder Spande fulde af Angertaarer. Det er et vammelt Syn. Lad os bare komme væk!“

Nede paa Gaden tog Frøken Susse sin Ven under Armen. Da Mads Vestrup paa Landboeres Vis vilde gaa ud paa Kørebanen, trak hun ogsaa ham til sig for at kunne støtte sig til ham med den anden Arm, og saa betuttet Mads Vestrup i første Øjeblik blev, gjorde han ingen Modstand, fordi han mærkede, hvor hun endnu rystede.

A B D sjokkede bagefter og blev mere og mere tilbage under Forsøgene paa at tænde Ild i en Cigarstump.

Frøken Susse talte bekymret om, hvordan Jørgen Bergs nu vilde kunne klare sig, da de vistnok skyldte baade hos Urtekræmmer og Bager. Men Frants Møller trøstede hende med, at Jørgen saamænd nok havde baaret sig ad ligesom med Lotterisedlen og skrevet Nummeret op, saa han kunde faa Pengene udbetalt af Banken.

„Han skal jo altid skabe sig!“ sagde han i sin Ærgrelse over, at hans Chancer hos Fru Maja rimeligvis nu var ødelagte for længere Tid. Han undte lige saa lidt Vennen hans smukke Kone som Legatet. Men nu vilde han til Gengæld more sig med at skrive et Satyrspil om disse Folk fra Landsbyen, der kom til Hovedstaden og blæste sig op som Kraftgenier. Han vilde drukne dem som Kattekillinger i et Hav af Latter. Allerede i flere Aar havde han haft Planerne til et saadant Stykke færdige i Hovedet, men først i Aften havde han faaet den rette Blodsmag i Munden.

Frøken Susse mente, at Jørgen Berg undertiden virke417|lig var lidt forstyrret i Hovedet, og hun fortalte en Historie om ham, som hun havde hørt af Maja selv. Han havde engang komponeret et stort Korværk og var lige ved at være færdig med det, da Maja en Dag kom til at spørge ham om, hvormeget han nu mente at kunne tjene paa det Arbejde. Saa havde han i Raseri kastet Noderne ned i en Skuffe og aldrig rørt dem siden.

„Saadan er han!“

Frants Møller, der blev mere og mere edderspændt, svarede bare: „Bluff!“

Mads Vestrup gik tavs og lyttede opmærksomt. Han var selv dybt rystet af den uhyggelige Oplevelse; men han havde paa sine Vandringer mødt den samme fortvivlede Sjælenød hos saa mange af Landevejens løse Fugle, som han havde slaaet Følge med og var kommen til at holde af. Han havde den inderligste Medynk med alle disse stakkels blindfødte, der gik om i Mørke og led ilde, fordi de maaske ikke havde haft en Mor, der lærte dem at folde deres Hænder, da de var smaa. Men han forargedes ikke. Han var bleven straffet for sin Selvretfærdigheds Skyld og erkendte sin Samhørighed med den hele syndige og lidende Menneskehed. Ogsaa dette forkrammede Pigebarn, der i sin forstyrrede Angst havde hægtet sig til hans Arm, vakte kun en broderlig Følelse af Sorg hos ham. Han vilde endda tro paa, at hun midt i sin Fornedrelse kunde være Guds Hjerte nærmere end mangen sippet og renstrøgen Præstekone, der brammede med sin Dyd.

418| De var kommen ind paa Vesterbro, og det livlige Boulevardrøre under de hvide Lysballoner indvirkede straks paa Sangerindens Sindsstemning. Hun rystede Forskrækkelsen af sig og traadte i Funktion. Som en Svane, der glider ud i sit Element, skød hun Brystet frem og nød Synet af sit Spejlbillede i de passerende Herrers opspilede Miner. De fleste kendte hende af Udseende. Et Par af dem hilste endogsaa. Men forresten var Størrelsen af hendes Hat, den karmoisinrøde Jaket og de sværtede Øjenbryn Vidnesbyrd nok om Arten af hendes Profession.

Paa Mads Vestrup havde Lyset og de mange Mennesker en ganske modsat Virkning. Han gik med Øjnene i Jorden og holdt kun Stand i denne Skærsild for at bevare hendes Tillid. Men han kunde ikke lade være med at tænke paa, hvad Stine vilde have sagt, dersom hun havde set ham i dette Optog.

Et Par Gange gjorde han Forsøg paa at trække sin Arm ud af hendes; men hun holdt ham fast, ja hun blev efterhaanden betænkeligt paagaaende i sine Tilnærmelser og begyndte endog at sige du til ham. Engang, da hun i Hemmelighed havde knuget hans Arm og forgæves ventet paa, at han skulde besvare hendes Kærtegn, bøjede hun sig frem og kiggede ham op i Ansigtet.

„Hvad er du egenlig for en Rullepølse? Hvor længe har du været her i Byen?“

„Jeg kom igaar.“

„Aa, Herregud, saa er du jo uskyldig som et nyfødt Lam! Veed du, af jeg har Engagement frø den første 418| hos Folie Pip i „Tavernen“? Du skal da ud og høre mig? Han har spenderet nyt Kostyme af Papegøjesilke. 120 Kroner, min Far! Du kan tro, det har strøget sig! ... Saa kommer du, ikke sandt?“

Mads Vestrup sagde: „Nu kan De jo først komme hen og høre mig en Aften. For jeg skal nemlig ogsaa optræde her i Byen i den nærmeste Tid.“

„Hvor er det?“

„Det bliver vistnok i Elysium. Jeg skal holde et Par Foredrag der.“

„Elysium! Gud, der har jeg selv sunget engang! Hvad skal De snakke om? Det er da ikke Opbyggelse med Lysbilleder og den Slags?“

„Nu kan De jo se ad.“

De var naaet ind paa Raadhuspladsen. Mads Vestrup standsede for at sige Godnat. I det samme stødte Frants Møller til sin Veninde med Albuen og sagde:

„Saae du, hvem der gik der?“

„Hvor?“

To elegant klædte Herrer passerede i nogen Afstand sammen med en Dame. De kom fra Teatret i Jernbanegade og styrede over mod Hotel Bristol.

„Hvem var det?“ spurgte Frøken Susse.

„Kendte du ham ikke? Det var jo Greven af Monte Christo.“

„Er det sandt? Var det Karsten From?“

„Han har taget Overskægget af. Det klær ham forresten. Han ser ikke slet saa affekteret ud.“

„Kendte du Damen?“

419| „Ja, det var Frøken Abildgaard. En Datter af Ministeren, der døde. Hun skal nok være lidt løs paa Traaden.“

„Naa, Vorherre være med ham!“ sagde hun, mens hun med lange Øjne fulgte den smækre, blonde Maler, indtil han sammen med Damen og dennes anden Ledsager — en lille korthalset Herre med høj Silkehat — var forsvunden ind gennem Bristol-Restaurantens Drejedør.

„Vil De saa komme hen og høre mig en Aften?“ spurgte Mads Vestrup, idet han sagde Farvel.

„Ja — ikke sandt, Frantsemand? Det kan vi vist nok sige Ja til. Jeg har godt Lyst til at høre, hvad den Herre kan ha' og fortælle. Adjø, Hr. Pastor! Ha' det rart!“

Hun vinkede til ham med Haanden, da han gik, og drev derpaa videre ved sin Vens Arm ind gennem Strøget.